15. De her brugelige Sæde-Slags med deres Behandling og Indhøstning.

Transkript

1 15. De her brugelige Sæde-Slags med deres Behandling og Indhøstning. Havre er her Bondens sædvanligste Kost til Brød, følgelig og den Sæd han meest lægger Vin paa, saa man i det mindste kan regne, at han saaer 20 Gange saa meget deraf som af anden Sæd. At han derved taber noget i Styrke og Sundhed, troer jeg ikke, da baade Havren i sig selv er en sund og nærsom Spise, og den Havre som her avles er meget god, som blant andet sees af de skiønne Gryn, som her males deraf, og i visse Maader bære Prisen for alle andre Gryn. Ved Havre-Sæd har man desuden den Fordeel, at dens Halm er meest tienlig for Kreaturene, og at den tager til Takke med den mavreste Jord. Men da den paa hin Side giver langt mindre af sig end Byg og modnes sildigere, saa maatte en fornuftig Oeconomie gandske afraade fra at faae saa meget af det første og saa lidet af det sidste Slags Sæd, hvis ikke Fornødenheden, som bryder alle Love, selv tilsagde det; thi saalænge man lægger mere Vind paa Kiørsel end Fæe- Avling, er det en Umuelighed at tilveiebringe Giødsel i den Mængde, som en tilstrækkelig Byg-Sæd udkræver, hvoraf følger, at man maae behielpe sig med en ringere Sæd, isteden for en bedre. Ved god Behandling kunde dog denne Sæd blive temmelig fordeel. agtig, saasom det er bekiendt, at den kan give af sig 7 a 8 til 10 fold; men saaledes, som den her behandles, giver den kun 3 a 4 Foild, som ikke synderlig lønner Møien. Man giver den nemlig enten mavre Ekrer, som i mange Aar ikke have været giødede, eller mosgroede Marke, som ikke mere bære Græs, og til den Ende oppløies om Høsten, at man kan saae Havre deri 170

2 til Vaaren. Siden besaaes de endnu 2 Aar med Havre, efterat de ordentlig ere oppløiede om Vaaren, da den 3 Sæd gemeenlig er den beste, fordi Grønsværren da først er ret forraadnet. For at lade Grønsværen raadne, lade andre et saadant Stykke Land ligge upløiet det 2det Aar, og pløie det saa 3die og 4de Aar, hvorpaa det enten bruges til Havn (Overdrev) for Qvæget, eller giødes til Byg-Sæd. At forandre Havre-Sæden, eller ombytte den med Sæde-Korn fra andre Gaarder, har jeg ikke mærket her at være brugeligt, uden for saavidt at mange, naar de have bortsolgt eller fortæret deres Avling om Vinteren, kiøbe fremmed eller udenrigs Korn til Udsæd om Vaaren, som skal arte sig temmelig vel. De Polske Havre, (som er den Østersøiske eller Holsteenske,) bær godt det første Aar, men vil have feed Jord, og slaaer sig siden i stor Vært med liden Kiærne. Den Danske Havre, som her er meest brugelig, arter sig ofte ret vel, helst i sandig Jord, og giver flere Fold end den Norske, (ventelig fordi den her saaes i en bedre Jord end den er avlet paa,) men modnes sildigere og arter snart ud, hvorfor den ei maae saaes paa nyt, hvilket sidste dog nægtes af andre, og kan komme af Jordartens forskiellige Beskaffenhed. Men hvor det end gaaer, bliver det efter mine Tanker altid Beviis paa slet Oeconomie, at bortsælge den Havre, man selv har avlet, og i den Sted kiøbe udenrigs Havre til Udsæd, som blant andet blev seet 1782, da den meeste Danske Havre som blev saaet, deels ikke opkom, deels af Mangel paa Varme blev skaaren grøn og umoden. Lad den ende i visse Aaringer komme sig godt og give flere Fold end Hiem-Havren, som sagt er, saa følger dog 171

3 deraf intet uden dette, at Sæde-Korn med Fordeel kan ombyttes, men ei at denne Ombytning bør skee med udenrigs Korn, som baade behøver stærkere Varme, og desuden i Skib-Rummet let kan tage Skade, som forbemeldte Aars Erfaring bevidner. Af Byg saaes ikke mere, end osm Giødselen vil tilstrække, og dermed er Omgangen denne: Man Høstpløier det Stykke Land, som til denne Sæd er bestemt, og helst bør være mosgroede Ekrer eller Græsvold tilforn opbrudt og besaaet med Havre, saaledes som jeg nyelig har sagt, da anden aaben og længe brugt Ager ved Høst-Pløining vilde tabe alt for meget. Et saadant oppløiet Stykke Land jevner man siden med Harren, og fører saa Giødning derpaa, saasnart som mueligt, som da enten bør skee med Karre, eller med Slæde paa første Frost; skiønt mange, som jeg foregaaende har viist, bie dermed til Vinteren, da Giødningen hverken kan blive saa lige deelt, eller meddele Jorden sin Fedme som om Høsten, medens den endnu er aaben. Fopraaret efter harres Ageren til Sædning, og endelig harres 2de Gange efterat Sæden er udsaaet, den første Gang paa langs, den anden paa tvert deraf, hvilket ogsaa ved Havre-Sæden iagttages. Aaret efter oppløier man en saadan Ager ordentlig om Foraaret og saaer Byg deri uden Giødning, eller og i Steden for Byg, Blandings-Korn, som her er temmelig i Brug og giver gemeenlig mere af sig end Bygget. Det 3die Aar saaes atter Byg, Blandings-Korn eller Rug, hvorpaa man lader Jorden hvilke og bære Græs. Dog er dette kun at forstaae, naar en Ager er tilstrækkelig giødet, thi ellers lader man den strax andet Aar bære Græs, og herved er Regelen denne, at en Ager 172

4 ei bær lægges til Græs-Land, uden naar Giødselen vender op, som skeer enten andet Aar efter første Pløining, da den endnu ei er nedpløiet, eller efter 3die Aar. da den er oppløiet igien. Det 4 radede Byg er her det sædvanligste, dog sees det 6 og 2 radede deriblant, ja paa endeel gaarder har det 2 radede end ogsaa Overhaand, og udgiør næsten alt. Det er det største og kiærnrigeste, og giver derfor det beste Meel og Gryn, men til Udsæd er det derfor destomindre drøieligt og ombyttes derfor med det 4 radede. Thore- Byg eller Himmel-Korne, (Hordeum coeleste,) som en misligere Sæd, befatter man sig ikke meget med, dog skal det trives beste i Braater, eller hvir Træe-Qviste ere opbrændte paa Agrene. Himmel- Byg, (Hordeum distichon,) saaes ligeledes af nogle faa, og som man siger, med Fordeel. Hoved-Regelen ved dette Slags Sæd skal være denne, at saae meget tyndt, saasom kun 1 Skieppe mod et Qvarteer af andet Byg, og tillige at saae det sildigere. De, som saae Udenrigs Byg, blive undertiden bedragne, i det de i Steden for Vaar-Byg, som de ventede, maae høste Vinter-Byg, og saaledes tabe eet Aars Afgrøde. Rug, Vinter-Rug, saaes enten i Braater, eller i tørre og nogenledes fede Agre, undertiden og i Kasser, som ere smaa Braater, af Krat og smaa Træer, som bortrøddes og forbrændes hist og her paa Engene. Braate-Rug, som den beste og frugtbareste, er meest brugelig blant gemene Mand, naar de have Leilighed dertil, hvorimod de, som enten ingen Skov have at miste, eller tage i Betænkning, at behandle deres Marker paa denne Maade, helst blive 173

5 ved Ager-Rugen, hvortil de vælge god tør og hældende Jord, at Vandet ei skal standse og tilfryse om Vinteren, hvilken da enten er Par Aar tilforn maae være giødet til Byg-Sæd, eller samme Aar qvædet, eller og ligge nær Fæe-Husene og have maadelig Tilflod af Møddingen. Den rette Sæde.Tid er den 16 August, eller strax Skuren, og Høsten gierne riig, saa man endog kan avle 20 Fold. Vaar-Rugen, som en misligere og mindre frugtbar Sæd, betiener man sig ikke gierne af, med mindre Vinter-Rugen har mislinget, som gemeenlig skeer, naar Jorden ei faaer Frost og Snee til Bedækkelse om Vinteren. Ellers er Vinter-Rugen her saa god, at den indenlandske altid har mærkelig Fortrin i Prisen fremfor den udenlandske. Hvede saaes ligesom Rugen af alle, dog af de fleste kun lidet, nogle undtagne, som ville leve mere lækkert, eller avle den for at sælge, og derfor lægge mere Vind derpaa end de burde. Sommer Hveden er den meest brugelige, dog er Vinter Hveden af nogle nyelig optagen, siden den giver det hvideste og beste Meel, der giver det engelske intet efter, og ikke fordærves af Brand-Ar. Gamle Ekrer eller længe hvilet Jord, som er høilændt og muldblandet, samt qvædet om Sommeren eller opbrudt om Høsten og derpaa giødet, holdes for den beste. Man kan i saadan Jord saae Hvede 2 Aar i Rad, og ofte det sidste Aar avle mmer end det første, fordi Jorden da er bleven ret opbrudt og smullen. For at forebygge Kull. eller Brand-Ar, som Sommer-Hveden ofte fordærved af, raades her at støbe den i Kalk-Vand og at 174

6 saae den sildig. Vinter-Hveden bør ligeledes saaes sildig, nemlig ved eller nyelig før Michelsdag. Boghvede er i nogle Bygdelav temmelig i Brug, i andre ikke. Da her ikke mangler tør og sandig Jord, som dette Slags Sæd helst vil have, man ikke heller gierne har at frygte for Frost-Nætter om Høsten, som andensteds ofte indtræffer, saa synes Stedet beqvemt nok til denne Sæde-Art. Hvide Erter saaes vel af de fleste, men mislinger ofte, bruges derfor meest af dem, som ville pille Erterne grønne om Sommeren til Spise. De graa Eryter lykkes bedre, udkræve mindre feed Jord og ere derfor mere i Brug. Vikker saaes og af endeel, meest til Heste-Foder, men ere mindre almindelige. Liin eller Hør saaes af alle til eget Brug og Fornødenhed, men ansees ikke for nogen fordeelagtigt Sæd, da den udkræver feed Jord, mavrer Jorden ud, og let kan mislinge enten paa Ageren eller Faaningen. Det holdes derfro meer oeconomisk, at saae Havre og kiøbe Liin i Steden, siden Havre er her som rede Penge. Hiemme-Linnet, som lidet og kort, giver vel mere Stry (Blaar) og mindre Liin end det udenlandske, men lader sig bedre spinde og giver en finere Traad. En god Deel Liin-Frøe sælges her til Olie-Møllen. Humle-Haver har man vel ved de fleste Gaarder, som er af nogen Betydenhed, men de ere gemeenlig fra gammel Tid anlagte og siden ikke forbedrede eller vel vedligeholdt, følgelig kun i middelmaadig eller slet Stand, hvorimod Humle-Avlkingen i Oplandene mere og mere tiltager, saa at ved Drammens store Toldsted nu omstunder lidet eller intet indføres fra fremmede Steder. Mange betiene sig ellers her af 175

7 den vilde Humle, som paa nogle Steder voxer i temmelig Mængde. Jeg kiender og dem, som uagtet de stedse bruge Øl i deres Huusholdning, behielpe sig med nogle faa Humle-Ranker, som have staaet uforandrede i 20 Aar, hvoraf sees Humlens Villighed til at voxe, og med hvad Fordeel den kunde dyrkes. For alle Sæde-Slags er det her en Fordeel, først, at Sæden aldrig, uden paa nogle faa høit beliggende Gaarder, bortfryser, skiønt den vel i kolde Aaringger kan skiæres grøn og umoden, hvortil den slemme Skik at saae udenrigs Korn, er den største Aarsag. En anden Fordeel er dette, at man ikke plages af Flug- Havre, som paa Ringerige, hvor man for den Skyld maae pløie og ale mange Gange, skiønt dette tillige fører den Nytte med sig, at Jorden desto bedre bearbeides. Hertil kommer, at Græs og Ukrud i Agrene er her ligesaa rart, som Nordenfields almindeligt, som ventelig kommer deraf, at de her ofte faae Hvile imellem, naar de Nordenfields stedse ere i Brug. Dog giør den her værende tørre Leer-og Sand Jord meget dertil. Det samme er Aarsagen, hvorfor de Nordenfields saa meget brugelig Hull-Briter (bedækkede Grøfter i Agrene for at bortlede det overflødige Vand,) her ei behøves, til stor Lettelse for Jordebruget. Dog hvor Gaardene ligge nær Fieldene, og de derfra opspringende Vand-Aarer i Dalene, giør Marken moradsig og kold, naar saadanne Grøfter ogsaa her indrettes, som sees paa Dramdal, hvor meget Arbeide og ikke mindre Bekostning er anvendt derpaa. Med Maal, Skuur-Maal og Skuur-Arbeide har det sig her for det meeste, som andensteds i disse Egne, hvorfor jeg i dette Stykke vil have Læseren 176

8 henvisst til Hr. Mag. Wilses Beskrivelse over Spydeberg, hvor dette med meget andet Landvæsenet angaaende, meget nøiagtig afhandles. Dette vil jeg kun sige, at et Maal i Ager og Eng regnes her for 8,6 Alen lange Stænger i Længde og Brede, som udgjør 2304 qvadrat Alne. I gamle Dage regnede man 1/2 Tønde paa Maalet, eller 2 Maal paa en Tønde Land, (en Tøndes Havres Udsæd,) men nu henved 3 Skiepper paa Maalet, eller 3 Maal paa Tønden, som viser, deels at den nu saaes tyndere end i gamle Dage, deels at Jorden nu bliver bedre dyrket, og er hiulpen med en tyndere Udsæd, siden Sæde-Kornet i vel dyrket Jord kommer bedre til Nytte, og skyder flere Straa af Roden, skiønt deraf ogsaa følger, at en Tønde Land behøver større eller mindre Udsæd, som det er ilde eller spare en Hoben Sæde-Korn. Dette maae jeg og i Henseende til Skuren erindre, at da her ikke sees Stene i Agrene, kunde man i Steden for at skiære Kornet med Segl, som nu er brugeligt, meget vel afmeie det, efter de Danskes Maade, om der ellers var nogen Fordeel derved. For at tørre Kornet vover man sielden at sætte det i Røk, (det er 4 Neger satte mod hinanden paa Ageren i en Pyramide,) med mindre Veiret tegner sig til at blive bestandig tørt, hvorimod man jevnlig sætter det paa Stør, som bedre bevarer Kornet i Regnveir. Det samme er paa adskillige Steder Nordenfields i Brug, og agtes bedre end de ellers brugelige Hesgier, hvori Kornet ei saa hastig tørres. Naar det er tørt, bringes det paa den sædvanlige Maade hiem i Slæder, det affaldne undtagen, som bliver liggende tilbage paa 177

9 Ageren, og i visse Aar, saasom 1781 er saa mangfoldigt, i sær af Havren, at det næsten udgiver den 3die eller 4de Deel mod det, som indbringes. Aarsagen er deels Nedharringens, deels Veirets Ulighed. Ved Nedharringen kommer nogle Korn at ligge dybt, andre høit, en hastig paafølgende Regn bringer og meget Korn i veiret, som før laae skiult, det sidste kan altsaa ikke fæste Rod, førend hint er oprundet, helst naar langvarig Tørke indfalder, hvorved det ene lige saa meget hindres i sin Fremvæxt, som det andet befordres. Deraf reiser sig den Forskiel om Høsten, at noget kun er halvt modent, naar en anden og større Deel er fuld moden og færdig at falde af; passer man da ikke den rette Tid, tabes mere ved det, som falder af, end der vindes ved et, hvis Modenhed man har biet efter, som i sær saaes forbemeldte Aar, da den i Mængde affaldne Havre, voxte efter Indhøstningen en halv Alen høi, og under Navn af grøn Malm blev afmeiet til Foder for Kreaturerne. Hvor ulige det heri gaaer til, sees blant andet deraf, at jeg 1780 af 45 Tønders Havre-Sæd avlede 216 Tdr af 56 Tdr. ikkun af 51 Tdr. Udsæd 222, og 1783 af 53 Tdr. Udsæd. Det første Aar fik jeg af 3 Tønders Byg-Sæd 28 Tdr., det andet af 4 Tdr. kun 19, det tredie af 4 1/16 Td. 30 Tdr., og det fierde af 4 Td. 19. Af Vinter-Rug avlede jeg det første Aar 16 Fold, det andet kun 6 til 7 Fold, det tredie over 23 Fold, og det fierde eller sidste aldeles intet, baade fordi Sæden blev silde saaet om Høsten og Jorden ei tilfrøs om Vinteren, men blev med Snee bedækket førend Frosten kom. 178