Indlæg ved Tine A. Brøndum, næstformand LO, ved SAMAKs årsmøde den 12. januar 2001 Velfærdssamfundet i fremtiden ********************************

Transkript

1 Sagsnr Ref. RNØ/jtj Den 10. januar 2001 Indlæg ved Tine A. Brøndum, næstformand LO, ved SAMAKs årsmøde den 12. januar 2001 Velfærdssamfundet i fremtiden ******************************** I Danmark siger man, at kun lommeuld kommer af sig selv. Vi ved, at politiske resultater kun viser sig via hårdt arbejde og vilje til at ville forandre og forbedre. Vores kamp for de nordiske velfærdssamfund er et bevis på, at det kan lade sig gøre at ændre et samfund fundamentalt og grundlæggende, hvis man har modet og styrken til at gøre det. Men vi ved også, at kampen ikke er ned af bakke og i medvind hele tiden. Tværtimod kan den vel nærmere betegnes som et Sisyfos-arbejde, hvor der hver gang, man har skubbet stenen op, kommer nye udfordringer og nye bakker forude. Efter kriserne i 1970, 80 og 90 erne i de nordiske samfund, ser det nu ud til, at vi alle igen er ved at finde velfærdsmelodien. Det er ikke den samme melodi og heller ikke identiske tekster, vi bruger i vores forskellige lande. Men tonen er den samme. Et moderne og solidarisk samfund hvor der er plads til alle. Et af de særkender, som i høj grad præger de nordiske samfund er det stærke og tætte samarbejde, der er i arbejderbevægelsen.

2 Jeg mener, at det samarbejde også er den grundlæggende akse i de forandringer af vores velfærdsamfund, som vi står over for. Og, at vi står over for endnu én eller måske i sær to store bakker, er der vist ingen som helst tvivl om. For mig at se er de to største bakker eller to største udfordringer henholdsvis Det indre og det ydre pres, der er på vores velfærdssamfund. Det ydre pres kommer fra globaliseringen, og det indre pres kommer fra både den demografiske udvikling og den stigende efterspørgsel efter velfærd og ikke mindst kvaliteten i den. ********************* For os, der er her i dag, er det ikke nogen ny erkendelse, at hvis vi ikke via et stærkt internationalt og europæiske samarbejde kan styre globaliseringen, så bliver det også umuligt, at opretholde balance mellem markedsøkonomi og social retfærdighed, som netop har været så afgørende i vores samfund. Men selvom vi har erkendt den udfordring for lang tid siden, så har vi aldrig i noget nordisk land haft modet eller styrken til at udbrede den erkendelse til befolkningerne. Det er nok for stærkt at sige, at vi har stukket hovedet i busken, når det har handlet om europæiske spørgsmål. Men på den anden side, så er det ikke for meget at sige, at vi i høj grad har spillet med på den falske melodi, når vi har skullet sælge det europæiske samarbejde til befolkningerne og til vores egne kernevælgere og medlemmer i fagbevægelsen.

3 Jeg tror det er på tide, at vi også udadtil tør sige det kart, at det europæiske samarbejde ikke kun er et økonomisk samarbejde men i høj grad også et politisk samarbejde. EU handler om, og er muligheden for, at vi i Europa kan generobre det politiske tomrum, som globaliseringen skaber. Ja, EU er faktisk den eneste mulighed for, at vi også i fremtiden kan sætte mennesker før penge. Det er derfor også noget deprimerende, når de nordiske lande i forbindelse med forhandlingerne i Nice, ikke har modet til for alvor, at gå ind og skabe de nødvendige reguleringer. Her tænker jeg for eksempel på Sverige, som overraskende ikke kunne støtte, at der blev skabt muligheder for flertalsafgørelser i forhold til grønne afgifter, og når Danmark var forbeholden over for, at gå videre i samarbejdet også med flertalsafgørelser på det sociale område. Det er altså ikke godt nok. Og hvis vi skuer bare en lille smule frem i tiden, så bliver fælles reguleringer af skatter og det sociale område også afgørende for, at vi kan sikre finansieringen og det sociale niveau i vores velfærdssamfund. Med nye lande i det europæiske samarbejde, der mangler kapital og udenlandske investeringer, så er den konkurrence vi indtil nu har set på erhvervsområdet det rene vand. Og hvis ikke vi skaber ordentlige minimumsstandarder i det nye EU, så kommer vores sociale sikkerhed for alvor under pres. Det er udmærket med mange af de velfærdsinitiativer, der indtil videre er taget i EU.

4 Det gælder både i forhold til beskæftigelse og den nye sociale dagsorden. Og jeg har som mange andre også stor sympati for den såkaldte åbne koordinering, hvor der er stor plads til forskelligheden de enkelte lande imellem. Men venner det er altså ikke nok. På de hårde områder som ikke mindst skat og afgifter og grundlæggende sociale forhold, er vi nødt til at gå mere konsekvent til værks. En del af vores velfærdsstrategi i SAMAK bør derfor også bygge på en fælles vision og nogle fælles holdninger til hvordan, der skal reguleres i Europa. Nu ved vi, at der formodentlig kommer en ny traktat i 2004, og jeg vil derfor foreslå, at vi bruger tiden til i fællesskab, at lave en velfærdsstrategi for Europa. En strategi, som ikke mindst er klar i forhold til de hårde områder. ************************ Men det er klart, at reformer i Europa ikke gør det alene. Som jeg sagde i min indledning, så er der også udfordringer, som kommer indefra. Den stigende ældrebefolkning, den øgede efterspørgsel efter velfærdsservice og de nye teknologiske og behandlingsmæssige muligheder er alle forhold, der sætter velfærdssamfundet under pres. Det kombineret med at grænserne for skattetrykket er tæt på sit maksimum, sætter det offentlige velfærdssystem i et krydspres, mellem stigende efterspørgsel og snævre grænser for udbudet. Men et andet forhold, som også i høj grad stiller krav om forandringer, er det ændrede syn på, hvad velfærd er, de stigende

5 vanskeligheder der er med at styre et samfund og så de helt nødvendige investeringer, der skal ske i mennesker i fremtiden. Der er ingen tvivl om, at vi i dag mere taler om velfærd end om velstand. Alle de undersøgelser vi har lavet i dansk LO viser, at lønmodtagerne i dag i langt højere grad har fokus på de bløde værdier. Selvfølgelig vil de gerne have en god løn og tryghed i ansættelsen. Men det er for mange i højere grad vigtigt, at de har et spændende arbejdsliv, hvor de har indflydelse, muligheder for at videreudvikle sig, og kan få lov til at producere kvalitet. Undersøgelserne viser også, at velfærd og trivsel i højere og højere grad hænger sammen med arbejdslivet. Jeg tror derfor, at det i stor udstrækning i fremtiden vil være arbejdspladsen og arbejdslivet, der danner rammerne om menneskers velfærd. Og jeg tror, at det at have et spændende arbejde i fremtiden får så stor betydning, at det bliver endnu mere svært - menneskeligt, at stå uden for. Derfor bliver det også meget vanskeligt at erstatte folks fravær fra arbejdet. Da arbejdet mere havde en økonomisk betydning, kunne vi erstatte fraværet af arbejdet med en understøttelse i form af kroner og øre. Men når arbejdet endnu mere bliver en livsstil, ja så er økonomisk understøttelse langt fra nok, for det er jo ikke kun penge man mister, når man er arbejdsløs.

6 Hvis det skal lykkedes i fremtiden at skabe fuld beskæftigelse, så er det nødvendigt, at investere mere i mennesker det gælder både dem med mange ressourcer og dem med få. Uddannelse og udvikling er fortsat nøgleord. Men hvis vi ser på de udfordringer, der er for den offentlige sektor, og holder det nuværende høje skattetryk i mente, så tror jeg, det er tvivlsomt om vi også via de offentlige kasser kan finansiere f.eks. den massive investeringer i uddannelse. Jeg tror i højere grad, at vi på nogle af disse områder må finde en ny arbejdsdeling. En arbejdsdeling, hvor det tydeliggøres, hvilke velfærdsopgaver som skal løses i det offentlige, og hvilke der skal løses på arbejdsmarkedet. I dansk LO har vi i vores velfærdsprojekt fra 1999 forsøgt at gøre os nogle tanker om dette og vi har med nogle streger forsøgt at pege på den principielle arbejdsdeling, som kunne bruges. For det er jo ikke ligegyldigt hvordan, man gør det, hvis man fortsat ønsker et solidarisk samfund. Problemet med at fastholde hovedparten i den offentlige sektor er, at vi sandsynligvis ikke kan løse alle opgaver tilfredsstillende, hverken i omfang eller i forhold til kvalitet. Det fører til vigende tilfredshed med den offentlige sektor og dermed en stor sandsynlighed for private alternativer eller forsikringer. Og det er kun til glæde for de mest velstillede. På den anden side vil en for stor forskydning af velfærdsopgaver til arbejdsmarkedet få den konsekvens, at der bliver stadig større

7 forskelle på dem, som er på arbejdsmarkedet, og dem som ikke er det. I begge tilfælde fører det til ulighed. Enten til ulighed som følge af indkomst eller til ulighed som følge af tilknytning til arbejdsmarkedet. Sundhedsvæsenet er et udemærket eksempel, som kan vise problemerne. Hvis det offentlige sygehusvæsen ikke kan leve op til forventningerne, så kommer der private alternativer. Det føre til et A og B sygehusvæsen, hvor de mest velstillede får den gode behandling og de fattigste den dårlige. Og vi ved af erfaring, at dette alternativ samlet set er samfundsøkonomisk mere dyrt og fører til en samlet dårligere behandling. Det samme vil være tilfældet med et sygehusvæsen, hvor dem med en forsikring via arbejdsmarkedet for den gode behandling og dem uden får den dårlige. Det der er pointen i vores overordnede overvejelser er altså, at det offentlige skal have tilstrækkelige ressourcer til at drive et professionelt sygehusvæsen med høj kvalitet, hvor alle skal have behandling. Men forudsætningen for det er, at arbejdsmarkedets parter løfter andre opgaver f.eks. på uddannelsesområdet. Vi ønsker ikke at havne i nogle af ulighederne, og derfor er vores hovedstrategi, at arbejdsmarkedets parter skal løfte de velfærdsopgaver, der knytter sig til arbejdsmarkedet og det offentlige skal løfte det, som man kan betegne som deres hovedopgaver.

8 Men også på andre områder kan vi i en velfærdsudvikling have fordel af et tættere og mere systematisk samarbejde. Mange af de opgaver, som vi fra samfundets side ønsker løst kan heller ikke mere alene løses af det offentlige. Det gælder feks. det rummelige arbejdsmarked, hvor det er umuligt for lovgivere eller samfundsøkonomisk for dyrt alene at løfte det som en offentlig opgave. I dag er der mange virksomheder, som uden indblanding fra offentlig side løser deres sociale ansvar. De lader typisk Hr. Jönson blive på arbejdspladsen, selvom han ikke længere 100 % lever op til kravene. Hvis man fra lovgiver side f.eks. vedtager kvoter eller andre tvangsmæssige foranstaltninger i forhold til virksomhedernes sociale ansvar, så fører det med sikkerhed til en ting - At dem der i dag fastholdes på arbejdspladserne uden sociale tilkskud, enten bliver fyret eller konverteres til tilskudsjob. Det der med andre ord sker, er altså, at vi kommer til at betale for noget, som vi får i forvejen. Det kan vi kun løse, hvis man via overenskomster eller andre aftaler og et generelt medmenneskeligt medansvar får lavet nogle løsninger, hvor der bliver bedre muligheder for at fastholde medarbejderne enten uden tilskud eller i et samarbejde mellem det offentlige og arbejdspladsen. Et andet eksempel er uddannelse. Her ved vi, at de uddannelsesrettigeheder, som folk har, ikke fuldt ud bliver benyttet, og de i sær ikke bliver udnyttet af dem med de korteste uddannelser.

9 Flere offentlige uddannelsesrettigheder bliver derfor langt fra nødvendigvis omsat til mere uddannelse for de dårligst stillede, og dermed får vi heller ikke brudt den sociale arv, som vi har kæmpet så hårdt med i mange år. Hvis vi derimod gør uddannelse og udvikling til en mere integreret del af overenskomsterne og aftaler på den enkelte arbejdsplads, så tror jeg, at vi i højere grad vil få de kortest uddannede med. *********************** Med vores historisk stærke samarbejde mellem fagbevægelsen og socialdemokratiet tror jeg - eller jeg er helt overbevist om, at vi står med gode kort på hånden i forhold til at tackle fremtidens velfærdsudfordringer. Det afgørende er, at vi fortsat er i stand til i en globaliseret verden, hvor der er en stor risiko for en større opdeling og en lavere solidaritet i vores samfund, at holde fast i homogene samfund, der ikke mindst tager hensyn til de dårligst stillede. Jeg er ret overbevist om, at vi også kan løse den udfordring vi nu står over for. Men det kræver, at vi har lige så meget mod og handlekraft, som vi har vist tidligere i historien. Og det kræver ikke mindst, at vi er i stand til at få det store flertal i befolkningen med os. På trods af vores forskelligheder de nordiske lande imellem, så er det den samme udfordring vi står over for, og det er grundlæggende de samme svar vi skal gi. Jeg synes,det ville være, stærkt hvis vi i SAMAK kunne komme med et klart velfærdsudspil, der både koblede det globale og nationale sammen i én og samlet strategi.

10 Det ville både give os indflydelse nationalt og europæisk, og så ville det tror jeg ikke mindst være et udspil, som kunne skabe grundlag for den helt nødvendige dialog med befolkningen. Så det synes jeg, vi skal satse på.

11