OPGAVE TIL KURSET REFLEKSIV OG ANERKENDENDE PÆDAGOGIK COLUMBUSSKOLEN,

Transkript

1 OPGAVE TIL KURSET REFLEKSIV OG ANERKENDENDE PÆDAGOGIK COLUMBUSSKOLEN, Af: Tore Neergaard Kjellow Farrevej 33, 8464 Galten tlf: mail:

2 Indhold 1. Indledning Problemformulering Teori Eksternaliserende samtaler Fortykning af den alternative historie Eksempler fra egen praksis Konkluderende Analyse Perspektivering Litteratur... 8

3 1. Indledning I forbindelse med mit arbejde er jeg dagligt sammen med en dreng, der når han frustreres bliver voldelig, og truende. Han tager kvælertag på både elever og personale, og er hurtig til at løbe i køkkenet for at finde knive og lignende når det bliver svært for ham. For at holde barnet anonymt, vil jeg fremover i opgaven referere til ham som Mike. Mike har et udpræget behov for struktur, genkendelighed og tydelige voksne. Jo mere uoverskueligt han synes hans omverden virker, des mere behov for selv at styre sine omgivelser får han. Det er specielt i de situationer hvor Mike forsøger, at styre sin omverden at frustrationerne, truslerne og volden opstår. Både når de voksne bestemmer, eller hvis det lykkes ham selv at komme til, at styre begivenhedernes gang. Det virker meget svært for Mike, at andre bestemmer over ham, men det virker også som om at verden løber løbsk efter forholdsvist kort tid hvis Mike har held til selv at komme til at styre. Mike bliver meget ked af det, og brødebetynget efter situationer hvor han f.eks. har taget kvælertag på andre. Han beskriver et totalt tab af kontrol hvor han ikke længere selv bestemmer. Mike oplever også det samme, eller et lignende, kontroltab hvis han føler sig forstyrret. På kursets sidste dage så vi en meget inspirerende video hvor David Epston har en eksternaliserende samtale med et barn. Det gav mig lyst til, selv at forsøge, og leder mig derfor til følgende spørgsmål: 2. Problemformulering Kan eksternalisering som redskab have en effekt på Mikes tab af kontrol i kravssituationer? 1

4 3. Teori 3.1. Eksternaliserende samtaler Ifølge den narative tankegang, er det [ ]problemet, der er problemet, og ikke personen, der er problemet. 1 Derfor kan det være nyttigt, i vores sprogbrug, at skille barnet og problemet ad. I de eksternaliserende samtaler taler man derfor altid om problemer som noget der er adskilt fra barnet. F.eks. kan man tale om om barnets vrede, og hvad den gør ved barnet, i stedet for at tale om at barnet er vredt. I samtaler med børn kan det også være en fordel, at personliggøre problemet. F.eks. ved at barnet beskriver eller tegner problemet og giver det navn. Eksempelvis kunne et barn opleve det der forstyrrede som en djævel og kalde den Lucifer. Det er vigtigt, at det er barnet selv, der navngiver problemet 2. Hvis barnet ikke har nogle forslag kan man forsigtigt komme med en række forslag og høre barnet om der skulle være et af forslagene der passer. Man kan også vælge bare at kalde problemet for Det eller Den indtil et navn dukker op. Når problemet er blevet eksternaliseret, og evt. personificeret, kan man begynde at spørge ind til hvad der styrker og svækker problemet, for at give barnet overblik over barnets og omverdenens indflydelse på problemet, og omvendt. Når problemet er eksternaliseret fra barnet, giver det mulighed for, at tænke om sig selv på en ny måde, da man ikke længere er problemet. Det bliver også lettere for barnet at udpege og udvælge allierede i kampen mod problemet. Så længe barnet opfatter sig selv som problemet, kan det være svært for barnet at handle imod problemet, og andres kamp imod problemet kan af barnet opleves som en kamp imod barnet, og ikke problemet. Når der ikke længere er lighedstegn mellem problemet og barnet, bliver barnets færdigheder, evner, interesser, kompetencer og overbevisninger også mere synlige. De eksternaliserende samtaler formindsker skyldfølelser og selvbebrejdelser, samtidig med at de giver plads til ansvarligheden 3 Det kan også blive lettere, at tale om problemet i dagligdagen, og det bliver mindre relevant at placere skyld i konflikter når problemet opfattes som en selvstændig størrelse, og dermed lette samarbejde med barnet. Når vi sammen med barnet undersøger problemets tricks, taktikker, hensigter, planer, regler, etc. bliver både vi og barnet klogere på advarselssignaler og udløsende faktorer og det gør det endnu nemmere for barnet, at adskille sig selv fra problemet. 1 Narrative samtaler, Alice Morgan, Hans Reitzels forlag, 2006, s.41 2 Narrative samtaler, Alice Morgan, Hans Reitzels forlag, 2006, s.45 3 Ibid, s. 49 2

5 3.2. Fortykning af den alternative historie De narrative teorier beskriver hvordan de historier vi har med om os selv og vores liv er med til at afgøre hvordan vi tænker og handler i nuet og i fremtiden. Hvis den dominerende historie i et barns liv er, at barnet ingenting kan, og alting mislykkes, er barnet tilbøjelig til at forvente, at historien gentager sig. Og dermed forvente at fejle hver gang han/hun begiver sig i kast med noget nyt eller anderledes. Ved at få øje på, og definere de unikke undtagelser i vores historier, f.eks. de situationer hvor barnet prøvede noget nyt og klarede det, kan vi begynde at omskrive barnets historie om sig selv, og dermed ændre barnets handlemuligheder nu, og i fremtiden. Dette kan f.eks. gøres gennem bevidning, hvor signifikante andre i barnets liv gør barnet, og dets omgangskreds, opmærksomt på de unikke undtagelser. Dette kan ske i som samtale, med også i form af festligheder og ritualer der markerer og fejrer undtagelserne. Diplomer og terapeutisk dokumentation i form af videooptagelser og noter fra samtalerne hvor de unikke undtagelser bliver talt om, og undersøgt kan også være med til at fortykne de gode historier. På grund af opgavens begrænsede omfang vil jeg ikke gå i dybden med de resterende metoder til at tykne de alternative historier. Jeg mener dog, der er relevant at gøre opmærksom på deres eksistens. Når folk har problemer føler de sig ofte isolerede og har ringe kontakt til de signifikante andre i deres liv. Såkaldte Gen-indmeldende samtaler (re-membering), er en metode til, at inkludere betydningsfulde mennesker i barnets liv og tydeliggøre deres bidrag og funktion i forhold til barnet og problemet. De alternative historier kan også tyknes ved at skabe netværk og grupper af personer med særlig erfaring med en bestemt type af problem. Medlemmerne i disse netværk og grupper kan også selv have fordel i, at fungere som en slags konsulent for andre der også tumler med en lignende problemstilling. Til stor nytte for både konsulenten og modtageren. Anvendelsen af reflekterende teams som vidner og hjælp til samtaler kan også bidrage til at gøre de alternative historier tykkere. Endelig kan terapeutiske breve også gøre en forskel. Terapeutiske breve er breve der kan afsendes, men ikke nødvendigvis behøver det. Det kan være: Breve der opsummerer samtalen, invitationer der skaber relationer og/eller genoptager kontakt, breve med opsigelser, eller anbefalinger 4 4 Narrative samtaler, Alice Morgan, Hans Reitzels forlag, 2006, s.143 3

6 4. Eksempler fra egen praksis I en samtale med Mike snakker vi om hvem Mike er, hvad han er god til. Mike udbryder pludselig Jeg er også Gangster Mike indimellem. Vi snakker lidt videre, jeg spørger hvem han bedst kan lide at være, og Mike svarer Good Mike. Jeg skriver Good Mike og Gangster Mike op på tavlen. Han fortæller om Good Mike, at han er god, laver det han skal og laver de gode ting, og at Gangster Mike siger grimme ord, slår, sparker, og laver de dårlige ting. Jeg spørger om Gangster Mike måske er en der kommer og forstyrrer Good Mike. Mike tegner en vredt udseende mand med hættetrøje, piercinger og nitter på tøjet og et baseballbat i hånden. Efter lidt eftertænksomhed svarer Mike, at det er faktisk som en hel hær på gangstere der kommer og tager magten fra Good Mike. Han fortæller, at Gangsterne bliver stærkere når han oplever, at de voksne bryder aftaler og når Good Mike bliver ked af det. Han beskriver hvordan brudte aftaler og uro kalder på gangsterne. Da jeg spørger om Good Mike nogensinde har stået imod Gangsterne og har bevaret kontrollen selvom gangsterne kom, kigger han ned i gulvet og svarer Nej, de vinder altid. De er flest. Jeg spørger Mike, om han er alene i kampen mod gangsterne. Det er han. Jeg spørger om han ville have lyst til, at vi sammen kunne finde nogle allierede til ham, nogen der kunne hjælpe til når gangsterne kommer. Det vil han gerne. Jeg tager en ny flipover og skriver gangsterne i en cirkel på midten. Jeg skriver Mike i siden af papiret og tegner en pil mod cirklen. Kan jeg hjælpe? Spørger jeg. Det må jeg godt. Jeg skriver mit navn på papiret og tegner en pil imod cirklen. Hvad kan jeg gøre i kampen mod gangsterne?. Du kan sørge for at det du 4

7 siger første gang er sådan det bliver. Også selvom gangsterne kommer og forstyrrer mig. Vi snakker lidt om hvem der ellers kan hjælpe, og mor, far og de andre voksne fra klassen kommer på tavlen. Mike fortæller mig, at han altid har følt sig alene i kampen, men det er han ikke mere. Han føler nu, at han har samlet en hær af Good Mikes inden i sig, der sammen med de voksne omkring ham kan hjælpe med, at gangsterne ikke tager magten. I løbet af samtalen, er Mike flere gange oppe ved tavlen og skrive tal på hvor mange Good Mikes der er i forhold til gangstere. I slutningen af samtalen er der lige mange. I starten af samtalen fortæller Mike, at gangsterne har våben som de eneste, men inden vi går fra hinanden er Good Mike erne også bevæbnet. Desuden ønsker Mike sig en masse spioner der kan hjælpe ham med at blive klogere på gangsterne. Det tager vi til næste samtale. Mike stråler som en sol og fortæller mig, at det er helt nyt for ham, og om ikke jeg vil fortælle hans mor og far og de andre voksne i klassen om det, så de bedre kan være med i hans kamp. Det vil jeg selvfølgelig gerne. På vej ud fra samtalerummet kigger Mike på mig og siger med forundring og overraskelse i stemmen Det er jo faktisk alle de voksne på Columbusskolen der hjælper mig Allerede i de efterfølgende timer oplever både Mike og jeg, at der bliver kaldt på gangsterne i flere tilfælde, men Mike bevarer kontrollen og magter at vælge de handlemuligheder som han selv bedst kan lide, i stedet for dem gangsterne vælger. To dage efter får jeg mulighed for at sætte mig med Mike og hans far og fortælle om hvad Mike og jeg har opdaget og udforsket sammen. Far fortæller, at det har gjort en stor forskel for hans dreng, der virker gladere og ofte snakker om de samtaler vi har haft, og hvad vi har snakket om. Mike fælder en stille tåre under samtalen. 5

8 5. Konkluderende Analyse For at svare svare på spørgsmålet: Kan eksternalisering som redskab have en effekt på Mikes tab af kontrol i kravssituationer? Vil jeg undersøge den beskrevne samtale som lader til, at have været hjælpsom for, at finde ud, af hvilke mekanismer der har gjort sig gældende. Når Mike eksternaliserer det der er svært som Gangsterne adskiller han sig selv fra problemet, og muliggør andre handlemuligheder end tidligere. Han stiller sig selv i et andet lys og hans skyldfølelse bliver svækket. Detaljerne i hans beskrivelse og tegning er med til, at personliggøre problemet og distancere det fra Mike. Under samtalen er Mike ikke i stand til at erindre nogle unikke undtagelser, hvor han har stået imod gangsternes pres. Den dominerende historie i hans liv er altså, at han mister kontrollen. Da jeg efterfølgende oplever, at Mike ikke mister kontrollen i situationer hvor han normalt gør det, er jeg derfor meget opmærksom på at få det sagt højt. Både til Mike selv, men også hans far, i Mikes påhør, da han bliver hentet. Dette er med til, at fortykne det spirende narrativ, at Mike er en der kan bevare kontrollen. Da Mike fortæller hvad vi som voksne kan gøre for at hjælpe ham, fortæller han mig faktisk hvad vi voksne i forvejen har besluttet at gøre, og forsøger at håndhæve i hverdagen. Jeg tænker dog, at det fremover vil fungere anderledes, da vi nu arbejder sammen med Mike og ikke, i hans optik, mod ham. Det har vist sig, at Mike igennem bare en enkelt samtale har oplevet ikke at stå alene med sit problem, og det har givet os et fælles sprog til at tale om det der er svært. Mike giver udtryk for, at han ikke længere føler sig alene om opgaven, og de voksne som han indimellem har følt har modarbejdet ham, opfatter han pludselig som hjælpere. Mike har ikke længere oplevelsen af selv at være et problem, men at han har et problem. Dette tilskriver jeg den eksternalisering Mike foretager da han adskiller det der forstyrrer ham i det han gerne vil, at gøre det han skal, og at gøre de gode ting, og ham selv som den han ønsker at være. Da problemet og Mike er adskilt kan Mike nu se sig selv på en anden måde, og hans positive egenskaber bliver tydeligere. Ved at italesætte hver gang Mikes gangstere bliver kaldt på, men ikke får lov at tage kontrollen tænker jeg, at vi kan være med til at tykne Mikes narrativ om, at han er en dreng der godt kan bevare kontrollen når det bliver svært. Fortykkelsen af dette narrativ kan ifølge teorien også hjælpes på vej, af dokumentation fra samtalerne. Jeg tænker, at situationer som den hvor Mike og hans far sidder sammen med mig og kigger på, og taler om, de flip-overs Mike og jeg har udarbejdet sammen også er med til at fortykne de positive historier om Mike. 6

9 6. Perspektivering Oplevelsen af samtalen med Mike, og hvad den gjorde ved ham, har fyldt mig med et håb. Både for Mike og for mange andre børn på Columbusskolen, der tumler med lignende problemer. Jeg har oplevet, at den eksternalisering Mike lavede, kommer både mig og ham til gode i hverdagen, i kraft af et fællessprog og en følelse af samarbejde. Vi har nu et klart defineret fælles mål som vi kan arbejde hen imod sammen. Jeg har svært ved, at forestille mig, at lignende eksternaliseringer ikke vil have en sammenlignelig effekt på mange af vores andre børn. Det har givet mig yderligere lyst til og mod på, at arbejde mere intenst og målrettet med børnesamtalerne. Jeg kan dog være bekymret for Mikes brug af en krigs/kamp-metafor i sin eksternalisering. Jeg tænker at det dels kan føre til en indre splittelse, hvor dele af ham selv, eller hans følelsesliv bliver nedkæmpet og han mister kontakten til det. Eller at han ville kunne få et stort nederlag hvis problemet efter det var nedkæmpet kom tilbage på ny. Mit håb er, at jeg sammen med Mike, måske kan finde et alternativ til kampmetaforen, og overtale gangsterne til, at lægge våbnene væk og antage en anden livsholdning, således at de stadig kan være en del af Mike, men på en konstruktiv og frugtbar facon i stedet for, at føre krig. Kurset generelt håber jeg får en stor betydning for Columbusskolen. Børn som personale. Jeg oplever selv, og håber mine medkursister har det på samme måde, at tænke og tale lidt anderledes om børnene, mine kolleger, og vores pædagogiske dagligdag. Jeg tænker, at en fælles pædagogisk platform med udgangspunkt i det systemiske og det narrative vil kunne bidrage til en ensartethed på tværs af huset, og ikke mindst et fælles sprog og en fælles problemforståelse der vil hjælpe os til at arbjede mod de samme mål. 7

10 7. Litteratur Alice Morgan, Narrative samtaler, Hans Reitzels forlag, 2005 Michael White, Kort over narrative landskaber, Hans Reitzels forlag,