Sådan lød det i netop disse dage for 70 år siden. Og mange sætter stadig lys i vinduerne 4. maj, og enhver familie kan stadig historier om krigen.

Transkript

1 70 året for befrielsen. 5. maj 2015 Danmark er frit. Sådan lød det i netop disse dage for 70 år siden. Og mange sætter stadig lys i vinduerne 4. maj, og enhver familie kan stadig historier om krigen. I min generation er det mine forældre, der var børn under besættelsen; min far på landet, på Nordfyn, i Otterup, hvor der var nok alt, og tyskerne mest et spændende indslag da de beslaglagde skolen, og senere englænderne, der landede på marken og bød på cigaretter og sagde Okay. Og min mor, der boede på Frederiksberg, gik angst i skole hver morgen forbi soldaterne, med geværer - og der var rationeringsmærkerne og bombardementerne og sorgen over at miste veninder da den franske skole blev bombet. 1

2 For krigen oplevedes helt forskelligt fra land til by, og hvad der var knugende frygt for den ene, var mest drengeleg og spænding for den anden. For mine børn er det vage forestillinger om gamle dage, og for deres børn kommer 2. verdenskrig, til at være ligeså langt borte som 1864 nok er for de fleste af os. Derfor har det betydning at vi holder historien i hævd, for en vigtig vej til at undgå gentagelser af historien, er ved netop at kende den. Kirken var splittet under krigen her i Danmark. Der var både jødehad og begejstring over Nazityskland langt ind i præsternes rækker. Men der var også præster der tog til genmæle. Den mest kendte er nok Kaj Munk i Vedersø, der skrev og prædikede imod nazismen, og måtte bøde med sit liv 4. januar 1944, 2

3 hvor han blev hentet i sin præstegård og skudt og smidt i en vejgrøft. Mange kirker på Øresunds østkyst hjalp med at skjule jødiske flygtninge, inden de skulle sejles til Sverige. I Tyskland er en af de mest kendte skikkelser inden for kirken, i modstanden mod nazismen, teologen Dietrich Bonhoeffer, som blev skudt den 9. april Han var kompromisløs i sine tanker om, at man som kristen måtte gå planken ud og leve fuldkomment efter Jesus, og gøre oprør mod al uretfærdighed og undertrykkelse. Og det gjorde han. Han sagde blandt andet: At tie, når vi står ansigt til ansigt med det onde, er i sig selv ondt: Gud vil ikke regne os uden skyld. Ikke at tale er at tale. Ikke at handle er at handle. 3

4 Han blev 39 år gammel. Mange danskere deltog i modstandskampen her i landet. I nazisternes øjne var de terrorister. I danskernes øjne var de frihedskæmpere. Og mange af dem døde som meget, meget unge helte, og jeg rammes i hjertet over deres mod og engagement i en så tidlig alder. I Kristeligt Dagblad i går, var der et uddrag af sidste hilsner fra nogle af de 112 danske frihedskæmpere, som blev henrettet af tyskerne. Her er de sidste ord fra den teologistuderende, Christian Ulrik Hansen, der blev skudt Skt. Hans aften 1944, 23 år gammel: Venner. Der er stor sandsynlighed for, at denne hilsen bliver min sidste.når man som jeg er ung og elsker Livet, er det tungt at 4

5 sige farvel til den Pige, man holder af, de Kære derhjemme og Vennerne. Det er tungt, men det er lang fra meningsløst. For at folk skal kunne leve, maa nødvendigvis nogen dø. Derfor skal mit personlige Ønske til jer være dette, at om I engang imellem mindes mig, at I da vil mindes mig i glade Stunder naar I tømmer jert glade Bæger naar I fortæller jeres lille Søn om Holger Danske naar Aftenklokkerne ringer Solen i sin blodrøde Grav om Høsten. Kim Malthe-Bruun, skudt den 6. april 1945, 21 år gammel: Kære Mor Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i Dag blevet stillet for en Krigsret. Vi blev dømt til Døden. Jeg ved, du er en stærk Kvinde, og at du vil tage dette, men hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal også forstaa det. Jeg er kun en lille Ting, og min Person vil meget snart være glemt, men den Ide, det Liv, den Inspiration, der fylte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt, i Træerne om Foraaret, i Mennesker, du møder på din Vej, i et kærligt lille Smil, du vil møde det, der maaske havde Værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig. Jeg vil faa Lov til at vokse mig stor og moden, jeg vil leve hos jer, hvis Hjærter jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude, og ikke, som du maaske først vil mene, bagude.. 5

6 Uddrag i Kristeligt Dagblad 4. maj 2015 fra bogen De sidste timer- afskedsbreve fra frihedskæmperne Fra henrettede tyskerne modstandsfolk i Mindelunden. Op af de 3 pæle blev de skudt, og danskerne vidste ikke noget om det før efter krigen. Man gravede 202 lige op og fik mange af dem identificeret. Her iblandt medlemmer af Hvidsteensgruppen og Holger Danske og en lang række andre modstandsgrupper. Sammen med 31 ofre fra koncentrationslejre er det deres gravmæler, der udgør Mindelunden i dag. Det er vigtigt at have konkrete steder at mindes. Ikke mindst for de generationer der, ligesom min generation, er vokset op uden krig på egen jord. Vi har en pligt til at huske på de enorme ofre, der blev bragt i kampen for friheden, 6

7 og for at vi alle i dag kan leve i den frihed. Og friheden er skrøbelig. Og den er langt fra selvfølgelig. Europa er i gang med en politisk højredrejning. Og med slagord om bla frihed. Men en frihed der kun indebærer frihed for nogen, er ikke frihed men eksklusion og lukkethed. Frihed er at kunne tænke, tale og mene uden angst for at blive skudt, frihed er at kunne bevæge sig rundt med tørklæde, kalot og kors uden at være angst for at blive overfaldet frihed er at kunne være gul, sort eller hvid uden at blive vurderet på den farve. Frihed er at kunne være Guds børn i mangfoldighed og den frihed skal der kæmpes for så vi ikke ender i enfold og snæversyn. Dette er ikke en politisk tale 7

8 men en aften som i aften er altid en påmindelse om at vi hver især har et stort ansvar i vores liv, til at forsvare friheden når vi hører eller ser den bliver knægtet. Som kristne har vi pligt som Bonhoeffer sagde det: at tale og handle når det kræves. Med Kristus som forbillede, at dø om så det gælder. Og en aften som i aften er derfor også en overvejelse over hvor man selv som menneske står når det virkeligt gælder. Er vi, som Bonhoeffer skriver et sted er vi parate når det virkeligt gælder - parate til at blive forstyrret af Gud? Jeg vil slutte med dette vibrerende spørgsmål som ingen af os kan svare på før vi står i situationen. Lad os håbe vi ikke kommer til at stå i situationen og gør vi, så lad os bede til at vi består prøven. 8