Lerkenfeldt. Sted/Topografi Lerkenfeld på nordsiden af Lerkenfeld Å, Vester Bølle sogn. Tema Bosætning landet. Emne(-r) Hovedgård med næromgivelser

Transkript

1 Lerkenfeldt Kulturmiljø nr. 123 Tema Bosætning landet Emne(-r) Hovedgård med næromgivelser Sted/Topografi Lerkenfeld på nordsiden af Lerkenfeld Å, Vester Bølle sogn. Kulturmiljøet omfatter hovedgården Lerkenfeldt med voldsted samt næromgivelser bestående af de omgivende lavtliggende områder mod vest og nord samt mod øst med et parti af vejpassagen til Rødebro over Lerkenfeld Å, der danner grænse mod syd. Videnskabernes selskabs kort o Lerkenfeld Å udgør som et anseligt dalstrøg et naturligt skel i landskabet omkring kulturmiljøet. Fra den brede ådals niveau nær havets overflade stiger terrænet markant i vestlig og nordlig retning til Storholms 27 meter mod vest og Klovenhøjs 69 meter mod nord. Fra Klovenhøj gennemskæres højdedraget, der har fået tilnavnet Lerkenfeld bjerge, mod syd af Folddalen, en lavning i hvis udmunding hovedgården Lerkenfeldt er placeret. Syd for ådalen er landskabet omkring Vester Bølle og Knudstrup ligeledes kuperet højland med Råhøjes 55 meter som højeste punkt. 1026

2 Lerkenfeld Å s snoede forløb har oprindeligt dannet en næslignende slyngning, der har strakt sig mod syd ud i den lave ådals sumpede arealer, således at hovedgården Lerkenfeldt har været svært tilgængelig fra øst, syd og vest. I nyere tid er åens forløb imidlertid omlagt til et sydligere løb i forbindelse med etableringen af et dambrug vest for Lerkenfeldt. Herved er en del af voldstedets fremskudte placering i ådalen gået tabt. Tid 1500-tallet. Karakteristik Selvom Lerkenfeldts hovedbygning med et opførelsestidspunkt i 1500-årene er af anselig alder, hører hovedgården ikke til blandt landets ældste. I senmiddelalderen kendes tre gårde, der lå på den senere hovedgårds jorder, Bonderup, Kokholm og Overgaard. I 1554 optræder de alle tre med Niels Lange som ejer, hvor de mageskiftedes til Mariager kloster, der 1555 videredrog besiddelserne til Jørgen Lykke. I 1577 optræder besiddelserne samlet som hovedgården Bonderupgaard med betydelige jordtilliggender, næsten 50 gårde, i især de nærtliggende landsbyer Svingelbjerg og Vester Bølle. Kokholm og Overgaard synes da at være forsvundet. Hovedbygningen set fra nord

3 Først fra 1689 fik hovedgården sit nuværende navn, Lerkenfeldt, efter den daværende ejer Peder Madsen Lerche. I 1792 kom Lerkenfeld i familien Kieldsens eje, hvilket endnu er tilfældet i dag, hvor gården stadig fungerer som stuehus for en moderne landbrugsejendom. Jørgen Lykkes tid som ejer af Bonderupgaard den senere Lerkenfeldt efter midten af 1500-tallet synes således at have været kendetegnet af konsolidering, et indtryk der yderligere styrkes af, at han lod opføre en ny hovedbygning i to stokværk over en grundmuret tøndehvælvet kælder og evt. lidt senere med sidefløje og tårne til gårdsiden. Hovedbygningen blev opført af egebindingsværk som en 51 meter lang og 7 meter bred fløj, og den udstyredes mod sydvest med to bygninger, der formentligt oprindeligt fremstod som tårne. Til gården mod nordøst opførtes et rundt trappetårn. Østfløjen. Sidefløjene blev derimod opført som grundmurede bygninger. Vestfløjen opførtes af tegl med enkelte indslag af formhugne granitkvadre, der evt. kan have været hentet fra den nedlagte Svingelbjerg kirke. Dertil synes vestfløjen i første omgang at være opført som et kapel med gavle mod både øst og vest. Først senere eventuelt omkring 1600 ser det ud til at bygningen har fået en nordsydlig orientering med tilslutning til hovedfløjen ved en mellembygning. Østfløjen opførtes op ad borganlæggets omgivende ringmur, dvs. med ringmuren som bygningens ydermur mod øst, og indrettedes i andet stokværk med riddersal. Endeligt skal borggården have omfattet et 7 lofter højt porthus. Vestfløjen. 1028

4 Hele anlægget blev etableret på en borgholm, der var placeret på det næs-lignende fremspring, åens slyngninger havde skabt i ådalen. I tillæg til etableringen af egentlige vandfyldte voldgrave nød gården således en vis naturlig beskyttelse ved Lerkenfeld Å s slyngninger på øst-, syd- og vestsiden. Det rektangulære voldsted, hvorpå bygningskomplekset blev anbragt, bestod af den nævnte vandfyldte voldgrav, der stensattes efter sigende også med sten fra den nedlagte Svingelbjerg kirke og udstyredes i hvert hjørne med runde tårnfremspring, runddeler, hvorfra beskydning både af den foranliggende vandfyldte voldgrav og hen langs voldstedets sider var mulig. Nogen jordvold synes der ikke at have været etableret. Den stensatte voldgrav. Dertil opførtes omkring bygninger og gårdsplads en svær ringmur, der uden tvivl havde funktion som en del af gårdens forsvarsanlæg, men som ikke mindst i lyset af fraværet af jordvolde især må have været tillagt prestigeværdi. Overfor datidens kanoner har ringmuren i hvert fald næppe kunnet yde nogen nævneværdig beskyttelse. Prestigeværdien kommer samtidigt til udtryk ved dekorationer af murværket, bl.a. ved brug af formbrændingen af teglstenene til en buefrise med kalkdekorationer i gult, rødt og sort. Med grevens fejde i frisk erindring ( ) har de forsvarsmæssige egenskaber uden tvivl været højt prioriterede ved byggeriet af hovedgårdens nye bygninger. Men også andre aspekter af anlæggets signalværdi har således spillet ind på dets udformning som et fæstningsværk med grav, udsmykket ringmur, runddeler og tårne. Hovedbygningen set fra syd. 1029

5 Med opførelsen det trefløjede bygningskompleks i 1550 erne og vestfløjens lidt senere ændring var Lerkenfeldts bygningshistorie i det ydre stort set tilendebragt. Under den efterfølgende tids række af ejere er borggården således ikke tilført nye større bygningselementer. Op ad bakken nord for borggården placeredes Lerkenfeldts tilhørende ladegård, der gennem tiden nedbrændte to gange i 1689 og Vest for borgholmen tjente et større rektangulært areal i hvert fald i 1800-tallet som hovedgårdens haveanlæg. Bevaringstilstand Betydelige dele af borggården fra 1550 erne er velbevarede. Hertil hører voldgraven, der er friholdt for bevoksning dog med undtagelse af en del store træer langs kanterne og hvis stensætning endnu kan erkendes især i de vestlige afsnit. Porthuset, som anlægget angiveligt skal have været udstyret med, er forsvundet, men herudover er bygningerne fra 1550 erne ca bevarede med de nævnte ændringer, hvortil kommer en fuldstændig skalmuring af hovedbygningens egebindingsværk. De to udbygninger mod haven har derudover mistet deres øvre stokværk og fremstår i dag nærmest som karnapper. Af ringmuren er kun de dele, der har udgjort østfløjens østligste ydermur, dog bevarede. Del af ringmuren mod øst. Etableringen af et dambrug i ådalen vest for Lerkenfeld har været stærkt forstyrrende for oplevelsen af voldstedets placering på et fra naturens hånd vanskeligt tilgængeligt næs. Åløbets oprindelige snoede forløb er ændret ved etableringen af dambruget, der herved har kunnet placeres på et afvandet område ganske kort vest for voldstedet. Herved kan den naturligt betingede svære tilgængelighed til hovedgården fra vest i dag kun vanskeligt erkendes. Dette forstærkes af, at området umiddelbart vest for borggården i dag fremstår som løvskov med træer af en betydelig størrelse. Sårbarhed og virkemidler Lerkenfeldts hovedbygning med udbygninger, sydfløj med trappetårn samt vestfløjen har sammen med de omgivende grave været omfattet af fredning siden Anlægget fremstår velholdt og plejet både hvad angår bygninger og voldgrave og kan således for nuværende næppe betegnes som truet. 1030

6 Del af ringmuren mod øst. Ådalen syd for Lerkenfeldt er på åens nordside af Nordjyllands Amt udpeget som særligt værdifuldt landskab. Områdets karakter som uopdyrket areal er dermed næppe heller truet, og borggårdens vanskelige tilgængelighed fra øst fremstår dermed endnu med al ønskelig tydelighed i landskabet. En eventuel træbeplantning på et fladt areal grænsende op til voldgravens østre kant, dvs. en situation som på gårdens vestside, vil dog være stærkt forstyrrende for denne oplevelse og bør undgås. For at retablere oplevelsen af borggårdens placering på det næslignende fremspring skabt ved Lerkenfeld Å s slyngninger ville det være ønskværdigt, om åens forløb i tiden før dambrugets etablering kunne genskabes ved fremtidige reguleringer. I forbindelse hermed kunne dele af den omfattende træbevoksning umiddelbart vest for Lerkenfeldt fjernes. Bonitering Lerkenfeld er repræsentativ for herregårdsbyggeriet i tiden efter Grevens fejde med dens præg som fæstning med grav, ringmur, tårne og især de fremspringende runddeler ved hvert af voldstedets hjørner. Anlæggets opbygning tilgodeså både forsvarsmæssige formål og giver dermed mindelser om middelalderens borgbyggerier. Men det synes også i tråd med, at tendensen i periodens herregårdsbyggeri så småt nærmede sig et ønske om at signalere velstand i højere grad end at udfylde de rent fæstningsmæssige funktioner som ved tidligere tiders borganlæg. På trods af, at ringmuren er forsvundet og hovedbygningen skalmuret, må Lerkenfeldt karakteriseres som velbevaret, og med fraværet af større byggerier efter ca i en bemærkelsesværdigt autentisk tilstand. Gården er ved sin placering nært forbundet med naturgrundlaget, og rummer som sådan en god oplevelsesmæssig værdi dog noget forstyrret af ladegårdens påtrængende bygningsmasse mod nord. Kontekst/sammenhænge Den firfløjede borggård har paralleller ved en række tilsvarende borgagtige anlæg fra samme periode i bl.a. Himmerland. Fremhæves kan især det markante Villestrup, der efterhånden ikke kom til at stå tilbage for anlæg som Gammel Estrup og Spøttrup sidstnævnte dog med en mere udpræget karakter som en middelalderlig 1031

7 borggård, hvis forsvarsanlæg med omfattende jordvolde tjente rent fæstningsmæssige formål. Blandt de mere beskedne eksempler på linie med Lerkenfeldt kan nævnes Salling Østergård og Lynderupgård, hvor beboelsesbygningerne var mere ydmyge, og hvor bindingsværksbygninger som på Lerkenfeld indgik i anlæggene. Kildemateriale Erichsen, John og Pedersen, Mikkel Venborg (red.): Herregården. Menneske-samfund-landskab-bygninger. Bind 2. Anlæg, interiør og have. København Petersen, Steen Estvad: Danske Herregårde. Bygninger-haver-landskaber. København Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. Himmerland og Ommersyssel. København Trap, J.P: Ålborg Amt. 5. udgave Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg historiske Museum. 1032