4. søndag i advent II Sct. Pauls kirke 20. december 2015 kl Salmer: 123/90/76, v.1 og v.7/78//86/439/71/93

Transkript

1 1 4. søndag i advent II Sct. Pauls kirke 20. december 2015 kl Salmer: 123/90/76, v.1 og v.7/78//86/439/71/93 Åbningshilsen Den sidste søndag inden jul. Fire lys tændt, fylde, klar. Ja, og risengrød til jer efter højmessen, som gode frivillige har lavet til jer. Hvad skal der til for at julen bliver en ikke alene god jul med mad og gaver og hygge og alt det der, vi elsker, men en glædelig jul, sådan en inderlig, dyb glæde, som ikke behøver at gøre væsen af sig? Så skal vi blive ydmyge og glæden skal komme til os udefra. Det skal vi i dag lære af en, der hedder Johannes. Her ind mod jul: glæde, ja og vemod, træthed, vi kan være kede af det, der ikke er, som det burde være og samtidig har vi behov for at betyde noget. Det har vi med os herind i dag og skal bringe frem og lade gudstjenesten hjælpe os med de ting. Og vi skal gå til Gud, tage vort liv på os, som det er med alle vore fejl, vores skyld, alt det, der er noget bras og som vi er trætte af hos os selv og så sige det til

2 2 Ham. Så tager Han det fra os i tilgivelsens ord, det ord retter op på os. Lad os derfor sammen, gerne højt, hvis I er med på det, bede de bønner, der står side fire i guiden til denne gudstjeneste Evangeliet er læst fra kortrappen: Joh 3,25-36 Bøn. Lad os bede! Kære hellige Ånd, giv os dit blik for Jesus, hvis ankomst vi skal til at fejre, så vi bliver ydmyge af det, får glæde fra dig og finder vort livs spor. Amen. Prædiken Det skal gå ordentligt til og vi finder os ikke i, at vores venner bliver ydmyget. Det kan vi ikke med, vi synes, det er uretfærdigt. Se det for jer: Johannes Døberen her er fætter til Jesu mor, Maria. Han er et halvt år ældre end Jesus, derfor fejrer vi hans fødsel ved Sct. Hans. Han er populær. Folk vil gerne høre ham, han samler en masse folk omkring sig og han har døbt dømt mange i Jordanfloden. Han døbte også sin kusines søn, altså Jesus, da denne var 30. Og hvad sker nu? Mange af Johannes folk trækker nu over mod Jesus, de forlader Johannes til fordel for Jesus. Og det synes Johannes disciple ikke om. Det er unfair

3 3 af Jesus at udøve konkurrerende virksomhed og stjæle tilhængere fra sin gamle leder. Så de er forargede på Johannes vegne og anmelder problematikken for ham: Ham, du har fortalt om og som du døbte, Han går selv rundt og døber og nu er det Ham, de er optaget af! Vi kender det: sammenligningen, misundelsen. Hvad har Johannes at sige til det?! Det er helt som det skal være! Vær ikke forarget på mine vegne, glæd jer i stedet. Hvordan kan han dog sige det?! Han ved, at han selv ikke er livets centrum. Han er ikke selv en etter, det er der en anden, der er. Og det har han det fint med. Og det er ikke sagt sådan tappert eller bittert som om han bare spiller ydmyg, mens han indeni raser: hvad ligner det, at han stjæler mine tilhængere? Nej, han mener det! Han er ydmyg på den gode måde: åben, mild, blød. Det betyder ordet ydmyg, åben, mild, blød. Hvordan kan han være det? Fordi han er ven med sin kusines søn, som han samtidig ved, er noget særligt og tillige god. Han ved, hvad der er gang i med den Jesus. De kender hinanden, de har fortrolighed. Der er en egen fred og tryghed over ham. Ikke noget kuet og han er ikke ydmyget i dårlig betydning. Han ved, han har fået en opgave, som han er glad for, nemlig at være forlover, bestman, når Jesus som en anden brudgom forener sig

4 4 med sin brud: alle de mennesker, der trækker over ad mod Ham, bliver døbt og samler sig om Ham. Ham glæder Johannes sig over. Egentlig står der: Jeg glæder mig med glæde, han er altså mildt sagt meget glad. Den glæde er kommet til fylde, så den strømmer over. Det er en ære for ham at være ven med ham, derfor kan han trygt overlade scenen til Jesus, være åben, mild, blød, glad. Johannes ser sit livs mening i dette motto: Jesus skal vokse, jeg blive mindre. Det her møder vi i vores liv for at det, som er sket med Johannes, også skal ske med os. Os, der lider af det syndrom, at vi tror, vi og dem vi er i liv med, er centrum i livet og har den der tankegang, som fylder os meget i disse år, det, vi siger hele tiden: vi skal betyde en forskel. Jeg vil bare gerne gøre en forskel. Og vi synes alle sammen, at det også er rigtigt. Men er det nu det?! Tænk over det. Når vi gør os til ét med den der selvfølgelige tankegang, hvad sker så? Så bliver vi så underligt selvoptaget, optaget af os selv, lille mig, af min position, alt det, jeg gør. Det er mig nu. Se mig. Jeg er på nu. Og ser de os ikke, så bliver vi skuffede og kede af det. Er der en, der er bedre end os på lige vores felt, så er der krise! Hvorfor er vi sådan? Fordi vi er vores egen bette elendige gud og

5 5 det bliver vi skøre af. Det ser så rigtigt ud og det er galt. Hvad skal der til? Vi skal afvikles. Ikke udvikles, forstå mig rigtigt, men afvikles. afvikling af selvet. Det er lige det, advent signalerer. Men det er svært. For vi tør ikke. Men her er den vi bøjer os for den, der bøjer sig dybt ned til os. Han lægger sig ned for os i en krybbe og strækker armene ud på et kors og så rejste Han sig op af graven for os. Gennem Jesus tømte Gud sig helt ud for os. Nu møder vi i Ham manden med det faste blik, der ikke kun gennemskuer os, men ser på os med et barmhjertigt og ømt blik. Tilværelsens inderste byder ind med kærlighed til mig lille egoistiske skravl. Følg Johannes pegefinger hen mod denne Jesus. Ham, skal vi kende, bedre end før, godt og dybt og så vokse ind i et fortroligt forhold til Ham og så kan det salige begynde at ske: at vi glemmer os selv, momentvis og så kan vi betyde en god forskel. Han siger til os: Jeg kalder jer ikke tjenere, men venner! Min ven, siger Han, til dig! Sådan er Han, og fordi Han er sådan, kan vi vove at bøje os for Ham. Folkens, går det her op for os og flytter ind i os, så fornemmer vi godt liv i Johannes livsindstilling. Der bliver passage for en underlig form for bekymringsløshed. Ryste mer en noget knæ, glatte

6 6 sig hver rynke, rejse sig det faldne mod, rinde let uroligt blod, som vi sang. Følge: et andet fokus på det, vi skal. Lys over andre mennesker: De er ikke guder mere, de er ikke til for at bekræfte hvor god jeg, men mit livs mening er i kølvandet af venskabet med Jesus at være til for dem. Et anderledes livsprojekt: Han bør vokse, tage til, blive større, jeg tage af, blive mindre, det vil sige: blive mig selv, som den, jeg er skabt til at være: en, der er elsket af Gud og som netop tager imod livet af Hans hånd. Det projekt gælder hele livet. Og det er svært, fordi vi er så kroget ind i os selv og hele vejen hjem må bøvle med det i os, der siger jeg. Det gjaldt også Johannes som engang blev så skuffet over Jesus og begyndte at tvivle på Ham. Men i en proces kan det ske. Jeg synes, jeg nogle gange kan se det hos nogen af jer. Det er, når I glemmer jeg selv på den gode måde ved, at Jesus bliver umistelig for jer, så kommer der glans o jeres øjne. Livet handler om at slippe kontrollen. Tør vi slippe, lade os afvikle? Med Jesus får vi fået en god grund til at vove pelsen. Han er Den Anderledes, Forskellen. Den enestående. I Hans nærhed får vi mod til at slippe. Og får da den frihed det er ikke længere at være livets centrum uden der går noget fra os. Vælger vi fra eller ikke vælger, det er et fedt, så er vi på kant med livet og dets giver med de konsekvenser, det har. Vælger vi

7 7 til som Johannes, møder vi en inderlig glæde, der forløser. Med det tager vi imod julen i år. Amen.