Men Zakæus var jo ikke just en forfulgt. uskyldighed. Han var overtolder og som sådan en. Han er udenfor, den gode Zakæus.

Transkript

1 7.s.e.trin Domkirken 10: 743 Nu rinder solen op, 29 Spænd over os, 163 Fugle han rede, 365 Guds kærlighed, 748 Nu vågne. Altergang: Musik. Dåb: 674 Sov sødt, v Gråbrødre 17: 392 Himlene Herre, 163, 365, 775 Der står et slot. Han er udenfor, den gode Zakæus. På enhver måde udenfor. Han bliver sikkert også holdt udenfor. De gode borgere i Jeriko har sikkert gjort sig ekstra brede og høje, mens han desperat hoppede rundt bag ved dem. Det har sikkert også set sjovt ud. De har sikkert moret sig. Der indgår jo altid et element af morskab, når man mobber nogen. Det kan I sikkert huske fra skolegården, når I selv var den, der blev holdt udenfor, eller når I var blandt dem, der holdt andre udenfor. Men Zakæus var jo ikke just en forfulgt uskyldighed. Han var overtolder og som sådan en landsforræder og en blodsuger. Der kunne ske langt værre ting for sådan en som ham. Det her var blot lidt morskab, der apellerede til folkeviddet. Se ham nu, den bette l.o.r.t. hvor han hopper og springer for at se den hellige mand, der kommer til bys. Og nu kravler han op i træet. Har, har. Det gør på en eller anden måde godt at holde nogle udenfor, at have dem til bedste, at hetze dem og mobbe dem. Den slags styrker sammenholdet indadtil. Sociologer siger, at vi

2 helst skal have en ond anden for at fungere sammen og holde sammen. Det husker I sikkert også fra skolegården. Det var en god måde selv at komme med på holdet, når man holdt en anden udenfor. I kender det måske også fra jeres arbejdspladser. Der er som regel også en man kan gå og brokke sig lidt over. Hvis der altså kun er en, og hvis man altså nøjes med at brokke sig. Vi kender det i hvert fald fra medierne. Der er det nærmest en del af underholdningen, at finde et dumt svin at pege fingre af og skrive ting om. Først bygger vi dem op. Så piller vi dem ned. Så sviner vi dem til og så hænger vi dem ud. Vi har brug for at have nogen, der er udenfor. Nogle til at opbygge vores bedreværd med og give os fornemmelsen af, at vi er på den rigtige side. En ting er sikkert. Det er ødelæggende for den, det går ud over. Udstødelse æder sjæle op. Og ingen af os, er jeg bange for, kan sige os fri fra på den ene eller den anden måde, på et eller flere tidspunkter i vores liv, at have medvirket til den disciplin, den hverdagsondskab, at vende ryggen

3 til en latterlig stakkel, en uønsket, en forhadt og bidraget til at han eller hun blev holdt udenfor. Bemærkelsesværdigt hvordan Jesus ser op og ser netop ham, Zakæus, den udstødte, den forhadte, den ensomme, mobbeofferet, møgdyret og ikke alene beder ham komme ned til sig, men skynder på ham: Skynd dig at komme ned. I dag skal jeg være gæst i dit hus. Vi har hørt om det før. Jesus ser og henvender sig konsekvent til den, der står ude i periferien og tror, at han er en, det ikke er vigtigt med. Zakæus skulle bare ligge kigge lidt. Pludselig var han hovedperson. Hans foragtede hus skulle have besøg af hædersgæsten. Jesus ville ham før nogen anden. I Jesus kom Gud ikke alene til mennesker. Han kom langt ned til mennesker. Til ofrene. Til dem vi andre ikke gider at have med at gøre og som vi helst vil holde udenfor. På den måde er det ikke let at være kristen. I andre religioner kan man sikkert finde bedre belæg for, at Gud vælger os de tilregnelige, som har vores på det tørre, som gør, hvad vi skal, og som holder de uretfærdige og utålelige på afstand. Men i kristendommen bygger vi på ham, der gik derhen, hvor vi helst ikke går og som så og kom til dem vi helst ikke vil have med at gøre.

4 Den onde anden som vi har brug for at holde sammen og være fælles og føle os på den rigtige side ser Jesus og tager imod og går indenfor hos. Han kommer til det offer vi ofrer for at kunne være gode sammen. Han tager imod den, vi holder ude for selv at være inde. Det er ikke let. Men når vi alligevel bliver hængende ved budskabet om ham og lytter til beretningerne om ham, når vi alligevel døber vores børn til at tilhøre ham, så er det vel fordi, at han nok afslører os, men alligevel holder ved os. Vi ved jo godt, fordi Jesus har givet os ører at høre med og øjne at se, at vi har gjort og gør ondt, når vi vender ryggen til andre. Det er fordi Jesus har givet os ører at høre med og øjne at se med, at det gør rigtig ondt i os, når vi husker, hvordan vi med måske bare en mine, eller få ord har holdt et menneske ude. Men beretningerne om Jesus har lært os at se og huske det, og vil lære os at se og huske det, i stedet for at betragte det som en nødvendighed, ja måske ligefrem udtryk for retfærdighed, at det dumme svin får sin velfortjente straf. Og vi holder ved, fordi vi ved, at han ikke gør det for at udstøde OS, men for at vi kan se os selv i det rette perspektiv, ikke som dem der skal

5 dømme, men som dem, der dømmes og har brug for tilgivelse. Og den tilgivelse gav han os lov at håbe på, at vi får fra Gud. Ja, at den tilgivelse er Guds væsen Hvor Gud er i sin søn må mure falde og udstødte tages til nåde. Må vi opleve vores mure falde, så Gud kan tage over, komme ind i vores huse og gøre os nye. Jesus så og besøgte Zakæus i Jeriko. Nogle af jer husker måske historien fra Det gamle Testamente, hvordan Jerikos mure engang styrtede sammen, da Israelitterne gik rundt om dem og stødte i deres horn. Jesus og alle de fromme mænd i Jeriko huskede det nok. Og den mur Jesus den dag fik til at falde er den, vi alle bygger op og holder andre ude med. Uafladeligt. Da Jesus sagde til Zakæus, at han ville besøge ham, blev Zakæus ovenud lykkelig. Det er ikke svært at forstå, når man tænker på, hvor længe han sikkert havde været holde ude og havde måtte døje de bortvendte rygge og blikkene fulde af foragt. Nu giver jeg halvdelen af, hvad jeg ejer til de fattige og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firdobbelt tilbage. Den der

6 pludselig mærker godhed, kan pludselig selv flyde over af den. Vi ved ikke, om det bare var store begejstrede ord eller om han faldt tilbage i den gamle vane. Ny omvendte er ikke altid lige stabile. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Det vigtige er dog, at Zakæus følte Guds godhed strømme ind over alle bredder, og at det gjorde noget ved ham, bevægede ham, gjorde ham ny. For sådan er Guds godhed, den anerkender ikke vores grænser, den anerkender ingen grænser, heller ikke dødens. Og den skyller ind over os. Uafladeligt. Måtte den tage n oget af det gamle skidt med og lade nye vækster skyde op i stedet. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Lad din Ånd holde os i bevægelse. Lær os i den at se din verden som et elsket sted, hvor ikke fortabelsen og døden, men kærligheden og lyset,

7 altid har det sidste ord at skulle have sagt. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed, den store skærsommer. Amen. Tillysninger

8 Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen