Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke Salmer: v. 583 // v.7 697

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014. Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697"

Amanda Søndergaard
8 år siden
Visninger:

1 Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014 Salmer: v. 583 // v Læsninger: 1. Mos. 18,20-33 og Luk. 18,1-8 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Det er de allerførste ord i Biblen. De står nærmest som en slags overskrift. Som en angivelse af hvad det er for en verden mennesket kommer til at leve i. Himlen og jorden der tænkes naturligvis på den himmel vi kan se med vores øjne og på den jord vi står og går på med vores fødder. Men himlen og jorden er samtidig mere end det. Det er grundsymboler med en meget omfattende betydning i sig, de siger noget om hvad det vil sige at være menneske, og hvad det er for et liv Gud har skabt os til. Mennesket er skabt til at leve på jorden, men med himlen over sig, med den åbne og uendelige himmel som horisont. Hvad vil det sige at være menneske på jorden? Det vil sige, at det er det her liv jeg er bundet til og forpligtet på. Som jorden ved tyngdekraften trækker mig nedad, sådan er der noget som kræver mig, ja som trækker i mig lige her hvor jeg er og står. Det er altså meningen at jeg skal være til stede her. I det her liv sådan som det nu former sig. Sådan har Gud givet mig en vidunderlig verden og et liv med mening at være i. Sådan er der hver dag noget jeg skal opleve og se, der opgaver jeg skal tage på mig, der er mennesker som har brug for at jeg er der. At jeg lever på jorden, det kan og må jeg ikke flygte fra. At være menneske er at være jorden tro. Men samtidig er jeg skabt med den uendelige himmel som løfter sig over mig. Himlen som er uden grænse, og som vi med vores blik kan fortabe os i. Himlen som er et dyb vi kan se ind i, intet stopper blikket, undtagen når skyerne for en tid skjuler dybet for os. Og igen himlen er ikke bare det vi kan se med vores øjne. Himlen

Himlen og jorden der tænkes naturligvis på den himmel vi kan se med vores øjne og på den jord vi står og går på med vores fødder. Men himlen og jorden er samtidig mere end det.

2 det er det uendelige. Det er det at verden er større end vi kan begribe og forstå. Det er det at der i tilværelsen er en åbning ud imod noget helt andet, imod dybet, imod Gud. At himlen er der, gør at jeg ikke spærres inde i mit liv. Men jeg ved at tilværelsen også kan være anderledes, og at der muligheder jeg endnu ikke kender. Himlen kalder på en uro i mig, en længsel som ikke bare lader sig affinde med verden sådan som den nu er. At være menneske er altså at leve på jorden, men med himlens åbenhed i sig. Og ligesom vi skal være jorden tro, skal vi også være tro mod himmeldimensionen i os. For ellers gror vi fast i det jordiske og praktiske og nære. Det er himlen og den længsel og uro den skaber i os, som gør et vi ikke bare bliver ved at gøre det samme og det samme og vi gror fast i magelighed. Det er himlen som gør at vores liv og dage ikke bare bliver til en evig trummerum. Himlen trækker os ikke væk fra jorden, men holder vores verden åben. Så vi kan se hinanden med nye øjne, se nye muligheder og ankomme til dagen og dens liv på ny og på ny. Ligesom det er himlen som får os til at løfte blikket, så vi ikke bare kredser om os selv og det der bekymrer os eller irriterer os lige nu. Derfor det så afgørende at vi her i det jordiske holder vores længsel i live og er tro mod himmeldimensionen i vores liv. Og det er for mig at se det Jesus minder os om og vil have os til, når han i evangeliet siger at vi altid skal bede og ikke blive trætte. Vi skal ikke bare resignere, siger Jesus, for vores liv kan også være anderledes. Vi skal tværtimod tro og håbe og stole på at det sidste ord ikke er sagt. Vi skal anråbe Gud om at vise os muligheder vi ikke har fået øje på endnu. Så vil også opleve at Gud på den en eller anden måde kommer os i møde og giver os en form for svar. Jesus fortæller i dag om det i den meget mærkelige lignelse vi hørte om den uretfærdig dommer og enken, der bliver ved med at insistere på sin ret. Hun helmer ikke. Hun bliver ved med at koste ham en masse besvær. Til sidst giver han sig, dommeren.

Himlen kalder på en uro i mig, en længsel som ikke bare lader sig affinde med verden sådan som den nu er. At være menneske er altså at leve på jorden, men med himlens åbenhed i sig.

3 For ellers ender det vel med, tænker han, at hun kommer og slår mig i ansigtet. Og Jesus slutter så af med ordene: Hør den uretfærdige dommer! Når han siger sådan, skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Gud, som selvfølgelig eller underforstået er langt mere retfærdig og lydhør end denne dommer. Men det er enken vi skal lægge mærke til. Det er hende vi skal tage ved lære af. Enken som er jo er en rigtig madamme - hun råber op både dag og nat, hun lader sig ikke kue, hun bliver ved med at insistere - og får så til sidst sin ret. Det er formodentlig et noget andet billede af hvad bøn er for noget, end vi for det meste forestiller os og kender til. Vi tænker vel oftest at bøn er at finde fred, opnå en indre ro, at nå frem til en accept af livet sådan som det er. Men her er bøn omvendt en insisteren på at der må kunne findes nye veje i livet. Enken resignerer ikke, men bliver ved med at holde sit liv åbent ved at anråbe Gud. Hun holder fast ved himmeldimensionen i sit liv. Samtidig med at det er det her liv, det jordiske liv, hun bekymrer sig for. For i Bibelen er bøn aldrig at søge indad eller væk fra verden, men bøn udspringer tværtimod af et nærvær og et engagement i den verden vi lever i. Bønnen er udtryk for vores medleven, den viser at vi ikke er ligeglade, men vi bekymrer os, vi vil noget med denne her verden. Der er noget som anfægter og som er os så dyrebart - vi kan ikke bare lade stå til. På den måde står patriarken Abraham jo som et værdigt og tydeligt eksempel på hvad kristen bøn er. Abraham, der som vi hørte det, blev ved med at appellere til Herren, til hans omdømme som en retfærdig Gud. Du kan da umuigt slå en hel by i hjel! Hvad nu hvis der findes bare 50 retfærdige i Sodoma, skal de så lide samme skæbne som de uretfærdige? Det kan du da ikke mene! Abraham gør brug af al sin retoriske kunst, han købslår med Gud, og til sidst lykkes det ham at få Gud med på, at hvis bare der er ti retfærdige tilbage i Sodoma, så skal byen ikke

Men det er enken vi skal lægge mærke til. Det er hende vi skal tage ved lære af.

4 ødelægges men bestå. Bøn er altså: Ikke at slå sig til tåls. Bøn er mere end at være jorden tro. Det er tværtimod at bekymre sig for den tilstand vi selv og verden befinder sig i. Det er at lægge det altsammen frem for Gud. Fordi vi ved, at intet er håbløst og umuligt for ham. Og fordi vi ved at han aldrig vil give slip på det liv som er hans. Og her kan det selvfølgelig godt undre, at Abraham i sin stædige og modige henvendelse til Gud alligevel gør holdt ved de ti personer. Hvorfor går han ikke ned til 5? Eller mindre? For det gør Jesus. Det gør evangeliet: Det fortsætter Abrahams spørgen og siger: Hvad nu hvis der kun er een retfærdig, hvad vil du så Gud? Og det svarer selv: Så vil Gud frelse. Gud kan naturligvis blive optændt af en overvældende vrede over det liv, vi forspilder, ødelægger, perverterer, men vreden eller retfærdigheden kan aldrig eliminere hans barmhjertighed, han vilje til at vores liv heles og bliver nyt. Ja i evangelierne er Gud en gud der frelser de uretfærdige, og lader sin sol stå op over både onde og gode. Der kan være tider hvor vi ikke kan få øje på andet end en verden som er uretfærdig og kaotisk. Og hvor Gud kommer til at stå som en kynisk uretfærdig dommer der helt og aldeles har overladt det skabte liv til sig selv. Der kan være lange perioder i vores liv hvor det ikke er til for os at se eller regne med Guds tilstedeværelse, og hvor Guds barmhjertighed fortoner sig som en fjern og luftig realitet. Og hvor vi derfor efterhånden opgiver at gøre noget som helst. Modløse accepterer vi tingens tilstand, vi kæmper ikke, og vi har opgivet håbet om at verden kan flytte sig og vise sig anderledes end vi ser den lige nu. Men netop dér er det vi skal holde ud. Vi skal, siger Jesus, blive ved med at bede og ikke blive trætte. Fordi vi så en dag vil få en eller anden form for svar. Fordi vi så vil erfare - hvordan og hvornår er ikke til at sige - men vi vil erfare, at Gud kommer os i møde og lader os se tingene på en ny måde eller andet sted fra. Ligesom lyset fra himlen kan få os til at en ting fra en anden

Og her kan det selvfølgelig godt undre, at Abraham i sin stædige og modige henvendelse til Gud alligevel gør holdt ved de ti personer. Hvorfor går han ikke ned til 5? Eller mindre? For det gør Jesus.

5 vinkel sådan at den træder frem for os på ny. Ja hvis lægger vores liv frem for Gud og insisterer på svar, så bliver Gud ikke ved kun med at være den tavse, fjerne og upåvirkelige dommer, men vi vil på en måde, som vi måske slet ikke har begreb om nu, se Gud som den barmhjertige der ikke vil give slip og opgive vores liv. Men måske består hans barmhjertighed ikke i at vores jordiske forhold forandrer sig. Måske forstår vi dem bare på en ny måde. Oftest er det i os forandringen sker. Men det er bønnen som er katalysator for forandringen. Og det med er først med himlens åbenhed i os, når vi ser ud over os selv og vort eget, at vi genfinder hinanden på ny, og viser at vi er hinanden og jorden tro. Altså: Vi er skabt til at leve på jorden, men med himlen omkring os og himlen i os. Vi skal her på jorden holde fast i vores længsel, vi skal råbe på det liv, som ikke er her, men som der er arme i os, der rækker efter. Og vi vil se, måske ikke i morgen, men engang, først under himlens klarhed måske, at dette jordiske liv slet ikke er tomt. Men fyldt af mening og svar, gaver givet os af ham, som hører os, når vi råber dag og nat.

om nu, se Gud som den barmhjertige der ikke vil give slip og opgive vores liv. Men måske består hans barmhjertighed ikke i at vores jordiske forhold forandrer sig.

Relaterede dokumenter

Pinsedag 4. juni 2017

Pinsedag 4. juni 2017 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Gud i os Salmer: 290, 287, 286; 291, 474, 309 Evangelium: Joh. 14,22-31 "Herre, hvordan kan det være at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?" Ja, hvordan