Anvendelse af forordningen om gensidig anerkendelse på byggevarer uden CE-mærkning

Transkript

1 DA

2 EUROPA-KOMMISSIONEN GENERALDIREKTORATET FOR ERHVERVSPOLITIK Vejledning 1 Bruxelles, den 13. oktober Anvendelse af forordningen om gensidig anerkendelse på byggevarer uden CE-mærkning 1. INDLEDNING Dette dokument har til formål at yde "brugervenlig" vejledning om anvendelsen af forordning (EF) nr. 764/ ("forordningen om gensidig anerkendelse" eller "forordningen) på byggevarer, der ikke er CE-mærkede. Vejledningen vil blive opdateret for at afspejle erfaringer og oplysninger fra medlemsstaterne, myndighederne og erhvervslivet. Definitionen af "byggevare" stammer fra forordningen om byggevarer (i det følgende "byggevareforordningen") 3 : Ifølge forordningens artikel 2, stk. 1, er en "byggevare" enhver vare eller ethvert system, som fremstilles og bringes i omsætning med henblik på at indgå varigt i bygværker eller dele heraf, og hvis ydeevne har indflydelse på bygværkets ydeevne for så vidt angår de grundlæggende krav til bygværk". 2. RAMMEBESTEMMELSER FOR BYGGEVARER Byggevaredirektivet (89/106/EØF som ændret ved direktiv 1993/68/EØF og forordning (EF) nr. 1882/2003 "byggevaredirektivet") 4 erstattes af en ny forordning, 1 Denne vejledning er ikke retligt bindende. Hverken Europa-Kommissionen eller personer, der handler på dennes vegne, kan gøres ansvarlige for anvendelsen af oplysningerne i denne publikation eller for eventuelle fejl, som den trods omhyggelig gennemarbejdning måtte indeholde.. Denne vejledning bør ikke være til hinder for en yderligere harmonisering af tekniske forskrifter, når det er hensigtsmæssigt, med henblik på at forbedre det indre markeds funktion. Denne vejledning afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens holdning eller mening. 2 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 764/2008 af 9. juli 2008 om procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske forskrifter på produkter, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og om ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF (EFT L 218 af , s. 21). 3 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 305/2011 af 9. marts 2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF (EFT L 88, s. 5-43). 4 Rådets direktiv 89/106/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer (EFT L 40 af , s. 12). Ændret ved Rådets direktiv 93/68/EEC af 22. juli 1993, EFT L 220 af , s. 1-22, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003 (EUT L 284 af , s. 1).

3 byggevareforordningen 5. Denne forordning er allerede trådt i kraft. Artikel 3-28, artikel 36-38, artikel 56-63, artikel og bilag I, II, III og V finder dog først anvendelse fra 1. juli Under alle omstændigheder anses varer, som er bragt i omsætning efter byggevaredirektivet og før 1. juli 2013, for at være i overensstemmelse med byggevareforordningen Overgangsperioden (indtil 1. juli 2013) Alle "operative artikler" i den nye byggevareforordning (dvs. alt undtagen definitioner og artikler, der er nødvendige for gennemførelsen af de nye rammebestemmelser, dvs. notifikationer, stående byggeudvalg osv.), finder først anvendelse fra 1. juli Efter 1. juli 2013 Byggevareforordningen sigter mod at forbyde brug af modstridende nationale mærker for ydeevnedeklaration og sikre, at alle CE-mærkede varer frit kan bringes i omsætning i EØS uden yderligere prøvning. Efter 1. juli 2013 styrkes og forenkles de eksisterende rammebestemmelser efter nedenstående bestemmelsers ikrafttræden: grundlæggende krav til bygværker (artikel 3) ydeevneerklæring og CE-mærkning (artikel 4-10) erhvervsdrivendes forpligtelser (artikel 11-16) harmoniserede tekniske specifikationer (artikel 17-28) forenklede procedurer (artikel 36-38) markedsovervågning og beskyttelsesprocedurer (artikel 56-59) delegerede retsakter (artikel 60-63) og bilag I, II, III og V. Vedrørende gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse og forordningen om gensidig anerkendelse medfører hverken denne overgangsperiode eller de nye rammebestemmelser efter 1. juli 2013 nogen ændring i den generelle situation som beskrevet i denne vejledning. Med dette nye lovgivningsmæssige redskab præciseres begreberne i og brugen af CEmærkning, og der indføres forenklede procedurer, som reducerer omkostningerne for virksomhederne, især SMV. Med indførelsen af nye og strengere kriterier for nedsættelse af organer, der deltager i vurderingen og kontrollen af byggeprodukter, styrker byggevareforordningen også hele systemets troværdighed og pålidelighed. 5 Se fodnote 3.

4 3. HVILKE BYGGEVARER VIL FORTSAT VÆRE OMFATTET AF PRINCIPPET OM GENSIDIG ANERKENDELSE? Da alle byggevarer kan CE-mærkes under både byggevaredirektivet og byggevareforordningen, er den vigtige faktor i fastlæggelsen af, om en byggevare henhører under princippet om gensidig anerkendelse, hvorvidt den er CE-mærket eller ikke. Kun varer, hvorpå der ikke er anbragt CE-mærkning, henhører under dette princip og dets proceduremæssige følger. CE-mærkede byggevarer skal behandles i overensstemmelse med bestemmelserne i byggevaredirektivet eller efter 1. juli 2013 byggevareforordningen. 4. DEN FRIE BEVÆGELIGHED FOR CE-MÆRKEDE VARER 4.1. Situationen under byggevaredirektivet I medfør af artikel 6, stk. 1, i byggevaredirektivet skal det være muligt at anvende en vare, hvorpå der er anbragt CE-mærkning (som tegn på, at den er i overensstemmelse med kravene til en harmoniseret standard) i hele EU uden yderligere prøvning eller krav. Målsætningen med standarderne under byggevaredirektivet er at tilvejebringe harmoniserede metoder og kriterier til vurdering af byggevarers ydeevne og ikke at harmonisere selve varerne eller indføre krav til deres ydeevne. Til forskel fra andre harmoniseringsdirektiver skal en byggevares overensstemmelse med en harmoniseret standard under byggevaredirektivet forstås som, at denne vares ydeevne skal vurderes i overensstemmelse med (ved at anvende) de metoder og kriterier, der er omfattet af den pågældende harmoniserede standard. En byggevares overensstemmelse med en harmoniseret standard kan derfor ikke fortolkes som en formodning om overensstemmelse med eventuelle lovkrav til brugen af den pågældende vare. En byggevare kan heller ikke betragtes som egnet til sit formål alene på grund af dens overensstemmelse med en harmoniseret standard, eftersom egnethed til et formål skal bestemmes efter en undersøgelse af varens ydeevne i henseende til netop de samme lovkrav, som ville være forskellige alt efter den specifikke anvendelse (som anført i betragtning ni og ti i direktivet). Alligevel kræver nogle medlemsstater fortsat national mærkning ud over CEmærkningen, hvilket strider mod det grundlæggende mål med et frit marked i byggevaredirektivet. De mange klager, som Kommissionens tjenestegrene har modtaget, tyder på, at de i stedet for at træffe de nødvendige foranstaltninger til at få taget hensyn til deres eksisterende krav i de europæiske standardiseringsprocesser har anvendt et sæt nationale tekniske specifikationer, som kan betragtes som obligatoriske. Disse instrumenter indfører undertiden meget omfattende ex antegodkendelser og/eller specifikke nationale godkendelser for at få en effektiv markedsadgang for byggevarer, der allerede er CE-mærkede. Der er således fremsat yderligere krav til sådanne varer, ikke gennem midlerne i de europæiske harmoniserede standarder, men i stedet gennem disse nationale systemer, der skaber store hindringer for den frie bevægelighed for CE-mærkede varer. Medlemsstaterne kan skabe sikre byggevarer inden for rammerne og ved hjælp af det harmoniserede system, der er indført med byggevaredirektivet og de harmoniserede standarder, som ligger under det, i stedet for at ty til yderligere nationale mekanismer til at definere kravene til byggevarers ydeevne.

5 4.2. Situationen under byggevareforordningen Det bestemmes i byggevareforordningens artikel 8, stk. 2, at fabrikanter fra 1. juli 2013 ved at anbringe eller lade CE-mærkningen anbringe på en byggevare angiver, at de påtager sig ansvaret for denne byggevares overensstemmelse med den deklarerede ydeevne og for dens overholdelse af alle gældende krav i henhold til forordningen og anden EU-harmoniseringslovgivning. Under byggevareforordningen skal CEmærkningen således konsolidere sin rolle som den eneste mærkning, der angiver byggevarens overensstemmelse med den deklarerede ydevne og overholdelse af gældende krav i henhold til EU-harmoniseringslovgivningen. I byggevareforordningens artikel 56 til 59 fastlægges markedsovervågning og beskyttelsesprocedurer, hvis en byggevare ikke opfylder kravene i forordningen, udgør en risiko for sundheden og sikkerheden eller formelt ikke opfylder kravene. I tilfælde, hvor modtagermedlemsstaten kan have legitime grunde til at forbyde eller begrænse markedsføringen af byggevarer på sit område, selvom de markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, kan de nationale myndigheder henholde sig til EUFtraktatens artikel 36. I denne artikel anføres de årsager, medlemsstaterne kan påberåbe sig for at begrunde nationale foranstaltninger, der hindrer grænseoverskridende samhandel, herunder beskyttelse af menneskers og dyrs sikkerhed og sundhed og planters sundhed. Domstolen har fastlagt en snæver fortolkning af undtagelserne i EUF-traktatens artikel 36, der alle vedrører ikkeøkonomiske interesser. Desuden skal enhver foranstaltning respektere proportionalitetsprincippet og ikke "udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne" 6. Under alle omstændigheder ligger bevisbyrden med hensyn til at begrunde foranstaltninger, der vedtages under EUF-traktatens artikel 36, hos medlemsstaterne og ikke den erhvervsdrivende. 5. FORORDNINGEN OM GENSIDIG ANERKENDELSE (EF) NR. 764/2008 Forordningen finder anvendelse på administrative afgørelser rettet mod erhvervsdrivende på grundlag af en teknisk forskrift i henseende til et ikke-harmoniseret produkt, der lovligt markedsføres i en anden medlemsstat, hvis den direkte eller indirekte virkning af denne afgørelse er et forbud mod eller en ændring, supplerende prøvning eller tilbagetrækning af produktet (artikel 2, stk. 1). En myndighed, der agter at træffe en sådan afgørelse, skal opfylde forordningens procedurekrav. Forordningen finder anvendelse, når alle nedenstående betingelser er opfyldt: 5.1. Den administrative afgørelse (som det er hensigten at træffe) skal vedrøre et produkt, der lovligt markedsføres i en anden medlemsstat. Princippet om gensidig anerkendelse finder anvendelse, hvis et produkt uanset dets faktiske oprindelse (EU eller import fra et tredjeland) som lovligt markedsføres i en 6 Sag 34/79 Henn and Darby, Sml 1979, s. 3795, præmis 21, samt forenede sager C-1/90 og C-176/90 Aragonesa de Publicidad Exterior and Publivía, Sml 1991 I, s 4151, præmis 20.

6 medlemsstat, bringes i omsætning i en anden medlemsstat. I henhold til dette princip kan medlemsstaterne principielt ikke forbyde salg på deres område af produkter, der lovligt markedsføres i en anden medlemsstat, heller ikke selvom de er fremstillet efter forskellige tekniske forskrifter. Både faktiske og mulige afvisninger af gensidig anerkendelse er omfattet af forordningen. En medlemsstat, der agter at forbyde adgang til sit marked, skal følge proceduren i artikel 6. Produkter, der ikke tidligere er blevet markedsført i EU, er ikke omfattet af forordningens anvendelsesområde. De skal overholde de tekniske forskrifter i den medlemsstat, hvor de bringes i omsætning for første gang i EU Den administrative afgørelse (som det er hensigten at træffe) skal vedrøre et produkt, der ikke er omfattet af harmoniseret EU-ret Forordningen gælder for det ikke-harmoniserede område i relation til produkter, for hvilke der enten ikke findes harmoniseringslove på EU-plan, eller for aspekter, der ikke er omfattet af delvis harmonisering (for byggevarer, se ovenstående pkt. 3) Den administrative afgørelse (som det er hensigten at træffe) skal være rettet mod en erhvervsdrivende I henhold til artikel 2, stk. 1, finder forordningen anvendelse på administrative afgørelser rettet mod erhvervsdrivende (som det er hensigten at træffe) på grundlag af en teknisk forskrift vedrørende alle byggeprodukter, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, hvis den direkte eller indirekte virkning af afgørelsen er et forbud mod eller en ændring, supplerende prøvning eller tilbagetrækning som anført i punkt 5.5. Restriktive afgørelser truffet af en national myndighed rettet mod en fysisk eller juridisk person, som ikke er erhvervsdrivende, henhører ikke under forordningens anvendelsesområde. En erhvervsdrivende som fastlagt i artikel 2, stk. 18, i byggevareforordningen er grundlæggende en person i forsyningskæden for det pågældende produkt, dvs. fabrikanten, importøren, distributøren eller den bemyndigede repræsentant. Med forbehold af EUF-traktatens artikel 36 er enhver restriktiv afgørelse truffet af kompetente myndigheder og rettet til en fysisk eller juridisk person, som ikke er erhvervsdrivende, således ikke omfattet af forordningen om gensidig anerkendelse Den administrative afgørelse (som det er hensigten at træffe) skal være baseret på en teknisk forskrift Forordningen om gensidig anerkendelse finder anvendelse på administrative afgørelser, der træffes, eller som det er hensigten at træffe på grundlag af en teknisk forskrift (artikel 2, stk. 2). I forordningen forstås ved en teknisk forskrift en lovbestemmelse eller administrativ bestemmelse i en medlemsstat: (a) som forbyder markedsføring af et produkt eller en produkttype på denne medlemsstats område, eller som det er obligatorisk at overholde, når et produkt eller en produkttype markedsføres på denne medlemsstats område, og

7 (b) som fastsætter følgende: kendetegn for det pågældende produkt eller den pågældende produkttype som f.eks. kvalitet, ydeevne, sikkerhed eller dimensioner, herunder krav til produktet eller produkttypen vedrørende handelsmæssig betegnelse, terminologi, symboler, prøvning og prøvningsmetoder, emballering, mærkning eller etikettering, eller andre krav, som pålægges produktet eller produkttypen med det formål at beskytte forbrugerne eller miljøet, og som vedrører produktets livscyklus, efter at det er bragt i omsætning, såsom betingelser for anvendelse, genanvendelse, genbrug eller bortskaffelse, når disse betingelser kan influere betydeligt på sammensætningen, karakteren eller markedsføringen af produktet eller produkttypen Den direkte eller indirekte virkning af den administrative afgørelse (som det er hensigten at træffe) skal være en af følgende: (c) (d) (e) et forbud mod at bringe det pågældende produkt eller den pågældende produkttype i omsætning en ændring eller supplerende prøvning af det pågældende produkt eller den pågældende produkttype, før produktet eller produkttypen kan bringes i omsætning eller forblive på markedet tilbagetrækning fra markedet af det pågældende produkt eller den pågældende produkttype. En sådan afgørelse (som det er hensigten at træffe) skal være i overensstemmelse med forordningens artikel 2, stk. 1. I lyset af Kommissionens fortolkningsmeddelelse om den praktisk anvendelse af forordningen om anerkendelse 7 opfordres medlemsstaterne til i deres udkast til nationale tekniske forskrifter at indsende bestemmelser om gensidig anerkendelse for produkter, som er lovligt fremstillet og/eller markedsført i en anden EU-medlemsstat eller i Tyrkiet eller lovligt fremstillet i en EFTA-medlemsstat, der er kontraherende part til EØS-aftalen. 6. PROCEDURER FOR FORUDGÅENDE GODKENDELSE Erhvervsdrivende, der tidligere har markedsført deres produkter lovligt i en medlemsstat, som stiller andre tekniske krav, eller hvor der slet ikke stilles krav, kan få problemer, når de forsøger at indføre deres produkter i medlemsstater med strengere kontroller. 7 "Kommissionens fortolkningsmeddelelse Lettere adgang for varer til andre medlemsstaters marked: gensidig anerkendelse i praksis (2003/C 265/02) (EØS-relevant tekst)", EUT C 265/2 af , s I denne meddelelse opstilles fire standardmodeller for bestemmelser om gensidig anerkendelse, som medlemsstaterne opfordres til at vælge mellem.

8 Domstolen har bestemt 8, at det, så længe der ikke findes fuldt harmoniserede bestemmelser på EU-plan, er medlemsstaterne, der bestemmer, hvilket sikkerhedsniveau de ønsker i deres område, samtidig med at de skal tage hensyn til varernes frie bevægelighed i EU 9. Domstolen har også bestemt, at medlemsstaterne på grund af deres meget forskellige beskyttelsesgrad skal have en skønsmargen, og følgelig betyder den omstændighed, at en medlemsstat fastsætter mindre strenge bestemmelser end en anden medlemsstat ikke, at de sidstnævntes bestemmelser er uforholdsmæssige 10. EU-retten udelukker derfor principielt ikke medlemsstaterne fra at indføre hensigtsmæssige foranstaltninger, hvis de vurderer, at dette er nødvendigt for at kontrollere og/eller begrænse markedsføringen af byggevarer. Medlemsstaterne indfører normalt disse foranstaltninger gennem procedurer for forudgående tilladelse, hvorefter medlemsstatens kompetente myndighed, før produktet eller produkttypen kan bringes i omsætning i denne medlemsstat eller en del deraf, skal give sin formelle godkendelse på grundlag af en ansøgning. Domstolen har dog flere gange konkluderet 11, at enhver national lovgivning, der indeholder krav om, at markedsføring af produkter først skal underkastes en procedure for forudgående godkendelse, begrænser varernes frie bevægelighed og rent faktisk udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion efter EUF-traktatens artikel 34. Sådanne nationale bestemmelser skal, for at være berettigede, være omfattet af en af undtagelserne i EUF-traktatens artikel 36 eller et af de uomgængeligt nødvendige hensyn, der er anerkendt i Domstolens praksis, og i begge tilfælde være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og dette må ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at opfylde formålet (forordningens betragtning 11). Domstolen har fastsat en række betingelser for, hvornår proceduren for forudgående tilladelse kan være berettiget: den skal være baseret på objektive, ikke-diskriminerende og på forhånd kendte kriterier, således at der sættes grænser for de nationale myndigheders skønsmæssige beføjelser, så disse ikke udøves vilkårligt, den bør ikke overlappe kontrol, som allerede er blevet gennemført som led i andre procedurer, enten i samme stat eller i en anden medlemsstat, 8 Domstolens dom (Store Afdeling) af 10. februar 2009, Kommissionen mod Italien, sag 110/05, Sml I, s Sag 50/83, Kommissionen mod Italien, Sml. 1984, s. 1633, præmis 12 og tilsvarende sag C-131/93 Kommissionen mod Tyskland, Sml I, s. 3303, præmis Se navnlig Domstolens dom af 5. februar 2004, Kommissionen mod Frankrig, sag 24/00, Sml I, s. 0000, præmis 65 og tilsvarende sag C-262/02 Kommissionen mod Frankrig, Sml I, s. 6569, prmæis 37 og sag C- 141/07 Kommissionen mod Tyskland, Sml I, s. 0000, præmis Domstolens dom af 22. januar 2002, Canal Satélite Digital SL, sag C-390/99, Sml I, s. 607, præmis 43, Domstolens dom af 10. november 2005, Kommissionen mod Portugal, sag C-432/03, Sml I, s. 9665, præmis 52 og Domstolens dom af 15. juli 2004, Nicolas Schreiber, C-443/02, Sml All ER (D) 276 (juli), præmis

9 en forudgående godkendelsesprocedure er kun nødvendig, hvis en efterfølgende kontrol anses for at ligge for sent til at garantere en reel virkning af denne og til at opfylde det mål, der forfølges, proceduren bør ikke pga. af omkostninger og tid afholde erhvervsdrivende fra at gennemføre deres forretningsplan Er en forudgående godkendelse en teknisk forskrift? Et krav om forudgående godkendelse af byggevarer, før de bringes i omsætning i en medlemsstat, falder uden for forordningens anvendelsesområde (forordningens betragtning 12). Et sådant krav er ikke i sig selv en teknisk forskrift efter forordningen, da der ikke fastlægges kendetegn for dette produkt eller denne produkttype. Enhver afgørelse om at udelukke eller fjerne byggevarer fra markedet, der alene er baseret på det forhold, at de ikke er forudgående godkendt, udgør ikke en afgørelse, der er omfattet af forordningen. Når der imidlertid indgives en ansøgning om en sådan obligatorisk forudgående godkendelse af et produkt, bør enhver afgørelse om at afvise ansøgningen, som det er hensigten at træffe på grundlag af en teknisk forskrift, træffes i overensstemmelse med forordningen, således at ansøgeren kan drage fordel af den proceduremæssige beskyttelse, som forordningen giver Procedurer for forudgående godkendelse og produkter, der allerede er prøvet i andre medlemsstater Krav om konkrete overensstemmelsesvurderinger, der er fastsat ved lov i en medlemsstat, må ikke betragtes som en teknisk forskrift, men som en procedure for forudgående godkendelse, jf. betragtning 11 og 12 i forordningen om gensidig anerkendelse. Det følger deraf, at tekniske forskrifter i denne forordnings forstand skal anvendes ved hjælp af en sådan procedure for forudgående godkendelse. Disse bestemmelser kan give mulighed for prøver, kontroller eller andre tekniske vurderinger, der foretages af testlaboratorier, som til gengæld skal give det relevante nationale administrative organ de nødvendige elementer til at kunne træffe en afgørelse i sagen. Inden for en given godkendelsesordning findes der ingen specifikke EUbestemmelser for evaluering af sager, hvor der er foretaget prøver i lande, der har foretaget samme eller tilsvarende prøver. Ifølge Domstolens restpraksis 12 skal national lovgivning i sådanne sager give mulighed for forenklede godkendelsesprocedurer, der: er let tilgængelige kan afsluttes inden for en rimelig frist, og et afslag skal kunne indbringes for domstolene. 12 Navnlig Domstolens dom af 5. februar 2004, Kommissionen mod Frankrig, sag 24/00, Sml I, s

10 Nationale myndigheder har udtrykkeligt ikke ret til at kræve tekniske eller kemiske analyser eller laboratorieforsøg udført, som i forvejen er foretaget i en anden medlemsstat, når myndighederne har adgang til resultaterne heraf eller på begæring kan få stillet dem til rådighed. Korrekt overholdelse af denne forpligtelse kræver en aktiv adfærd såvel hos det nationale organ, til hvilket en ansøgning om godkendelse af en vare eller om anerkendelse af ækvivalensen af en attest er blevet indgivet, som hos det godkendelsesorgan i en anden medlemsstat, der har udstedt en sådan attest. En sådan adfærd kræves desuden i givet fald også hos sidstnævnte organ, og det påhviler herved medlemsstaterne at sikre, at de kompetente godkendelsesorganer samarbejder med hinanden for at lette de procedurer, som skal følges for at få adgang til importmedlemsstatens nationale marked Produkter, der markedsføres for første gang, og produkter, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat I byggevareforordningens artikel 2, stk. 16 og 17 sondres der klart mellem "gøre tilgængelig på markedet" og "bringe i omsætning" for byggevarer. "Gøre tilgængelig på markedet" betyder enhver levering af en byggevare med henblik på distribution eller anvendelse på EU-markedet som led i erhvervsvirksomhed, mod eller uden vederlag, mens "bringe i omsætning" betyder første tilgængeliggørelse af en byggevare på EU-markedet. Med hensyn til tilgængeliggørelse på en medlemsstats marked af produkter, som er lovligt markedsført i en anden medlemsstat, svarer når der ikke foreligger fællesskabsretlig harmonisering en national bestemmelse, hvorefter de importerede produkter skal underkastes de samme kontroller som produkter, der markedsføres for første gang og forhåndsgodkendes, til en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, jf. EUF-traktatens artikel 34 TFEU 14. Med hensyn til første gang et produkt bringes i omsætning på EU-markedet, henvises til ovenstående punkt EVALUERINGSPROCEDURER OG ANMODNINGER OM OPLYSNINGER Når en kompetent myndighed underkaster et produkt en evaluering for at fastslå, om der skal træffes en administrativ afgørelse, kan medlemsstaten anmode de erhvervsdrivende om relevante oplysninger vedrørende produktets kendetegn (forordningens artikel 4). Anmodningen skal dog være proportional og ikke overlappe kontrol, der allerede er blevet gennemført som led i andre procedurer, enten i samme stat eller i en anden medlemsstat. Medlemsstaterne kan ikke afvise certifikater eller prøvningsrapporter udstedt af et overensstemmelsesvurderingsorgan, der er akkrediteret med henblik på den relevante type 13 Se Domstolens dom af 10. november 2005, Kommissionen mod Portugal, sag C-432/03, Sml I, s. 9665, præmis 46 og & 47, sag 272/80 Frans-Nederlandse Maatschappij voor Biologische Producten Sml. 1981, s. 3277, præmis 14, Brandsma, præmis 12. og sag Case C-400/96 Harpegnies, Sml I, s. 5121,præmis Se sag C-14/02 Atral mod Belgien, Sml I, s , præmis 62 og sag C-390/99 Canal Satélite Digital, Sml I, s. 607, præmis 12, 25 og 29.

11 overensstemmelsesvurderingsaktivitet i henhold til forordning (EF) nr. 765/2008, under henvisning til organets kompetence (forordningens artikel 5).