Prædiken til Helligtrekongers søndag, 1. Tekstrække, d. 4/ /Søren Peter Villadsen

Transkript

1 1 Prædiken til Helligtrekongers søndag, 1. Tekstrække, d. 4/ /Søren Peter Villadsen Evangeliet, Matt. 2,1-12: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:»hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham:»i Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel. «Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde:»gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Amen! Prædiken: I sine Philosophiske Smuler tumler Kierkegaard med det problem, som ligger som en understrøm under dagens evangelium hvordan kan vi bygge vores evige salighed på noget, der er sket i historien? Hvordan kan frelsen komme til 4/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 1

2 2 os gennem en historisk begivenhed; gennem et levet liv med en begyndelse og en ende? Hvordan kan evigheden mødes med tiden i øjeblikket. Kierkegaard eller rettere Johannes Climacus, som han lader tale på sine veje funderer over dette, der for ham fremstår som et paradoks. Han kredser igen og igen om, hvordan evigheden og tiden kan tænkes sammen hvordan det, der er ulige, kan forenes uden af den grund at blive lige. Og han har et prægnant udtryk for det. Guden i tiden bliver hos Johannes Climacus det tilbagevendende udtryk for denne overvejelse. Og det er i sig selv et paradoksalt udtryk. For det guddommelige og evige har, som han gør opmærksom på, intet at gøre i tiden eller i verden. Gud hører hjemme i sin himmel og mennesker i deres verden. Evigheden og timeligheden har intet at skaffe med hinanden. Alligevel og det er sådan set hele evangeliets grundfortælling har Gud valgt at gå ind i verden. Han har i sin evighed besluttet at give afkald på alt det, der er Hans, for at blive menneske, leve sit liv som et menneske og dø som et menneske. Han er netop blevet Guden i tiden. Dagens evangelium minder os om, at historien om, hvordan Gud blev Guden i tiden historien om, hvordan Gud tabte sit hjerte til os syndige mennesker og selv blev menneske, begynder dér, hvor enhver fortælling om ethvert menneskeliv begynder. Med et lille barn. Samtidig står vi i dag med en af de mest kendte og elskede historier i det nye testamente. Det er den nok af flere grunde, men en af grundene er helt sikkert de stærke og letgenkendelige billeder, som den indeholder. Den lysende ledestjerne og de tre vise mænd fra Østerland, der kommer ridende i dage og nætter på deres kameler for med kostbare gaver at tilbede Jesusbarnet, danner tilsammen farverige billeder på vores indre nethinde. Det er nemt at huske og let at sætte billeder på. Ret beset er det måske ikke helt så let, som vi tror. Eller mere korrekt: Billederne af stjernen, der oven i købet vandrer foran, og de vise mænd fejler som sådan ikke noget, men det kan godt være, at vismændene i virkeligheden måtte gå og ikke ride. For vi hører, når ret skal være ret, ikke noget om nogen kameler. Der står, når vi ser ordentligt efter, slet ikke noget om, at de vise mænd red gennem tørre ørkener og fjerne lade på fornemme ridedyr. Vi hører sådan set heller ikke noget om, at de skulle være konger. Det er de ellers kendt som - som denne søndags navn, Helligtrekongers Søndag, mere end 4/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 2

3 3 antyder. Kongetitlen og den dertil hørende værdighed er noget, traditionen har tilskrevet dem. Og den tradition finder bl.a. sit afsæt i den gammeltestamentlige profeti, vi hørte for lidt siden. Hér hedder det netop, at folkeslag og konger skal komme for at se Guds lys. Og konger går selvsagt ikke. De rider. På kameler, som Esajas da også nævner. Ja, sådan set hører vi end ikke, at der skulle være netop tre. Hvis vi kigger ordentligt efter, står der ikke noget om, hvor mange de var. Det forhold, at vi omtaler dem som de tre vise mænd, eller de tre konger fra Østerland, beror udelukkende på antallet af gaver. Tre gaver er dér, og så har man tænkt sig om. Hvem har nogensinde set en mand komme med mere end en gave, tænker man? Ligeså utænkeligt ville det vel være at møde op helt uden én, nu hvor man har rejst så langt for at møde jødernes konge. Derfor er regnestykket også meget simpelt tre gaver giver tre vise mænd. Hverken mere eller mindre. Guld, røgelse og myrra har de med og giver til det lille barn, der hér er repræsenteret ved sin mor, fordi små børn jo ikke selv er i stand til at tage imod gaver heller ikke, selv om gaverne er så fornemme, som dem, de vise mænd har med til det lille Jesusbarn. Det var temmelig meget om det, der alligevel ikke er helt, som vi umiddelbart tror, det er. Men alt det skal nu ikke ødelægge den gode fortælling og da slet ikke dét, den som evangelium vil sige os i dag. Tværtimod kan vi tage det som et sikkert og godt tegn på, at det, vi har med at gøre, betyder noget. Og at det har betydet noget for mennesker i mange generationer forud for os. For det er netop den slags, der sker, når man har med betydningsfulde fortællinger at gøre. Fortællinger, der griber os, og som vi lever med og af. Vi tænker videre og overvejer, hvad det egentligt betyder, fordi vi ganske simpelt bliver nødt til at vide mere om dette forunderlige, som de vise mænd dengang oplevede. Men hvis vi nu ser på, hvad Matthæus selv siger, hvad har vi så tilbage, som vi ikke allerede har set på? Ja, i hvert fald er der et underliggende drama, der kun venter på at eksplodere. Og det kan vi jo så glæde os over, for det kendetegner netop en god fortælling. Som i alle fortællinger, der griber os, er der noget på spil. Der er en modstander, en såkaldt antagonist, der truer med at ødelægge det hele. Herodes hedder han. Som alle andre, der først har fået magten, er han 4/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 3

4 4 bange for at miste den. Og dengang, for to årtusinder siden, var magthaverne ikke bange for at sætte magt bag deres vilje. Hvis vi læser lidt videre hos Matthæus, kan vi se, hvor den slags magtbegær ender. Det ender i barnemordet i Betlehem, hvor Matthæus fortæller, at Herodes så gerne ville bevare magten, at han slog alle små drengebørn i Betlehem ihjel for at være sikker på, at den konge, som de vise mænd havde fortalt ham om, ikke skulle tage hans trone fra ham. Tronen skulle Jesus nu nok komme til at få. Han skulle også blive kaldt jødernes konge. Og han skulle få en krone, men ikke af guld, men af tårne. Og det er sådan set også i sin gode orden. For Guds rige er et andet end menneskers rige. Og Jesus er konge i en anden forstand, end Herodes var. Det véd vi alt sammen godt. Vi, der kender til historien om dette barn, der dengang, da han var helt spæd, blev opsøgt af de vise mænd. Men det gjorde de naturligvis ikke på det tidspunkt. De vise mænd kunne kun se dette barn, der lå dér. Og i denne forstand er vi, der hører beretningen i dag, langt bedre stillet end dem. Vi véd, at han ikke bare er et lille barn, som en stjerne har vist vej til, men det menneske, i hvem Gud er kommet os nær. Alligevel sker der noget afgørende for de vise mænd i det øjeblik, hvor de står dér over for barnet og dets mor. Det kan vi se alene véd, at de ikke tager tilbage til Herodes, men rejser en anden vej hjem. Matthæus forklarer dét ved at fortælle, at de efterfølgende har haft en drøm, der gjorde det klart for dem, at de ikke måtte tage tilbage til Jerusalem. Men det er ikke det hele, der er at sige om den sag. For det barn, de vise mænd står overfor, er ikke bare et almindeligt barn. Det er den almægtige Gud selv, der har valgt at lade sig føde ind i verden som et afmægtigt og hjælpeløst barn, som vi i dagens evangelium møder lige dér, hvor det som alle små børn har det allerbedst i favnen på sin mor. Lige dér. Lige dér i dette lille barn mødes evigheden og tiden. I Ham er himmel og jord smeltet sammen. Og i mødet med Ham står Gud og menneske endeligt ansigt til ansigt. Det er med Johannes Climacus udtryk Guden i tiden, som vi dér står overfor. Og mødet med Ham ændrer alt. Det er det afgørende øjeblik i menneskets liv. 4/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 4

5 5 Dette øjeblik, dette nú, forandrer alt, og det gjorde det selvsagt også dengang for de vise mænd. Hvis vi vender tilbage til Kierkegaard, Johannes Climacus og de Philosophiske Smuler bliver en afgørende pointe, at øjeblikket ikke er én, men to ting. Det er det øjeblik, hvor Gud trådte ind i verden hvor den almægtige Gud steg ned fra sin himmel og lod sig føde i dette afmægtige barn. Men øjeblikket er også et andet, og dog på samme tid det samme. Øjeblikket er også det øjeblik det nu, hvor hvert enkelt menneske møder Vorherre. Hvor vi i dåben, nadveren og ordet stilles overfor dette forunderlige menneske, Jesus af Nazareth, i hvem Gud en gang for alle er kommet os mennesker nær. I denne forstand og det er sådan set en meget oplysende og løfterig betragtning, som Kierkegaard hér giver os er vi, der er til stede hér i dag, ikke dårligere stillet end de vise mænd for godt 2000 år siden. For, vil Johannes Climacus sige, hvis man alene betragter det historiske dét, der skete, det Jesus gjorde på en given dag eller for den sags skyld det, Han sagde i en bestemt situation, går man glip af det væsentlige. Nemlig, at det skete. At Gud blev menneske. At Han kom os i møde. At Han døde og opstod for vores skyld. Derpå og kun derpå hviler vores liv. Forholdet mellem Gud og os kommer i lyset heraf aldrig til at afhænge af vores eventuelle fortræffeligheder, af vores særlige fromhed, eller af hvad vi gør eller underlader at gøre. For troen er aldrig noget, vi skal yde, men noget, der skænkes os af Gud. Troen retter sig mod Jesus og alt det, han gjorde og gør for os. Det er ikke noget, vi yder eller skal gøre. Det er tværtimod noget Gud skænker os. Og det gør Han, fordi det skete. Fordi Gud er kommet os i møde i dette lille barn, som de vise mænd rejste så langt for at møde. Og fordi dette barn blev voksen, levede sit liv, døde på korset og opstod fra de døde ikke for sin, men for vores skyld. Amen! 4/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 5