Jamen, hvordan gør man i virkeligheden?

Transkript

1 Jamen, hvordan gør man i virkeligheden? Autentiske eksempler på hvad man kan gøre, og hvad man bør undgå i kronikken, essayet og den litterære/analyserende artikel. Til brug for elever, lærere og censorer på stx. Nicolai Rekve Eriksen Indhold Et fængende og præsenterende anslag... 3 Tre svage anslag... 4 Tre stærke anslag og afrundinger... 6 Formidlingen Litterær artikel den svage formidling Litterær artikel den stærke formidling Kronik den svage formidling Kronik den stærke formidling Essay den svage formidling Essay den stærke formidling Nedslag på genrespecifikke udfordringer - Den litterære artikel Den mangelfulde kobling mellem iagttagelser og litterær effekt Den overbevisende kobling mellem detalje og helhed Perspektiveringen i den litterære artikel Den svage perspektivering Den stærke perspektivering

2 Nedslag på genrespecifikke udfordringer Kronikken Den kedelige karakteristik Den gode karakteristik Sammenskrivning af redegørelse og karakteristik Diskussionen i kronikken Den svage diskussion Den gode diskussion den frigjorte leg med sprog og form Nedslag på genrespecifikke udfordringer Essayet Det upersonlige og diskuterende essay Subjektet i centrum samklang mellem konkret og abstrakt Essayet som rejse og erkendelsesproces Bilag 1: Opgaveformuleringer til den skriftlige prøve (ordinær) Bilag 2: Om karakteristik og sammenskrivning af redegørelse og karakteristik. Uddrag af Råd og vink, Bilag 3: Om diskussion og refleksion. Uddrag af Råd og vink, 2012: Til eleverne: Bilag 4: Formalia afkrydsningsliste til den litterære artikel Bilag 5: Den litterære artikel: indhold og sammenhæng en huskeseddel Bilag 6: Formalia afkrydsningsliste til kronikken Bilag 7: Kronikken: indhold og sammenhæng en huskeseddel Bilag 8: Formalia afkrydsningsliste til essayet Bilag 9: Essayet: indhold og sammenhæng en huskeseddel

3 Et fængende og præsenterende anslag Ved det store censormøde i Odense bliver der hvert år i juni voteret henved danske stx-stile. Forud er der gået mange lange dage og nætter med spandevis af kaffe, bunker af bugnende kuverter fra Aurehøj, Tarm, Aabenraa ledsaget af hidsigt udfyldte karakterer- og kommentarark med alt fra ubehjælpelige hjerter til udråbstegn og i ganske særlige tilfælde dødningehoveder og galger med dinglende pindemandselever. Gennem juni måned blandes solsortenes sang med en boblen fra de små lektorhjem af frustrationer, glæde, afmagt, benovelse, inspiration og pludseligt opståede ideer til nye forløb garneret med denne irrationelle følelse af at være blevet brutalt forladt af Gud, når kronikstil nr. 17 i træk om Facebook og velsignelsen ved at kunne holde virtuel kontakt med gamle efterskolekammerater toner frem i stakken. En del af disse gæve skriftlige censorer tager sig efter mødet tid til at sammenfatte deres oplevelser af og med de mange stile i en mindre censorrapport. Rapporterne giver et værdifuldt indblik i, hvordan det står til med skriftligheden ude i det danske gymnasielandskab: Hvor solidt et greb eleverne har fået om genrerne, hvordan det går med formidlingsbevidstheden, hvor godt de formår at udfolde relevant danskfaglig viden på skrift etc. Censorernes iagttagelser og vurderinger bliver hvert år sammenskrevet og danner grundlag for de årlige Råd og vink. Til disse råd og vink hører en lapidarisk vejledning til hvordan, man kan skrive klart, sammenhængende og genre- og formidlingsbevidst. Dels så eleverne kan få greb om læseren på den anden side af skriften, dels så de kan undgå at påkalde sig censorernes vrede og hidsigt nedkradsede dødningehoveder og galger. Elever efterlyser ofte det konkrete og autentiske eksempel på, hvordan man lever op til de enkelte delkrav til den gode formidling: Det er evident, at et anslag er vinklet, at kronikkens karakteristik ikke lukker sig hermetisk om sig selv, og at essayet kobler de gode eksempler med refleksioner på et højere abstraktionsniveau. Men hvordan ser et vinklet anslag ud? Hvordan får man skabt sammenhæng mellem karakteristikken, redegørelsen og diskussionen? Hvordan bevæger man sig overbevisende fra et konkret iagttagende niveau til det mere abstrakt reflekterende? 3

4 I det følgende gives der en række autentiske eksempler på nogle af de problemer, censorevalueringerne år efter år fremhæver. De følges op af eksempler på hvordan, velskrivende eksaminander har undgået disse problemer og dermed levet op til kravet om at skrive formidlende og med læseren for øje. Alle eksemplerne er fra den skriftlige eksamen den 24. maj Tre svage anslag Om anslaget eller indledningen til den danske stil står der i Skriftlig dansk på stx vejledning til lærere og censorer 2 fra 2011: [Eleven] skal være i stand til at præsentere f.eks. sin tekstlæsning, redegørelse eller diskussion i et klart og sammenhængende sprog, der både fastholder og informerer sin læser. En vigtig forudsætning for at fastholde sin læser er, at man indleder med et både fængende og præsenterende anslag, der åbner en vej ind i tekstlæsningen, emnet eller problemstillingen. Her følger tre eksempler på indledninger, der snarere lukker ned end åbner. Indledningsvis ser vi begyndelsen til en litterær artikel, der først og fremmest savner et fængende og appetitvækkende anslag og næppe giver mange læsere en naturlig lyst til at læse videre. Den analyserede tekst omtales slet og ret som Teksten, og vi bringes direkte og uden nogen overordnet præsentation af hverken emnet eller teksten ind i folkevisens handling. Ydermere er det kortfattede handlingsreferat indforstået: læseren bliver fx ikke oplyst om, at nattergalen er en fortryllet jomfru, hvorfor formuleringen sin rigtige skikkelse kun giver ringe mening. En anden svaghed ved anslaget er, at det ikke peger ind i artiklen og giver læseren et praj om, hvordan den forestående læsning er vinklet. Det er med andre ord hverken let eller synderligt spændende at stå foran denne litterære artikel: Eksempel 1: Teksten er en dansk folkevise, hvor vi følger en svends kamp for at få sin jomfru. Folkevisen handler om jagten på nattergalen, jomfruens forvandling, og hvordan svenden arbejder så hårdt for at fange nattergalen, som i sidste ende kommer tilbage til sin rigtige skikkelse. 1 Se opgaveformuleringerne i bilag 1 2 Skriftlig dansk på stx vejledning til lærere og censorer I tilknytning til vejledningen er der 15 autentiske eksamensstile fra maj 2010 her vil man kunne finde talrige eksempler på, hvilke ting der fungerer, og hvilke der ikke gør i den danske stil. Til hver stil er der kommentarer og en udførlig begrundelse for karakteren 4

5 Kronikanslaget nedenfor forsømmer ligeledes at fange læseren og springer ligeså brutalt ind i teksten uden at afgrænse hverken emnet eller kronikkens vinkel. Som læser må man uvægerligt spørge sig selv, hvilken interesse man kan have i at få noget at vide om den pågældende tekst, og hvorfor det overhovedet kan betale sig at investere sin tid i at læse så uengageret en kronik: Eksempel 2: Rastløshedens tyranni (tekst 4) er skrevet af Kristian Bøcker og blev trykt i Kristeligt dagblad den 13. juli Den handler om kedsomhed og det at kede sig i dag. Tekstens primære synspunkt er, at det kan være nødvendigt at kede sig, men at vi i dag har sværere ved at kede os. Problemerne i essayanslaget er af en lidt anden karakter. Ud over at essayets forfatter vælger at være på fornavn med Andreas Relster, kan der anholdes om (mindst) tre ting:1) de banale og ufrugtbare jeg-centrerede betragtninger i l. 1-2, 2) den noget kontante præsentation af teksten; læseren bliver ikke forberedt på emnet, men bringes i direkte konfrontation med teksten, 3) det lidt for bastante fokus på teksten og tilløbene til at diskutere dens pointer (her ligger vi for tæt op ad kronikgenren). Som læsere savner vi m.a.o. dels en mere elegant, personlig og bred præsentation og afgrænsning af emnet, dels et tydeligere motiv til at reflektere over klicheer i kunsten. Heller ikke dette anslag peger tydeligt nok ind i essayet ved at optegne en vinkel på emnet: Eksempel 3: Klicheer i kunsten lyder utrolig spændende. Det lader åbenbart til, at klicheer i kunsten har en større betydning end hvad jeg i hvert fald havde forventet. Andreas Relster, der er født i 1975, fik en tekst printet i avisen Information sidste sommer. Andreas reflekterer over emnet "Klicheens magnetisme," der virker interessant. Han mener, at klichefyldte film har en enorm rolle i vores liv. For at understrege det har han i teksten kommentarer fra blandt andet en hjerneforsker, der bekræfter at klicheer har stor betydning for os. Jeg må indrømme, at jeg er overrasket. For ikke nok med at Andreas mener, at klichefyldte film har en stor betydning for vores syn på verden, så har de også en betydning for måden, hvorpå vi opfører os. Den påstand kan jeg være tilbøjelig til at give ham ret i. Vi har vel alle haft et idol fra en film, der har inspireret os i en sådan grad, at vi har forsøgt på "efterabe" ham, eller for den sags skyld, hende. 5

6 Tre stærke anslag og afrundinger Kendetegnende for de gode besvarelser inden for alle tre genrer er det, at indledningen ofte anslår nogle problemstillinger eller vinkler, der landes i afrundingen uden, at den af den grund bliver for firkantet konkluderende. Eksempel 4-6 nedenfor viser, hvordan indledningen kan pege ind i både emnet og opgaven, og hvordan afrundingen på en naturlig måde følger op på den anslåede vinkel. Indledningen til den litterære artikel er relativt kort, men meget præcis og klar i sin præsentation og vinkling. Den fastholder substansen i novellens tematik det eksistentielle valg og leder derved direkte ind i den forestående læsning. Det fortættede resumé formår både koncentreret og pædagogisk at vise, hvilken scene Ida Jessen lader teksten udspille sig i og hvilke linjer i handlingen, der er centrale for den del af novellen, som vedrører det eksistentielle valg. Eksempel 4a: Eksistentielle valg kan være længe undervejs - indtil de en dag slet ikke kan udskydes længere. Således kan et enkelt blik fra en fremmed være det, der bliver grundlag for en hel livsomvæltning. Det får vi et eksempel på i Ude på vandet, en novelle skrevet af Ida Jessen og udgivet i 1997 med novellesamlingen Den anden side af havet. Gråvejr og regnvejr sætter stemningen i denne historie om kvinden Hanna, der ombord på en færge er på vej hjem fra ferie med sin mand, Abel, og deres fem børn. En kvinde vedbliver at stirre på Hanna, og hun føler noget forandre sig inde i sig. Hannas mand generer hende, og deres forhold er ulykkeligt; da hun møder kvindens blik, får det hende til at rejse sig og styrte væk. På et mennesketomt dæk finder Hanna omsider ro og vender så tilbage til Abel, hvor hun er i stand til at fortælle ham, at de er nødt til at begynde forfra. Den litterære artikel afrundes med et vinklet udblik. Fokus er stadig lagt på menneskers eksistens og det eksistentielle valg, men perspektivet er bredt ud til den samtidige litteratur og andre forfattere, der har ladet den samme tematik udspille sig i deres tekster. Afgørende er det, at de perspektiverende betragtninger konsekvent holdes op mod analyseteksten og de pointer, der netop er blevet udfoldet i analysen og fortolkningen. På den måde trækkes der en klar linje tilbage til både læsningen og indledningen. Resultatet er en stramt komponeret litterær artikel med logisk indre sammenhæng. 6

7 Eksempel 4b: På den vis lægger Ude på vandet sig i forlængelse af novellegenrens genkomst i 1990'eme og efter Ude på vandet stræber ikke åbenlyst efter at sætte et verdensomspændende problem til debat, men er mere beskeden; alligevel stiller den spørgsmål ved menneskers eksistens og eksistentielle valg. Det samme gør sig gældende for den tids noveller: almindelige hverdagssituationer eksamineres, udfoldes, og konflikten opstår. Det ses f.eks. i Helle Helles og Simon Fruelunds minimalistiske værker, der går tæt på de pæne overflader og finder brister i det, der udadtil virkede så godt; men også i den mere realistiske tradition, som Ude på vandet falder ind under. ( ) Ida ]essens novelle ender, hvor den startede på havet men personerne har flyttet sig, og vi ved som læsere, at det er i en sådan grad, at deres liv er ændret radikalt. Hvad der er på den anden side af havet, er det denne gang op til fantasien at forestille sig; men der er ingen tvivl om, at man der vil finde en ny horisont, og således også i Ude på vandet. En af de helt store magneter i sættet fra maj 2013 var kronikken Facebook og de sociale medier. Mange elever faldt i den grøft at skrive for indforstået og begejstret om især Facebook, hvorved de paradoksalt nok lod deres store indsigt i mediet blokere for en saglig, nøgtern og dybdeborende emnebehandling. I kronikindledningen (eks. 5a) får vi en helt overordnet præsentation af Facebook og mediets udbredelse og funktion. Denne indledning leder naturligt frem til den bærende problemstilling, Facebook deler vandene og direkte herfra ind i en præsentation af teksten og dens forfatter. Dermed har læseren fået afgrænset det meget brede emne og fået leveret kronikkens vinkel på emnet: debatten om hvorvidt Facebook kan holde på sine brugere. Eksempel 5a: De fleste kender til det. Flere gange om dagen benyttes det sociale medie Facebook til at holde sig opdateret om vennernes seneste aktiviteter eller selv at holde vennerne opdateret om egne aktiviteter. Det er i nutidens moderne samfund muligt at tilgå de sociale medier overalt. Fra computeren, fra smartphonen, fra ipad'en. På denne måde bliver det muligt altid at følge med i, hvad der rører sig. Dette kan være alt fra en populær video på YouTube eller en god artikel på en netavis til hvem, der er blevet kærester med hvem, og hvad ens bedste ven har fået at spise til aftensmad. Kun de færreste kender ikke til fænomenet Facebook, og det sociale medie er over de seneste år blevet udbredt til det meste af verden, hvor det nyder stor anerkendelse. Men Facebook deler vandene. Ikke alle er lige begejstrede for fænomenet og dette rejser en debat om, hvorvidt Facebook fortsat kan holde på sine brugere. Denne debat bidrager lektor ved universitetet i Helsinki, Claus Elholm Andersen til i kronikken Et nyt liv uden Facebook, der blev bragt i Jyllandsposten den 26. maj

8 Kronikken rundes af med, at kronikskribenten i samklang med Claus Elholm Andersen anerkender, at der er en række medfødte svagheder ved et socialt medie som Facebook. I forlængelse heraf tager han imidlertid stilling til problematikken: Facebook nødvendiggør evnerne til at tage ansvar for sine egne handlinger. Derved udkrystalliserer han sit eget synspunkt på den debat, der allerede blev opridset i indledningen og formår både at levere et modsvar til teksten og positionere sig i forhold til den overordnede problematik. Eksempel 5b: Det er vigtigt at huske på, at benyttelsen af et socialt medie som Facebook nødvendiggør evnerne til at tage ansvar for sine egne handlinger. Det er ikke nok bare at lade vennernes statusopdateringer eller links være afgørende for sine handlinger. Bliver nyhedsartiklerne for ensidige, fordi det er venner med samme politiske holdninger, der linker til dem hver gang, er løsningen helt enkel: Find dine egne artikler. Bliver for mange af vennerne ukendte, er løsningen helt enkel: Slet dem. Bliver statusopdateringerne en kamp om bedst mulig selviscenesættelse, er løsningen helt enkel: Se igennem fingrene med det. Om Facebook i fremtiden vil kunne bevare sit høje antal af brugere afhænger i høj grad udviklingen af siden og brugernes tilfredshed hermed. Som siden fungerer på nuværende tidspunkt er det dog langt fra nødvendigt at slette sin Facebook-profil og gå glip af de sociale mediers fordele, så længe netværkene tilgås med en vis grad af ansvar og fornuft. Eksempel 6a er et anslag til essayet om Klicheer i kunsten. Det indledes med, at det skrivende jeg forankres i den konkrete, fysiske situation: Foran computeren i den store sal. Dette metaskriftlige anslag optræder ofte i essayet; det er imidlertid afgørende, at man er i stand til at bevæge sig fra forankringen i det konkrete og ind i en bredere afgrænsning af det emne, der skal afdækkes og undersøges. Vi ser her netop, hvordan synsvinklen gradvist udvides og dels indkredser essayets emne, dels essayistens egen undren her i form af to retoriske spørgsmål. Eksempel 6a: 8 Jeg går i 3g på sidste måned og drømmer om et år helt uden lektier, afleveringer og eksaminer. Men selvom jeg drømmer så rart, kan jeg ikke lade være med at vågne op i de situationer, som drømmene afhænger af. Mens min hjerne arbejder på højtryk, stirrer jeg tomt ud over menneskemængden i den store sal, hvor jeg selv er placeret i det bagerste højre hjørne. Jeg føler mig lille blandt alle de andre, og som jeg sidder her, betyder jeg ingenting for andre. Det skulle da lige være for min næsten-kæreste, som sidder og knokler lige ved siden af mig, men ellers er alle andre ligeglade. For de er selv i gang med at knokle sig til en god fremtid, som ingen af os imidlertid har kontrol over. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det om fem timer, når den skriftlige danske eksamen er slut, og jeg ikke længere er i stand til at ændre på noget. Jeg ved slet ikke, om jeg på

9 daværende tidspunkt vil have lyst til at ændre på noget. Det eneste jeg på siddende fod ved er, at både visheden og uvisheden er interessante størrelser, som jeg ikke kan leve foruden. Uvisheden spiller dog den største rolle, hvad angår min fremtid, og nogle gange ville det være rart, hvis jeg kendte til slutningen på noget. Vil min næsten-kæreste og jeg rent faktisk blive kærester? Og vil jeg nå at tjene penge nok til at rejse efter gymnasiet? Uvisheden fortæller mig ingenting, og derfor er det så rart at kunne dyrke klicheerne for en stund, hvor det hele ikke er så åbent og uforudsigeligt, som mit eget liv nu engang er. Men hvad er det, der er så fedt ved klicheerne, og hvilken funktion har de i kunsten og for mig? Som Andreas Relster skriver i sin artikel Klicheens magnetisme fra Information, bliver en lang række af de forestillinger om verden, som vi alle har, cementeret i mainstreamfilm med klicheer. Umiddelbart efter dette anslag får vi en række refleksioner, hvor essayisten trækker på relevant viden fra både filosofiens, litteraturens, filmens og virkelighedens verden. Disse refleksioner fører os efter fire sider tilbage til mit lille hjørne i salen, hvor alt tilsyneladende ligner sig selv, men hvor det skrivende jeg nu er blevet en lille smule klogere på klicheerne og måske også på sig selv. Hun befinder sig altså på et højere bevidsthedsniveau, end da de første ord tonede frem på skærmen, og kan med udspring i sig selv og sine egne refleksioner sætte ord på klicheernes dobbelte natur: mit liv skal ikke være en kliche ( ). Men ( ) Eksempel 6b: Jeg sidder igen og føler mig ubetydelig for alle andre i mit lille hjørne i salen, mens jeg stirrer på de sorte, små bogstaver, der tordner frem på min skærm, hver gang mine fingre rammer en tast. Det er rart, der findes mainstreamfilm spækket med klicheer og forudsigelighed, når nu min dagligdag er så uforudsigelig, og måske er det netop den faktor, der gør, at jeg holder så meget af klicheer i film. De gør, at jeg har noget at holde fast i, når jeg normalt skal træffe så mange valg for mit eget liv og min egen fremtid. For jeg går stadigvæk i 3g på sidste måned, og jeg drømmer stadigvæk om et år helt uden lektier, afleveringer og eksaminer. Men det er gået op for mig i de sidste par timer, at jeg ikke behøver at kende slutningen. Jeg vil lade tiden vise, om jeg får en kæreste, og om jeg tjener penge nok. Den kendte slutning er en kliche, og mit liv skal ikke være en kliche, hvor jeg ved, hvad der sker. Men det kunne da være rart, hvis det hele endte lykkeligt 9

10 Formidlingen Et af de centrale vurderingsparametre i skriftlig dansk er elevernes evne til at formidle sig i en klar og velstruktureret form, der afspejler en bevidsthed om, at der skrives til en udenforstående læser. Nedenfor er der eksempler på den gode og den mindre gode formidling inden for alle tre genrer. Litterær artikel den svage formidling Kendetegnende for eksempel 7 er det opremsende præg. I flere omgange lires en relativt massiv række tekstiagttagelser af; problemet er dels, at der opremses for mange iagttagelser i træk, og at skribenten derfor hverken giver sig selv eller læseren rum til at dvæle ved dem, dels at nedslagene begrænser sig til ord løsrevet fra (kon)teksten. Dermed tages der ikke meget hensyn til den udenforstående læser et forhold der også afspejles i uklare og let flyvske udsagn som Samme, er deres forhold baseret på kærlighedens uhåndgribelige størrelse ( ). Svagest i uddraget står den opulente opremsning af intet mindre end 13 ret forskellige temaer, underbygget af blot ét citat. Det cementerer indtrykket af en litterær artikel uden en samlende synsvinkel og et overordnet fokus og ikke mindst uden de store pædagogiske hensyn til læseren. Eksempel 7: Denne novelle understøttes af titlen "Ude på vandet", novellen indeholder mange værdiladede adjektiver, såsom: granskende, blå, tung, grå, nervøse, tågede, sukkende, forvirrende, fortabte, trætte, måbende og våde. Disse adjektiver optræder, som et stilistisk virkemiddel og giver udtryk for den gennemgående nedtrykte, urolige og opgivende stemning, mellem novellens hovedpersoner, Hanna og Abel. Titlen fungerer som fundament for hovedpersonernes forhold, her kan drages paralleller mellem vandet og hovedpersonernes forhold. Vandet er en uhåndgribelig størrelse, i vand kan man let fare vild og bølgerne skaber uro og kaos, dog er vandet også symbol på nye muligheder og standpunkter. Samme, er deres forhold baseret på kærlighedens uhåndgribelige størrelse, de har mistet gnisten, de er faret vild, de er fremmedgjorte overfor hinanden og må snart åbne sig op for nye muligheder. Hvilket også fremgår af temaerne i novellen. Parforhold, familie, kærlighed, adskillelse, udfordring, ensomhed, tid, krise, opmærksomhed, misundelse, stress, intetsigenhed, stilhed, er de temaer der optræder gennem novellen. "Jeg gider ikke mere, tænkte hun, jeg vil have lov til at være et menneske" Dette citatet understøtter mange af temaerne, her fornemmer man en person "Hanna" der er træt af livet påvirket af krise, stress, intetsigenhed, ensomhed, et ustabilt parforhold med udfordringer i hverdagen, grundet de mange børn og den sukkende mand. 10

11 Litterær artikel den stærke formidling Ligesom i eksempel 7 er der forholdsvis mange iagttagelser i passagen nedenfor. De er imidlertid konsekvent centreret om den ene afgørende begivenhed i Ida Jessens novelle, hvilket bringer en vinkel og en linje ind i den litterære artikel. I eksemplet afdækkes i kort og koncentreret form genren, anslaget og sproget, men vel at mærke i lyset af de spørgsmål, der leder én gennem historien. På den måde er den videre læsning beredt. Og læseren er forberedt og kan trygt lade sig føre gennem novellen. Eksempel 8: Historien begynder in medias res, midt ude på Nordsøen, hvor Hanna føler sig iagttaget. Derved er historiens anslag allerede indtruffet i første sætning, og det fanger læserens interesse: "Det er det, jeg har ventet på", tænker Hanna, og man sidder derfor straks med sit første spørgsmål, der leder en gennem historien: hvad har Hanna ventet på... og hvilken betydning får det for hende? Dette er kun begyndelsen af novellen, der har mange genretypiske træk et lille persongalleri, et meget kort handlingsforløb på nogle timer, og en længde på knap 3 sider. Dertil kommer den ene afgørende begivenhed, nemlig blikket fra den fremmede kvinde. Novellens sprog er holdt simpelt uden troper, der tager opmærksomheden fra historiens handling. Kronik den svage formidling Hvor den formidlingsmæssige svaghed i eksempel 7 lå i den manglende vinkling, ligger den i kronikuddraget nedenfor i selve sproget. Der er enkelte stavefejl, idiomatiske fejl samt problemer med sammensatte ord, men det er ikke det, der i sig selv slører formidlingen. Det gør derimod uklare vendinger som samler indforståethed blandt alle samt de lidt tunge, urytmiske sætningskonstruktioner: Men restløsheden og kedsomheden burde vi komme til livs hvis vi ikke satte så mange krav til alting om, at alt hvad vi laver skal være en fornøjelse i stedet for kedeligt. En sætning som denne er stort set umulig at læse op på en naturlig og flydende måde når sproget giver knuder på tungen, gør den som hovedregel også vold mod læserens forståelse. Og dermed mod formidlingen. Eksempel 9: Ved hjælp af disse forskellige kilder har det lykkedes Kristian Bøcker at samle forskellige synpunkter og bruge deres styrke til egen fordel, så der er en samlet indforståethed blandt alle endnu en gang noget der har skabt holdbarhed og pålidelighed. Det er ikke til, at sige om alt skal måles i underholdnings værdi 11

12 fremover i stedet for selve indholdet og bestandtigheden. Men restløsheden og kedsomheden burde vi komme til livs hvis ikke vi satte så mange krav til alting om, at alt hvad vi laver skal være fornøjelse i stedet for kedeligt. Kronik den stærke formidling Heller ikke uddraget i eksempel 10 er fejlfrit. Til gengæld har vi her et sprog, der er flydende og mundret og alene gennem rytmen signalerer en retning, bl.a. gennem allitterationen fede ferier og fester. Denne retning og sammenhæng sikrer skribenten ved at kæde de enkelte sætninger sammen med småord som i stedet for, altså og samtidig. Desuden sikrer han sig, at læseren er med ved dels pædagogisk at hæve sig over emnet: En betydelig pointe ( ), dels ved at stille spørgsmål, der både driver teksten videre og har adresse til læseren: I virkeligheden kan man vel spørge sig ( ). Her ser vi en art forklædt retorisk spørgsmål, der indbyder læseren til at tænke med; en sådan interaktion mellem tekst/forfatter og læser er et af hovedelementerne i den gode formidling. Eksempel 10: En betydelig pointe Claus Elholm Andersen har fat i, er at dem, der har mest travlt med at iscenesætte deres liv gennem de sociale medier oftest er dem med de mest uinteressante liv. I stedet for ærgre sig over sit eget kedelige liv på baggrund af vennernes statusopdateringer om diverse fede ferier og fester, er det vigtigt at huske på denne pointe. Det er altså langt fra nødvendigt at slette sin Facebookprofil, så længe der bevares et realistisk syn på andres liv. Samtidig er det ikke kun de sociale medier, der skaber mulighed for selviscenesættelse, og en sådan er derfor umulig at undgå selv hvis profilen slettes. I virkeligheden kan man vel spørge sig selv om, om ikke også en kronik som den af Claus Elholm Andersen er et udtryk for en slags selviscenesættelse. Essay den svage formidling Essayisten bag uddraget i eksempel 11 forsøger ligesom i det vellykkede kronikuddrag ovenfor at interagere med læseren og lader sine refleksioner vokse ind i to retoriske spørgsmål. Problemet er, at sproget i de foregående overvejelser og tankerækker i for høj grad har lukket sig om sig selv og været knyttet så stramt, at læseren er blevet holdt udenfor. Der er især tre svagheder ved formidlingen. 1) Sætningerne for lange og igen for urytmiske og unaturlige: Dette underbygger yderligere fordommen mod den reelle virkelighed, hvor vi ikke kan udrette og opnå, hvad vi egentlig ønsker og har behov for, hvorved vi drages mod den fiktive og fascinerende verden, hvor klicheernes funktion er en abstrakt og psykisk opnåelse af, hvad vi reelt kan få. Fire hv-ord i samme 12

13 sætning er for meget og skaber både sproglig tomgang og uklarhed. Det gavner ikke just klarheden, at der anvendes mudrede og ikke helt autoriserede vendinger som fordommen mod virkeligheden. 2) Der er, som den citerede sætning illustrerer, for mange uklare vendinger, der stik mod intentionen forhindrer læseren i at få udbytte af de ellers fornuftlige overvejelser: Kan man dermed påstå, at filmklicheer ( ) er nødvendige for simpelt at opnå disse naturlige drivkræfter i et muligt omfang?. Selv efter flere tålmodige og langsomme genlæsninger er det mere end almindeligt vanskeligt at afkode sætningens mening. 3) De tunge refleksioner (og sproglige konstruktioner) savner en forankring i noget konkret og genkendeligt: Mænd og kvinder får dermed opfyldt deres naturlige behov ved at opleve dem ved hjælp af en film, hvor pågældende drivkraft tilnærmelsesvis kan sammenlignes med drivkraftens naturlige form, da essensen og udbyttet ofte er tilstede i filmens version. Igen: Der gemmer sig gode tanker og overvejelser bag sætningen, men læserens adgang til dem bliver for kringlet og besværlig. Refleksionerne har ikke rod i en virkelighed, der får læseren til at nikke genkendende. Eksempel 11: "Klicheen er således heller ikke et udtryk for manglende fantasi i filmbranchen. Den opfylder et alment menneskeligt behov... " Mænd og kvinder får dermed opfyldt deres naturlige behov ved at opleve dem ved hjælp af en film, hvor pågældende drivkraft tilnærmelsesvis kan sammenlignes med drivkraftens naturlige form, da essensen og udbyttet ofte er tilstede i filmens version. Dog kan denne drivkraft være pyntet med virkemidler fra filmverdenen, hvilket ofte forekommer som en selvfølge, da den øgede action eller kærlighedsatmosfære blot øger begejstringen yderligere. Således forekommer disse menneskelige behov gentagende gange i diverse filmgenre, hvorved handlingsforløb, tema og budskab vil fremstå som klicheer, der resulterer i, at vi ikke kan få nok af dem. Dette underbygger yderligere fordommen mod den reelle virkelighed, hvor vi ikke kan udrette og opnå, hvad vi egentlig ønsker og har behov for, hvorved vi drages mod den fiktive og fascinerende verden, hvor klicheernes funktion er en abstrakt og psykisk opnåelse af, hvad vi reelt ikke kan få. Kan man dermed påstå, at filmklicheer, som relaterer til menneskelige behov, er nødvendige for simpelt at opnå disse naturlige drivkræfter i et muligt omfang? Bør disse klicheer så ophøre med at eksistere, hvis samfundets struktur har frataget de enkelte individers menneskelige behov? 13

14 Essay den stærke formidling Der kan peges på flere svagheder ved eksempel 12, fx de noget drilske sammensatte ord. Ud fra en formidlingsmæssig betragtning indeholder passagen imidlertid flere kvaliteter. Sproget er klart og åbent, og skribenten er tydeligvis meget bevidst om at inkludere sin læser, hvilket især afspejles i de to retoriske spørgsmål og formuleringen Vi husker alle. I modsætning til i eksemplet oven for udspringer refleksionerne af et konkret og genkendeligt eksempel. Dermed sættes der billeder og en konkret virkelighed på emnet og på overvejelserne over abstrakter som ondskab, instinkter og det dyriske. Vi ser desuden, at sproget er opløst i mindre og mere overskuelige perioder og ikke mindst at de varierede sætningslængder sikrer rytme og elasticitet. Eksempel 12: Gør vores reptilhjerne og dyriske instinkter at den egentlige kunst bliver dødsdømt og at fantasien i filmbranchen ikke behøver være uanet, da det alligevel er klicheerne der giver de store penge? Er vi mennesker instinktive tryghedsnarkomaner? Vi husker alle kunstudstillingen med guldfisken der svømmede rundt i blenderen. Kunstudstillingen var måske en anelse mere kliche forladt end vores mainstreamfilm repertoire. Det forargede og skabte meget røre, men alligevel er det blevet anerkendt. Kunne det være fordi det alligevel rørte ved noget instinktivt og dyrisk? Ondskaben. Det at slå noget ihjel. Jagten. Dette var mere "out standing" kunst, men med grundværdier som Peter Lund Madsen mener afspejler vores art. 14

15 Nedslag på genrespecifikke udfordringer - Den litterære artikel Uddrag af Skriftlig dansk 2013 STX. Censorernes evaluering af den skriftlige eksamen. Råd og vink: Opgaven kræver: - analyse - fortolkning - perspektivering Eleverne skal vise, at de kan: - holde tekstfokus, kan nærlæse tekstmaterialet og formidle de centrale analytiske pointer - skrive klart og sammenhængende til en læser, der ikke kender tekstmaterialet - skrive et vinklet anslag - lave en klar og overbevisende afrunding, gerne med reference til indledningen - bruge relevante fagbegreber - perspektivere, dvs. lave et vinklet udblik med kritisk brug af begreber og faglige oplysninger - skabe naturlig sammenhæng mellem analyse, fortolkning og perspektivering Censorevalueringerne fremhæver især disse problemer: For stor afhængighed af medbragte analysemodeller Manglende kobling mellem tekstnedslag og analyse af den litterære effekt af de gjorte iagttagelser uden denne kobling forekommer nedslagene og de tilknyttede fagbegreber irrelevante i sammenhængen Perspektiveringerne. Kritikken falder i fire kategorier: 1) manglende grundighed og engagement 2) ukritisk og ureflekteret brug af medbragte litteraturhistoriske oversigter 3) mangelfuld litteraturhistorisk viden og forståelse 4) manglende sammenhæng mellem analytiske iagttagelser og perspektivering Her skal der slås ned på to efterhånden klassiske problemer: Elevernes evne til 1) at foretage en overbevisende kobling mellem tekstnedslag og analyse af den litterære effekt af de gjorte iagttagelser og 2) at skrive en fyldestgørende perspektivering. 15

16 Den mangelfulde kobling mellem iagttagelser og litterær effekt I eksempel 13 møder vi en elev, der læser mange sproglige detaljer ud af folkevisen Jomfruen i fugleham: stilleje, syntaks, uregelmæssige sætningsdannelser vi nærmer os i løbet af de ni linjer et tocifret antal iagttagelser, men det er stærkt begrænset, hvad eleven (og dermed læseren) får ud af alle disse nedslag. Ud over banale konklusioner som man får indtrykket af at det er en ældre tekst, er det nærmeste, vi kommer en faglig betragtning med substans, den ene: at ordene er med til at beskrive miljøet, hvilket giver indsigt i tilværelsen. Denne iagttagelse foldes imidlertid ikke ud, og der knyttes hverken uddybende kommentarer til miljøet eller den middelalderlige tilværelse. Hér står de litterære iagttagelser helt isoleret. Eksempel 13: Folkevisen er skrevet i høj stil og syntaksen består af skift mellem helsætninger og ledsætninger. Der findes mange forskellige sætningsvariationer med uregelmæssigheder i sætningsdannelsen, da der er omvendt ordstilling flere steder i folkevisen. Derudover medvirker de forældede ord til opfattelsen af teksten, og man får indtrykket af at det er en ældre tekst eller fortælling. Der forekommer semantiske skemaer i folkevisen, hvor flere ordklasser er inde for samme kategori. Ordrende består hovedsagligt af navneord man forbinder med natur, ex: skov, træ, fjord, sijle, linde, hjorte, hinde, nattergal, grøn, fugl osv.. Disse ord er med til at skabe billedsproget og stemningen i folkevisen. Flere af ordrende er også med til at beskrive miljøet, hvilket giver læseren indsigt i tilværelsen. Den overbevisende kobling mellem detalje og helhed Eleven i eksempel 14 formår i modsætning hertil at hæve sig klart og pædagogisk over detailanalysen. Bevægelsen mellem det mere abstrakte og universelle ( Folkeviser røber sjældent ) over det helt konkrete ( Skoven i første strofe ) og tilbage til det abstrakte ( Skoven er et gammelt kendt symbol ) er eksemplarisk. Ikke blot fordi den vidner om en høj grad af formidlingsbevidsthed, men også fordi vi her netop har en bevægelse mellem detalje og helhed, iagttagelse og effekt. Denne korte passage formår gennem sit konsekvente fokus på såvel teksten som verden omkring teksten at formidle en indsigt i både den specifikke folkevise, folkevisen som genre og folkevisens tid: Analyse, fortolkning og udblik bragt helt naturligt sammen. 16

17 Eksempel 14: Folkeviser røber sjældent noget direkte om karakterernes tanker, følelser, sindstilstande osv. For at få et forhold til karaktererne må man analysere på de ting og symboler, der omgiver dem. Skoven i første strofe, linje 1-2: Jeg ved vel, hvor skov hun stander / hun står for uden under fjord repræsenterer således den usikre situation som jomfruen er bragt i og den modstand ridderen vil møde, idet han skal redde hende. Skoven er et gammelt kendt symbol i folkeviserne, der bruges til at beskrive den uvishedssituationen visens karakterer befinder sig i, idet skoves tæthed og tilsyneladende uendelighed repræsenterer en form for frygt for, at man aldrig vil kunne vende hjem. I denne vise bliver der dog alligevel indpodet en slags håb, da skoven præsenteres som både smuk og stolt, med de relativt mange naturbeskrivelser, fx i strofe 2, linje 6-8: Der gror inde de fejreste træ,/ som man kalder silje og linde;/ der spiller inde de ærlige dyr,/ som man kalder hjorte og hinde.. De temmelig malende naturbeskrivelser er lidt atypiske for folkeviserne, der som regel har meget nøje fokus på det episke forløb snarere end detaljen. Skovens træer virker indbydende og skovens dyr er stolte hjorte, så selvom skoven er en stor mundfuld så at sige, varsles der alligevel tidligt om bedre tider. Perspektiveringen i den litterære artikel Mange af perspektiveringerne i de litterære artikler er ifølge censorevalueringerne ikke tilfredsstillende. En del af årsagen skal igen findes i den manglende kobling mellem del og helhed: En overvejende del af artiklerne gør for lidt ud af at skabe sammenhæng mellem de analytiske iagttagelser og litteraturhistoriske oplysninger og begreber, og for ofte får man som læser indtryk af, at perspektiveringen er et appendiks af underordnet betydning. Hertil føjer sig tre anker fra censorkorpset: manglende grundighed og engagement, ukritisk og ureflekteret brug af medbragte litteraturhistoriske oversigter og endelig: mangelfuld litteraturhistorisk viden og forståelse Den svage perspektivering Et eksempel på manglende grundighed og mangelfuld litteraturhistorisk viden finder vi i nedenstående perspektivering (eksempel 15a), hvor eleven forsøger at argumentere for, at novellen Ude på vandet er postmodernistisk. Der gives tre forklaringer: at der optræder få (=7(!)) personer i teksten, at den handler om en søgen efter identitet, og at den handler om de ændrede familiestrukturer. Disse forklaringer er i bedste fald tvivlsomme; ændrede familiestrukturer var i mindst ligeså høj grad på den litterære dagsorden i 1960 erne og 1970 erne, og individets søgen efter identitet kan næppe afgrænses til at være et postmodernistisk projekt. Til allersidst får vi i det samme afsnit, der forsøgte at påvise postmodernistiske træk hos Ida Jessen et par linjer, der 17

18 forankrer teksten i en gammeltestamentlig ramme. I og for sig en interessant åbning, men 2½ linje er i sagens natur for lidt og forstærker læserens indtryk af en afsnubbet, uengageret og ligegyldig perspektivering, der snarere slører end kaster et forklarende skær over den læste tekst. Eksempel 15a: I "Ude på vandet" møder vi Hannah og hendes familie. De fremstår de som en relativt normal, problemfri dansk familie, far og mor og fem børn. Hovedpersonen, Hannah mener dog selv, at de er ganske bemærkelsesværdige da de er overvægtige, har tunge ansigtstræk og Hannahs mand, Abel sågar er nærsynet og går med briller. Beskrivelsen af familien kommer fra Hannah selv, den er uglamourøs, nøgtern og følelsesforladt. Sproget i novellen er kendetegnet ved at være præget af meget almene hverdagsord, hvilket går godt i spænd med hovedpersonens ganske almindelige fremståen. Hannahs familie er centreret omkring hendes dominerende mand Abel. Vi hører aldrig familiens efternavn og bliver kun introduceret for et af børnenes navne. Så de eneste navne vi reelt kender i historien er Hannahs, datteren Lises og så Hannahs mand Abels. At historien består af så få personer er et typisk postmodernistisk træk. Hele historiens handling er også typisk postmoderne, at søge efter identitet var noget man i høj grad begyndt at skrive om i postmodernismen. Det at se på strukturerne i familien, og de ændringer der skete i familien under 90'erne, er også omdrejningspunktet for mange postmoderne historier, hvilket jo også er tilfældet i denne. På trods af at Hannah er historiens egentlige hovedperson, spiller hendes mand Abel også en meget stor rolle. Abels navn er muligvis et prej om hans skæbne, ikke at det skal gå så skidt for ham som det gjorde for hans navnebror Abel fra biblen, men at det ikke er ham der ender med at være den stærkeste og sejrsherreren. Endnu svagere fremtræder den næste passage en perspektivering i fuld længde. Igen er den for kort og udfolder i alt for ringe og usaglig grad pointerne. Den gode perspektivering skal åbne teksten eller teksterne ud mod samtiden og verden og dermed føje en ekstra forståelsesdimension til analysen og fortolkningen. Denne perspektivering rejser flere spørgsmål, end den besvarer, og dermed forbliver tekstmaterialet lukket for læseren: Teksterne behandler det samme emne, bare med en forskellig tilgang. Hvilket emne? Hvilke tilgange? Folkevisen er karakteristisk for sin tid, fordi den er fortalt under middelalderen. Hvornår skulle den ellers være fortalt? Og hvori består det middelalderlige? Pia Juuls digt har lidt minimalistiske træk? Givetvis, men hvordan kommer det konkret til udtryk? Og med hvilken effekt? Og hvorfor er dette et tidstypisk træk? Perspektiveringens vigtigste funktion er sammen 18

19 med analysen og fortolkningen at åbne teksten og gøre læseren klogere på den. Artiklens afsluttende sætning bibringer næppe mange læsere større indsigt i hverken de læste tekster eller litteratur som sådan: [Teksterne] passer begge på deres samtid, og viser også hvordan litteraturen har udviklet sig over så lang tid, til to tekster værende så forskellige. Snarere tværtimod. Eksempel 15b: Der er tale om en folkevise og et digt, som er vidt forskellige, men som stadig i nogen grad behandler det samme emne, bare med en forskellig tilgang. Begge tekster er karakteristisk for deres tid, folkevisen fortalt under middelalderen, og digtet med lidt minimalistiske træk hvor man skal gætte sig til hvad der sker, og ikke får fortalt situationen så kort og konkret som i folkevisen. De passer begge på deres samtid, og viser også hvordan litteraturen har udviklet sig over så lang tid, til to tekster værende så forskellige Den stærke perspektivering Eksempel 16 er et såkaldt vinklet udblik. Fokus er lagt på menneskers eksistens og det eksistentielle valg, men perspektivet er bredt ud til den samtidige litteratur og andre forfattere, der har ladet den samme tematik udspille sig i deres tekster. De perspektiverende betragtninger holdes konsekvent op mod analyseteksten og de pointer, der er blevet udfoldet i analysen og fortolkningen, hvorved der trækkes en klar linje tilbage til den foregående læsning. Desuden er det et godt eksempel på, hvordan man kan vise blik for del (teksten) og helhed (samtidens litteratur) og ikke mindst: sammenhængen mellem del og helhed. I modsætning til eksempel 15b samler denne perspektivering trådene fremfor at rejse spørgsmål, der ikke bliver besvaret. Det er helt afgørende i perspektiveringen, at man følger enhver åbning til dørs, så den litterære artikel ikke efterlades med sprækker uanset hvor åben analyseteksten måtte være. Eksempel 16: På den vis lægger Ude på vandet sig i forlængelse af novellegenrens genkomst i 1990'eme og efter Ude på vandet stræber ikke åbenlyst efter at sætte et verdensomspændende problem til debat, men er mere beskeden; alligevel stiller den spørgsmål ved menneskers eksistens og eksistentielle valg. Det samme gør sig gældende for den tids noveller: almindelige hverdagssituationer eksamineres, karaktererne udfoldes, og konflikten opstår. Det ses f.eks. i Helle Helles og Simon Fruelunds minimalistiske værker, der går tæt på de pæne overflader og finder brister i det, der udadtil virkede så godt; men også i den mere realistiske tradition, som Ude på vandet falder ind under. 19

20 Her er Naja Marie Aidt og Jens Blendstrup andre eksempler på forfattere, og Aidts novellesamling Bavian er et eksempel på en novellesamling, hvis historier ligner Ida ]essens i deres psykologiske tilgang til mennesket og tematisering over de valg, mennesker træffer. Generelt i denne tids noveller er det ofte hverdagens situationer, der er udgangspunktet for historierne, men stilistisk bruges også beskrivelser af karaktererne, der ikke kun aflæses gennem deres handlinger. Novellerne er dog stadig uden pomp og pragt, men belyser forholdet til samfundet eller det mere rå forhold mellem mennesker - hvor de mødes, men mest af alt hvor de går forbi hinanden. I forhold til mange af netop Naja Marie Aidts noveller har Ude på vandet et mere positivt menneskesyn. I hvert fald sidder vi tilbage med en resigneret følelse og en ide om, at det vil lykkes for Hanna at ændre deres forhold, og at en ny begyndelse kan lade sig gøre. Om det lader sig gøre, får vi selvfølgelig ikke svar på, men vi får et tegn på det, når det smukke alligevel kan findes i det grå. 20

21 Nedslag på genrespecifikke udfordringer Kronikken Uddrag af Skriftlig dansk 2013 STX. Censorernes evaluering af den skriftlige eksamen. Råd og vink: Opgaven kræver: - redegørelse for synspunkter i en tekst - karakteristik af tekstens argumentationsform - diskussion af tekstens synspunkter Eleverne skal vise, at de kan: - skrive fokuseret om emnet og teksten - skrive klart og sammenhængende til en læser, der ikke nødvendigvis har forudgående kendskab til emnet, og som ikke kender tekstmaterialet - skrive et vinklet anslag - lave en klar og overbevisende afrunding, gerne med reference til indledningen - skrive en klar og koncentreret redegørelse, der hæver sig over teksten og viser blik for de centrale synspunkter - lave en karakteristik, der viser blik for det særlige (karakteristiske) ved tekstens argumentationsform og med brug af relevante fagbegreber - skrive en diskussion med substans (gerne men ikke nødvendigvis (dansk)faglig); diskussionen skal afspejle overblik og viden om emnet - skrive en diskussion med engagement og personlighed; diskussionen skal afspejle en vilje til at forfægte sine egne synspunkter - skrive en diskussion, der er selvstændig, frigør sig fra teksten og anlægger et bredt fokus på emnet fremfor på teksten alene Censorevalueringerne fremhæver især disse problemer: Uhomogene kronikker; besvarelsernes enkelte afsnit hænger for løst og unaturligt sammen: Kronikken smelter sjældent sammen til en reel kronik Om redegørelsen: Redegørelse forveksles med referat; mange redegørelser er for lange og ukoncentrerede og savner præcision Om karakteristikken for argumentationsformen: 1) mange får for ringe udbytte af argumentationskarakteristikkerne 2) mange analyserer frem for at karakterisere 21

22 3) mange forsømmer at analysere effekten af argumentationen argumentationsformen konstateres, men udlægges/forklares/uddybes ikke; der kobles i for ringe grad fra analytiske betragtninger til det karakteristiske 4) karakteristikken falder i et afsnit for sig uden åbenlys og logisk forbindelse med resten af kronikken 5) appelformsanalyse fylder for meget i karakteristikkerne og udfoldes på bekostning af karakteristikken af fx sprog og argumentation 6) overdreven og ureflekteret brug af Toulmin ofte overflødig og redundant gennemgang af hjemmel og belæg 7) for upræcis forståelse og brug af begrebet "hjemmel" Om diskussionerne: - er for uengagerede, kønsløse og objektive - savner substans og faglig tyngde - er for uselvstændige og frigør sig ikke i tilstrækkelig grad fra tekstmaterialet og dets synspunkter Mange bruger en sammenfatning af stilens pointer som konklusion Som det svagt fremgår, fik kronikbesvarelserne i en del hårde ord med på vejen i censorevalueringerne: Kronikkerne er nok de svagest besvarede. Nedenfor vil der blive taget fat i 1) karakteristikken for argumentationsformen og 2) diskussionerne. Den kedelige karakteristik Elevernes karakteristikafsnit undlader ofte at vurdere effekten af argumentationen i tekstmaterialet argumentationsformen konstateres, men udlægges og uddybes ikke. Dermed kobles der i for ringe grad fra analytiske betragtninger til det karakteristiske ved teksten som tekst. Kendetegnende for karakteristikkerne er det ifølge censorerne også, at de ofte falder i et afsnit for sig uden åbenlys og logisk forbindelse med resten af kronikken. Eksempel 17 er et eksempel på en sådan karakteristik, der ikke står i sammenhæng med hverken redegørelsen eller diskussionen. I den citerede passage slås der ned på otte elementer i tekstforlæggets argumentationsform: Brugen af ordsprog, gentagelser (en pointe der bringes to gange (!)), henvendelsesformer, retoriske spørgsmål og 3 Et forhold der også gjorde sig gældende i

23 værdiladede ord. Desuden en påpegning af, hvordan teksten appellerer til fornuften, skaber tillid hos læseren, samt at man gennem hele teksten kan mærke skribentens personlige korrespondance og anskuelse (?). Flere af pointerne gentages undervejs, hvilket sammen med de mange nedslag efterlader et noget kaotisk indtryk, der ikke giver læseren nogen klar fornemmelse af, hvad der er karakteristisk for argumentationsformen i netop denne tekst. Hertil kommer, at eksemplerne står stort set ukommenterede: Vi får som læsere kun i stærkt begrænset omfang at vide, hvorfor netop disse elementer trækkes frem, med hvilken hensigt skribenten bruger dem, og hvilken effekt virkemidlerne har. Formuleringer som det [gentagelsen af ordsproget] er med til at fastholde læseren i høj grad og dette [brugen af vi og de ] fanger os som modtagere og skaber en hvis interesse samt antagelsen at brugen af retoriske spørgsmål får os op ad stolen er for luftige og upræcise til at bidrage med noget af betydning for vores tekstforståelse. Eksempel 17: I indledningen og slutningen af sin kronik benytter Bøcker ordsproget "Intelligente mennesker aldrig keder sig" hvilket er et godt virkemiddel i teksten og får ham til, at udstå mere lærd. Ud over det gentager han det, hvilket gør at det fastholder læseren i højere grad. Bøcker kommunikere direkte med modtagerne som en gruppe, altså en fortrolig henvendelse ved han skriver "de fleste", "vi er blevet", "Fordi man", "mestre vi ikke" som om det vitterligt er noget kollektivt. Han appellere i høj grad til modtagerens fornuft, hvilket kan ses ved de folk og citater Bøcker inddrager. Gennem hele kronikken kan man tydligt mærke hans personlige korrespondance og anskuelser. Hvilket som tidligere nævnt også kan ses ved at han skriver "vi", "jeg", "mig", "min". I et hvis omfang formår Bøcket, at vække læserens tillid da man kan identificere sig med ham i starten af teksten ind til han angriber stræben efter, at slippe af med kedsomheden i familien. Det kan godt virke som et brud i tilliden for nogle. Derefter genvinder han den først rigtigt igen, ved citering af Knud Hansens roman Den kristne tro, om den gamle dame som besøger familiens gravsted hver dag. Bøcker henviser meget til os som læsere "vi", "de" dette fanger os som modtagere og skaber en hvis form for interesse i forhold til emnet, synspunkterne og de argumenter som bliver brugt. Bøcker benytter sig også af i hvert fald to retoriske spørgsmål "er der så noget galt i det? Kunne man spørger. Er det ikke kun godt, at vi hurtigt og nemt kan komme kedsomheden til livs? Hvilket også er en henvendelse til læseren for at få os op ad stolen. Skribenten benytter sig af en del værdiladet ord. De fleste af dem er negativt ladet fx bare se på overskriften "rastløshedens tyranni"; tyranni er en grusom og undertrykkende magtudøvelse som er det samme som hvileløshed således 23

24 kan dette umuligt være positivt ladet. Udover dette går kedsomhed igen utallige gange igen og Bøcker bruger ord som dødkedelig, skrækslagne, ensformigt og langstrakt - hvilket heller ikke er positive ord og har en relativ stærk effekt. Den gode karakteristik Karakteristikafsnittet i eksempel 18 falder i to dele: Et analytisk afsnit og et kritisk vurderende afsnit. Den analytiske del slår ned på tre hovedlinjer i tekstforlæggets argumentation: Logos-appellen, sprogbrugen og gendrivelsen. Karakteristikken adskiller sig fra eksempel 17 ved konsekvent at kaste lys over både hensigten med og effekten af de valgte virkemidler. Nedslagene er naturligvis underbygget med eksempler fra teksten: Virkemiddel og teksteksempel: Andersen gendriver flere steder sin argumentation ved, at nævne at den måske er banal: For også det er en banal pointe, som har været kendt siden de gamle grækere, men stadig er lige så aktuel i dag som dengang. Hensigt: Ved på forhånd at tage fat på eventuelle modargumenter, som i dette tilfælde argumentationens banalitet, styrkes Andersens troværdighed. Effekt 1: Han får bragt argumentationen ned på læserens niveau ved selv at indrømme eventuelle mangler, og dette er ligeledes med til at styrke læserens tillid til Andersen. Effekt 2 hæver sig analytisk over eksemplet og udvider perspektivet: I sin gendrivelse henviser Andersen til de gamle grækere og får på denne måde vendt argumentationens banalitet til universel sandhed. Med andre ord har Andersens argument været gyldigt i tusindvis af år. Dette er også en form for etos-appel, som bruger de gamle grækeres autoritet til at underbygge sin egen argumentation. I det sidste afsnit af eksempel 18 lægges der en mere kritisk og vurderende distance til argumentationsformen i tekstforlægget: det kan virke, som om Andersen gemmer sig bag sin personlige fortælling og Andersen [kan] ikke flere steder ikke undgå at være generaliserende. Denne karakteristik er med til at dissekere teksten og bibringe læseren en bredere og mere nuanceret tekstforståelse end den, en redegørelse alene kan give. Desuden fungerer den kritiske vinkel som en naturlig åbning til diskussionen af tekstens synspunkter og emnet. Karakteristikken indgår med andre ord i en naturlig sammenhæng med både kronikkens redegørende og diskuterende afsnit. Eksempel 18: 24

25 At kritisere et fænomen, som stort set alle mennesker er en del af, kan hurtigt blive følelsespræget og generaliserende. For at undgå dette forsøger Andersen, at argumentere logisk og bruger sjældent værdiladede ord. Påstande bliver underbygget med logiske belæg. Denne logos-appel får argumenterne til at virke mere overbevisende og velovervejede. "Jo mere, man prøver at spille lykkelig, desto mindre lykkelig er man. Og nyere forskning i sociale medier peger på, at disse sociale medier faktisk er med til at øge den isolation, som mange føler." Her henviser Andersen til en videnskabelig undersøgelse som logisk belæg for sin påstand. Dog forsøger Andersen også, at provokere læseren med sit sprogbrug. Flere steder bliver der sat citationstegn omkring "venner" som en reference til den efterhånden udprægede holdning, at Facebook-venner ikke er rigtige venner. Andersen fortæller, hvordan han var bange for at få "Facebookabstinenser". Dette lettere provokerende og satiriske sprogbrug giver læseren et indtryk af, at Andersen er humoristisk, og at han har overskud og styr på emnet. Andersen gendriver flere steder sin argumentation ved, at nævne at den måske er banal: "For også det er en banal pointe, som har været kendt siden de gamle grækere, men stadig er lige så aktuel i dag som dengang". Ved på forhånd at tage fat på eventuelle modargumenter, som i dette tilfælde argumentationens banalitet, styrkes Andersens troværdighed. Han får bragt argumentationen ned på læserens niveau ved selv at indrømme eventuelle mangler, og dette er ligeledes med til at styrke læserens tillid til Andersens. I sin gendrivelse henviser Andersen til de gamle grækere og får på denne måde vendt argumentationens banalitet til universal sandhed. Med andre ord har Andersens argument været gyldigt i tusindvis af år. Dette er også en form for etos-appel, som bruger "de gamle grækeres" autoritet til at underbygge sin egen argumentation. Argumentationen tager altså udgangspunkt i Andersens personlige erfaringer med sit eget og sine studerendes Facebook-brug. Dette skaber sympati og troværdighed, men det kan også virke, som om Andersen gemmer sig bag sin personlige fortælling og bruger denne som platform til at fremføre sin mening. Det er ikke nødvendigvis alle, som har samme opfattelse af Facebook som ham. Synspunkterne bliver dog senere underbygget med logiske argumenter. Derimod kan Andersen flere steder ikke undgå at være generaliserende: "De fleste udtrykker reservation og mistro, men er bange for at tage skridtet fuldt ud og droppe Facebook helt." Andersen bruger også et skråplansargument, da han sætter sammenhæng mellem Facebook's polarisering af mediebilledet og den ekstreme diskurs på de amerikanske nyhedskanaler: "Et ekstremt eksempel på det ser vi i USA, hvor der..." Sammenskrivning af redegørelse og karakteristik En anden måde at sikre en naturlig sammenhæng i kronikken er at sammenskrive redegørelse og karakteristik. Fordelen ved ikke at skille dem ad er, at man med større selvfølgelighed kan belyse sammenhængen mellem tekstens indholds- og udtryksside, 25

26 på samme måde som man gør det i den litterære artikel. Derved fremgår det i endnu tydeligere grad, hvordan teksten fungerer. 4 Eksempel 19 er et uddrag af et noget længere afsnit, der netop praktiserer denne sammenskrivning. Vi ser her, hvordan udlægningen af tekstens synspunkter helt naturligt suppleres af en pædagogisk forklaring på, hvordan disse synspunkter bliver tilvejebragt. Eksempel 19: Med valget om at slette Facebook-profilen følger mange forskellige reaktioner. Heriblandt forfærdelse, men også beundring over en modig beslutning. Til trods for forventningen om abstinenser de følgende dage efter sletningen, oplever Claus Elholm hvad han beskriver som "... en uendelig lettelse, som om en byrde, som jeg slet ikke var klar over, jeg havde haft, var blevet løftet af mine skuldre." Dermed står det klart, at Claus Elholm Andersen ikke fortryder sin beslutning om udmeldelsen fra det sociale netværk, men derimod oplever det som en mulighed for et nyt liv uden Facebook. Netop et liv uden Facebook opfordrer Claus Elholm Andersen stærkt til gennem sin kronik. Dette kommer til udtryk allerede fra første linje af kronikken, hvor han med sætningen "Og samtidig bad jeg firmaet om at slette min Facebook-profil for tid og evighed" gør sin pointe klar. Til at overbevise læseren om sin holdning benytter Claus Elholm Andersen sig af en lang række eksempler, der har til formål at styrke argumentationen. Blandt disse kan nævnes eksemplet omkring USA, der sættes i forbindelse med polariseringen af den politiske debat. Her henviser Claus Elholm Andersen til landets to forskellige politiske diskurser, der repræsenteres af de politiske partier med eksperter, tv-stationer, kommentatorer osv. I forlængelse heraf drager Claus Elholm Andersen hurtigt en parallel til Danmark, hvor politikere og meningsdannere gennem Facebookopdateringer får bekræftet deres politiske holdninger. Ved at benytte et sådant eksempel gør Claus Elholm Andersen brug af logos-apellen, hvormed han appellerer til læserens fornuft, idet eksemplet bygger på en logisk forklaring af polariseringens konsekvenser. Diskussionen i kronikken I kronikken skal man diskutere tekstmaterialets synspunkter og på den måde tilkendegive sine egne holdninger til det givne emne. Mange diskussioner er i følge censorerne påfaldende uengagerede og kønsløse og savner både substans og en selvstændig tilgang til emnet og til tekstmaterialets synspunkter. Der er i kronikken vide rammer til at diskutere teksten og emnet, og der må gerne anlægges fx en samfundsfaglig vinkel på stoffet, hvis man skønner, at det er gavnligt i forhold til emnet og forstår at formidle bevæggrundene for den anlagte optik klart ud til læseren. Det 4 Om sammenskrivning af redegørelse og karakteristik: se bilag 2 26

27 afgørende er, at diskussionen på en fængende, engageret og gerne lidt overraskende måde går i dybden med stoffet. Den svage diskussion Kronikuddraget, eksempel 20, er en diskussion af synspunkterne i Kristian Bøckers Kedsomhedens tyranni. Der er fire elementære problemer i diskussionen. For det første taler den fuldstændigt ukritisk tekstforlægget efter munden og formår derved ikke at frigøre sig fra og positionere sig i forhold til Bøcker og til emnet: ( ) vi vil have underholdning over alt. I skolen, på arbejdet, i hjemmet, ved familien osv. ( ) Vi bliver bare nødt til at indse ( ) at alt ikke kan være perfekt, der skal være plads til fejl, ligesom der skal være plads til kedsomhed. Dette mener Kristian Bøcker også. Her er der ellers en oplagt mulighed for at hæve sig over teksten og diskussionen: Hvorfor ønsker vi denne underholdning? Hvad kan vi aflæse om samfundet og samtiden ud fra dette behov? Hvorfor skal der også være plads til det uperfekte? Og hvad er sammenhængen mellem det uperfekte og kedsomhed? Spørgsmålene hober sig op, men forbliver uformulerede og dermed også ubesvarede. For det andet er diskussionen brolagt med banaliteter og almindeligheder, hvorfor hverken teksten eller læseren på noget tidspunkt udfordres diskussionen savner både overraskelser og dybde: Det er ikke alle, der finder de samme ting lige kedelige eller interessante. Der skal være plads til forskellighed ( ) Det nytter ikke noget, at vi stresser hele livet i gennem, det får vi ikke meget ud af, udover stress. For det tredje kører diskussionen i ring og består ikke af meget andet end umodulerede gentagelser af de samme pointer fra tekstforlægget. For det fjerde savner diskussionen en engageret og personlig sprogtone personen, der fører pennen, er ganske enkelt for usynlig, og kronikken efterlader på den måde et ligegyldigt indtryk hos læseren. En diskussion må aldrig være ligegyldig og kønsløs. Eksempel 20: Selvom det kan være kedeligt at tænke eller stirre ud i luften, så er det nogle gange det, som skal til. Vi skal i gennem nogle ting her i livet, og kedsomhed er en af dem. Tag nu igen historien om rejsen gennem Tyskland. Den er et rigtig godt eksempel. Turen gennem Tyskland er lang og nødvendig, men vi kan jo bruge tiden til at glæde os til, når vi er fremme, og tænke på alt det, der skal ske. Det samme er det med kedsomhed og livet. Kedsomheden er træls, til tider lang, men nødvendig, for det er her, vi får tid til eftertanke omkring vores liv. Hvis vi lærer at mestre kedsomheden, så lærer vi at engagere os i det, der foregår, vi lærer at forstå mere, og på den måde får vi de oplevelser, 27

28 som vi så gerne vil have i livet. Det er dog svært at opnå, da vi har svært ved at acceptere kedsomheden, da vi vil have underholdning over alt. I skolen, på arbejdet, i hjemmet ved familien osv. Der kan nævnes mange steder. Vi bliver bare nødt til at indse, at det ikke kan være sådan, da alt ikke kan være perfekt, der skal være plads til fejl, ligesom der skal være plads til kedsomhed. Dette mener Kristian Bøcker også selv, sammen med de nævnte i artiklen, om de så er forskere, forfattere eller filosoffer. De ved, at kedsomhed er nødvendigt, nu skal vi andre også lære det. Vi er nødt til at se noget mere sport, som vi ikke forstår, deltage i engagementer, som vi finder utrolig kedelige, men på den måde opnår vi kedsomheden, og vi finder ud af, at den ikke er helt dum alligevel, da vi kan lære noget nyt af den. Så ja, det kan være kedeligt at stirre ud i luften, læse en bog, som vi egentlig ikke har lyst til eller gøre de huslige pligter derhjemme, fordi de er nødvendige. Sådan er det - i hvert fald for nogle. Det er ikke alle, der finder de samme ting lige kedelige eller interessante. Der skal være plads til forskellighed, og der skal være plads til at kede sig, da det er her, der er plads til eftertanke over de ting, som vi laver, samt de valg vi tager. Det nytter ikke noget, at vi stresser hele livet i gennem, det får vi ikke meget ud af, udover stress. Det er derfor vigtigt at tage sig tid til at sætte sig ned, kigge ud i luften, tænke, kede sig, og bagefter kan vi lave noget sjovt, få den underholdning, som vi søger. For selvom det er kedeligt at lave ingenting eller for den sags skyld lave noget, som vi ikke gider, så kan der alligevel komme noget godt og brugbart ud af det. Den gode diskussion den frigjorte leg med sprog og form Eksempel 21 er ligeledes en diskussion af synspunkterne i Kedsomhedens tyranni, og ligesom i eksemplet ovenfor deler kronikøren Bøckers holdninger til emnet. Der er imidlertid en række helt afgørende forskelle mellem de to diskussioner. Allerede i diskussionens første linje træder eleven i karakter med en personlig og levende sprogtone: Når det er sagt, og man er færdig med at kløve ord og kneppe fluer, kan det være svært ikke at give Kristian Bøcker ret i visse af tekstens udsagn, for, ja, vi lever i en verden, der kræver aktivitet og underholdning ( ). Diskussionen tager altså naturligt afsæt i tekstmaterialet, og der lægges ikke skjul på, at der indledningsvis tænkes med Kristian Bøcker. Herfra udvides perspektivet imidlertid. Det sker i seks modi: Først peges der på udfordringerne fra den moderne verden med dens mange tilbud om virtuel leg i alle afskygninger. Dette munder ud i en konstatering af, at den ideelle gyldne middelvej kan være svær at finde i denne tid. Konstateringen følges op af en art diagnose af det senmoderne samfund med dets komplekse krav om karriere og action, selvkørende børn og optimering af de ting, der ikke har helt så stort udbytte, speltbrød og mor-for-evigt og fordybelsen i sine børn og sine egne interesser parret 28

29 med kravet om udvikling som individ. Her kredser eleven med andre ord om hvorfor, det er svært at finde den skitserede middelvej. Imidlertid problematiseres denne diagnose: Men er det egentlig en ny problematik?. Med afsæt i dette retoriske spørgsmål føjes der en ny dimension til diskussionen: Det filosofiske. Med inddragelse af Søren Kierkegaard konkluderer eleven, at vi står over for en universel, eksistentiel problematik: Hvis det ikke er en ny problematik, er det så overhovedet en problematik, eller er det en gentagelse af tidligere tiders unødvendige bekymring for forandringer? Ja, det er en tid, hvor kernefamilien (stadig) ændres, hvor kirken er i krise og hvor skolerne fyldes med nye læringsmetoder. Hvor man kun er et klik væk fra alle sine venner og hvor individet bryder grænser for at finde nye. På denne baggrund manes der til besindighed: Vi kan holde fast og køre med på toget, eller vi kan sætte hælene i. Tingene skal nok blive anderledes under alle omstændigheder før eller senere. Og selv om tyranni kan komme snigende, så skal der nok være nogen, der bemærker det og standser op og tænker sig om. Og dermed snævres perspektivet ind, og vi vender atter tilbage, først til Bøckers tekst, dernæst helt ned i elevens egen kroniktekst: Det kan passende være nogen i transitområdet. Eller kirken, familien eller skolen. Nogen der keder sig, måske? Eller nogen, der vælger at tage en tænkepause af egen frie vilje. Måske skriver de endda et læserbrev til Kristeligt Dagblad. Eller en kronik i gymnasiet. Strukturen er elegant: Bøckers synspunkter vides ud til den moderne tids udfordringer. På baggrund heraf udfoldes en kort diagnose, der finder yderligere næring i den eksistentialistiske filosofi. Vi er m.a.o. vidner til en klar, sammenhængende og nuanceret bevægelse fra konkret (teksten) til abstrakt (det senmoderne samfund, Kierkegaard) og tilbage til det helt konkrete (kronikken selv). Bevægelsens mellemstationer udgøres af retoriske spørgsmål, der både opsummerer diskussionens hovedpointer og først udvider siden samler perspektivet. Denne struktur vidner om selvstændighed og en vilje til at lege med formen og dermed (inden for det rimeliges grænser) udfordre læseren. Hertil kommer en personlig og igen legende og udfordrende sprogdragt. Diskussionen både oplyser, underholder og fastholder læseren. De problemstillinger, tekstmaterialet skitserer, udgør diskussionens rygrad, men kronikken formår i modsætning til eksempel 20 overbevisende at frigøre sig fra Bøckers holdninger. 29

30 Eksempel 21: Når det er sagt, og man er færdig med at kløve ord og kneppe fluer, kan det være svært ikke at give Kristian Bøcker ret i visse af tekstens udsagn, for, ja, vi lever i en verden, der kræver aktivitet og underholdning, og det kan godt være, at denne hunger efter spænding fører til et tab af eftertanke, kreativitet og nærvær, ikke mindst som Bøcker siger, på grund af computer, mobiltelefon, smartphone og så videre. Det er nemlig ting som disse, der tilbyder erstatning for transitområderne og det, som i teksten kaldes kedsomhed: Tænkepauser. Det er en tid, hvor børn opdrages af ipad såvel som af mor og far. Tv et kører for fulde gardiner fra tidlig morgen til Ramasjang går i seng, og X-Box, Wii, Play Station og computer tilbyder virtuel leg, krigsspil, sport foran fjernsynet, alt hvad hjertet begærer. Fantastisk! Eller hvad? At hoppe helt ned i nul-elektronik-grøften er heller ikke svaret, det er snarere: Alt med måde. Selvfølgelig må børn spille computer. Bare tiden ikke går fra udvikling af menneskelige kompetencer. Selvfølgelig skal der arbejdes på spændende undervisning. Bare det ikke fjerner læringen. At finde den gyldne middelvej kan imidlertid bare være svært i denne tid. På den ene side har man et samfund, som kræver karriere og action, selvkørende børn og optimering af de ting, der ikke har helt så stort udbytte, og imens, imens så kræver samfundet også speltbrød og mor-for-evigt. At man tager sig tid og fordyber sig i sine børn og sine egne interesser, udvikler sig som individ og har en personlig træner i sit personlige fitnesscenter hvor man i øvrigt kan træne døgnet rundt så det bliver så nemt og lettilgængeligt som muligt. Men er det egentlig en ny problematik? Som med så mange andre problematikker er svaret nej. I år er 200året for Kierkegaards fødsel, og den danske filosof, der betragtes som eksistentialismens fader, beskæftigede sig også med rastløsheden. Han lod æstetikeren A. leve gennem underholdning, altid på vej fra den ene oplevelse til den anden, ude af stand til at fange et glimt af den kontinuitet, man først kan opnå, når man vælger at tillade kedsomhed i sit liv. Æstetikeren skal opgive sin mulighed for at gå fra den ene enkeltstående aktivitet til den anden og i stedet fordybe sig og give tingene mening. Ikke, at det er Kierkegaards rendyrkede filosofi, men man kan alligevel godt overveje, om det senmoderne menneske ligesom æstetikeren vil opleve stor fortvivlelse over den manglende dybde. Så: Hvis det ikke er en ny problematik, er det så overhovedet en problematik, eller er det en gentagelse af tidligere tiders unødvendig bekymring for forandringer? Ja, det er en tid, hvor kernefamilien (stadig) ændres, hvor kirken er i krise og hvor skolerne fyldes med nye læringsmetoder. Hvor man kun er et klik væk fra alle sine venner og hvor individet bryder grænser for at finde nye. Men sådan er forandringer. Vi ved ikke, hvor de er på vej hen. Vi kan holde fast og køre med på toget, eller vi kan sætte hælene i. Tingene skal nok blive anderledes under alle omstændigheder før eller senere. Og selv om tyranni kan komme snigende, så skal der nok være nogen, der bemærker det og standser op og tænker sig om. 30

31 Det kan passende være nogen i transitområdet. Eller kirken, familien eller skolen. Nogen der keder sig, måske? Eller nogen, der vælger at tage en tænkepause af egen frie vilje. Måske skriver de endda et læserbrev til Kristeligt Dagblad. Eller en kronik i gymnasiet. 31

32 Nedslag på genrespecifikke udfordringer Essayet Uddrag af Skriftlig dansk 2013 STX. Censorernes evaluering af den skriftlige eksamen. Råd og vink: Opgaven kræver: - overvejelser over eller undersøgelse af et emne eller et spørgsmål - at overvejelserne tager udgangspunkt i tekstmaterialet Eleverne skal vise, at de kan: - skrive fokuseret om emnet - skrive klart og sammenhængende til en læser, der ikke nødvendigvis har forudgående kendskab til emnet, og som ikke kender tekstmaterialet - skrive et vinklet anslag - lave en klar og overbevisende afrunding, gerne med reference til indledningen - kan præsentere teksten og lade den fungere som et naturligt springbræt for deres egne overvejelser - uddrage de ting af teksten, der er centrale i forhold til emnet og ens egne overvejelser - skrive reflekterende - bevæge sig mellem konkret (sansning/iagttagelse) og abstrakt (tanker/overvejelser/refleksioner) - skrive med dybde og lødighed gerne med anvendelse af faglig viden, der har relevans for emnet - formulere sig med personlighed i sprog og tone - vinkle emnet på en personlig og original måde - skrive personligt uden at blive private og selvudleverende Censorevalueringerne fremhæver især disse problemer: - der diskuteres på baggrund af teksten, derved kommer essaybesvarelserne til at minde om kronikker 5 - essaybesvarelserne savner faglig tyngde 5 Om forskellen på diskussion og refleksion: se bilag 3 32

33 - der er for lidt anvendelse af (dansk)faglig viden - der inddrages for få eksempler - der kobles ikke mellem eksempler og overvejelser/refleksioner - mange har svært ved at ramme en essayistisk sprogtone - afrundingerne er enten for lukkede og konkluderende eller for åbne ofte med en afsluttende læserhenvendelse En af essaygenrens styrker i en gymnasial sammenhæng er, at den giver eleven en større frihed i forhold til både emne, form, sprog og tekstinddragelse end den litterære artikel og kronikken. Denne frihed er også genrens akilleshæl, fordi den kan være svær at forvalte for eleverne. Samtidig stiller essayet læreren over for en række udfordringer, fordi der ikke i samme grad som i de to andre genrer kan opstilles formelle regler friheden kan ikke sættes på formel. Et gennemgående spørgsmål lyder: Hvordan udfoldes og måles danskfaglig viden og metode i essayet? Det er i essayet ikke afgørende, at der bliver brugt en lang række fagbegreber, der viser, at eleven har tilegnet sig en stor danskfaglig viden. Danskfagligheden afspejler sig i ligeså høj grad i evnen til at skrive essayistisk og reflekterende, dvs. med anvendelse af de rette genrekoder, i evnen til overbevisende at hæve sig fra konkret til abstrakt og i viljen til at skrive personligt. Originalitet i sprog, struktur, vinkling og emnetilgang er en vigtig kvalitet ved det gode essay, men må selvfølgelig ikke være af en karakter, så det går ud over læserens forståelse eller gør vold mod essaygenren. Fx kan fiktionskoder være et glimrende essayistisk virkemiddel, men de må ikke bruges i et omfang og på en måde, så læseren kommer i tvivl om, hvorvidt der er tale om et essay eller en novelle. I det følgende ser vi på tre essayeksempler. De to er netop skrevet som essays: personligt, legende og kreativt, reflekterende og undrende, med brug af klassiske essayistiske genrekoder og levende eksempler samt en naturlig bevægelse mellem konkrete iagttagelser og abstrakte overvejelser. Det tredje eksempel eksempel 22 savner alle disse kvaliteter. Det upersonlige og diskuterende essay Eksempel 22 er først og fremmest kendetegnet ved at eklatant fravær af et sansende og reflekterende jeg. Pronominet jeg optræder ikke en eneste gang i essayet; i stedet 33

34 vælger skribenten at anlægge en upersonlig distance til emnet, hvilket især ytrer sig ved brug af: 1) passivt sprog: Dermed påpeges det, at adskillige film er opbygget og formet efter samme tema, handlingsforløb og budskab, der blot er pakket ind i en ny vinkel samt nye personkarakterer 2) tunge sætningskonstruktioner og en markant (og redundant) brug af såkaldte papirord: I pågældende artikel påpeger Andreas Relster, at filmkunstens klicheer blandt andet tiltrækker individet, da disse klicheer afspejler menneskets naturlige behov med henblik på forskellige drivkræfter og Det vil forekomme særdeles mærkværdigt, hvis den fortrukne filmgenre ikke er action eller sciencefiction, hvor jagt og kamp i de fleste tilfælde vil forekomme som værende et centralt aspekt i pågældende film. Ligeså alvorlig en mangel er det totale fravær af konkrete eksempler. Fremfor at inddrage fx enkeltstående film og egne erfaringer og sanseliggøre og skrive dem frem for læseren, underbygger skribenten med helt generelle (og generaliserende) udsagn som fx dette om forskellen på mænd og kvinder: Ved at se og opleve action- eller science-fiction filmens version af jagt og kamp mod fjenden, vil pågældende mandlige individ opnå sine menneskelige behov, som stammer fra naturlige instinkter, hvilket han ikke har mulighed for i det nutidige samfund. Kvinder er derimod draget af kærlighed og fokus på udseende fra naturens side, hvilket også kommer til udtryk i deres valg af filmgenre. Dette udsagn udspringer ikke af en nysgerrig tilgang til emnet og en vilje til at tænke og skrive sig frem mod forståelse. I stedet står det som en påstand helt uden dét belæg, et velvalgt eksempel kunne have givet, og bliver på den måde et postulat uden forankring i en genkendelig virkelighed. I det hele taget har skribenten en tendens til at give svarene fremfor at søge og nærme sig dem gennem refleksioner og overvejelser. Gode refleksioner er kendetegnet ved åbenhed og nysgerrighed. Nagelfast meningstilkendegivelse og forfægtelse af holdninger hører derimod hjemme i diskussionen, hvor målet er at overbevise læseren. Et eksempel på den mere diskuterende emnetilgang finder vi bl.a. her: filmklicheer giver individet et forskruet verdensbillede, hvilket især gælder børn og unges opfattelse. På baggrund af dette, bør klicheer i filmkunsten ophøre med at eksistere, 34

35 hvormed det globale samfunds individer vil opnå en realistisk opfattelse af virkelighedens verden. Dette diskuterende og meningstilkendegivende islæt forankrer eksempel 22 i kronikgenren, hvor opgaven jo er at forholde sig til og argumentere ud fra synspunkterne i et tekstforlæg. Det er vigtigt, når man skriver essay, at frigøre sig fra forlægget og bruge det som afsæt for personlige og selvstændige overvejelser. Ifølge de skriftlige censorer har mange elever problemer med i tilstrækkelig grad at løsrive sig og forfalder i stedet til at kommentere og diskutere tekstmaterialet. Dette problem gør sig også gældende her: "Klicheen er således heller ikke et udtryk for manglende fantasi i filmbranchen. Den opfylder et alment menneskeligt behov... " Mænd og kvinder har dermed opfyldt deres naturlige behov ved at opleve dem ved hjælp af en film, hvor pågældende drivkraft tilnærmelsesvis kan sammenlignes med drivkraftens naturlige form, da essensen og udbyttet ofte er tilstede i filmens version. Dog kan denne drivkraft være pyntet med virkemidler fra filmverdenen, hvilket ofte forekommer som en selvfølge, da den øgede action eller kærlighedsatmosfære blot øger begejstringen yderligere. Igen savner vi tilstedeværelsen af et reflekterende jeg, der bidrager med relevante eksempler og personlige overvejelser. Uden et centralt placeret jeg til at lede os gennem emnets (og tilværelsens) krinkelkroge og løngange forsømmes den mulighed, essayet giver for gennem en levende, personlig og kreativ skrift at gøre både essayisten og læseren en lille smule klogere på verden (og sig selv). Eksempel 22: 35 Begrebet "kunst" dækker over en række fænomener, hvoriblandt filmkunsten kan spille en væsentlig rolle for adskillige individers hverdag i det moderne samfund. Siden teknologiens etablering, er filmkunsten blevet udbredt, hvormed antallet af individer i stigende grad har givet efter for diverse films tema, handlingsforløb og budskab, der udfolder sig i såkaldte klicheer. Dermed påpeges det, at adskillige film er opbygget og formet efter samme tema, handlingsforløb og budskab, der blot er pakket ind i en ny vinkel samt nye personkarakterer. På trods af dette, betaler vi med glæde en billet for at se en ny science-fiction film, animationsfilm eller kærlighedstragedie i biografen, der uden mistanke berører præcis det samme budskab som den foregående film. Disse klicheer i filmkunsten formår dermed at standse vores interesse og udvikling med hensyn til at opfatte verden realistisk, da vi projektere den fiktive verden ud på den reelle virkelighed, og vi kan dermed ikke adskille fiktion fra realitet. Man kan sågar påstå, at disse filmklicheer giver individet et forskruet verdensbillede, hvilket især gælder børn og unges opfattelse. På baggrund af dette, bør klicheer i filmkunsten ophøre med at eksistere, hvormed det globale samfunds individer vil opnå en realistisk opfattelse af virkelighedens verden.

36 36 De eksisterende klicheer i vore dages filmkunst, som fremgår tydelige i enhver film, der er produceret i nyere tid, bliver fremhævet af Andreas Relster i artiklen "Klicheens magnetisme" fra Information. I pågældende artikel påpeger Andreas Relster, at filmkunstens klicheer blandt andet tiltrækker individet, da disse klicheer afspejler menneskets naturlige behov med henblik på forskellige drivkræfter. Dermed kan man sågar tillade sig at postulere, at vore dages film og kunst generelt er base- ret på klicheer, da de tilnærmelsesvis er tilstedeværende i enhver form for kunst, der bliver produceret. Dog bliver vi tilfredsstillet hver eneste gang, at vi ser den afslutning, som vi i bund og grund vidste ville forekomme. "Overraskende er det ikke, men hvorfor bliver det så ved med at drage os i stedet for at kede os? Forklaringen er ifølge filmforsker og forfatter Peter Schepelern ganske enkel. Filmklicheen cementerer vores fordomme og det kan vi i virkeligheden godt lide. " De ellers så nedslidte klicheer i filmkunsten kan underbygge fordomme om realiteten, som er opstået i forbindelse med den reelle verden, som vi mennesker befinder os i. Film er dermed et visuelt bevis på, at vi lever i den reelle hverdag, som kan forekomme miserabel, hvilket aldrig vil forekomme i den fiktive verden uden en grund, hvor den ulykkelige tilværelse vil ændre sig drastisk efter fravalg og efterfølgende handlinger. På baggrund af dette bliver individet draget mod de aspekter af livet, som simpelthen ikke kan ske i virkeligheden. Således bliver vi fascineret af, hvad vi ikke kan opnå og udrette i virkeligheden, hvilket må være klicheens funktion i denne form for kunst. Denne fascination af klicheernes funktion kan fremstå som en forskruet opfattelse af de egentlige realiteter. Bør film derfor afspejle individets reelle hverdag og liv, hvormed denne urealistiske opfattelse af virkeligheden ikke vil blive en realitet? Som tidligere nævnt, kan disse klicheer afspejle menneskets naturlige drivkræfter, hvormed der vil være forskel på, hvilke filmklicheer, som henholdsvis mænd og kvinder drages imod. Dette kan begrundes med, at mænd og kvinder har forskellige behov og drivkræfter fra naturen side, hvormed tilfredsstillelsen vil blive en realitet med hensyn til forskellige filmklicheer. Mænd er draget af jagt og kamp i forbindelse med overlevelse fra naturens side, hvilket kommer til udtryk i den filmgenre, som de finder fascinerende. Det vil forekomme særdeles mærkværdigt, hvis den fortrukne filmgenre ikke er action eller science-fiction, hvor jagt og kamp i de fleste tilfælde vil forekomme som værende et centralt aspekt i pågældende film. Ved at se og opleve action- eller science-fiction filmens version af jagt og kamp mod fjenden, vil pågældende mandlige individ opnå sine menneskelige behov, som stammer fra naturlige instinkter, hvilket han ikke har mulighed for i det nutidige samfund. Kvinder er derimod draget af kærlighed og fokus på udseende fra naturens side, hvilket også kommer til udtryk i deres valg af filmgenre, da valget ofte er imellem en kærlighedstragedie eller film, hvor pågældendes ændring af udseende vil være centralt, selvom der dog vil være kærlighed indblandet. Behovet om kærlighed kan sættes i perspektiv med forplantning og det basale instinkt i at beholde manden for sig selv med hensyn til overlevelse. Tilsvarende spiller udseendet en væsentlig rolle med hensyn til, hvorledes en kvinde kan opnå entydig opmærksomhed fra det modsatte køn. "Klicheen er således heller ikke et udtryk for manglende fantasi i filmbranchen. Den opfylder et alment menneskeligt behov... " Mænd og kvinder har dermed opfyldt deres naturlige behov ved at opleve dem ved hjælp af en film, hvor pågældende drivkraft tilnærmelsesvis kan sammenlignes med drivkraftens naturlige form, da essensen og udbyttet ofte er tilstede i filmens version. Dog kan

37 denne drivkraft være pyntet med virkemidler fra filmverdenen, hvilket ofte forekommer som en selvfølge, da den øgede action eller kærlighedsatmosfære blot øger begejstringen yderligere. Således forekommer disse menneskelige behov gentagende gange i diverse filmgenre, hvorved handlingsforløb, tema og budskab vil fremstå som klicheer, der resulterer i, at vi ikke kan få nok af dem. Dette underbygger yderligere fordommen mod den reelle virkelighed, hvor vi ikke kan udrette og opnå, hvad vi egentlig ønsker og har behov for, hvorved vi drages mod den fiktive og fascinerende verden, hvor klicheernes funktion er en abstrakt og psykisk opnåelse af, hvad vi reelt ikke kan få. Kan man dermed påstå, at filmklicheer, som relaterer til menneskelige behov, er nødvendige for simpelt at opnå disse naturlige drivkræfter i et muligt omfang? Bør disse klicheer så ophøre med at eksistere, hvis samfundets struktur har frataget de enkelte individers menneskelige behov? Subjektet i centrum samklang mellem konkret og abstrakt Pronominet jeg optræder alene i det næste uddrag seks gange. Her har vi i modsætning til i eksempel 22 et eksplicit jeg, der registrerer, sanser og undrer sig over den kraft, klicheerne har på hende en undren der manifesterer sig i de to centrale retoriske spørgsmål: Hvad ville vi være uden opblæste reklamesøjler med letpåklædte kropsidealer, der sættes lig det perfekte liv? Hvad ville verden være uden kunst, der med sin subjektive sandhed stadfæster og påpeger rigtigt og forkert?. Essayisten lader sine refleksioner udspringe af en personlig viden og erfaringer og bevæger sig gennem skriften frem mod en gradvist større indsigt i emnet. En væsentlig kvalitet ved essayet er, at det etablerer en direkte (men ikke anmassende) kontakt til læseren, dels gennem de retoriske spørgsmål, dels gennem direkte læserhenvendelse: Forestil dig en verden uden film. Derved påtager essayisten sig rollen som en art guide, der med vid, nysgerrighed og tålmodighed fører sin læser rundt om emnet. At essayet har så tydeligt et subjektivt centrum betyder, at teksten både kommer til at handle om emnet og om jeg et: Derfor er det ikke mærkeligt, at jeg bliver tiltrukket af en god James Bond film, selvom jeg allerede har set 13 og kan forudsige start, skurk og slutning. Lige netop derfor bliver jeg afhængig af romantiske film med en allerede forudbestemt slutning. Min hjerne nyder simplificeringen af den verden, jeg lever i. Dette selvfremstillende element er et typisk essayistisk træk. Essayistens personlighed kommer ikke alene til udtryk gennem pronominet jeg, men også gennem den kreative og meget personlige sprogtone. Der veksles suverænt mellem en fortællende stil ( Jeg har engang læst en indiansk fortælling ) og en saglig og mere filosofisk stil ( Hvad ville verden være uden kunst, der med sin subjektive sandhed stadfæster og påpeger rigtigt og forkert? ). Samtidig får sproget poetisk tyngde gennem brugen af metaforer ( I vores samfund bliver kliche-ulven proppet til sprængpunktet ), anaforer (her elegant flettet sammen med en antitese: Ingen actionfilm til at skabe vold og fascination for våben og vilde biljagter. Ingen tøsefilm til at efterlade pigerne knuste, når virkeligheden ikke er ligeså lyserød som filmen ) og en lettere svulstig imitation af kunstens klichetunge sprog ( hvor kærligheden går så grueligt meget i gennem, men 37

38 alligevel forløses i et langt kys tilsat strygere og filtreret modlys fra den fløjlsrøde solnedgang ). Formen i essayeksemplet er springende og associativ uden at virke forvirrende på læseren, og den står dermed i kontrast til den strammere og mere målsøgende struktur, vi finder i fx kronikkens diskussion. Vi kommer vidt omkring: fra en indiansk fortælling bevæger vi os over film og reklamesøjler frem til piller og operationer for at ende hos James Bond og forløsende kys. Centralt er det imidlertid, at disse konkrete eksempler naturligt mødes med mere abstrakte overvejelser: Eksempel a: Abstrakt: klicherige film, bøger og shows ( ) formår at fastholde en virkelighed, som ikke ændrer sig med samfundet. Konkret: Jeg har engang læst en indiansk fortælling, der siger, at vi som mennesker har to ulve boende i sjælen. En god og en dårlig, der til stadighed kæmper mod hinanden. I fortællingen spørger den lille dreng bekymret sin bedstefar, hvilken en af ulvene, der vinder. Svaret er rammende: den, du fodrer!. Møde mellem abstrakt og konkret: I vores samfund bliver kliche-ulven proppet til sprængpunktet. Andreas Relster skriver, at vi alle har klichefyldte forestillinger om verden. Det angår både os selv og den måde, vi agerer på, men også vores opfattelse af verden. Eksempel b: Abstrakt: Biologisk set er vi kun mennesker, der er skabt med en reptilhjerne, som holder styr på vores instinkter og basale følelser. Men i dag er mennesket ophøjet til så meget mere, og vi kan knap selv holde os sammen længere. Konkret: Vi bruger piller, operationer, samtaler og penge for at opretholde det perfekte liv i en kaotisk verden af valg. Abstrakt: Klicheerne gør det nemmere for os. De viser os, hvordan vi kan vælge at fortolke verden. Det er klicheernes funktion i dag. Det er det, der gør dem så utrolig fascinerende. Med deres evige gentagelse skaber de rammer, der ikke kan misforstås, rammer, der er nemme at efterleve. I eksempel b ser vi, hvordan essayisten i de abstrakte passager diskret trækker på sin viden om både Maslows behovspyramide og religionssociologen Mircea Eliades bog Myten om den evige genkomst, men konsekvent sørger for at kæde det sammen med noget konkret og genkendeligt. Og netop dette er essayets natur: det konkrete er i samklang med det abstrakte. Ved hjælp af sansninger, registreringer og erfaringer tager det skrivende jeg afsæt i det nære og individuelle for at fortælle læseren noget mere almenmenneskeligt. 6 6 Denne formulering er i lighed med flere andre i afsnittet om essayet skrevet under inspiration fra Berit Riis Langdahls anbefalelsesværdige bog Genrer i dansk essayet (Gyldendal, 2014) 38

39 Eksempel 23: Det er netop det fascinerende ved klicherige film, bøger og shows. De formår at fastholde en virkelighed, som ikke ændrer sig med samfundet. Jeg har engang læst en indiansk fortælling, der siger, at vi som mennesker har to ulve boende i sjælen. En god og en dårlig, der til stadighed kæmper mod hinanden. I fortællingen spørger den lille dreng bekymret sin bedstefar, hvilken en af ulvene, der vinder. Svaret er rammende: den, du fodrer! I vores samfund bliver kliche-ulven proppet til sprængpunktet. Andreas Relster skriver, at vi alle har klichefyldte forestillinger om verden. Det angår både os selv og den måde, vi agerer på, men også vores opfattelse af verden. Forestil dig en verden uden film. Ingen actionfilm til at skabe vold og fascination for våben og vilde biljagter. Ingen tøsefilm til at efterlade pigerne knuste, når virkeligheden ikke er ligeså lyserød som filmen. Og for at sætte hele menneskeligheden på spidsen: Hvad ville vi være uden opblæste reklamesøjler med letpåklædte kropsidealer, der sættes lig det perfekte liv? Hvad ville verden være uden kunst, der med sin subjektive sandhed stadfæster og påpeger rigtigt og forkert? Biologisk set er vi kun mennesker, der er skabt med en reptilhjerne, som holder styr på vores instinkter og basale følelser. Men i dag er mennesket ophøjet til så meget mere, og vi kan knap selv holde os sammen længere. Vi bruger piller, operationer, samtaler og penge for at opretholde det perfekte liv i en kaotisk verden af valg. Klicheerne gør det nemmere for os. De viser os, hvordan vi kan vælge at fortolke verden. Det er klicheernes funktion i dag. Det er det, der gør dem så utrolig fascinerende. Med deres evige gentagelse skaber de rammer, der ikke kan misforstås, rammer, der er nemme at efterleve. Derfor er det ikke mærkeligt, at jeg bliver tiltrukket af en god James Bond film, selvom jeg allerede har set 13 og kan forudsige start, skurk og slutning. Lige netop derfor bliver jeg afhængig af romantiske film med en allerede forudbestemt slutning. Min hjerne nyder simplificeringen af den verden, jeg lever i. Jeg drages ind i min egen fortolkning af verden, når jeg åbner påvirkningskanalerne i hjernen og stimuleres af endnu en film, hvor kærligheden går så grueligt meget i gennem, men alligevel forløses i et langt kys tilsat strygere og filtreret modlys fra den fløjlsrøde solnedgang. Essayet som rejse og erkendelsesproces Eksempel 24, som består af indledningen og afslutningen til et essay, er skrevet af en modig elev, der ganske originalt har valgt at bygge sin stil op som en rejse gennem filmhistorien. Allerede i essayets første linje inviteres læseren med, og der opereres således med den samme eksplicitte jeg-du-kontrakt som i eksempel 23: Lad mig tage dig med på en lille rejse i tid og rum. En sådan struktur kan være farlig, men den lykkes i dette tilfælde, fordi essayisten konsekvent holder fast i rejsetemaet og på raffineret vis udformer sin tekst som en film: Den obligatoriske indledning er nu til ende, de såkaldte "opening-credits" er ovre, så nu kan rejsen vist godt begynde. Dermed leger han selv 39

40 med klicheerne og lader således form og indhold indgå en underfundig alliance, der holder helt frem til slutningen: Og dermed afrunder vi rejsen med en fanfare i samme buldrende toneart, som vi indledte med. Denne ekspliciterede bevidsthed om skriften som skrift metaskriftligheden er et klassisk essayistisk virkemiddel, som vi også så udfoldet i eksempel 6. Væsentligt er det også, at indledningen fastlægger en klar (men ikke helt klart formuleret) vinkel på emnet: Hvis man kigger efter, vil man kunne se en gevaldig mængde ligheder i film, selv mellem de, der ligger i kontrast til hinanden, og helt nedtonet har alle film et fællestræk, som faktisk siger noget om mennesket og dets udvikling. Denne vinkel er retningsstyrende for alle de konkrete filmhistoriske nedslag, der bliver foretaget over de næste 3 sider. I slutningen hæver essayisten sig over sine eksempler på klicheer fra filmens verden og træder tydeligere frem som et tænkende og reflekterende jeg. Rejsen er slut, og undervejs er der sket noget med ham: Han har ikke blot bevæget sig i tid og rum, men også bevidsthedsmæssigt han (og dermed læseren) er blevet en lille smule klogere: Jeg har set mange film, jeg ved en del om film, jeg elsker film. Men teksten her fik mig til at tænke på noget. Jeg studsede over denne sætning: "Derfor består klicheerne også, for vi kommer aldrig udover jagerhistorien, aldrig ud over redebyggeriet.". Man kunne endda fjerne det med redebyggeriet og blot efterlade jagerhistorien. Jeg ser mange film, men jeg kan ikke komme i tanke om en eneste, der ikke handler om nogen der jagter /søger efter nogen/noget. Det er faktisk helt fundamentalt. Denne erkendelse er udtryk for en progression i essayet gennem skriften og de forskellige konkrete eksempler har vi bevæget os både fra ét bevidsthedsniveau til et andet og fra ét abstraktionsniveau til et andet. Bevægelsen fuldbyrdes, da klicheen til slut bliver løftet ud af filmenes verden og sat ind i en bredere almenmenneskelig sammenhæng. Essayets tankerækker og eksempler viser os, at klicheen i kunsten afspejler nogle universelle menneskelige værdier og grundtræk, der er løsrevet fra både tid og rum. Denne viden og erkendelse bliver til undervejs i essayet, både hos det skrivende jeg og hos læseren på den anden side af skriften: Vi mennesker har ikke udviklet os ud over jagten, og måske gør vi det heller aldrig. Det siger nok mere om os mennesker, end det gør om klicheerne. 40

41 Eksempel 24: 41 Lad mig tage dig med på en lille rejse i tid og rum. Vi skal både besøge dybsindige mafiabosser, rige aviskonger, Narkovrag, gangstere, sindssyge, utilpassede, fjerne galakser og meget andet. Filmens verden har mange forskellige fortællinger. Der er fortællinger fra havet, på jorden, i rummet, fortællinger om helte, skurke, kvinder i nød. Men de har alle det tilfælles at de handler om det samme. Allerede fra filmens spæde ungdom har det været fastlagt, hvilken retning disse skulle gå i. I Hollywood har faste plotmodeller været brugt i lang tid, men det er ikke blot strukturen af plottet, der er fastlagt, det er også selve naturen af karakteren på lærredet. Hvis man kigger efter, vil man kunne se en gevaldig mængde ligheder i film, selv mellem de, der ligger i kontrast til hinanden, og helt nedtonet har alle film et fællestræk, som faktisk siger noget om mennesket og dets udvikling. Nogle af disse ting bliver nævnt af Andreas Relsters artikel "Klicheens magnetisme" fra Information, Han prøver at udarbejde hvad filmklicheer betyder for os mennesker, og kommer frem til at de faktisk er gode for os. Den obligatoriske indledning er nu til ende, de såkaldte "opening-credits " er ovre, så nu kan rejsen vist godt begynde. Vores historie starter ikke ved filmens begyndelse. Det ville simpelthen være for langt, så vi starter ved de unge dage, Hollywoods højdepunkt! Vi starter hos Orson Welles, med hans første egentlige film "Citizen Kane" fra Grunden til at vi starter her, er ikke fordi nogen mener at det er verdens bedste film, det er simpelthen fordi den har været en grundsten for mange film i fremtiden. ( ) Jeg har set mange film, jeg ved en del om film, jeg elsker film. Men teksten her fik mig til at tænke på noget. Jeg studsede over denne sætning: "Derfor består klicheerne også, for vi kommer aldrig udover jagerhistorien, aldrig ud over redebyggeriet." Man kunne endda fjerne det med redebyggeriet og blot efterlade jagerhistorien. Jeg ser mange film, men jeg kan ikke komme i tanke om en eneste, der ikke handler om nogen der jagter /søger efter nogen/noget. Det er faktisk helt fundamentalt. Vi skal nok helt ud i nogle små uafhængige kunstfilm, før vi finder en film, som ikke indeholder det. Måske Andy Warhols film om en mand der sover i 24+ timer, ikke handler så meget om jagten eller søgen efter noget, men det er måske også et særtilfælde. Jagten får sig altid sneget ind i filmene (og alle andre historier for den sags skyld) på en eller anden måde. Det har endda sneget sig ind hos Orson Welles i "Citizen Kane", hvor Kane kun ønsker kærlighed. Han jagter /søger den. Og han skrev det bare uden at tænke over det. Den største kliche i filmens historie kan på en måde siges at være filmen selv. De kører alle i det samme. Vi mennesker har ikke udviklet os ud over jagten, og måske gør vi det heller aldrig. Det siger nok mere om os mennesker, end det gør om klicheerne. Og dermed afrunder vi rejsen med en fanfare i samme buldrende toneart, som vi indledte med præcis ligesom Aristoteles, Shakespeare, Goethe, Welles, Kubrick

42 42 og Spielberg har gjort det før os i den hellige kliches navn. Amen/The End/Snip Snap Snude

43 Bilag 1: Opgaveformuleringer til den skriftlige prøve (ordinær) 43