Alle tænker på Cecilie

Transkript

1 Alle tænker på Cecilie Kan hun dø af det? Hvad må jeg spørge hende om? Hvordan kunne hun komme så langt ud? Da Cecilies familie fik at vide, at hun var blevet afhængig af rusmidler, blev hele familien slået ud af kurs. Men sammen kom familien igennem krisen

2 Han kunne ikke tro sine egne ører. Den eftermiddag, Jakob fik et opkald fra sin lillesøster på mobiltelefonen, faldt hans verden fra hinanden på et enkelt øjeblik. Året var 2004, Jakob var i fuld gang på sit nye arbejde, og der var to timer til fyraften, da 22-årige Cecilie pludselig ringede for

3 at fortælle ham, at hun havde et meget stort problem: Aftenen forinden var hun blevet taget af politiet med et gram kokain i lommen. Nu vidste hun ikke sine levende råd. Hun var oprørt, ulykkelig og bange. Skulle hun nu i fængsel? Ville hun blive nødt til at springe fra sin uddannelse? Jeg blev lamslået. Jeg gik nærmest i chok. Resten af dagen gik jeg som i en tåge. Jeg kunne slet ikke tænke klart. For jeg tænkte jo på konsekvenserne. Hvordan kunne det her ske for min lillesøster? fortæller Jakob. Tre år er gået siden telefonopkaldet, og i dag har Cecilie det godt. Hun slap med en bøde og en slem forskrækkelse. Den blev til gengæld hendes anledning til at ændre sit liv og slippe de rusmidler, hun på daværende tidspunkt var blevet storforbruger og afhængig af. Forandringen har ikke været nem. Den har krævet næsten et helt års individuel behandling i U-turn. Den har også krævet en total udskiftning af både omgangskreds, vaner og dagligdag. Processen har også været svær for Cecilies familie. De havde ingen anelse om, at Cecilie i årevis havde brugt stoffer. Så da nyheden ramte dem, stod de tilbage med tusinder af ubesvarede spørgsmål og en dyb frygt for, hvad fremtiden ville bringe. Alt det, og meget mere, er emnet for et møde en efterårsaften, hvor næsten hele familien er samlet for at fortælle deres historie om, hvordan de kom igennem krisen. Syv år med rusmidler Ved bordet denne aften sidder selvfølgelig Cecilie. Ved hendes side er Jakob og Mia, som er Jakobs kæreste gennem tre år. Og også Bent, som er Cecilie og Jakobs far, og Hanne, som er Bents kone, er mødt op. Stemningen er afslappet og rar. De fem har netop spadseret gennem de københavnske gader sammen, og allerede inden de har fået sat sig og hældt kaffe og te i kopperne, går snakken. Her hersker ingen tvivl om, at familien er godt sammentømret. Heller ikke at de to mænd og tre kvinder er blevet knyttet endnu tættere sammen gennem forløbet med Cecilie. Vi er nok blevet lidt mere opmærksomme på, hvordan vi hver især går rundt og har det, som Hanne siger. 74 Alle har brug for et frirum

4 Cecilie, som i dag er 25 år, begyndte at bruge stoffer, da hun var 15 år og gik på handelsskole. Sammen med venner sniffede hun kokain og tog ecstasy, når de gik i byen. Med tiden voksede hendes forbrug, og hun eksperimenterede med mange forskellige slags stoffer. Til sidst var Cecilie og hendes vennekreds påvirkede af stoffer hver eneste weekend og ofte også i hverdagene. Livsstilen var dyr. Cecilie brugte flere og flere penge på stofferne og stiftede gæld, fordi hendes SU ikke rakte. Men hun syntes ikke selv, at hendes livsstil og forbrug var problematisk. Ikke før hun en aften blev taget af politiet med kokain på sig. Chok og førstehjælp Cecilie havde aldrig tidligere været i nærkontakt med ordensmagten, så hun var temmelig rystet over episoden. Den eneste, hun havde lyst til at dele sin grimme oplevelse med, var sin storebror. Da jeg ringede til Jakob, gjorde jeg det fordi, han er min storebror. Det har altid været ham, jeg kunne komme til, hvis jeg var ked af det og bange og ikke har turdet gå til mine forældre. Inderst inde vidste jeg nok godt, at han ikke var den eneste, der ville få det at vide. Måske sad det i baghovedet. Måske tænkte jeg, at det ville gøre tingene nemmere at sige det til ham, for jeg vidste jo godt, at jeg var langt ude, og at det var nu, der skulle ske noget. Det var ikke sjovt at ringe til ham, men det føltes godt bagefter. Så kunne han prikke hul på bylden for mig, siger Cecilie. Jakob havde aldrig forestillet sig, at hans lillesøster brugte stoffer. Så da han efter Cecilies opkald kom hjem fra arbejde til sin kæreste Mia, brød han sammen. Mia syntes, jeg skulle ringe til Cecilie og få en snak med hende. Det gjorde jeg så. Og jeg var hård, fortæller Jakob. Jeg er normalt ikke en politimand-storebror, jeg har altid ladet Cecilie komme af sig selv, når hun havde brug for det, og vi har aldrig skændtes. Derfor har vi også et utroligt godt forhold til hinanden. Men i den her situation var det anderledes. Det var akut. Cecilie ville ikke have, at vores forældre skulle vide Alle tænker på Cecilie Historier om at skabe forandring i familier, hvor en ung bruger rusmidler 75

5 noget. Men jeg stod fast: Vores forældre kommer til at vide det her. For det skal ikke fortsætte. I nogle situationer af mit liv er jeg gået i førstehjælpsmode, og det gjorde jeg også nu. For jeg fornemmede, at det, Cecilie fortalte, bare var toppen af et stort isbjerg. Og jeg havde ikke lyst til stiltiende at se på, at hun kørte ud over klippekanten. Cecilie var bange men enig. Jakob ringede nu til sin mor og fortalte hende om sagen. Hun blev meget sur. Men jeg kunne høre, at surheden i virkeligheden betød, at hun blev meget ked af det. Hun var selvfølgelig chokeret som alle os andre, fortæller han. En bombe i familien Når et dyr eller en plante pludselig forsvinder fra jordens overflade, bliver hele naturen påvirket og kan komme midlertidigt ud af balance. Sådan var det også i Cecilies familie, da hendes problemer med rusmidler blev kendt. Det familiære økosystem blev ramt hårdt, og i dag husker ingen i familien forløbet helt klart. For Jakob var Cecilies problemer en bombe, der sprængte hans dagligdag så meget i stykker, at han måtte sygemelde sig. Personligt gik jeg helt ned med flaget og måtte tvinge mig selv i gang hver dag. Min grundstemning var en meget tung tristhed indeni. Jeg gik ned til bussen for at tage på arbejde men måtte gå tilbage igen, fordi jeg græd. Og jo mere, vi fandt ud af, hvor meget hun faktisk havde taget, jo værre fik jeg det. For jeg kunne slet ikke få det ind. Cecilie har aldrig virket som en, der kunne finde på at tage stoffer. Den slags har jeg altid forbundet med noget negativt, fx når jeg har set programmer i tv om det. Det sker aldrig for vores familie, tænkte jeg. Men nu var det sket, fortæller Jakob. Skrækscenariet for Jakob lå lige for: At hun døde. At hun tog en overdosis. Man hører jo om unge, der tager ecstasy, og hvor hjernen brænder ud, siger han. Hjemme snakkede han og Mia en del om Cecilie. Mia støttede, så godt hun kunne. Jeg er uddannet pædagog, så jeg tog nok den professionelle 76 Alle har brug for et frirum

6 maske på. Jeg undersøgte facts og søgte information på nettet. Det var min måde at takle situationen på også fordi jeg skulle være der for Jakob, fortæller Mia. Hjælp til en storebror Ligesom Jakob var opsat på, at Cecilie skulle have noget professionel hjælp nu og her, blev Mia hurtigt klar over, at også Jakob måtte have noget hjælp. Spørgsmålet var bare hvor og hvordan. Skulle man opsøge en psykolog? Var der særlige steder for unge med den slags problemer? Kunne de rådgive en storebror? Jeg havde behov for at snakke med en, som ikke var familie. En, som vidste noget om stoffer. Hvad gør stoffer ved folk? Jeg var jo helt blank på det område, jeg har aldrig selv prøvet sådan noget. Men jeg havde nok allermest brug for at snakke med en, som vidste, hvad man gør som storebror i den situation. Der må være en eller anden derude, der kan hjælpe en storebror, tænkte jeg, fortæller Jakob. Tanken om at gå i gruppebehandling var slet ikke noget for mig. Jeg forestillede mig, hvordan jeg skulle stille mig frem i en gruppe og nærmest sige: Hej, jeg er Cecilie, jeg er narkoman. Det var jeg overhovedet ikke interesseret i. Med Lotte havde jeg mit eget rum, hvor jeg kunne være 100 procent ærlig. Faktisk ville du også gerne have råd om, hvordan du skulle være sammen med Cecilie, husker Mia. Jakob nikker: Ja, jeg ville bare gerne være den største hjælp overhovedet. Men hvordan kunne jeg være dét uden at komme til at træde over hendes grænser? Hvor meget måtte jeg spørge hende om? Det vidste jeg ikke. Via internettet fandt Mia frem til et sted i København, hvor man angiveligt rådgav om stofproblemer. Men stedet viste sig at være temmelig mærkeligt. Det lignede en nedslidt SFO, og Jakob og Mia blev modtaget af en aktiv narkoman, som pludselig gik midt i mødet, fordi han skulle noget andet. Sit eget rum Cecilie, derimod, havde mere held. Kort efter samtalen med Jakob fik Cecilie kontakt med et rådgivningscenter, der kunne henvise hende til U-turn, som netop var åbnet. I U-turn fik Cecilie straks en behandler, Lotte Bjaler, som kom Historier om at skabe forandring i familier, hvor en ung bruger rusmidler 77

7 til at følge hende igennem hele forløbet, og som familien i dag føler dyb taknemmelighed over for. Lotte gjorde det fra starten klart, at Cecilie selv måtte bestemme farten. Og de to blev enige om, at den bedste hjælp for Cecilie var at få individuel behandling. Tanken om at gå i gruppebehandling var slet ikke noget for mig. Jeg forestillede mig, hvordan jeg skulle stille mig frem i en gruppe og nærmest sige: Hej, jeg er Cecilie, jeg er narkoman. Det var jeg overhovedet ikke interesseret i, fortæller Cecilie. Cecilie var heller ikke interesseret i, at hendes familie skulle involveres i hendes forløb. Med Lotte havde jeg mit eget rum, hvor jeg kunne være 100 procent ærlig. Det var det eneste sted, jeg havde, hvor jeg ikke følte, jeg havde nogle følelser i klemme, fortæller hun. Hver person sin behandler Et par uger efter Cecilies første møde med U-turn, kontaktede Mia og Jakob stedet. Ikke fordi de ville blande sig i Cecilies behandling, men fordi de fornemmede, at U-turn måske også kunne hjælpe Jakob. Derfor fik kæresteparret en aftale med en behandler, som ikke havde noget med Cecilie at gøre. Det var virkelig godt. At kunne snakke med en, som var helt neutral, og som ikke var familie, som man kunne såre eller skulle tage hensyn til. Ja, egentlig bare dét at have nogen at snakke med, siger Jakob. Jakob og Mia mødtes med deres egen behandler to gange. De var glade for, at behandleren ikke var Cecilies behandler. Det var rart, det blev adskilt. Havde vi fået Lotte, kunne det måske have medført, at man ville blive Sherlock Holmes-agtig og få lyst til at udspørge hende om en hel masse, for vi vidste jo, at hun talte med min lillesøster, og at hun derfor måtte vide alt det, som vi gerne ville vide, siger Jakob. Cecilie og Jakobs mor kontaktede også U-turn og fik et par personlige samtaler. 78 Alle har brug for et frirum

8 Men Bent, Cecilie og Jakobs far, var derimod slet ikke med i forløbet på U-turn på samme måde som resten af familien. Det skete først, da Bent og hans kone Hanne cirka midtvejs i Cecilies behandling fik tilbud om at komme til en familiesamtale med Cecilie og hendes behandler. Det var Cecilies egen beslutning, hvordan forløbet skulle være, og hvornår hendes familie skulle involveres. Far på sidelinjen For Bent har det været meget svært, at han ikke var med fra start. Han følte, han stod på sidelinjen som tilskuer til de begivenheder, den øvrige familie var en del af. En position der er hård, når man er en far, som nærer dyb kærlighed til sin datter og er tynget af bekymringer over hendes problemer. Jeg var meget skuffet over ikke at blive kontaktet tidligere. Det var svært først at blive hentet frem fra sidelinjen til allersidst, ikke mindst fordi den anden forælderpart, Cecilies mor, var med i forløbet fra start. Jeg var meget skuffet over ikke at blive kontaktet tidligere. Det var svært først at blive hentet frem fra sidelinjen til allersidst, ikke mindst fordi den anden forælderpart, Cecilies mor, var med i forløbet fra start, siger Bent. Lige som sin søn var Bent fuld af spørgsmål og tvivl, og han var som mange andre forældre i samme situation tynget af skyldfølelse over, hvordan det kunne gå så galt. Som far føler man en enorm skyld. En enorm skyld. Som man i virkeligheden ikke kan bruge til noget. Men den føltes som et betonmøllehjul, der blev presset ned over mit hoved. Jeg var simpelthen dybt fortvivlet. At Hanne kunne holde ud at høre på mig er et under, siger Bent. Han havde ligesom sin søn en fornemmelse af at gå rundt i en tåge. Når jeg var på arbejde, havde jeg det som om, jeg var i en anden verden, i en form for gråzone. Når kollegerne sad og diskuterede noget, kunne jeg slet ikke samle mig om det, og så måtte jeg gå ud. Der har også været mange nætter, hvor Hanne og jeg har siddet søvnløse oppe hele natten. Hvor man bare har tænkt Arbejde? Jeg kan da ikke gå på arbejde i morgen, der er noget, der er langt vigtigere, end at gå på arbejde. Alle tænker på Cecilie Historier om at skabe forandring i familier, hvor en ung bruger rusmidler 79

9 Bent savnede professionel rådgivning: Den eneste, jeg kunne snakke med sådan rent professionelt, var faktisk min søster, som på daværende tidspunkt arbejdede indenfor det sociale område. Vi vidste, at Cecilie gik til noget behandling, men vi vidste ikke, hvor det var, eller om der var tilbud til forældre. Det fandt vi først ud af, da vi omsider blev inviteret til en samtale på U-turn. Hanne nikker. Vi anede jo ikke, hvad vi skulle gøre. Alle de erfaringer, man ellers havde fra sit liv, kunne man jo ikke bruge i denne sammenhæng. Det var helt nyt. Så hvad skulle man gøre? Skulle man bare tro på, at det, man gjorde, var rigtigt? Eller skulle man gøre noget helt andet? En svær balance Hanne husker især, hvor bange Bent var. Kan hun dø af det her? Kan der ske hende noget? Kan jeg komme til at sige noget forkert, så hun går ud og tager noget? Du var skrækslagen. Jeg kan huske, du gik rundt og sagde: Kan hun dø af det her? Kan der ske hende noget? Kan jeg komme til at sige noget forkert, så hun går ud og tager noget? Hvis hun dør, så dør jeg også, det vil jeg ikke kunne klare, siger Hanne og ser på sin mand. Hun fortsætter: Så stod jeg der. Jeg holdt jo også af Cecilie, men jeg måtte forsøge at være rolig for at kunne berolige ham: Hun er stærk, hun skal nok klare det. Det nytter ikke noget, du går i panik, for det kan hun ikke bruge til noget. Ligesom Mia måtte Hanne, der har en terapeutisk faglig baggrund, tage sin professionelle maske på under forløbet og koncentrere sig om at støtte sin mand. Når hun selv havde behov for at læsse af, brugte hun en god kollega, som hun talte godt med og havde tillid til. Bent lytter stille til Hannes fortælling. Han nikker, ser pludselig rørt ud. Hanne betød alt for mig i den periode. Havde det ikke været for hendes støtte, så Den var guld værd. 80 Alle har brug for et frirum

10 Bent skifter blikket fra Hanne til Cecilie. Men Cecilie var også guld værd. Jeg er dybt imponeret over, hvordan hun har klaret det. Hun er stærk. Og jeg har fuld forståelse for, at hun havde brug for selv at bestemme farten. Det forstod jeg, da jeg endelig kom med til et møde på U-turn. I bund og grund var det trods alt Cecilie, det hele handlede om, og ikke os. Hun havde behov for at have sit eget rum med Lotte, hvor hendes familie ikke var tilstede, siger han. Familiemøde i tryghed Mødet, som Bent og Hanne blev inviteret til, var et møde mellem familien, Cecilie og hendes behandler, hvor emnet var en form for status på Cecilies situation: Hvad hun lavede på U- turn, hvor langt hun var kommet i sin behandling osv. Cecilie havde på daværende tidspunkt ikke fortalt sin familie ret meget om sin behandling. Først og fremmest fordi, hun som sagt havde brug for, at U-turn var hendes eget private rum, hvor familien ikke spillede en rolle. Men også fordi hun følte stor skyld. Jeg var flov. Jeg var jo godt klar over, at min familie havde det rigtigt dårligt. Men den, der havde det dårligst, var mig selv, for Alle tænker på Cecilie Historier om at skabe forandring i familier, hvor en ung bruger rusmidler 81

11 For mig handler livet om nærhed. Ikke at man skal være fælles om alting men tendensen til blot at lukke døren og sige: Det her er dit liv, og det her er mit liv, dén duer ikke. Og der har vi som samfund desværre meget at lære endnu. jeg havde det så skidt med, hvad jeg bød dem, siger hun. Derfor var Lottes deltagelse i mødet meget vigtig for hende. Fordi Lotte efterhånden kendte Cecilie virkelig godt, kunne hun fungere som en tryg støtte i en situation, hvor der var mange følelser på spil, og hvor Cecilie måske ville have svært ved at finde de rette ord eller forklare sig rigtigt. På den måde ville jeg ikke havne i en situation, hvor jeg ville blive bombarderet med 4000 spørgsmål og ikke vide, hvordan jeg skulle svare på dem eller være bange for, om jeg nu svarede forkert, siger Cecilie. Omvendt var Lottes tilstedeværelse også en garanti for, at familien kunne føle sig trygge ved at stille Cecilie alle de spørgsmål, de havde brug for, uden at frygte for at de kom til at træde over en skrøbelig grænse, eller om Cecilie ville bryde sammen. For Bent var mødet et vendepunkt. Havde han hidtil følt sig som en usikker tilskuer på sidelinjen, oplevede han nu, at hans datter var i gode og kyndige hænder. Som far betød den samtale for mig, at jeg fik en stærk fornemmelse af, at det var det rigtige, de gjorde for min datter. Vi oplevede, at hun fik den støtte, hun havde brug for. Senere fik Hanne og jeg en samtale alene med en anden behandler. Vi kunne stort set snakke med ham om alt. For mig fik de to samtaler tingene til at falde på plads på en sådan måde, at jeg kunne håndtere situationen fornuftigt og voksent som man jo skal, siger han. Nærhed og fællesskab I dag har Cecilie været stoffri i to år. Hun er færdig med sin uddannelse og er i arbejde. Kampen var sej men lærerig. Både Bent, Hanne, Jakob, Mia og Cecilie er ikke i tvivl om, at forløbet har haft en unik betydning for deres familie. Den er blevet stærkere. Jeg havde ikke andre end min familie, fordi jeg havde gjort op med min tidligere vennekreds. Og det har været rart, at de har været så forstående. De har ikke overfaldet mig med spørgsmål om hvorfor og hvorfor. For jeg ved ikke hvorfor. Der er så mange 82 Alle har brug for et frirum

12 årsager til, at jeg begyndte at tage stoffer. Men jeg ved, at havde det ikke været for Lotte og for min familie, ville jeg ikke have været, hvor jeg er i dag, siger Cecilie. Vi har fået større åbenhed. For nu ved vi, at støtten er der, hvis vi har brug for den, siger Mia. Ja, der er kommet mere dybde. Vi kender hinanden meget bedre, og vi kan være ærlige, siger Jakob. Jeg synes også, at vi er blevet bedre til at lytte til hinanden og være opmærksom på, om der er nogle signaler, vi burde opfange, siger Hanne. Hun tilføjer: Det er faktisk ret fantastisk! Det skulle jeg også lige til at sige, siger Jakob. Man sidder faktisk tilbage med en stolthed. Over os som familie og over Cecilie. Historien endte med at blive en succes. Bent er helt enig med sin familie. Han har også lært meget, synes han. Ikke mindst om værdier. For mig handler livet om nærhed. Ikke at man skal være fælles om alting men tendensen til blot at lukke døren og sige: Det her er dit liv, og det her er mit liv, dén duer ikke. Og der har vi som samfund desværre meget at lære endnu, siger han. Familiens fællesskab var i hvert fald nøglen til Cecilies kamp for at komme om på den anden side af stofferne. Det var ikke kun min kamp, det var vores kamp, siger hun. I dag går det Cecilie godt: Hun er stoppet med stofferne. Hun har færdiggjort sin uddannelse. Hun har fået en ny og mere ærligt kontakt med sin familie. Alle tænker på Cecilie Historier om at skabe forandring i familier, hvor en ung bruger rusmidler 83