Min drømmebåd... Chi en ny slags båd

Transkript

1 TEKST ØYVIND BORDAL FOTO ØYVIND BORDAL POGO STRUCTURES Foreløbig har det taget 40 år at tænke drømmebåden frem. Nu tror jeg, at jeg har en chance for at virkeliggøre noget, som er tæt på. Så nu prøver jeg. Her starter rejsen og en ny artikelserie. Chi en ny slags båd Min drømmebåd... Lad mig fra start sige, at det her bliver en personlig beretning. Og dermed subjektiv. Men det er også en fortælling med en masse teknisk og designmæssig guf, for dem der kan lide den slags. En god del bliver altså objektivt, eller faktuelt. Det skulle gerne komme lidt nyttig viden ud af. Men der er også en drøm involveret. En drøm om at skabe noget særligt. Noget, der afspejler de tanker og erfaringer jeg har gjort mig om sejlbåde, lige siden jeg som dreng, i det herrens år 1979 i en norsk bugt, blæste viljeløst omkring i en ramponeret Falsled Optimistjolle med inderliner i orange plast og et sejl så slidt, at det var blødt som silke. Ingen dans på roser Lige siden har der været sejlbåde alle steder i mit liv. I et nærmest vanvittigt antal. Jeg har tænkt på dem i snart 40 år, meget af tiden endda arbejdsmæssigt. En del af tankerne har jeg forsøgt at gøre til virkelighed. Det har ikke kun været en dans på roser, lad mig sige det sådan. Niels Bohr sagde en gang, at en ekspert er en, som har gjort alle tænkelige fejl indenfor et bestemt område. Den definition gør mig ret tryg ved at udnævne mig selv til ekspert. Jeg ved en hel masse om hvordan ting ikke skal gøres. Ingen arme, ingen kager Jeg bliver nok nødt til at forklare det sidste lidt nærmere: Som ung, og faktisk også som knap så ung, havde jeg ikke ret mange penge. Samtidigt ville jeg have store både. Og ikke kun store både, men både som var interessante. Både der kunne noget særligt. Som enhver kan se, er der et modsætningsforhold her. Man kunne måske endda sige, at det ikke kunne lade sig gøre. Ingen arme, ingen kager. Men det kunne jeg simpelthen ikke acceptere. Så jeg fandt en løsning: Jeg købte de både jeg havde lyst til, men ikke havde råd til jeg købte dem bare i en version, hvor de var tæt på at være vrag. Dyrekøbte sejre Måske ikke så overraskende blev resultatet en lang og hård kamp. I mange år sloges jeg med både, der var i forfærdelig dårlig stand. Nogen gange gik det dårligt. Andre gange lykkedes det. Men selv når det lykkedes, var det dyrekøbte sejre. 72 BÅD 537

2 Jeg købte de både jeg havde lyst til, men ikke havde råd til jeg købte dem bare i en version, hvor de var tæt på at være vrag. Den startede for alvor da jeg var 19 år gammel, og købte en 63 fods sejlkutter fra 1917 selvfølgelig pilrådden. Derefter fulgte en hjemmebygget polynesisk katamaran i krydsfiner med gaffelrig. Derefter en trimaran med råd i kernematerialet. I mange år sloges jeg med både, der var i forfærdelig dårlig stand. Nogen gange gik det dårligt. Andre gange lykkedes det. Men selv når det lykkedes, var det dyrekøbte sejre. Hvad man betaler for I de senere år er det gået bedre mere præcis, siden jeg i en forholdsvis moden alder forstod, at man som regel får hvad man betaler for. Det kan lyde som en enkel erkendelse, men det tog mig mange år at nå frem til den. Det er i øvrigt heller ikke altid helt sandt. De cooleste både i verden Sideløbende med private bådprojekter, arbejdede jeg som journalist, og leverede stof til bådmagasiner. Især det du læser lige nu. Det medførte, at jeg kom ud at sejle med en stort antal forskellige både, som alle havde det til fælles, at de ikke var mine. Næsten alle var helt nye, eller i det mindste i pletfri stand. Mange af dem var ekstremt flotte og ekstravagante. Nogle af dem var endda i verdensklasse; sejlbåde bygget til Volvo Ocean Race, America s Cup eller andre professionelle sammenhænge. Der var også superyachts og klassiske, historiske fartøjer. Jeg har, tro det eller ej, været så privilegeret, at jeg har sejlet de cooleste både i verden sammen med de bedste sejlere, der findes. Tænke og skrive Men det var også et job, hvilket vil sige, at jeg bagefter skulle skrive om det. Og når man skal skrive om noget, er det nødvendigt at tænke. Ellers aner man ikke hvad man skriver, og ingen gider læse det. Derfor tænkte jeg også meget på alle de både, jeg kom i kontakt med, og som ikke var mine. Hvad nu hvis? Der var altså to meget forskellige sider af mit bådliv. Og begge krævede af mig, at jeg tænkte på både. Jeg siger det her, for at gøre det tydeligt hvor meget og hvor længe jeg har tænkt på både, inden jeg nåede frem til det projekt, som den her artikelserie skal handle om. Gennem alle årene havde jeg mindst et par drømmebåde i hovedet. Det var alle både, som ikke fandtes. Men jeg vidste præcis hvordan de skulle se ud. Hvordan de skulle bygges. Og hvordan de skulle sejles. De har udviklet sig nærmest organisk gennem årene, og med hånden på hjertet: Jeg tror virkelig, at de er blevet bedre og bedre. Alt andet ville også være mærkeligt, med tanke på praktisk istandsættelse og tusinder af sømils sejlads. Og ikke mindst alle de ideer og tanker jeg har udvekslet med det netværk af dygtige folk jeg har omkring mig. Hvad var det jeg ledte efter? Det var altså nogle fine både, der var i mit hoved. Men som sagt er ingen af dem nogensinde blevet bygget. Jeg havde ikke de mange penge, der skulle til. På et tidspunkt fik jeg Miss X, en X-452, som mange læsere vil have mødt her i bladet, og som for mig lå tæt på en drømmebåd. Efter at hun gik tabt i september sidste år i orkanen Irma i Caribien, gennemgik jeg hele registeret af mulige efterfølgere. Jeg havde stort set alt op at vende, og forkastede hundredvis af muligheder. Så traf jeg mit valg. Det blev en meget anderledes båd en båd der skal bygges om og udvikles videre. Og den proces kan du læse meget mere om i kommende numre. Men hvorfor netop den båd? Hvad var det egentlig jeg ledte efter? Det har jeg formuleret i en liste, som du kan se på de kommende sider. APRIL

3 OM SERIEN Chi er en meget let kulfiberbåd på 45 fod, smal og med sænkekøl. Den blev bygget med tanke på enkelhed og med et åbent, lyst interiør med mobile elementer. Båden repræsenterer noget nyt og anderledes. Den blev bygget under navnet Pi 14, og væltede desværre kort efter søsætningen i 2014, båden var ganske enkelt fejlkonstrueret. Nu har Øyvind Bordal overtaget projektet, og bygger båden om til at matche hans ideer. Denne artikelserie følger processen, og kan være til inspiration for alle, som leder efter sin drømmebåd. Første del handler om at finde den rigtige båd. Og om at blive bevidst om hvad man leder efter.... er ved at blive til! Allerede nu, mens du læser dette, står den nye båd i en hal, hvor ombygningen er i fuld gang. Som man kan se, er det ret omfattende ting der skal ske. Men hvad? Læs mere om forvandlingen i næste nummer. Det bliver en meget anderledes båd en båd der skal bygges om og udvikles videre. 74 BÅD 537

4 En velsejlende båd For mig er en velsejlende båd en let båd. En tung båd kan være velsejlende på kryds på alle andre vindvinkler er den en klods. Selv skal jeg ikke bruge båden til banekapsejlads, hvor der er meget kryds. Det bliver stort set kun tur, suppleret med lidt distance-kapsejlads. Som regel kan vi tilrettelægge tursejlads efter vejrmeldingen, og dermed bliver det ikke ret mange procent af tiden, man ender med at sejle mod vinden. De fleste tursejlere tænder desuden motoren, hvis de absolut skal et sted hen, hvor vinden er imod. Det gælder også dem med både, der krydser godt. Desuden kan en let båd også sejle fint mod vinden, hvis den er lavet rigtigt og bliver sejlet som den skal. Men måske er det mest centrale bådens planingstærskel. Jeg synes det er rigtig frustrerende at være spærret inde af bådens teoretiske skroghastighed. Det føles som et slags fængsel. Når der er masser af dejlige hestekræfter i riggen, graver en tung deplacementbåd sig kun mere ned, og bliver sværere at sejle. Det går ikke ret meget hurtigere. Jeg synes det er meget federe at opleve farten stige i takt med at det blæser op. At båden tromler hen over vandet, og rent faktisk udnytter kræfterne og potentialet. Synes man det bliver for vildt, kan man bare pille noget sejl ned. Det gør man jo også i en tung båd. Men en velsejlende båd er ikke kun hurtig. Det handler også om at opleve harmoni. Båden skal bevæge sig harmonisk i vandet, og være let at håndtere. En velsejlende båd stamper ikke meget, eller lægger sig ned for hvert vindpust. Eller ruller meget på læns. Alligevel er det svært at komme udenom fart, måske fordi det handler om effekt. Det føles bare bedre, når noget virker. En tung båd reagerer ikke på samme måde som en let båd. Og det betyder, at der er mindre glæde involveret. En let båd sejler ovenpå vandet. En tung båd sejler gennem. Det første er sjovere og mere effektivt end det sidste. Jeg plejer at sige at det helst skal være sådan, at når du har fortøjet og forlader båden, så kan du ikke lade være med at vende dig om for at kigge én gang til. Og lige der, skal du helst mærke et lille stød af glæde i maven: Hvor er hun flot! Mange vil hævde, at æstetik er subjektiv. Efter min mening er det kun delvist rigtigt. Der er ting som bare er grimt. Og der findes ting, som bare er pænt. Der er høj kvalitet og dårlig kvalitet, også på det område. Jeg vil ikke nævne eksempler her, men jeg er sikker på at du selv får indre billeder, som bekræfter det. Jeg kunne aldrig finde på at eje en båd, som jeg ikke synes er pæn. Jeg tror også at en pæn båd sejler godt, fordi harmoniske linjer også er effektive linjer. Og til sidst: Ja, der er en margen for subjektiv vurdering, vi tænder på forskellige ting. Og ligesom med mennesker, så er der en tendens til at en båds linjer bliver pænere, når man lærer den at kende. Hvad skal man sige? Billederne taler vel egentlig for sig selv En smuk båd APRIL

5 En enkel båd Skal man sejle til Caribien, er det lidt sværere at have en enkel båd, end hvis man skal sejle til Præstø. Men man bør bestræbe sig på det i begge tilfælde. Der er én ting jeg har lært og på den hårde måde. Det er, at det er helt åndssvagt kompliceret, dyrt og tidskrævende at have en sejlbåd. I hvert fald hvis den er lidt større end en jolle, og hvis man selv skal passe den. Hvis man spørger folk om hvorfor de sælger deres båd siger de typisk, at de ikke får brugt den nok. Det vil sige, nok til at retfærdiggøre det tårnhøje forbrug af tid og penge, som båden repræsenterer. Når jeg skal opfinde min drømmebåd, så skal den være enkel. Det bør med i hver eneste beslutning: Kan det her gøres enklere eller, endnu bedre, slet ikke gøres? Båden bliver meget sjovere at eje, hvis den ikke tager for meget af din tid. For mig at se bliver det dyrt og besværligt, og desuden lidt dumt, at forsøge at tage alt den komfort, vi har derhjemme, med sig ud på vandet. Se mere under komfortabel båd. En komfortabel båd Hvad er komfort? Begge billeder viser en høj grad af komfort, selv om det er tale om vildt forskellige former for komfort. Jeg har ikke noget imod komfort. Eller, jo, det har jeg faktisk. Der er blevet for meget af den. Lidt er godt. Vi tager ikke på vandet for at sidde i en blød sofa under veltempererede forhold og se tv, vel? Når det er sagt, så laver jeg en del installationer på mine både, som handler om komfort. Skal man overnatte hyppigt og længe i båden på vores breddegrader, er god ventilation nødvendigt. Og et varmeanlæg giver større brugsområde. Det er også rigtig rart, hvis båden er vandtæt ikke kun nedefra, men også ovenfra. Komfort er også godt design. Det vil sige rigtige proportioner afstanden mellem cockpitbænke og den slags. Manglende ståhøjde er en dealbreaker for mig. At man har en god køje at sove i, har jeg lært at sætte højt. Komfort er altså ikke nødvendigvis lig med luksus. Og som vi var inde på under punktet omkring enkelhed, så er det tidsspilde at bruge en masse tid og penge på at reparere ting. Enkelhed er også en form for komfort. Det giver ro til at nyde. 76 BÅD 537