BACHELORPROJEKT RISIKOENS OVERGANG

Transkript

1 BACHELORPROJEKT RISIKOENS OVERGANG Vejleder: Anders Bredgaard Hvornår overgår risikoen for genstandens hændelig undergang eller forringelse fra sælger til køber? AMIR KHALEGI Ha.Jur. - Aalborg Universitet August 2011 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 1 of 36

2 FORORD Dette projekt omhandler risikoens overgang for genstandens hændelige undergang eller forringelse for løsørekøb og forvaring. Lovgivningen anvendt til projektet er udelukkende dansk ret og international erhvervshandel mv. er derfor ikke omfattet. Projektets kerne er risikoen for det hændelige inden for erhvervskøb. Der forsøges at klarlægge forholdet mellem sælger og køber, og hvornår risikoens overgang for en genstands hændelige undergang eller forringelse overgår fra den ene part til den anden. I projektet gennemgås købelovens 17 og 37 med integreret analyse og efterfulgt af retspraksis og analyse heraf. Eftersom projektet kun handler om risikoens overgang i erhvervshandel i Danmark, kan den kun anvendes til danske erhvervsfolk. For andre nationaliteter kan projektet kun anvendes som oplysning om risikoens overgang fra sælger til køber for genstandens hændelige undergang eller forringelse i Danmark samt risikoforholdet i forvaring i Danmark. Ydermere kan projektet anvendes til mindre danske virksomheder, der kunne bruge lidt baggrundsviden omkring emnet, inden de aftaler noget med en køber. Projektet finder, at der i den danske erhverv er brug for en bedre forståelse af risikoens overgang for det hændelige ift. køb af løsøre og forvaring, idet, mange twister og problemer omkring køb og salg mellem erhvervsdrivende kan undgås som følge af bedre forståelse af købelovens 17 og de emner tilknyttet hertil. SUMMARY This project deals with the transfer of risk of an objects accidental destruction or deterioration for the Sale of Goods and custody. The law applied to the project is exclusively Danish law and international commercial trade, etc. is therefore not covered. The project's main issue is the risk of an objects accidental destruction or deterioration in business purchases. The project attempts to clarify the relationship between seller and buyer, and when the actual risk for an objects accidental destruction or deterioration passes from one party to another. The project examines Danish Goods Act 17 and 37 with integrated analysis and followed by case law and analysis thereof. Since the project is about the passing of risk in commercial trade in Denmark, it can only be used by Danish business people. For other nationalities, the project can only be used as information about the transfer of risk from seller to buyer for an objects accidental destruction or deterioration in Denmark and the risk questions about custody in Denmark. Furthermore, the project can be used for smaller Danish companies that could use some background knowledge about the subject before they accept agreements with a buyer. The project finds that Danish business people need a better understanding about the transfer of risk from seller to buyer for an objects accidental destruction and the transfer of risk in custody relations, since many twists and problems surrounding the purchase and sale between a seller can be avoided due to better understanding of Danish Goods Act 17 and the issues associated with it. HA.Jur. bacheloropgave AAU side 2 of 36

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Forord... 2 Summary Indledning Problemformulering Afgrænsning Risikoens overgang Udgangspunkt Købelovens Leveringsstedet generelt Købelovens Købelovens Købelovens Øvrige leveringsklausuler Konklusion Købelovens Generelt Genus- & Specieskøb Undtagelser Konklusion Forvaring Generelt Konklusion Retspraksis & analyse HA.Jur. bacheloropgave AAU side 3 of 36

4 5.1. U /1H - Isværket U H Hestens pludselige død U Ø Vinsagen U H Værkstedet og nøgleboksen U H Taxaerne med nøgler i Konklusion Litteraturliste Faglitteratur og internet Domme Bilag HA.Jur. bacheloropgave AAU side 4 of 36

5 1. INDLEDNING Købeloven er en meget anvendt lov, som skal sørge for, at køber og sælger kan gennemføre en så retfærdig handel som muligt. Købeloven er deklaratorisk 1. Loven kan altså fraviges ved indbyrdes aftale. Der gælder oftest gensidighed og/eller samtidighed ved mellem to handlende parter. 2 Misligholdelsesbeføjelser tages der også stilling til ved aftaler, og sidst, men ikke mindst, opstår spørgsmålet, om hvem der bærer risikoen for varens hændelige undergang/forringelse. Jeg har valgt at skrive om købelovens 17 om risikoovergang ved køb af løsøre. Ved alle erhvervskøb aftales en leveringstid og et leveringssted, men til tider overser parterne, at risikoovergangen kan variere, afhængig af hvordan aftalen lyder. Det kan for mange erhvervsdrivende, med god grund, være svært at definere paragraffen, grundet dens korte ordlyd. I forhold til, hvor stor en betydning 17 har, for både sælger og køber, virker det til, at en stor del af erhvervsdrivende ikke er klar over, hvor stor en del af aftalen består af risikoovergangen, og hvor stor en betydning det egentlig har for aftalen generelt. Sælgeren har risikoen for varens hændelige undergang/forringelse indtil varen kommer i købers besiddelse 3. Der gælder også undtagelser, som det fremgår af KBL 17, stk. 2 om specieskøb, og fordringshavermora, KBL 37, hvor det er køber, der forhindrer varen i at blive leveret, og dermed muligvis skyld i, at risikoens overgang ikke kunne finde sted. Men hvornår går risikoen fra den ene part til den anden helt præcist? Levering er, at sælger skal foretage nogle handlinger, for at køber kan komme i besiddelse af varen. Leveringen er sket, når varen er tilgængeligt for køber. Det betyder altså, at levering ikke altid er det samme som fysisk overgivelse til køber. Hvornår er der så egentlig levering? Det fører igen frem til spørgsmålet, hvornår overgår risikoen for genstandens hændelig undergang eller forringelse så? Tidspunktet for varens levering er essentiel, da der samtidig med leveringen sker en risikoovergang for varens hændelige undergang eller beskadigelse fra sælger til køber. Går varen hændeligt til grunde, efter leveringen, er det køberen, der bærer ansvaret, og denne skal betale sælgeren for varen, selv om varen i og for sig ikke er nået frem. Det er altså essientelt at finde ud af, hvornår levering har fundet sted, idet det viser risikoovergangen fra sælger til køber. Risikoen for det hændelige kan overgå fra part til part i mange aftaleformer, og det gælder næsten ved alle køb, lån og forvaring. Et andet interessant område er forvaring. Hvordan er risikoforholdet ved forvaring? Går risikoen for det hændelige over til depositaren(forvaren), når genstanden leveres til ham for opbevaring? 1 Købeloven 1 2 Lærebog om obligationsret I, s Købeloven 17 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 5 of 36

6 2. PROBLEMFORMULERING Købelovens 17 beskriver forholdet mellem sælger og køber, og om hvem der bærer risikoen for varens hændelig undergang eller forringelse: Sælgeren bærer faren for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted (jf. 9-11) 4. Denne bestemmelse er omdrejningspunktet for bachelorafhandlingen. Som den eneste bestemmelse om faren for en salgsgenstand, skal 17 dække et meget bredt felt. Det kan, som nævnt ved indledningen, være svært for parter at se, hvornår og hvor leveringen har fundet sted jf. købelovens 9-11 og dermed også risikoens overgang. De to generelle undtagelser, der findes omkring risikoovergang er også svære at definere sig ud fra, da 17, stk. 2-undtagelsen omhandler specieskøb, mens 37 om fordringshavermora heller ikke besvarer spørgsmålet om, hvornår der er sket en egentlig risikoovergang. Bemærk, at stk. 2 i 17 ikke vedrører genuskøb 5, dersom der ingen generel bestemmelse er for genusvarer, som erhvervsdrivende uden besvær kan forholde sig til, mens 37 om fordringshavermora kun beskriver risikoens overgang, hvis køber selv er skyld i at leveringen ikke kan finde sted. Købelovens 17 er bygget på 9-11, som omhandler afhentnings-, forsendelses-, og udbringningskøb. Ved anvendelse af 17 sammenholdes oftest en af bestemmelserne fra 9-11 for at præcisere, hvad der er tale om. Det skal være med til at klarlægge, hvorvidt varens hændelige undergang eller forringelse påvirker parternes rettigheder. 6 Derudover skal der også tages stilling til, om det er forvaring, løsørekøb (genus eller species), transportaftaler eller tjenesteforhold. Bestemmelsen i købelovens 17 foreskriver risikoens overgang for de nævnte forhold, men hvornår er det, at risikoens overgang for genstandens hændelige undergang eller forringelse reelt set går fra sælger til køber og hvordan vurderes risikoen for det hændelige ift. forvaring? 4 Købeloven 17 5 LBKG nr 237 Købelov 17, note 69 6 Købsretten, s. 83 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 6 of 36

7 3. AFGRÆNSNING Ved denne afhandling har jeg valgt at begrænse mig fra international handel, og beskæftiger mig dermed kun med erhvervshandel i Danmark. International lovgivning, sædvaner og kutymer bliver der ikke taget direkte stilling til og er fravalgt. Der er som udgangspunkt kun taget højde for erhvervskøb. Forbruger- og privatkøb har jeg afgrænset mig fra, ligesom jeg også har afgrænset mig fra ejendomskøb. Jeg har dog med meget korte bemærkninger i mindre omfang givet henvisninger til forbrugerkøb i de forhold, der er noget lignende eller tilsvarende. Jeg har valgt at beskæftige mig med løsørekøb, da det er langt det hyppigeste form for køb i erhvervslivet, og forvirringen omkring risikoens overgang omkring løsørekøb virker umiddelbart stor. Derudover har jeg valgt at se på forvaringsforhold og risikoens betydning ift. depositaren(forvareren) og deponenten(ejeren). Leje- og lånforhold er fravalgt, ligesom jeg også har afgrænset mig fra risikoens overgang i tjenesteforhold. Afhandlingen tager således udgangspunkt i købelovens 17 og de af 9-11 tilknyttet bestemmelser. Herudover er købelovens beskrevet kort, da de er tæt knyttet til 9-11 og har dermed indirekte betydning for 17 i visse tilfælde. Herudover er bestemmelsen om fordringshavermora, købelovens 37, tilvalgt, da den fungerer som en af undtagelserne for 17. Dertil er kort beskrevet, da det giver en helhedsforståelse af 37 om fordringshavermora. Spørgsmålet om forsikring vil der ikke blive lagt meget vægt på, men blot nævnt ift. dens betydning for risikoens overgang. HA.Jur. bacheloropgave AAU side 7 of 36

8 4. RISIKOENS OVERGANG Ved risiko forstås det generelt, når der er tale om en situation, hvor en part ikke er i stand til at kræve noget fra den anden part, hvis der skulle forekomme en uforudset tabsgivende hændelse. 7 Det kunne være sig en virksomhed, der har fået en ordre på 1 ton miljørigtigt vaskepulver. Virksomheden har risikoen for varens hændelige undergang, indtil levering sker. Hvis varerne, ved en brand påsat af tyve, kommer til grunde, inden leveringen er sket, vil risikoen være sælgers. Det medfører, at sælger skal levere en anden vare. Hvis der derimod sker noget med varerne efter leveringen er sket, vil det være købers problem, og denne skal dermed betale for en vare, som han egentlig ikke er i besiddelse af. Det handler altså om, hvem af parterne, der bærer ansvaret for det hændelige undergang eller forringelse. Dog er det vigtigt, om det hændelige undergang/forringelse påvirker parternes rettigheder i det hele taget. 8 Kommer parterne frem til, at det påvirker handlen og rettighederne, må den pågældende part selv bære risikoen for undergangen eller forringelsen. Det betyder, at parten selv skal betale for de tab, der må have været sket under undergangen eller forringelsen. 9 Det kan ske gennem misligeholdelsesbeføjelserne: reparation, genanskaffelse eller acceptere varen som den er efter forringelsen. 10 Er det eksempelvis sælgeren, der bærer risikoen for det tabte eller forringet vare, kan køber gør brug af misligholdelsesbeføjelserne nævnt ovenfor. Er faren for varens hændelige undergang eller forringelse overgået fra sælger til køber, skal køber betale for varen, eller sælger kan benytte sig af misligholdelsesbeføjelserne. 11 Hvis der er tegnet forsikring på varerne, vil det stadig ikke påvirke selve risikospørgsmålet, men blot beløbets størrelse for det tabte eller forringet vare, forudsat, at forsikringsselskabet dækker tabet økonomisk UDGANGSPUNKT Risikoen for os selv og vores ejendele bærer vi hver især selv. Ved skader kan vi således ikke rette krav mod andre, medmindre der er retlig hjemmel for det. 13 Det betyder, at jeg selv må betale for den skade, der hændeligt påføres mine ejendele. Det er dog noget andet, hvis skaden sker under ejerskifte eller under oprettelsen. 14 Her vil risikoen går over fra den ene part til den anden under forløbet, og spørgsmålet vil være, hvornår overgangen sker? 7 Lærebog om obligationsret I, s Købsretten, s Lærebog om obligationsret I, s Lærebog om obligationsret I, s 140 og Købsretten, s Købsretten, s Lærebog om obligationsret I, s Lærebog om obligationsret I, s Lærebog om obligationsret I, s. 141 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 8 of 36

9 Skyldspørgsmålet opstår først og fremmest kun, når der er tale om hændelig undergang eller forringelse. Det kan være alt fra force majeure til tyveri og hærværk 15 eller noget tredje, der ikke er i den pågældende parts hænder. Risikoens overgang gælder for den faktiske leveringstidspunkt og ikke det aftalte leveringstidspunkt. 16 Risikoen kan således overgå til køber gennem en aftalt periode over en uge sammen med varens levering. Leveringen og risikoens overgang går altså hånd i hånd. Risikoens overgang udskydes derfor ved (evt. aftalt) forsinket levering. Risikoen for salgsgenstanden ved forsendelse til leveringsstedet bærer sælger, mens risikoen for salgsgenstanden under forsendelse fra leveringsstedet hviler på køber. Det skal dog gøres klart, at sælgers sædvanlige pligter (justering, montering mv.) ikke medfølger risikoens overgang KØBELOVENS LEVERINGSSTEDET GENERELT Ved handelskøb skal sælger sørge for at salgsgenstanden leveres til køber mangelfri, og det skal ske rettidigt. Derudover skal sælger levere salgsgenstanden til køber, og det er til trods for, at loven ikke siger noget om selve begrebet levering. 18 Derimod står det om pladsen og tidspunktet, sælgeren skal levere. 19 Levering medfører sælgerens handlinger, der er nødvendige for, at køber kan komme i besiddelse af den pågældende salgsgenstand, hvilket betyder, at sælgeren skal foretage sig nogle foranstaltninger for at det kan lade sig gør. 20 Leveringsforpligtelserne, retsvirkningerne heraf mv., påhvilker kun sælgeren, hvis det er aftalt på forhånd. Det kan være i situationer, hvor (salgs)genstanden allerede er i købers besiddelse, som det er i tilfældet ved udlejning eller lån. Eller det kan være i situationer, hvor (salgs)genstanden skal forblive hos sælger for derefter at leje den ud. Det kan også være tilfældet i forhold til, at køber selv skal hente genstanden fra sælgerens frit tilgængelige lagerplads, uden at sælger skal gør yderligere. 21 Det er vigtigt at kende til det faktum, at levering ikke altid er ensbetydende med, at der sket overgivelse til køber. Det kan eksempelvis ske, at der er tale om levering før selve salgsgenstanden er kommet i købers besiddelse. Det er tilfældet ved simple forsendelseskøb som i 10. Her er genstanden leveret, når den er overgivet til første selvstændig fragtfører, og/eller når genstanden er bragt inden for skibssiden. I disse situationer vil det være relevant at bestemme genstandens bestemmelsessted, hvilket er der, sælgeren gerne vil bringe genstanden frem til. 22 Det er vigtigt, fordi køberen i princippet ikke er pligtig til at betale, før genstanden er stillet til vedkommendes rådighed på netop bestemmelsesstedet (samtidighed) Lærebog om obligationsret I, s Købsretten, s. 83 og LBKG nr 237 om købeloven, 17, note Købsretten, s LBKG nr 237 om købeloven, 9-11 (vedlagt som bilag) 19 Købelovens 9-13, & LBKG nr 237 om købeloven, LBKG nr 237 om købeloven, LBKG nr 237 om købeloven, Købelovens 15 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 9 of 36

10 Ved leveringen er en række retsvirkninger tilknyttet: Udgangspunktet er, at risikoen/faren for salgsgenstanden går over op køberen ved levering jf. 17, stk De omkostninger, forbundet med varens forsendelse frem til leveringsstedet hviler på sælgeren, mens køber selv skal stå for de omkostninger ved varens forsendelse væk fra leveringsstedet 3. Er der tale om forsinkelse, vil det afgørende faktum være, om varen er leveret i rette tid, på rette sted 4. Ved spørgsmålet om mangler lægges der vægt på varens stand ved levering I alle bestemmelser omkring leveringsstedet ( 9-11, & 73) står der regler om leveringsstedet, men intet om hvorvidt salgsgenstanden skal forsendes ( 10) eller udbringes ( 11) til køberen. Det er op til parterne og deres aftale indbyrdes, klausuler mv., som f.eks og evt. kutymer, om det skal være sælgers pligt, og hvordan pligten så må lyde. Hvis der ingenting er aftalt om leveringsstedet, vil udgangspunktet være, at køber skal hente salgsgenstanden hos sælgeren, altså en afhentingskøb jf Hvis genstanden skal sendes et sted uden for pladsens grænser, er der tale om et forsendelseskøb jf. 11. Ved pladsens grænser kan det muligvis forstås den geografiske område, der anses for en naturlig del af sælgers forretningsområde, hvor sælger selv eller ansatte bringer salgsgenstande ud. Ved køb, hvor sælger skal afsende genstanden fra leveringsstedet, en såkaldt afsendelseskøb i form af et simpelt forsendelseskøb jf. 10. Forsendelseskøb kan også forekomme, hvor sælgeren ikke skal afsende salgsgenstanden fra leveringsstedet. Det kan være i tilfælde, hvor bestemmelsesstedet er leveringsstedet, som det fremgår af 65 om franco-køb. 26 Af bestemmelserne i 9-11, finder kun 9 anvendelse i forbrugerkøb, mens de andre udelukkende er til handelskøb jf. 1a, stk KØBELOVENS 9 Denne bestemmelse er den almindelige regel om levering for salgsgenstanden, hvis andet ikke er aftalt: Sælgeren har at levere salgsgenstanden på det sted, hvor han ved købets afslutning havde sin bolig. Drev han på dette tidspunkt forretning, og stod salget i forbindelse dermed, skal levering ske på forretningsstedet. Stk. 2. Befandt genstanden sig ved købets afslutning på et andet sted end ovenfor nævnt, og var parterne eller burde de være vidende derom, anses dette som leveringssted LBKG nr 237 om købeloven, LBKG nr 237 om købeloven, LBKG nr 237 om købeloven, Købeloven 9 og Købsretten, s. 93 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 10 of 36

11 Det skal her også bemærkes, at leveringsstedet ikke nødvendigvis er det samme som bestemmelsesstedet, som det er det i forsendelseskøb eller overgivelsesstedet, som i 15 eller fortabelse af hæveadgang jf. 28, stk Bestemmelsen kaldes også for afhentningskøb. Leveringsstedet i handelskøb jf. købelovens 4, vil som udgangspunkt være på forretningsstedet, og køberen er forpligtet til at hente salgsgenstanden der, som det fremgår af 9. Flytter sælger forretningssted, inden levering finder sted, men betalingen er sket, skal dette meddeles til køber i god tid og ikke forårsage ulemper eller øgede omkostninger. Ved tilfældet, hvor salgsgenstanden befinder sig et andet sted end forretningsstedet ved aftalens indgåelse, og begge parter er velvidende omkring dette, vil leveringsstedet være det sted, salgsgenstanden befinder/befandte sig. 29 Det samme gør sig gældende, hvis genstanden befinder sig hos tredjemand jf. U Ø, hvor parterne var klar over at salgsgenstandene befandte sig ved en havn. Kan det lægges til grund, at der er tale om en købeaftale mellem parterne, vil 9 udgør den udfyldende regel om leveringsstedet, 30 jf. U V, hvor sælger ikke var berettiget til at træde tilbage fra en endelig aftale om køb af nogle lam på et marked. Her var parterne ikke enige leveringsstedet, hvorefter det ved Vestre Landsret fandtes, at leveringsstedet i overensstemmelse med 9 var sælgerens bopæl. Bestemmelsen viser også det almindelige obligationsretlige princip om, at pengeskyld er bringeskyld, og anden skyld er henteskyld, som det også fremgår af gældsbrevslovens 3. Det betyder altså, at sælger kun har pligt til at forsende eller udbringe (salgs)genstanden, hvis det fremgår af aftalen, omstændighederne eller kutyme. Det er køberen, der skal tage initiativet til aftalens afvikling og sørge for opfyldelsen af parternes forpligtelser ved afhentningskøb. Undlader køber at hente genstanden, vil det være fordringshavermora, jf. 37 og sælger kan evt. benytte sig af misligholdelsesbeføjelser. Det er også køber, der bærer risikoen for transporten ved afhentningskøb. Køber skal selv finde et egnet transportmiddel, der kan få genstanden fra sælgeren til bestemmelsesstedet, og det er således også køber, der skal betale omkostningerne for transporteringen. Det er således kun sælgers pligt, at sørge for afhentningens muliggørelse, således at køber kan have adgang til salgsgenstanden ved forretningsstedet/leveringsstedet. Alt andet forpligtelse end dette skal aftales mellem parterne eller følges af sædvaner og kutymer. 31 Bestemmelsen i stk. 2 viser, at det er afgørende for aftalen, om parterne ved aftalens indgåelse er klar over, hvor genstanden befinder sig. U Ø og U V om en jolle, der skulle leveres hos køberen efter hans ønske, men aftalen lød på, at leveringen skulle ske hvor sælgeren boede, understøtter dette. Dog er denne bestemmelse ikke gældende, så længe sælgeren først efter aftalens indgåelse fortæller køberen, at genstanden er til at finde et andet sted end det først antagne leveringssted (forretningsstedet eller bopælen) Købsretten, s Købsretten, s. 94 og LBKG nr 237 om købeloven, 9 30 LBKG nr 237 om købeloven, 9, note LBKG nr 237 om købeloven, 9, note LBKG nr 237 om købeloven, 9, note 44 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 11 of 36

12 KØBELOVENS 10 Denne bestemmelse handler om de såkaldte simple forsendelseskøb og gælder ikke i forbrugerkøb jf. 1a, stk. 3, i stedet anvendes 73. Hvis det i aftalen er bestemt gennem aftale eller sædvaner ol., at sælger er forpligtet til at levere salgsgenstanden fra eksempelvis forretningsstedet til køber, skal 10 eller 11 tages i brug. Forskellen mellem de to bestemmelser er, at 10 omhandler de simple forsendelser, hvor der handles uden for pladsens grænser, mens 11 benyttes til forsendelser inden for pladsens grænser. 33 Som det fremgår af bestemmelsen, er leveringsstedet enten hos selvstændig fragfører, som dermed forpligter sig at fragte genstanden til køber uden for pladsens grænser, eller ved skibssiden, hvis fragten sker med skib, hvilket medfører, at leveringsstedet bliver dermed afsendelsesstedet. 34 Hvis sælgeren påtager sig forsendelsespligten, er det som udgangstpunkt også vedkommende, der vælger, hvordan forsendelsen skal ske, jf. U V om sælger, der ikke var forpligtet til at underrette køber om hvilken forsendelsesmetode sælger ville benytte sig af. Dog kan der, afhængig af omstændighederne, forekomme situationer, hvor sælger er forpligtet til at meddele køber, om at salgsgenstanden er sendt afsted 35. Hvad angår leveringstedet ift. fragtfører og fragtmandshal, er det mere eller mindre bestemt, at leveringen til selvstændig fragfører, og dermed leveringen i det hele taget, sker, når genstanden er i fragtcentralens besiddelse, så længe fragtmanshallen er ejet af fragtførerne selv jf. U Ø, hvor det i præmisserne var fremhævet, at fragmandshallen havde modtaget varerne på fragtførerens vegne, og hvor fragtmandshallen netop var ejet og drevet af en sammenslutning af vognmænd. Er fragtmandshallen ejet og drevet af andre end de selvstændige fragtfører, er salgsgenstanden ikke leveret til fragtføreren, jf. U Ø, hvor fragtmandshallen var ejet og drevet selvstændigt uden vognmændenenes indflydelse. Altså sker leveringen, jf. 10, ved den faktiske selvstændige fragtfører og/eller ved en fragtmandshal ejet og drevet af fragtmændene selv, og dermed overgår risikoen også fra sælger til køber for genstandens hændelige undergang eller forringelse. Ved skibssiden menes der, at genstanden faktisk og fysisk bringes inden for skibssiden, jf. 10 in fine og 17, stk. 1. Det kan have stor betydning, da risikoen for salgsgenstanden bestemmes ved det faktum, om det er inden for skibssiden eller på kajen. Parterne skal også være opmærksomme på, at skibssiden kun er leveringssted, hvis skibet er den første transportsmiddel væk fra sælgerens plads, og overgivelse til rederiet vil dermed ikke være ensbetydende med levering. At rederiet er ansvarlig gør ingen forskel, jf. sølovens 274. Er der brugt en selvstændig fragtfører til at bringe genstanden til skibet, er der altså allerede sket levering ved overgivelse til fragtføreren. 36 Dermed er risikoen også overgået til køber ved levering til fragtføren. Desuden er det tilstrækkeligt for sælger at afsende salgsgenstanden til køber i den tid, der normalt anses for at være tilstrækkeligt. Afsendes noget med posten d. 14. april, og leveringen skal ske d. 15. april, vil det være rettidigt, jf. 10, om så genstanden først leveres til køber d. 17. april, jf. U V, hvor eksemplet er taget fra. Der bliver dog i bestemmelsen ikke nævnt noget om, hvorvidt sælgeren er forpligtet til at sende salgsgenstanden til køber. Det afhænger som tidligere nævnt af, om det er aftalt, eller om det 33 Købsretten, s LBKG nr 237 om købeloven, 10, note Købsretten, s LBKG nr 237 om købeloven, 10, note 46 og Købsretten, s. 96 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 12 of 36

13 står i sædvaner og kutymer eller andet lignende. Hvis sælgeren findes at være forpligttet til at sende genstanden og forpligtet, vil sælgeren selv være ansvarlig for, hvad der sker med genstanden jf. købelovens 24. Det er altså sælgeres ansvar, hvis der eksempelvis ikke skulle være plads nok i skibet, genstanden skulle sendes afsted med. 37 Køber skal ikke lide af, at sælger har været uheldig med sit valg af opfyldelsesforanstaltninger, som det fremgår i 24. Det tydeliggøres af U V, hvor en sælger ikke kunne godtgøre, at det var umuligt i større omfang, at opfylde den pligt, der påhvilede ham i at skaffe jernbanevogne, og blev derfor erstatningsansvarlig over for køberen. Billedet ser anderledes ud, hvis der er tale om en såkaldt stykgodsforsendelse, hvor sælger kun er forpligtet i at levere godset til jernbanen, fragtcentralen eller flyselskabet. Her er det ikke sælgeren, der bærer risikoen for kapacitetsmangel ved fragtføren. 38 Kutymer, sædvaner eller aftale kan bestemme, om der skal anvendes en bestemt forsendelsesmåde, og opfylder sælger ikke sine leveringsforpligtelser, herunder forsendelsesmåde, hvis aftalt, kan køber efter omstændighederne gør brug af misligholdelsesbeføjelserne. 39 En måde at reducere omkostningerne, hvis det skulle gå galt og genstanden skulle gå til grunde, er at tegne forsikring. Det er en mulighed, og kun en mulighed, da sælger som udgangspunkt ikke er forpligtet til at tegne forsikring for køberens risiko for godset efter leveringen, jf. U V, hvor det fandtes, at der ikke var kutyme for, at sælger på købers vegne tegnede forsikring for køberens risiko, da møbler ombord på et skib gik til grunde. Bestemmelsen fortæller også, at fragtføreren er leveringsstedet, hvis han selv har valgt og accepteret at fragte genstanden som følge af en aftale. Det er betingelsesløst, at fragtføreren påtager sig at bringe genstanden frem til bestemmelsesstedet, så længe sælgeren på forhånd har aftalt det med tredjemand, at (salgs)genstanden kommer frem til køberen uden yderligere gøren. Det er dog en betingelse for anvendelse af 10, at fragtføreren er selvstændig og ikke en af sælgerens egne ansatte, da det ellers bliver en 11 forsendelse, hvor leveringen først er sket, når genstanden er kommet i købers besiddelse. Postvæsen, budfirmaer ol. anses for at være selvstændige, og dermed gælder det, at varen er leveret ved overgivelse til buddet. Reglen om inden og uden for pladsens grænser gælder dog stadig ved selvstændig fragtfører. Hvis genstanden skal fragtes inden for pladsens grænser, anses genstanden for leveret ved godsterminalen og ikke ved fragtføreren. Uden for pladsens grænser er der leveret ved overgivelse til fragtføreren. 40 Dommen U Ø, hvor sælgeren påtog sig at sende 36 flasker vin til køber vha. selvstændig fragtfører fra Odense til Hovedgaard (ca. 100 km afstand). Der var ikke tale om udbringelsespligt jf 11, men almindeligt/simpelt forsendelseskøb, og leveringen var dermed sket ved overgivelse til fragtføreren, som stillede vinen uden for køberens bopæl, hvor køberen dog aldrig fik vinen. Risikoen var køberens jf. 10, jf. 17, stk. 1. Der var heller ikke tale om franco-køb, og sælgeren kunne dermed ikke stilles til ansvar. Se afsnit 5.3. om dommen. 37 LBKG nr 237 om købeloven, 10, note LBKG nr 237 om købeloven, 10, note LBKG nr 237 om købeloven, 10, note LBKG nr 237 om købeloven, 10, note 46 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 13 of 36

14 KØBELOVENS 11 Denne bestemmelse gælder for de såkaldte pladskøb med udbringelsespligt. Heller ikke denne bestemmelse gælder i forbrugerkøb jf. 1a, stk. 3, men i stedet gælder 73. Det gælder her, at sælgeren har påtaget sig, eller er forpligtet gennem sædvaner, kutymer mv. eller aftale, at vedkommende vil bringe genstanden ud til køber, hvor købers plads er et sted inden for pladsens grænser. Inden for pladsens grænser er ensbetydende med de steder, hvor sælgeren normalt bringer varer ud til købere. Der er tale om et geografisk kriterium, 41 hvor der kan henvises til U Ø (omtalt ovenfor under 10 og afsnit 5.3.) for afstand. Der er i denne bestemmelse heller ikke taget stilling til, om sælger er forpligtet til at sende salgsgenstanden til køberen. Om der er en sådan pligt afhænger af aftalen eller sædvaner, kutymer og lignende. Leveringsstedet er der, hvor køber, eller andre på køberens vegne, modtager salgsgenstanden, hvilket betyder, at leveringen først er sket, når køberen er i besiddelse af genstanden. Her er det ikke nok, at genstanden stilles uden for køberens bopæl, forretningssted eller naboen. U V om en tjener, der ikke fik sit tøj, da rutebilschaufføren, der stod for udbringningen, havde stillet pakken i vejsiden ved stoppestedet. Sælgeren var ansvarlig, da genstanden ikke var kommet i købers besiddelse. Kun, hvis det er aftalt, og køberen også er klar over, at genstanden stilles uden for bopælen mv., er det acceptabelt og der vil være sket levering og dermed overgang af risiko. 11 anvendes til både sælgerens egne folk eller selvstændig fragtfører, så længe der er tale om udbringning inden for pladsens grænser. Er det sælgerens egne folk, der bringer en salgsgenstand ud over pladsens grænser, anvendes 11 analogt ØVRIGE LEVERINGSKLAUSULER Af andre bemærkelsesværdige bestemmelser kan nævnes købelovens 62-65, som bestemmer, hvilke forpligtelser og fordeling af omkostningerne herom, sælger og køber har mht. transport og udbringning af salgsgenstanden. Derudover beskriver de, hvornår risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang går fra sælger til køber og sidst, men ikke mindst, hvilket tidspunkt der er afgørende for mangelsbedømmelsen. Alle bestemmelser er dog deklaratoriske, og gælder kun i kommercielle køb, og er dermed ikke gyldige i privat- og forbrugerkøb. 43 Købelovens 62 omhandler frit ombord (fob), 63 om fragtfrit (cf), 64 om forsikret fragt (cif) og 65 om leveret og frit (franco). Ved 62 har sælgeren ansvaret og omkostnigerne for salgsgenstanden, indtil genstanden er kommet inden for skibssiden, hvorefter leveringen har fundet sted, og køber har selv ansvaret for genstanden. 41 Købsretten, s. 96 og LBKG nr 237 om købeloven, 11, note LBKG nr 237 om købeloven, 11, note Købsretten, s. 97 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 14 of 36

15 Bestemmelsen anvendes ved skibstransport og fob følges op af en afskibningshavn. Efter aflastningen er det køber, der skal sørge for resten af transporten og hvad der hører til. 44 Købelovens 63 om fragfrit transport gælder, når sælgeren påtager sig ansvaret og betaler forsendelsesomkostningerne helt frem til bestemmelsesstedet. Køber har ansvaret efter overgivelse til første fremmede fragtfører jf Cif bestemmelsen, 64, er en af de gunstigste bestemmelser for køber, da sælgeren ved denne klausul er forpligtet til at betale fragt, forsikring og øvrige transportomkostninger tilknyttet. Ansvaret er købers ved overgivelse til første selvstændig fragtfører. Forsikringen dækker kun salgsgenstandens hændelige undergang og ikke driftstab mv., der kan opstå hos køber. 46 Købelovens 65 forpligter sælger til at bære alle omkostninger og er sammen med cif bestemmelsen, de to bedste bestemmelser til fordel for køberen. Alt er betalt af sælgeren, og genstanden er først leveret, når den er i køberens besiddelse. 47 For sælger er den mest gunstige klausul ab lager -klausulet. Ab lager er ikke omtalt i købeloven, men anvendes i praksis. Klausulen forpligter sælger til at stille genstanden til rådighed i sine egne lager/faciliteter eller forretningssted, hvor køber kan afhente den. Køberen bærer selv ansvaret for 48 transport, læsning og andet, medmindre, der aftales andet KONKLUSION Købelovens 9 og 11 kan kategoriseres som pladshandel/køb 49, hvor 1. 9 er afhentningskøb på sælgerens forretningssted, og leveringen er sket, når køberen selv har afhentet salgsgenstanden er udbringningskøb, hvor leveringen anses for sket, når sælgeren eller en på hans vegne har leveret genstanden hos køberen, hvor genstanden kommer i køberens eller en på hans vegnes besiddelse Købelovens 10, og ab lager kan kategoriseres som distancehandel 50, hvor er simpelt forsendelseskøb, hvor leveringen sker ved genstandens overgivelse til første selvstændig fragtfører og 64 kan anses som omkostningsklausuler, da de ikke bestemmer noget omkring leveringen, men omkostningerne, og bruger 10 som leveringsbestemmelse. Ved 62 og 65, hvor 62- leveringen sker ved skibssiden, mens 65-leveringen sker ved købers besiddelse 3. ab lager er, når sælger blot stiller genstanden til rådighed for køber, som så står for alt andet selv 44 Købelovens Købelovens Købelovens Købelovens Ab lager 49 Juraens-grundregler.dk, s Juraens-grundregler.dk, s. 217 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 15 of 36

16 4.3. KØBELOVENS 17 Hovedreglen om risikoens overgang er i købelovens 17, stk. 1: Sælgeren bærer faren for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted (jf. 9-11) GENERELT Den udfyldende regel i dansk ret omkring risikoens overgang findes i købelovens 17, hvor det er sælgeren, der som udgangspunkt, bærer risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil leveringen har fundet sted ved en af bestemmelserne Loven kan også benyttes i forbrugerkøb jf. 1a, stk. 3, og er deklaratorisk, altså kan den fraviges ved aftale. 52 Bestemmelsen gælder desuden både for genus- og specieskøb. Ifølge bestemmelsen bærer sælgeren kun risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse. Alt andet end hændelig vil ikke tilregnes sælgeren, medmindre der er handlet culpøst, hvilket 17 ikke dækker over. Er der tale om mangelfuld pakning eller andet lignende, vil køber kunne rette krav om erstatning for evt. tab fra sælgeren med henvisning til, at der er handlet culpøst. 53 Klargøring, udvalg af varer, emballering osv., er altså uden betydning for risikoens overgang. 54 Der er dog en begrænsning, idet køberen ikke kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvis genstandens undergang eller forringelse skyldes uagtsom adfærd, udvist af køberen selv eller andre, køberen hæfter for, inden risikoens undergang. Er det sælger, eller andre sælgeren hæfter for, der har forårsaget genstanden skade, som medfører dens undergang eller forringelse ved uagtsom adfærd, kan køber benytte sig af misligholdelsesbeføjelser. Det gælder også, når risikoen er overgået til køberen. Den skadegørende handling skal dog være i forbindelse med sælgerens opfyldelsesforanstaltninger, når sælgeren og dennes medarbejdere eksempelvis afhjælper med læsning, montering o.l. på bestemmelsesstedet. Samme gælder, hvis sælger afhælper med mangler, og genstanden går til grunder eller forringes. 55 Hvis salgsgenstanden bortkommer i form af tyveri, konfiskation eller beslaglæggelse finder 17 analog anvendelse, som det var tilfældet ved U H, hvor et skib, Adelaide Star blev beslaglagt af tyskerne, inden den var færdiggjort. Skibet sank. Risikoen var hos skibsbyggeriet B&W, da genstanden var i deres besiddelse. Modsat var det med U H, hvor køber bar risikoen for bilens bortkomst, da bilen inden tilbageleveringen til køberen forsvandte. Risikoen var gået over til køber, da sælger havde leveret bilen. 51 Købelovens Købelovens 1, stk Købsretten, s LBKG nr 237 om købeloven, 17, note LBKG nr 237 om købeloven, 17, note 65 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 16 of 36

17 Hvis genstanden går til grunde eller forringes som følge af genstandens egen beskaffenhed, vil det ikke anses som hændelig. Her er det 44, der gør det klart, at tidspunktet for risikoens/farens overgang er af stor betydning ift. om køberen kan benytte misligholdelsesbeføjelser. 56 Som det fremgår af ovenstående er udgangspunktet i 17, stk. 1, at risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse går over på køberen ved levering. Der er dog undtagelser og risikoen kan overgå til køber før og/eller senere, jf. eksempelvis 17, stk. 2 eller 37. Det er nemlig således, at risikoovergangen kan ske allerede ved aftalens indgåelse, hvis sælger ikke er forpligtet til at levere. 57 Det kan f.eks. være tilfældet, hvis køber allerede er i besiddelse af genstanden, fordi vedkommende har lejet eller lånt den. Det kan også forekomme, at sælgeren skal beholde genstanden efter aftalens indgåelse og derefter udlejes til køberen, eller hvis køber selv skal foretage nogle foranstaltninger i stedet for sælgeren, for at få genstanden i besiddelse. Et andet vigtigt element er det faktiske leveringstidspunkt. Som tidligere nævnt, vil det være det faktiske tidspunkt for levering, der tages hensyn til og ikke det aftalte. Det betyder samtidigt at udskydelse af leveringstidspunktet er ensbetydende med udskydelse af risikoens overgang. Om udskydelsen af leveringstiden er aftalt i køberens interesse, er uden betydning, som det fremgår af U V, hvor køberen af hensyn til lagerplads, ikke kunne afhente et parti møbler. Køberen skulle dog betale købesummen, mens leveringstiden blev udskudt. Der blev ikke aftalt noget om risikoens overgang, og da møblerne gik til grunde i en brand på sælgerens lager, var sælgeren dermed ansvarlig og bar risikoen. Havde situationen været den, at købeaftalen var betinget, ville risikoen gå tilbage til sælgeren, hvis betingelserne ikke opfyldes, uanset om der var sket levering. 58 Det bekræftes af U H, om en hests pludselige død. Betingelsen var, at hesten inden d. 15 marts skulle undersøges og godkendes af køberens dyrlæge, men hesten døde allerede 2. marts inden den blev undersøgt eller godkendt. Sælgeren bar risikoen for hestens død pga. betingelsen, da risikoen ellers ifølge 17, stk. 1 var gået over på køberen ved leveringen. Køberen kunne derefter hæve købet. Se afsnit 5.2. om dommen specifikt GENUS- & SPECIESKØB En vigtig sondring i købeloven er, om der er tale om genus- eller specieskøb. En hurtig definition vil være, at specieskøb er en bestemt, individualiseret genstand, mens genuskøb er køb bestemt efter art, et ikkespecificeret køb. Ved species kunne der være tale om en specialfarvet sort Audi A8 med 19 fælger, der har kørt km., mens der ved genus kunne være tale om en fabriksny, ikke-specificeret Audi A8. Det vil være sværere for sælger, at erstatte den specificerede Audi A8, mens der ved genus er masser at vælge imellem. 59 Sondringen har betydning for parterne, idet sælger vil være dårligere stillet, hvis der er tale om et genuskøb. Køberen har flere misligholdelsesbeføjelser ved genuskøb, og kan eksempelvis kræve naturalopfyldelse, hvis genusgenstanden er gået til grunde. Er der derimod tale om specieskøb, vil køberen ikke kunne kræve naturalopfyldelse, hvis den specialfarvede Audi A8 med km. gik til grunde. 56 LBKG nr 237 om købeloven, 17, note LBKG nr 237 om købeloven, 17, note LBKG nr 237 om købeloven, 17, note Købsretten, s. 71 og Lærebog i obligationsret I, s. 41 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 17 of 36

18 Ved specieskøb er det nemt at se, hvem salgsgenstanden tilhører, da den er bestemt til en bestemt køber. Når der er tale om genuskøb, kræves der foranstaltninger, for at salgsgenstanden kommer frem til den rigtige køber. Der skal være en bevissikker konstatering af, at det afsendte genstand er bestemt til køberen. Derfor stilles der krav til sælgeren, som betingelse for risikoovergangen, om, at han underretter køberen, når genstanden er afsendt. I tilfælde af køb af almindelige genusgenstande, som er ment til andre end køberen, vil risikoen først gå over på køberen, når sælgeren har underrettet køberen. 60 En meget gammel, men klar dom omkring dette findes i U S, hvor et parti uld var solgt fob Island, men blev opbragt af englænderne på vej til København. 14 dage efter modtagelsen, meddelte sælgeren, at det afsendte var tiltænkt køberen. Risikoens overgang skete altså 14 dage efter, og køberen bar dermed ikke risikoen for den hændelige begivenhed. I U H gik en ladning majs, som skulle sælges til flere købere, til grunde, da skibet fra Amerika stødte på en mine i Nordsøen på vej til København. Sælgeren, der ellers kunne hæve handlen pro rata, hvis der skulle ske havari, forlis eller anden beskadigelse, kunne ikke slippe for risikoen, da han inden forliset ikke havde givet køberen besked om, at sælgeren havde tænkt sig at opfylde sin forpligtelse med ladningen, der var ombord på det forliste skib. Sidst, men ikke mindst omkring specieskøb i U V, hvor specialfremstillede møbler gik til grunde ved skibsforlis. Her var risikoen for møblernes hændelig undergang eller forringelse overgået til køber. At sælgeren ikke havde meddelt køberen om afsendelsen er ligegyldigt, da der er tale om specieskøb, og genstandene er kun tiltænkt den bestemte køber. Se U H i tilfælde af, at sælgeren under samme forsendelse har varer til flere køber, uden at det kan afgøres, hvad der tilhører hvem, er det sælgeres pligt at fordele skaden forholdsmæssigt mellem køberene. Det skal gøres opmærksom, at det først og fremmest er indholdet og fortolkningen af aftalen, der bestemmer hvorvidt, der er tale om genus- eller specieskøb. 61 Det er nemlig sådan, at det genuskøb ikke blot omfatter situationer, hvor der er tale om en vis mængde af en hvilken som helst genstande. Det betyder også f.eks., at 10 fladskærms tv fra en bestemt producent, også bliver anset som genus, hvor det bare hedder halvgenerisk køb. 62 Et andet element for at afgøre, om der er tale om genus- eller specieskøb, er forholdene på tidspunktet for aftalens indgåelse. Det kan ske, at sælgeren i løbet af handlen kommer i en situation, hvor købet ændrer karakter fra genus til såkaldte koncentration, idet valgmulighederne bliver mindre for hvilke genstande, sælgeren kan tilbyde. I visse relationer kan det betyde, at handlen helt skift karakter fra genus til species. 63 Handlen kan også skifte karakter ved aftale mellem parterne. Det skal dog ske inden opfyldelsen, at køber eksempelvis ønsker den specialfarvede Audi A8 fremfor en fabriksny. Køber kan derfor ikke ensidigt skifte handlens karakter fra genus til karakter uden aftale med sælgeren LBKG nr 237 om købeloven, 17, note Købsretten, s Købsretten, s Købsretten, s Købsretten, s. 72 og LBKG nr 237 om købeloven, 17, stk. 2, note 69 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 18 of 36

19 UNDTAGELSER Der findes nogle undtagelser for risikoens overgang ved levering, hvor det medfører, at risikoen går over til køberen før leveringen er sket. Disse undtagelser er købelovens 17, stk. 2 og KØBELOVENS 17, STK. 2 Denne bestemmelse gælder ikke i forbrugerkøb, jf. 1a, stk. 3. Bestemmelsen gælder desuden kun for specieskøb og i situationer, hvor der er sket koncentration, hvilket vil sige handlen har skiftet karakter fra genus- til specieskøb. 65 Derudover gælder stk. 2 kun ved afhentningskøb jf. 9, 66 hvor der er et tidsrum, køberen skal afhente salgsgenstanden i, f.eks. i løbet af dagen. 67 Det forudsætter, at den fastsatte tid er inde, for at genstanden kan hentes. I U V er det gjort klart, hvor aftale om salg af kvie blev indgået d. 6. september, hvor køberen dog senest skulle afhente kvien d. 1. oktober. Kvien blev syg inden d. 1. oktober, og riskoens overgang var allerede sket, hvilket medførte at køberen bar risikoen jf. 17, stk. 2. Risikoens overgang sker altså ved den første dag i den aftalte tidsrum. Der er dog den betingelse, at sælgeren skal holde genstanden rede, hvilket vil sige, at genstanden skal befinde sig der, hvor køber skal hente den. Eller hvis der er tale om bestillingskøb jf. 2, stk. 1, skal genstanden være færdigproduceret. Herudover skal sælgeren vise omsorg for genstanden, indtil køberen afhenter den. 68 Hvis der er tale om genstande sendt med skib, en såkaldt svømmende ladning, hvor sælgeren råder over genstanden via konnossement, vil risikoen i nogle tilfælde gå over på køberen med tilbagevirkende kraft, hvilket vil sige, at risikoen allerede går over på køberen ved genstandens afsendelse. Sælgeren skal som betingelse, kunne bevise, at varen ved afsendelsen var mangelfri. 69 Risikoens overgang sker ikke ved afsendelsen, hvis sælgeren har bestemt en svømmende ladning til opfyldelse, og der allerede er indgået en købeaftale. 70 Kan køber ikke afhente genstanden, og det skyldes fordringshavermora eller misligholdelse, vil 37 være den regulerende bestemmelse omkring risikoovergangen. 65 LBKG nr 237 om købeloven, 17, stk. 2, note 69 og Købsretten, s LBKG nr 237 om købeloven, 17, stk. 2, note Købsretten, s. 86 og LBKG nr 237 om købeloven, 17, stk Købsretten, s. 87 og LBKG nr 237 om købeloven, 17, stk. 2, note LBKG nr 237 om købeloven, 17, stk. 2, note LBKG nr 237 om købeloven, 17, stk. 2, note 71 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 19 of 36

20 KØBELOVENS 37 FORDRINGSHAVERMORA Denne bestemmelse handler om risikoens overgang, hvor køberens forhold har medvirket til, at genstanden ikke kan blive leveret. Risikoen skal have været gået over på køberen, før leveringen er sket. 71 Det betyder, at køberen skal være klar og forberedt på at modtage salgsgenstanden fra sælgeren, da det ellers giver sælgeren den rettighed at påberåbe sig fordringshavermora. Fordringshavermora er dermed til fordel for sælgeren. 72 Om det er køberen, der er skyld i det forhold, at sælgeren ikke kan levere er uden betydning. 73 Derudover er det en forudsætning for, at risikoen går over på køber, at frigørelsestiden er indtrådt. Foreligger der anteciperet fordringshavermora, vil risikoen ikke gå over på køberen. Hvis der er tale om fordringshavermora, påhviler risikoen køberen, indtil, hvis sælgeren benytter misligholdelsesbeføjelsen, at hæve købet iht. 33, jf. 28, hvor riskoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse går tilbage til sælgeren. 74 Ved specieskøb er den eneste betingelse for risikoovergangen, at genstanden ikke leveres rettidigt pga. køberens forhold. Det gælder ved genuskøb nemlig også, at bestemte genstande er udskilt for køberen, hvilket vil sige, at det skal være bevissikker, hvis genstanden skulle gå til grunde. Der må nemlig ikke være nogen som helst tvivl om, at den pågældende genstand var den, sælgeren skulle bruge til at opfylde aftalen. 75 Denne foranstaltning får genusgenstanden til at ligne en speciesgenstande mere, en koncentration, og fordringshavermora vil være muligt. Ved ensidig udskillelse kan fordringshavermoraen gå over på køberen. Det skal som sagt være aftalt med sælgeren, hvis der skal ske en koncentration, hvorefter risikoen altså kan gå over på køberen. Udskillelse kan ske ved mærkning af køberens navn, eller ved overgivelse til fragtfører, adresse og navn. Om nødvendigt kan den bestemte mængde, dimensioner, farver, former osv., beskrives. Sælgeren behøver ikke meddele køberen om udskillelsen som udgangspunkt, blot udskillelsen er bevissikker. Udskillelsens tidspunkt, før eller efter køberen er kommet i fordringshavermora, har ingen betydning ift. bestemmelsen. 76 Sælgeren skal drage omsorg for genstanden i den tid, der er tale om fordringshavermora, jf. 33. Det er i køberens regning. Det må dog ikke være for belastende eller forulempende for sælger. Hvis køberen efter rimelig tid efter fordringshavermoraens indtræden ikke dukker op for at afhente genstanden, kan sælgeren vælge at sælge genstanden for køberens regning, efter at have underrettet køberen om det, jf. 34. Er der tale om letfordærvede varer, eller hvis opbevaring og omsorg løber op i større omkostninger for sælgeren, er sælgeren forpligtet til at sælge den pågældende genstand/vare. Kan sælger ikke sælge genstanden, fordi det praktisk set er umuligt, kan han bortskaffe genstanden og forlange udgifterne betalt af køberen jf Omvendt skal sælgeren, hvis der er overskud af salget, give det overskydende beløb til køberen, da aftalen ikke er hævet, mens købesummen kan beholdes af sælgeren LBKG nr 237 om købeloven, 37, note Købsretten, s LBKG nr 237 om købeloven, 37, note LBKG nr 237 om købeloven, 37, note Købelovens LBKG nr 237 om købeloven, 37, note Købsretten, s. 204 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 20 of 36

21 Sker der noget med salgsgenstanden, hændelige undergang eller forringselse, når fordringshavermoraen er indtrådt, bærer køberen risikoen og skal dermed selv betale for evt. omkostninger. Ved genuskøb gælder det først, når den bestemte genstand er udskilt til køberen, jf KONKLUSION Ved købelovens : 1. 17, stk. 1 er det, som udgangspunkt, sælgeren, der bærer risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil leveringen har fundet sted. a. Bestemmelsen kan dog bøjes og laves om, hvis parterne aftaler det, da den er deklaratorisk b. Tyveri, bortkomst ol. er også omfattet af bestemmelsen c. Klargøring, istandsættelse mv. er risikoens overgang ligegyldig, da det ikke er en del af leveringen d. Ved culpa kan misligholdelsesbeføjelserne anvendes e. Det er den faktiske tidspunkt, der gælder og ikke den aftalte f. Går genstanden til grunde eller forringes som følge af genstandens egen beskaffenhed, vil det ikke anses som hændelig g. Ved specieskøb kan der ikke kræves naturalopfyldelse h. Ved genuskøb skal køberen underrettes, når genstanden er afsendt risikoens overgang går over til køber ved underretningen i. Det er først og fremmest indholdet og fortolkningen, der bestemmer, om der er tale om genus- eller speciesgenstande j. Ligeledes kan forholdet og omstændighederne ved aftalens indgåelse have indflydelse på, om det er en genus- eller speciesgenstand 2. 17, stk. 2 a. Gælder kun speciesgenstande/køb eller udskilte/individualiserede genstande b. Gælder kun for afhentningskøb jf. 9 c. Gælder kun, når der er afsat et tidsrum/spillerum d. Risikoens overgang sker ved den første dag i det aftalte tidsrum e. Sælgeren er forpligtet til at holde genstanden rede, klar og færdiggjort for køberen inden leveringen finder sted f. Ved svømmende ladning kan risikoens overgang anvendes med tilbagevirkende kraft, så længe sælgeren kan bevise, at genstanden var mangelfri HA.Jur. bacheloropgave AAU side 21 of 36

22 3. 37 om fordringshavermora a. Risikoens overgang går over på køberen, hvis der er tale om fordringshavermora b. Er køberen ikke forberedt på at modtage genstanden som aftalt, kan sælgeren benytte fordringshavermora c. Ved specieskøb kan sælgeren påberåbe sig fordringshavermora, hvis blot køberens forhold medvirker til, at der ikke kan leveres d. Ved genuskøb skal der først udskilles, og køberen underrettes, for at sælgeren kan benytte sig af 37 om fordringshavermora en såkaldt koncentration e. Udskillelsen skal være bevissikker f. Sælgeren er forpligtet, i køberens regning, til at drage omsorg af genstanden, også efter fordringshavermoraens indtræden g. Afhenter køberen ikke genstanden efter fordringshavermoraens indtræden, er sælgere berettiget til at sælge genstanden og beholde købesummen h. Kan genstanden ikke sælges, er sælgeren berettiget til at bortskaffe genstanden for køberens regning i. Går genstanden til grunde eller forringes efter fordringshavermoraens indtræden, er det køberen, der bærer risikoen og står dermed selv for evt. tab og/eller andre omkostninger j. Er sælgeren skyld i fordringshavermoraen, behøver køberen ikke betale morarenter, som det ellers er tilfældet ved ikke-rettidige betalinger, jf. rentelovens FORVARING GENERELT Ligesom alt andet om risiko gælder det ved forvaring også, at ejeren bærer selv risikoen for sine formuegoders hændelige undergang eller forringelse, 78 res perit domino om man vil. Hvad enten genstanden befinder sig hos ejeren selv, eller hos en depositar, er det altså ejeren, der bærer risikoen. Det gælder ved forvaring, fordi genstanden opbevares hos depositaren i ejerens interesse, ikke i depositarens. En depositar har ikke krav på betaling for at opbevare genstanden/formuegodet, men kan naturligvis aftales eller fremgå af omstændighederne. 79 Et eksempel kunne være, at depositaren driver virksomhed med at opbevare genstande/formuegoder. Forskellen fra leje er, at depositaren ikke er berettiget til at benytte sig af det opbevarede. 80 Ved forvaring gælder det, at ejeren bærer risikoen for genstandens/formuegodets hændelige undergang eller forringelse, hvilket altså betyder, det kun er ved hændelige begivenheder. Er der udvist culpa af depositaren, transportøren eller reparatøren, gælder de almindelige erstatningsregler. 81 Spørgsmålet om culpa er da også mere væsentligt i opbevaringsforhold end det er i køb og salg af løsøre, da der kun er ét sted, skaden kan forekomme, og det er hos depositaren. Skyldspørgsmålet er nærmest ikke nødvendigt, da 78 Lærebog i obligationsret I, s Købsretten, s Købsretten, s Lærebog i obligationsret I, s. 152 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 22 of 36

23 der kun er depositaren, der kan udvise culpøs adfærd. Bevisbyrden og risikomomentet vil være de vigtigste elementer ift. erstatningsansvaret. 82 Grunden til at nogle vælger at lægge deres genstande/formuegoder hos en depositar er først og fremmest, for at sikre det mod tyveri. Hændeligt vil dermed være mange ting i et opbevaringsforhold. Er der eksempelvis vandskader, der medfører beskadigelse eller ødelæggelse af genstanden/formuegodet, vil der være tale om hændelig undergang eller forringelse. 83 Ejeren bærer efterfølgende risikoen og står selv for tabet. Afhængig af hvem depositaren er, og hvordan vedkommende driver opbevaringen, vil bevisbyrden og risikomomentet blive vurderet forskelligt. 84 Er det en privat sag, som det var i U SH, hvor sømanden ikke kunne kræve erstatning fra sit rederi, fordi han lod noget opbevare hos kaptajnen, hvorefter det under et brand gik til grunde, så vil det vurderes som privat, hvorimod en vinimportør, der lader vinsamlinger blive opbevaret hos sig med køleanlæg til formål for dette, vil blive vurderet efter professionsculpa. 85 Det handler som udgangspunkt om, hvordan ejeren af opbevaringsvirksomheden har indrettet virksomheden. Hvis der er større risiko for en bestemt form for skade, vil domstolene også se nærmere på disse omstændigheder, som var det tilfældet i U H, da en servicestation blev holdt ansvarlig for tyveri og hærværk af en taxavogn, fordi de i fast praksis lod vognene henstille i afvaskningen med nøglerne i. Med andre ord, kan det siges om virksomheden, at de fremstiller sig selv som culpøse ift. den måde virksomheden er indrettet på. Foreløbig virker det til, at risikospørgsmålet og culpabetragtninger har klar gyldighed ift. spørgsmålet om erstatningsansvar og skyld. 86 En måde at undgå erstatningsansvar, er at meddele kunder/ejere om særlig risiko inden de vælger at benytte sig af virksomhedens service. Det kan fortolkes af U V, hvor en kommune havde opmagasineret bohavet for en invalidepensionist under personens ophold på et hvilehjem. Det fandtes forsvarligt, hvorimod en fugtskade ikke fandtes forsvarlig, og kommunen skulle derfor betale erstatning til pensionisten. I denne situation var der dog ikke tale om et kontraktforhold. Hvad angår bevisbyrden, er det i dansk ret antaget, at forvaren/depositaren eller transportøren skal bevise sin uskyld, hvis der er udvist culpa eller forsømmelse. Dette kan læses ud fra højesteretsdom U H, hvor en chauffør blev pålagt risikoen for mistet beløb, som skulle bruges til betaling af udgifter, da beløbet blev stjålet fra ham. Samme gjorde sig gældende i U V, hvor ejeren af plæneklippere opbevaret hos møbelfirma, ikke fik dem igen, hvorefter møbelfirmaet blev anset for at bære risikoen. Det betyder altså, at risikoen hviler på forvaren/depositaren eller transportøren, hvis de ikke kan bevise, at skaden på det opbevarede eller transporterede ikke skyldes culpa udvist fra dem. Derudover forsøges i så vidt muligt omfang, at placere risikoen for det hændelige hos den part, der har nemmest ved at imødegå dem gennem 82 Lærebog i obligationsret I, s Lærebog i obligationsret I, s Lærebog i obligationsret I, s Lærebog i obligationsret I, s Lærebog i obligationsret I, s. 154 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 23 of 36

24 eksempelvis forsikring. I forvaringsforhold er forvareren bedst stillet mht. forsikring, da de nemmest kan minimere skaderne. 87 For at gør det nemmere at forstå risikospørgsmålet omkring forvaring, kan det deles i to former, regulært depositum og irregulært depositum. Det skal gøres opmærksom, at deponeringslovens regler har ikke noget at gøre med denne form for deponering REGULÆRT DEPOSITUM Ved regulær depositum forstås, når ejeren lader noget opbevare for senere at hente det igen. Eksempelvis, hvis en mand lader sin motorcykel stå hos en depositar i løbet af vinteren, og derefter henter den igen. 89 Depositaren har ikke noget at gøre med genstanden/formuegodet, der opbevares hos ham. Det kan aftales, hvor længe genstanden/formuegodet skal opbevares. Er der ikke aftalt noget omkring afhentningen, kan ejeren, når som helst, kræve genstanden/formuegodet tilbage. Omvendt kan depositaren vælge at sælge genstanden/formuegodet væk, hvis det er blevet en alt for stor belastning. Det skal dog ske i overensstemmelse med de af købelovens bestemmelser. Det medfører også, at depositaren også skal passe på genstanden/formuegodet og drage omsorg, da der ellers kan blive tale om culpa. 90 Hvis depositaren kan bevise, at han ikke er skyld i, at det deponerede hændeligt er gået til grunde pga. f.eks. vandskader, brand eller tyveri, slipper depositaren for ansvar jf. Danske Lov , som også beskriver, at depositaren skal passe på det deponerede, som var det hans eget. Det betyder i princippet, så længe depositaren kan bevise sin uskyld, at ejeren selv bærer risikoen for al hændelig skade, undergang eller forringelse. Hvis der forekommer ekstra udgifter for det deponerede for depositaren, fordi det deponerede kræver mere påpasselighed, vil det blive på ejerens regning. Sker det, at ejeren ikke betaler det forlangede af depositaren, kan depositaren tilbageholde genstanden/formuegodet, indtil det tilgodehavende er betalt IRREGULÆRET DEPOSITUM Irregulært depositum kan minde meget om pengelån, hvis det altså er penge, der deponeres, idet, de kan blive blandet med depositarens egne penge, da depositaren ikke har nogen pligt til at holde dem adskilt fra andres eller egne penge. Det kræves blot, at depositaren kan tilbagelevere pengene til et hvert tidspunkt, ejeren kræver dem. Når der eksempelvis betales depositum for leje af lokaler, hus osv., eller, i vores tilfælde, for løsøre, så er det irregulært depositum. I et irregulært depositum er det ligemeget om depositaren/forvaren kan bevise sin uskyld ift. genstandens/formuegodets hændelige undergang eller forringelse, tyveri eller ulykke. Depositaren hæfter for genstanden/formuegodet uanset hvordan det går 87 Lærebog i obligationsret I, s Købsretten, s Købsretten, s Købsretten, s Købsretten, s. 58 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 24 of 36

25 under, medmindre der er tale om en situation, hvor ansatte af deres arbejdsgiver får udbetalt deres rejseudgifter, eller hvis den ansatte er vognmand og får kontante midler til at betale vejskatter ol. undervejs. 92 Der hvor det kan blive lidt kompliceret er, når der er tale om konkurs. Ejeren af en genstand, opbevaret hos et regulært depositum, kan som separatist kræve sine genstande tilbage, hvis depositaren går konkurs jf. konkurslovens 82, mens det ved et irregulært depositum ikke kan lade sig gøre. Hvis ejerens genstand/formuegode er adskilt til fordel for ham og er bevissikker via f.eks. en klientkonto, kan ejeren få samme ret som i et regulært depositum. Det gælder jf. konkurslovens 97, at ejeren af det deponerede er en simpel kreditor i depositarens konkursbo som udgangspunkt KONKLUSION Risikoen for genstandens/formuegodets hændelige undergang eller forringelse bærer ejeren som udgangspunkt, hvis depositaren kan bevise sin uskyld Bevisbyrden og risikomomentet er de vigtigste elementer, når det skal bestemmes, hvem der bærer risikoen for det mistede ved en hændelig begivenhed Depositarvirksomhedens indretning kan også have betydning ift. skyldspørgsmålet og risikoen 1. Regulært depositum a. Genstanden/formuegodet blandes ikke med andre genstande/formuegoder. Regulært depositum svarer til species ift. 17 b. Depositaren skal drage omsorg og passe på genstanden/formuegodet, som var det hans eget c. Ekstra udgifter for genstandens/formuegodets opbevaring kan kræves af ejeren d. Depositaren er fri for ansvar ved genstandens/formuegodets hændelige undergang eller forringelse, hvis han kan bevise sin uskyld e. Ved depositars konkurs, kan ejeren kræve sine genstande/formuegoder tilbage 2. Irregulært depositum a. Genstanden/formuegodet kan blandes med andre genstande/formuegoder depositaren har ingen pligt til at holde dem adskilt og kan endda blande det med egne genstande/formuegoder b. Depositaren bærer som udgangspunkt risikoen for alt hændeligt uanset culpa eller ej c. Ved konkurs, kan ejeren ikke kræve genstande/formuegoder tilbage, medmindre, der er sket en udskillelse, som det kendes fra genus i Købsretten, s. 49 HA.Jur. bacheloropgave AAU side 25 of 36

26 5. RETSPRAKSIS & ANALYSE 5.1. U /1H - ISVÆRKET Denne dom omhandler risikoens overgang, som indtrådte ved overtagelsen af den samlede kontraktmæssige ydelse. I 2003 indgik A aftale med en fiskeriforening, F, om ombygningsarbejder på et isværk. Af ordrebekræftelsen fremgik, at A ud over at levere maskiner skulle forestå montering, opstart og indkøring, samt at der var fastsat terminer for, hvornår forskellige dele af arbejdet skulle udføres. Det fremgik endvidere, at leveringsbetingelsen var»ab fabrik i henhold til NLM 94«, og at betalingen skulle finde sted i 3 rater, 1/3 ved ordre, 1/3 ved levering og 1/3, når anlægget var færdigmonteret og godkendt af F. Inden isværket var færdigmonteret og godkendt, nedbrændte den bygning, hvori arbejdet blev udført. F anlagde sag mod A med påstand om tilbagebetaling af acontobetalinger for maskiner og arbejder, som efter F's opfattelse ikke var leveret, og som A derfor stadig bar risikoen for, da bygningen nedbrændte. A havde ikke godtgjort, at det med leveringsbetingelsen»ab fabrik i henhold til NLM 94«var tilsigtet at fravige udgangspunktet i NLM 94 punkt 42, stk. 1, således at risikoen gik over ved levering af maskinerne og ikke ved leveringen af den samlede kontraktmæssige ydelse. Da branden indtrådte, var risikoen for anlægget derfor endnu ikke gået over på køber. A havde endvidere ikke havde krav på at omlevere, da det solgte materiel var tilpasset den bygning, som nu var brændt, jf. NLM 94 punkt Sælgeren bliver her overrasket over, at risikoens reelle overgang først sker ved fuldførelsen af den aftalte ydelse, som indebar, at der udover levering af maskiner, også skulle forestå montering, opstart og indkøring af maskinerne. Køberen havde i aftalen betingelser, der foreskrev, at leveringen først var sket ved overtagelsen af den samlede kontraktmæssige ydelse og ikke ved levering af maskinerne, som det ellers fremgår af købelovens 17, stk. 1. Dommen viser meget klart, at der ikke forestår levering, blot ved fysisk levering af (salgs)genstanden. Der kan stadig være mangel på levering, hvis ydelsen, der hører under levering -begrebet, ikke er udført, hvilket altså er tilfældet her. Uanset bestemmelsen i 17, som beskrevet i afsnit om købelovens 17 generelt, der foreskriver, at klargøring o.l. ikke har betydning ift. risikoens overgang for genstandens hændelige undergang eller forringelse, kan det fraviges ved aftaler i form af betingelser eller bestemelser. I denne sag overgår risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse fra sælger til køber ved leveringens fuldførelse. Da leveringen var delt i tre, manglede den sidste del af leveringen om færdigmontering og godkendelse fra købers side, før risikoen for det hændelige kunne overgå til køberen. Dermed hvilede risikoen stadig på sælgeren, og han måtte bære tabet selv. 93 U /1H HA.Jur. bacheloropgave AAU side 26 of 36

27 5.2. U H HESTENS PLUDSELIGE DØD Denne dom illustrerer, hvordan det er muligt, at aftale sig ud af 17, stk. 1 om genstandens hændelige undergang eller forringelse. S havde solgt en ridehest til K. Købekontraktens 2 bestemte i overensstemmelse med købelovens 17, stk. 1, at risikoen for hestens hændelige undergang eller forringelse gik over til køber fra leveringstidspunktet, den 1. marts Som et særligt vilkår i købekontraktens 8 var det aftalt, at kontrakten var betinget af, at købers dyrlæge senest den 15. marts 2001 havde undersøgt og godkendt hesten. Levering skete som aftalt den 1. marts, men den 2. marts døde hesten af akut opstået sygdom, inden den var blevet undersøgt af dyrlægen i overensstemmelse med 8. Højesteret fastslog, at 8 måtte forstås således, at hesten skulle være rask på tidspunktet for dyrlægeundersøgelsen, og at bestemmelsen indebar en modifikation af bestemmelsen om risikoens overgang, således at sælgeren fortsat skulle bære risikoen for hestens hændelige undergang eller forringelse som følge af sygdom, indtil den var godkendt af dyrlægen i overensstemmelse med 8. Da hesten forinden var død som følge af sygdom, var køber berettiget til at træde tilbage fra handelen. (Dissens) 94 Som udgangspunkt ville leveringen have været sket d. 1. marts, hvor den aftalte leveringstidspunkt var fastsat jf. 17, stk. 1. Højesteret finder kontraktens 2 og 8 væsentlig for afgørelsen, da 17 er deklaratorisk. 2 i kontrakten stemmer overens med den af købelovens 17, mens 8 bruges som betingelse for 2: Vi finder, at det særlige vilkår i købekontraktens 8 må forstås således, at hesten skal være rask på tidspunktet for dyrlægeundersøgelsen. Dette er efter vores opfattelse bedst stemmende med ordlyden af 8. Det må yderligere bl.a. tages i betragtning, at det ofte vil være vanskeligt at afgøre, på hvilket tidspunkt en konstateret sygdom er opstået. Vi finder således, at købekontraktens 8 indebærer en modifikation af den almindelige regel i kontraktens 2 om risikoens overgang, således at sælgeren fortsat bærer risikoen for hestens hændelige undergang eller forringelse som følge af sygdom, indtil den er undersøgt og godkendt af købers dyrlæge i overensstemmelse med 8. Da hesten som følge af sygdom døde den 2. marts 2001, før dyrlægeundersøgelsen havde fundet sted, er Eva Kannegaard herefter berettiget til at træde tilbage fra handelen. Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens dom. 95 Dommerne kræver ligesom køberen, at hesten burde være i stand til at blive undersøgt for at handlen kunne gennemføres, og eftersom betingelsen i 8 finder anvendelse, er køber dermed berettiget til at hæve købet, da den reelle tidspunkt for risikoens overgang fulgte køberens dyrlæge. I princippet kunne køberen trække handlen ud, havde hesten ikke være døde allerede d. 2. marts, ved at vente med dyrlægeundersøgelsen frem til d. 14. marts. Hvad køber vil få ud af det er ikke relevant i denne situation, men selve princippet, at det kan lade sig gør kan have stor betydning for andre lignende sager. Det medfører altså en stor fleksibilitet ift. risikoens overgang for genstandens hændelige undergang eller forringelse. Jo flere detaljer og betingelser parterne har med i aftalen, jo nemmere kan de altså undgå risikoen for det hændelige. Har køber ikke betingelserne på plads, gælder købelovens almindelige regler, som det følger af U V, hvor køberen bærer risikoen, da kviet bliver syg. 94 U H 95 U H HA.Jur. bacheloropgave AAU side 27 of 36

28 5.3. U Ø VINSAGEN Som nævnt i afsnittet om problemformulering, sammenholdes 17 ofte med en af 9-11, når det skal bestemmes, om risikoen for en genstands hændelige undergang eller forringelse er overgået fra den ene part til den anden. Østre Landsret har her stadfæstet Odense Byrets dom om levering af 36 flasker vin, som køber bar risikoen for, da vinene blev leveret til fragtfører for at transportere det til køberen. Dommen er kort omtalt under afsnittet om købelovens 10. K bestilte 36 flasker vin for kr. hos et vinhandlerfirma, S, beliggende i Odense, til anvendelse i K's firma. Da vinen var klar til levering, aftalte en medindehaver af S med K, at vinen skulle leveres på K's privatadresse mere end 100 km fra Odense uden beregning. Det blev i forbindelse hermed oplyst, at S ville benytte fragtmandsfirmaet F til forsendelsen. Vinen blev overgivet til F den 8. maj En chauffør forklarede, at han dagen efter satte vinen uden for K's hoveddør. K, der aldrig modtog vinen, påstod S dømt til at levere 36 tilsvarende flasker vin, subsidiært betaling af erstatning. Landsretten fandt, at der var tale om et forsendelseskøb, jf. købelovens 10. Der var ikke grundlag for at fastslå, at der var indgået aftale om frankolevering, jf. købelovens 65. Levering fandt herefter sted, da vinen blev overgivet til F, jf. købelovens 10 sammenholdt med 17. Da der ikke fra S' side var begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med afsendelsen, blev S' frifindelsespåstand taget til følge. 96 Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at Østre Landsret tager stilling til købets form, hvor de hurtigt kommer frem til et forsendelseskøb jf. købelovens 10. Der bliver ydermere henvist til sælgerens forklaring, hvor han fortæller om måden de fragter på osv.: Morten Nass har forklaret, at han er medindehaver af Vinens Verden. Han står for indkøb og kundekontakt, og selskabet sælger til private og erhvervskunder i hele landet. I Odense leveres med firmaets egen varevogn, mens Danske Fragtmænd anvendes til levering uden for Odense. Der kommer dagligt en chauffør fra Danske Fragtmænd for at hente vin. Herefter udfyldes fragtbrevet. Alle leveringer er franko, idet omkostninger ved levering skrives på regningen, hvis kunden skal betale. 97 Eftersom risikoens overgang ved forsendelseskøb overgår til køber ved første selvstændig fragtfører jf. købelovens 10, kan køberen altså ikke påstå andet, og det er sagen uvedkommende, at der er blevet handlet tidligere i form af afhentningskøb. Retten lægger også vægt på omstændighederne, der er den egentlige årsag til, at der vurderes forsendelseskøb jf. 10: Vinforretningen Mølhede, Smedegaard og Nass ApS er beliggende i Odense, og de omhandlede flasker vin skulle forsendes til Jan Sandberg Lindø Jensens private bopæl i Hovedgård, der ligger mellem Horsens og Skanderborg - mere end 100 km fra Odense. På denne baggrund og henset til Morten Nass' forklaring for byretten finder landsretten, at der er tale om et forsendelseskøb, jf. købelovens U Ø 97 U Ø 98 U Ø HA.Jur. bacheloropgave AAU side 28 of 36

29 Der var heller ikke givet klar besked omkring franco-levering fra sælger til køber, men fragtmanden, der selv havde påført dette. Det fritager sælgeren og han slipper derfor for risikoen. Tidspunktet for risikoens overgang for genstandenenes hændelige undergang eller forringelse er ved levering til første selvstændig fragtfører jf. 17 sammenholdt med 10. Som følge heraf fandt levering sted, da vinflaskerne blev overgivet til fragtføreren, og If Forsikringscenter Århus v/jan Sandberg Lindø Jensen kan herefter ikke gives medhold i den principale påstand, jf. købelovens 10, sammenholdt med 17. Landsretten finder endvidere ikke, at der fra Mølhede, Smedegaard og Nass ApS' side er begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med afsendelsen af vinforsendelsen. Landsretten tager derfor Mølhede, Smedegaard og Nass ApS' frifindelsespåstand til følge. 99 Dommen viser, hvordan der skelnes mellem købelovens 9-11, og dermed også hvordan der vurderes, hvornår risikoens overgang finder sted. I tilfældet her, var det ved levering til fragtføreren. Endnu vigtigere er umiddelbart, hvordan retten kom frem til det resultat. Virksomhedens sædvaner og kutymer tages i betragtning, når tidspunktet for risikoen skal bestemmes jf. sælgeres udtalelse om deres fragtmetoder i og uden for Odense. Sælgeren benytter sig af selvstændig fragtfører uden for Odense, hvor virksomheden drives. Som udgangspunkt gælder reglen om inden og uden for pladsens grænser også selvstændig fragtfører, hvor selvstændig fragtfører ikke ændrer på om det er inden for pladsens græsner, jf. afsnit om købelovens 10. Forskellen findes umiddelbart i, at der er tale om 100 km. afstand, som sammen med selvstændig fragtfører altså udgør en simpel forsendelse jf. 10. Risikoens overgang for genstandenes hændelige undergang eller forringelse går over til køberen ved levering til første selvstændig fragtfører jf. 17 sammenholdt med 10, efter vurdering af virksomhedernes afstand, sædvaner og kutymer U H VÆRKSTEDET OG NØGLEBOKSEN Denne dom omhandler et autoværksted, der ikke fandtes ansvarlig for tyveri af henstillede biler i forbindelse med tyveri af bilernes nøgler fra nøgleboks. Dommen viser fordelen i at kunne løfte bevisbyrden som depositar. En nat i september 1994 skete der tyveri af to taxaer, som den forudgående aften efter lukketid var henstillet uden for den indhegnede plads omkring selskabet M's autoværksted i Herlev med henblik på reparation den følgende dag. Tyverierne skete ved opbrydning af en nøgleboks, der af M var opsat på en jernstolpe ved lågen til M's plads. M fandtes at have påtaget sig et ansvar for nøglernes forsvarlige opbevaring. Med henvisning bl.a. til, at nøgleboksen var specialfremstillet med henblik på at undgå tyveri, og at der efter skønsmandens oplysninger ikke var grundlag for at fastslå, at M have begået fejl eller forsømmelser ved etableringen eller tilsynet med nøgleboksen, fandtes M ikke at være erstatningsansvarlig over for det forsikringsselskab, i hvilket de stjålne biler var kaskoforsikret. (Dissens med hensyn til begrundelsen) U Ø 100 U H HA.Jur. bacheloropgave AAU side 29 of 36

30 I sagen, der har karakter af et regulært depositum, bliver der fokuseret meget på nøgleboksen, der brækkes op og hvorvidt den er forsvarligt sat op. Trods det faktum, at tyveri indgår i hændelig begivenhed jf. afsnit om forvaring generelt, skal depositaren stadig bevise sin uskyld for at undgå culpa, hvilket han formår at gør i og med, der ikke er udvist forsømmelse med hensyn til opsætningen af nøgleboksen, idet den var specialfremstilet mod tyveri. Det vil i højere grad formentlig netop derfor være depositarens ansvar mere end det kan være ejerens, at der så ikke sker tyveri, når nøgleboksen er fremstillet med henblik på det, hvilket den ene af dommeren (Henrik Zahle) kommer med en mindre bemærkning om: Efter de foreliggende oplysninger, herunder især skønsmandens supplerende erklæring af 30. november 1998, kan antages, at der i 1994 fandtes nøglebokse, der uden at være uforholdsmæssigt bekostelige ville give en større sikkerhed end den dengang anvendte, og at et ikke ubetydeligt antal autoværksteder dengang anvendte sådanne bedre sikrede bokse. Den risiko, der er forbundet med at deponere en bilnøgle, aktualiserer sig langt hyppigere for et værksted end for den enkelte bilejer, og værkstedet har dermed bedre grundlag for at håndtere risikoen. Jeg finder dog ikke i det foreliggende tilstrækkeligt grundlag for at bebrejde værkstedet, at det ikke i 1994 havde etableret en mere sikker boks, og stemmer med denne begrundelse som flertallet. 101 De andre dommere har lagt næsten al vægt på skønmandens vurderinger og undersøgelse, hvilket kan fortælle noget om, hvor meget virksomhedens indretning har at sige ift. risiko og ansvar. Grundsætningen om res perit domino er anvendt i sagen, og ejeren er altså risikobæreren, uanset genstandens opbevaringsplads. I dette forhold har risikoen i og for sig altid været deponentens/ejerens, da risikoen, jf. afsnittet om forvaring generelt, , kun er depositarens, hvis vedkommende ikke kan bevise sin uskyld. Som dommer Henrik Zahle også gør en bemærkning (ovenfor) om, at risikoen er langt større hos værkstedet end hos den enkelte ejer, og at det derfor burde være nemmere for værkstedet, at håndtere risikoen, forsøges der generelt også oftere at placere risikoen for det hændelige hos den part, der har nemmest ved at imødegå dem, som nævnt i afsnit om forvaring generelt. Dog findes det ikke tilstrækkeligt i sagen, og risikoens for genstandens hændelige undergang eller forringelse, forbliver hos ejeren af det tabte. Overgangen kunne ske, hvis det fandtes bevist, at depositaren ikke havde foretaget de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Havde det været tilfældet, ville risikoens overgang have hvilet på depositaren fra det øjeblik, bilerne var i depositarens forvaring U H TAXAERNE MED NØGLER I Denne domme handler også om forvaring, hvor depositaren ikke kunne løfte bevisbyrden, da en taxa blev stjålet efter henstilling til afvaskning med tændingsnøglen i. A, der drev en større servicestation i København, havde - ligesom med andre vognmænd - truffet aftale med lillebilvognmand V om mod et fast vederlag hver nat at vaske V's lillebiler. Disse blev derfor henstillet på servicestationens plads af chaufførerne efter arbejdstidens ophør om natten, uaflåsede og med startnøglen siddende i, og afhentedes af chaufførerne om morgenen. En af bilerne blev en nat stjålet, medens den henstod på servicestationens plads, og var beskadiget ved hærværk, da den blev fundet. Den benyttede fremgangsmåde, hvorefter bilerne om natten henstod på servicestationens areal uaflåsede og med tændingsnøglerne i kontakterne, måtte 101 U H HA.Jur. bacheloropgave AAU side 30 of 36

31 frembyde en betydelig risiko for tyveri, medmindre A, i hvis interesse fremgangsmåden anvendtes, lod føre et effektivt tilsyn, hvad ikke var tilfældet. Herefter fandtes A uanset at V havde været bekendt med ordningen, 1) at være ansvarlig for skaden, hvorved bemærkedes, at hærværket ikke fandtes at være en upåregnelig følge af tyveriet. - A's ansvar fandtes ikke at burde bortfalde eller begrænses i medfør af f.a.l. 25, stk. 1, 2. pkt. 2) 102 Ligesom U H har denne sag også karakter af regulær depositum, hvilket betyder, at genstanden ikke blandes med andre genstande, og at der på forhånd er aftalt, hvornår genstanden leveres og afhentes jf. afsnit om regulær depositum. Desuden er depositaren også forpligtet til at drage omsorg for genstanden, som var det hans eget jf Risikoens overgang fra ejer til køber i sagen sker, når bilerne stilles på servicestationens plads, hvorefter depositaren ifølge højesteret driver virksomheden culpøst 103 og dermed bærer risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse jf. 17, stk. 1. Højesteret tager udgangspunkt i virksomhedens indretning, og måden servicestationen bliver drevet på: Den benyttede fremgangsmåde, hvorefter vognene om natten henstod på servicestationens areal med dørene uaflåsede og tændingsnøglerne siddende i kontakterne, måtte frembyde en betydelig risiko for tyveri af vognene, medmindre indstævnte, i hvis interesse fremgangsmåden anvendtes, lod føre et effektivt tilsyn, hvad der efter det oplyste ikke var tilfældet. Herefter findes indstævnte, uanset at vognmand Schwensen har været bekendt med ordningen, at være ansvarlig for den ved fjernelsen af vognen forvoldte skade, hvorved bemærkes, at hærværket ikke findes at være en upåregnelig følge af tyveriet. Da vognen er fjernet, medens den var i indstævntes varetægt i forbindelse med udøvelsen af hans erhverv, findes indstævntes ansvar ikke at burde bortfalde eller begrænses i medfør af forsikringsaftalelovens 25, stk. 1, 2. pkt., og appellantens påstand vil herefter være at tage til følge. 104 Depositaren bærer altså risikoen som følge af den måde, forvaringen drives på, og eftersom det ikke kan bevises, at tyveriet skete uden depositarens skyld og bevisbyrden ikke kan løftes, påfalder erstatningsansvaret også ham, som følge af risikoen. I forhold til U H, bemærkes det, at der i denne dom også bliver lagt vægt på sikkerheden først og fremmest, hvor servicestationen mangler meget ift. autoværkstedet i føromtalte dom. Det i sig selv, som det også følger af udtalelsen fra højestret, giver depositaren ansvaret og risikoen for det hændelige. Depositaren kan ikke løfte bevisbyrden, simpelthen fordi han i forvejen er dårligt stillet pga. den risikable metode. Der er ikke truffet foranstaltninger nok til at sikre, at der ikke sker tyveri eller lign. ift. U H, hvor autoværkstedet havde en specialfremstillet nøgleboks og var under opsyn flere gange om dagen, mens servicestationen holdte opsyn med de allerede beskæftiget medarbejdere, som ikke er tilstrækkeligt. Risikoens overgang for genstandens hændelige undergang eller forringelse hviler på depositaren, da han ikke kan løfte bevisbyrden og ikke truffet de fornødne foranstaltninger. Tidspunktet for overgangen er, når bilerne henstilles på depositarens plads. Den reelle risikoovergang traf umiddelbart, da depositaren ikke kunne bevise, at bilerne gik til grunde uden at han var skyld i det. 102 U H 103 U H 104 U H HA.Jur. bacheloropgave AAU side 31 of 36

32 6. KONKLUSION Indledningsvis blev der angivet to hovedproblemstillinger i relation til risikoens overgang. Dels hvornår risikoens overgang for genstandens hændelige undergang eller forringelse reelt går fra sælger til køber, dels hvordan spørgsmålet om risikoens overgang for genstandens hændelige undergang eller forringelse behandles ift. forvaring. De to spørgsmål er blevet behandlet først i en teoretisk analyse, og derefter i en retspraksis analyse for at give det bedste billede af, hvordan teori og praksis hænger sammen ift. spørgsmålene. Overordnet set er der taget udgangspunkt i købelovens 17, stk. 1 og stk. 2, hvor 9-11 også er tilknyttet og derfor også behandlet. Det kan konkluderes, at der ved løsørekøb, ligesom der ved alle andre former for køb, kan aftales noget, der fraviger købeloven og dens bestemmelser om risikoens overgang. Det gælder ved alle køb, hvis ikke andet er aftalt parterne indbyrdes, at risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse overgår fra sælger til køber, når køber er kommet i besiddelse af genstanden, jf. 17, stk. 1. Genstandens reelle risiko overgår først fra sælger til køber, når det er aftalt, jf. U H, eller det der følger af omstændighederne. Mere håndfast kan det siges, at den reelle risiko overgår, når leveringen er fuldstændigt fuldført. Det betyder, at leveringen er en samlet ydelse, der skal leveres som helhed, før risikoen overgår til køberen. Hvis 7/8-del af leveringen er fuldført, er leveringen således ikke sket før den sidste 1/8-del også er sket. Dermed hviler risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse stadig på sælgeren jf. U /1H. Købets forhold, omstændigheder, form og sædvaner og kutymer kan have betydning for risikoens overgang, ligesom de også kan have indflydelse på om genstanden er genus eller species, som igen kan have betydning for risikoens overgang. Ved genuskøb skal køberen underrettes, når genstanden er afsendt risikoens overgang går over til køber ved underretningen. Ved specieskøb overgår risikoens overgang ved levering til første selvstændig fragtfører/transportør. Er der tale om pladskøb, overgår risikoen for genstandens hændelige undergang, når genstanden er i købers besiddelse. Hvis købet er et distancekøb, overgår risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse til køber, når genstanden kommer i første selvstændig fragtføres/transportørs besiddelse. Både ved distanceog pladskøb vurderes sælgers sædvaner og forhold først, og derefter bestemmes forsendelses/afhentningsmåden, hvorefter risikoen kan placeres på enten sælger eller køber jf. U Ø. Benytter sælgeren egne folk til at fragte genstanden, overgår risikoen først til køber, når genstanden er i hans besiddelse. Undtagelsen i købelovens 17, stk. 2 gælder kun for specieskøb, og risikoen går over på køberen det tidligst aftalte tidspunkt i tidsrummet. HA.Jur. bacheloropgave AAU side 32 of 36

33 Kommer køberen i fordringshavermora, er leveringen og risikoens overgang sket på det tidspunkt, det ellers var aftalt, genstanden skulle leveres jf. 37. Ved forvaring hviler risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse som udgangspunkt hos ejeren. Depositaren bærer risikoen, hvis vedkommende ikke kan bevise sin uskyld jf. U H og U H. Virksomhedens indretning og forhold kan have indflydelse på skyldspørgsmålet og risikoen. Hvis depositaren driver opbevaringsstedet på en risikabelt måde, vil det blive vurderet og taget i betragtning, når risikoen for genstandens hændelige undergang eller forringelse skal vurderes og placeres. Sammenfattende kan det konkluderes, at risikoens overgang for det hændelige afhænger meget af aftalen mellem parterne indbyrdes, forholdene og omstændighederne samt sædvaner og kutymer. Hvis andet ikke er aftalt eller der ikke fremgår noget af forholdene, sædvaner o.l., bliver købelovens 17, stk. 1 brugt som udgangspunkt. HA.Jur. bacheloropgave AAU side 33 of 36

34 7. LITTERATURLISTE 7.1. FAGLITTERATUR OG INTERNET Købsretten: Kruse, Clausen, Edlund & Ørgaard, 4. udgave, Thomson Reuters, 2009 Lærebog i Obligationsret I: Andersen & Lookofsky, 2. udgave, Forlaget Thomson, 2005 Juridisk metode: Wegener, Morten, 3. udgave, DJØF, 2000 Juraens-grundregler.dk: Gleerup, Rosenkjær & Rørbæk, 2. udgave, Forlaget Drammelstrupgaard, 2007 Materialesamling KBL levering mv Lovbekendtgørelse nr. 237 om købeloven DOMME U /1H U Ø U H U H U H HA.Jur. bacheloropgave AAU side 34 of 36

35 8. BILAG Købelovens 9-11 Sælgerens forpligtelse i henhold til købeaftalen består i rettidigt at skaffe køberen besiddelsen af en mangelfri salgsgenstand (og at skaffe køberen retten til salgsgenstanden, jf. om retlige mangler/vanhjemmel navnlig 59 med noter). Sælgeren har en forpligtelse til at levere salgsgenstanden til køberen. Loven definerer ikke begrebet»levering«, men indeholder bestemmelser om, hvor sælgeren skal levere (jf samt og 73 om leveringsstedet), og hvornår sælgeren skal levere (jf om leveringstiden). Ved»levering«forstås normalt de handlinger fra sælgerens side, der kræves for på rette måde at skaffe køberen besiddelsen af salgsgenstanden, jf. Ussing s. 22 f. Levering forudsætter almindeligvis, at sælgeren foretager en række foranstaltninger for at skaffe køberen i besiddelse af salgsgenstanden. Undertiden påhviler der dog ikke sælgeren en leveringsforpligtelse, og de retsvirkninger, loven knytter til levering (jf. nedenfor), knyttes i stedet til købeaftalens indgåelse, jf. Hedegaard Kristensen s. 40 f. og kommentar s. 177 ff. og 188 f. Som eksempler på tilfælde, hvor der ikke påhviler sælgeren en leveringsforpligtelse, kan nævnes, at genstanden allerede er i køberens besiddelse (f.eks. fordi køber har lejet eller lånt den), at genstanden efter aftalens indgåelse skal forblive i sælgerens besiddelse og herefter udlejes til køberen (»sale and lease back«), eller at køberen selv skal skaffe sig i besiddelse af genstanden uden yderligere foranstaltninger fra sælgerens side, f.eks. hvor køberen skal afhente genstanden på sælgerens frit tilgængelige oplagsplads. At der er sket levering, er langt fra altid ensbetydende med, at der er sket overgivelse til køberen. I en række tilfælde sker levering, før genstanden kommer i køberens besiddelse, jf. således f.eks. om simple forsendelseskøb i 10, hvor der sker levering ved overgivelse af genstanden til selvstændig fragtfører, eller når genstanden bringes inden for skibssiden. I sådanne tilfælde kan det også være relevant at fastslå genstandens bestemmelsessted, dvs. det sted, som sælgeren har påtaget sig at transportere genstanden hen til (køberen har f.eks. som udgangspunkt ikke pligt til at betale købesummen, før genstanden stilles til hans rådighed på bestemmelsesstedet, jf. 15). Der knytter sig en række retsvirkninger til leveringen: 1) Som udgangspunkt går risikoen for salgsgenstanden over på køberen ved levering, jf. noten til ordene»faren (risikoen)«i overskriften til 17 og 17, stk. 1, med noter. 2) Sælgeren skal afholde de omkostninger, der er forbundet med varens forsendelse frem til leveringsstedet. Køberen afholder omkostningerne til varens forsendelse væk fra leveringsstedet. 3) Ved bedømmelsen af om der foreligger forsinkelse fra sælgerens side, er det afgørende, om varen er leveret i rette tid og på rette sted. 4) Ved bedømmelsen af om varen lider af mangler, må der som udgangspunkt lægges vægt på varens stand ved leveringen, jf. 44. Se Hedegaard Kristensen s. 39 f. og A. Vinding Kruse s. 82 f. 9-11, og 73 indeholder regler om leveringsstedet, men udtaler sig ikke om, om salgsgenstanden f.eks. skal forsendes af sælgeren, jf. 10, eller udbringes til køberen, jf. 11. Det afgørende for, om der påhviler sælgeren en sådan pligt - og hvori pligten nærmere består - er købeaftalen (herunder evt. transportklausuler som beskrevet i 62-65) eller evt. kutymer på området. Fremgår intet af aftalen om leveringsstedet, er udgangspunktet, at der foreligger et afhentningskøb, jf. 9, dvs. at køberen skal hente genstanden hos sælgeren, jf. 9 med noter. Har sælgeren påtaget sig at sende genstanden til et sted beliggende uden for»pladsens grænser«, jf. noten til dette begreb i 11, foreligger der etforsendelseskøb. Der kan foreligge afsendelseskøb, dvs. et køb, hvor sælgeren skal afsende genstanden fra leveringsstedet, f.eks. i form af et simpelt forsendelseskøb som beskrevet i 10. Der kan også foreligge et forsendelseskøb, hvor sælgeren ikke skal afsende salgsgenstanden fra leveringsstedet, fordi leveringsstedet er genstandens bestemmelsessted, jf. f.eks. 65 om franco-køb. Om sælgeren har påtaget sig at afsende genstanden fra leveringsstedet eller ej har betydning for, hvordan afviklingen HA.Jur. bacheloropgave AAU side 35 of 36

36 af parternes mellemværende skal finde sted, jf om retten til at kræve ydelse mod ydelse (gensidighedsforholdet). 9 om afhentningskøb finder også anvendelse i forbrugerkøb, mens ikke finder anvendelse, jf. 1 a, stk. 3. I forbrugerkøb gælder i stedet 73. Pasted from < HA.Jur. bacheloropgave AAU side 36 of 36