Prædiken, d. 12/ i Hinge Kirke kl og Vinderslev Kirke kl Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Transkript

1 Prædiken, d. 12/ i Hinge Kirke kl og Vinderslev Kirke kl Salmer; 403, 221, 218/ 248, 234, 634 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Korsvar Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem:»fred være med jer!«da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem:»fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde:»modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham:»vi har set Herren.«Men Thomas sagde til dem:»hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde:»fred være med jer!«derpå sagde han til Thomas:»Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.«thomas svarede:»min Herre og min Gud!«Jesus sagde til ham:»du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. (Joh 20,19-31) 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Gud Faders Ånd! Kom til os ned med Himlens ild: Guds kærlighed! Læg på vor tunge nådens røst med livets ord til evig trøst! (fra: Kom, sandheds Ånd og vidne giv) Budskabet om Jesu opstandelse er kristendommens egentlige budskab. Alle undergerninger, lignelser og fortællinger om, hvad Jesus i øvrigt gjorde og sagde, kommer til at betyde noget andet i lyset af denne. For det er i lyset fra opstandelsens påskemorgen, at vi aner konturerne af Gudsriget. Opstandelsen er kulminationen på evangeliets fortælling om, at Gud i en historisk person er trådt ind i vores verden. At den almægtige Gud på et givent tidspunkt er kommet os helt nær i et afmægtigt menneske, Jesus af Nazareth, der derfor også er Guds søn og dermed på samme tid Gud selv. Men troen har en grænse. Og det er ved Jesu opstandelse, at grænsen trækkes. Hér, lige hér, at skellet går ikke først og fremmest mellem tro og tvivl, for tvivlen er troens uomgængelige følgesvend. Men mellem tro på den ene side og vantro på den anden. Og det vidste de gamle godt. For de tidligste kristne, dem som Johannes prædikede for, befandt sig lige midt i dette uforklarlige forhold. Når Jesu opstandelse for dem var det endegyldige udtryk for, at Guds nye virkelighed havde sat sig igennem i verden, var det selvsagt ubegribeligt, at alle ikke kunne se det. Det er denne grundlæggende problemstilling, som dagens evangelium tager livtag med. Dette forhold, at nogen har fået ører at høre med, og andre ikke har. Thomas, der i traditionen er blevet tilkendt det lidet flatterende tilnavn den vantro, er omdrejningspunktet i beretningen om den opstandnes møde med sine disciple; et møde, der så at sige udspiller sig i to akter; bundet sammen på midten af netop Thomas hånlige forkastelse af opstandelsens mulighed. Hvis vi kort skal genkalde os fortællingen, så møder Jesus først disciplene og overgiver dem Helligånden. Og så, en uge efter, tager Han fat i Thomas, der, må vi forstå det, var forhindret eller måske ligefrem havde noget vigtigere for i første omgang. Det hedder sig, at man skal tage sig i agt for, hvad man ønsker sig. For man risikerer at få det. Og det er sådan set en meget præcis beskrivelse af det, der 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 sker for Thomas. Han, der i sin vantro spottende havde nægtet, at Gud er stærkere end døden, får muligheden for lige netop det, han krævede som tegn. At stikke sin finger i hullerne, hvor sømmene var blevet banket i, og putte hånden ind i den side, hvor den romerske soldat havde stukket sit spyd ind. Johannes lader i sin beretning ane, at det ikke kommer så vidt. Vi hører det ganske vist ikke entydigt, men det virker som om, at det trods alt var nok for Thomas at stå ansigt til ansigt med Jesus. Da det kom til stykket, behøvede selv den vantro måske ikke at mærke efter. Det er sådan set også af mindre betydning. For det, der er i centrum, er ikke, hvad Thomas endte med at gøre eller ikke gøre. Men hvad mødet med Jesus gjorde ved ham. At han stillet over for den opstandne skifter mening; at han ændrer holdning. Thomas bevæger sig. Fra forkastelse til godtagelse. Fra benægtelse til accept. Fra vantro til tro. Dermed kommer Thomas til at beskrive troens bevægelse. Bevægelsen fra fornægtelse og vantro til tillid og tro. Thomas kommer i evangeliefortællingens form til at repræsentere hvert eneste menneske, der igennem dåbens vand kommer til tro på, at Gud er kommet os nær i netop dette menneske, Jesus af Nazareth. For det er forkyndelsens hovedsag, som det også meget præcist udfoldes af Johannes at bringe mennesker til tro. Og det er netop dét, der sker for Thomas. Selv om han var heldigere stillet end den menighed, som Johannes med sin sirlige pen nedskrev sit evangelium for; og heldigere stillet end os, der i dag hører den samme fortælling. For Thomas fik lov til at se. Hverken Johannes tilhørere eller vi, der i dag er samlet hér i Hinge/Vinderslev Kirke, kan møde Jesus ansigt til ansigt. Men vi kan møde ham i forkyndelsen; i ordene om alt det forunderlige, Jesus gjorde og sagde, og som i opstandelsens påskemorgen bliver sat i et helt nyt lys. Jesus gjorde, fortæller Johannes, også mange andre tegn, som ikke er skrevet ned. Lidt senere i sit evangelium beretter han endda, at hvis det hele skulle nedskrives, ville verden ikke være stor nok til at rumme alle bøgerne. Men det er nok heller ikke nødvendigt, for uanset hvor mange ord, der skrives ned, er det kun ord på papir. 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Det afgørende er aldrig antallet af ord, men hvordan vi reagerer på dem. Om de gribes i tro og dermed for os bliver sandheden om Gud og mennesker. Eller om de forkastes og ender som allerhøjest en interessant historie om noget, der var en gang, men som ikke betyder det fjerneste i dag. Når man tager en lille rundtur i prædikensamlingerne derhjemme i reolen og gransker, hvad forskellige prædikanter har sagt om dagens evangelium, er der flere forhold, der falder i øjnene. Et af dem er, at tolkninger og udlægninger over tid skifter. Temaer forskyder sig eller fortrænger ligefrem hinanden. Det er der sådan set ikke noget at sige til, for prædikenen er netop en forkyndelse af evangeliet ind i en bestemt tid og en konkret situation. En anden ting, der falder i øjnene, er et element, der går igen hos de fleste, men dog tolkes vidt forskelligt. Det er motivet med de lukkede døre, som disciplene forsøger at skjule sig bag, men som ikke hindrer den opstandne Jesus i at træde frem for dem. For, skal vi sige, år siden, havde samtidens prædikanter travlt med at forklare, hvordan det kunne lade sig gøre, uden at Jesus skulle forstås som en ånd. Og det er sådan set i sin gode orden. For ligesom Johannes gør med sin stærke betoning af, at Jesus er fysisk tilstede, må vi også gøre os umage for at imødegå en sådan indvending. Siden skifter fokus så. Og senere, måske i perioden fra 1970 og frem, retter man sig imod mere psykologiserende udlægninger. De lukkede døre kommer til at repræsentere den mur, som vi selv rejser overfor evangeliet. Også det kan have noget for sig som en udlægning af vores syndighed og grundlæggende venden os fra Gud. Fælles er imidlertid iagttagelsen af, at de lukkede døre peger på noget afgørende. Alligevel tror jeg, at de to udlægninger begge overser noget meget væsentligt. Det vigtigste er nemlig hverken, hvordan det kan ske, eller hvad vi gør os af anstrengelser for at smyge os udenom. Det afgørende er derimod at det sker. At Jesus kommer til disciplene. At han rydder alle lukkede døre til side og skubber alle hindringer af vejen, fordi han vil os mennesker. Det er ikke os, der skal komme til ham, men ham, der ganske som dengang, også i dag kommer os i møde. Også selv om vi ikke, som den vantro Thomas fik 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 mulighed for, kan se ham ansigt til ansigt, men alene møder ham i forkyndelsens ord, i dåbens vand og ved nadverens bord. At det sker. At Gud er den, der handler først. At vi kun i kraft af Hans guddommelige førstehed kan gøre noget som helst, bliver dermed den forkyndelse, der står tilbage som kernen i beretningen om den opstandnes møde, først med disciplene og siden også med Thomas. Denne guddommelige førstehed, at Gud altid handler for og med os først, bliver dermed også nøglen til den troens bevægelse, som vi for lidt siden talte om. Den bevægelse, som den Thomas, der først var vantro, men ender som troende, gennemløber. Og den bevægelse, som han dermed tegner. Ikke kun for sig selv, men for alle os, der som det lyder i dåben, hører den korsfæstede og opstandne Frelser til. Fordi Gud handler først. Fordi Gud altid er den, der kommer til os, er det aldrig os selv, der skal afstedkomme denne bevægelse. Troen er først og sidst Guds handlen med os skænket os i dåben og holdt i live ved ordet og i nadveren. Og fordi det er Guds vilje med os, er det også altid hans førstehed, det kommer an på. Og i den er vi sat fri til at leve vores liv i troen på, at vi må høre ham til. Ja, at vi i fællesskabet med ham allerede er gået fra døden og til livet. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Lad os alle bede. Vi takker dig, levende Gud, fordi du giver os livet og lader os leve det for og med andre mennesker. 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 Vi beder dig for alle, der har mistet, og alle der står over for at skulle miste. Læg din trøstende hånd på de syge, de bange og dem, der kæmper med døden. Lad dem finde håb i troen på, at vi i dig skal leve, om end vi dør. Hjælp os med at være taknemmelige for alt, hvad vi har fået givet. Og giv os at leve vores liv i fællesskabet med dig. Tilgiv os alt ondt, vi har gjort, og tilgiv alle, der har gjort ondt mod os. Giv dem og os din fred. Vi takker dig for din kirke og for dine sakramenter, som du har skænket os i dåben og i nadveren. Velsign og bevar din kirke her og ud over jorden, og lad ordet om dig forkyndes uden omsvøb over hele verden. Lær os at følge dig, skønt vi ikke er villige dertil. Hold din hånd, Herre, over vort land og vort folk. Velsign alle, der udøver magt og myndighed. Lær dem at bruge magten til at værne den svage. Vær med vor dronning, hendes familie og alle familier med dem. Vær med alle, der er udsendte og tjener fredens tjeneste i ind- og udland. Giv dem og os at bevares i din nåde, fred og velsignelse. Skænk os din frelse og bevar os i troen på det evige liv. MEDDELELSER AFSLUTTES MED DEN APOSTOLSKE VELSIGNELSE Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde Og Guds kærlighed Og Helligåndens fællesskab Være med os alle! 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6