Lav udgiftsvækst i dansk sundhedssektor sammenlignet med den øvrige vestlige verden

Transkript

1 Lav udgiftsvækst i dansk sundhedssektor sammenlignet med den øvrige vestlige verden Jes Søgaard, direktør, professor DSI Institut for Sundhedsvæsen Vi hører ofte om, hvordan sundhedsudgifterne bare stiger og stiger. Vi hører ikke så tit, at de i Danmark stiger mindst i hele den vestlige verden. Det kan du læse om i denne artikel. Indledning I et tidligere nummer viste Asger Hansen 30 landes sundhedsudgifter i procent af bruttonationalproduktet (BNP) i henholdsvis 1970 og 2002, og det fremgik, at Danmark har haft den laveste stigning i sundhedsudgifterne i procent af BNP i perioden 1970 til 2002 (1). Nedenfor sammenfattes og kommenteres nogle mere direkte målinger af vækst i sundhedsudgifter pr. indbygger i 23 lande over samme periode. Definitioner og data sammenfattes i boks 1. Vækstraterne er vist i tabel 1 for de 23 gamle medlemslande af OECD, nogenlunde svarende til hvad man kalder den vestlige verden og de lande, vi normalt sammenligner os med. Danmark har de laveste vækstrater for sundhedsudgifterne Danmark har uden sammenligning de laveste vækstrater i sundhedsudgifter pr. indbygger i den vestlige verden. Sundhedsudgifterne i faste priser pr. indbygger er steget med gennemsnitligt 1,9 % pr. år i Danmark 1 mod 2,6 % p.a. i Sverige med de næstlaveste vækstrater i den vestlige verden og op til 5,6 % p.a. i Norge med de næsthøjeste vækstrater, kun overgået af Portugal med 7,0 % p.a. Gennemsnittet for alle 23 vestlige lande er 4 % p.a. altså mere end dobbelt så højt som i Danmark. I den forstand kan man tale om halvvækst i dansk sundhedsvæsen over næsten 35 år. Hver gang vi danskere i aviserne har kunnet læse, at nu skal de umættelige, danske sygehuse igen have en halv milliard kroner af vores surt tjente penge, så har de fået en hel milliard danske kroner i andre lande. Sådan med lidt variationer selvfølgelig fra 0,7 milliard i Sverige til halvanden milliard i Norge. Mange lande vil gerne have sundhedsudgifternes vækst ned på niveau med BNP-væksten, men det lykkes sjældent, jf. figur 1. I perioden 1970 til 2003 steg BNP pr. indbygger med godt 2 % p.a. i alle 23 OECD-lande under ét, og sundhedsudgifterne næsten dobbelt så meget. Kun Danmark er tæt på finansministrenes drømmeverden, idet sundhedsudgifterne blot lå 0,3 procentpoint over BNP-væksten, svarende til årlig gennemsnitlig stigning i sundhedsudgifter i procent af BNP på 0,3 % p.a. Efter Danmark følger Finland og Sverige med 0,9 % p.a. over BNP-vækstraten. Når vi ser på de enkelte underperioder, der er markeret i figur 1 og vist i tabel 1, så er det kendetegnende for Danmark, at vores sundhedsudgifter udviser relativ lav vækst i alle fire perioder, men ikke ligger allerlavest i nogen af dem. I første decennium, 1970 til 1980, var dansk sundhedsudgiftsvækst næstlavest med 2,6 % p.a. efter New Zealand med 2,1 % p.a. og 1 Resultaterne påvirkes ikke af, om der i stedet måles vækstrater for perioden 1971 til 2003 (danske sundhedsudgifter for 1970 er ikke med i OECD Health Data og er beregnet fra anden kilde). 1

2 et gennemsnit for alle lande på 5,8 % p.a.! Så begyndte opbremsningsårene i 1980 erne, hvor gennemsnittet i alle de 23 OECD-lande faldt til 3 % p.a., stadig næstlavest i Danmark med 0,9 % p.a. efter Irland med 0,1 % p.a. I det efterfølgende tiår stiger Irland med vækstrater på 6,7 % p.a. til førstepladsen, og Danmark er med 1,8 % p.a. ikke længere helt i bunden, da tre lande ligger under og Finland ligefrem har nulvækst. I sidste periode, , er vækstraten i de danske sundhedsudgifter steget til 3,0 % p.a., hvad vi ofte hører om, og der er da også 6 lande med lavere vækstrater end os. Vækst opdelt i volumen og sundhedsvæsenets priser og lønninger Tabel 1 og figur 1 efterlader ingen tvivl om lav vækst i danske sundhedsudgifter i nogen af perioderne. Sundhedsministeriet har en noget anderledes udlægning af teksten. Med en årlig gennemsnitlig stigning på 2,1 % i de samlede sundhedsudgifter pr. indbygger har Danmark internationalt set haft en relativ høj realvækst. (2, p. 19). Det ministerielle udsagn understøttes af en figur, der minder om figur 2 nedenfor. Den viser de gennemsnitlige realvækstrater fra 1990 til 2003 i de 23 lande i henholdsvis sundhedsudgifter og BNP pr. indbygger, idet sundhedsudgiftsvækstraterne er opdelt i en volumen- og en relativ priskomponent. Sundhedsministeriet viser kun volumenkomponenten, der præsenteres som realudgiftsvækstraten. Det er da nationaløkonomisk nytænkning, og da Danmark er et af de få lande, hvor sundhedssektorens priser og lønninger er steget lidt langsommere end i resten af økonomien, giver det et helt misvisende billede af danske sundhedsudgifters vækstrater i 1990 erne. I virkeligheden havde kun to lande lavere vækstrater i sundhedsudgifterne i denne periode ( ), nemlig Finland med 1,1 % p.a. og Italien med 1,7 % p.a. mod 2,1 % p.a. i Danmark og 3,4 % p.a. gennemsnitligt for alle 23 OECD-lande. Finlands meget lave vækst i sundhedsudgifterne og faktisk nulvækst fra 1990 til 2000, ja markant negativ vækst målt i volumen (2, p. 19) blev bemærket. Kunne det ikke hænge sammen med kommunal medfinansiering af sundhedsudgifterne indført i Finland i 1993/94? spurgte man i finansministerierne rundt omkring. Næppe! Det skyldtes snarere krisen i finsk økonomi med fald i BNP på 15 % fra 1989/90 til 1993, som efterfulgtes af tilsvarende fald i sundhedsudgifterne fra 1990 til Således var den gennemsnitlige vækstrate i finske sundhedsudgifter -2 % p.a. fra 1990 til 1995 og +2 % p.a. fra 1995 til 2000, altså -2+2 = 0 % p.a. for hele tiåret og som det ses af tabel 1 over 5 % p.a siden 2000! Sådan er der små fortællinger fra de enkelte lande. Konsekvenser af halvvækst i danske sundhedsudgifter Er det godt eller skidt, at væksten i de danske sundhedsudgifter er halvt så høj som i resten af den vestlige verden? Det er der nok mange meninger om og svaret gives næppe entydigt. Det vigtigste er måske at erkende, at sådan forholder det sig, og ikke hengive sig til myter om det modsatte. På positivsiden kan nævnes, at mange års stram national og regional udgiftspolitik har betydet et konstant pres på sundhedsvæsenet og fremtvunget produktivitetsfremme i både sygehus- og praksissektor. Danske sygehuses indlæggelsestider er blandt de absolut korteste i verden, og vi har de højeste andele af ambulant- og dagkirurgi. Vel har vi ventelisteproblemer, men ifølge OECD ligger de danske ventetider (år 2000) i den lave ende (3). På sigt vil produktivitetsfremme og effektivisering imidlertid forudsætte økonomiske investeringer, som man må håbe, at danske politikere og deres embedsmænd indser ikke kan imødekommes med yderligere 35 års halvvækst. Man kan næppe organisere sig frem til verdens bedste sundhedsvæsen det kræver også investeringer. 2

3 Har 35 års halvvækst i dansk sundhedsvæsen medført, at vi er sakket bagud, eller er vi bare blevet indhentet af de andre? Figur 3 og 4 antyder, at alle svarmuligheder for så vidt er åbne, og det skyldes den irriterende talusikkerhed om de såkaldte sociale plejeudgifter dvs. udgifter til ældreplejen i kommunerne. De indgår ikke i danske sundhedsudgifter, jf. Danmarks Statistiks definition, men siden 1998 har Indenrigs- og Sundhedsministeriet tilføjet dem i de data for danske sundhedsudgifter, der årligt rapporteres til OECD-sekretariatet i Paris. I 2002 udgjorde disse ældreplejeudgifter 24 milliarder kroner af de samlede danske sundhedsudgifter på 120 milliarder kroner, som blev indberettet til Paris. I figur 3 og 4 er de danske sundhedsudgifter vist med stiplet blå linje med og uden disse sociale plejeudgifter. Ifølge OECDsekretariatets retningslinjer skal den medicinske del af disse plejeudgifter inkluderes under kategorien Long-term nursing care som del af de totale sundhedsudgifter, hvorimod den sociale del ikke skal inkluderes. 2 Forventeligt har denne definition afstedkommet meget forskelligartede udgiftsindberetninger fra de forskellige medlemslande. De fleste lande tager mellem en fjerdedel og halvdelen af plejeudgifterne med som sundhedsudgift; to måske tre lande næsten det hele, herunder Danmark, og nogle lande ingenting. Et rimeligt bud på dansk komparativt retvisende sundhedsudgifter i faste kroner pr. indbygger eller procent af BNP er derfor formentlig et gennemsnit af de to stiplede linjer, dvs. danske sundhedsudgifter plus halvdelen af de sociale plejeudgifter. De er vist i figur 3 og 4 i fuld blå linje, mens den fuldt optrukne røde linje viser de gennemsnitlige udgifter for de 23 OECD-lande. Og ifølge disse kurver blev vi altså indhentet engang i slutningen af 1980 erne, og det var også på det tidspunkt, at danske økonomer begyndte at notere det danske lavvækstfænomen (5). Hænger lav vækst i sundhedsudgifter og lav stigning i levetid sammen? Har de lave vækstrater påvirket befolkningens sundhedstilstand? Figur 5 viser middellevetiderne i de 23 OECD-lande. Den samlede levetid i 2002 for de 23 lande er vist som levetiderne i 1970 plus tilvæksten i plus tilvæksten i plus tilvæksten i Danskerne og portugiserne har de laveste levetider i Portugal lå også i bunden for godt 30 år siden; det gjorde danskerne bestemt ikke. Vi har haft de laveste tilvækster (3,9 år). Norge, Holland og Sverige har også haft lave tilvækster sammenlignet med de andre lande. Japan og Portugal ligger i top med tilvækster på næsten 10 år. Danmark har altså samtidigt haft den laveste vækst i sundhedsudgifterne og den laveste vækst i levetid og dermed det mindste fald i dødeligheden. Det ses af figur 6. Det svære spørgsmål er så, om de to fænomener på nogen måde hænger sammen? Figur 6 viser korrelationen mellem tilvækst i middellevetider i de 23 OECD-lande fra 1970 til 2002 op ad y-aksen og gennemsnitlige vækstrater i sundhedsvæsenet i samme periode ud ad x-aksen. Der er indtegnet en regressionslinje, men de 23 landes koordinater udviser betydelig spredning. Korrelationen er heller ikke statistisk signifikant, men dog tæt på (0,05<p<0,10). Anomalien er Norge, da nordmændene tilsyneladende ikke har fået så meget levetid ud af de høje vækstrater gennem 35 år. Fjernes Norge, bliver korrelationen statistisk signifikant. Sådan noget må man jo ikke for statistikerne, så en passende konklusion er forsigtig: en mulig korrelation mellem udgiftsvækst og levetidsvækst kan ikke ganske afvises selv med så summariske data. Tilvæksterne i danske levetider har været 3,3 år lavere end gennemsnittet, og ud fra den tegnede regressionslinje kan man udregne, at 45 % af dette efterslæb kan skyldes lav udgiftsvækst i sundhedsvæsenet og resten andre forhold f.eks. levestil. 3,3 år i mindre middellevetid lyder måske ikke af så meget for den 35-årige, 2 Definitionen lyder: Long-term health care comprises ongoing health and nursing care given to in-patients who need assistance on a continuing basis due to chronic impairments and a reduced degree of independence and activities of daily living. In-patients long-term care is provided in institutions or community facilities. Long-term care is typically a mix of medical (including nursing care) and social services. Only the former is recorded in the SHA under health expenditure (4, s. 118). 3

4 som måske fejlagtigt tror, at tabet først opleves om 40 år. Det svarer nemlig til, at hver dansker på sin fødselsdag har 40 % større risiko for ikke at opleve sin næste fødselsdag også den 35-årige. Hvad skal vi gøre? Skal vi så fordoble vækstraterne? I det engelske NHS har de besluttet at forøge ressourcetilførslen betragteligt, svarende til realvækstrater omkring 7 % p.a. frem til Sundhedsudgiftsmæssigt ligger Storbritannien på niveau med Danmark pr. indbygger, og begge lande ligger i nedre ende af udgiftsspektret i den vestlige verden (år 2002). Jeg ved ikke, om det vil være klogt for Danmark, og har heller ikke noget svar på, hvor høj eller lav den danske vækstrate i sundhedsvæsenet skal være. Det er en politisk prioritering. Det er svært at forestille sig, at man overhovedet ville kunne have de personalemæssige ressourcer til at realisere så kraftig vækst i det danske sundhedsvæsen. Englænderne kan måske lettere importere arbejdskraft til sundhedsvæsenet end vi, da sprogbarrieren er lavere. Alligevel forventes lønstigninger i sundhedsvæsenet at sluge en tredjedel af realvæksten i de engelske sundhedsudgifter (6), dvs. relativt mere end de sidste år, jf. figur 2 ovenfor. I Danmark kunne man frygte et meget større lønpres og derudover flaskehalsproblemer på en lang række områder. Man skal nok heller ikke starte med en vækstramme og så fylde ud med noget indhold. Selv om det faktisk er det, vi gør nu, hvor et nærmest naturbestemt økonomisk råderum sætter grænserne for dansk sundhedsvæsen. Danmark har behov for en sundhedspolitik! En langsigtet sundhedspolitik med konkrete, realistiske og især målbare sundhedsmål, f.eks. kræftoverlevelse som i Sverige om 8 år eller dødelighed som i Sverige om 20 år. Sundhedspolitikken skal indeholde faglige veje til at nå disse mål, stille ressourcekravene op, samt bestemme hvad der skal til for løbende at imødekomme disse krav i hele landet, og hvad det vil koste i kroner år for år. Så kan politikerne tage stilling til, om de vil prioritere sådan. Referencer 1) Hansen A, Dansk sundhedsvæsen i international sammenhæng. Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen, August, 6/2005, pp ) Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Sundhedssektoren i tal 2001/2002. København ) Siciliani L, Hurst J, Explaining Waiting Times Variations for Elective Surgery across OECD Countries. OECD Health Working Papers, HEA (2003) 7, Paris ) OECD, A System of Health Accounts, Version 1.0, Paris ) Søgaard J, Internationale sammenligninger af sundhedsudgifter og deres finansiering, pp i Andersen P, og Christiansen T(red), Styring og regulering på udbudssiden i sundhedssektoren. Odense Universitetsforlag, Odense ) (6) R Lea, The NHS since Modest improvements at immoderate cost. Centre for Policy Studies, London

5 Boks 1. Beregning af vækstrater Definition. Vækstrater i sundhedsudgifter pr. indbygger i faste priser beregnes på følgende vis: n Udgift Bef Bef t+ n t+ n Udgift t t P P t t+ n Udgift er totale sundhedsudgift i et år i et bestemt land. Det omfatter offentlige og private sundhedsudgifter (både private forsikringer og direkte betaling). Sundhedsudgiftsbegrebet omfatter udgifter til sundhedsydelser, men ikke kompensation for indkomsttab, f.eks. sygedagpenge og pensioner. Bef er landets befolkningsstørrelse, og P er et prisindeks i samme år. Med danske sundhedsudgifter beregnes gennemsnitlig vækstrate pr. år fra f.eks (=t) til 2003 (=t+n) til: , = 1,9 % p.a ,17 Division med prisindeks justerer for prisinflation. Det almindeligste i internationale sammenligninger er at bruge BNP deflatoren, der udtrykker det enkelte lands prisudvikling i hele økonomien. Det er gjort i eksemplet ovenfor. Så fås den almindelige realvækstrate. Den kan opsplittes additivt i en volumenkomponent og en relativ priskomponent. Den relative priskomponent i vækstraten udgør den del af væksten, der kan tilskrives forskelle i pris- og lønstigninger i sundhedssektoren i forhold til den øvrige økonomi. Volumenkomponenten udgør den del, der kan tilskrives aktivitets- og kvalitetsforøgelser og beregnes ved i formlen ovenfor at bruge et pris- og lønindeks specifikt for sundhedssektoren. Vækstraterne i sundhedsudgifter er sammenlignet med vækstrater i landenes BNP pr. indbygger. De beregnes ved samme formel blot BNP indsat i stedet for sundhedsudgiften. Sammenligningen er foretaget for at have et ankerpunkt for de enkelte lande i udgiftsvækstsammenligningerne. Data er helt overvejende hentet i OECD Health Data Huller er om nødvendigt udfyldt ved lineær interpolation, og om nødvendigt er der suppleret med andre kilder. Især sundhedssektorens prisindeks er noget hullet, og ca. halvdelen af landene er ophørt med at indberette dette prisindeks. Det påvirker dog kun opsplitningen af realvækstraten i en volumen- og priskomponent og ikke summen heraf. Opsplitningen skal derfor fortolkes meget varsomt og vises fortrinsvis, fordi Indenrigs- og Sundhedsministeriet offentliggør internationale vækstrater, der kun indbefatter volumenkomponenten (2, p. 19). Det store problem i internationale sundhedsudgiftssammenligninger er trods bedre retningslinjer (4) definitionsforskelle mellem landene, ikke mindst hvad angår ældreplejen. Det diskuteres i teksten, men alt andet lige er vækstratesammenligninger mindre følsomme for sådanne definitionsforskelle end udgiftsniveausammenligninger. 5

6 Tabel 1. Gennemsnitlige vækstrater i 23 lande for perioden 1970 til 2003 og underperioder heraf. BNP/cap Sundhedsudgifter pr. indbygger, faste priser * Land Fork 1,2. Vækstrater 3, procent pr. år Australien AUS* 1,8 3,5 3,9 4,0 2,6 4,0 Østrig AUT* 2,4 3,7 0,5 3,0 1,5 7,4 Belgien BEL 2,2 4,9 3,9 3,5 3,4 8,2 Canada CAN 2,0 3,1 4,8 1,8 3,9 3,1 Danmark 4 DEN 1,6 1,9 3,0 1,8 0,9 2,6 Finland FIN 2,4 3,3 5,3-0,1 4,8 4,6 Frankrig FRA 1,9 3,9 3,6 2,3 3,9 5,6 Tyskland GER 1,4 3,3 1,5 2,3 1,8 6,2 Grækenland GRE 1,9 3,4 3,8 4,6 1,3 4,1 Island ICE 2,3 4,9 5,2 3,2 4,3 7,0 Irland IRE* 4,3 5,4 12,3 6,7 0,1 8,4 Italien ITA 2,1 3,6 1,8 1,7 3,7 6,1 Japan JAP* 2,4 4,2 1,8 3,7 2,4 7,1 Luxemburg LUX* 3,3 5,1 6,2 3,0 4,8 7,3 Holland NET 1,8 3,3 5,6 2,6 2,3 4,4 New Zealand NZL 1,3 2,7 3,8 2,6 2,9 2,1 Norge NOR 3,0 5,7 11,3 3,0 3,3 9,2 Portugal POR 2,7 7,0 1,1 6,6 4,3 12,0 Spanien SPA 2,4 4,8 2,2 3,5 4,7 7,2 Sverige SWE* 1,7 2,6 5,8 1,7 1,1 4,5 Schweiz SWI 0,9 3,2 3,0 2,7 2,7 4,1 Storbritannien UK* 2,1 3,9 5,5 4,0 3,1 4,1 USA USA 2,1 4,5 5,4 3,1 5,6 4,5 Gennemsnit Ave 2,2 4,0 4,4 3,1 3,0 5,8 Anm. 1) Fork. er den landenotation, der anvendes i artiklens figurer. 2) * ved land betyder, at vækstrater er beregnet frem til 2002 og ikke ) Både BNP og sundhedsudgifter er deflateret med det enkelte lands egen BNP-prisdeflator. 4) Sundhedsudgifter inkl. halvdelen af ældreplejeudgifterne. Inkluderes alle ældreplejeudgifterne, er vækstraterne en smule højere, især i første halvdel af perioden. Kilde: OECD Health Data

7 Figur 1. Vækst i sundhedsudgifter og BNP pr. indbygger, faste priser, , 22 lande. Vækst % 500% 400% 300% Sundhedsudgifter pr. indbygger (h) BNP pr. indbygger (y) 200% 100% 0% h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y h y DEN SWE NZL CAN SWI GER FIN NET GRE AUS AUT ITA UK FRA JAP USA SPA ICE BEL LUX IRE NOR Anm. Søjlerne viser totalvækst fra 1970 til 2003, og farvesegmenterne viser proportionale bidrag fra (rød), (gul), (blå) og (grøn). For 8 lande er sundhedsudgift i 2003 ekstrapoleret fra væksttrend og landets BNP i Kilde OECD Health Data 2005 Figur 2 Vækstrater i sundhedsudgifter og BNP pr. indbygger, faste priser, 1990 til 2003, hvor sundhedsudgiftsvækst er opdelt i volumen og priskomponent. Pct, p.a Vækst i sundhedsudgifter/cap opdelt i Vækst i BNP/cap Volumen Relative priser FIN AUT LUX POR USA ICE SWI SWE CAN DEN GER NZL BEL FRA JAP SPA AUS NET UK NOR GRE IRE ITA -1 Anm. Sundhedsprisdeflatoren er ekstrapoleret fra GDP-deflator for følgende lande og år: Australien( ), Østrig( ), Belgien( ), Danmark( ), Tyskland( ), Grækenland(alle år), Japan( ), Luxembourg( ), Holland ( ), New Zealand( ), Norge( ), Portugal( ), Spanien( ), Sverige( ), Storbritannien ( ). Kilde: OECD Health Data 2003, 2004 og

8 Figur 3. Sundhedsudgifter i Danmark og OECD (gennemsnit af 23 lande) fra 1970 til Opgjort i købekraftjusterede og GDP-prisjusterede danske kroner pr. indbygger Danske sundhedsudgifter med og uden sociale plejeudgifter kr/cap, ppp, 2000 priser Danske sundhedsudgifter med 50% sociale plejeudgifter 5000 Simpelt gennemsnit af sundhedsudgifter i de 23 OECD lande Kilde OECD Health Data 2005 Figur 4. Sundhedsudgifter pr. indbygger i Danmark (med og uden sociale ældreudgifter ) og OECD (gennemsnit af 23 lande) fra 1970 til Opgjort i procent af BNP. 10% 9% 8% 7% 6% 5% 4% Simpelt gennemsnit af sundhedsudgifter/bnp i de 23 OECD lande. Danske sundhedsudgifter med 50% sociale plejeudgifter Danske sundhedsudgifter med og uden sociale plejeudgifter 3% 2% 1% 0% Kilde OECD Health Data

9 Figur 5. Middellevetider i 23 lande: Udgangspunkt i 1970 og tilvækster i efterfølgene 32 år Leveår LE: 1970 ΔLY(70-80) ΔLY(80-90) ΔLY(90-02) ,9 2,8 4,1 1,3 3,1 1,2 2,4 3,0 3,8 2,3 1,8 1,2 3,1 2,9 2,3 2,1 2,3 2,7 2,9 2,6 1,3 2,6 3,6 2,2 2,4 0,9 1,6 3,2 3,1 2,6 3,4 2,2 1,7 1,1 1,5 2,2 3,1 2,4 1,4 3,3 1,5 2,7 2,8 2,9 2,3 1,1 2,6 2,6 2,1 3,0 2,7 2,0 2,4 1,7 1,9 1,6 2,8 3,3 2,4 0,6 1,0 69 4, ,0 74,3 73,8 70,8 74,7 71,8 72,7 72,0 72,2 74,2 70,0 71,5 73,7 70,4 71,9 70,8 70,3 72,0 71,0 71,2 70,9 67,5 73,3 JAP ICE SWI AUS SWE ITA CAN SPA FRA NOR AUT NZL NET GER UK FIN LUX GRE BEL IRE USA POR DEN Anm. Bemærk at Y aksen starter ved 65 års levetid. Kilde OECD Health Data 2005 Figur 6. Korrelation mellem tilvækst i levetid og vækstrater i sundhedsudgifter Tilvækst i levetid , år NZL SWE GER FIN CAN SWI GRE NET AUS AUT ITA FRA UK JAP USA LUX SPA BEL IRE ICE NOR POR 4 DEN Vækstrate i sundhedsudgifter pr. indbygger, Kilde OECD Health Data 2005 faste priser, %pa,