Åbningsdebat, Folketinget. Oktober 2008.

Transkript

1 Lars-Emil Johansen Ordførertale, Siumut Åbningsdebat, Folketinget. Oktober Sig nærmer tiden Næsten symbolsk for historiens forløb afgik tidligere folketingsmedlem og en af grundlæggerne for Grønlands Hjemmestyre og mit parti Siumut, Moses Olsen ved døden nu for et par uger siden. Symbolsk, fordi Moses jo netop startede den historiske proces her i Tinget, der i dag har ført til, at der nu foreligger et enestående forslag til en ny struktur for såvel Grønland selv som for forholdet mellem Grønland og Danmark. Herinde var Moses den person, der for første gang i historien i klare og utvetydige og ikke underdanige vendinger begyndte at formulere sig med krav om en ændret statsretlig placering i det danske rige og forlangte, at Grønland nu skulle udvikles efter de grønlandske forudsætninger, der i sin grundsubstans var og skulle være baseret på det grønlandske folks egen kultur og identitet. Moses forlod denne verden præcis to måneder før, det grønlandske folk skal afgøre det næste skridt i den grønlandske politiske udvikling ved den planlagte folkeafstemning den 25. november dette efterår. Man kunne have undt ham at få lov at se denne frugt af hans egne frø blive høstet. Men hans død symboliserer - for mig i hvert fald - også, at en epoke i Grønlands historie nu er bragt til ende, og at en ny skal til at begynde. De seneste fire år har danske og grønlandske politikere siddet i en fælles parlamentarisk kommission, og forsøgt at bruge alle de muligheder, som 1

2 grundloven rummer til at skabe en ny og endnu stærkere udvikling af den grønlandske selvstændighedsproces. Samtidig med at hensynet til ligeværdigheden i det dansk-grønlandske fællesskab blev øget og vore fælles bånd styrket. Med det resultat, der i dag foreligger via forslaget til en ny selvstyrelov for Grønland, må man konstatere, at det er lykkedes fuldt ud. Der er sagt mange ord undervejs, og indimellem har tonen været ganske hård. Således har jeg selv brugt ganske kraftige vendinger for at bryde igennem en næsten 300 år gammel isbræ af ansvar og skyld, der gennem årene har frosset mange af os fast i begge lejre. Men heldigvis er også den is nu under nedsmeltning, således at de mange gode ressourcer, der har ligget gemt nede under den, kan komme fri. Samtidig har jeg benyttet enhver given lejlighed til at omtale de familiære og følelsesmæssige bånd, der binder vore folk sammen gennem snart 300 år. Min første tale her i Tinget efter at være vendt tilbage til folketinget i 2001 kaldte jeg således kærlighed og selvstændighed. Det har til tider været en yderst vanskelig balancegang at varetage disse venskabelige og familiære relationer mellem det danske og det grønlandske folk, samtidig med at arbejde for at nedbryde resterne af det danske formynderi og den danske dominans, der desværre var fulgt med fra fordums tid ind i Hjemmestyresystemet. Resultatet af selvstyrekommissionens arbejde rummer denne balance: Vore lande vil fortsat være i rigsfællesskab med hinanden, samtidig med at Grønland får langt større politisk og økonomisk frihedsgrad. 2

3 Den grønlandske fremtid og samfundsudvikling er med selvstyreloven lagt helt i hænderne på os selv og vore egne frie valg. Nu afventer vi det grønlandske folks bedømmelse af dette resultat, og lad mig understrege, at jeg både håber og forventer, at det forslag som hele det grønlandske politiske spektrum plus et meget stort politisk flertal her i Tinget er blevet enige om, vil blive blåstemplet af det grønlandske folk. Der er et grønlandsk parti, der efter kommissionens færdiggørelse af sin betænkning og sine forslag har skiftet signaler og finder, at det resultat, de hele vejen igennem forhandlingerne støttede fuldt ud, nu pludselig er for ringe set med grønlandske øjne. Dette parti giver nu udtryk for, at vi blot skal stemme nej, og derefter kræve en ny forhandling mellem Grønland og Danmark med det formål at kræve forøgede omkostninger for Danmark i milliardklassen til aftalen. De henviser endog til Danmarks forhandlinger med EU efter det danske nej til Marstricht-traktaten, som et eksempel på hvor godt det er at stemme nej. For så får man jo bare en bedre aftale bagefter. Jeg ved ikke, hvorfra de har deres opfattelse af dansk politik, og jeg personligt tvivler stærkt på, at der vil være en stemning for nogen som helst genforhandling af selvstyrekommissionens resultat her i salen sådan foreløbigt. Nu er hele Danmarks videre politiske liv jo heller ikke rigtig afhængig af Grønlands ja eller nej sådan som EU s er det af Danmarks afstemninger. Men det fortæller de jo ikke vælgerne. Men hvis jeg skulle have overset sådanne muligheder, hvor danske partier har ønsket at give Grønland endnu større frihed og et langt bedre økonomisk sikkerhedsnet, end det er lykkedes for den dansk-grønlandske selvstyrekommission at samle flertal for her i Tinget så vil jeg naturligvis 3

4 sætte pris på at få dette verificeret fra såvel regeringen som Folketingets medlemmer. Jeg vil dog allerede på det nuværende grundlag tillade mig at takke såvel medlemmerne af Selvstyrekommissionen som alle de partier herinde, der har støttet det resultat, som nu foreligger. Det er uimodsigeligt, at Selvstyret i den form, det har i det foreliggende forslag, vil være et ubetinget fremskridt for såvel Grønland som Danmark og oven i købet også for forholdet mellem vore lande. Det har fra denne regerings start været klart udtrykt fra statsministeren, at han ønskede at modernisere hjemmestyreaftalerne, og at han ønskede at gøre dette på basis af den internationale folkeret. Med forslaget til selvstyrelov, har han og hans regering sammen med Landsstyret i Grønland - levet op til denne målsætning, og det vil jeg gerne kvittere for her og nu uanset det videre forløb. Naturligvis har jeg ikke været tilfreds med de rammer, som blev sat for arbejdet fra dets begyndelse nemlig grundlovens rammer. Jeg fandt de var for snævre, hvis Grønlands fulde fremtidsinteresser skulle varetages. Men jeg lærte undervejs, at grundlovens rammer åbenbart er mere smidige, end jeg først havde antaget samt at selvstyreloven faktisk kunne indrettes således, at den nu i sig selv bliver vores passerseddel til helt at kunne forlade disse rammer den dag vi måtte ønske det. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at kvittere for, at der nu er etableret en mulighed for, at de gentagne forsøg på at skære ned på bloktilskuddet til Grønland, som vi har set herinde de sidste år, kan blive stoppet endegyldigt. 4

5 Den fastfrysning af bloktilskuddet, som er indarbejdet i Selvstyreloven, er ikke - som nogen gerne vil have folk til at tro - et stop for yderligere og stigende tilskud til Grønland. Den er tværtimod en sikring af, at de tilskud, vi hidtil har fået, ikke langsomt bliver sparet væk under fødderne på os. Et forhold, der ikke mindst er af uendelig værdi i en situation, hvor hele den generelle, internationale økonomiske politik er ude af sin normale balance. I denne situation, hvor de sorte skyer med statsministerens ord trækker op over det danske rige er det trygheden for alle, der kommer i centrum. Det udtrykte statsministeren ganske klart i sin åbningstale og det samme gælder naturligvis for Grønland både hvad angår borgernes hverdag og landets hele fremtid. I den sammenhæng, kan det ikke understreges tydelig nok, at det er den nye selvstyrelov for Grønland, der er det sikre kort den garanti for tryghed, som vi har brug for netop nu. Med selvstyreloven ved vi hvad vi har og hvad vi kan regne med i årene fremover. Selvstyreloven indeholder garantier, som Hjemmestyret aldrig har haft. Først og fremmest garantien for vores økonomi. Men sandelig også garantier for vores fortsatte samarbejde med Danmark i årene fremover. Der findes folk, der tror, at Selvstyre er vejen til mindre sammenhold mellem Danmark og Grønland. Min opfattelse er lige den modsatte. 5

6 Selvstyret er præcis den medicin, vore to folk har brug for, så de positive sider af vores fællesskab kan frigøres fra belastningen af de negative. Selvstyret giver vores folk plads til at møde hinanden på lige fod og med lige værdighed. Det giver vores to folk mulighed for at udfolde det sammenhold og den kærlighed, vi alle ved eksisterer mellem os allerede, men som er blevet så hæmmet af alle de barrierer, historien og de politiske forhold har bygget op mellem os. Måske er netop den gave til både det danske og det grønlandske folk, den del af Selvstyreloven, som vi politikere kan være mest stolte af at have skabt sammen. Naturligvis vil Selvstyret ikke kunne løse alt, og naturligvis vil drømmen om den fulde selvstændighed for Grønland stadig udvikle sig blandt vores folk. Heldigvis for det er naturligvis derfra nationens dynamik skal komme på alle andre udviklingsområder. Men fremover er også selvstændigheden helt vores egen sag, og vi får faktisk papir på, at ingen for alvor kan stille sig hindrende i vejen den dag vi selv mener, vi er parate til det. Indtil da, er der en række områder, som fortsat forbliver under Rigsfællesskabets domæne. Det gælder ikke mindst udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Med den udvikling, der foregår, både på det internationale finansielle og strukturpolitiske område i disse tider, er det ikke de mindst vigtige faktorer for vores lands fremtid. Det samme gælder de forsvarsmæssige aspekter, der er udløst af det amerikanske missilskjold, som vores land jo er knyttet ganske stærkt op på. 6

7 Så her bliver der nok at samarbejde om indenfor Rigsfællesskabet i de kommende år også for vores medlemmer i Folketinget. Det samme gør sig gældende med den udvikling, der sker omkring hele EU's struktur og stigende indflydelse på dansk politik. Det gælder for eksempel muligheden for at indhente udefrakommende arbejdskraft til Grønland og varetagelsen af visse af Grønlands erhvervsmæssige rettigheder f.eks. indenfor hvalfangst og sælskindseksport. Også her bliver der nok at samarbejde om i den kommende tid Så selv om Selvstyreloven bliver en nøgle til langt større selvstændighed for Grønland på en lang række områder, så fortsætter Rigsfællesskabet og medvirker til at fastholde det skæbnefællesskab, der nu engang er blevet historiens gave til vores folk. Derfor er jeg sikker på, at hvis det havde været Moses Olsen, der stod her i dag, så ville han have været meget stolt. Han ville have kunnet se, hvor langt den proces, han startede herinde, er kommet indenfor så kort en ramme som blot et enkelt menneskes levetid. Men først og fremmest ville han nok have glædet sig over, at vi grønlændere nu omsider vil blive erklæret for et folk på helt samme folkeretslige niveau som alle andre selvstændige folk i verden. Med den position kan vi endelig rette ryggen fuldt ud, se hele verden i øjnene som ligemænd og erklære vores indtog i den internationale retsorden på den plads, som alle dage var vores førstefødsret. Jeg vil derfor også slutte med at citere statsministeren for det standardsvar, han gang på gang har brugt overfor min kollega fra Færøerne, Hr. Høgni Hoydal, når denne krævede mere selvstændighed. 7

8 Rejs hjem, sagde statsministeren, og sørg for at du har et flertal bag dig så vil du få al den selvstændighed, du ønsker. Med udkastet til selvstyreloven og med den opbakning statsministeren gav denne i sin åbningstale samt hans henvisning til folkeretten som grundlag for vores frie valg af position i verden, kan der ikke længere herske nogen tvivl om denne sætnings valør. Jeg håber derfor også, jeg kan kvittere fuldt og helt for statsministerens indsats i denne sammenhæng, når jeg vender tilbage til Folketinget efter folkeafstemningen d. 25. november - således at Statsministeren endelig kan få det folkelige mandat fra Nordatlanten, han har bedt om igen og igen, til den politik, han så længe reelt har ønsket. Slut. 8