Så vær dag ikke bekymrede for dagen i morgen

Transkript

1 1 Prædiken til 15. s. e. trin kl i Engesvang Nu falmer skoven 29 - Spænd over os dit himmelsejl Du gav mig, o Herre vi pløjed og vi så de Som korn fra mange marker 13 - Måne og sol Så vær dag ikke bekymrede for dagen i morgen Noget af det bedste jeg ved, er at gå op på én af de gamle bavnehøje, som geodætisk institut har beæret med en stensøjle, hvorpå der er fæstnet en jernplade med ord om, at det er forbudt at tænde ild på højen. Det er især det med forbuddet mod ild, jeg er optaget af. Disse mærkninger af geodætiske punkter fandt sted fra ca til 1930, dengang folk endnu kunne finde på at bruge bavnehøjene som man havde gjort i århundrede: til at tænde ild på. Ellers havde man jo ikke behøvet at nedfælde forbuddet. Var stensøjlerne blevet opsat i dag, ville man ikke engang have drømt om at skrive sådan. For vi er for længst holdt op med at tænde bål på bavnehøjene, vi har jo internettet og vore uundværlige telefoner. Alt det, der mellem år og dag opsættes forbud mod, fortæller, hvad folk kan finde på at gøre. Man kan således

2 2 også blive klog på livet i det gamle Israel ved at læse alt det, man ikke må for det er jo det, folk faktisk kan finde på at gøre. Således kan det hos os være relevant at skrive, at man ikke må have løse hunde på kirkegården eller at det er forbudt at kaste med ris, men ikke at der er forbud mod løse grise eller frigående æsler.... Og det leder os hen til dagens tekst, hvor Jesus siger, at vi skal leve ubekymrede. Modsat bavnehøjenes manende ord eller moselovens mærkelige bestemmelser, er det ikke en befaling eller et påbud. Det er derimod ord, der åbner mod himlen, som afdækker andre muligheder for liv, end dem vi går og hitter på og klamrer os til. Så vær da ikke bekymrede Men hvis der ikke var noget at bekymrer sig for, hvis bekymring ikke hørte med til det at leve og være mennesker og hvis der ikke hver eneste dag var rigeligt at bekymre sig om for hver eneste af os, så behøvede Jesus ikke at sige det. På samme måde som at man ikke behøvede at sætte regler for noget, ingen alligevel gjorde. Så vær da ikke bekymrede!

3 3 Bekymringer er lidt ligesom frygt, at de suger kraften ud af livet; og som én har sagt, ligner bekymringer en gyngestol, de holder én beskæftiget, men bringer ikke én nogen vegne. Men det gælder også, at de ikke er sådan at komme af med. Vi kan godt sige til os selv, at nu vil vi ikke bekymre os, at vi ikke vil spilde vore afmålte dage på at gruble over forhold, vi alligevel er magtesløse overfor. Men jeg har aldrig hørt om, at det hjælper. Når bekymringer er et problem, er det jo fordi, de ikke er til at slippe af med - ellers var de jo ikke et problem. - At være menneske er at være bekymret. Og der er grund til det. Og Jesu første tilhørere havde endnu mere grund til bekymring, end vi har. Vi ved da trods alt, at der er en seng, vi kan sove i i nat, at vi har tag over hovedet og at vi nok bliver mætte denne søndag også. Mange af Jesu første tilhørere vidste ikke, hvor de var i morgen, om de skulle overnatte i det fri eller kunne finde et sted at krybe i ly og endnu mindre anede de, om de måtte gå sultne i seng. Men Jesus siger det alligevel: Så vær da ikke bekymrede! Hvorfor gør han det, når der vitterligt er rigeligt at bekymre sig for og talløse bekymringer som viser sig at holde stik?

4 4 Jo, han gør det for at åbne os en vindue ind til himlen, til Guds rige. Han siger det for at huske os på, at vi ikke er alene. Gud findes og vil os det godt. Der er forskel på at bekymre sig og tænke, at det må man bære alene og så på at kunne se op og tænke, at det må vi lægge over til Gud, det må være hans problem. Og der er forskel på at bekymre sig og tænke, at ingen kan gøre noget og på i sit stille sind at håbe og tro, at for Gud er alting muligt. Det er som om, der kommer ét eller andet ind mellem bekymringerne og én selv, det er som om vi pludselig mindes om, at vi ikke skal bære hele verden på vore skuldre, heller ikke vore bekymringer skal vi løfte alene. For Gud er der og følger al vor færd. - - Men jeg har også gået og grublet over, hvordan ordene ville høres, hvis nogen af alle de stakkels mennesker, der har siddet på overfyldte både på middelhavet i kulde og regn med deres små børn i armene, på panisk flugt fra bomber og fremrykkende hære, ville tænke, som de kendte ordene og de pludselig maste sig frem af hjertets dyb? Om de ville lade sig trøste af dem og få håb ved dem eller de ville afføde vrede, fordi muligheden for at omkomme var større end chancen for at overleve?

5 5 Jeg ved det ikke; og vi kan jo hver især overveje, hvad vi selv ville tænke, hvis det var os. At det ikke er, er jo kun en tilfældighed. Hvis historien havde udviklet sig anderledes, kunne det ligeså godt have været os, der måtte flygte den anden vej. Men selv tror jeg, jeg ville falde til ro, i en tillid til, at Jesus var ombord på båden, at han ville hjælpe og føre os frem. Og hvis det værste skete, hvis båden sank og jeg blev opslugt af de vilde vande, så ville han dog også være dér, så ville Guds rige åbne sig for mig, førend jeg anede det. Alt ville blive lys i lys og herlighed over al forstand. Men jeg ved det ikke, heldigvis ved jeg det ikke. Men der findes mennesker i verden, der ved det, fordi de har prøvet det. - - De gamle mystikere havde et begreb, som de kaldte den hellige ligegyldighed, den hellige ligegyldighed. Umiddelbart lyder det ikke som noget godt i hvert fald ikke det med ligegyldigheden. Med helligheden står det straks bedre til. Men de lidt mærkelige ord beskriver en troserfaring, en sjælden troserfaring, hvor Guds nærhed og omsorg og kærlighed fylder mere i én end alt det, der tapper livet: bekymringerne og frygten og selvoptagetheden.

6 6 Der er vel ikke så mange af os, der kender til den, den hellige ligegyldighed, og så alligevel. For en gang imellem kan vi gribes af noget, der er større end os selv, af Guds kærligheds ånd, som for en stund, kan sætte alt det, der tynger, til side og give os liv på en ny måde. Og selv om det kun er i glimt og skønt det ikke varer eller kan holdes fast. Så har det dog været, en flig af himlen har svøbt sig om os. - - Det er ikke nemt at leve, det skal ingen komme at sige, ikke engang for os, der har det nemt på mange leder. Der er nok at bekymre sig for. Men på Jesu ord må vi læsse vore bekymringer over på Gud og lægge det fra os, som vi er afmægtige overfor. Når Gud har skabt os og indlagt bekymringens byrde i os, må han også hjælpe os med at bære den. Og ved den blotte tanke om at lade Vorherre tage sig af vore bekymringer og vores afmagt, sker der ét eller andet. Der åbnes et vindue mod noget større, vi får løftet vore blikket fra os selv mod Gud, mod himlen. Amen