Grindsted og Urup Kirker. Søndag d. 16. februar 2014 kl og Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted og Urup Kirker. Søndag d. 16. februar 2014 kl og Egil Hvid-Olsen. Prædiken til søndag septuagesima, Matt. 25, tekstrække. Salmer. DDS 404 Lover Herren! han er nær. DDS 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat!. - Ikke i Urup. DDS 655 Er du modfalden, kære ven (mel.: Min Jesus, lad mit hjerte ) DDS 658 Når jeg er træt og trist, når modet svigter (Lunderskovs mel.). Altergang: DDS 460 Jesus, din søde forening at smage. - Ikke altergang i Urup. Grindsted: DDS 11 Nu takker alle Gud. Urup: DDS 785 Tunge, mørke natteskyer. Tekstlæsninger. Job 9,1-12; Ap.G. 17,22-34 (ikke i Urup); Matt. 25,14-30.

2 2 Prædiken. Jeg er ked af mit navn og mine tanker. Og her nytter intet fadervor. Hvad hjælper det at hjertet stadig banker, når det ingen har at banke for. Jeg lider af selvhad. Gid jeg var en smule selvglad. 1 Sådan synger Benny Andersens opdigtede antihelt, Svante Svendsen. Det er ham, der er mest kendt for sangen om, at om lidt er kaffen klar. Stemningsmæssigt er der kolossal forskel på de to sange. Morgenkaffesangen er fuld af taknemmelighed over de store såvel som de små glæder i livet. Svantes sorte vise er derimod præget af modløshed og livslede - også selvom Benny Andersen sniger lidt opblødende selvironi ind i Svantes formuleringer. Svante er en ulykkelig skabning, men han er dog i stand til at gribe ud efter lyset, når det viser sig. Sådan er det heldigvis for langt de fleste - men ikke for alle. En sjælden gang støder man på dybt ulykkelige mennesker; personer, der er blevet slået til jorden af alvorlig sygdom eller tragiske dødsfald i familien. De har opgivet at rejse sig igen, fordi de ikke længere forventer sig noget godt af livet. Forventningerne går snarere den modsatte vej, idet de imødeser det værste. Ved ethvert lysglimt lægger de kun mærke til mørket, der omgiver det. I skuffelse over, hvor galt det er gået dem, hverken tør eller ønsker de at gribe de små eller store glæder, der dukker op lige for næsen af dem. De er blevet ét med deres ulykke; tragedien er blevet grundstammen i deres identitet og enhver glæde vil være et anslag mod deres 1 Andet vers af Svantes sorte vise i Benny Andersen: Svantes viser, Borgen 1972.

3 3 personlighed. Selvom de hader sig selv, vil de ikke tillade ændringer i deres identitet. En forandring af deres konstant negative forventninger til tilværelsen anser de for at være destruktiv. En ændring af deres forkrøblede personlighed forstår de som et angreb, der søger at omforme deres identitet. Lod de ændringen ske, ville de blive nogle helt andre mennesker til stor glæde for dem selv og andre. Men det ønsker de ikke, fordi de mener, at de på den måde mister sig selv. At det er lige nøjagtig en grundig hovedrengøring af deres personlighed, de har behov for, magter de ikke at indse. De er så fortabt i den identitet, deres ulykke har forbandet dem med, at de fastholder sig selv som ofre for tilværelsens uretfærdighed. Deres forventninger til livet er blevet knust så eftertrykkeligt, at de klamrer sig til den sølle tryghed det er at vide, at intet bliver bedre. De ved, hvad de har, og forventer det værste. De foretrækker sortsynet i frygt for, at de - hvis de kæmper sig op mod lyset - bliver kastet ned i mørket igen. Fordi de er så fokuserede på deres sortsyn, er de eminente til at føre enhver samtale over på den uret, der er blevet begået mod dem, og de lidelser, de må leve med. At lytte til andre hverken kan eller vil de, for de lader sig kun nære af deres negative livsindstilling. Ofte fører et sådant syn på livet forskelligt misbrug med sig. Piller, sprut eller måske ligefrem narkotika kan dæmpe deres sjælelige pine og gøre dem ligeglade med alt - også dem selv; men vække glæde kan misbruget ikke. Når man er sammen med et menneske, der har det sådan, oplever man, at energien mærkbart og næsten helt fysisk trækkes ud af én. Blot en halv times samtale kan gøre én udmattet resten af dagen. Sådan forholder det sig, fordi man konfronteres med sin egen magtesløshed. Selvom man ønsker det allerbedste for den, man taler med, lader den totalt modløse sig ikke bevæge. Han næres kun ved at have ondt af sig selv. Derfor suger han medynk ud af andre. Det er både provokerende og dybt frustrerende, for igennem længere tid at ynke andre eller selv blive ynket er ikke frugtbart. Det er tværtimod med til at fastholde den ulykkelige i hans ubærlige situation. Samtidig er det frygteligt for den modløse ikke at blive lyttet til, for han kan

4 4 ikke bare tage sig sammen og ændre sin situation. Hans mentale plade er gået i hak, hvad enten det skyldes psykisk sygdom eller regulær og livsødelæggende opgivelse. Det er en ond cirkel, for med sit totalt modløse og selvdestruktive sindelag skubber han andre fra sig, hvorved han får endnu større grund til at have ondt af sig selv. Han kan sagtens bruge Svantes konstatering: Jeg lider af selvhad som en beskrivelse af sin mentale tilstand, men selvhadet stikker så dybt, at han ikke kan give udtryk for fortsættelsen: Gid jeg var en smule selvglad. Han har ladet sig fange så eftertrykkeligt af sin selvforståelse som offer for livets uretfærdighed, at han slet ikke ønsker at glæde sig. Han er levende død. Det kan være en sådan mental zombie, der er beskrevet i dagens evangelietekst. Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Sådan siger den sidste tjener, da regnskabet gøres op. Han har urimelig ondt af sig selv og har derfor opgivet alt på forhånd ved at placere mønten det mest ufrugtbare sted overhovedet - i hvert fald når det gælder økonomisk vækst. Den ene talent, han har fået ansvar for, har han nemlig gravet ned i jorden. Derfor bebrejder hans herre ham. Tjeneren burde have grebet de løsninger, der lå lige for, så hans herre trods alt havde fået en lidt større sum tilbage, end den han havde udleveret. Derfor siger han: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. At få en reprimande som den er ydmygende, men ikke totalt ødelæggende. Imidlertid er tjenerens arbejdsgiver ikke færdig. Det lyder, som om han er drevet af hævntørst, da han fortsætter: Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod,

5 5 men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Det er skrappe sager! Tjeneren dømmes ude af fællesskabet med sin herre og sine medtjenere. Der er næppe nogen tvivl om, at manden i lignelsen repræsenterer Gud. Derved bliver sagen lige en tand mere skræmmende, for hvad er det for en dom, han nedkalder over tjeneren? Er det en dom, der omhandler tjenerens skæbne, når han engang dør? Dømmes han med andre ord til evig pine i Helvedes ild? Dér må der i hvert fald være gråd og tænderskæren. Hvis det er sådan en dom, Jesus har i tankerne, opfordrer han med sin lignelse os alle til at tjene Gud på bedste måde. Hver for sig skal vi bruge de talenter, vi har fået af Gud, så de skaber vækst og frugtbarhed. Den fortolkning er der bestemt noget opbyggeligt i, men det er på bekostning af troen på Gud som nådig og tilgivende. Rigmanden i lignelsen er i hvert fald hverken nådig eller tilgivende overfor den sidste tjener. Han er benhård og fordømmende! - Eller også er han bare realistisk. Der står jo intet om, at den dom, han fælder over tjeneren, skal eksekveres i Helvede. Måske er dommen blot en konstatering af tjenerens tilstand. Tjeneren har sat sig selv udenfor fællesskabet ved ikke at tage sit ansvar på sig. Med en forståelse af sin herre, der muligvis slet ikke har hold i virkeligheden, har tjeneren ødelagt sine egne muligheder. Han nærer mistro til sin overordnede og forventer det værste fra hans side. I tjenerens øjne kan det ikke betale sig at gøre noget som helst, for han er overbevist om, at han kun kan forvente en urimelig behandling som tak. Derfor opgiver han på forhånd. Han graver talenten ned og går hvileløst rundt i konstant frygt for det tidspunkt, hvor hans herre vender hjem igen og regnskabet skal gøres op. Indtil da bruger han sine kræfter på at forblive i overbevisningen om, at enhver anden løsning vil være lige så frugtesløs som den, han har valgt; en løsning, der i hvert fald er nytteløs. Tjeneren søger bevidst mod fiaskoen. Han har så at sige dømt sig selv, og det er blot den dom, hans herre sætter ord på. Tjeneren er fanget af sin modløshed, selvom han giver sin arbejdsgiver

6 6 skylden for sin ulykke. På den måde minder han meget om en af de mentale zombier, der - fordi de konstant fokuserer på det negative og anser sig selv for at være ofre - trækker al energi og glæde ud af andre. I lignelsen fortælles der også om to andre tjenere. Den ene er mere talentfuld end den anden, men de gør begge deres bedste for at øge den sum, de er blevet betroet. Sammenlignet med deres modløse kollega er de fulde af livs- og virkelyst. De har overskud og overblik. De er ikke blevet slået til jorden af sygdom eller tragiske hændelser. Hvis de er, har de i hvert fald rejst sig igen. De er med andre ord privilegerede, fordi de kan se lyst på tilværelsen og ikke lader sig fange af sortsyn. Fortsætter vi forståelsen af lignelsen som en beskrivelse af forskellige personlighedstyper, kan de to tjenere, der tjener penge til deres herre, sammenlignes med personer, der i tillid til Gud kaster sig ud i livets udfordringer. De får det bedste ud af det, de har, hvilket er løn nok i sig selv. Men de får endnu mere ud af det, fordi deres herre efterfølgende betror dem større opgaver, end de indtil da har løst. Sådan er det også med de fleste af os. Vi lever livet, fordi vi har fået det, men vi får glæden i tilgift. Selvom vi ind imellem må løse svære opgaver og også risikerer at lide nederlag, så er de fleste af os ganske glade for livet. Sådan har den modløse og opgivende det ikke. Han næres på en usund måde af sin ulykke og nægter at gribe den glæde, der kunne muntre ham op. Han lader glæden ligge uberørt, indtil en anden får glæde af den. Sådan gik det også, da den sidste tjeners talent blev givet til den første. Den første tjener fik i overflod og den næste tjener fik lidt mindre. Akkurat sådan er det for os, som hver for sig får varierende, men dog rigelig glæde ved livet. Derfor er det kun rimeligt, at vi - der får tilstrækkelig eller i overflod af glæde - giver en modløs lidt opmærksomhed. Selvom han ikke ændrer personlighed af den grund, vil han få svært ved at nægte, at der er noget glædeligt ved livet, når der trods alt er nogle medmennesker, der vil have fællesskab med ham og derfor forsøger at trække ham bort fra det mentale helvede, han befinder sig i; bort fra det sted, hvor der er

7 7 gråd og tænderskæren ; bort fra den modløses selvhad, så han kan blive en lille smule selvglad. Amen.