Kristi himmelfart. B Luk 24,46-53 Salmer: I Jerusalem er der bygget kirker alle de steder, hvor der skete noget

Transkript

1 Kristi himmelfart. B Luk 24,46-53 Salmer: I Jerusalem er der bygget kirker alle de steder, hvor der skete noget centralt omkring Jesus. Det er valfartsteder den dag i dag, og besøges af tusinder fra hele verden. Selvom det er svært at vide om det nu lige var her eller der, så er der noget dragende over de hellige steder i Jerusalem. Det er fantastisk at tænke at her har Jesus været, og så gør det ikke så meget, at kirken er bygget nogle hundrede år efter, og at der ikke er sikkerhed for, at det er det rette sted. Det kunne være. Måske er det ikke der, men så er det et andet sted, men det var i Jerusalem. Det er fantastisk at tænke på. Især det grundlæggende, at Jesus er en historisk person. Jesus var et menneske som alle andre, -det kan ikke modbevises. Der er noget, vi tror. At Jesus er Guds søn, og at han stod levende op af graven. Det kan ikke bevises. Det kan alene tros. Men at Jesus har været i Jerusalem. At han har været der i den jødiske påske omkring år 33, og at han led døden 1

2 på Golgata. Det er historisk. Det er faktum. Og derfor er det så spændende at besøge Israel og især Jerusalem. Der er denne historiske kerne. Jesus har været der. Vi tror derved ikke kun på en ophøjet og fjern Gud. Vi tror ikke kun på en Gud, der troner i høje himle. En vigtig del af vores kristne tro handler altså om Jesus fra Nazareth, der er en historisk skikkelse, som du og jeg. Et menneske der rent fysisk levede i Israel og rent fysisk endte sit liv i Jerusalem. Vores tro er ikke blot noget diffust, -frit i luften svævende, noget åndeligt og uhåndterbart. Jo, vi tror på en åndelighed, men vi tror også på Guds søn, der kom til jord for at leve et fysisk liv, -sandt Gud men også sandt menneske en man kunne røre ved, - favne, forholde sig til som netop et menneske. Inde midt i det moderne Jerusalem ligger der ikke langt fra toppen af Oliebjerget en meget gammel kirke, eller måske nærmere et lille kapel. Det er himmelfartskirken. Efter sigende bygget på det sted i datidens Betania, hvorfra Jesu fór til himmels. Og på 2

3 gulvet i den meget lille kirke er der et aftryk af en fod i klippen, og det er særligt helligt for nogle, for man hævder, at det er det fodaftryk Jesus efterlod sig, da han fór til himmels. Andre ryster lidt på hovedet og tænker: kan det nu passe? Men igen: fodaftryk eller ej, -kirke her eller der. Der er ingen grund til at betvivle, at det var deromkring, at disciplene så Jesus for sidste gang. Fra påskemorgen og 40 dage frem havde Jesus vist sig for sine disciple ved flere lejligheder. Han havde talt med dem. Vist dem sine naglemærker. Vist dem, at han ikke var et spøgelse, der gik igen, men at han var blevet levende igen, at han som Guds søn var stærkere end døden. Og Jesus havde talt til dem. Forklaret dem det hele. Forklaret dem hvorfor han skulle dø. Været sammen med dem, men også for at vænne dem af fra hans nærvær. Ført dem lempeligt frem imod at de skulle stå på egne ben, -frem imod at de skulle gå ud i hele verden for at gøre alle folkeslagene til Jesu disciple. Og der i Betania var det slut. De så Jesus forsvinde for deres øjne, og de 3

4 vidste, at nu var det sidste gang. En æra var omme, og en ny skulle begynde. Det er let at forestille sig, at disciplene var meget kede af, at Jesus forlod dem. De 40 dage, hvor den dybeste fortvivlelse over Jesu korsdød blev vendt til jublende glæde påskemorgen, og alle de gange de var sammen med Jesus, hvor de virkelig forstod, hvordan det hele hang sammen. At det hele var Guds plan for frelse. Og nu skulle det være slut. Jesus vendte tilbage til sin far i himlen. Men disciplene forstod også i deres vemodighed over, at en æra var slut, - de forstod godt, at Jesus ikke blot skulle være deres ven, ikke kun være i Israel og Jerusalem, at hans virke skulle udbredes til hele verden, at det glædelige budskab skulle sprænge alle grænser i tid og sted. Alle skulle mødes med glædens og kærlighedens evangelium. Over hele verden. Ikke kun i disciplenes levetid, men i tusinder af år. Ikke kun de 12 skulle opleve at være sammen med Jesus. Hans nærvær skulle med Helligånden kunne føles af alle, til al tid. Også i Aarhus, -i vores kirke. Her om 4

5 lidt vil vi spise sammen med Jesus, -på en måde fuldt ud ligesom disciplene dengang, - i sin dybe betydning på samme måde som med disciplene dengang. Det bevirker Kristi himmelfart. Det er meningen med dagen i dag. Kristi himmelfart betyder, at Jesu begrænsning i tid og sted som sandt menneske, -det ophæves. Med Kristi Himmelfart er Jesus hos alle, der tror på ham. Som han selv sagde: Hvor to eller tre er samlet i mit navn, der vil jeg være til stede midt i blandt dem. Det er løftet til os. Løftet om hans nærvær til al tid og overalt. Vores kristne tro er særlig, fordi den både er så åndelig, men samtidig også meget konkret. I kristendommen forholder vi os til en historisk person. Et konkret menneske, som vandrede rundt i Israel for 2000 år siden. Jesus viste sig som sand Gud og sandt menneske, og derved blev han for os en konkret forbindelse mellem det jordiske og det himmelske. Gud er ikke blot den uopnåelige almægtige, der troner som konge i sin høje himmel, den Gud, som Gammel 5

6 Testamente lærer os, intet menneske kan se i levende live. Gud taler til Moses ved den brændende tornebusk, men får også at vide, at han ikke kan komme til at se Gud. Men da Jesus bliver født i Betlehem, lever et menneskeliv som en bror for os, så har vi set Gud, set Gud i skikkelse af hans enbårne søn. Gud har forladt sine ophøjede himmel og kommet os så nær som et menneske som os. Jesus er bindeled mellem Guds himmel og vores jord, vores liv. Jeg har personligt altid følt det som det allerstærkeste ved vores kristne tro, at den bygger på en historisk skikkelse, som vi kan læse om i Ny Testamente. Det konkrete. At der er noget, der er et faktum. At Jesus har levet, og at han gik gennem en lidelse og død i Jerusalem, og at denne død er bevidnet også af ikkekristne historieskrivere. Det, har jeg altid syntes, var en stor, stor styrke i min tro. Det var Ny Testamentes fortællinger, der gav mig tro på Gud. Jesus var indfaldsvinklen. Det konkrete. Og så har jeg aldrig 6

7 rigtigt kunne fatte, at nogle siger, at de ikke kan tro på, at Jesus er født af en jomfru, at han gik på vandet, eller at han stod levende op af graven. Og det samtidig med at de siger, at de tror på en Gud, tror på at der er mere mellem himmel og jord. Men det med Jesus, det kan de ikke rigtig forholde sig til, -netop fordi det er så konkret. Jeg forstår det ikke helt. Jeg mener: hvis man tror på en Gud i himlen, tror på mere mellem himmel og jord. Tror på, at Gud på en eller anden måde har skabt verden. Ja, også tror på, at der er noget efter livet her på jorden. At der er en himmel for os. Så spørger jeg: er det ikke en større ting at tillægge Gud, end at han skulle sende sin søn født af en jomfru, give ham magt til at gå på vandet og gøre vand til vin og stå levende op af graven. Er det ikke lille ting i forhold til at skabe hele verden? Hvorfor er det ene svære at tro på end det andet? Det forstår jeg ikke helt. Det er blevet sådan, at det nærmest er blevet moderne at sige, at man tror på Gud. Det er bestemt ikke yt. 7

8 Tværtimod. Mange af de kendte siger glad og gerne, at de tror på Gud. Og det kan man jo kun glæde sig over. Men spørges de kendte så mere ud om deres tro, så falmer ens glæde lidt. Jo, for de mange vil netop ikke være specifikke eller konkrete om deres tro. De tror på en Gud. Men de tror netop på den fjerne Gud. Han der bekvemt sidder i sin himmel og er kun fred og fordragelighed, og idel kærlighed. Man kan måske godt li at komme i kirke. Men det er ikke for at høre Guds ord og en prædiken om, hvad kristendommen handler om. Nej, man går i kirke for stemningen, -det smukke rum, -fornemmelsen af det åndelige, og for at høre en prædiken om, at vi skal elske hinanden og være gode mod hinanden og jorden og sådan. Spørges der derimod ud om forholdet til Jesus Kristus, så er der mange, der siger fra. Det åndelige, det fjerne ved Gud, -det kan man tro på, men en Gud som man kan læse om i en bibel og lære at kende gennem hans enbårne søn, -nej det er for lige til, -det er for konkret. Som jeg har hørt sagt i interviews: Jeg kan ikke døbe 8

9 mit barn for jeg kan ikke sige ja til trosbekendelsen. Man vil ikke købe hele pakken. Ok, med tanken om en Gud, der er der for at redde én, når det gælder, men en Gud der sender sin søn for at sige, hvad vi skal og ikke skal, og hvordan vi skal forholde os til Gud. Nej det er for meget, -sådan siger mange fra i dag. Og jeg tænker: hvor er det en skam. Hvor er det en skam, at man kun vil tro på det diffuse, i stedet for at tro på det vidunderlige, at Gud ville være os så nær som overhovedet muligt og vise det ved at sende sin enbårne søn til verden, som en bror for os, -som en frelser fra det mørke, det truende, -fra synd, skyld og død. Jeg synes, det er en skam, fordi der er en langt større trøst og styrke i at tro på hele pakken, end blot noget luftigt, åndeligt, ukonkret. Mange vil hævde, at grunden til at så mange siger nej til hele pakken og stopper ved at sige, at man godt nok tror på Gud, at det grundliggende hænger sammen med, at det moderne menneske finder sin Gud i sig selv, -i sin rigdom, i sin dyrkelse af sin krop og 9

10 sundhedsidealer. At gud finder man mere eller mindre slet og ret i sin egen navle. Sådan hævdes det, - det er måske nok rigtigt. Men også derfor er det en skam, at man fravælger den sande styrke i kristendommen, - troen på Jesus Kristus. For Jesus er trøst, når noget går os imod. Jesus er bindeleddet mellem himmelen og jorden, -mellem Gud og os hernede på den grønne jord. Og det er altså noget, der holder langt mere vand end en tro på Gud i altet og intet, og ikke mindst troen på gud i en selv. Den tro vil dog altid ende i fiasko. Ende i fallit, når livet rinder ud for os. Men hvis vi vil, da har vi den kristne Gud at klynge os til, fordi han har vist os, at hans søn var stærkere end døden, og han ville lade denne sejr være vores. At han har åbnet en dør, ingen eller intet kan lukke i for os. Det er kristendom. Det er liv og trøst, det er styrke og livskraft. Det er den kærlighed, der betyder alt. Tak, at det er det vi tror på, -lad os håbe at flere begynder at købe lidt mere af pakken, for ikke at sige den hele. 10

11 Ikke fordi vi forstår det, men fordi det er en frihed at vælge at tro på det. Amen. 11