Nyhedsbrev. Insolvens og Rekonstruktion. Den 20. august 2014

Transkript

1 Den 20. august 2014 Nyhedsbrev Insolvens og Rekonstruktion Nedenfor følger referat af nyere trykt og utrykt retspraksis om insolvensretlige problemstillinger mv. Gorrissen Federspiels afdeling for Insolvens og Rekonstruktion kan kontaktes, såfremt dette nyhedsbrev giver anledning til bemærkninger eller uddybende spørgsmål. Kontaktoplysninger findes sidst i nyhedsbrevet. Ændring af retsplejeloven og forskellige andre love Den 1. juli 2014 trådte Lov nr. 737 i kraft. Loven indebærer væsentlige ændringer af rammerne for behandling af civile retssager ved domstolene, herunder ændrede regler for gennemførelse af syn og skøn, forhøjelse af beløbsgrænsen for appel (kære og anke) til næste instans mv. Loven indebærer endvidere nye regler for fogedretternes virke, herunder regler om medieannoncering af tvangsauktioner og tvangsfuldbyrdelse af digitalt underskrevne lånedokumenter. Loven indebærer dermed ændringer, der er relevante for retsområderne fogedret, herunder tvangsauktion, samt retssagsbehandling. Dette er områder, der er tæt beslægtede med konkurs og rekonstruktion. Loven indebærer dog ikke nævneværdige ændringer af konkursloven, som er det primære regelsæt, der regulerer behandlingen af konkursboer og rekonstruktion af insolvente selskaber. Søgsmålskompetence og erstatningsansvar Retten til at indtale erstatningskrav mod revisionsselskab som følge af blank revisionspåtegning tilkom ikke alene konkursboet, men også boets simple kreditorer, der kunne anlægge selvstændig retssag sideløbende med konkursboet. Et revisionsselskab havde givet blank revisionspåtegning på et selskabs årsrapport. Senere gik selskabet konkurs, og konkursboet anlagde sag mod revisionsselskabet med påstand om erstatning for tab som følge af, at den blanke påtegning havde fået selskabet til at fortsætte en tabsgivende drift. Sideløbende anlagde to af boets simple kreditorer sag mod revisionsselskabet med påstand om erstatning for tab, som de havde lidt i forlængelse af levering af ydelser til det konkursramte selskab. Konkursboet anførte under retssagen, at kreditorerne skulle hæve de anlagte sager, idet retten til at indtale erstatningskravet mod revisionsselskabet alene tilkom konkursboet og ikke kreditorerne. Såvel byret som landsret afviste dette.

2 Side 2 Højesteret fandt, at det faktum, at konkursboet havde anlagt sag, ikke kunne afskære kreditorerne fra at kræve erstatning for en skade, som direkte og individuelt havde ramt disse. Højesteret stadfæstede herefter by- og landsrettens afgørelse om, at kreditorerne kunne gennemføre de anlagte sager (Højesteret, den 24. juni 2014). Konkursboers indtræden i retssager Et konkursbo havde tilstrækkelig retlig interesse til at kunne indtræde i et anerkendelsessøgsmål anlagt af skyldneren. Ligebehandlingsnævnet havde på baggrund af en klage fra en kvindelig kunde truffet afgørelse over for et frisørselskab om, at det var i strid med ligebehandlingsloven at have forskellige priser for klipning af mænd og kvinder. Frisørselskabets brancheorganisation anlagde herefter anerkendelsessøgsmål mod kvinden om, at afgørelsen var uretmæssig. Frisørselskabet blev efterfølgende taget under konkursbehandling, og kurator meddelte, at konkursboet ønskede at indtræde i sagen, idet frisørselskabets brancheorganisation indestod for sagens omkostninger. Kvinden, som havde fået medhold ved Ligebehandlingsnævnets afgørelse, påstod sagen afvist, idet frisørselskabet efter at være taget under konkursbehandling ifølge kvindens opfattelse ikke længere havde den fornødne retlige interesse i at videreføre sagen. Hun anførte endvidere, at det er en forudsætning for, at et konkursbo kan indtræde i en sag efter konkurslovens 136, stk. 1, at proceskravet kan gøres gældende af boet. Den konkrete retssag var konkursboet uvedkommende, idet der ikke var tale om et økonomisk krav, der henhørte under konkursmassen. Konkursboet gjorde i sagen gældende at have en indirekte økonomisk interesse i at rense frisørkædens navn, idet fremtidige erhververe af frisørselskabets saloner ellers ville være bundet af Ligebehandlingsnævnets afgørelse og derfor ville kunne blive mødt af krav fra kunderne på baggrund heraf. Dette ville kunne skade konkursboets muligheder for at afhænde selskabets saloner, og dermed have økonomisk betydning for konkursboet. Landsretten udtalte, at også anerkendelsessøgsmål er omfattet af konkurslovens 136, stk. 1 om konkursboets ret til indtræden i retssager, samt at det ikke kunne udelukkes, at muligheden for at fastslå ugyldighed af Ligebehandlingsnævnets afgørelse kunne have betydning ved afhændelsen af konkursboets aktiver. Retten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at fastslå, at konkursboet savnede retlig interesse. Konkursboet kunne herefter indtræde i anerkendelsessøgsmålet (Østre Landsret, den 11. februar 2014).

3 Side 3 Et konkursbos beslutning om ikke at indtræde i verserende retssager anlagt af skyldner forud for konkursen blev ikke tilsidesat. En skyldner og to af ham ejede aktieselskaber blev i 2012 erklæret konkurs. Forud for konkursen havde skyldneren og selskaberne anket en landsretsdom mod en bank til Højesteret, og skyldneren havde med sin ægtefælle anlagt endnu en sag mod samme bank ved landsretten. I forbindelse med konkursbehandlingen af skyldneren og selskaberne meddelte kurator, at konkursboet på baggrund af en ad-hoc kurators gennemgang af retssagerne ikke ønskede at videreføre disse. Skyldneren anmodede herefter skifteretten om at pålægge kurator at videreføre sagen. Der blev ikke givet skyldneren medhold i dette, idet skifteretten fandt, at kurator ved beslutningen om ikke at indtræde i sagerne var gået frem i overensstemmelse med konkurslovens regler. Skyldneren kærede herefter skifterettens kendelse til landsretten. Landsretten udtalte, at efter konkurslovens 127 kan skifteretten, hvis kurator handler til skade for boet, tilsidesætte de trufne beslutninger, meddele kurator pålæg samt foretage, hvad der i øvrigt måtte være fornødent. Landsretten forudsatte, at reglen, der kun sjældent har været anvendt i praksis, skal fortolkes snævert i lyset af kurators selvstændige stilling. Der lagdes vægt på, at bostyret som udgangspunkt skal kunne træffe afgørelser vedrørende boets anliggender og udøve de forvaltnings- og forretningsmæssige skøn, som er tillagt konkursboet. Derfor fandt landsretten, at det kun er klart urimelige beslutninger, som vil kunne tilsidesættes af skifteretten. Da ad-hoc kuratoren havde vurderet, at der ikke var store chancer for at gennemføre de anlagte sager med et for boerne gunstigt resultat, tiltrådte landsretten, at skyldnerens anmodning om at pålægge kurator at indtræde i sagerne ikke kunne tages til følge (Østre Landsret, den 29. januar 2014). Fristoverskridelse Overskridelse af søgsmålsfrist fastsat efter konkurslovens 137 førte til afvisning af fordringshavers sagsanlæg mod konkursbos skyldnere. En kurator i et konkursbo havde på grund af manglende midler opgivet at forfølge et muligt krav mod to af konkursboets debitorer. Kurator anmodede derfor skifteretten om i overensstemmelse med konkurslovens 137 at fastsætte en frist, inden for hvilken boets kreditorer kunne anlægge sag mod debitorerne på vegne af boet. Fristen blev herefter af skifteretten sat til 24. september En fordringshaver ønskede efterfølgende at anlægge sag mod debitorerne, og fremsendte derfor stævning til retten via telefax den 24. september klokken og i original med post modtaget i retten den 25. september. Da retten lukkede den 24. september klokken 15.00, blev stævningen først anset for modtaget den 25. september. Fristen blev dermed af retten anset for overskredet. Fordringshaveren gjorde gældende, at overskridelsen af fristen ikke burde medføre retstab, da der var tale om en beskeden overskridelse, som alene var begrundet i rettens åbningstid. Ydermere gjorde fordringshaveren gældende, at konkursboet var indforstået med, at fordringshaveren førte

4 Side 4 sagen. Heroverfor gjorde debitorerne gældende, at fristen efter konkurslovens 137 er absolut, hvorfor der ikke kunne dispenseres herfra. Højesteret lagde til grund, at konkursboet var indforstået med, at fordringshaveren ville føre sagen, men at konkursboet ikke havde overdraget fordringen, som derfor fortsat tilkom boet. Højesteret fandt ikke holdepunkter i forarbejderne til at indlægge den begrænsning i bestemmelsen om søgsmålsfrist, at den fastsatte frist kun skulle gælde i tilfælde, hvor boet var uenig i eller forholdt sig neutralt til, at der anlagdes sag angående boets mulige krav. Højesteret afviste herefter sagen som for sent anlagt på grund af overskridelsen af søgsmålsfristen (Højesteret, den 13. marts 2014). Panthavervederlag Tvist mellem panthver og konkursbo om panthavervederlag for salg af boets ejendom i fri handel faldt ud til panthavers fordel. Et socialpædagogisk bosted indgik i 2012 aftale om salg af sin overbehæftede faste ejendom blot en uge inden, at bostedet blev erklæret konkurs. Overdragelsen var ikke tinglyst på konkurstidspunktet, og kurator i konkursboet ville ikke indtræde i handlen på grund af en for gammel tilstandsrapport og en utilstrækkelig ansvarsfraskrivelsesklausul. Efterfølgende solgte boet dog ejendommen til den samme køber for samme pris som tidligere aftalt (men med ansvarsfraskrivelse). Efter salget opstod en tvist om panthavervederlag mellem konkursboet og den bank, som havde pant i den solgte ejendom. Konkursboet krævede et vederlag på kr fra panthaver for udgifterne til kurators arbejde med salg af ejendommen. Banken mente herimod, at konkursboet højst kunne kræve kr for det udførte arbejde, svarende til normalt rekvirentsalær. Konkursboet gjorde gældende, at salæret var beregnet efter kurators sædvanlige timetakst. Arbejdet var udført efter aftale med banken, og banken var gjort bekendt med timetaksten. Banken gjorde gældende, at der var et urimeligt forhold mellem tidsanvendelsen og det opnåede resultat, idet ejendommen i den endelige aftale var solgt for det samme beløb som tidligere aftalt. Konkursboet krævede derfor salær for arbejde, som reelt var udført af ejendomsmægleren. Skifteretten fandt, at der ikke var indgået en klar aftale mellem parterne om panthavervederlagets størrelse, og at konkurslovens 87 derfor skulle finde anvendelse. Herefter kunne konkursboet alene fra panthaver opkræve dækning for rimelige omkostninger. Efter en vurdering af det udførte arbejde fastsatte skifteretten panthavervederlaget til kr svarende til rekvirentsalæret. Konkursboet kærede skifterettens afgørelse til landsretten, som stadfæstede afgørelsen. Landsretten hæftede sig ved, at den endelige salgsaftale med få korrektioner var identisk med den oprindelige aftale udformet af ejendomsmægleren (Vestre Landsret, den 18. februar 2014).

5 Side 5 Anne Birgitte Gammeljord D M abg@gorrissenfederspiel.com Lars Grøngaard D M lg@gorrissenfederspiel.com John Sommer Schmidt D M jss@gorrissenfederspiel.com Denne orientering er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Gorrissen Federspiel påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af orienteringen.