Lindvig Osmundsen. Prædiken til fastelavns søndag 2015.docx side 1. Prædiken til fastelavns søndag Tekst. Matt. 3,

Transkript

1 side 1 Prædiken til fastelavns søndag Tekst. Matt. 3, Er vi en menneskehed overladt til os selv? Det spørgsmål kan sommetider ramme en med ensomhedsfølelse og afmagt. Ikke mindst når vi er vidner til en verden som synes af være kaotisk. Daglige nyheder om krige og ødelæggelser, vold og kriminalitet. De fleste dage går meget godt for os i vores lille krog af verden, stille i vore huse og familier. Alligevel bærer vi på en følelse af at leve i skyggen af det uforudsigelige, og med en længsel efter en hjælpende hånd. Denne længsel kan vi bære på som et sug og et savn i vort indre menneske. Et savn efter en faderskikkelse som man kan henvende sig til og være tryg hos. Et savn efter et medmenneske som kan hjælpe med ord og med nærvær. I menneskehedens mange tanker om livet og tilværelsen finder vi den længsel og det savn udtrykt i religionernes forskellige svar på tilværelsens gåde. Er der en derude som står bag os og ved os, er der en Gud foroven, som råder for alt, og som vi kan stole på for vore liv? Som vi kan tro på for vore liv? Det er dette beretningen om Jesu dåb taler til os om. At pludselig en dag så stod der en som gik midt ind i menneskelivet og midt ind i menneskehedens brogede verden. Og gjorde det på en måde som var meget underlig, og tændte et håbets lys. Det var en dag som så mange andre. En sol hed dag, endnu en, den varme sol var man vant til, der i Jordan flodens dal. Og det var naturligt for mange at søge ned til køligheden ved floden. Floden slyngede sig dovent gennem den varme dal, med sit ferske vand, ned mod det Døde Havs salte vand. 1

2 side 2 Floden og dens bredder var som en oase i ørkenen. På afstand så man den grønne stribe som snoede sig gennem landskabet. Og når man nåede ned til floden mødte man træernes skygge og følte køligheden fra vandet, og nød at træde sine varme fødder ud i det svalende vand, og mærkede hvordan det svalede hele den varme krop. I de dage kom mange til Jordan flodens vadested øst for Jeriko. Ikke kun de som kom for at passere floden ved vadestedet på vej mod øst, eller for at vaske deres tøj, eller få et sjældent bad på det dybe sted i flodens krumning. Mange kom i de dage, fordi her hvor menneskenes veje krydsede floden, opholdt en mærkelig mand sig. Johannes var hans navn. Han var en ørkenens søn, klædt i tøj lavet af kamelhår, langhåret og langskægget. Mager og senet for han levede af de proteinrige græshopper smagt til med vilde biers honning. Han var profet og bademester ved Jordan flodens vadested. Nogen kaldte ham Døberen. Med sine ord fik han skidtet frem i lyset, og med sin dåb vaskede han dem rene igen. Rene ikke kun på kroppen med underligt nok også på sjælen. Johannes Døberen var både profet, folkerevser og skriftefader. Både frygtet og elsket, sådan som mennesker frygter den som siger sandheden, men også elsker ham. Og elsket mest fordi Johannes var sjælens bademester, som fik vasket snavset af. Og mærkeligt ren i sjælen bliver den som bekender sin synd. Og mærkelig trøstet bliver den som døbes af sin revser. Når vandet lukkede sig over den neddykkede person, og når vandet randt ned af den oprejste krop, var det som at mærke vandets renhed og fornyelse helt ind i samvittigheden. Mange var de som gik ned af flodbredden til Johannes i flodens midte, med tyngede sind, mange var de som mærkede 2

3 side 3 bekendelsens forløsende kraft, mange var de som gik på land igen rengjorte i sit inderste. Det var som om gårdsdagens byrder lå tilbage i vandet, og rygsækken af skyld var opløst i floden, og lettede og befriede tog de nye skridt på livets vej. Alt skidtet lå så mærkelig konkret tilbage hos Døberen i vandet, som blev stående i midt i det beskidte vand, klar til den næste som kom. Og den næste som kom chokerede Johannes. Da Johannes så hans ansigt, og genkendte ham, Jesus fra Nazareth, da tav han brat. Tankerne roterede i Johannes hoved, Jesus er Guds søn, den udvalgte, han er den rene, og jeg døber syndere. Jeg er ikke værdig til at vaske hans fødder. Jeg skal døbes af Ham, ikke han af mig. Og da tankerne faldt på plads, fandt Johannes sin stemme igen: Det er dig som skal døbe mig! sagde Johannes til Jesus. Jesus blev stående fast foran Johannes og sagde så de ord, som fik noget stort til at dæmre for Johannes. Ordene var disse: Jo, for således bør vi opfylde al retfærdighed! I de ord trådte Jesus midt ind i verden og al dens skidt. Her gik Jesus fra Nazareth ind og blev menneskets broder og medmenneske. Udvalgt dertil af Gud, og beseglet med Ånden fra himlen, så duen altid siden har fortalt os om Guds nærvær midt i menneskenes verden. Opfylde al retfærdighed! Hvad kan disse gådefulde ord dog betyde? De ord er nøglen til det som skete den dag i Jordan flodens vand, mellem Johannes og Jesus. De ord er nøglen til at forstå hvem det var som blev døbt den 3

4 side 4 dag af den modvillige Johannes Døber. Al retfærdighed. Det er som om at de ord suger hele verdens skæbne til sig og samler den i et øjebliks store betydning. At her skete noget, som kan forkyndes og fortælles som den gode nyhed til mennesker før og siden. Her skete noget som plantede et ord om Gud, midt ind i menneskenes brogede verden, og gav os både en frelser og fader at tro på. Al retfærdighed! Det er en kendt sag i menneskenes verden, at alle er skyldige, men man kan ikke straffe alle for deres skyld. Det gør man ved at udpege en syndebuk, en som skal bære straffen for alles skyld og synd. Det samme sker i menneskenes verden, når folkeslag fører krig, man sender soldater afsted for at kæmpe kampen. De unge og kampduelige mænd udvælges og sendes i krig, for på fædrelandets vegne at kæmpe kampen. De ofrer sig for fædrelandet, og i krige har mange unge mænd givet deres liv for fædrelandet. I fredelige tider bruger vi en fodboldkamp til på skrømt at teste hinandens styrke. 11 mænd kæmper kampen, og når vort landshold har vundet siger vi: Vi vandt kampen. Vi vandt kampen, selv om alt vi gjorde var at sidde uroligt foran fjernsynet. Al retfærdighed! Det er ordet for at Gud udvalgte sin søn, Jesus af Nazareth, til at kæmpe kampen, til at give sit liv, for alle mennesker. Og det er derfor ordene lød over Jesu dåb, da himlen åbnede sig og Helligånden, som en due viste sig og satte sig på ham. Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. 4

5 side 5 Da Jesus blev døbt, blev han den udvalgte, som skulle bære al verden synd. Udvalgt til at bære al skyld og opfylde al retfærdighed ved at give sit liv, for alle. I Det Nye Testamente siges det på denne måde. Guds lam, som skal bære al verdens synd. De mange der blev døbt af Johannes Døberen blev vasket rene fra deres synd. Jesus blev døbt til deres synd. Betydningen af Jesu dåb gemmer sig i ordene fra og til. De mange blev døbt fra deres synd. Den ene, Jesu blev døbt til deres synd. Mange som er sorte af snavs kan vaskes rene i det samme vand. Men træder den rene ned i det samme vand bliver han beskidt. Da Jesus rejste sig op af vandet, og vandet randt ned af hans krop hang de andres snavs fast på ham, og han bar det med sig. I denne stærke symbolske handling fortælles vi betydningen af Jesu dåb, at den er et rollebytte med mennesket. Og fra korset langfredag lyder proklamationen: Det er fuldbragt! som et ekko over Jesu dåb. Da vi blev døbt, hver i sær, og når vi bærer vores børn til dåben, så lyder ordet fra Jesu dåb, og fra korset langfredag: Du er min elskede søn og datter, og tilsiger os syndernes forladelse og det evige liv. I dåben døbes vi til al retfærdighed, som Jesus Kristus har fuldbragt ved sin død og opstandelse. I et glimt går en stråle af kærlighed fra Gud til det enkelte menneske. Og favner det menneske ind i Guds verden, og knæsætter os som børn af den Himmelske fader. Menneskeheden er ikke overladt til sig selv, og til sin egen skæbne. Det lyder et ord gennem verden fra Jesus dåb. Det ord 5

6 side 6 som genlyder ved hver dåb, og sætter et lille menneske ind i Guds nærvær. At være et døbt menneske, er at kunne leve i tillid til Gud for sit liv, på grund af den retfærdighed som Jesus har fuldbragt. Amen. 6