Høring over udkast til vejledning om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet

Transkript

1 Socialministeriet Departementet Att. Ellinor Colmorten Holmens Kanal København K es til eco@sm.dk og p-boern@sm.dk STRANDGADE 56 DK-1401 KØBENHAVN K TEL FAX CENTER@HUMANRIGHTS.DK DATO 19. august 2011 J.NR Høring over udkast til vejledning om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet Socialministeriet har med mail af 6. juli 2011 anmodet Institut for Menneskerettigheder om eventuelle bemærkninger til udkast til vejledning om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Instituttet har gennemgået udkastet til vejledningen og har en række forslag til ændringer. Instituttet har benyttet lejligheden til også at kommentere Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn og unge anbragt uden for hjemmet (bek.nr af 21. september 2010), som instituttet tidligere har brevvekslet med ministeriet om. Instituttet har stillet en række spørgsmål om mulige forbedringer af bekendtgørelsen. Instituttets spørgsmål vedrørende bekendtgørelsen og bemærkninger til udkastet til vejledningen fremgår af det vedhæftede notat. Der henvises til ministeriets j.nr Med venlig hilsen Eva Ersbøll Seniorforsker INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER ER OPRETTET VED LOV AF OM ETABLERING AF DANSK CENTER FOR INTERNATIONALE STUDIER OG MENNESKERETTIGHEDER. INSTITUTTET ER ETABLERET SOM NATIONAL MENNESKERETTIGHEDSINSTITUTION I HENHOLD TIL FN'S PARIS PRINCIPPER. INSTITUTTET VIDEREFØRER DE AKTIVITETER, DER SIDEN 1987 BLEV VARETAGET AF DET DANSKE CENTER FOR MENNESKERETTIGHEDER. INSTITUTTET VARETAGER FORSKNING, INFORMATION, UNDERVISNING, DOKUMENTATION OG INTERNATIONALE PROGRAMMER.

2 Notat om udkast til vejledning om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet A. Baggrunden for notatet I 2010 blev magtanvendelsesreglerne i serviceloven ændret. Institut for Menneskerettigheder udtalte sig om forslagene til disse ændringer i høringssvar af 19. februar 2010 og 16. marts Lovændringerne nødvendiggjorde ændringer i bekendtgørelsen om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Instituttet afgav den 11. august 2010 høringssvar om udkastet til en ændret bekendtgørelse. Socialministeriet har i brev af 6. juli 2011 anmodet om instituttets eventuelle bemærkninger til et udkast til en ny vejledning om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, udarbejdet på grundlag af de ovenfor nævnte ændringer. Udkastet er sendt til ekstern høring i begrænset omfang. Vejledningen er suppleret med en hjemmeside med bl.a. konkrete eksempler på magtanvendelse i praksis via mindre situationsspil (dilemmaer), som kan anvendes af medarbejdere, der fører tilsyn med anbringelsesstederne, af medarbejderne på anbringelsesstederne samt i kurser om magtanvendelse. Hjemmesiden findes på Instituttet har bidraget til efteruddannelseskurserne om magtanvendelse, som Servicestyrelsen afholdt i foråret Undertegnede har således deltaget i udarbejdelsen af undervisningsmaterialet vedrørende lovgrundlaget og undervist på en del af kurserne på modul 1 om lovgrundlaget. Om lovgrundlaget m.v. kan instituttet som udgangspunkt henvise til de tidligere afgivne høringssvar. Om udkastet til magtanvendelsesbekendtgørelsen anførte instituttet, at den led af alvorlige mangler og burde revideres og suppleres på afgørende punkter. Socialministeriet svarede i den anledning, at instituttet ville blive inddraget, når bekendtgørelsen skulle revideres. Da bekendtgørelsen danner grundlag for vejledningen, har instituttet fundet det hensigtsmæssigt i dette høringssvar at inddrage bekendtgørelsen. Instituttet skal herved bemærke, at erfaringerne fra undervisningen på 2

3 magtanvendelseskurserne har givet et selvstændigt grundlag for at kommentere regelgrundlaget. I det følgende vil instituttet først komme med nogle yderligere kommentarer til bekendtgørelsen om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet (bekendtgørelse nr af 21. september 2010 omtales som magtanvendelsesbekendtgørelsen ), se nedenfor i afsnit B. På det grundlag vil instituttet komme med bemærkninger til udkastet til vejledningen om magtanvendelse, se nedenfor i afsnit C. B. Bemærkninger til magtanvendelsesbekendtgørelsen Regelgrundlaget er præget af sin historik. Regler om magtanvendelse var først at finde på straffuldbyrdelsesområdet. Senere blev lignende regler vedtaget for de sikrede afdelinger, og senest er tilsvarende regler blevet vedtaget for de ikke sikrede døgninstitutioner samt opholdssteder. Forløbet har præget reglerne, og der kan i et vist omfang være behov for en bedre tilpasning, jf. nedenfor. Når regler justeres, sker det ikke altid med den fornødne logik. På grund af den brede anvendelse af reglerne om magtanvendelse, kan der opstå tvivl i forhold til bestemte grupper af børn og unge. I dette afsnit skal der gøres nogle bemærkninger om uklarheder m.v. i magtanvendelsesbekendtgørelsen, der kan være af betydning for udformningen af vejledningen om magtanvendelse. Ad kapitel 1 Formålsbestemmelser m.v. Kapitlets 1 og 2 svarer i det store hele til de tidligere gældende regler. I 1, stk. 2, 1. pkt. anføres det, at Legemlig afstraffelse er ikke tilladt. Bestemmelsen kan læses således, at anden afstraffelse end legemlig er tilladt. Instituttet går ud fra, at dette ikke er tilsigtet. Instituttet antager, at afstraffelse skal være hjemlet. Hjemmel findes i et vist omfang i relation til de sikrede institutioner, men så vidt ses ikke i relation til ikke sikrede institutioner og opholdssteder. Såfremt instituttets fortolkning er korrekt, opstår spørgsmålet, om behovet for en præcisering af retstilstanden på dette område. Det bemærkes herved, at spørgsmål om straf kan opstå i situationer, hvor institutioner sender børn og unge ind på værelserne i en periode og/eller fratager dem mobiltelefon og internetadgang. I det omfang dette sker som en konsekvens af fravær i arbejds- og 3

4 undervisningstiden, er det accepteret af ombudsmanden og Socialministeriet og ikke betragtet som straf, jf. ombudsmandens rapporter om inspektion af ungeinstitutionen Grenen ( og ). I 2, stk. 1 og 2, omtales fysisk magtanvendelse i form af at fastholde og/eller føre et barn til et andet opholdsrum. 2, stk. 3 fastslår, at magtanvendelse, som akut kan være nødvendig, vil være omfattet af straffelovens bestemmelser om nødværge, jf. straffelovens 13. Reglerne i 2, stk. 1-3, gjaldt også før lovændringerne af Den nævnte form for magtanvendelse kan ske på alle opholdssteder og institutioner bortset fra anbringelsessteder efter servicelovens 66, nr. 1 3, hvor reglerne om nødværge dog gælder, jf. 2, stk. 4. Efter instituttets opfattelse kan der rejses spørgsmål om det logiske i, at regler om magtanvendelse og undtagelse herfra for en bestemt type anbringelsessteder omtales i kapitlet om formålsbestemmelser m.v.. Spørgsmålet er, om der ikke bør ske en opdeling, således at der sker en præcisering af bekendtgørelsens anvendelsesområde, både det institutionelle og det personelle, jf. herved udkastet til vejledningens kapitel 6. I omtalen af bekendtgørelsens personelle anvendelsesområde kan der være behov for udtrykkeligt at nævne retsstillingen for unge under efterværn. Derefter kunne bekendtgørelsen omtale den type magtanvendelse, der kan ske på alle de omfattede anbringelsessteder (magtanvendelse som omtalt i 2). Endelig kunne nødprincipperne omtales. Nødværge er et såkaldt nødprincip. I bekendtgørelsen omtales kun nødværge, men i udkastet til vejledningen og andre steder omtales nødværge sammen med nødret, og i anden lovgivning ses en samtidig omtale af princippet om nødhjælp, se nærmere nedenfor i afsnit C, I bekendtgørelsen kunne det nævnes, at disse nødprincipper gælder generelt, dvs. ikke alene for anbringelsessteder efter lovens 66 nr. 1-3, men også på f.eks. i daginstitutioner. (Erfaringsmæssigt er der daginstitutioner, der søger vejledning i magtanvendelsesbekendtgørelsen velvidende, at de ikke er omfattet heraf.) Ad kapitel 2 Opholdssteder for børn og unge, døgninstitutioner for børn og unge i ikke sikrede afdelinger samt delvist lukkede institutioner 4

5 I dette afsnit omtales den nye institutionstype de delvist lukkede døgninstitutioner, hvor der kan ske aflåsning af yderdøre og vinduer og magtanvendelse i form af tilbageholdelse og fysisk fastholdelse. Bestemmelserne herom forekommer ikke at være opbygget konsekvent. I relation til den førstnævnte type magtanvendelse, tilbageholdelse, omtales den tredelte kompetence i tre paragraffer. 6 nævner Børn og unge-udvalgets kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse på en delvis lukket institution, 7 nævner kommunalbestyrelsens kompetence til at træffe afgørelse om tilbageholdelse på en sådan institution, og 8 nævner institutionens lederens eller stedfortræderens kompetence til at udmønte tilbageholdelsesbeslutningen i praksis. I relation til den anden type magtanvendelse, fastholdelse, omtales kommunalbestyrelsens og institutionens kompetence i én og samme bestemmelse: 9. Kommunalbestyrelsens kompetence omtales i 9, stk. 1 og 2, og institutionens kompetence omtales i 9, stk. 3. Det ville være mere logisk også her at omtale institutionens kompetence særskilt i en selvstændig paragraf. Bekendtgørelsens 11 omtaler en tredje ny magtanvendelsesmulighed, der kan anvendes på de ikke sikrede døgninstitutioner og opholdsstederne, og som består i tilbageholdelse i op til 14 dage efter anbringelsen.. Heller ikke 11 er opbygget stringent, idet den tilsyneladende kun opererer med en todelt kompetence, nemlig Børn og ungeudvalgets kompetence og kommunalbestyrelsens kompetence institutionens/ledelsens kompetence omtales slet ikke. Spørgsmålet er, om det ikke ville være mest hensigtsmæssigt med en ensartet struktur og kompetencefordeling. I relation til 11 skal det bemærkes, at muligheden for at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 dage kan udgøre et væsentligt indgreb i den pågældendes frihedsrettigheder. Derfor synes der også her at være behov for et ledelsesansvar for den konkrete udmøntning. Der savnes også konsekvens med hensyn til indskærpelsen af, at barnet eller den unges synspunkter skal inddrages og tillægges passende vægt. Forpligtelsen hertil er præciseret i relation til kommunalbestyrelsens afgørelser om tilbageholdelse i 7, stk. 4, og 11, stk. 3, men ikke i relation til kommunalbestyrelsens afgørelse om fastholdelse, jf. 9. Spørgsmålet er, om pligten ikke bør nævnes konsekvent og også i relation til institutionerne ved deres konkrete udmøntning af afgørelserne om tilbageholdelse og fastholdelse. Spørgsmålet er endvidere, om forpligtelsen ikke også bør nævnes i de følgende paragraffer om undersøgelse af person og opholdsrum samt om tilbageholdelse 5

6 af effekter og på tilsvarende vis i de følgende afsnit om de sikrede afdelinger. En anden mulighed kunne være at nævne forpligtelsen i 1, der bl.a. omhandler de almindelige betingelser for magtanvendelse (hjemmelskravet, princippet om, at magtanvendelse ikke må erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand, samt nødvendigheds- og proportionalitetsprincippet). Ad kapitel 5 om registrering og indberetning I bekendtgørelsens 41 nævnes det, at nødværge skal registreres og indberettes som tilladt fysisk magtanvendelse. Den manglende omtale af nødret kan give anledning til tvivl om, hvorvidt magtanvendelse udøvet i en nødretssituation skal indberettes som tilladt eller ikke tilladt magtanvendelse. Spørgsmålet er, jf. ovenfor, om ikke nødret bør omtales i sammenhæng med nødværge - og evt. nødhjælp - og om ikke handlinger udøvet som nødværge, nødret eller nødhjælp skal bære underkastet de samme registrerings- og indberetningsregler. Som et mere formelt problem kan nævnes, at bekendtgørelsens 42, stk. 5, ikke synes at være blevet konsekvens tilrettet efter vedtagelsen af de nye regler i 2010, idet bestemmelsen alene nævner regionsrådets tilsyn med de sikrede institutioner ( regionsrådet, der fører tilsyn med den sikrede døgninstitution ). Bestemmelsen bør vel være udformet på samme måde som bestemmelsen i 41, stk. 5, der nævner (alle) de tilbud, som regionsrådet fører tilsyn med. I 43, stk. 4, anføres det, at hvis der er begrundet mistanke om en strafbar handling, der er undergivet offentlig påtage, skal tilbuddets ledelse straks underrette tilsynet, der skal tage kontakt med politiet. Formuleringen tage kontakt med politiet har i praksis givet anledning til tvivl, idet politiet ofte ønsker at vide, om der er tale om en anmeldelse. Spørgsmålet er, om ikke der er behov for en klargøring heraf. C. Bemærkninger til udkastet til vejledningen om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet 1. Generelle menneskeretlige betragtninger I vejledningens tre første kapitler redegøres der for intentionerne med reglerne om magtanvendelse og de overordnede retlige grænser for anvendelse af magtanvendelse, herunder menneskerettighederne, hvorfra mange af de grundlæggende principper for 6

7 anvendelse af magt er hentet. To menneskerettighedskonventioner, som ikke som sådanne er inkorporeret i dansk ret, Børnekonventionen og Handicapkonventionen, omtales i vejledningens p. 8. Instituttet er enigt i, at de nævnte konventioner er nogle af de vigtigste konventioner på det her regulerede område. Instituttet er dog af den opfattelse, at det bør fremgå, at Danmark også er forpligtet af andre væsentlige menneskerettighedskonventioner. Dette kunne ske ved i p. 8 at anføre, at de retlige grænser findes i grundloven og Den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder (EMRK), der er inkorporeret i dans ret og derfor har status af dansk lov, samt andre ikke-inkorporerede konventioner, herunder Børnekonventionen og Handicapkonventionen. Instituttet finder endvidere, at det bør overvejes at nævne FNs konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og den valgfri protokol til denne konvention. Med henblik på at forebygge tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling pålægger den valgfri protokol (Optional Protocol to the Convention against Torture and other Cruel, Inhuman and Degrading Treatment and Punishment, OPCAT ) de deltagende stater at etablere et system med regelmæssige besøg af uafhængige instanser på steder, hvor folk er berøvet deres frihed. Staterne skal etablere en eller flere nationale myndigheder til forebyggelse af tortur mv.: den nationale forebyggende mekanisme NFM. Her i landet er Folketingets Ombudsmand udpeget til dansk NFM. Funktionen kunne også omtales i vejledningens kapitel 11, hvor ombudsmandens tilsynsfunktion m.v. nævnes. Vejledningens p. 8 fremhæver EMRKs artikel 5 om frihedsberøvelse i en boks og nævner også EMRKs artikel 8 om enhvers ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Efter instituttets opfattelse er der grund til også at nævne EMRKs artikel 3 om forbuddet mod tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling, der danner grundlag for forbuddet mod ydmygende, hånende og anden nedværdigende behandling i magtanvendelsesbekendtgørelsens 1, stk. 2. Ligeledes er der 7

8 grund til at nævne artikel 2, stk. 1, i den 4. tillægsprotokol til EMRK om enhvers ret til bevægelsesfrihed og til frit at vælge sit opholdssted. Så vidt ses antages det i lovgivningen, at de tvangsindgreb, som blev hjemlet med lovændringerne i 2010, ikke har karakter af frihedsberøvelse. Derimod er det klart, at der er tale om indgreb i retten til bevægelsesfrihed, hvilket kalder på en klargøring af den menneskeretlige beskyttelse på dette område. Blandt Børnekonventionens bestemmelser nævner vejledningens p. 8 alene artikel 37 om frihedsberøvelse. Instituttet finder, at der er anledning til også at citere den vigtige bestemmelse i Børnekonventionens artikel 12 om et barns ret til frit at udtrykke sine synspunkter i alle forhold vedrørende barnet, samt barnets ret til at få sine synspunkter tillagt passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed. Instituttet er opmærksomt på, at artikel 12 er inkorporeret i servicelovens 46, stk. 3, og at vejledningen flere steder fremhæver barnets ret til medinddragelse, medbestemmelse og selvbestemmelse. Imidlertid er der både i magtanvendelsesbekendtgørelsen og vejledningen en vis uklarhed med hensyn til, hvornår myndighederne, herunder institutionerne og anbringelsesstederne, skal høre og medinddrage børn og unge, jf. de generelle bemærkninger ovenfor i afsnit B. På den baggrund er der efter instituttets opfattelse et særligt behov for at medtage Børnekonventionens artikel 12 ved vejledningens opremsning af menneskerettigheder. 2. Om magtanvendelse, omsorgspligt, husregler m.v. 2.1 Ikke tilladt magtanvendelse Vejledningens kapitel 4 indledes med en beskrivelse af den magtanvendelse, som under ingen omstændigheder må foregå den ikke tilladte magtanvendelse, jf. bekendtgørelsens 1, stk.2, hvis ordlyd gentages i vejledningens p. 18. Der gives nogle eksempler på, hvad der kan udgøre ydmygende, hånende og nedværdigende behandling. Vejledning på dette område er meget vigtig. Det er især vigtigt at få præciseret, at magtanvendelse ikke er det samme som fysisk magtanvendelse, men at den måde børn og unge tiltales og omtales på også kan udgøre (ikke tilladt) magtanvendelse. I praksis viser det sig, at der ikke altid er en klar bevidsthed herom, 8

9 hvilket bl.a. giver sig udslag i, at nogle tilsyn ikke og andre kun sjældent modtager indberetninger om denne form for ikke tilladt magtanvendelse, jf. nærmere nedenfor i afsnit Efter instituttets opfattelse kan der være anledning til at præcisere, at det på anbringelsesstederne bør drøftes, hvad der forstås ved ydmygende, hånende og nedværdigende behandling. Det kan også være vigtigt at indskærpe, at der bør være en god tone, og at grænserne for, hvad man kan sige og gøre, bør fastlægges og fastholdes i anbringelsesstedernes praksis. Der er også grund til at fremhæve, at anbringelsesstedelserne bør drøfte disse forhold med deres tilsyn, jf. også nedenfor i afsnit I p. 18 anføres det, at legemlig afstraffelse ikke er tilladt, og at dette betyder, at man ikke må afstraffebørn og unge ved at slå dem eller på anden måde udøve vold mod dem. Efter instituttets opfattelse er der også anledning til at vejlede om brug af anden form for straf end den legemlige, jf. herved det ovenfor i afsnit B anførte om forståelsen af bekendtgørelsens 1, stk. 2. Det bemærkes herved, at der i praksis er usikkerhed om mulighederne for at anvende straf, f.eks. i form af at beordre de unge ind på værelsen i en periode og i den forbindelse fratage dem adgang til mobiltelefon og Internet (og hvornår det er straf og hvornår det er konsekvens ). 2.2 Omsorgspligten Vejledningens kapitel 4 indeholder også regler om omsorgspligten og om grænsefladen mellem omsorg og fysisk magt et område som erfaringsmæssigt giver anledning til betydelig tvivl. Efter instituttets opfattelse er der god vejledning at hente i dette kapitel. Instituttet finder dog at burde pege på et par forhold, som kalder på en afklaring. Det anføres, at det undertiden kan være nødvendigt at anvende f.eks. fysisk guidning over for især mindreårige børn (fremhævet her). Barnets fysiske alder og modenhed kan være et afgørende kriterium for, om der er hjemmel i omsorgspligten til at foretage indgreb, som et barn modsætter sig. Således vil mindreårige børn af omsorgshensyn kunne fastholdes, føres og bæres (f.eks. på puslebord, ved påklædning eller i trafikken) uden at det betragtes som fysisk magtanvendelse. 9

10 Om børn og unge med funktionsnedsættelse anføres det, at de kan have behov for fysisk støtte, fastholdelse og guidning til f.eks. påklædning, hvilket vil kunne gives som led i omsorgen, men kun under forudsætning af at de ikke modsætter sig denne omsorg. Er det tilfældet, vil den fysiske støtte eller fastholdelse kun kunne ske efter reglerne om magtanvendelse. Instituttet må forstå det i bekendtgørelsens kapitel 4 anførte således, at omsorg ikke kan ydes ved brug af fysisk magtanvendelse, men at mindreårige børn kan der fastholdes og bæres uden at det betragtes som magtanvendelse. Instituttet går ud fra, at dette kan ske inden de rammer, hvor forældre sædvanligvis vil kunne fastholde og bære deres små børn. Efter instituttets opfattelse kan der være behov for mere præcist at afgrænse den gruppe af børn, som kan støttes m.v. fysisk selv i tilfælde af modstand (uden det betragtes som magtanvendelse). Det vil bl.a. kunne ske ved at erstatte udtrykket mindreårige børn (hvis retlige betydning er børn under myndighedsalderen eller børn under den kriminelle eller seksuelle lavalder, jf. Den Danske Ordbog) med børn under skolealderen eller lignende. Bemærkningerne om mulighederne for at anvende beskyttelsesmidler, bl.a. stofseler, omfatter ikke kun små børn, men børn og unge helt generelt. Det præciseres, at der ikke findes regler herom i serviceloven. Under hensyn til, at det anførte omfatter alle børn og unge, herunder også børn og unge med funktionsnedsættelse i alderen op til 18 år, finder instituttet anledning til at rejse spørgsmålet, om ikke der kunne være behov for at lovregulere området for de større børn med funktionsnedsættelse i lighed med den forholdsvis omfattende regulering, der findes på dette område for voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. servicelovens 128, magtanvendelsesbekendtgørelsen for voksne og vejledningen udstedt i tilknytning hertil. Instituttet er enigt i, som også anført i vejledningen, at der ikke kan udøves omsorgstvang i forhold til større børn og unge, som modsætters sig dette, og at det således heller ikke kan ske i forhold til større børn med funktionsnedsættelse, hvis disse børn modsætter sig f.eks. fysisk støtte, fastholdelse og guidning. En eventuel hjemmel hertil må derfor findes i magtanvendelsesbekendtgørelsen, normalt 2, som imidlertid stiller forholdsvis strenge 10

11 krav, bl.a. om at barnet eller den unge står lige over for eller er i gang med at skade sig selv eller andre. Instituttet har forstået, at denne retstilstand giver anledning til en del problemer i praksis, navnlig i forhold til børn og unge med en funktionsevne, der er nedsat meget betydeligt. I praksis har det bl.a. været fremhævet som et problem, at en have (i tilknytning til et anbringelsessted) ikke kan lukkes af, således at børn og unge kan hindres i at forvilde sig ud og komme til skade i trafikken eller andet steds. Anbringelsesstederne har forklaret, at også børnenes og de unges forældre har et meget stort ønske om en bedre sikring (ud over reglerne om personlige alarm- og pejlesystemer). Instituttet er klar over, at børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne i vidt omfang bør behandles anderledes end voksne med nedsat psykisk funktionsevne, idet udviklingspotentialet kan være et helt andet. Instituttet finder alligevel anledning til at rejse spørgsmålet, om ikke der kunne være behov for at lovregulere området for anvendelse af fysisk magt over for større børn og unge med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, hvor dette må anses for en absolut nødvendighed for at varetage omsorgspligten. Det skal tilføjes, at efter instituttets opfattelse bør eventuelle lovændringer på dette område følges op af et efteruddannelsesforløb (i lighed med magtanvendelseskurserne i fortsættelse af 2010-lovændringerne). Som et ganske særligt problem skal nævnes problemet med børn eller unge med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, som ikke vil modtage - måske livsvigtig medicin. Også her opstår spørgsmålet om behovet en lovændring, der på den ene side vil kunne sikre mod ulovlig skjult medicinering, og som på den anden side vil kunne sikre mod alvorlig forværring af en sygdomstilstand, hvor medicin ikke kan gives på grund af modstand. 2.3 Om husregler Under afsnittet om husregler anføres det, at institutionerne og opholdsstederne har kompetence til at udstede husregler eventuelt i samarbejde medmedarbejdere og børn og unge, og at ledelsen løbende bør overveje, om reglerne er nødvendige eller muligvis for vidtgående. Det tilføjes, at der i denne proces bør være en dialog med medarbejderne og evt. børnene og de unge om reglernes anvendelse og håndhævelse i praksis. Efter instituttets opfattelse ville det anførte vinde i præcisionsgrad, hvis ordet eventuelt / evt. blev udskiftet med en mere vejledende formulering. Under 11

12 hensyn til forpligtelsen i Børnekonventionens artikel 12 til at inddrage børn i forhold vedrørende dem, kunne det overvejes i stedet at skrive som udgangspunkt i samarbejde/dialog med børnene (og medarbejderne). 3. Om tilladt magtanvendelse 3.1 Bekendtgørelsens 2 om fysisk magtanvendelse i form af at føre barnet eller den unge til et andet opholdsrum I vejledningens p. 24 anføres det, at sætningen: børn og unge kan føres til et andet opholdsrum betyder, at de pågældende kan føres til et andet rum på anbringelsesstedet eller deres værelse. Det anførte må umiddelbart forstås sådan, at bekendtgørelsens 2 skal fortolkes snævert, således at der kun er mulighed for at føre børn og unge til et andet rum på anbringelsesstedet, herunder deres værelse. Imidlertid forklares det i vejledningens p. 47 og 48, at magtanvendelse ikke er knyttet til den fysiske institution (matriklen), og at reglerne således også gælder, når børnene og de unge opholder sig i en særforanstaltning (enkeltmandsprojekt eller sommerhus), og når børn og unge er på ture uden for institutionen med institutionens personale. Efter instituttets opfattelse kan formuleringen i vejledningens p. 24 give anledning til tvivl om, i hvilket omfang 2 kan anvendes uden for anbringelsesstederne. Bestemmelsen bør derfor justeres i overensstemmelse med vejledningens p. 47 og Aflåsning af afdeling Ifølge magtanvendelsesbekendtgørelsens 4, stk. 2, kan der i ikke-sikrede afdelinger i døgninstitutioner for børn og unge ske aflåsning af afdelingen om natten og undtagelsesvis i kortere perioder om dagen. Bestemmelsen, som også fandtes i den tidligere magtanvendelsesbekendtgørelse, giver efter instituttets opfattelse en begrænset vejledning om, under hvilke betingelser den kan anvendes, og vejledningen bidrager ikke meget til en afklaring. Ud over at fastslå, at aflåsning her betyder, at børn og unge ikke kan forlade døgninstitutionen i det tidsrum, hvor afdelingen er aflåst, og at en aflåst afdeling skal være godkendt af brandvæsenet, henholder vejledningen sig til bekendtgørelsens ordlyd. Efter instituttets opfattelse er der behov for en langt bedre vejledning på dette område. 12

13 Særligt er der behov for at få afklaret bestemmelsens anvendelsesområde i dagtimerne, herunder hvilke målgrupper og situationer der kan være omfattet (små og større børn og unge med og uden funktionsnedsættelse og i det mindste et eksempel på en situation, der kan berettige til aflåsning). Ligeledes kan der være behov for at få afklaret, hvorvidt aflåsning af en afdeling omfatter både aflåsning af yderdøre og vinduer, sml. herved magtanvendelsesbekendtgørelsens 6, stk. 2. Der kan endvidere være behov for vejledning om, hvordan en institution skal forholde sig i forhold til afdelinger, der aflåses, når børn og unge er uden for institutionen, således at det sikres, at de om nødvendigt kan komme ind på deres værelser. 3.3 Aflåsning af værelser om natten på sikrede og særligt sikrede afdelinger Vejledningens p. 27 gengiver kortfattet magtanvendelsesbekendtgørelsens 19, stk. 3, hvorefter den respektive kommunalbestyrelse eller regionsrådet kan give tilladelse til aflåsning af værelser i sikrede afdelinger om natten. Instituttet finder, at der kan være behov for nærmere vejledning om børnenes og de unges adgang til at komme i kontakt med institutionspersonalet i løbet af natten i tilfælde, hvor de måtte have brug for hjælp af den ene eller anden art. 3.4 Kontrol med mobiltelefon og Internet Vejledningens p. 29 omhandler et emne, som erfaringsmæssigt giver anledning til en del overvejelser og spørgsmål i praksis, nemlig børn og unges brug af mobiltelefon og Internet. Under hensyn til den store betydning brug af mobiltelefon og Internet har for børn og unge samt medarbejderne på opholdsstederne og døgninstitutionerne, kan der efter instituttets opfattelse være behov for at uddybe og klargøre reglerne om brugen og kontrollen. I det første afsnit i p. 29 præciseres det, at opholdsstederne og institutionerne ikke har lovhjemmel til at fratage børnene og de unge deres mobiltelefoner og internetadgang m.v. Derimod kan de opstille regler om brugen heraf. Der henvises herved til vejledningens p. 21, der omhandler husregler (hvilket der måske kunne være anledning til at fremhæve). 13

14 I næste afsnit omtales Børn- og unge-udvalgets kompetence til at træffe afgørelse om kontrol med kommunikation gennem bl.a. mobiltelefon og Internet og til at afbryde forbindelsen mellem forældre og børn, jf. bestemmelserne i servicelovens 123, stk. 2, og 71, stk. 3. I det følgende afsnit omtales kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgørelse om omfang og udøvelse af kontakt m.v., jf. servicelovens 71, stk. 2, og til at fastsætte vilkår for kontakten. Muligheden for at fratage mobiltelefon og internetadgang omtales først eksplicit i sidste afsnit, hvor der nævnes en Ankestyrelsesafgørelse (kortfattet gengivet i p. 30) om, at fratagelsen udgør en væsentlig indgriben i en persons livsførelse, hvorfor der skal være vægtige argumenter for en sådan indskrænkning. Efter instituttets opfattelse kan der være behov for indledningsvis i p. 29 at fremhæve børn og unges grundlæggende ret til at kommunikere med omverdenen, jf. de ovenfor nævnte rettigheder i grundloven og menneskerettighederne, og derefter eksplicit at redegøre for den begrænsede mulighed for at fratage dem mobiltelefon og internetadgang. I den forbindelse kan der være behov for at angive de hensyn der må antages at indgå i de kompetente myndigheders eventuelle afgørelser om fratagelse af mobiltelefon og internetadgang. Det skal herved bemærkes, at der erfaringsmæssigt er institutioner m.v. som er af den opfattelse, at det er tryggest, såfremt de kan følge med i børn og unges kommunikation med omverdenen, og som følge heraf måske kun giver lov til at låne en telefon på kontoret, hvor der sidder personale. Der er også institutioner, som finder behov for at kunne begrænse adgang til mobiltelefon eller Internet for at undgå chikane af andre børn og unge eller for at undgå, at deres egne børn og unge selv kommer i uføre ved at blive tilkaldt til bestemte begivenheder, evt. lovovertrædelser, uden for institutionen m.v. Efter instituttets opfattelse er der desuden behov for at klargøre forståelsen af p. 29, første afsnit om, at institutioner m.v. ikke må fratage børn og unge deres mobiltelefoner, men alene fastsætte regler om brugen, sammenholdt med p. 21 om, at der kan laves regler om, at børnene og de unge ikke må have mobiltelefoner på sig på bestemte tidspunkter, f.eks. om natten. Instituttet forstår det anførte således, at mobiltelefonerne kan kræves afleveret på givne 14

15 tidspunkter, men ikke fratages med fysisk magtanvendelse, med mindre der er særlig hjemmel hertil i det konkrete tilfælde. 3.5 Undersøgelse af person og opholdsrum I vejledningens p omtales reglerne om undersøgelse af barnets eller den unges person eller opholdsrum, jf. servicelovens 123 a. Efter instituttets opfattelse er reglerne om undersøgelse af person og opholdsrum ikke ganske klare, hverken i serviceloven eller magtanvendelsesbekendtgørelsen, og der kan være behov for klargøring i vejledningen. Klargøringen bør formentlig ske på grundlag af overvejelser om reglernes formål og baggrund. Reglerne om undersøgelse af person og opholdsrum forekommer at være et typeeksempel på, at bestemmelser, som er udviklet til brug for en persongruppe eller en institutionstype, risikerer at tabe i klarhed, når de overtages til brug for andre persongrupper og/eller institutionstyper. I det foreliggende tilfælde er der grund til at være opmærksom på, at reglerne om undersøgelse af person og opholdsrum i forholdsvis lang tid har været kendte inden for kriminalforsorgens regi, jf. herved straffuldbyrdelseslovens 60, stk. 9, og undersøgelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr af 13/ ). Efter straffuldbyrdelsesloven skal indsatte overholde de regler, som institutionens leder har fastsat af ordens- og sikkerhedshensyn. Indgreb kan ske af sikkerhedsmæssige hensyn og ordensmæssige hensyn. Formålet med kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige virksomhed er ifølge lovforarbejderne at fastholde frihedsberøvelsen ved at forebygge og hindre undvigelser og kriminalitet. Udtrykket ordensmæssige hensyn sigter i første række til foranstaltninger mod brand, tingsødelæggelse, støj, sundhedsfarlige forhold, arbejdsskader og lignende miljøfarlige forhold samt foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø i vid forstand. Bestemmelsen i servicelovens 123 a blev indføjet i loven i 2007 og omfattede da kun de sikrede afdelinger, hvor der opholdt sig unge, som også kunne findes i kriminalforsorgens regi. De sikrede afdelinger havde set talrige eksempler på, at de unge ved anbringelsen medbragte ulovlige genstande til den sikrede afdeling, eller under anbringelsen på den sikrede afdeling kom i besiddelse af enten mobiltelefoner, euforiserende stoffer, medicin eller knive, barberblade og andre ting, der kunne bruges 15

16 som våben. Afdelingen kunne få bistand af politiet, hvis der var mistanke om et strafbart forhold, men som udgangspunkt skulle der så foreligge en anmeldelse om et strafbart forhold med en begrundet mistanke for, at retsplejeloven gav mulighed for ransagning. Politiet kunne ikke foretage ransagninger, hvor der alene er mistanke om overtrædelse af den sikrede afdelings interne ordensreglement eller sikkerhedsmæssige problemer. På afdelingerne kunne der imidlertid være behov for at foretage undersøgelse af de unges opholdsrum i de situationer, hvor der var bestemte grunde til at antage, at en eller flere unge i opholdsrummet havde skjult værktøj, knive, bestik eller andet, der ville kunne anvendes til at skade den unge selv eller andre, ligesom der kunne være behov for at kontrollere, hvorvidt de unge havde en mobiltelefon, da unge, der var anbragt i de sikrede afdelinger, kunne være underlagt kontrol i forhold til brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med personer uden for den sikrede afdeling. De sikrede afdelinger påpegede, at en af funktionerne med en sikret afdeling netop var at sikre politiet en efterforskning, der ikke var påvirket af den surrogatvaretægtsfængslede unge. Socialministeriet var enigt i, at personalet på de sikrede afdelinger af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn skulle have mulighed for at undersøge de unges opholdsrum eller foretage undersøgelse af den unges person for derved at fratage den unge eventuelle mobiltelefoner, farlige genstande, euforiserende stoffer og lignende. Herved ville personalet få bedre muligheder for at sikre, at de unge ikke havde f.eks. knive eller værktøj, de kunne bruge til at skade sig selv eller andre med. Samtidig sikredes det i højere grad, at politiets efterforskning ikke blev påvirket af surrogatvaretægtsfængslede unges kontakt med omverdenen. I 2010 blev det besluttet også at vedtage undersøgelsesregler for de åbne døgninstitutioner, herunder delvist lukkede døgninstitutioner samt opholdssteder. I lovforslagsbemærkningerne til ændringen af serviceloven herom anførtes det, at de nye regler skulle kunne anvendes i situationer, hvor personalet f.eks. observerede, at der manglede bestik eller andre skarpe genstande i køkkenet på anbringelsesstedet, eller hvor der på værelset var ridset i væggen, og hvor det måtte formodes, at genstanden, med hvilken den unge havde ridset, var skarp eller spids. De ville endvidere kunne anvendes i tilfælde, hvor den unges handlemønster vurderedes at være væsentlig anderledes end normalt, og hvor personalet havde en formodning om, at den unge var i besiddelse af f.eks. euforiserende stoffer eller genstande, som kunne bruges som våben, f.eks. knive, barberplade eller skruetrækkere. Reglerne om undersøgelse af person og opholdsrum synes at være tiltænkt ganske alvorlige situationer, hvor der bl.a. kan være tale om at sikre efterforskning og hindre undvigelse og kriminalitet. Også de ordensmæssige 16

17 hensyn relaterer sig til alvorlige situationer. Efter instituttets opfattelse kan der være behov for en uddybning heraf i vejledningen. Instituttet finder, at det bl.a. bør klargøres, i hvilket omfang overtrædelser af husregler, f.eks. om aflevering af mobiltelefoner for natten, kan betragtes som overtrædelse af ordensbestemmelser, der bevirker, at undersøgelse af person og opholdsrum kan ske. Instituttet finder endvidere, at der kan være anledning til at præcisere, at barnet eller den unge skal medinddrages ved afgørelser om undersøgelse af person eller opholdsrum, jf. Børnekonventionens artikel 12. Det anføres i vejledningen p. 33, at barnet eller den unge som udgangspunkt skal informeres om årsagen og altid opfordres til at aflevere eventuelle effekter. Heri ligger vel implicit, at der skal være en dialog, men instituttet finder det alligevel rigtigst, at høringsforpligtelsen præciseres. Instituttet gør opmærksom på, at det anførte om medinddragelse (høring etc.) også gælder, når der skal ske en gennemgang af den unges genstande i opholdsrummet. I magtanvendelsesbekendtgørelsens 13, stk. 1, står, at barnet eller den unge skal tilbydes at overvære gennemgangen eller straks underrettes om dens resultat (med mindre særlige omstændigheder taler imod). Både forpligtelsen til medinddragelse og principperne om mindste middel og skånsomhed taler for, at det fremhæves, at barnet og den unge som udgangspunkt skal tilbydes at overvære undersøgelsen Tilbageholdelse af effekter Vejledningens p. 36 gennemgår reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsens 17 om beslutninger om tilbageholdelse af effekter, der findes i barnets eller den unges besiddelse, og som af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn findes uforsvarlige. Anbringelsesstedet skal orientere barnet eller den unge og give vedkommende en liste over de tilbageholdte genstande. Efter instituttets opfattelse er der også i forbindelse med beslutninger om tilbageholdelse af effekter grund til at præcisere, at barnet eller den unge skal medinddrages i beslutningen, herunder meddeles en begrundelse, høres etc. Endvidere er der efter instituttets opfattelse grund til at gøre nogle bemærkninger om, hvorledes anbringelsesstedet skal forholde sig i forhold til de inddragne effekter. 17

18 Udgangspunktet er formentlig, at tilbageholdte genstande skal opbevares af anbringelsesstedet, med mindre der er tale om ulovlige genstande, der skal afleveres til politiet. I praksis har spørgsmålet, om der er en opbevaringsforpligtelse, imidlertid givet anledning til tvivl. Der er således anbringelsessteder, som meddeler børnene og de unge straks ved ankomsten, at f.eks. alkohol vil blive destrueret (hældt ud), og som effektuerer dette ifølge indgået aftale. Blandt andre spørgsmål, der er rejst af anbringelsesstederne, kan nævnes, spørgsmål om hvorvidt genstandene skal opbevares for barnets eller den unges regning, om de skal udleveres til forældrene eller til barnet i forbindelse med besøg i hjemmet eller ved udskrivning fra institutionen m.v Isolation i sikret døgninstitution og særlig sikret afdeling I vejledningens p. 38 og 39 behandles mulighederne for isolation i sikrede og særligt sikrede institutioner og afdelinger. Det præciseres, at der løbende skal føres tilsyn og i p. 38 anføres det, at barnet eller den unge skal have mulighed for at tilkalde en medarbejder. Efter instituttets opfattelse bør det også fremgå af p. 39, at barnet eller den unge, der er i isolation i en særlig sikret afdeling, skal have mulighed for at tilkalde en medarbejder. Pligten til medinddragelse, høring m.v., jf. BK artikel 12, bør også medtages i p. 38 og 39. Instituttet går ud fra, at denne forpligtelse løbende iagttages under en isolation, således at spørgsmål om ophævelse af isolationen kan drøftes med barnet eller den unge under isolationsforløbet. 3.8 Tilbageholdelse og fastholdelse på delvis lukkede døgninstitutioner Vejledningens p. 40 og 41 omhandler den nye institutionstype en delvis lukket institution hvor der er mulighed for at begrænse de unges bevægelsesfrihed gennem både tilbageholdelse (i maksimalt 5 dage af gangen og højst 30 dage pr. år) og fastholdelse. Så vidt vides, er der endnu ikke oprettet sådanne institutioner. Bekendtgørelsens regler om magtanvendelsesmulighederne på de nye institutionstyper, 7, 8 og 9, er ikke ganske logisk opbygget. Instituttet har kommenteret dette ovenfor i afsnit B. På dette sted skal det særligt bemærkes, at forpligtelsen til at inddrage barnets og den unges synspunkter og tillægge dem passende vægt, jf. servicelovens 46, stk. 3, kun 18

19 omtales i magtanvendelsesbekendtgørelsens 7, stk. 4, i tilknytning til reglerne om kommunalbestyrelsens muligheder for at fastsætte de nærmere rammer for en tilbageholdelse. Magtanvendelsesbekendtgørelsen omtaler ikke forpligtelsen i relation reglerne om fastholdelse, og i vejledningens regler om tilbageholdelse og fastholdelse er pligten til at medinddrage og høre barnet og den unge slet ikke nævnt. Efter instituttets opfattelse bør pligten til at inddrage og høre barnet og den unge fremgå af vejledningen i relation til både tilbageholdelse og fastholdelse (p. 40 og 41). Det bemærkes herved, at der er tale om indgribende beslutninger. I øvrigt må retten til at blive inddraget og hørt også gælde i forhold til de beslutninger, som institutionens ledelse træffer om den konkrete udmøntning af kommunalbestyrelsens afgørelser. 3.9 Tilbageholdelse i op til 14 dage i starten af anbringelsen Vejledningen omtaler i p. 42 den nye hjemmel til at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 dage efter anbringelsen, jf. magtanvendelsesbekendtgørelsens 11. Heller ikke 11 er konsistent opbygget sammenlignet med reglerne i 7, 8 og 9, jf. nærmere ovenfor i afsnit B. På dette sted skal blot bemærkes, at 11, stk. 1 og stk. 2 omtaler to led i beslutningsprocessen, nemlig Børn- og ungeudvalgets og kommunalbestyrelsens kompetencer, og at 11, stk. 3, præciserer forpligtelsen til at medinddrage og høre barnet og den unge, jf. Børnekonventionens artikel 12. Bekendtgørelsens 11 indeholder ikke som 8 og 9, stk. 3 en særlig kompetenceregel for anbringelsesstedet. Der er således ikke noget krav om, at institutionens leder eller dennes stedfortræder skal involveres i beslutninger om, i hvilket omfang barnet eller den unge inden for de rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat skal tilbageholdes. Efter 11, stk. 4, kan tilbageholdelsen alene ske ved anvendelse af fysisk magt i form af, at barnet eller den unge fastholdes for at forhindre bortgang fra anbringelsesstedet. Fysisk magt må ikke anvendes, hvis formålet kan opnås ved anvendelse af mindre indgribende midler. Tilbageholdelse i op til 14 dage er et betydeligt indgreb i et barns eller en ungs ret til bevægelsesfrihed. Vurderingen af, om et sådant indgreb er nødvendigt, skal foretages konkret og under iagttagelse af proportionalitetskravet. Efter instituttets 19

20 opfattelse er der de samme grunde til at fastsætte et ledelsesansvar på dette område, som der er for at kræve et ledelsesansvar for fast- og tilbageholdelse af et barn eller en ung ifølge 8 og 9. Selv magtanvendelsesbekendtgørelse ikke indeholder krav herom, bør behovet for ledelsens inddragelse omtales i vejledningen, 3.10 Nødprincipper en ekstraordinær hjemmel til brug i ekstraordinære situationer Vejledningens p omhandler principperne om nødværge og nødret. Også på dette område giver bekendtgørelsen og vejledningen anledning til en del tvivlsspørgsmål, som efter instituttets opfattelse bør afklares. Magtanvendelsesbekendtgørelsen nævner som tidligere omtalt ikke princippet om nødret, men alene princippet om nødværge. Nødværge omtales første gang i bekendtgørelsens 2, stk. 3, hvor det anføres, at magtanvendelse, som akut kan være nødvendig, vil være omfattet af straffelovens bestemmelser om nødværge, jf. straffelovens 13.. Senere omtales nødværge i bekendtgørelsens 41 om registrering og indberetning af tilladt fysisk magtanvendelse (hvortil nødværge udtrykkeligt henregnes). Bekendtgørelsens manglende omtale af nødret kan give anledning til tvivl, herunder tvivl om hvorvidt magtanvendelse, der har karakter af nødret, skal indberettes som tilladt eller ikke tilladt magtanvendelse. Vejledningen omtaler begge nødprincipper i kapitel 5 under overskriften tilladt magtanvendelse, men omtalen er ikke konsistent. I vejledningens indledning anføres det således, at kapitel 5 beskriver tilladt fysisk magtanvendelse samt nødværge og nødret. Denne formulering kan give indtryk af, at nødværge (og nødret) ikke anses for/ikke skal indberettes som tilladt fysisk magtanvendelse, hvilket ville være i modstrid med bekendtgørelsens 41. Efter instituttets opfattelse bør magtanvendelsesbekendtgørelsen ved lejlighed ændres, således at nødret nævnes på linje med nødværge, og formuleringerne i bekendtgørelsen og vejledningen bør justeres, så der bliver overensstemmelse med hensyn til, hvad der betegnes som tilladt fysisk magtanvendelse. 20

21 I den forbindelse bør der også efter instituttets opfattelse ske en klargøring af registrerings- og indberetningsreglerne, jf. nærmere nedenfor under På dette sted skal der blot gøres en yderligere bemærkning om en mindre logisk formulering i p. 43, sidste afsnit, hvor der står, at det i første omgang er tilsynet, der vurderer, om magtanvendelse falder ind under reglerne om nødret og nødværge, jf. magtanvendelsesbekendtgørelsens 41. Logikken brister, fordi 41 pålægger anbringelsesstedet at indberette handlinger udøvet som nødværge som tilladt fysisk magtanvendelse, hvilket må betyde, at det i første omgang er anbringelsesstedet, der må vurdere, om en given magtanvendelse kan antages at falde ind under reglerne om nødret og nødværge. Det skal tilføjes, at der også er en del tilsyn, der har udarbejdet særlige indberetningsskemaer/særlige rubrikker til nødværge og nødret, hvis anvendelse også forudsætter, at anbringelsesstederne vurderer, om handlinger falder ind under og skal registreres som nødværge og nødret. Instituttet er klar over, at det i vejledningen anførte, har til formål at understrege, at anbringelsesstedet ikke kan foretage den endelige retlige vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt en given magtanvendelse kan anses som nødværge eller nødret. Den endelige afgørelse heraf henhører under domstolene som der også står i vejledningen. Nødværge og nødret adskiller sig imidlertid i den henseende ikke principielt fra anden magtanvendelse, idet den endelige afgørelse af lovligheden altid vil henhøre under domstolene. Derimod kan der være forskel i praksis, idet der formentlig vil være størst tvivl om anvendelsen af nødprincipperne men da er det dét, som bør komme til udtryk i vejledningen. Nødværgehandlinger er handlinger, der har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende angreb, jf. straffelovens 13 om straffrihed for sådanne handlinger. Her skal afværgehandlingen rettes mod angriberen. Nødretshandlinger er handlinger, som er nødvendige for at afværge truende skade på person eller gods, og disse handlinger kan rettes mod andre end en angriber (i vejledningen står den der angriber, men nødret forudsætter ikke, at der er en angriber), jf. straffelovens 14 om straffrihed for sådanne handlinger. Det er ikke enhver akut skadesrisiko, der kan forhindres gennem nødværge og nødret. Indgreb i en persons egne goder i den pågældendes egen interesse vil ofte ikke kunne betragtes som nødret. Imidlertid står anbringelsesstederne af og til i en nødsituation, hvor der kan være behov for et akut indgreb over for en person, der er i færd med at 21

22 ødelægge værdifulde ejendele, og som er ude af stand til selv at varetage sine egne interesser. I det omfang magtanvendelsesbekendtgørelsen ikke indeholder hjemmel til at gribe ind, og nødværge- og nødretsprincipperne ikke kan finde anvendelse, kan personalet opleve et dilemma mellem at undlade at hjælpe et barn eller en ung med behov for hjælp eller at hjælpe gennem ikke tilladt magtanvendelse. Et typisk eksempel kan være et barn eller en ung, der i affekt kaster med sin bærbare PC eller river et uerstatteligt billede af en afdød forælder itu. I sådanne situationer kan barnet eller den unge selv om vedkommende selv er skadevolder grundlæggende have en meget stærk interesse i, at skaden afværges. Efter instituttets opfattelse bør vejledningen henlede opmærksomheden på et yderligere nødprincip, nemlig princippet om nødhjælp også kaldet uanmodet interessevaretagelse eller på latin negotiorum gestio. Dette retlige princip om uanmodet varetagelse af en andens interesse i den samme persons nødsituationer kan lige som principperne om nødværge og nødret fungere som en ekstraordinær hjemmel til brug i ekstraordinære situationer. En introduktion af nødhjælpsprincippet vil kunne hjælpe anbringelsesstedernes personale ud af dilemmaet mellem passivitet og ikke tilladt magtanvendelse. Det skal bemærkes, at nødhjælpsprincippet er kommet til udtryk flere steder i lovgivningen, bl.a. i lov om patienters retsstilling, 10, og i lov om politiets virksomhed, Princippet antages også at kunne anvendes uden udtrykkelig lovhjemmel som en objektiv straffrihedsgrund på linje med nødværge og nødret, jf. bl.a. rapporten om Skjult tvang i psykiatrien s (Indenrigs- og Sundhedsministeriets psykiatrilovundersøgelse maj 2005) og Politikommissionens betænkning om politilovgivning (1410/2002) s. 83. I nødhjælpssituationer skal indgrebet være nødvendigt for at varetage en persons interesser, og personen skal ikke selv være i stand hertil. Der skal være tale om en rimelig foranstaltning, der ikke må gå videre, end situationen tilsiger. Der skal således foretages en afvejning af, om indgrebet (magtanvendelsen) står i rimeligt forhold til det gode, indgrebet tilsigter at beskytte, men da der ikke er nogen interessekonflikt, kan indgrebet være retmæssigt, selv om værdiforskellen er mindre end der kræves i den almindelige nødsituation, jf. Kommenteret Straffelov, Almindelig del, 8. udgave s Registrering, indberetning af magtanvendelse, klageregler m.v. 22