HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 7. juni 2017

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 7. juni 2017 Sag 61/2017 A (advokat Karsten Høj) mod Region Hovedstaden (advokat Tage Siboni) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 4. januar 2017 og af Østre Landsrets 14. afdeling den 27. februar I påkendelsen har deltaget tre dommere: Poul Dahl Jensen, Henrik Waaben og Hanne Schmidt. Påstande Kærende, A, har påstået sagen henvist til landsretten som 1. instans. Indkærede, Region Hovedstaden, har påstået stadfæstelse. Landsretten har henholdt sig til sin afgørelse. Sagsfremstilling A blev i 2007 syg. Hun var i kontakt med hospitalsvæsenet den 9. november 2007, men blev først undersøgt og diagnosticeret korrekt den 18. november Patientforsikringen, nu Patienterstatningen, fastslog i afgørelse af 27. juli 2011, at A som følge af den forsinkede behandling havde lidt en erstatningsberettigende patientskade.

2 - 2 - Ved Patienterstatningens afgørelse af 15. februar 2012 blev A tillagt godtgørelse og erstatning på kr. og ved afgørelse af 14. august 2013 yderligere kr. Ved Patienterstatningens afgørelse af 30. april 2014 blev hun meddelt afslag på yderligere erstatning i sagen. I de nævnte afgørelser var indsat en vejledning, hvoraf fremgik bl.a.: Patientskadeankenævnet kan tiltræde afgørelsen eller ændre den, så erstatningen forhøjes eller nedsættes. Nævnet kan også ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen bortfalder og skal betales tilbage. A søgte om genoptagelse, hvilket Patienterstatningen meddelte afslag på den 23. maj Den 26. juni 2014 klagede A til Patientskadeankenævnet, nu Ankenævnet for Patienterstatningen, over afgørelsen af 30. april 2014 om ikke at tilkende yderligere erstatning samt afslaget på genoptagelse af 23. maj Ankenævnet for Patienterstatningen traf den 20. april 2015 afgørelse om, at A ikke var berettiget til erstatning og ophævede de tidligere afgørelser. Region Hovedstaden har den 8. august 2016 anlagt sag ved Københavns Byret mod A med krav om tilbagebetaling af de udbetalte godtgørelses- og erstatningsbeløb. Københavns Byret har ved kendelse af 4. januar 2017 henvist sagen til behandling ved Østre Landsret, jf. retsplejelovens 226, stk. 1. Østre Landsret har ved kendelse af 27. februar 2017 afvist at behandle sagen som 1. instans og sendt sagen til byretten til fortsat behandling. Af landsrettens begrundelse fremgår bl.a.: I UfR , hvor Højesterets flertal fandt, at Patientskadeankenævnet under en klagesag kunne ophæve tidligere, upåklagede afgørelser til skade for en klager, udtalte flertallet bl.a.:

3 - 3 - Den omstændighed, at regionen efter det oplyste har udbetalt erstatnings- og godtgørelsesbeløbene til A i henhold til Patientforsikringens afgørelser, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes herved, at det beror på en selvstændig vurdering, om regionen kan kræve tilbagebetaling, og at tilbagebetalingsreglerne i tilstrækkelig grad beskytter den person, der i god tro har modtaget erstatning eller godtgørelse i henhold til en myndigheds afgørelse herom. Om Region Hovedstaden kan kræve tilbagebetaling fra A, beror herefter på en konkret afvejning af hensyn på baggrund af sagens omstændigheder. Herefter, og idet landsretten finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at denne afvejning er af en sådan principiel karakter, at sagen bør kunne indbringes for Højesteret som 2. instans uden særlig tilladelse, er betingelserne for henvisning til landsret i medfør af retsplejelovens 226, stk. 1, ikke opfyldt. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 6. april 2017 er en sag vedrørende samme spørgsmål indbragt for Højesteret under sagsnr. 84/2017. Sagen er berammet til hovedforhandling den 29. november Anbringender A har gjort gældende navnlig, at der ikke i retspraksis er taget klart stilling til, om regionen kan kræve godtgørelse og erstatning tilbagebetalt, alene fordi Patienterstatningen i klagevejledningerne i deres afgørelser tilkendegiver, at en klage kan medføre, at erstatning kan bortfalde og kræves tilbagebetalt. Højesteret bør få lejlighed til at tage stilling til, hvorvidt regionen som offentlig myndighed i patientskadesager har mulighed for at fremsætte et tilbagesøgningskrav og i bekræftende fald, hvilke betingelser der skal være opfyldt. En afgørelse af spørgsmålet om adgang til at kræve erstatning i patientskadesager tilbagebetalt vil få vidtrækkende betydning for almenheden og retsudviklingen på området. Der er den 9. februar 2017 fremsat et beslutningsforslag i Folketinget om et servicetjek af patientskadeerstatningssystemet. Servicetjekket sker med henblik på en gennemgang af bl.a. muligheden for en genoptagelsesret for dem, der er blevet pålagt at tilbagebetale allerede udbetalt erstatning. Sagen har således betydning for den generelle retsanvendelse. Hverken UfR H, Vestre Landsrets dom af 8. juni 2015 eller UfR H tager stilling til spørgsmålet. Vestre

4 - 4 - Landsret har ved dom af 19. januar 2017 givet Region Syddanmark medhold i et krav om tilbagebetaling alene begrundet i klagevejledningens formulering om, at regionen kan kræve tilbagebetaling af den udbetalte erstatning. Med denne dom står det klart, at praksis netop ikke varetager det beskyttelseshensyn, som Højesteret fremhævede i sine præmisser i UfR Denne selvstændige vurdering er af generel og principiel karakter, hvorfor sagen bør behandles af landsretten som 1. instans. Den omstændighed, at der muligvis er politiske initiativer på vej, der vil afklare retstilstanden fremadrettet, ændrer ikke herved. Region Hovedstaden har anført navnlig, at der allerede findes en omfattende retspraksis på området, herunder for at disse sager ikke henvises til afgørelse ved landsretten som 1. instans. Adgangen til at rejse et tilbagebetalingskrav, når der ved bevillingen er taget udtrykkeligt forbehold for et muligt tilbagebetalingskrav, ses ikke at opfylde kriteriet i retsplejelovens 226, stk. 1, om sager, der er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Muligheden for, at parterne kan søge sagen prøvet i landsretten og senere eventuelt i Højesteret, er tilstrækkeligt tilgodeset ved den almindelige ankemulighed og muligheden for at søge tredjeinstansbevilling. Højesterets begrundelse og resultat Kæremålet angår henvisning til landsretten efter retsplejelovens 226, stk. 1, af en sag anlagt af A mod Region Hovedstaden vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt regionen kan kræve tilbagebetaling af de beløb, som hun har fået udbetalt i godtgørelse og erstatning på baggrund af afgørelser truffet af Patientforsikringen, som senere er blevet omgjort af Ankenævnet for Patienterstatningen. Det er herunder et spørgsmål, hvilken betydning det skal tillægges, at der i den afgørelse, hvis indbringelse for ankenævnet førte til omgørelse af afgørelserne om betaling, er taget et forbehold om, at nævnet kan ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen bortfalder og skal betales tilbage. Den Vestre Landsrets dom af 19. januar 2017, som A har henvist til, er med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 6. april 2017 tilladt indbragt for Højesteret. Sagen er under sagsnr. 84/2017 berammet til hovedforhandling den 29. november Under henvisning hertil og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at betingelserne for at henvise den foreliggende sag til behandling i landsretten som 1. instans ikke er opfyldt.

5 - 5 - Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse, således at sagen sendes til byretten til fortsat behandling Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. A skal i sagsomkostninger for Højesteret betale i alt kr. til Region Hovedstaden. Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne kendelses afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.