(Mortensen in: Nordicom-Information nr. 1-2, 1994:45-48).

Transkript

1 Indledning 10. november 2002 fyldte professor Frands Mortensen 60 år. I den anledning arrangerede vi på Institut for Informations- og medievidenskab et seminar med titlen»forskning i mediepolitik mediepolitisk forskning«. Seminaret samlede et halvt hundrede deltagere og syv foredragsholdere fra ind- og udland, og det er nogle af bidragene herfra, som nu udgives i bogform. Seminarets og bogens titel udtrykker et centralt spændingsforhold i Frands Mortensens forskerkarriere, som begyndte på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet i En påstand, som kræver en forklaring. Frands Mortensen blev mag.art. i nyere dansk sprog med en guldmedaljeafhandling om Sætningsemnet i nyere dansk lyrik, og han fattede hurtigt interesse for at anvende sin lingvistiske viden på nye felter, helt i tråd med studenteroprørets opgør med den positivistiske og biografiske litteratur- og sprogforskning Radioavis. Kommunikationskritisk analyse af 22-radioavisen (1972) var blandt de første analyser af massekommunikation, som påtog sig at påpege for ikke at sige afsløre de skjulte, ideologiske sider af den moderne populærkulturs tekstlige fremtrædelsesformer. Men ud over det kritiske, afslørende aspekt var der i den spæde fagkritik også indlejret et krav om teoribaseret og metodisk stringent forskning, krav om forskningens samfundsrelevans og et generelt krav om»kritisk«forskning. Ideologikritikkens politiske projekt fik allerede tidligt i 1970 erne et udvidet perspektiv, da massekommunikationsforskningen inddrog en række antipositivistiske teorier: strukturalisme, myteteori, moderne semiotik og Frankfurterskolen, som i sin yngre udgave med Jürgen Habermas teori om offentlighedens funktionsforvandling fik en central placering i den nye fagkritik. Introduktionen af offentlighedsteorien blev i det næste tiår et af Frands Mortensens mest betydningsfulde bidrag til dansk og nordisk medieforskning. Mest prægnant kom dette til udtryk i bogen Ytringsfrihed og offentlighed. De hemmelige dokumenter fra Danmarks Radios afskedigelse af Erik Thygesen (1975). Introduktionen [ 5 ]

2 [ INDLEDNING ] [ 6 ] af offentlighedsteorien og dens relevans som teoretisk og analytisk redskab i medieforskningen blev suppleret med en række formidlingsarbejder i forhold til undervisningen, både på universitetsniveau og i det underliggende skolesystem. I et senere selvkritisk tilbageblik på den danske medieforsknings gründerperiode hævder Frands Mortensen, at det i et internationalt perspektiv er det empirisk-analytiske arbejde, der er dens primære kendemærke og ikke originale, teoretiske bidrag. (Mortensen in MedieKultur 31, 2000:28). Denne karakteristik er evident gældende for de retninger, som Frands Mortensens forskning tog fra slutningen af 1970 erne og fremefter. I modsætning til flere af sine samtidige kolleger har Frands Mortensen ikke koncentreret sig om et enkelt medie. Han har forsket i både trykte og elektroniske medier, og perspektivet har rakt fra historiske studier, fx af den tidlige venstrepresse, til aktuelle, mediesystemiske analyser, som indimellem også har antaget prognostisk karakter. Afsenderanalysen stod centralt i den omfattende kortlægning af de journalistiske og redaktionelle processer på de danske dagblade: Ikke et ord om ytringsfrihed. Rapport om journalisters arbejdsvilkår på danske dagblade (Andersen et al. 1977) en produktionsanalyse af arbejdslivet på redaktionerne, som samtidig rummer indsigtsfulde, teoretisk funderede analyser af den skrevne presses funktion i det danske samfund. Mediebrugeren, konsumenten og dennes interesser og behov er den instans, som den kritiske medieforskning ifølge Mortensen har som primær reference. Denne position forsvarede han op gennem 1980 erne og 1990 erne, hvor den kritiske, udefra-analyserende forsker sammen med en række kolleger desuden blev inddraget om end ikke direkte i forvaltningen af dansk mediepolitik, så dog i analyser, udredninger og anbefalinger. Det skete dels i Mediekommissionen ( ) og i Statens Medieudvalg ( ). Opgaven i Mediekommissionen var at»fremskaffe grundlag for formulering af en fælles offentlig mediepolitik«. Nu var det ikke længere nok at sidde på sidelinjen og analysere andres ideer og forslag, eller sidde med korslagte arme og vente på, at de gode, alternative ideer skulle indfinde sig.»vi måtte blive konstruktive og formulere forslag, hvis kerne måtte ligge inden for mulighedernes

3 grænser, og som vi var villige til at stå til ansvar for i den offentlige debat«. (Mortensen in: Nordicom-Information nr. 1-2, 1994:45-48). Det var en radikal kur for den kritiske forskning, der ifølge Mortensen endte med, at det kritiske, samfundsforandrende perspektiv blev borte:»det forsvandt simpelthen, måske ligger det gemt i et arkivskab og er så sammen med Mediekommissionens øvrige papirer og arkiver afleveret til Rigsarkivet, hvor der er 30 års klausulering!«(mortensen in: Nordicom-Information nr. 1-2, 1994:45-48). Revolutionen er blevet afløst af revision, men om det kritiske perspektiv af den grund er blevet ganske borte i Frands Mortensens medieforskning, tillader vi os at betvivle. Og hermed er vi tilbage ved seminarets og bogens titel: forskning i mediepolitik mediepolitisk forskning. I det seneste tiår har Frands Mortensens primære forskningsfelt været mediesystemet og mediepolitikken, udfoldet dels i en mængde analyser af public service-institutionernes rolle, såvel i synkront som diakront perspektiv, dels i analyser og scenarier for fremtidens medier, hvor teknologiens muligheder er udforsket i lyset af de sociale og kulturelle implikationer for offentligheden og den enkelte borger. Her har medieforskningens kritiske perspektiv i vid udstrækning overvintret i en revideret udgave. Frands Mortensen har gennem hele sin karriere haft en omstridt status i offentligheden, hvor han ofte optræder som interviewoffer, af nogle kaldet ekspert eller medieforsker af andre såkaldt medieforsker. Den sidstnævnte kategori bliver især anvendt, når de berørte føler, at grænsen mellem forskning i mediepolitik og mediepolitisk forskning er overskredet. I dette forhold som i mange andre er Frands Mortensen tro mod sine rødder. Værdifri forskning er en illusion at fremlægge sin erkendelsesinteresse, sin forsknings teoretiske og metodiske fundament er derimod forudsætningen for troværdige empiriske analyser. Denne bog afspejler på flere måder denne balance mellem forskningens analytiske grundlag og dens anvendelsesorientering. Bidragyderne er danske og nordiske kolleger, som arbejder inden for hvad der med en bred betegnelse kan kaldes det mediesystemiske felt. I»Fra medieforskning til såkaldt medieforskning en model til beskrivelse af mediestrukturen«præsenterer Preben Sepstrup en [ INDLEDNING ] [ 7 ]

4 [ INDLEDNING ] [ 8 ] forståelsesramme for mediestrukturens dannelse og udvikling, der skal kunne fungere som en ramme for at forstå, beskrive og forudsige mediestrukturen. Modellen forsøger at etablere et grundlag for valide prognoser, og dermed et fælles udgangspunkt for mediebranchen, mediepolitikerne og medieforskerne. Erik Nordahl Svendsen fremlægger i»tillid er godt er kontrol bedre? Aktuelle tendenser i reguleringen af public service i Europa«en almen historisk og økonomisk skitse af, under hvilke betingelser public service har udviklet sig i Europa med særligt henblik på EU. Artiklen fremlægger resultaterne af en undersøgelse af reguleringsforholdene i alle de europæiske lande. Afsluttende opstilles og diskuteres to modeller for reguleringen af public service: autonomi vs. service. Henrik Søndergaards bidrag handler om den anvendte medieforsknings dilemma: hvordan kan man som medieforsker bidrage til at etablere et fagligt fundament for politisk regulering af medierne og samtidig holde sig fri af rollen som politisk aktør?»regnskabets time: Om Public Service Råd, public service-regnskaber og debatten, der forsvandt«diskuterer denne centrale problemstilling med udgangspunkt i Public Service Rådet, som blev nedlagt af VK-regeringen i 2002, kort tid efter at det var begyndt at fungere. Dermed forsvandt en væsentlig uafhængig debat- og evalueringsinstans, mens rådets kontrolfunktion blev overført til Radio-tvnævnet. Frands Mortensens bidrag:»indførelsen af digitalt, terrestrisk tv i Danmark«er en kritisk analyse af den elektroniske medierevolution, som digitaliseringen af tv er blevet udnævnt til at repræsentere. En omvæltning, som blev indvarslet for 10 år siden, men som endnu ikke er etableret. I artiklen redegøres for de vanskeligheder, det digitale tv er stødt ind i, og som har medført, at det på trods af seks vedtagelser i Folketinget siden 1996 endnu ikke er etableret. Bogens to sidste bidrag behandler begge ejerskabsproblematikken med den norske medielovgivning herom som case. På baggrund af et udredningsarbejde for Makt- og Demokratiutredningen opridser Helge Østbye i»eierkonsentrasjon og eierskapsregulering i Norge«den historiske baggrund og politiske motivation for den norske lovgivning på området, som stammer fra 1997, og

5 han opsummerer de vanskeligheder, der er forbundet med en konsekvent ejerskabsregulering. I Trine Syvertsens»Eierskapstilsynet en studie av medieregulering i praksis«finder man en analyse af tre aspekter ved loven: hvordan tolkes lovens formål om at fremme ytringsfriheden, de reelle ytringsmuligheder og et alsidigt medietilbud? Hvilke kontaktflader etableres mellem Eierskapstilsynet og medievirksomheder og brancheorganisationer? Hvilke erfaringer kan man uddrage af Eierskapstilsynets muligheder for politisk regulering af en stadigt mere privatiseret og kommerciel mediebranche? Til sidst i bogen findes en oversigt over Frands Mortensens videnskabelige publikationer. Hanne Bruun, Kirsten Frandsen, Per Jauert Lektorer i medievidenskab Institut for Informations- og medievidenskab Aarhus Universitet [ INDLEDNING ] [ 9 ]