Din tro har frelst dig!

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Din tro har frelst dig!"

Transkript

1 Din tro har frelst dig! Luk 17, søndag efter Trinitatis Salmer: / Alt står i Guds faderhånd, hvad han vil, det gør hans Ånd. I Jesu navn, amen! Sognepræst Tine Aarup Illum fra Sdr. Bjert ved Kolding, som i denne tid skriver om sine prædiken-overvejelser i præsteforeningens blad, har for nylig fortalt om, hvordan hun en gang blev hasteindlagt på sygehuset. Hun var bevidstløs, og lægerne fortalte hendes mand, at hun sandsynligvis ville dø. Og hvis det usandsynlige skulle ske, at hun rent faktisk overlevede, ville det være uden vitale kropsfunktioner. Hun ville være det, man kalder en grøntsag en lammet krop med en bevidsthed der i det omfang, den stadig var til stede, ikke mere kunne meddele sig og interagere med sine omgivelser! Tine Illum døde ikke. Hverken hendes krop eller bevidsthed, hvad hendes aktuelle skriverier er med til at bevise. Da hun vågnede på sygehuset efter en uges tid, fortsatte hendes liv som, før hun blev syg. Alt var som før, og samtidig var alt forandret. Lægen, som tilså hende, Bente Bisgaard Thomsen 1

2 tøvede ikke med at kalde hendes helbredelse et under: Det her er et under. Det må du aldrig glemme! Det havde han ikke behøvet. Tine Illum var på det tidspunkt bristefærdig af taknemmelighed og fast opsat på aldrig at glemme, hvor heldig hun havde været. Resten af sit liv skulle denne taknemmelighed være fortegnet for alt, hun tænkte og gjorde, besluttede hun. Og.Ja, så blev det hverdag. Hun genoptog sit arbejde og dagene gik, som vore menneskedage nu går med at arbejde og holde fri, med at planlægge og slappe af, glæde sig og bekymre sig. Det gik, som der står i fortællingen om sædemanden: Noget af kornet faldt blandt tidsler og blev kvalt. Tidslerne er her et billede på alt det, der optager os som mennesker og stjæler vores opmærksomhed. Alt det, der frister og skræmmer os: hverdagens bekymringer og håbet om noget andet og mere, end det vi lige har! Naturen går over optugtelsen, siger vi. Vores indbyggede egoisme, der er en del af vores overlevelsesinstinkt, vinder gang på gang over vore indlærte gode manerer og velmente løfter! Det er det Paulus reflekterer over i sit brev til menigheden i Rom: Jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Lige præcis dér står vi ofte. Hvem af os kan ikke sætte os i Tine Illums sted? Måske har man ikke selv prøvet at være Bente Bisgaard Thomsen 2

3 dødeligt syg som hun, men så har man måske kendt én, der var der. Når uhelbredelig sygdom, død og ulykke rammer os selv eller nogen tæt på os, vågner de dybe, stærke følelser: Sorg, fortvivlelse og angst på den ene side. Og lykke, taknemmelighed og tryghed på den anden! I disse situationer bliver vi mindet om, hvor sårbart og dyrebart livet er og vi tænker nøjagtigt, som Tine Illum skriver: Det her vil jeg aldrig glemme. Jeg vil takke for mit liv og glæde mig hver eneste dag, så længe jeg lever! Mon ikke også de ti spedalske, vi hører om i dagens evangelietekst har tænkt sådan? Alt andet ville være mærkeligt. Spedalskhed er en rædselsfuld sygdom og var det da især førhen, da der hverken fandtes en effektiv behandling eller tilbud om tilstrækkelig pleje og omsorg. At blive smittet med spedalskhed var ensbetydende med en dødsdom og indtil da et liv som udstødt udenfor det normale samfundsliv. Hvis vi et øjeblik vender tilbage til billedet af et menneske, der holdes kunstigt i live, så er der her ikke blot tale om grøntsager, men om rådne grøntsager. Om levende væv, berøvet al værdi og værdighed, fordi ingen kan bruge det og end ikke vil røre ved det! Bente Bisgaard Thomsen 3

4 Da nu Jesus gik forbi, gjorde de ti spedalske det eneste de kunne. De råbte til ham: Mester, forbarm dig over os. Ordet forbarme er i familie med tillægsordet barmhjertig, som vi bl.a. kender fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Kernen i ordet er barm, altså bryst og der sigtes til den følelse, der opstår når man konfronteres med en svær situation, f.eks. en ulykke og gribes af medlidenhed. Men til følelsen hører også en impuls til at handle. Medlidenheden kan ikke stå alene, men kræver handlekraft, hvis resultatet skal blive barmhjertighed. Den barmhjertige samaritaner nøjes som bekendt ikke med at have ondt af manden, der ligger halvdød i vejsiden. Han forbinder hans sår og bringer ham til et herberg, hvor der kan blive sørget for ham. Og han betaler, hvad det koster både i tid og penge! Jesus nøjes heller ikke med at have ondt af de ti spedalske. Han vender sig ikke mod disciplene og siger: Se disse stakkels mennesker, hvor er det synd for dem. Og skynder sig at gå videre. Han hører deres råb som det, det er, et råb til Gud om hjælp. I deres situation er ingen anden hjælp mulig. Det er der imidlertid kun én af de ti, der indser. Efter at have været hos præsterne, som dengang sad inde med retten til at afgøre om folk var syge eller raske, vendte én af Bente Bisgaard Thomsen 4

5 de ti i øvrigt også en samaritaner tilbage for at sige pænt tak til Jesus, men også og måske allermest, for at sige tak til Gud. Hvorfor kun én og hvorfor en samaritaner? Samaritanerne folk fra Samaria var forhadt af jøderne på Jesu tid, hvor de betragtedes som frafaldne p.g.a. af stridigheder om hvor og hvordan man kunne dyrke Gud. Denne mand var derfor dobbelt udstødt i kraft af sin etniske oprindelse og i kraft af sin sygdom. Men han blev frelst på lige fod med de ni jøder, der var syge som han selv. Og den kendsgerning kan meget vel have gjort forskellen og vakt den tro i hans sind, som fik ham til at komme tilbage til Jesus og som ifølge Jesus ikke bare helbredte ham, men frelste ham. Eet er nemlig at blive helbredt. Det er selvsagt en fantastisk ting, som man må undres over og være taknemmelig for. Men at blive frelst er noget andet og mere. Det er trygheden i at vide sig elsket og regnet for noget uanset hvor ussel og elendig, man selv føler sig eller er i andres øjne! Og mon ikke det er det, Lukas vil vise os med sin fortælling. På overfladen ser det ud som en indøvelse i takt og tone. Husk at sige pænt tak, når nogen gir dig noget! Men der er noget ved billedet af Jesus som en anden Emma Gad, der ikke rigtig rimer. Den Jesus, der forargede Bente Bisgaard Thomsen 5

6 de rettroende jøder ved at forsvare sine disciple, når de f.eks. plukkede nogle kornaks på helligdagen for at stille deres sult og mindede dem om, at helligdagen var til for menneskets skyld og ikke omvendt, ville aldrig dømme et menneske for ren og skær uhøflighed. Han siger jo ikke til samaritaneren, at han er frelst, fordi han huskede at komme tilbage og sige tak. Det er troen, ikke taknemmeligheden, der frelser selv om de to ting kan være svære at adskille. Når samaritaneren så klart og uden tvivl så Gud og Guds handling i sin helbredelse, skyldes det, at han vidste med sig selv, at han var ude af stand til at hjælpe sig selv. Netop i svagheden og afmagten er der plads til, at Guds magt kan folde sig ud. Når du griber troen som et halmstrå kan det ske, at troen griber dig og bærer dig. Sådan gik det den spedalske samaritaner og sådan gik det Paulus. Paulus var helt på det rene med, at det var hans tro på Guds barmhjertighed og nåde, der skulle og kunne redde ham frem for hans egne gerninger: Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. Og sådan er det for de fleste af os. Viljen til taknemmelighed har vi, men vi glemmer så let. Var der ikke ti, der blev rene, spørger Jesus. Gud glemmer m.a.o. ikke heldigvis. Det betyder noget, hvad vi Bente Bisgaard Thomsen 6

7 siger og gør. Det er derfor, vi kan vide, vi er elskede også når vi gør det forkerte eller ingenting! Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Lad os alle bede: Kære Gud: Tak fordi vi altid må komme til dig med alt det, der trykker og tynger. Tak fordi du er der og tager del i vores liv, så vi frimodigt kan dele alt med dig: Alle vore sorger og bekymringer små som store. Vi takker dig for dåben, fordi du gennem den viser os, at du bryder dig om hver enkelt af os. At vort liv har værdi og giver mening for dig også når vi ikke selv kan finde nogen mening. Vi takker fordi, du i dag har taget imod Alexander og gjort ham til dit barn. Vi ber dig passe godt på ham og hans familie. Nu ber vi dig hjælpe os, så vi ikke glemmer din godhed og barmhjertighed. Hjælp os, så vi ikke kun husker på dig og kommer til dig, når livet går os imod. Når vi bliver syge eller er ensomme og bange når vi føler os overset eller uretfærdigt behandlet eller ikke føler, vi slår til. Når det, vi arbejder på og gerne vil have til at ske, ikke lykkes! Bente Bisgaard Thomsen 7

8 Mind os om, at glæden kun er hel og fuld, når den deles med andre. Når vi husker at få sagt tak for de mennesker, der holder af os, støtter os og stiller krav til os. Når vi husker på alle de gode ting i vort liv, som giver os glæde, mod og håb! Amen! Bekendtgørelser: Lad os til slut med apostlen ønske, at Vor Herre Jesu Kristi Nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab må være med os alle! Amen! Bente Bisgaard Thomsen 8