Fra børn og fulde folk, skal man høre sandheden

Transkript

1 ~ 4. december ~ Fra børn og fulde folk, skal man høre sandheden ~ Moster Gudrun ~ af Sven P. Juleaften nærmede sig og Victor glædede sig rigtigt meget. Det var årets helt store begivenhed med masser af gaver og slik. Og maden var da også helt ok, mente han, selvom Mor engang imellem ikke var den bedste til at få flæskesværen sprød på flæskestegen. Victor var 11 år gammel og de havde altid holdt jul i deres eget hjem, så der var mange traditioner han var kommet til at holde rigtigt meget af. Men der var dog lige en enkelt ting. Moster Gudrun og Onkel Niels. Ikke så meget Onkel Niels, selvom det var helt vildt irriterende når han fik for meget at drikke. Onkel Niels tog altid hårdt fat når der var god rødvin på bordet, og det var som om han ikke rigtigt vidste hvor meget han drak. Victor havde altid lovet sig selv, at når han blev voksen, ville han ikke drikke så meget alkohol. Man bliver så dum at høre på, selvom Onkel Niels selv mente at han faktisk blev klogere. Det havde Victor aldrig oplevet Klokken nærmede sig 16.00, og hans Mor og Far var ved at gøre det sidste klar. Selv sad Victor og så Disney Sjov. Det var lidt kedeligt i år, og han glædede sig altid til der kom klip fra de gamle tegnefilm. Det var som om der var en form for magi over de gamle film. Noget rigtigt julet. Han rakte hånden ud efter slikskålen på stuebordet, men Moren fik øje på ham. Lad slikket stå, Victor, det varer ikke så længe før Onkel Niels og Moster Gudrun kommer, og så skal vi spise. Lettere surmulende trak han hånden til sig. Nogle gange følte han at hans Mor havde øjne i nakken, og det var temmelig irriterende. Han havde altid hørt at enebørn blev forkælet, men det synes han aldrig han havde mærket noget til. ~ 1 ~

2 Det ringede på døren. Så er de her! råbte Mor ud i stuen. Søren, åbner du? Victors Far hed Søren, og han var altid sent på den. Han var altid ved at tage en skjorte på når gæsterne kom, eller også stod han med det ene ben nede i et par bukser. Og så fik han travlt. Victor morede sig altid over Farens forsøg på at skynde sig til sidst, men det endte altid med at halvdelen af tøjet sad skævt, og han havde næsten altid glemt et bælte, eller havde fået et par sko på som Mor ikke var helt tilfreds med. Men denne gang var anderledes. Hans Far gik med raske skridt ned af trappen i det fineste tøj Victor havde set ham i. Nu skal jeg åbne sagde hans Far, og gik med selvtilfredse skridt ud i gangen og åbnede døren. Velkommen Niels og Gudrun. Hvor var det dejligt at I kunne komme, sagde hans far. De var kommet hvert år så længe Victor kunne huske, men han forstod at hans Far blot var høflig og ikke overrasket. Kom indenfor i varmen. Onkel Niels og Moster Gudrun smed de snetunge støvler og skiftede til nogle sko som Moster Gudrun havde i en pose. Ja, man kan ikke danse om Juletræ i strømpesokker lød det kækt fra Onkel Niels. Moster Gudrun fik øje på Victor. Jamen der er han jo, min lille øjesten sagde hun og satte kursen mod Victor, som havde rejst sig fra sofaen. Han gruede for dette øjeblik. Han VIDSTE at hun ville kysse ham på begge kinder, og han hadede det. Hvorfor kunne hun ikke forstå at han var 11 år og ikke kunne lide at blive kysset? Onkel Niels sagde henvendt til hans Far Hvor er Portvinen du gamle? ~ 2 ~

3 Det var fast tradition at de altid skulle starte med et glas Portvin. Han havde aldrig haft lyst til at smage, da han regnede med at det bare var noget stærkt stads. Nej, en kold Cola, det vidste man hvad var. Jytte, sagde Moster Gudrun, jeg synes der lugter lidt brændt, er du sikker på at du ikke har givet flæskestegen for meget? Nu var Gudrun gået i gang med det faste årlige ritual. Der var ikke den ting hun ikke kunne påpege overfor hans Mor, som ikke var i vejen. Jytte, fortsatte hun, hvorfor har I ikke hængt mere julepynt op udenfor? Det var så fint sidste år. Han kunne mærke sin Mors irritation. Det bliver bare stjålet. Sidste år mistede vi det fine store træhjerte fra Far og Mor, svarede Jytte sin søster. Det er det jeg siger, Jytte, I skal flytte til et bedre kvarter lige som Niels og jeg. Moren svarede ikke, men sendte et blik til Gudrun som ikke kunne misforstås, medmindre altså at man var Gudrun. Hun forstod sjældent hvad der foregik omkring hende. Gør dig selv nyttig og sæt disse kartofler ind på bordet. Moster Gudrun tog modvilligt kartoflerne og gik over til det lange stuebord og satte dem fra sig. Hun elskede at blive opvartet, var Victors indtryk, faktisk syntes han at hun var direkte doven og ugidelig og altid brokkede sig over alting. Er der ikke nogen brunkartofler, Jytte, det hører sig da til? Du glemte det også sidste år sagde Moster Gudrun lettere fornærmet. Hans Mor var ved at eksplodere. Det var Moster Gudrun der sidste år skulle have medbragt de brunede kartofler, men hun havde glemt det og havde påstået at det havde de aldrig aftalt. Nu var hans Mor på grænsen til raseri, men Victor var imponeret over hvor god hendes Mor var til at lægge bånd på sig selv. Måske lidt for god til det. Han kunne godt tænke sig at Moster Gudrun én gang for alle fik at vide hvor irriterende hun var. ~ 3 ~

4 De gik til bords og Moren hentede flæskestegen. Victor blev noget overrasket, da han så sin Mor komme bærende på den mest perfekte flæskesteg han nogensinde havde set. Sværene stod sprøde og gyldne i en bue over det duftende køb, og Victor kunne mærke appetitten hive i hans mave mens tænderne løb i vand. Faren og Onkel Niels roste stegen i høje toner mens Moster Gudrun så på den med ligegyldighed i øjnene. Victors irritation voksede. Moster Gudrun var ikke i kridthuset hos Victor denne aften. Aftenen fortsatte i samme dur. Moster Gudrun kunne kun brokke sig, bare der var den mindste ting hun kunne sætte en finger på, og de ting der var perfekte var hun ligegyldig overfor. Victor glædede sig til Risalamanden som de altid fik med 2 mandler. Da Victor var lille, havde de altid sørget for at han fik en mandel, men sidste år havde Victor insisteret på at han skulle være heldig, ligesom alle andre, for at få mandlen. De var gået på kompromis ved at Moren fik lov til at komme 2 mandler i retten. Desserten smagte vidunderligt syntes Victor. Han roste den overfor sin Mor, og resten af selskabet, undtagen Moster Gudrun, gjorde det samme. Onkel Niels var som sædvanlig blevet temmelig beruset, oven på både portvin og rødvin, og han begyndte at have svært ved at tale rent. Da de var færdige spurgte Moren ud i luften: Hvem melder sig så til at bære ud af bordet? Alle kiggede på hinanden, indtil Moster Gudrun udbrød det må da være noget for dig Victor. Unge mennesker har godt af at bevæge sig lidt. Victor havde fået nok. Hvorfor bærer DU det ikke ud, Moster Gudrun, du bestiller ikke andet end at brokke dig over alt, og du hjælper aldrig til røg det ud af Victor. Der blev helt stille omkring bordet. Victors Mor sagde stille, næsten hviskende, jamen, Victor dog, og kiggede på Victors Far. ~ 4 ~

5 Victor så med bange anelser på sin Fars øjne. Først virkede de anklagende, men så bredte der sig et smil omkring hans øjne, og han kiggede på Onkel Niels. Onkel Niels havde først set forbløffet på Victor, men pludselig brast han i latter. Knægten har sgu ret Gudrun. Klap nu i og ryd af bordet. Det kunne være at lidt motion kunne fjerne nogle af de deller der dækker den talje du engang havde. Victors Far kunne ikke holde latteren tilbage, og Moster Gudrun begyndte tavst og stille at rydde af bordet med et forvirret udtryk i ansigtet. Da hun var gået ud i køkkenet med den første stak af tallerkner, udbrød Victors Far: Ja, fra børn og fulde folk skal man høre sandheden. Det blev en rigtig dejlig aften. ~ 5 ~