Tekster: Mika 6,6-8, 1 Tim 1,12-17, Matt 20,20-28

Transkript

1 Tekster: Mika 6,6-8, 1 Tim 1,12-17, Matt 20,20-28 Salmer: 729 Nu falmer skoven, 598 O, Gud du ved og kender, 52 Du, Herre Krist, 613 Herre du vandrer, 438 Hellig, hellig, 477 Som korn, 730 Vi pløjed og For år siden var det som om alt på én gang begyndte at syde og boble omkring os. Musikken skiftede karakter, klædedragt og udseende ændrede sig med et til noget vildt og uplejet, specielt blandt os der var unge den gang. Livsformerne ændrede sig. Pludselig var det ikke uden videre lykken at få hjem og ægtefælle og børn for unge mennesker, i stedet var der mange der begyndte at eksperimentere med kollektive bofællesskaber, sex med skiftende partnere, brug af bevidsthedsudvidende stoffer. Og det var var såmænd ikke kun i København den slags gik for sig, det nåede både til Kolding, hvor jeg gik i skole den gang og til den lille by i Sydjylland, hvor jeg boede, ikke mindst fordi der i byen lå en højskole, som virkede som en salgs rørledning der pumpede alle de nye påfund fra storbyen ud til os på landet. Jeg havde det som vist nok rigtigt mange andre unge på den tid: jeg oplevede en næsten ulidelig splittelse konfronteret 1

2 med alt det nye og anderledes. På den ene side syntes jeg, det var spændende og fascinerende, på den anden side var jeg umådeligt forskrækket over det og var selv en udpræget tilskuer til det uden at turde tage del i det. Jeg er kommet til at mindes denne tid her i sommer, fordi jeg er ved at læse Peter Øvig Knudsens bog Hippe, der handler om Thylejren i begyndelsen af halvfjerdserne. Det er en dybt fascinerende bog, der fortæller hvordan små 3000 mennesker i sommeren 1970 rejste til Thy og oprettede en teltlejr på en mark, hvor de ville afprøve de nye livsformer. Bogen fortæller om hvordan meget lykkedes: der var masser af skiftende forhold mellem deltagerne, der var masser af euforiserende stoffer, der var masser af musik, der var masser af mennesker som færdedes nøgne mellem hinanden. Det sidste var noget ikke kun lejrens deltagere fik glæde af: mennesker lagde i løbet af sommeren vejen forbi lejren, for lige at se hvad det var for noget. Men der var også noget der ikke lykkedes. En del af den drøm, lejren udsprang af var tanken om det herredømmefri samfund, hvor ingen bestemmer over andre, men hvor alt sker i kraft af alles frivillige tilslutning og hvor 2

3 intet sker uden at alle er engagerede i det. Det lykkedes ikke! Ganske vist byggede lejren på fællesmødet, som det eneste besluttende organ, men det viste sig, at der akkurat som i det gamle samfund var nogle der i kraft af deres talegaver kombineret med fravær af empati bestandig forsøgte og tiest med held at presse deres egne ønsker og meninger igennem. Og det viste sig også at på trods af skiftende seksuelle relationer var det i høj grad stadig sådan, at de gamle kønsroller overlevede, sådan at kvinderne passede børn, lavede mad, vaskede og holdt orden samtidig med at de stod til rådighed seksuelt, mens mændene talte og udforskede alle hjørner af de nye livsformer i bevidstheden om at der var en der holdt den faste base hjemme i teltet intakt. Set ud fra Peter Øvigs bog var Thylejren i begyndelsen af 70erne på nogle måder det gamle samfund i nye klæder. Og anderledes kan det vel vanskeligt være: magtstrukturerne blandt mennesker udfolder sig i kraft af at de er kommet ind med modermælken, de ligger dybt, dybt i os og vi falder hele tiden tilbage i de måder at omgås hinanden på, som de mennesker der har opfostret os har indpræget os. 3

4 Kredsen af disciple der færdedes omkring Jesus kunne på mange måder anskues som den tids nye samfund. Jesus gjorde op med århundredgamle livsformer, der byggede på menneskers magt over hinanden, en magt der kom til udtryk ikke bare i retten, men i pligten til at dømme hinanden ud fra de krav, moseloven formulerede, som det indiskutable grundlag for det jødiske folks eksistens. Derfor var der også mennesker der i kraft af deres indgående kendskab til loven fik en omfattende magt over de mennesker der ikke kendte loven så godt især hvis de også havde evnen til at abstrahere fra de konkrete forhold loven omhandlede og overføre kravene på tilsvarende og lignende forhold. Igennem matthæusevangeliet hører vi flere gange om, hvordan Jesus går i rette med disse mennesker der får magt over andre i kraft af loven: farisæerne, saddukæerne, præsterne og de skriftkloge. I stedet opbygger han et fællesskab, der ikke holdes sammen af lov og magt, men af bevidstheden om, at al virkelighed udspringer af Guds kærlighed, sådan at alle er genstand for Guds kærlighed ligesom alle er forpligtet på selv at bære den virkelighed videre i deres forhold til andre. Det virker, når man læser evangelierne, som om Jesus selv har levet i så 4

5 fuldstændig forvisning om Guds kærligheds absolutte magt, at han ikke har tænkt sig berettigelsen af nogen menneskelige magter eller myndigheden. Ganske vist taler Matthæus et sted (i modsætning til Lukas i øvrigt) om at Jesus skulle have bemyndiget sine disciple til at smide mennesker der forbrød sig mod kærlighedens krav ud af menigheden, men rigtigt meget tyder på, at dette er ord som Matthæus selv har lagt Jesus i munden ud fra de faktiske forhold i den syriske menighed Matthæuslevede i omkring et halvt hundrede år efter Jesu død og opstandelse. Så jeg er ret sikker på, at det samfund som dannede sig omkring Jesus det var faktisk var et forsøg på at danne et herredømmefrit samfund, som man også forsøgte at danne i Thylejren 2000 år senere, og som mennesker i øvrigt mange gange har drømt om, men også brændt sig på at forsøge at realisere. Hvis jeg har ret i, at kredsen omkring Jesus fra Jesu side var tænkt som sådan et herredømmefrit samfund, så forstår man også godt, hvor problematisk det er, at Jakob og Johannes s mor kommer og vil have Jesus til at love hendes sønner lederstillinger i det nye samfund, han vil oprette. Der skal jo ikke være nogen ledere. Gud skal være alles leder, men ikke som en 5

6 instans, der gennem øvrighedspersoner bestemmer over alle, men som en magt, der tager bolig i hver enkelt og råder gennem hver enkelt. En tanke som i øvrigt også findes hos profeterne i det gamle testamente og hos den kreds der mange hundrede år før Jesu tid stod bag samuelsbøgerne og kongebøgerne i det gamle testamente. De ti andre disciple bliver vrede på Jakob og Johannes, fordi deres mor på den måde har prøvet at skaffe dem fortrinstillinger i fællesskabet. Nu kunne man jo tro, at de ti s vrede skyldes, at de klart gennemskuer at moderen til de to med sit ønske nedbryder fællesskabet i selve dets grundvold. Men Jesu reaktion på deres vrede tyder nu på noget andet. I virkeligheden bliver de ti andre vrede, fordi de godt selv kunne tænke sig at få sådan nogle lederstillinger, så vreden skyldes at de synes at Jakob og Johannes ved at sætte deres mor på banen har brugt ufine midler i kampen om magten. For det er jo til de ti, eller også til alle tolv under ét, at Jesus siger, at i modsætning til verden omkring dem, skal det blandt dem ikke være sådan, at der er nogen der bestemmer over andre. Men alle skal være hverandres tjener ligesom Jesus selv 6

7 ikke er kommet for at lade sig tjene men for selv at tjene i så ekstrem grad at han ofrer sit liv for de andre. Evangeliet er, at Jesus lover os, at vi når vi følger ham skal høre hjemme i et samfund hvor ingen har mere magt eller mere betydning end andre, men hvor alle er til og hører sammen i kraft af Guds kærlighed, som på en gang giver hver enkelt liv og samtidig bestemmer det indbyrdes forhold imellem dem. Men dermed bliver evangeliet så også i aller højeste grad en kritisk instans imod den måde vi indretter os på ikke bare i samfundet som sådan, men også i kirken, der skulle være anderledes end den verden, der omgiver den. For vi opererer jo i allerhøjeste grad med nogles magt over andre i kirken. Menighedsråd har magt over kirkens ejendomme og ansatte. Præster har rigtig meget magt, vi kan ovenikøbet smide folk ud af kirken, hvis vi synes, at de har sat sig selv uden for det kristne fællesskab. Provster har endnu mere magt. Og biskopper har helt utrolig meget magt i kirken. Og dét i en kirke, der ifølge sit væsen skulle være et magtfrit fællesskab, hvor alene Guds kærlighed råder i og iblandt os der tror, at den er altings grund, mening og mål. 7

8 Så kirken er ikke det fællesskab Jesus talte om, hvor mennesker ikke har og bruger magt over og mod hinanden. Men kirken er som fællesskab det forum, hvor ordene om den helt anderledes måde at leve og være til på bliver ved med at lyde til os. Kirken er ramme om det budskab, der lover os et liv så vidunderligt og fyldt af glæde, at vi ikke kan stille os tilfreds med hverken efterligninger eller tillempninger af dette rige, hvor Gud er alt i alle, også selvom kirken selv som institution slet ikke selv kan leve op til den vision om det herredømmefrie samfund, den er talerør for. Amen. 8