HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 13. januar 2015

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 13. januar 2015 Sag 98/2013 (2. afdeling) A (advokat Søren Kjær Jensen, beskikket) mod Ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat Henrik Nedergaard Thomsen) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 18. afdeling den 15. marts I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Hanne Schmidt og Jan Schans Christensen. Påstande Parterne har gentaget deres påstande. Anbringender A har supplerende anført bl.a., at det er godtgjort ved vurderingen fra Retslægerådet, at der foreligger den fornødne årsagssammenhæng mellem de belastninger, som han var udsat for i forbindelse med anklagen, og hans psykiske gener i de første år (tilpasningsreaktion) og efterfølgende (kronisk forstemningstilstand af depressiv type). Der er hverken i lovens ordlyd eller i forarbejderne opstillet særlige betingelser for begrebet arbejdets særlige art. Det er hverken en betingelse for anerkendelse, at der er udvist uforsvarlig adfærd fra arbejdsgiverens side, eller at belastningen er af ekstraordinær karakter. De belastninger, som han var udsat for, må dog karakteriseres som værende af ekstraordinær karakter, og de iværksatte restriktioner var mere vidtgående, end hvad omstændighederne tilsagde.

2 - 2 - Ankestyrelsen har supplerende anført bl.a., at A ikke har påvist et sikkert grundlag for at få tilsidesat Ankestyrelsens afslag på anerkendelse, der er bestyrket af Retslægerådets udtalelser, Erhvervssygdomsudvalgets indstillinger og lægekonsulenternes vurderinger. Ankestyrelsen har i overensstemmelse med Retslægerådets og Erhvervssygdomsudvalgets udtalelser anerkendt, at As psykiske symptomer var forårsaget af belastningerne i forbindelse med forældreanklagerne og ikke af arbejdsgiverens håndtering heraf. Belastningerne opfylder ikke kravet til arbejdets særlige art, fordi arbejdsgiverens håndtering af anklagerne hverken frembød uproportionale eller ekstraordinære restriktioner, men lå inden for den almindelige ledelsesret. Arbejdsskadesikringsordningen tager kun sigte på de skader, der kan henføres til den fare, der udspringer af virksomhedens drift. Hertil kommer, at As psykiske symptomer ikke havde medført en sådan midlertidig eller varig svækkelse af hans helbredstilstand, at der var tale om en sygdom i arbejdsskadesikringslovens forstand. Retsgrundlaget Forarbejderne til 9 og 10 i den dagældende arbejdsskadesikringslov (lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000) er gengivet i landsrettens dom. Ved den arbejdsskadereform, der blev gennemført ved lov nr. 422 af 10. juni 2003, som trådte i kraft efter hændelsesforløbet i denne sag, blev bestemmelsen i 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, i arbejdsskadesikringsloven videreført uændret i 7, stk. 1, nr. 2, 2. led. I lovforslagets bemærkninger til 7 hedder det bl.a. (Folketingstidende , 1. samling, tillæg A, L 216, side 6617): Det er hensigten, at bestemmelsen om arbejdets særlige art fortsat skal være en opsamlingsbestemmelse for sygdomme, som man erfaringsmæssigt ikke generelt sætter i forbindelse med særlige udsættelser eller påvirkninger, men hvor forhold i den konkrete sag taler for, at der er en årsagssammenhæng mellem sygdommen og den konkrete påvirkning. Konkrete sager kan anerkendes som erhvervssygdomme, hvis forholdene i den enkelte sag taler for, at der er en sådan årsagssammenhæng. Der vil her være mulighed for at anerkende sygdomme, der ikke er optaget på fortegnelsen, hvis der konkret er stor sandsynlighed for, at den anmeldte sygdom skyldes arbejdet.

3 - 3 - Højesterets begrundelse og resultat Tre dommere Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen og Hanne Schmidt udtaler: Under As ansættelse som pædagog ved en skolefritidsordning i X Kommune blev der fra marts 2001 til august 2002 indgivet tre forældreklager over ham. Klagerne vedrørte forskellige former for fysisk adfærd i forhold til børnene, som forældrene opfattede som grænseoverskridende, og han blev efter den første forældreklage pålagt restriktioner i forhold til sin fysiske kontakt med børnene. Han indgik i slutningen af august 2002 med bistand af sin faglige organisation en fratrædelsesaftale begrundet i samarbejdsvanskeligheder. Han fik nyt arbejde som pædagog i Y Kommune i november 2002, men blev sygemeldt efter få dages arbejde, da han også af denne kommune blev pålagt restriktioner i forhold til den fysiske kontakt med børnene. Ankestyrelsen har på grundlag af Retslægerådets og Erhvervssygdomsudvalgets udtalelser anerkendt, at A har pådraget sig psykiske symptomer i form af først en længerevarende depressiv reaktion og derefter en kronisk forstemningstilstand af depressiv type, og at disse symptomer er forårsaget af belastninger i forbindelse med forældreklagerne. Ankestyrelsen har imidlertid bestridt, at symptomerne har karakter af en erhvervssygdom, da de er af forbigående karakter, ligesom Ankestyrelsen har anført, at de særlige restriktioner, som ledelsen på arbejdspladsen iværksatte som reaktion på klagerne, var udslag af en generel ledelsesret og derfor ikke er en belastning, der skyldes arbejdets særlige art. Parterne er enige om, at forholdet ikke er omfattet af den dagældende arbejdsskadesikringslovs 10, stk. 1, nr. 1 (sygdomme på erhvervssygdomsfortegnelsen) eller 10, stk. 1, nr. 2, 1. led (sygdomme på vej til at blive optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen). Spørgsmålet i sagen er herefter, om A har pådraget sig en lidelse, der kan anerkendes som en erhvervssygdom uden for erhvervssygdomsfortegnelsen, jf. lovens 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. Det er således spørgsmålet, om hans psykiske symptomer er omfattet af denne bestemmelse, der omhandler sygdomme, der må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. En sådan anerkendelse kan kun ske efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, jf. lovens 10, stk. 3.

4 - 4 - Efter As redegørelse af 20. november 2002 til Arbejdsskadestyrelsen og hans forklaring for landsretten lægger vi til grund, at det ikke var forældreklagerne i sig selv, der belastede ham, men de restriktioner, som arbejdsgiveren iværksatte i den anledning. Vi lægger således til grund, at hans psykiske symptomer var forårsaget af arbejdsgiverens reaktioner på klagerne. Vi lægger endvidere på baggrund af hans redegørelse til grund, at han var klar over, at restriktionerne blev fastsat med henblik på at undgå fremtidige situationer, der kunne give anledning til klager, og ikke skyldtes, at der var grundlag for at antage, at han havde begået overgreb mod børnene. En arbejdsgiver har i kraft af ledelsesretten adgang til at iværksætte passende tiltag for at undgå klager. Den psykiske belastning, som sådanne ledelsesmæssige tiltag måtte påføre medarbejderen, kan efter vores opfattelse i almindelighed ikke anses som et udslag af arbejdets særlige art. I denne sag blev der i både X og Y Kommune fastsat restriktioner over for A i forhold til hans fysiske adfærd over for børnene. Restriktionerne er af X Kommune i redegørelsen af 3. juni 2004 til Arbejdsskadestyrelsen beskrevet således, at indholdet af aftalerne i grove træk gik ud på, at A skulle sætte de grænser for fysisk kontakt med børnene, som andre pædagoger også gør. Vi finder som landsretten, at A ikke har godtgjort, at disse restriktioner var mere vidtgående, end hvad omstændighederne tilsagde, og at restriktionerne derfor må anses for omfattet af arbejdsgiverens generelle ledelsesbeføjelser. Vi tiltræder herefter, at det ikke er godtgjort, at As psykiske symptomer udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art som pædagog, jf. arbejdsskadesikringslovens 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. Med bemærkning om, at vi herefter ikke har anledning til at tage stilling til, om As psykiske symptomer har karakter af en sygdom i arbejdsskadesikringslovens forstand, stemmer vi for at stadfæste dommen. Dommerne Jytte Scharling og Jan Schans Christensen udtaler: A indgav den 23. oktober 2002 anmeldelse om arbejdsbetinget lidelse, idet han anførte, at han var blevet anklaget for overgreb mod børn. I marts 2001 havde en forælder til en pige klaget over, at han ifølge pigen havde taget nogle piger i numsen, og i marts 2002 klagede en for-

5 - 5 - ælder over, at hans datter havde fortalt, at hun følte det ubehageligt, når A trøstede hende, bl.a. fordi hans skæg stak. I august 2002 henvendte en forælder sig og klagede over, at A havde leget prutteleg med hendes datter, og at han havde været alene med datteren på stuen bag en lukket dør. Efter det, A har oplyst, blev han i forbindelse med episoden i marts 2001 bl.a. begrænset i sin fysiske kontakt med børnene, ligesom kommunens krisegruppe blev orienteret. Episoden i marts 2002 førte efter det oplyste bl.a. til, at Z-forvaltningen meddelte ham, at man ikke ønskede, at han arbejdede med børn og unge mellem 0 og 18 år, at man ville se på, om han kunne få andet arbejde i kommunen med pædagogisk relevans, og at han skulle søge sig et andet arbejde, idet han ellers ville blive afskediget. I forbindelse med episoden i august 2002 blev A hjemsendt og fratrådte efterfølgende sin stilling. A har i perioden modtaget hjælp fra Rigshospitalets krisepsykologiske afdeling og er blevet behandlet med cipramil. Retslægerådet har i sine svar på spørgsmål A, B og G udtalt, at rådet vurderer, at A sandsynligvis opfylder kriterierne for diagnosen længerevarende depressiv reaktion, og at denne diagnose bedst beskriver hans tilstand i perioden op til to år efter fremkomsten af symptomerne i For tiden herefter og frem til speciallægeerklæringen i maj 2006 har rådet fundet, at diagnosen kronisk forstemningstilstand af depressiv type er mest dækkende. Retslægerådet finder det overvejende sandsynligt, at der er en årsagsforbindelse mellem belastningerne i forbindelse med anklagen mod A og de beskrevne psykiske symptomer, jf. svaret på spørgsmål C. Det taler ifølge rådet for en årsagssammenhæng, at der er en tydelig tidsmæssig sammenhæng mellem hans psykiske symptomer og belastningen i forbindelse med anklagen, og der er ikke beskrevet forhold, som taler imod en sådan sammenhæng, jf. rådets svar på spørgsmål 2. Andre faktorer såsom f.eks. tidligere erfaringer, andre forhold i hans liv og sygdomsanlæg kan ifølge rådet også have haft betydning for udvikling af psykiske symptomer i forbindelse med belastning, men der er ikke i sagsakterne oplysninger, som tyder på, at A skulle være i særlig høj risiko for at reagere på belastning, jf. svarene på spørgsmål C og D. På den anførte baggrund finder vi, at de beskyldninger, der blev rettet mod A, og hans arbejdsgivers reaktioner herpå, havde sammenhæng med hans arbejde og var af belastende karakter. Vi lægger herved bl.a. vægt på, at overgreb mod børn opfattes som moralsk forkastelige, og at det typisk er vanskeligt for den, som beskyldningen retter sig mod, at tilbagevise beskyldningen om, at den pågældende har handlet uretmæssigt. Vi bemærker herved, at vi på baggrund af As redegørelse lægger til grund, at arbejdsgiveren over for ham tilkendegav, at

6 - 6 - han havde handlet forkert og grænseoverskridende, men at der i øvrigt ikke foreligger nærmere oplysninger herom. I overensstemmelse med den diagnose, som Retslægerådet har stillet, lægger vi til grund, at A led af længerevarende depressiv reaktion i perioden op til to år efter fremkomsten af symptomerne i 2001 og herefter frem til maj 2006 led af kronisk forstemningstilstand af depressiv type, jf. rådets besvarelse af spørgsmål A, B og G. Ankestyrelsen har anerkendt, at As psykiske symptomer er forårsaget af belastningerne i forbindelse med forældreklagerne, mens A efter sin forklaring blev belastet af arbejdsgiverens håndtering af klagerne. Retslægerådet har i sit svar på spørgsmål 2, om As psykiske gener er forårsaget af forløbet i form af anklage mod ham og ledelsens håndtering af hans arbejdsmæssige situation, svaret, at det taler for en årsagssammenhæng, at der er en tydelig tidsmæssig forbindelse mellem [hans] psykiske symptomer og belastningen i forbindelse med anklagen. Retslægerådets svar må efter vores opfattelse forstås således, at det er det samlede forløb omkring forældrenes klager og arbejdsgiverens reaktion herpå, der har forårsaget As psykiske symptomer. Under hensyn til den nære tidsmæssige sammenhæng mellem, at A blev gjort bekendt med forældrenes klager og arbejdsgiverens reaktion herpå, finder vi i overensstemmelse med Retslægerådets svar på spørgsmål 2 at As psykiske symptomer er forårsaget af det samlede forløb i forbindelse med klagerne og arbejdsgiverens reaktion. Vi finder herefter, at As lidelse må anses som en sygdom, der udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art, jf. den dagældende arbejdsskadesikringslovs 9, jf. 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, og stemmer derfor for at tage As påstand til følge. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes.

7 - 7 - I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale kr. til Ankestyrelsen. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens 8 a.