"Jødespørgsmålet". Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933

Transkript

1 Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933 "Jødespørgsmålet". Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933 Karl Christian Lammers, lektor Institut for Historie, Københavns Universitet Selv om antisemitismen forstået som modvilje og had mod jøderne har en lang historie, især rettet mod dem som trossamfund, så var det først fra slutningen af det 19. årh. at antisemitisme blev et politisk slagord (1879) og også politisk program for den jødefjendtlige agitation i den såkaldte politiske antisemitisme. Den moderne antisemitisme var således en politisk antisemitisme, rettet mod jøderne som folk eller race. Og i alt fald fra begyndelsen af det 20. århundrede, især fra 1. Verdenskrig blev antisemitisme begrundet ikke bare religiøst, men især politisk, socialt og racistisk mere gængs og udbredt, og den synes at have indgået som en accepteret eller i det mindste tolereret del af den politiske kultur og offentlighed i mange europæiske lande; den blev tit udtrykt sprogligt barsk og militant, den tog undertiden voldelig form, og den lagde ikke i ytringer, tekster og karikaturer fingrene imellem i skildringen af det, der blev kaldt "jødernes skadelige indflydelse". 1 Hæftede der alligevel noget odiøst ved den åbne antisemitisme og især ved den politiske antisemitisme, så gjorde det sig i mindre grad gældende når antisemitismen fremtrådte mere indirekte under betegnelser som "jødespørgsmålet", "det jødiske spørgsmål" eller "jødeproblemet", hvor spørgsmålet om jødernes stilling og indflydelse endnu i 1920erne pseudovidenskabeligt blev taget 1 Jf. hertil generelt min efterhånden noget ældre artikel "Det fremmede element. Om antisemitisme i Danmark i mellemkrigstiden", der dog fortsat er den eneste, hvor dette tema er taget op (Den jyske historiker, 40, 1987, s ); jf. endvidere Jacob Hanghøjs utrykte speciale, Danskerne og antisemitismen, Aarhus Universitet 1998, der er en undersøgelse af danske reaktioner på jødeforfølgelsen i Tyskland og John T. Lauridsen, DNSAP og "jødespørgsmålet", i Johnny Laursen m.fl. (red.): Tradition og Kaos, Aarhus 2000, s I opslaget om antisemitisme i Salmonsens Konversations Leksikon, der blev udgivet i 1915, beskrives antisemitismen som en "social-politisk bevægelse", der især var fremtrædende i Tyskland, Østrig, Ungarn og Frankrig og i mindre grad i USA; Danmark nævnes derimod ikke (Salmonsens Konversations Leksikon, red. Af C. Blangstrup, København 1915, bind 1, s. 830f.). 91

2 Karl Christian Lammers op i offentlighed, politik og videnskab. 2 Som sådan kan den eftervises i bl.a. Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Østrig og også Danmark, som det vil fremgå. Udslaggivende blev derefter udviklingen i Tyskland, idet den politiske antisemitisme der fra 1933 blev radikaliseret og tog en ny retning, da den i det nazistiske Tredje Rige blev ophøjet til statslig ideologi og legitim politik. "Jødespørgsmålet" formuleret som spørgsmålet om race og folk blev derefter hurtigt sat højt på regimets dagsorden, og hvad der officielt blev betegnet som en "løsning på jødespørgsmålet" blev i form af jøde- og racepolitik politisk og praktisk et prioriteret mål. Men ikke nok med det; den såkaldte "jødevidenskab", der bl.a. blev bedrevet i den nye "Forschungsabteilung Judenfrage" under Walter Franks Reichsinstitut für die Geschichte des neuen Deutschlands, skulle underbygge og legitimere en sådan løsning "videnskabeligt". 3 At en løsning på "jødespørgsmålet" og dermed raceproblemet ansås for nødvendig, blev begrundet med at det af racemæssige årsager var umuligt at jøder og ikke-jøder, dvs. tyskere, kunne leve sammen. 4 Denne version af antisemitismen nåede slutteligt sin ultimative kulmination under 2. Verdenskrig i det nazistiske regimes deportering af jøderne og forsøg på at udrydde Europas jøder i Holocaust. Det blev karakteristisk nok i NS-regimets særlige kodesprog betegnet som "den endelige løsning på det jødiske spørgsmål" (Endlösung der Judenfrage), en betegnelse der for første gang blev anvendt i sommeren Jf. til begrebets historie opslaget "Judenfrage" hos Cornelia Schmitz-Berning, Vokabular des Nationalsozialismus, Berlin 1998, s , opslaget "Antisemitism" i Israel Gutman (Hg.), Enzyklopädie des Holocaust, bind I, München 1995, s ; jf. endvidere Karl Christian Lammers, Die "Judenwissenschaft" im nationalsozialistischen Dritten Reich, i Freddy Raphael (Hg.), "... das Flüstern eines leisen Wehens...". Beiträge zur Kultur und Lebenswelt europäischer Juden, Tübingen 2001, s Jf. hertil min undersøgelse over "Forschungsabteilung Judenfrage" (note 2). Herfra kom flere publikationer om "jødespørgsmålet". I 1934 udkom således Gerhard Kittel, Die Judenfrage, Tübingen 1934, og fra 1937 til 1943 udsendte Reichsinstitut für die Geschichte des neuen Deutschlands den årlige publikation Forschungen zur Judenfrage, der i alt udkom i 7 bind inden udgivelsen ophørte. 4 Cit. efter Schmitz-Berning, s

3 Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933 Påstanden om at der virkelig eksisterede et "jødespørgsmål" det blev også omskrevet som "den jødiske fare" 5 synes at have været et gennemgående træk ved antisemitismen i mange lande. Altså at jøderne angiveligt besad en umådeholden indflydelse, især økonomisk. Det spørgsmål som her i lidt bearbejdet form skal diskuteres, er hvilke konsekvenser 1933 fik for antisemitismen i Danmark, om hvad man kunne kalde den antisemitiske diskurs i Danmark var konstant eller om den skiftede karakter med 1933, da den blev åbent racistisk og kravet om en løsning på "jødespørgsmålet" af nazisterne blev fremstillet som påkrævet. Diskussionen om "jødespørgsmålet" i Danmark Også i Danmark havde "jødespørgsmålet" været fremme i offentligheden. I 1923 udsendte zoologen, dr.phil. Hans Jacob Hansen, der tidligere havde været tilknyttet Zoologisk Museum, for den nationalistiske Foreningen Dansker-Ligaen en lille pjece "Jødespørgsmaalet"; dens i alt otte kapitler omhandlende "nutidens Jødespørgsmaal" havde tidligere været aftrykt som serie i dagbladet Jyllands-Posten. 6 I pjecen mente H. J. Hansen under henvisning til skrifter af Henry Ford og Hilaire Belloc at kunne påvise at den "internationale jøde" var blevet et verdensspørgsmål af første rang, især i USA, Tyskland og Storbritannien, men som han føjede til, så var man i Danmark ved Brandesianisme, radikal Politik og ikke faa mindre heldige jødiske Spekulanters skadelige Færd kommen ganske godt med, langt mere og langt værre, end de allerfleste af os havde tænkt sig Muligheden af for blot en halv snes Aar siden. Thi der er en vis Lighed mellem Jødens Forhold til et nationalt Samfund og visse Giftstoffer overfor vor Organisme; F.eks. Arsenik er meget nyttig til medicinsk Brug for at fremkalde Appetit og bedre Huld, naar det vel at mærke kun bruges i yderst smaa Doser, mens det i større Kvantitet er livsfarligt eller dræbende. 7 5 Således Aarhuus Stiftstidende , cit. efter Lammers (note 1), s H. J. Hansen, Jødespørgsmaalet, København 1923, 47 sider. Foreningen Dansker-Ligaen havde tidligere udgivet piecen "Danskerne og de andre", der angiveligt skulle få mennesker til at forstå, at "der er noget der hedder Jødespørgsmaalet her i landet ogsaa"; den udgav desuden månedsskriftet Dansk Nationalt Tidsskrift, der hævdede at være det eneste, der "bekæmper jøderne og andre unationale Folkeelementer". Tekst fra bagsideomslaget. 7 Hansen s

4 Karl Christian Lammers Noget tilsvarende gjaldt altså ifølge Hansen jødernes indflydelse i samfundet. Pjecen bestod bl.a. i hvad Hansen betragtede som en påvisning af jødernes rolle og en opremsning af deres indflydelse i flere europæiske lande, herunder Danmark. Han talte om "det jødiske program" 8 til at sikre jøderne kontrol i samfundet, og det var hans opfattelse at "Bolshevismen fremstillede det jødiske Problem med en Voldsomhed og en Nærgaaenhed, saa det ikke længere kunne benægtes hverken af den blindeste Fanatiker eller den mest resolute Løgner". 9 Derfor var det kun rimeligt at mange var besluttede på "at diskutere Jødeproblemet og komme til et rimeligt og endeligt Resultat", hvad der så end skulle forstås derved. 10 Mht. "Jødevæsnet" i Danmark mente H. J. Hansen at det spillede en stadig voksende rolle i den danske "nedgang", og der var især fire henseender hvor "jødisk Virken" i hans øjne havde "gjort Fortræd i større Maalestok ( ), nemlig på det litterære-moralske Omraade, i Politik, i Hovedstadspressen (og en del Provinspresse), endelig ved storslaaet Pengesvindel" 11. Derfor krævede Hansen spørgende "kunde vi nu ikke snart faa sagt stop (for jødernes indflydelse og virksomhed, kcl)"? 12 Noget svar på hvordan, kom han imidlertid ikke med; men han mente at have eftervist hvorfor "jødespørgsmålet" var et påtrængende problem. Dette er ikke stedet mere udførligt at eftervise antisemitismen eller "jødespørgsmålets" rolle i Danmark i mellemkrigstiden eller nazismens epoke i den danske offentlighed, ej heller om H. J. Hansens røst og let racistiske antisemitisme var repræsentativ. 13 Vigtigt er det bare at fastholde at det i hvad man kunne kalde den antisemistiske diskurs var implicit at der fandtes sådan noget som et "jødisk problem", et "jødespørgsmål", og at det var et problem for de nationale samfund; det gjaldt også for Danmark. 8 S S S S S Jf. note 1. 94

5 Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933 Cæsur i 1933? I det følgende skal det undersøges hvilke følger Hitlers magtovertagelse 30. januar 1933, der bragte partiet NSDAP til magten som i sin politik og ideologi var stærkt antisemitisk, fik for "jødespørgsmålet" og dermed for den antisemitiske diskurs i Danmark; det nazistiske regime slog jo som bekendt ind på en racistisk antisemitisme og arbejdede for hvad det betegnede som en "løsning af jødespørgsmålet". Hvad kom dette til at betyde for antisemitismens karakter og påstanden om eksistensen af "jødespørgsmålet"? Blev antisemitismen under disse forhold efter 1933 stadig betragtet som politisk og socialt acceptabel i Danmark, som politisk "korrekt"? I nogle kredse kunne de eksisterende antisemitiske holdninger endda synes at føle sig styrket af udviklingen ude i Europa, der måtte synes at have tydeliggjort "jødespørgsmålet". Der blev derigennem angiveligt sat fokus på jødernes stilling og indflydelse i Europa. I alt fald konstaterede Jyllands-Posten i en leder 30. marts 1933 om den nazistiske boykot-aktion mod jødiske butikker og erhvervsvirksomheder, at "jødeproblemet igen er rejst, og den nationale bølge der skyller henover landene, vil utvivlsomt medføre, at der ikke bliver ro om det foreløbigt" 14. Avisen henviste bl.a. til udviklingen i Tyskland og Polen. Det fik Jyllands-Posten faktisk ret i. Nazi-regimet havde ifølge avisen i al sin skarphed rejst "Jødeproblemet igen". 15 Nazisterne ville dog mere end rejse "jødeproblemet", de viste sig indstillet på at løse "jødespørgsmålet", løse de angivelige problemer i forholdet mellem jøder og ikke-jøder dvs. tyskere gennem skabelsen af et nyt nationalt (racemæssigt) fællesskab Volksgemeinschaft, der skulle være forbeholdt personer af tysk eller arisk race og udelukke andre. Det er opfattelsen her at den antisemitiske diskurs i det store perspektiv blev en anden i løbet af 1933, da nazisterne gjorde "jødespørgsmålet" til et raceproblem og gav det et racistisk indhold. Antisemitismen forsvandt 14 Jyllands-Posten ; det er muligvis H. J. Hansen der har skrevet denne leder signeret 'x', jf. Lammers (note 1), s. 93f

6 Karl Christian Lammers ikke, men den blev mindre åben og mere indirekte. 16 Det var ikke så meget følgen af Hitlers og nazisternes magtovertagelse i januar, ej heller konsekvensen af især SA's udskejelser og overgreb mod jøderne i marts eller af den nazistiske boykot-aktion mod jødiske forretninger og erhvervsdrivende 1. april, der uden for Tyskland, som følge af sin voldelige form, vakte stor opsigt og forargelse. Men diskursen forandrede sig først og fremmest som følge af at NS-regimet fra april 1933 gav antisemitismen statslig legitimitet. Antisemitisme blev nu legaliseret og indledt med en skelsættende lov gennemført 7. april om offentlig ansættelse, Gesetz zur Wiederherstellung des Berufsbeamtentums, som den eufemistisk blev kaldt. Med denne lov blev det muligt at afsætte tjenestemænd og andre offentligt ansatte af racemæssige (som "ikke-ariske") og sindelagsmæssige grunde og dermed at diskriminere bestemte borgere og annullere deres lige rettigheder. Men loven gav dermed antisemitismen officiel legitimitet, den gjorde den "lovlig", idet antisemitismen som statsligt gennemført racistisk antisemitisme tog form af en decideret jødepolitik omfattende jødelovgivning, der efterhånden kom til at bestå af i alt mere end love og dekreter, vendt mod de tyske jøder. 17 Det var den af staten iværksatte legale diskriminering og forfølgelse af jøderne ikke pga. deres tro og religion, men pga. deres "utyske" race og blod der reelt betød en cæsur, idet den brød med og annullerede jødernes emancipation. Den standsede deres assimilation og deres ligestilling som tyske statsborgere, gjorde dem til mindreværdige borgere og indledte en stadig voksende diskriminering og udskillelse (segregation) af de tyske jøder, fordi de tilhørte et andet folk, det "jødiske folk", ikke det tyske. Det angivelige "jødiske spørgsmål" skulle tilsyneladende løses 16 Jf. eksempelvis en artikel af Benjamin Balslev, Racekampen i Tyskland, 1934, hvor talen er om Tysklands "Jødespørgsmaal", cit. efter Thorsten Wagner, Fællesskabets nationalisering og jødespørgsmålet i en liberal Kultur, i Cecilie Banke (udg), Folk og fællesskab, København 2001, s I forordningen om lovens ikrafttræden 11. april blev arier-paragrafen defineret: "Ikkearisk er den, der stammer fra ikke-ariske, særligt jødiske, forældre eller bedsteforældre. Det er nok, at den ene af forældrene eller bedsteforældrene ikke er arisk", cit. efter Karl Christian Lammers, Vejen til Auschwitz, København 2000, s. 58. Jf. endvidere til regimets "jødelovgivning" Joseph Walk (udg), Das Sonderrecht für die Juden im NS-Staat, 2. udg., Heidelberg

7 Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933 gennem jødernes udskillelse af fællesskabet. De blev degraderet til andenrangs borgere med stadig mere indskrænkede rettigheder. Derigennem kom denne diskriminationslov begrundet i "forkert" race til at markere et brud i den antisemitiske diskurs og give antisemitismen en ny "kvalitet". Ikke kun i forhold til de tyske jøder, hvis rettigheder blev mere og mere begrænsede, men også i forhold til den tyske befolkning, der affandt sig med at antisemitisme var blevet statslig politik, og accepterede dens konsekvenser, hvis det bare gik "lovligt" og "ordentligt til", altså blev gennemført legalt i form af love, dekreter osv, også selv om de ramte de tyske jøder hårdt. Der kan efter 1933 tales om en kontinuitet i antisemitismen for så vidt som den levede videre, men samtidig om diskontinuitet i den grad den statslige raceantisemitisme legitimerede og legaliserede at staten gennemførte overgreb på og diskriminering af de i Tyskland levende jøder. Antisemitismen som den sås udfolde sig i Tyskland, var fra april 1933 blevet en anden. Hvilke konsekvenser fik denne udvikling for antisemitismen i Danmark? Var det for de antisemitiske holdninger acceptabelt, at den tyske vej til løsning af "jødespørgsmålet" indebar ophævelse af jødernes ligestilling som borgere, at den betød diskriminering og udelukkelse også af jøder der var statsborgere? Mens de fleste danskere formentligt var chokerede over den nazistiske jødepolitik og dens ofte brutale konsekvenser, er det måske alligevel overraskende at konstatere at de dele af den danske offentlighed der havde accepteret og var gået ind for antisemitisme, i begyndelsen reagerede som det tyske folk. Nemlig ved at affinde sig med diskrimineringen og indgrebene mod jøderne, så længe det bare foregik "ordentligt", dvs. lovligt eller legalt. Således kunne Aarhuus Stiftstidende i april 1933 godt affinde sig med at et land såfremt det havde et særligt "jødeproblem", havde lov at ordne det, hvis det bare foregik på "basis af lov og ret". 18 Men var "lovlig" diskriminering af jøder som race/folk acceptabel, hvis den brød med de for det danske demokrati gældende principper om ligestilling og retsstatslighed for alle? 18 Cit. efter Lammers (som anm. 1), s

8 Karl Christian Lammers Denne udvikling i Tyskland synes for de fleste at have betydet en cæsur, der gjorde at antisemitismen politisk ikke længere var acceptabel. Inden for den danske presse og den demokratiske offentlighed var overskridelsen af denne tærskel ikke længere acceptabel. Den just citerede Aarhuus Stiftstidende sagde således fra over for etablering af racestaten i Tyskland, navnlig i forbindelse med gennemførelsen af de såkaldte Nürnberg racelove i Det gjaldt også andre dele af offentligheden. Naturligvis ikke den nazistiske, heller ikke alle højreradikale dele og heller ikke Jyllands-Posten, der helt frem til november 1938 fremturede og med god grund bragte sig selv under kritik med sin beskæmmende leder 15. november om "Jødeforfølgelserne i Tyskland", hvis mest diskutable passage lød som følger: "Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder. Men til gengæld kan man stille det krav, at det sker på anstændig vis". 19 Bladet syntes at udtrykke forståelse for at Tyskland ønskede at "udskille jøderne af det tyske folkelegeme", og det omtalte overvejelser om at overlade et koloniområde til jøderne; men avisen krævede dog at Tyskland selv skulle bidrage til konsolidering af et nyt "Jødeland". Det ville være en ideel løsning: "I alle tilfælde er det ikke nok, at Tyskland skiller sig af med jøderne. Det må også gøres på en sådan måde, at menneskehedens samvittighed ikke belastes for hårdt, og således at Tyskland ikke taber noget af den respekt, som det har vundet i alle lande og kredse. Som forholdene er nu, kan Tyskland løse sit jødeproblem og endda beholde sin stormagtsstilling på basis af frygt". 20 Det var således for Jyllands-Posten acceptabelt at det nazistiske Tyskland løste "jødespørgsmålet" på sin måde. Og Tyskland fik som bekendt slutteligt løst sit "jødeproblem" med deportationer og i sidste ende den som Endlösung formummede udryddelse af jøderne. Men var de konsekvenser det som Jyllands-Posten havde tænkt på da den udtrykte sin forståelse for NS-regimets jødepolitik? Det ville være urimeligt og ubegrundet at hævde. Alligevel er avisens kommentar bemærkelsesværdig, også i et samtidigt perspektiv. For var et begreb som "anstændigt" overhovedet passende? Fandtes der overhovedet en "anstændig løsning af jødespørgsmålet", når den nødvendigvis måtte indebære jødernes udskillelse 19 Jyllandsposten , jf. Lammers (note 1), s. 90f. 20 Sammesteds. 98

9 Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933 af Tyskland? Selvfølgelig gjorde der ikke det. Men fordringen om at udføre det anstændigt mente SS-lederen og den praktisk ansvarlige for Endlösung Heinrich Himmler at have imødekommet; som han udtrykte det i sin berygtede tale til SS-folk i Posen i oktober 1943, hvori han bl.a. fremholdt om udryddelsen af jøderne: "De fleste af Jer vil vide hvad det betyder at 100 lig ligger samlet, hvis 500 ligger der eller når ligger der. At have gennemgået dette og bortset fra enkelte menneskelige svagheder at være forblevet anstændig, det har gjort os hårde. Dette er en aldrig beskrevet hædersbevisning i vores historie og en der aldrig vil kunne skrives". 21 Sammenfatning: Danmarks nabo i syd, det nazistiske Tyskland, fik således næsten "løst" sit "jødespørgsmål"; men måden det foregik på fra foråret 1933 og formen det fik, betød samtidig at så godt som enhver tale om "jødespørgsmålet" som raceproblem ophørte, og at antisemitismen bortset fra i mere marginale og radikale miljøer politisk og kulturelt mistede sin relevans og legitimitet i de fleste demokratier herunder Danmark. At en løsning på "jødeproblemet" kunne indebære statslig og lovlig diskriminering og udskillelse af jøderne som race, men også voksende forfølgelse kom på sigt til at medføre et brud i den antisemitiske diskurs. At staten på angivelig "lovlig" vis indledte racistisk diskriminering og forfølgelse af sine jødiske borgere, synes at have bidraget til at ændre antisemitismens karakter uden for Tyskland. I alt fald i flere vesteuropæiske stater. Det betød ikke at antisemitisme og antijødiske indstillinger forsvandt socialt og kulturelt. Den fortsatte i form af de centrale argumenter, der indgik i den historiske antisemitisme eksempelvis mht. påstanden om jødernes store økonomiske og kulturelle indflydelse. Men fra april 1933 blev antisemitismen også i Danmark mere og mere forkætret, den kunne ikke længere siges at være stueren og "politisk korrekt", og optrådte herefter kun undtagelsesvis åbent og blev kun i begrænset omfang tolereret. I alt fald når det drejede sig om de danske jøder. Nazisternes konsekvente og brutalt gennemførte jødepolitik gjorde antisemitismen politisk uacceptabel, selv om den og antisemitiske holdninger kunne leve videre mere 21 Aftrykt i Deutsche Geschichte Dokumente zur Innen- und Aussenpolitik, Hg. Wolfgang Michalka, Frankfurt 1999, s

10 Karl Christian Lammers uudtalt som forbehold, som "moderate" antijødiske holdninger eller ressentimenter. 100