Diagnostiske aspekter af oral onkologi hos hund og kat

Transkript

1 onkologi Diagnostiske aspekter af oral onkologi hos hund og kat Et retrospektivt studie af orale biopsier [ Gitte Stenholt Madsen 1, Thomas Eriksen 2 Hanne E., Kortegaard3 og Jesper Reibel 4 ] 1 Dyrlæge, Virklund Dyreklinik 2 Specialdyrlæge, ph.d., lektor, Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme, KU LIFE 3 Seniordyrlæge, ph.d., Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme, KU LIFE 4 Professor, ph.d., dr.odont., Afdelingen for Oral Medicin, Tandlægeskolen, Odontologisk Institut Oral onkologi er en vigtig del af veterinær klinisk onkologi, da mundhulen er den fjerde hyppigste lokalisering for neoplasi hos hund og kat (1,2). Undersøgelser viser, at oral neoplasi hos kat og hund udgør hhv. ca % og 5-7 % af alle neoplasmer (2,3,4). De hyppigste maligne orale neoplasier hos hund er malignt melanom, pladecellekarcinom og fibrosarkom, mens benigne neoplasier hovedsageligt består af fibromatøs epulis, akantomatøs epulis og papillom (5,6,7). Størstedelen af neoplasier hos kat er maligne og størstedelen af de maligne neoplasier er pladecellekarcinom (3,6,10). Generelt er øget alder en disponerende faktor, men kønsog raceforskelle har også indflydelse på forekomsten af neoplasi (6,11,12). Orale neoplasmer erkendes ofte først, når de har opnået betydelig størrelse, og det er umuligt makroskopisk at erkende neoplasitypen. Biologisk adfærd såsom invasiv vækst, lokal metastasering til lymfeknuder og systemisk metastasering til andre organsystemer divergerer blandt neoplasityperne. Graderings- og klassifikationssystemer anvendes til vurdering af neoplasiens udbredelse og biologiske adfærd, samt danner grundlag for prognose og behandlingsmuligheder. Sidstnævnte afhænger af neoplasitype og lokalisering, og tidlig diagnosticering forbedrer behandlingsmulighederne og derved prognosen. Generelt har rostralt lokaliserede neoplasmer bedre prognose, da de ofte erkendes tidligere af ejer samtidig med, at komplet kirurgisk fjernelse er lettere at foretage i denne del af mundhulen. Når en behandling påbegyndes ønskes et kurativt resultat, men i nogle tilfælde er det kun muligt at behandle palliativt. Behandling er hovedsageligt kirurgisk, da denne behandlingsform er den mest økonomiske, den hurtigste samt den mest kurative. Andre behandlingsmuligheder ved lokal neoplasi og systemisk neoplasi i senere stadier er strå- Tabel 1. Makroskopiske og mikroskopiske karakteristika der adskiller benign fra malign neoplasi (14,15,16) Hyperplasi Benign Malign Metastasering Forekommer ikke Forekommer ikke Forekommer ofte Lokal invasion Ofte ensartet masse uden invasion Ofte af omgivende væv Vækstrate Progressiv, men langsom vækst. Langsom til hurtig. Er uforudsigeligt Mitotisk index Variabel, oftest normalt Normale mitosefigurer Der kan forekomme mange mitosefigurer, evt. abnorme figurer. Differentiering Normal Veldifferentierede ligner væv af oprindelse, men kan være uorganiseret Ofte lav, kan være anaplastiske celler. Uorganisering af væv Vævsdemarkation Blandes med Ekspansiv og/eller kompressiv Invasiv normalt væv Indkapsulering Ofte kapsel, velafgrænset Oftest ingen kapsel. Invasion kan forekomme. Celle og kerne Ingen pleomorfisme. Minimal pleomorfisme. Lav kerne:cytoplasma ratio Moderat til markeret pleomorfisme. Høj kerne:cytoplasma ratio Nucleoli Normal Normal Store og/eller multiple Nekrose Ingen Minimal Minimal til markant Tabel 2. Oversigt over de morfologiske træk hos epitelial-, mesenkymal- og rund celle neoplasi (16). Epitelial neoplasi Mesenkymal neoplasi Rundcelle neoplasi Celler Ovale/mangekantede Tenformede, aflange mellemstore celler Små- til mediumstørrelses runde celler. Evt. sekretoriske granula med halelignende strukturer. Svagt Skarp cytoplasmatisk margin. definerbare cellemembraner. Evt. cytoplasmatiske granula Eksfoliering Eksfolierer let. Kun få individuelle celler Eksfolierer let. Celler klumper sammen. Andet Evt. acini Bindevævs-, muskel-, knogle- eller endotelceller 18 Dansk Veterinærtidsskrift marts Nummer 6 Årgang 92

2 Del 1 lebehandling, kemoterapi, kryokirurgi, hypertermi og immunterapi eller kombinationer af ovenstående (13). Mulige fremtidige behandlingsformer kan blive gen- og antiangiogen terapi eller brug af cancer-specifikke stoffer. Formålet med denne artikel er at give en oversigt over biologisk adfærd, kliniske aspekter, diagnosticering samt en kort opsummering af behandlingsmuligheder inden for oral onkologi. Artiklen er den første af to artikler. Del 2 bringes i DVT nr. 7, 1. april Neoplasi Cancer er en genetisk sygdom forårsaget af DNA skader i det cellulære ge nom. Skaderne resulterer i en serie af ændringer, som fører til mangel på regulering af celleproliferation, differentiering og kromosomal integritet. Ofte vil den initiale neoplastiske vækst være eksponentiel, men som massen tiltager i størrelse, vil færre næringsstoffer, lavere iltspænding og øget celledød være skyld i lavere vækstpotentiale. Undervejs kan de neoplastiske celler undergå malign transformation, hvorved de fænotypiske træk muliggør større heterogenicitet og metastaseringspotentiale (14). Makroskopiske karakteristika, der adskiller benign fra malign neoplasi, er invasivitet, afgrænselighed, vækstrate og metastaseringspotentiale. Mikroskopiske kendetegn vurderes inden for mitotisk index, celledifferentiering, celleog kernemorfologi, som angivet i tabel 1 (14,15,16). Det er let at erkende benigne neoplasiers celleoprindelse, men det kan være vanskeligt ved anaplastiske maligne neoplasmer. Neoplasiernes morfologi opdeles i epitelial, mesenkymal og rundcelle neoplasi, som angivet i tabel 2. Der er nogle neoplasier, deriblandt melanom, der ikke kan grupperes. Hyppigst forekommende neoplasier Malignt melanom Melanom klassificeres som melanocytisk neoplasi med oprindelse i melanocytter. Malignt melanom er den hyppigst forekommende maligne neoplasi i mundhulen hos hund med en forekomst på %, mens den er sjældent forekommende hos kat (1-3 %) (3-7,10,17). Denne neoplasi forekommer især hos ældre hunde (gennemsnitsalder 10,7-11,5 år) sammenlignet med andre maligne neoplasier. (6,7,12,17). Hanhunde er signifikant oftere afficeret end tæver med en ratio op til 4:1 (6,12,17). Undersøgelser har påvist en racedisponering hos cockerspaniel, og indikationer for at mørkpigmenteret oral mukosa øger risikoen for malignt melanom (7,12,17). Malignt melanom forekommer især i relation til gingiva, men ses også andre steder i mundhulen (5-7,17). Pigmenteringsintensitet af maligne melanomer kan variere meget fra kulsorte til hvide (amelanotiske). Cirka en tredjedel af maligne melanomer indeholder ikke melanin (13). Ofte har maligne melanomer en høj vækstrate og er ulcererende (17). Maligne melanomer opdeles efter celletype i tre grupper: Epiteloide celler, tenformede celler og blanding af begge celletyper. Epiteloide maligne melanomer er hyppigst forekomne hos hund. Cellernes cytoplasma indeholder grønne/brune/sorte granula, som illustreret ved figur 1. Ved mikroskopisk vurdering kan det være nødvendigt at blege masserne for at identificere mitoser i melanocytterne (9). Amelanotiske maligne melanomer kan være vanskelige at differentiere fra anaplastiske sarkomer eller karcinomer, men histokemi eller immunhistokemi kan afhjælpe dette (13). Malignt melanom infiltrerer tilstødende bløddele og knogle med tungeformede udvækster. Metastasering til regionale lymfeknuder afhænger af primærtumors lokalisering. Lingualt malignt melanom metastaserer tidligere i det neoplastiske forløb sammenlignet med andre lokaliseringer. Undersøgelser af biologisk adfærd hos hunde har vist en metastaseringsprocent på 70 % til regionale lymfeknuder (17). Multiple metastaser til andre organsystemer (især lungeog hjernevæv) via blodet forekommer i op til 67 % af tilfældene (7,17). Metastaser kan være af varierende pigmentering og uafhængig af primærtumors pigmenteringsintensitet. Hverken pigmentering eller celletype har prognostisk betydning (9). Generelt er prognosen dårlig ved oralt malignt melanom, og ofte dør dyrene som følge af fjernmetastasering (13,17). Figur 1: Histologisk snit af malignt melanom hos hund. Blanding af epiteloide og tenformede celler, med anaplastisk morfologi. Der ses kraftig pigmentering i form af sort/brune cytoplasmatiske granula. Mellem cellerne forekommer sparsomt stroma. Præparat nr , HE-farvning. > 19

3 onkologi Figur 2: Fibrosarkom i relation til gingiva ved rostrale mandibel hos hund Det er nødvendigt at anvende aggressivt kirurgisk indgreb som fx mandibulektomi/maxi-lektomi/partiel glossektomi for at undgå recidiv som følge af den ekstensive infiltration af knogle og tunge. Immunterapi er også en behandlingsmulighed, og i dag findes en vaccine mod melanom (Canine Melanoma Vaccine, Merial). Vaccinen er en xenogen DNA vaccine, rettet mod tyrosinase (18). Vaccinen er endnu ikke godkendt i Danmark, men bliver forhåbentlig tilgængelig for danske dyrlæger certificeret i onkologi i nærmeste fremtid. Strålingsterapi kan anvendes palliativt, og kan være kurativ ved hypofraktioneret strålebehandling (9). Fibrosarkom Fibrosarkom er en malign mesenkymal neoplasi. Det er den anden hyppigste maligne neoplasi i mundhulen hos kat, og den tredje hyppigste hos hund, med en forekomst for begge arter på ca % (3-7,10,17). Neoplasien forekommer hos yngre hunde (gennemsnitsalder 7,9 år) sammenlignet med forekomsten af andre maligne neoplasier (12). Hanhunde diagnosticeres dobbelt så hyppigt med fibrosarkom sammenlignet med tæver (6,12,17). Gingiva er oftest lokus for neoplasmen efterfulgt af labia, palatina, buccae og lingua (5,7,9,17). Gennemsnitsalderen hos kat er 10,3 år, og neoplasmerne forekommer i hele mundhulen (3). Fibrosarkomer er ofte store, grove og fibrøse masser, som illustreret ved figur 2. På mikroskopisk niveau kan fibrosarkomer variere fra fibrom-lignende til udifferentierede sarkomceller. Det vævede mønster kan være mere markant, og der ses større grad af cellularitet, mindre kollagen, cellulær pleomorfisme, større kerner, flere mitoser og multinukleare kæmpeceller (9). En gruppe af fibrosarkomer klassificeres som histologisk lavgradige, men biologisk højgradige og forekommer med øget forekomst hos golden retriever. Biopsier fra disse er cellefattige med få cellulære malignitetstræk og fibrocytterne ses liggende i store mængder af kollagent matrix. De er meget invasive og svært afgrænselige fra omliggende væv (19). Neoplasmerne kan være tydeligt afgrænselige, men ofte infiltreres bløddele og knogle i dybden. Man ser en tendens til langsommere vækst sammenlignet med malignt melanom og pladecellekarcinom. Hæmatogen fjern metastasering forekommer oftere end lymfogen spredning til regionale lymfeknuder, men generelt ses et lavt metastaseringspotentiale, dog med undtagelse af den gruppe af fibrosarkomer, der defineres som histologisk lavgradige, biologisk højgradige fibrosarkomer (9,17). Denne neoplasigruppe viser en tendens til højere metastaseringspotentiale generelt, og spredning til lokale lymfeknuder forekommer oftere end spredning til lungerne (19). Generelt vurderes prognosen for fibrosarkom at være middel til dårlig. Den lokale primære neoplasmes aggressivitet er ofte årsag til, at patienten dør (13,17). Fibrosarkomer er svære at behandle og kræver aggressiv kirurgi, da der ofte forekommer recidiv som følge af den intensive cellulære infiltration af nærliggende væv (17). Strålingssensitiviteten er middel til dårlig (13). Pladecellekarcinom Pladecellekarcinom klassificeres som malign epitelial neoplasi. Det er den hyppigste maligne neoplasi i mundhulen hos kat og udgør % af alle orale neoplasier hos kat (3,5-7,17). De fleste undersøgelser af neoplasi oralt hos hund har vist, at pladecellekarcinom er den næsthyppigste hos hund med en forekomst på ca % (4,6,7). Andre undersøgelser påviser pladecellekarcinom som den hyppigste orale neoplasi hos hund med en forekomst på ca. 30 %, men med geografiske variationer på forekomsten (5,9,17). Hos katte forekommer pladecellekarcinom hyppigst sublingualt og gingivalt (3,9). Pladecellekarcinom hos hund forekommer hyppigst i tonsiller og i relation til gingiva, med en frekvens af tonsillært lokaliserede på cirka % ud af det samlede antal orale pladecellekarcinomer (5,6,7,17). Især ældre hunde og katte rammes, med en gennemsnitsalder på 10,7 år for hunde og 10,5-12,5 år for katte (3,7,12). Der er fundet øget disponering for tonsillært karcinom hos hanhunde med en ratio på 3:1, men modstridende resultater med hensyn til kønsdisponering ved gingivalt pladecellekarcinom (5,12,17). Ætiologien bag pladecellekarcinom er multifaktoriel og faktorer som kronisk inflammation i mundhulen, tobaksrøg, fodring med dåsefoder og loppehalsbånd er under mistanke som prædisponerende forhold. Fodring med dåsefoder og brug af loppehalsbånd er fundet statistisk signifikante hos kat i en amerikansk undersøgelse (21). I tidlige faser ses en svampeagtig, nodulær, hvid/pink masse, hvorefter der senere hen sker en afstødning centralt førende til ulceration, ofte med 20 Dansk Veterinærtidsskrift marts Nummer 6 Årgang 92

4 rerer ikke ekstensiv kirurgi så godt som hund og responderer ofte dårligere på den kirurgiske behandling. Gingivalt lokaliserede neoplasmer er meget sensitive for strålingsterapi (9,13). Andre maligne orale neoplasmer Der forekommer andre maligne orale Figur 3: Ulcerativt pladecellekarcinom i relation til gingiva ved rostrale maxil hos hund A neoplasier såsom mastcelletumor, osteosarkom, hæmangiosarkom, neurofibrosarkom, og få tilfælde af rhabdomyosarkom, leiomyosarkom, lymfosarkom, adenokarcinom, kondrosarkom og trans- sekundær bakteriel infektion. Figur 3 missible veneralsk tumor er registre- illustrerer et oralt pladecellekarcinom ret. hos hund. På mikroskopisk niveau kan cellerne Papillom variere fra veldifferentierede med celler Papillom er en benign epitelial neopla- fra alle epitellag til anaplastiske celler si. Den kan være induceret af canine forbundet af intercellulære broer (figur 4). Der kan forekomme keratinperler i B oral papilloma virus, som er værts- og vævsspecifik (20). Virus overføres ho- form af en central kerne af keratiniserede celler (9). De gingivalt lokaliserede pladecellekarcinomer er lokalt invasive og infiltrerer ofte mandibel/maxil førende til osteolyse og ødelæggelse af det periodontale ligament, hvorved tænderne løsnes. Metastaseringspotentialet er Figur 4: Histologisk snit af pladecellekarcinom hos kat. A: Oversigtsbillede med neoplastiske epitelcelleinfiltrationer i dybden af vævet. B: Forstørrelse af et område af billede A, hvor der ses mange anaplastiske epitelceller, men forskellig farvningsintensitet af cellekernerne. Præparat nr , HE-farvning. risontalt mellem hundene, med geografisk forskel på forekomsten (9). Ikke alle papillomer viser tegn på viral ætiologi, og de forekommer både hos hund og kat. Nogle mener at papillomer uden tegn på viral ætiologi kan være forstadier til pladecellekarcinomer (5). Tidligere undersøgelser har vist en fore- afhængigt af lokalisering af primærtu- komst på ca % (4,5,7). Det er svært mor, fx buccalt eller rostralt lokalisere- metastaseringsforekomst mellem tonsil- at vurdere den procentmæssige fore- de neoplasmer har et lavt metastatisk lært- og gingivalt lokaliserede neoplas- komst af papillom, både pga. geografi- potentiale (13). Hvis tungen er involve- mer skyldes formodentlig større lymfa- ske forskelle og eftersom de ofte ikke ret, spredes neoplastiske celler hurtigt tisk drænage fra tonsiller (20). registreres pga. spontan helbredelse. via lymfekar og muskelstrøg i tungen. Prognosen hos hund er meget dårlig Denne type neoplasi forekommer især Pladecellekarcinom i tonsiller forekom- for tonsillært karcinom og middel til god hos de yngre hunde (gennemsnitsalder mer ofte unilateralt, men der ses hurtig for gingivalt lokaliserede (17). Hos kat 1 år) (7). De kan forekomme i hele mund- spredning til den kontralaterale tonsil er prognosen meget dårlig, trods kirur- hulen med prædilektion langs den labi- og regionale lymfeknuder. Forekomsten gisk behandling. Katte bliver primært ale mukokutane overgang. af metastasering hos hund for tonsillært aflivet pga. komplikationerne relateret Papilllomer udgår fra mukosa, hvor de karcinom til regionale lymfeknuder er til neoplasmens volumen og ikke som danner pendulerende eller tætsiddende 98 % og 63 % for fjerne metastaserin- følge af sekundær spredning, som ofte ofte multiple masser. De kan rangere fra ger, men andre undersøgelser har på- er dødsårsagen hos hunde (13). hvide til grå og fra små til store blom- vist en lavere forekomst (5,17). Metasta- Pladecellekarcinom kræver aggressiv kålsagtige masser (20). Histologisk ses sering fra gingivalt karcinom forekom- kirurgisk fjernelse som fx mandibulek- fingerlignende projektioner af bindevæv mer sjældent (5-10 % både med hensyn tomi/ maxilektomi/partiel glossektomi, dækket af pladeepitel. Virus forekom- til lokal og fjern metastasering) og sker ofte sent i forløbet (17). Forskellen på da de ofte recidiverer pga. ekstensiv infiltration af knogle og tunge. Katte tole- mer intracellulært og inducerer mitose i stratum basale, hvilket medfører for- > Dansk Veterinærtidsskrift marts Nummer 6 Årgang 92 21

5 onkologi Figur 5: Fibromatøs epulis i relation til gingiva/incisiv hos hund. tykkelse i de ydre cellelag. I takt med at papillomet modnes, ses virale inklusionslegemer (9). Denne neoplasitype er benign med en inkubationstid på cirka en måned, men det varierer. Der ses spontan helbredelse i løbet af 4-6 uger, dog kan de persistere i længere tid, hvis hunden er immunsupprimeret (7,9). Dyret vil efter smitte have livslang immunitet mod reinficering (7). Hvis papillomer generer mastikation, kan de fjernes kirurgisk. Det er muligt at vaccinere med levendeeller inaktiverede vacciner, men er dog hovedsageligt relevant i områder, hvor papillomer forekommer endemisk. Prognosen er god, og denne type neoplasi kræver normalt ikke yderligere behandling (9). Fibromatøs epulis af parodontal origin/perifert odontogent fibrom Fibromatøs epulis klassificeres som neoplasi udgående fra parodontalligamentet (9). Denne type neoplasi forekommer hyppigt hos hunde og sjældent hos katte. Hos hunde er der ikke observeret en aldersdisponering, mens det især er de unge katte, der rammes. Tidligere har navngivning af de odontogene neoplasmer og især epuliderne givet anledning til stor forvirring, da der ikke var overordnet konsensus om opdeling og identificerbare karakteristika for dem (8,9). Som følge af dette er det svært at angive forekomsten præcist. Undersøgelser angiver en forekomst hos hund og kat på henholdsvis % og 8 % for fibromatøs epulis ud af det totale antal orale neoplasier, dog uden at have observeret forekomst af akantomatøs epulis (3,5,7). Kronisk irritation af gingiva i form af fx tandsten og parodontitis menes at kunne forklare tendensen til udvikling af fibromatøs epulis. Ved klinisk undersøgelse bemærkes denne neoplasitype som en hård, fast, lyserød masse med en glat (eventuelt nodulær) overflade og indre hvidligt fibrøst væv (figur 5). De forekommer i relation til tandstrukturer og kan være lokaliserede eller generaliserede (9). Den generaliserede form ses især hos brachycephale hunderacer, som fx Boxer (5,7,9). Histologisk ses primært stroma udgået fra parodontalligamentet. Der tegner sig et billede af spredte mesenkymale celler, fibrillært kollagent matrix og dilaterede blodkar. Eventuelt ses få strenge af odontogent epitel med perifer palisadedannelse af celler og centrale akantocytter. Der kan forekomme varierende mængder af cellefattigt dentin-, knogle- eller cementlignende matrix (8,9). Denne benigne neoplasi har en lav væksthastighed. Den fysiske størrelse af selve massen kan være til hindring for mastikation. Nogle anser fibromatøs epulis for at være en hyperplasi og ikke en neoplastisk læsion (9). Prognosen er god. Kirurgisk ekstirpation med dyb curretage er nødvendigt for at fjerne hele den neoplastiske proces og derved forhindre recidiv (5). Akantomatøs epulis/canine akantomatøst ameloblastom Akantomatøs epulis klassificeres som odontogen, epitelial neoplasi (9). Tidligere er denne navngivet som adamantinom, men da betegnelsen også blev Figur 6: Histologisk snit af akantomatøs epulis hos hund. Palisadedannelse af perifere odontogene epitelceller og centrale akantocytter er angivet med en pil. Stroma indeholder større mængder af fibrillært kollagent matrix, stellate mesenchymal celler og dilaterede blodkar. Præparat nr , HE-farvning. benyttet for ameloblastom, gav det anledning til mange forvekslinger og frustrationer i litteraturstudier. Andre tidligere anvendte navne er basalcelle karcinom eller perifert ameloblastom (9). Denne neoplasitype ses med jævne mellemrum, men det er ikke muligt at præcisere forekomsten pga. forvirring om navngivning og klassifikation. Akantomatøs epulis danner irregulære verrukøse masser langs tandrækkerne, hvilket især ses ved den rostrale mandibel (8,13). Histologiske træk er forbundne tynde strenge samt øer af odontogent epitel. Karakteristiske træk for odontogen epitel er perifer palisadedannelse af celler med revers polaritet af kerneplaceringen (figur 6). De centrale akantocytter er forbundne via fremtrædende intercellulære broer. Stroma ligner parodontalligament-væv med større mængder af fibrillært kollagent matrix, stellate mesenkymalceller, og dilaterede blodkar. Der kan forekomme cyste- eller keratinperledannelse (8,9). Det er en meget aggressiv neoplasi med ekstensiv infiltrering af omgivende væv. Røntgenbilleder viser osteolyse af alveolær knogle dybt i kæbeknoglerne. Der er endnu ikke påvist metasta- 22 Dansk Veterinærtidsskrift marts Nummer 6 Årgang 92

6 tisk potentiale, hvorfor de klassificeres som benigne neoplasier. Det kræver radikal kirurgisk fjernelse pga. den ekstensive neoplastiske infiltration, og der ses ofte recidiv (9,20). Denne neoplasitype responderer godt på strålebehandling (13). Ameloblastom Ameloblastom klassificeres som odontogen epitelial neoplasi (9). Generelt forekommer ameloblastom sjældent hos hund og kat, med en forekomst på 0,3-7 % (5,10). Tidligere blev ameloblastomer kaldt adamantinom, men eftersom denne betegnelse også blev benyttet for akantomatøs epulis, gav det anledning til stor forvirring. Undersøgelser har påvist en gennemsnitsalder på 8,7 år hos hunde med ameloblastom (22). Neoplasmen klassificeres som perifert eller centralt ameloblastom, udgående fra henholdsvis gingiva og knogle (9). Ved centralt ameloblastom observeres hævelser i kæberne med osteolyse centralt og eventuelt løse tænder. I sjældne tilfælde kan de være pigmenterede (20). Det karakteristiske histologiske kendetegn er, at hovedkomponenten er øer af odontogent epitel med oprindelse i tandlisten (lamina dentalium). Der ses perifer palisadedannelse af celler med apikal placering af kerne og basillær opklaring af cytoplasma. De centrale celler har kontakt til hinanden via lange intercellulære broer, hvorved de danner et stellat retikulum-lignende væv, som det ses i emaljeorganet. Der ses et modent kollagent bindevævsstroma, og der kan forekomme knoglevæv, dentin- eller cementlignende dannelser. Der kan forekomme høj grad af keratinisering, hvorved der dannes store glasagtige polygonale keratinocytter (9,22). Det keratiniserede ameloblastom kan være svært at differentiere fra pladecellekarcinom (9). Ameloblastom er en benign neoplasi med langsom ekspansiv vækst og uden metastaserisiko. På røntgen ses ofte parodontal osteolyse, men der kan forekomme osteoblastiske reaktioner (22). Ameloblastomer kræver aggressiv kirurgisk fjernelse især af de centrale, idet de ofte recidiverer. Curretage eller stråling af selve massen er prøvet med tvivlsomme resultater (22). Andre benigne orale neoplasmer Der forekommer få tilfælde af andre benigne orale neoplasier såsom fibrom, adenom, leiomyom, rhabdomyom, hæmangiom, neurofibrom, osteom, kondrom, myoblastom, plasmacytom, odontom, amyloid-producerende odontogen tumor (APOT), ameloblastisk fibrom, ameloblastisk fibro-odontom, feline inductive odontogentumor, cementom, cementificerende fibrom. Yderligere information kan søges andet steds (9). Litteraturhenvisningerne bringes med del 2 af artiklen DVT nr. 7, 1. april Dansk Veterinærtidsskrift marts Nummer 6 Årgang 92 23