Lindvig Osmundsen. Prædiken til 2. søndag i Advent side 1. Prædiken til 2.søndag i advent Tekst. Mattæus 25,1-13.

Transkript

1 side 1 Prædiken til 2.søndag i advent Tekst. Mattæus 25,1-13. Der er mange oplevelser i livet, og jo ældre man bliver, jo mere har man været med til. Også som præst har jeg fået lov til at være med til mange ting, og har oplevet meget forskelligt, men jeg har endnu ikke oplevet at en brud slet ikke kom til sit bryllup. Men jeg har dog været med til at vente nogle minutter, og en enkelt gang blev det 20 minutter. En gang så var det fordi brudgommen havde glemt at give bilnøglerne fra sig. Den kom en og hentede dem hos ham i kirken. Men vi ventede tålmodigt. Og de blev gift. Der er fester i livet som man ikke glemmer at komme til. Når der er bryllup så ved vi godt, at så skal man være der til tiden. Dog kan bruden godt komme lidt for sent uden at vi andre går hjem, men hvis det er en brudepige, så er der ikke nogen som venter. Er man bedt om at være forlover til brudgommen, eller brudepige til bruden, så skal man være der til tiden. Brudepigen er ikke en hovedperson, som kan tillade sig at være forsinket, sådan som brudgommen i lignelsen er det. Han kommer i sin tid, det er hans ret og alle vil vente på ham, for uden ham er der ikke noget. Når han kommer så kommer hovedpersonen. Sådan også med bruden. Men brudepigerne, de er ikke hovedpersoner, men har fået sin opgave, som de skal løse. I vores bryllupstraditioner er det enten brudgommens far, eller hans bedste ven, og de skal bare være der, når brudgommen kommer og sætter sig i kirken. Og er det brudepiger, så skal de også være der, når bruden kommer, og så skal de ledsage bruden ind i kirken. 1

2 side 2 Da nytter det ikke at en brudepige har glemt sin kjole, eller har glemt sin tid. Til os som i en vielse er bipersoner, og det er præsten sådan set også, så gælder det, at vi skal bare være der. Der er ligesom ingen undskyldning. Når hovedpersonen kommer, så er min opgave at være tilstede. Men det kan godt betyde at der skal ventes. Jesu lignelse med de ti brudepiger byder os på en del vanskeligheder. Vi sidder ofte med en uro og nogle uløste spørgsmål når vi har hørt denne lignelse. Den er både smuk og foruroligende. Vi forstår godt billedet med at man kan komme for sent. Hvad handler Jesu lignelse om? Det første jeg vil nævne er at vi skal lægge mærke til at der er tale om en bryllupsfest. Bryllupsfest er kærlighedens fest for to som skal forenes og leve sammen resten af livet. Og rundt omkring de to som forenes er der familierne som forenes, og landsbyfællesskabet som styrkes. Der er i en bryllupsfest mange bånd som knyttes og mange hænder som mødes i et nyt livsfællesskab. Når Jesus talte om Guds rige brugte han ofte dette billede med en fest, en bryllupsfest. Og blandt fester er bryllupsfesten den helt store og den helt stærke forening af mennesker i et nyt fællesskab. Denne tekst møder vi altid i adventstiden, på anden søndag i advent, og dermed har vi et dobbelt perspektiv på lignelsen. Det handler om Gud der kommer til sit menneske. Både som indgang til julen, Jesu komme første gang. Og det fremtidige håb, at Guds rige skal bryde frem i verden, ved Jesus genkomst. Det er håbet om den bedre verden, de håb som er knyttet til Fredsriget, hvor Guds fred skal dække jorden, det handler om. Hvordan møder Gud sin verden. 2

3 side 3 Her har vi mennesker mange billeder om Gud. Vi har længslen og håbet at Gud vil komme og skaffe retfærdighed til alle undertrykte. At Gud vil komme og gøre en ende på al lidelse. Gud skal komme som dommer, med almagtens hånd. Den stærke mand, der kan løse al konflikt, og løse alle vore problemer. Og så får vi Jesu lignelse om en brudgom, der kommer for at forenes med sin brud. Gud kommer som en brudgom til sin verden. Det er evangeliet, i modsætning til vredens og dommens tale. Gud kommer til sin verden, ikke som en dommer, men som en brudgom der skal møde sin brud. Og dermed siger Jesus det i lignelsen. Det er i Kristus at Gud møder sin verden. Vores opfattelse af Gud skal justeres. Det er lignelsens første budskab. Når Gud kommer, så kommer han i sin søn, som den brudgom der skal møde sin brud. Set på denne måde hører lignelsen fint hjemme her i adventstiden. Det glædelige budskab om Gud der kom til sin verden, som frelseren. Gud møder os i Kristus. Som en brudgom møder sin brud, med længsel, med forventning og med kærlighed. I Guds møde med verden er der en hovedperson, som det hele afhænger af. Intet er til uden ham, og intet sker uden hans tilstedeværelse. Centrum i evangeliet er dette, at Gud møder verden i Kristus. Det er adventstidens store budskab og befriende billede af Gud. Som vi kan sættet ind i vores hertes inderste tro. Gud møder sit menneske som Kristus mødte mennesker. 3

4 side 4 Og så kan vi lade evangeliernes billedgalleri passerer forbi på vor indre skærm. Alle de billeder kirkeårets vandring har givet os. Den tolvårige Jesus i templet, da han stod som den der havde fundet sit hjem i bevidstheden om at han var Guds søn. Som Jesus der blev døbt i Jordan flodens vand, og himlen åbnede sig over ham, og han blev døbt til at bære menneskers liv på sine skuldre. Som den der stod i Nazareths synagoge, og sagde, nu er det opfyldt, Guds nåde år er kommet. Som den er standsede ved træet udenfor Jerikos mure, og sagde til Zakæus I dag bør jeg gæste dit hus! Som den der lod børnene kravle på sig og som lagde hænderne på dem og velsignede dem, mens forældre med fugtige øjne så på. Som den der kaldte Lazarus ud af sin grav, og gav ham livet tilbage. Som den der brød brødet og gav dem vinen, og sagde. Dette er mit legeme og mit blod, som jeg giver for jer. Det er i Kristus at Gud møder sin verden. Og når vi er i adventstiden, så skal vi også have med i vort billede af Gud, at Gud er den som møder sin verden i barnet i krybben. Til glæde og som gave til menneskets verden. Forenet med os i kød og blod. Det er den vilde tanke, som ingen må gå glip af. Derfor bærer blus vi med glæde. Sådan sang vi i første salme, som har sit omkvæd fra lignelsen, om at bære lys. At bære lys er billede på den tro som venter. Venter på ham som skal komme. 4

5 side 5 Og det billede i lignelsen, med olie på lamperne, er for at sige at det er troen på Kristus der knytter båndet til Gud, og forener mennesket med Gud. Vor historie, vort CV kan være hvad det vil, vort udseende og vor klædedragt gør ingen forskel. Hvor vi kommer fra eller hvor vi hører til, det nævnes ikke. Hvem vi er og hvad vi er, om vi er gode nok eller dårlige nok, det gør ingen forskel. I natten er alle katte grå, og den som bærer lys går med i følget. Den som bærer troens lys møder Gud i Kristus. Jeg satte alt mit håb til Gud. Sådan står der et sted i salmernes bog. Skrevet af et menneske som var truet og kuet. Et menneske kan føle sig sat udenfor, men det bærer i sit sind denne enkle tro. Gud er mit håb. Det er troens flamme som lyser Kristus i møde. Og teksten rummer så også dette med hvad så hvis troen brænder ud. Jesus siger ikke med lignelsen at halvdelen af os vil løbe tør for tro. Det den siger er at der er en lang ventetid, og vi skal være forberedt på at det kan trække ud. Lignelsen vil sige et våg til os. Der er så meget som kan tære på troen. Tvivl og problemer jeg ikke får hjælp med. Tidens stemmer som kalder kristendommen for indbildning. Hvad er det at tro? Det er som at gå ombord i et skib og skubbe fra land. Så er man overladt til om skibet kan bære hele vejen gennem storm og bølger. Overladt til Gud. Tro er også dette at blive i båden, når den synes at blive slået i stykker af bølgerne. Tro er at sætte alt sit håb til Gud. Så må det briste eller bære. 5