Prædiken til skærtorsdag 17. april kl i Engesvang

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken til skærtorsdag 17. april kl. 17.00 i Engesvang"

Gunnar Jepsen
8 år siden
Visninger:

1 Prædiken til skærtorsdag 17. april kl i Engesvang 178 Han står på randen af sin grav 448 Fyldt af glæde 457 Du som gik foran os 470 Lad os bryde brødet sammen ved hans bord 473 Dit minde skal 366 Nogen må våge Han var en gammel mand og havde været syg længe; utallige gange havde han været indlagt, og da han endelig kom hjem, var det for at dø. Det er en amerikansk teolog, der har fortalt om det et sted, og det er sin far, hun beretter om. De sidste dage af hans liv var alle fire voksne børn i huset foruden moderen, og de skiftedes til at sidde hos den døende, mens han det meste af tiden lå i en halvdøs. Men et par dage efter at han var kommet hjem, vågnede han pludselig op og var forunderlig klar og

00 i Engesvang 178 Han står på randen af sin grav 448 Fyldt af glæde 457 Du som gik foran os 470 Lad os bryde brødet sammen ved hans bord 473 Dit minde skal 366 Nogen må våge Han

2 dertil meget utålmodig. Han hersede og regerede, som de kendte det fra hans velmagtsdage, og kaldte dem alle til sig for derefter at sende dem ud igen med besked om, at han ville se dem én ad gangen, den yngste først og sin kone til sidst. Den yngste blev i rummet hos faren, mens de andre gik ud i køkkenet og drak kaffe. Det var svært at vide, hvad de skulle snakke om, mens de ventede, det var underlig kejtet. Efter omkring 5 minutter kom den yngste tilbage med besked om, at den næstyngste skulle sendes ind. Hende, der har fortalt om det, var den ældste. Faren var allerede træt, da det blev hendes tur. Inde i sygeværelset satte hun sig på farens seng. Han tog hendes hænder og så kærligt på hende; med svag stemme fortalte han om, hvor lykkelig han havde været, da hun blev født, og om hvor forunderlig et barn, hun havde været. Han fortalte om al den glæde, hun havde givet ham. Og han sagde hvad

kone til sidst. Den yngste blev i rummet hos faren, mens de andre gik ud i køkkenet og drak kaffe. Det var svært at vide, hvad de skulle snakke om, mens de ventede, det var underlig kejtet.

3 han aldrig før havde sagt at han var så stolt af hende, af den måde, hun klarede sit voksenliv på, og af så god en mor, hun var, og at han med taknemmelig havde kunnet se, hvordan hun klarede en lang række ting, som han aldrig havde kunnet finde ud af selv. Til sidste havde han med ordene: Bliv ved med at give dig livet i vold, mit barn, og husk taknemmeligheden, sendt hende ud synligt udmattet med besked om at hente moren ind. Hun var blevet velsignet. Kort derefter blev faren bevidstløs og døde få dage efter. Og hun fortæller, hvordan alle fire søskende efter hans død på én eller anden måde følte sig forandret. Selv om de savnede ham, var det ikke det, der fyldte, det var taknemmeligheden. Det var som om deres far havde givet dem en gave, en afskedsgave som de kunne tære på hele livet. Selv om som hun skrev hun indtil videre kun havde

Til sidste havde han med ordene: Bliv ved med at give dig livet i vold, mit barn, og husk taknemmeligheden, sendt hende ud synligt udmattet med besked om at hente moren ind. Hun var blevet velsignet.

4 brugt af den i tre måneder, og jo ikke helt vidste om den holdt livet ud. De var blevet velsignet. De havde fået en dyrebar afskedsgave, som fik afgørende betydning for deres liv. - - Og når jeg fortæller om det, er det fordi, der er træk ved denne fortælling, der peger hen mod Skærtorsdag, Jesu sidste aften med sine disciple. Skærtorsdag bliver Jesu disciple velsignet, de får tre afskedsgaver, tre gaver, der umiddelbart ikke ser ud af noget eller har været særligt tydelige i øjeblikket, men ikke desto mindre er de gaver, den velsignelse som millioner og atter millioner af mennesker har tæret på siden. Og som kirken er bygget på. De var nok mere forvirrede og desorienterede Skærtorsdag aften, end de var taknemmelige, Jesu disciple. De var jo hverken klogere eller frommere

Skærtorsdag bliver Jesu disciple velsignet, de får tre afskedsgaver, tre gaver, der umiddelbart ikke ser ud af noget eller har været særligt tydelige i øjeblikket, men ikke desto mindre er de

5 end os, og jeg tror ikke, de forstod meget af det alt sammen, da det skete. Jeg forestiller mig, at disciplene tænkte, at alt var normalt - for så vidt som noget som helst var normalt sammen med Jesus - og at dagen i morgen ville være en helt almindelig dag, samtidig med at de et sted i sig mærkede, at noget var i gære. Og da Jesus under måltid lægger sin kjortel og påtager sig det arbejde, som altid blev den ringeste slaves lod, synes de nok bare, det er mærkeligt. Han vasker deres fødder. Det er svært at finde en parallel i vores sammenhæng, fordi vores kultur heldigvis er anderledes, men det der med at vaske fødder var det ringeste af det ringeste. Det var ydmygende, det var en handling, der aldrig nogen sinde ville falde en fri mand ind at påtage sig. Men Jesus gør det altså, han, der er deres herre og mester, gør det. Vasker deres fødder. Og så bagvendt, det virker, er den én af de tre gaver, han giver sine disciple til alle tider den sidste aften:

de et sted i sig mærkede, at noget var i gære. Og da Jesus under måltid lægger sin kjortel og påtager sig det arbejde, som altid blev den ringeste slaves lod, synes de nok bare, det er mærkeligt.

6 tjenesten, at følge Hans eksempel. Når jeg, jeres herre og mester har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder - At vores liv bliver til i opmærksomheden mod de andres liv. Siden gør han endnu en besynderlig ting. Det er den anden gave. Noget som ingen begriber, da han gør det, og som heller ikke siden lader sig forstå med logik eller rationel tænkning. Han brækker et brød i stykker og deler det mellem disciplene med ordene gør det altid herefter, mens I husker alt det, I har delt med mig og kanden med vin, som han lader gå rundt gør det altid herefter, derved fortæller I om mit liv og min død. Hvem forstår nadveren? Jeg gør ikke, men jeg næres af den, jeg lever af den. Vandringsbrød til livets land og lægedom mod døden. Det er den anden gave. Den tredje gave, den tredje velsignelse er en opsummering af de to første. Den er kristentro på

Han brækker et brød i stykker og deler det mellem disciplene med ordene gør det altid herefter, mens I husker alt det, I har delt med mig og kanden med vin, som han lader gå rundt gør det altid

7 kort formel. Den er ikke med i dagens tekstudklip, men står nogle vers længere henne, lige efter at Jesus har sagt, at den, der forråder ham er ham, der dypper i skålen sammen med ham. Og den velsignelse er en befaling, og skønt vi normalt tænker, at der ikke er noget velsignende i befalinger, så er det sådan med den her, det er en befaling, som samtidig er en gave, en velsignelse: Et nyt bud giver jeg jer, siger Jesus: I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden. - - Den amerikanske teolog tænkte, at hun ved sit fars dødsleje havde fået en gave, som hun måske kunne tære på hele livet. Og det tror jeg, hun kan. Men det er jo kun hende og hendes familie, der kan. Vi andre kan kun bevæges og opbygges af hendes historie. Jesu afskedsgaver den sidste aften, han levede i sit menneskeliv, er ikke begrænset til en lukket, udvalgt kreds. De er givet til alle, de er skænket også til os,

Et nyt bud giver jeg jer, siger Jesus: I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden.

8 der er Jesu disciple i disse sene tider. I to tusinde år har mennesker tæret på dem og kirken levet af dem. Og givet dem videre. Tjenesten, Måltidsfællesskabet med forkyndelsen af Jesushistorien indbygget. Omsorgen for de andre.

Relaterede dokumenter

Skærtorsdag 24.marts 2016. Hinge kirke kl.9.00 (nadver). Vinderslev kirke kl.10.30

Skærtorsdag 24.marts 2016. Hinge kirke kl.9.00 (nadver). Vinderslev kirke kl.10.30 Salmer: Hinge kl.9: 458-462/ 467-37,v.5-671 Vinderslev kl.10.30: 458-462- 178/ 467-37,v.5-671 Dette hellige evangelium