16. søndag efter trinitatis, den 20. september 2015 Vor Frue kirke kl. 10. Tekst: Luk 7,1-17 Salmer: 739, 434, 305, 148, 349, 467, 728 v.

Transkript

1 1 16. søndag efter trinitatis, den 20. september 2015 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Luk 7,1-17 Salmer: 739, 434, 305, 148, 349, 467, 728 v.3-4, 560 Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Fra død til liv. Det er det, det hele handler om. Hér i meget konkret forstand, når enkens søn fra Nain bliver vakt til liv. I videre forstand er det evangeliets kerne, at den døde Kristus opstod. Og i gudsrigets helt store perspektiv er det projektet med os dødelige, at vi skal leve med livet for os. Fra død til liv. Det kan man godt gå hen og glemme i den daglige vildrede over den død, som møder os som sygdom, katastrofer, krig. Vi tænker, at vi lever, så længe ulykken ikke har ramt os. Horisonten er døden. Og livet forstår vi som indtil videre udsat død. Derfor skal vi have opfrisket håbet og troen i dag, hvor vi er midt mellem påske og påske. Det er seksogtyve uger siden, vi fejrede påske, og der er seksogtyve uger til, at vi igen skal fejre kirkens største højtid.

2 Fortællingen om enkens søn fra Nain, som var død men blev levende er en påskefortælling midtvejs. Herren han har besøgt sit folk, natten hun blev til morgen, synger vi. Der bliver igen vendt op og ned på nat og dag, død og liv, akkurat som i påsken. Det er den tidligere rektor for Pastoralseminariet, Mogens Lindhardt, som i en netop udkommet kommentar til trinitatistidens prædikentekster kalder denne 16. søndag efter trinitatis for efterårets påskedag seksogtyve uger efter forårets. Lindhardt har som få andre blik for det tilsyneladende tilfældiges dybere betydning. Sådan finder har parallellerne mellem Jesu opstandelse og enkens søns : Jesus blev korsfæstet og gravlagt uden for byen. Enken og Jesus mødes også uden for byporten. Enken, som er det klassiske billede på folket, der har miste sin orientering, gudsforladt, uden håb, får sin eneste søn tilbage, - i ældre oversættelser stod der enbårne søn, for at vi ikke skulle gå glip af pointen. Ligesom Kristus ikke bare opstod, blev han som enkens søn givet til den menighed eller menneskehed, hvis håb han er, så menigheden eller menneskeheden, kan fortsætte netop det, der er dens bestemmelse: vandringen mod gudsriget. Og endelig pristes Gud med ordene om, at Gud Herren har besøgt sit folk. Sådan sang de i Israel ved den årlige tronbestigelsesfest, når folkets søn, udvalgt af Gud, trådte ind som deres Herre og forløser. De sang, som vi synger: Herren han har besøgt sit folk. 2

3 Efterårets påske er sådan en reminder om, hvad det er, der i ordets bogstaveligste forstand er det væsentlige. Det er åbenbart ikke kun en moderne foreteelse, at evangeliet kan gå i glemme i bare foretagsomhed. Lindhardt antager, at fortællingen om enkens søn fra Nain har været på plads i kirkeårets kadence som en af de første. Fra forårets påske skal alt udmåles. Hvis det er glemt hen over sommeren, får vi altså også en efterårets påske som reminder. Gud har besøgt sit folk. Hvad indebærer så dette herlige besøg? I salmen, vi synger om lidt, hvor første linje er citat fra fortællingen om enkens søn fra Nain, Herren han har besøgt sit folk, svarer Grundtvig selvbevidst ved at pege på sit eget forfatterskab. Herren besøgte og digteren besang besøget. Anders Malling spørger i sin store, klassiske salmekommentar, om salmen overhovedet handler om enkens søn fra Nain. Det gør den selvfølgelig på en måde og skal derfor synges i dag. Men ligesom Lindhardt siger han, at det også kunne være en påskesalme, der handler om Jesu egen død og opstandelse. Eller en pinsesalme, som taler om, at påske først bliver levende for os ved Helligåndens virksomhed? Blegt som et liv var livet ord, dødt det os lå på tunge, Ånd dog fra Herren i det fór engle derom vil sjunge. 3

4 Men den handler om noget helt fjerde, siger Malling. De bibelske hentydninger er billeder eller symboler for noget nutidigt. Gendigtningen af fortællingen om enkens søn fra Nain handler om evangeliets opstandelse af ortodoksiens og rationalismens grav på Grundtvigs tid og ikke mindst ved Grundtvigs egen virksomhed. Evangeliet var blevet til læresætninger i ortodoksiens tid. Ortodoks betyder den rette lære. Kristendom var blevet et spørgsmål om at kunne og kunne reproducere troens læresætninger. Og rationalismen, som historisk fulgte efter ortodoksien, havde forvandlet evangeliet til fornuftige leveregler, optaget som rationalismen var af at vise evangeliet ratio, dets fornuft. Man glædede sig over, at evangeliet stemte overens med almindelig sund fornuft. Men kristenlivet var stendødt i al sin korrekthed og kedelige forstandighed. Liv er Ånd. Og liv er noget, der opstår, hvor sikkerhed og viden vejres hen for at give plads til mod og håb. Fornuften, som er tidens rette læremester, vore dages rettroenhed, - den moderne ortodoksi, fortæller, at kun et er sikkert her i livet, og det er døden. Ånden lærer modsat, at dette rationale er den visse død i levende live. Det er ikke vores død, der giver vores liv dets mening. Det er Jesu død, der giver vores liv retning. 4

5 Vi går ikke mod en død, hvorfra livet henter sin betydning. Vi går fra en død, den døde Kristus, for at gå mod et liv med Gud, hvor vi end går. Vi har ikke den samme selvbevidsthed som salmedigteren, som med sin kunst befrier evangeliets ord fra dets grav i rigtigheden og fornuften. Men hvorfor i grunden ikke? Vi kan ikke befri evangeliet, Ordet, - som Grundtvig kaldte det, ved at digte. Men vi kan befri Ordet fra det grødomslag af kirkelig påhitsomhed og venlig iderigdom, som har taget det til fange. Der skal fortælles om Jesu død i vores sted, - om det så også lyder lige så usandsynligt som enkens søns opstandelse. Som denne søn blev talt til live, sådan skal vi også tales op af den grav, rigtigheden og fornuften og påhitsomheden og den venlige iderigdom har begravet os i. I det næstsidste vers af salmen, vi nu synger (i Grundtvigs version oprindeligt det sidste) tildigter Grundtvig et forklaring (han tildigter faktisk en sekslinjet forklaring til samtlige vers). Vi synger: Lever nu op, I Christne smaa! Nu er her godt at være, Alle Guds engle med os staae, Vil jer på Hænder bære! Nu hvor Ordet, forkyndelsen af at vores liv går ikke imod men fra en død, er befriet fra fornuftens og de gode viljers fangenskab, er her godt at være. Og 5

6 digteren forklarer, at det altså ikke er noget, der kan tæskes ind i os: Ei med ferle, ei med Riis, lære Børn vi Herrens Priis, Men med Paaske-Sange, Som en Fugl stod Ordet op, Svang sig over Bøge-Top Glad i Dane-Vange. Når vi synger, rejser Ordet sig som en Fugl Fønix af asken og vi kan glæde os med både digteren og fuglen i Dane-Vange. Og herefter skal vi så selvfølgelig bruge vores sunde fornuft. Nu ikke til at forstå evangeliet. Den forståelse forudsætter, at Ånden kommer os til hjælp. Som vi hørte det i epistelen fra efeserbrevet, skal der mere end fornuft til at forstå det, der langt overgå enhver forstand. Men nu hvor vores sunde fornuft er befriet fra at skulle fatte det ufattelige, kan vi i stedet lade fornuften anstrenge sig med alt det, vi forstår kun alt for godt. 6