Lindvig Osmundsen.Prædiken til Helligtrekongerssøndag side 1. Prædiken til Helligtrekonger søndag Tekst: Joh. 8,12-20.

Transkript

1 side 1 Prædiken til Helligtrekonger søndag Tekst: Joh. 8, På Helligtrekongers søndag kender vi alle historien om De tre vise mænd. Vi har set dem i julens krybbespil, og det at se dem komme med deres gaver til barnet, fylder os altid med varme og vi følger det så opmærksomt. Det er som om, at det at se nogen overrække en gave altid får os til at standse op og opmærksomt følge med. Af nysgerrighed, men tror jeg også af respekt. Nysgerrighed, hvad består gaven af, og så det næste hvilken respekt og agtelse udtrykker gaven. Gaven fortæller noget meget vigtigt. Gaven fortæller om giverens agtelse og kærlighed til modtageren. Og i gaven kan der gemme sig noget om fremtiden. Vi kender historien, kan se den for os, og der var gaver tre. Guld, røgelse og myrra. Guld er det ægte metal, som er sjældent og dyrt. Det er billede på evigheden. Alkymisterne har gennem tiden forsøgt at lave guld, men det er endnu ikke lykkedes for nogen. Det ægte som ikke kan laves af menneskehænder og som er evigt, og som kun kan findes som en gave. Røgelse, er duften af liv og bøn. Livets duft når en rækker ud i kærlighed efter en anden, som når et menneske rækker ud efter Gud i bøn. Den duft af liv som opstår når fælleskabet mellem to rækker sig mod hinanden. Myrra er den olie de gamle brugte til at balsamere de døde, inden de lagde dem i graven. Myrra billede på smerten, lidelsen og døden. De tre gaver blev givet, evigheden, duften og smerten. Som for at ære barnet i krybben, og som for at fortælle om barnet i krybben. At han er den som bærer evigheden, han er 1

2 side 2 duften af livet, og han er den som skal bære menneskets smerte på egen krop. Tre gaver som skulle holde til hele livet, og være billede på hele livet. Evigheden, duften og smerten. Guld, røgelse og myrra, og de tre gaver taler sammen om kærligheden. Gavens sprog, gaven til ham som da lå i krybben og var Guds gave til mennesket. Med de tre gaver fortalte de tre konger om barnet til alle som så det, og siden har hørt om det. At her er ham som er Guds gave til alle mennesker. Kirkens gamle navn på Helligtrekongers Dag er Kristi Epifanidag, Kristi Åbenbaringsdag - altså Dagen for Kristi Åbenbarelse. Epifani betyder Åbenbarelse betyder tilsynekomst af noget, der før var skjult. Noget bag verden, uden for tankens rækkevidde, bliver gjort synligt - bliver til at se. De som stod om krybben, fik et nyt syn på hvem barnet var, at han var den som blev æret og hyldet af de tre gæster fra fjerne lande. Og det er betydningen af denne beretning om de tre gæster, som bragte gaver til barnet. De hyldede ham med gaverne og kronede ham. De så i barnet ham som de ville tilbede af hjertet. De tilbad ham, som man kun tilbeder Gud. I teksten vi læste fra Johannes evangeliet sagde Jesus. Jeg er verdens lys. Og da de hellige tre konger tilbad barnet i krybben, så de også at han er verdens lys. I Kirken er Helligtrekongers dag altid blevet regnet for kirkens universelle dag. Den dag hvor det siges til os, at barnet i krybben er ikke kun et folks frelser, men han er født til at være hele verdens frelser. Derfor kom de, fra fremmede lande og kulturer, og tilbad barnet og bragte det gaver. Derfor har evangeliet denne beretning med for at understrege at barnet er 2

3 side 3 født til at være hele verdens frelser. Og derfor er dagen brugt til at tale om kirkens mission. At dette budskab har vi ikke fået for os selv, men vi deler det med hele verden. Frelseren født og lagt i krybben er den gave fra Gud, som vi deler med alle mennesker på jorden. Han er verdens lys. Og det er kirkens kald og opgave at være med til at bringe dette budskab ud til alle hjørner af verden. Denne opgave er løst op gennem tiden på forskellig måde af mange forskellige mennesker. Det kan man følge ved at læse kirkens historie og missionens historie. Og underligt er det at kristendommen i dag står stærkest alle andre steder end der hvor den begyndte. De andre store religioner vi har i verden de står stadig stærkest i de lande hvor de begyndte. Mens kristendommen i dag ikke står særlig stærkt i Mellemøsten, men i andre dele af verden. Rejser man i dag rundt i verdens lande finder man kristne kirker overalt, og man finder dem som en meget broget skare. Kristendommen har ikke medført en ens klædedragt, eller et fælles sprog. Og når kirker navngives rundt om i verden, så gør man de fleste steder, som vi har gjort selv i Danmark. Vi kalder vores kirke for den Danske Folkekirke. Sådan gør man også i Armenien, eller i Rusland, eller i Etiopien, eller i Nigeria. Underligt nok sætter man ofte sit folks eller sin nations navn ind i kirkens navn. På den måde har man taget kirken til sig som sin egen. Sammenligner man til f. eks Islams udbredelse i verden, så er den jo også bredt ud i mange lande, men her ser vi at der findes en fælles klædedragt, og et fælles sprog. Muslimer i Nigeria udtrykker sin tro på arabisk. Men det gør de kristne ikke. De har ikke fælles sprog, men har oversat den kristne tro til deres eget 3

4 side 4 sprog. De beder fadervor på eget sprog. Fælles indhold, men forskelligt sprog. Hver kristen udtrykker sin tro på sit eget modersmål. Der er i kirkens mission op gennem tiden sket det, at når en missionær kom til det land, hvor han skulle arbejde, så var det både for at forkynde og for at lære. Det har altid været en selvfølge i kristen mission, at det kristne budskab skulle forkyndes på folkets eget sprog. Og derfor skete det underlige men også gode, at den som kom med et budskab, først måtte spørge ind til folkets sprog og kultur. Man har ofte sagt at den hvide missionær kom som en herremand i kolonimagternes kølvand. Men ofte var det missionæren som kom først. Men uanset, at selv om han kom som en Herremand, så blev han først en elev. Han måtte først lære folkets sprog. Han måtte spørge dem, om navnet på Gud, og når I taler om Gud, hvad mener I så? Før missionæren kunne forkynde måtte han blive elev af landet og folket. Før han underviste dem, måtte de undervise ham. På den måde blev mission at dele tro. Og det skete i samtaler om de dybeste ting i livet. Dette er både min egen erfaring fra at være præst i Etiopien i nogle år. Jeg måtte lære deres sprog for at kunne dele budskabet og troen med dem. Og fra erfaringen kan jeg sige at jeg lærte mere af dem end jeg gav dem. Og dette er også undersøgt og beskrevet af en teolog ved navn Lamin Sanneh, som blev født i Gambia i 1942 og siden blev professor ved Harvard universitet i USA. Han skrev om at oversætte budskabet. Og beskrev hvordan kirkens mission altid har haft dette særpræg, at budskabet blev oversat til folkets eget modersmål, 4

5 side 5 sådan at de som tog troen til sig, kunne udtrykke sig på sit eget sprog. Derved vandt mange folkegrupper og stammer også deres egen historie og deres egen selvbevidsthed. De opdagede også det gode de havde fra egen kultur og sprog. Desmond Tutu den sydafrikanske præst har sagt det på denne måde, som også rummer en kritik af den hvide mand. De tog vores jord, men gav os Bibelen. Og det mærkelige som er sket i den sammenhæng, at ved at få Bibelen og den kristne tro, så voksede man til selvstændighed og tog sin jord tilbage. Vi kan ikke være stolte af alt hvad vi har gjort. Alligevel står tilbage at det underlige er sket, som kan siges på denne måde. Man smed den magtfulde hvide mand ud igen, tog ansvar for eget liv og land, og beholdte den kristne tro. Ikke som en fremmed tro, men som deres egen, udtrykt og udlevet på eget sprog og med egen kultur. Sådan set er vort eget lands historie ikke anderledes. Og når vi synger vore salmer, og ikke mindst vore julesalmer, så mærker vi hvordan den kristne tro er blevet vores egen. Udtrykt i ord og billeder som vores eget. Næsten som om at Jesus var født i en stald på heden, med en sortbroget ko gumlende i baggrunden. Lyset fra Betlehem blev lys for jyder og andet godt folk. 5