Er niveauet for pattegrisedødelighed højere i frilandssohold end i indendørs sohold? Datagrundlag

Transkript

1 Pattegrisedødelighed ved frilandssvineproduktion af Anne Grete Kongsted & Vivi Aarestrup Larsen Danmarks JordbrugsForskning, Afdeling for Jordbrugssystemer Datagrundlag Baggrunden for de resultater der præsenteres i dette bilag er forskellige niveauer/typer af data og information fra private gårde med frilandssohold. Udgangspunktet er produktionsresultater fra 54 frilandsbesætninger efterfulgt af mere detaljerede undersøgelser i færre besætninger. Dette er illustreret i Figur 1. Materialet og resultaterne er mere udførligt beskrevet i Kongsted & Larsen (1999). Figur 1. Datagrundlag og fremgangsmetode illustreret. Er niveauet for pattegrisedødelighed højere i frilandssohold end i indendørs sohold? Niveauet for pattegrisedødelighed i frilandssohold er i Tabel 1 sammenholdt med niveauet for pattegrisedødelighed i indendørs sohold. Værdierne, der er gennemsnit for 1997, stammer dels fra 54 frilandsbesætninger og dels fra de indendørs besætninger, der får lavet E-kontrol. Tallene er baseret på producentregistreringer. Tabel 1. Totalfødte, dødfødte, døde efter fødsel samt den totale pattegrisedødelighed i henholdsvis 54 frilandsbesætninger og indendørsbesætninger (gennemsnit for 1997) (Landbrugets Rådgivningscenter, 1998; Kongsted og Larsen, 1999). Ude Inde Totalfødte, stk. pr. kuld 11,5 12,3 Dødfødte, stk. pr. kuld 0,7 1,0 Døde efter fødslen, pct. 13,1 11,5 Totale dødelighed, pct. 18,3 18,7 Umiddelbart tyder det på, at der i frilandssohold er færre dødfødte, men flere døde efter fødsel i forhold til i indendørs sohold. Imidlertid er det meget svært at sammenligne besætninger med hensyn til de to nøgletal fordi 1) det er meget svært at vurdere om en gris er død før eller umiddelbart efter fødsel bare ved at kigge på grisen, og 2) der er stor forskel på producenternes inddelingskriterier for om en gris er død før eller efter fødsel. Derfor er den totale pattegrisedødelighed et bedre sammenligningsgrundlag. Det ses, at her adskiller de to produktionsformer sig ikke fra hinanden. Er der forskel på besætningernes niveau for pattegrisedødelighed? Det tyder på, at der er en meget stor variation mellem frilandsbesætninger med hensyn til pattegrisedødelighed. I Figur 2 ses den gns. totale dødelighed for i alt 54 frilandssohold 52

2 Figur 2. Den totale pattegrisedødelighed for i alt 54 frilandsbesætninger. Hvornår dør pattegrisene? I indendørs sohold dør langt de fleste pattegrise i de første 2-3 døgn efter fødsel (English & Edwards, 1996). Det tyder på, at dette ligeledes er tilfældet i frilandssohold. I Figur 3 ses fordelingen af dødstidspunkt i tre frilandssohold, hvor producenterne i tre måneder har registreret dødstidspunkt. Grisene, der er døde på dag 0, er inklusive dødfødte grise. Gennemsnitligt døde 84 pct. af de døde grise inden for de to første døgn efter fødsel. Figur 3. Fordeling af dødstidspunktet (tre besætninger) (Kongsted og Larsen, 1999). Det, at nogle besætninger har en markant lavere dødelighed end gennemsnittet, antyder, at det vil være muligt at reducere pattegrisedødeligheden i mange frilandssohold. Er det udelukkende de små skravle-grise, der dør? I en besætning blev alle døde grise inden for en måned obduceret og vejet. Det viste sig, at en stor del af de grise, der døde, var store levedygtige grise. Således vejede 70 pct. af de døde grise g eller derover. I Tabel 2 ses fordelingen af de døde grises vægt afhængig af alder. Tabel 2. Vægtfordeling for grise døde efter fødsel opdelt efter alder i et frilandssohold (Kongsted & Larsen,1999). Alder, dage efter fødsel Antal døde grise Vægt, gram Standard afvigelse, gram Skal pattegrisedødeligheden reduceres bør der derfor rettes fokus på selve drægtighedsperioden, faringsdagen og dagen efter. Hvordan dør pattegrisene? Fordelingen af dødsårsager, fundet på baggrund af obduktioner af i alt 133 grise fra ét frilandssohold, er vist i Figur 4. De mest udbredte dødsårsager var tilsyneladende dødfødt (iltmangel under fødsel), ihjellægning og infektioner, primært tarmbrand. Det viste sig imidlertid, at 38 pct. af de ihjellagte grise ikke havde indtaget råmælk før de døde. En stor del af disse grise har formentlig været svækket af sult og derfor været mere disponeret for at blive lagt ihjel. Det tyder således på, at en stor del af de grise, der dør, er tunge og levedygtige grise, der bør kunne reddes. 53

3 Figur 4. Fordeling af dødsårsager (én besætning) (Kongsted & Larsen, 1999). Figur 5. Sammenhænge mellem dødsårsager. I indendørs sohold og især i frilandssohold har ihjellægning i flere år på baggrund af obduktionsresultater været udpeget som langt den hyppigste dødsårsag. Imidlertid er det vanskeligt at vurdere dødsårsag entydigt på baggrund af obduktionsresultater, fordi dødsårsager ofte er multifaktorielle. For eksempel har en stor del af de ihjellagte grise formentlig haft sult og kulde som den primære årsag til, at de er blevet lagt ihjel. En gris, der lider af sult vil være mere udsat for at blive lagt ihjel, fordi dens evne til at reagere hurtigt, når soen lægger sig ned vil være nedsat. Ligeledes vil en gris, der lider af sult tilbringe mere tid i nærheden af soen i et forsøg på at få mælk, hvorved risikoen for at blive skadet af soen, når hun bevæger sig, stiger. Tilsvarende vil en gris, der fryser, være mere udsat for at dø af sult, fordi den vil bruge mere tid på termoregulerende adfærd, dvs. på at holde varmen, end på mælkesøgende adfærd. Det tyder således på, at der også bør fokuseres på andre faktorer end de, der direkte påvirker ihjellægning. Der bør ligeledes fokuseres på de faktorer, der påvirker fødselsforløbet, grisens termiske miljø, mælkeoverførsel og besætningens immunstatus. Er dødeligheden generelt høj? Figur 6 er baseret på data fra tre frilandsbesætninger, hvor producenterne i tre måneder har registreret antallet af døde grise per so. Som vist i figuren har 13 pct. af alle søer haft fem eller flere døde grise per so, og døde grise hos disse søer har udgjort i alt 43 pct. af alle døde grise. Figur 6. Fordeling af antal døde pattegrise pr. kuld (tre besætninger) (Kongsted & Larsen, 1999). I Figur 5 er sammenhænge mellem de forskellige dødsårsager illustreret. 54

4 Det tyder således på, at dødeligheden ikke er generelt høj, men at få problemsøer har en meget høj pattegrisedødelighed. Det er uvist, om den høje pattegrisedødelighed hos få søer er en følge af dårlige moder egenskaber eller måske sygdomsproblemer er, såsom MMA. Hvilke faktorer påvirker pattegrisedødeligheden? Kuldstørrelse En stigende pattegrisedødelighed med stigende kuldstørrelse blev fundet både på besætningsniveau og på kuldniveau. Sidstnævnte, der er baseret på registreringer foretaget af tre frilandsproducenter i tre måneder, er illustreret i Figur 7. Dette resultat er i overensstemmelse med resultater fra tidligere undersøgelser foretaget i indendørs sohold (Bille et al., 1974; Christensen & Svensmark, 1996). Figur 7. Sammenhængen mellem den totale dødelighed og det totale antal fødte grise pr. kuld (tre besætninger) (Kongsted & Larsen, 1999) Halmmåttens tilstand (herunder effekt af græsdække og nedbør) Der blev på baggrund af data fra fire frilandsbesætninger fundet en signifikant sammenhæng mellem den totale pattegrisedødelighed og procent græsdække. Dødeligheden steg med faldende procent græsdække. Denne sammenhæng skyldes formentlig, at ringe græsdække øger risikoen for, at soen bringer mudder med ind i farehytten. Da nyfødte pattegrise er utroligt modtagelige over for kulde, vil våde halmmåtter i høj grad øge risikoen for høj pattegrisedødelighed. I Figur 8 ses data fra én af de fire besætninger. Der ses en klar sammenhæng mellem pct. græsdække og pct. tørre halmmåtter. Ligeledes ses der en sammenhæng mellem høj pattegrisedødelighed i 1. kvartal henholdsvis 1997 og 1998 og tilsvarende ringe græsdække og mange våde halmmåtter i disse perioder. Figur 8. Den totale pattegrisedødelighed, pct. tørre halmmåtter (én besætning) (Kongsted & Larsen 1999). Farehytten Der blev ikke fundet en signifikant forskel på de to hyttetyper halvmåne- og A-formet på baggrund af data fra 54 besætninger. Dette er i o- verensstemmelse med resultaterne fra en undersøgelse foretaget af Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, i 1996 (Smidth, 1996). 55

5 Ikke overraskende blev der ligeledes fundet en signifikant sammenhæng mellem nedbør og pattegrisedødelighed, med stigende dødelighed ved stigende mængder nedbør. Indsættelsestidspunkt i farefolden Der blev fundet en signifikant effekt af indsættelsestidspunkt i farefolden på pattegrisedødeligheden. Data stammer fra en periode på tre måneder og fra i alt tre besætninger. I Tabel 3 ses sammenhængen mellem indsættelsestidspunktet målt som antal dage før faring og pattegrisedødeligheden. Tabel 3. Den totale pattegrisedødelighed angivet i pct. for de respektive indsættelsestidspunkter (tre besætninger) (Kongsted & Larsen,1999). Indsættelsestidspunkt, dage før faring Det ses, at søer, der blev flyttet ind i farefolden senest 10 dage før faring, havde signifikant lavere pct. dødelighed end søer, der var flyttet ind i farefolden 0-6 dage før faring. Hvordan reduceres pattegrisedødeligheden? Det, at nogle besætninger har en markant lavere dødelighed end gennemsnittet sammenholdt med, at det også er store levedygtige grise, der dør, viser, at det vil være muligt at reducere dødeligheden i mange frilandssohold. Med dette mål for øje kan følgende anbefales: Anvendelse af enkelt farefolde Totale dødelighed, pct ,4 a ,4 ab 10 12,8 b Etablering og vedligeholdelse af et godt græsdække Øget fokus på søernes immunstatus (forbedring f.eks. ved hjælp af vaccination mod tarmbrand) Flytning af søerne fra drægtighedsfold til farefold så tidligt som muligt (7-14 dage før faring) Rolig håndtering af søer i forbindelse med flytning fra drægtighedsfold/stald til farefold Skærpet fokus på soens sundhedstilstand umiddelbart før samt de to første dage efter faring Skærpet fokus på pattegrisene de første to dage efter fødsel Strøprocedure så halmmåtten altid er fuldstændig tør Kuldudjævning, så hurtigt som muligt efter fødsel, dog ikke før at grisene har indtaget råmælk og så vidt muligt uden at forstyrre soen Øget fokus på pattegrisene og halmmåtternes tilstand i perioder med meget nedbør Opsætning af rævesikre hegn i områder med ræveproblemer. Perspektivering Det fremgår af ovenstående, at pattegrisedødeligheden bør kunne reduceres i mange frilandsbesætninger. Det fremgår ligeledes, at pattegrisedødeligheden ikke er et mindre problem i indendørs sohold end i frilandssohold. I indendørs sohold ses der, akkurat som i frilandssohold, en stor variation mellem besætninger med hensyn til pattegrisedødelighed (Landbrugets Rådgivningscenter, 1998), hvilket antyder, at det ligeledes vil være muligt at reducere pattegrisedødeligheden i mange indendørs besætninger. Fælles for indendørs og udendørs sohold er tilsyneladende, at langt hovedparten af grisene dør de første to døgn efter fødsel, og at dødfødt (iltmangel under fødsel), ihjellægning, sult, infektioner og muligvis kulde er udbredte dødsårsager. Derfor er fællesnævneren for eventuelle anbefalinger, at der skal rettes fokus på de faktorer, som direkte påvirker ihjellægning samt på de faktorer, der påvirker fødselsforløbet, grisens termiske miljø, mælkeoverførsel og besætningens immunstatus. 56

6 Referencer Berger, F.; J. Dagorn; M. Le Denmat; J.P. Quillien; J.C. Vaudelet & J.P. Signoret (1997): Perinatal losses in outdoor pig breeding. A survey of factors influencing piglet mortality. Ann. Zootech., 46: Bille, N.; N.C. Nielsen; J.L. Larsen & J. Svendsen (1974a): Preweaning mortality in pigs. 2. The perinatal period. Nord. Vet.-Med., 26: Christensen J. & B. Svensmark (1996): Preweaning mortality: Occurance, age-distribution, predisposing factors, and evaluation of producer-records in 34 swine herds. In: Epidemiological methods applied to multi-farm producerrecordet health data. The Danish Pig Health and Production Surveillance system (HEPS). Ph.D. Thesis. Division of Ethology and Health, Department of Animal Science and Animal Health, Royal Veterinary and Agricultural University, Frederiksberg, Denmark. Pp Head, A.; P.R. English; J.A. Roden; O. McPherson & A. Xalabarder (1995): A comparison of single and group farrowing/lactation paddocks for first parity sows in an outdoor system. Anim. Sci., 60 (3): 563. Higgins, M. & S.A. Edwards (1996): The effects on welfare and production of using individual or group paddocks for farrowing sows and litters in an outdoor system. 4 th International Livestock Farming Systems Symposium p C6. DJF, Foulum, DK. Kongsted, A.G. & V.Aa. Larsen (1999): Pattegrisedødelighed i frilandssohold. DJF-rapport nr. 11. Forskningscenter Foulum, DK. 56 pp. Landbrugets Rådgivningscenter (1998): Produktionsøkonomi Svinehold. Landbrugets Rådgivningscenter, Århus. 32 pp. Smidth, J. (1996): Farehytter til udendørs sohold. Medd. 336, Landsudvalget for Svin, Den rullende Afprøvning. DS. 57