HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 27. august 2013

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 27. august 2013 Sag 351/2011 (2. afdeling) A (advokat Per Frydenreim Møller, beskikket) mod DI som mandatar for TDC A/S (advokat Morten Eisensee) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på Frederiksberg den 21. oktober 2010 og af Østre Landsrets 10. afdeling den 29. juni I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen, Hanne Schmidt og Jan Schans Christensen. Påstande mv. Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at landsrettens dom ophæves, og at sagen hjemvises til realitetsbehandling ved byretten. Indstævnte, DI som mandatar for TDC A/S, har påstået stadfæstelse. A har for Højesteret frafaldet sit anbringende om, at den overenskomstmæssige implementering af Rådets direktiv nr. 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv ikke må give ringere beskyttelse end forskelsbehandlingsloven. Supplerende sagsfremstilling I brev af 5. februar 2009 fra CO-Industri til DI hedder det:

2 - 2 - TDC A/S, København Lov om forskelsbehandling og aldersdiskrimination Efter fornyet drøftelse har vi valgt at hæve denne sag. Vi skal derfor bede jer se bort fra vor begæring af Faglig Voldgift af 8. december Det betyder, at vi også hermed aflyser det til den 13. februar 2009 berammede forhandlingsmøde. Retsgrundlag Arbejdsretsloven 21 og 22 har følgende ordlyd: 21. For faglige voldgiftsretter indbringes 1) sager om fortolkning og forståelse af kollektive overenskomster, bortset fra hovedoverenskomster og hovedaftaler, jf. 9, stk. 1, nr. 1, 2) sager omfattet af 9, stk. 1, nr. 1-4, når parterne ved kollektiv overenskomst, i henhold til praksis eller i det enkelte tilfælde har aftalt, at sagen skal afgøres ved faglig voldgift, jf. 9, stk. 3, 2. pkt., og 3) sager, herunder sager om lovgivning, som parterne i øvrigt ved kollektiv overenskomst, i henhold til praksis eller i det enkelte tilfælde har aftalt at lade afgøre ved faglig voldgift. 22. Sager omfattet af 21, nr. 1 og 2, kan ikke anlægges ved de almindelige domstole. 11, stk. 2 og 3, finder dog tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Om sager omfattet af 21, nr. 3, i stedet kan anlægges ved de almindelige domstole, beror på, hvad der er aftalt. Såfremt aftalen må forstås således, at sagen ikke kan anlægges ved de almindelige domstole, finder 11, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Arbejdsretslovens 11, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd: 11. Sager, der efter 9 hører under Arbejdsretten, kan ikke anlægges ved de almindelige domstole, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. En lønmodtager kan anlægge sag ved de almindelige domstole om påståede løntilgodehavender m.v., hvis den pågældende godtgør, at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet. Det hedder i lovforslagets bemærkninger til 11, stk. 2 (Folketingstidende , tillæg A, s. 219 f) (tilsvarende er anført i betænkning nr.1318/1996 fra udvalget om Revision af lov om Arbejdsretten, s. 42): Det foreslåede stk. 2 om lønmodtageres individuelle søgsmålskompetence bygger på forslaget fra DA og LO til en ændret affattelse af gældende lovs 11, stk. 2, jf. bilag 2 til betænkning nr. 1318/96. Det fremgår heraf, at de to hovedorganisationer har fundet det hensigtsmæssigt at omforme bestemmelsen i lyset af Højesterets dom gengivet i

3 - 3 - U Arbejdsretsudvalget har været enige om at følge forslaget fra DA og LO, jf. bemærkningerne i kapitel 5, punkt, 5.4. i betænkning nr. 1318/96. Organiserede lønmodtagere kan herefter anlægge sag ved de almindelige domstole om påståede løntilgodehavender mv., der støttes på en kollektiv overenskomst, når vedkommende organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet eller opgiver at føre en påbegyndt sag herom til afslutning. Det må eksempelvis anses for godtgjort, at vedkommende organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af et krav, hvis lønmodtageren kan dokumentere, at denne skriftligt har anmodet organisationen om at behandle sagen, og organisationen enten har afslået at føre sagen eller ikke har reageret inden for en rimelig tid. Organiserede lønmodtagere vil derimod være afskåret fra at anlægge sag ved de almindelige domstole om krav, der udspringer af overenskomsten, når sagen er eller agtes rejst ved Arbejdsretten og afsluttes her. Højesterets begrundelse og resultat Som for landsretten angår sagen alene, om A har ret til at få det af hende rejste krav om godtgørelse for aldersbetinget forskelsbehandling realitetsbehandlet ved de almindelige domstole. As ansættelsesforhold var omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst med dertil hørende sær- og lokalaftaler indgået mellem DI og CO-Industri, herunder overenskomstens lokalaftale 9.A, som i punkt 1 indeholder en bestemmelse om, at medarbejderen, når denne fylder 67 år, fratræder uden opsigelse, medmindre andet aftales. Efter forskelsbehandlingslovens 1, stk. 7, finder loven ikke anvendelse, hvis et forbud mod forskelsbehandling på grund af alder eller handicap følger af en kollektiv overenskomst eller aftale, der som minimum svarer til bestemmelserne i Rådets direktiv nr. 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. DI og CO-Industri indgik den 2. oktober 2004 aftale om at implementere alders- og handicapbestemmelserne i det nævnte direktiv (bilag 23 til Industriens Funktionæroverenskomst). I aftalen anføres det bl.a., at parterne er enige om, at deres gældende overenskomster ikke strider mod direktivets bestemmelser om alder og handicap, ligesom aftalens 5 indeholder en beskrivelse af, hvornår ulige behandling på grund af alder er berettiget, som i alt væsentligt svarer til direktivets artikel 6.

4 - 4 - Højesteret finder, at der med 2004-aftalen er etableret et forbud mod aldersdiskrimination, som alene kan fraviges inden for de rammer, som følger af direktivets artikel 6, og at den indførte ordning lever op til kravet i direktivets artikel 17 om, at forbuddet skal kunne håndhæves ved effektive sanktioner. Der kan således ydes den forurettede en økonomisk kompensation, hvis forbuddet overtrædes, ligesom en sådan overtrædelse vil kunne udløse bod. Højesteret finder derfor, at der med 2004-aftalen er sket en fyldestgørende implementering af direktivets artikel 6 og artikel 17. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at forbuddet i overenskomsten mod forskelsbehandling på grund af alder ikke mindst svarer til direktivets bestemmelser. Forskelsbehandlingsloven finder derfor ikke anvendelse i denne sag, jf. denne lovs 1, stk. 7. Om der kan gives A medhold i hendes krav, beror herefter på en fortolkning af det overenskomstgrundlag, som hendes ansættelsesforhold var underlagt. Uenighed om fortolkning heraf skal behandles efter reglerne om behandling af uoverensstemmelser af faglig karakter, herunder faglig voldgift, jf. arbejdsretslovens 22, jf. 21, og kan ikke af de faglige organisationer, herunder CO-Industri og Dansk Metal, indbringes for de almindelige domstole. Lønmodtageren er ligeledes afskåret fra at anlægge sag ved de almindelige domstole, medmindre der foreligger en situation som nævnt i arbejdsretslovens 11, stk. 2, jf. 22, jf. 21. Efter 11, stk. 2, kan en lønmodtager således anlægge sag ved de almindelige domstole om påståede løntilgodehavender m.v., hvis den pågældende godtgør, at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet. Det følger af forarbejderne til 11, stk. 2, at dette skal forstås således, at lønmodtageren skal godtgøre, at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet eller opgiver at føre en påbegyndt sag herom til afslutning. Efter retspraksis skal det godtgøres, at den faglige organisation har opgivet at forfølge kravet også uden for det fagretlige system, jf. Højesterets domme af 26. marts 2007 (UfR 2007, s. 1569), 23. august 2011 (UfR 2011, s. 3148) og 11. januar 2012 (UfR 2012, s. 1108). A fyldte 67 år i september 2008 og fratrådte i henhold til overenskomsten den 30. september Forinden var der som anført af byretten blevet iværksat fagretlig behandling i overensstemmelse med 24 i Industriens Funktionæroverenskomst. Der blev som led i den fagretlige behandling afholdt lokale forhandlinger den 9. juli og 16. september 2008 mellem TDC A/S og As organisation, Dansk Metal, ligesom der den 4. no-

5 - 5 - vember 2008 blev afholdt et mæglingsmøde mellem DI og Dansk Metal efterfulgt af et organisationsmøde mellem DI og CO-Industri den 24. november 2008, uden at der blev opnået enighed mellem parterne. CO-Industri rejste herefter voldgiftssag ved den 8. december 2008 at begære faglig voldgift og fremsatte samtidig forslag om, at der inden fælleshenvendelse om og udpegning af opmand skulle afholdes forhandlingsmøde. Ved brev af 5. februar 2009 til DI hævede CO-Industri imidlertid voldgiftssagen under henvisning til fornyet drøftelse og aflyste samtidig det berammede forhandlingsmøde. Spørgsmålet er, om disse oplysninger om forløbet er tilstrækkelige til, at A har godtgjort, at CO-Industri har opgivet at forfølge hendes krav. A har ikke tilvejebragt oplysninger om baggrunden for, at CO-Industri hævede sagen, herunder om den fornyede drøftelse, der blev nævnt i brevet af 5. februar Det er heller ikke oplyst, om hun har anmodet CO-Industri om at begrunde beslutningen om at hæve sagen eller har anmodet Dansk Metal eller CO-Industri om at videreføre sagen i det fagretlige regi eller forfølge sagen på anden måde. Denne bevistvivl må komme A til skade, og Højesteret finder herefter, at hun ikke har godtgjort, at de faglige organisationer har opgivet at forfølge kravet. A er derfor efter arbejdsretslovens 22 afskåret fra at få sit krav behandlet ved de almindelige domstole. A har haft mulighed for at få sit krav prøvet, enten ved faglig voldgift eller såfremt betingelserne herfor i arbejdsretslovens 11, stk. 2, havde været opfyldt ved de almindelige domstole. Højesteret finder derfor, at afvisning af domstolsbehandling af kravet ikke kan anses at indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1. Herefter tager Højesteret DI s påstand til følge. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes.

6 - 6 - I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale kr. til DI som mandatar for TDC A/S. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.