Gudstjeneste for Dybdalsparken

Transkript

1 1 Gudstjeneste for Dybdalsparken I al sin glans nu stråler solen 291 Du som går ud 294 Talsmand 42 I underværkes land jeg bor En mand kommer gående hen ad vejen, han er på vej til Nidaros, verdens nordligste domkirke i Trondheim i Norge. Han bærer en rygsæk med sine ejendele, og han har gået langt, i flere dage, og har sovet på simple herberger. Han går ikke alene for den, der skal gå langt skal ikke gå alene - men lige nu, hvor vi ser ham, er han kommet foran dem, han vandrer med. Og går for sig selv. Han er på pilgrimsvandring, denne mand, og går på den ældgammel pilgrimssti gennem Gudbrandsddalen. Vandringen er for ham én på gang alvorlig og helt vidunderlig oplevelse. Han sanser hvert eneste af sine skridt med glæde, han nyder

2 2 solen og vindens luftning, ja han fryder sig endda, når det regner blot at være i det fri. Han er ikke forvænt med solskin og frihed og frisk luft Til daglig bor han i et fængsel, han udstår en længere straf, men har som led i et forsøg for særligt velafrettede fanger fået lov at gå med fængselspræsten på pilgrimsvandring sammen med dem, som han nu er kommet foran. Det er først på sommeren. Heldigvis, tænker manden og dem, han går med, for da er der få vandringsfolk på stien. For hver gang man møder nogen, så spørger de jo, venligt og hjerteligt: Nå, hvor kommer I så fra? Og så må man svare noget. Det helt rigtige svar er jo: Vi er såmænd bare nogle kriminelle fra Ullermo fængslet i Akershus, I ved det for langtidsfanger? Men det siger man jo ikke eller det siger man i hvert fald kun én gang. For når, man har sagt det, så sker der noget i øjnene på dem, man taler med, og så siger de: Nå men fint. Vi skal også videre. God tur! og går hastigt derfra. Efter første gang siger man bare: Akershus, vi er på tur med vores præst. Sådan en rigtig mandetur,

3 3 svarer så dem man møder: Ja, sådan en rigtig mandeturer, siger man og krydser armene på ryggen, så tatoveringerne ikke kan ses helt så tydeligt. Eller også siger man bare den by, man er født i, som ingen kender, det er også en mulighed. Der sker noget med én, når man sidder i fængsel, og uanset hvor nødvendig en institution, fængsler måtte være i et retssamfund, så er det ikke et sted, der forbedre mennesker. Fængslet er for det første et meget stressende sted at opholde sig svage og stærke fanger, og den slags. Og når man er indsat bliver man altid mødt med mistro og mistillid. De øjne, der ser på én, stoler sikkert af gode grunde og belært af erfaring ikke på én. Blikkene i fængslet gør én mindre, og som månederne og måske årene går, begynder man jo at se sig selv på samme måde som man selv bliver set. Der bliver foragt i ens indre blik, i ens blik på sig selv. Spørgsmålet: Hvem er du? bliver vanskeligt at bevare? På én måde ville det være rigtigt at sige: Jeg er kriminel, indsat. For sådan ser andre på én og

4 4 mange vil mene, at det fortæller alt. At man er én, der har lavet noget, som man er i fængsel for. Men det, at man er i fængsel, fortæller på den anden side ikke så meget, hvem man er, som det fortæller om noget, man har gjort. Og bortset fra det, er man jo også er en bror og en søn, måske en far, man er ven og arbejdskammerat og én, der kan lide at lave mad og køre på motorcykel, og som kan blive indigneret over uretfærdighed, én som engang spillede kornet og var med i spejdernes tambur-korps. Og meget mere. Og altså også én, der kan lide at gå og være under solen og mærke vinden og regnen mod ansigtet. - Som sagt er denne pilgrimsvandrer kommet foran de andre. Han har så mange kræfter, synes han, og har brug for lidt ensomhed og tid til at tænke uden at skulle tale med nogen. På den anden side skal man jo heller ikke kommer alt for langt foran, så da han kommer til et passede sted, hvor pilgrimsstien ligger tæt på en gårdsplads, sætter han sig i grøften og krænger rygsækken af. Og så sidder han dér i grøftekanten på Gudbrandsleden, ikke langt fra en gammel norsk gård.

5 5 Men da kommer konen på gården ud af huset. Hendes blik vandrer over gårdspladsen og rammer manden, der sidder dér i grøftekanten, et syn, som hun, al den stund huset ligger op af pilgrimsstien, må have set utallige gange. Og det første han tænker er, at han måske ikke må sidde der. Men hun smiler og kommer hen i retning af dér, hvor han er. Og manden tænker: nu gælder det om at holde tungen lige i munden, hvis hun spørger om noget. Og ikke bare sige alting som det er, fordi hun ser venlig ud. Da hun når hen til manden, smiler hun stadigvæk og spørger med en meget rolig, varm stemme: Er du pilgrim? Og manden tænker: Er jeg det? Hvad siger jeg lige? Han tøver nogle sekunder, men da hører han sig selv sige: Ja. Ja, jeg er pilgrim. Hvis man går med en rygsæk på en pilgrimssti, er det et nærmest banalt svar. Men for manden mærkes mærkeligt at høre ordene komme ud af sin mund, som om han er blevet en anden ved at sige dem, som om han er blevet forvandlet, skønt han knapt ved, hvor de kommer fra, ordene. For når man kalder sig pilgrim, så siger man jo, at man et menneske, der vil gå Guds vej; og det kan man kun sige, når man ved,

6 6 at man er elsket, når man ved, at man må være i verden på trods af alt, hvad man forbrød, og at det er godt man er her. Så kommer det næste spørgsmål i naturlig forlængelse af det foregående, med samme åbne blik og ro i stemmen spørger hun: Hvor kommer du fra? Manden svarer som sandt er, at han kommer fra Akershus - uden at definere nærmere. Hun nikker: Du er måske tørstig? Det er varmt i dag. Jeg kan hente et glas koldt vand til dig, hvis du har lyst. Vi har godt vand her på gården? Han nikker og siger tak. Og hun kommer med vand. Et stort glas, og får øje på hans vandflaske, der stikker op af rygsækken, og spørger, om den ikke også skal fyldes? Igen siger han tak. Da hun vender tilbage med hans vandflaske, siger hun: God tur videre. Det er godt, at der findes pilgrimme. Så går hun ind igen og fortsætter med det, hun var i gang med. Hvem er du? Hvor kommer du fra?

7 7 Er du tørstig. God rejse videre! Det er godt, der findes sådan nogen som dig! Og en mand, der svarer noget, som han alt andet lige er meget usikker på, om han kan stå inde for: Ja, jeg er pilgrim. - Historien om manden, der har fået udgang for at gå pilgrimsvandring, er en hverdagsfortælling, en banal og almindelig beretning om små hændelser, der finder sted mellem mennesker hver eneste dag. Men samtidig og det er derfor jeg har fortalt den er det en Helligåndsfortælling. For Helligånden er vores ord for, at Gud virker i verden og er i sin kirke, selv om vi ikke kan se ham. Og Guds Helligånd er fx i ordene, Ånden er i ordene, når mennesker spørger åbent: Hvem er du? Hvor kommer du fra? Jeg har set dig. Så den anden mærker, at man har en plads i verden, og at det er godt, man er der. Er du tørstig? Det er godt, der findes nogen som dig! God tur videre!

8 8 Sådanne ord er nok hverdagsagtige og helt almindelige. Men det er samtidig også stor ord, som en svensk forfatter har udtrykt det, Gudhelligånds ord. Og mandens svar: Ja, jeg er en pilgrim eller sagt på en anden måde: ja, jeg er et menneske, som Gud elsker, ja, jeg er et menneske, der i dåben er indføjet i Guds fortælling. Også de ord er Gud Helligligånds ord. For i alt hvad vi lever og ånder, elsker og håber, tror og vover er Guds hellige ånd. God tur videre. Det er godt, der findes sådan nogen som dig! Amen