Vor bekendelse. Bibeltime af Finn Wellejus

Transkript

1 Vor bekendelse Bibeltime af Finn Wellejus Jakob : "Vi fejler jo alle i mange ting; hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme. Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, så kan vi også styre hele deres krop. Se, også skibene, som er så store og drives af stærke vinde, de styres dog med et ganske lille ror, hvorhen styrmandens hu står. Sådan er også tungen et lidet lem, men kan dog prale af store ting. Se, hvor den mindste ild kan sætte den største skov i brand! Også tungen er en ild. Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer; den besmitter hele legemet, ja, sætter "tilværelsens hjul" i brand og er selv sat i brand af helvede. Thi enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr, kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesker; men tungen kan intet menneske tæmme, rastløs og ond som den er, fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi menneskene, som er skabt, så de ligner Gud. Af den selv samme mund udgår både velsignelse og forbandelse. Mine brødre! således bør det ikke være. Kan samme kildevæld give både velsmagende og bittert vand? Kan et figentræ, mine brødre! bære oliven, eller et vintræ figener? Ej heller kan en salt kilde give fersk vand."

2 2. Jacob giver os her en klar beskrivelse af, hvordan vor bekendelse bør være og i særdeleshed, hvordan den IKKE BØR VÆRE! Mon ikke vi alle længes efter at passe til beskrivelsen fra vers 2: " hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme." Tænk hvor tit vi har været ved at bide tungen af os selv, fordi vi kom til at sige noget, som var til skade eller forargelse for vor næste. Vi har så let ved at lade munden løbe med intetsigende snak. Hvor ofte har vi ikke oplevet, at vor kostbare tid blev spildt, fordi en kollega eller en broder tog den ved at snakke om alt og ingenting? Og når vi er forsamlet i menigheden, har du så ikke også ofte oplevet, at Helligånden forlod stuen, når der blev talt så meget om ingenting? Nogle mennesker ødelægger bedestunder for deres søskende ved at holde lange foredrag for Gud og forsamlingen, i stedet for at bede kort og præcist, som skriften anviser os. Vi bliver ikke hørt på grund af de mange ord. Mat.6.7-8: "Men, når I beder, må I ikke lade munden løbe som hedningerne gør (gr. sp. "brug ikke unyttige gentagelser") thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange ord. Dem må I derfor ikke ligne; thi jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder Ham." Der er også nogle, der mener, at hvis ikke alle beder højt, når vi er til møde, så er der noget galt. "Den og den bad ikke. Hvad mon der er galt?"

3 3. Selvfølgelig er det betænkeligt, hvis en broder eller søster aldrig beder i forsamlingen, men lad os dog give hinanden frihed til blot at prise Herren i stilhed, hvis Ånden ikke lige minder os om et konkret bedeemne. Mange søskende har for vane at gentage navnet Jesus efter hver sætning eller oftere i deres bøn. Når der nu står "brug ikke unyttige gentagelser", så lad os rette os efter ordet, så vi kan blive " en fuldkommen mand i Kristus." Vi må have så stor en respekt for navnet Jesus, at vi ikke gentager det unødigt i vor bøn, og derved kommer til at tage Guds navn forfængeligt. Snakkesyge er en almindelig lidelse blandt mennesker, men sådan bør det ikke være hos os, kære søskende, genfødte af Guds nåde til at være nye skabninger. Bibelen taler klart til os om, at vore ord må være få, for at vi må synde lidt. Ord.10.19: "Ved megen tale undgås ej brøde, klog er den, der vogter sin mund." Ord : " Den, som har kundskab, tøjler sin tale, mand med forstand er koldblodig. Selv dåren, der tier, gælder for vis, forstandig er den, der lukker sine læber." Præd.6.11: " Thi jo flere ord der bruges, des større bliver tomheden, og hvad gavner de mennesket? " Selvfølgelig skal vi ikke sidde som tavse mumier altid, men vi må øve os i at vente med at sige noget, til vi virkelig har noget på hjerte.

4 4. Vi må også være varsomme med at tale, før vi hører. Der findes mennesker, som er så optaget af deres egen mening og har så travlt, at de ikke engang har tid til at høre, hvad andre mennesker taler med dem om. Ord.18.13: " Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til dårskab og skændsel." Ord.29.20: " Ser du en mand, der er hastig til tale, for en tåbe er der snarere håb end for ham." Den, som bliver afbrudt før han har talt ud, føler sig ringeagtet og trådt på. Det menneske, som er forvandlet til ligedannelse med Kristus, ville aldrig gøre sig skyld i denne synd overfor næsten. Heller ikke bagtalelse og kritik burde forekomme blandt kristne, men det gør det jo desværre i høj grad. SPØRGSMÅLET FOR OS ER: SKAL VI BLIVE VED MED AT LADE VOR TUNGE " SÆTTE TILVÆRELSENS HJUL I BRAND? ER DER INGEN LØSNING? Jakob 3.5. giver os ikke meget håb: "men TUNGEN KAN INTET MENNESKE TÆMME, rastløs og ond som den er, fuld af dødbringende gift." Men hvor er det godt, at der står "intet menneske". Dvs. for mennesker er det umuligt, men for Gud er det muligt! Løsningen for den, som vil være en fuldkommen mand, der ikke fejler med sine ord, er, at overgive sin tunge til HERREN. Vi har jo iført os Kristus, alle vi, som blev døbt til Hans død (Rom.6.3.). Men tungen er så let at tage tilbage. Så dersom du ved med dig selv, at Herren gang på gang har mindet dig om, at du har ladet munden løbe på en af de måder, vi nu har talt om, så er anledningen der i dag til, på ny at bringe din tunge som et offer på Herrens alter.

5 5. En enkel bøn af hjertet er nok, men forudsætningen er, at vi er blevet færdige med os selv og ønsker at leve efter Paulus" bekendelse : "Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig;" (Gal.2.20.). Kun Helligånden kan styre vor tunge, dersom vi giver Ham lov dertil. Mon ikke det også er det, der menes med: 1. Pet. 4.11: " Taler nogen, skal han tale SOM GUDS ORD.." Vi må være så opfyldt af Guds ord og hvad Herren har sagt, at det er "hovedstrømmen" i hele vort tankeliv. Ord.23.7: " (gl.o.) Thi ligesom han tænker i sit hjerte, så er han." Mat : " I øgleunger! hvordan kan I tale godt, når I er onde? THI HVAD HJERTET ER FULDT AF, LØBER MUNDEN OVER MED. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd." I disse få skriftsteder ser vi vejen til at blive fuldkomne i tale - ja, i hele vor bekendelse! For det første må vi være helt overgivet til Herren. Og dernæst må vi være opfyldt af ordet og drevet af Hel1igånden. HVORDAN ER VORT FORRÅD? kære søskende. Hvad er vi opfyldt af? Det afslører vor bekendelse. Hvis hele vor tankevirksomhed kredser om verden og verdslige problemer, så er det det, der kommer ud af vor mund. Vi har sikkert alle sammen prøvet også efter, at vi er blevet kristne, at være blokeret af tankebygninger. Sager vi blev indblandet i og afgørelser, der skulle træffes optog hele vor tankevirksomhed for en tid. Fjenden forsøger så ofte han kan at bringe os ind i denne tilstand, hvor freden forstyrres og bibellæsningen er uden frugt, fordi tankerne kører.

6 6. Men tak og lov. Vi kan tage disse tankebygninger til fange ind under lydighed mod Kristus. 2.Kor :" Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæst - ningsværker. Med dem nedbryder vi TANKEBYGNINGER og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, OG TAGER ENHVER MENNESKETANKE TIL FANGE IND UNDER LYDIGHED MOD KRISTUS." Men det gøres ikke ved bare at vide, hvad Gud har sagt om tankebygninger. Først når vi med vor mund bekender, hvad ordet siger og tilegner os det i tro, får vi det, ordet lover! Når du er angrebet af tankebygninger må du bekende højt for magter og myndigheder: "Mine stridsvåben er mægtige for Gud og derfor nedbryder jeg denne tankebygning i Jesu navn!" Da vil du blive fri. Og dette princip gælder for hele vort trosliv. Over for fjenden må vi tro, han er en slagen fjende, men også højlydt bekende det. Åben.12.11: " Og de HAR OVERVUNDET HAM i kraft af LAMMETS BLOD og i kraft af DERES VIDNESBYRDS ORD." 2. Kor.4.13: "Men fordi vi har den samme troens ånd, som der er skrevet: Jeg troede, derfor talte jeg, så tror også vi, og derfor taler vi også." Mark : "Sandelig siger jeg jer, den, som siger til dette bjerg: Løft dig op og kast dig i havet og ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske." Nu er det jo ikke rigtige bjerge, vi oftest kommer ud for at skulle flytte, men derimod de "bjerge", som møder os i hverdagen: BEKYMRINGSBJERGE - MISMODSBJERGE - VANTROSBJERGE - SYGDOMSBJERGE osv..

7 7. Der er en dyb, dyb hemmelighed ved at "SIGE"! Vi mener ikke, det er nødvendigt, at sige det med vor mund, når blot vi tror det i vort hjerte. MEN VI KOMMER IKKE UDEN OM GUDS PRINCIP. Når Gud selv taler med sin mund, hvor meget mere nødvendigt er det så ikke, at vi gør det? Hebr : "...thi Han har selv sagt... så vi frimodigt kan sige..." På korset nøjedes Jesus ikke med at tænke, tro, eller mene, at det var fuldbragt. Det var først, da Han råbte ordet ud: " DET ER FULDBRAGT!" - at virkningen fulgte. Satan har nok fristende hvisket til Jesus: "Nu skal du ikke bruge de sidste kræfter på at sige noget. Det er jo fuldbragt." Men Jesus kendte sin Faders princip og proklamerede højt det fuldbragte værk. Og det gik ikke stille af, da Kongernes Konge døde for menneskers synd! Mat.27.45: "Men fra den sjette time(kl.12 middag) blev der mørke over hele landet indtil den niende time(kl.15 eftermiddag) Mat : "Og se, forhænget i templet splittedes i to stykker, fra øverst til nederst, og jorden skjalv, og klipperne revnede, og gravene åbnedes, og mange af de hensovede helliges legemer blev oprejste, og de gik ud af gravene efter Hans opstandelse og kom ind i den hellige stad og viste sig for mange. Men da høvedsmanden og de, som tillige med ham holdt vagt over Jesus, så jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de såre og sagde: Sandelig, denne var Guds Søn." Forhænget var 17 meter højt, 8 meter bredt, og så tykt som en mands flade hånd. Og det revnede fra øverst til nederst.

8 8. Bekendelsen fra vor Frelsers mund bragte hele universet i virksomhed. Naturen gav agt! Jorden gav agt! og soldaterne gav agt! Ja, hele landet gav agt og himlen jublede! Tro og bekendelse må ikke bare være noget, vi har i hovedet eller notesbøgerne, men det må udspringe fra hjertet og komme ud gennem munden. Rom.10.10: " Thi med hjertet tror man til retfærdighed og med munden BEKENDER man til frelse." Også når det ser ud som om Gud har glemt os i mylderet, og når det er mørkt omkring os, skal vi gøre brug af at bekende højt, hvad Gud har sagt om vor situation. Hebr.10.36: " (gl.o.)thi vi har udholdenhed nødig, for at når vi har gjort Guds vilje, kan opnå forjættelsen (løftet)". Hebr.11.27: "Thi, som om han så den usynlige, holdt han ud. Profeten Jonas kendte også til troens bekendelse. I sin håbløse og fortvivlede situation inde i havdyrets bug, sagde han: "Jeg vil med taksigelsens røst ofre til dig, FRELSE ER DER HOS HERREN." (Jonas2.10.) Efter denne højlydte bekendelse fra Jonas" mund, spyttede dyret ham ud af sin mund. HVAD BEKENDER DU?? Når du er træt om morgenen! Hvis du siger: "Åh! hvor er jeg dog træt, så bliver det, som du siger, den dag. Bekend hellere, hvad Gud har sagt: "Han formerer styrke hos den, som ingen har," eller " Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke." (Esaj ) Når du er bange! Lad være med at sige det. Sig i stedet: "Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig." (Esaj )

9 9. Når du er mismodig! Herren." (Fil. 4.4) Så sig: "Jeg vil glæde mig i Når du er syg! Bekend da højt for magter og myndigheder, hvad Herren har taget med sig på korset: Esaj : " Og dog - vore SYGDOMME BAR HAN, TOG VORE SMERTER PÅ SIG; vi regnede Ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. Men Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over Ham, VI FIK LÆGEDOM VED HANS SÅR." Når du lider uretfærdigt! Så sig: "Hvad her er sket, har jeg (Herren) tilskikket." (1.Kong ) VI KOMMER ALDRIG HØJERE END VOR BEKENDELSE!!!!!!! Det er, hvad vi bekender med vor mund, der i virkeligheden behersker os. Vor bekendelse binder os, fængsler os, hvis den er negativ, eller frigør os, hvis den er positiv. Mange fortæller til stadighed om deres fejl eller mangel på tro. De holdes nede af deres egen bekendelse. Ved at bekende mangel på tro, åbner man for tvivl. Hver gang du bekender tvivl eller frygt, bekender du din tro på satan og fornægter Guds nåde og kraft. Hebr.4.14: "Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op gennem himlene, Jesus, Guds Søn, så lad os holde fast ved bekendelsen." Jesus gjorde intet for sig selv, men Han gjorde det alt sammen for os. Han besejrede djævelen for os, og vi er nu delagtige i Jesu Kristi sejr. Bekend at du ved Ham er sejrherre, og hold fast ved den bekendelse i tro. Kære søskende. Lad os øve os i ikke at fejle med vore ord, så vi kan blive fuldkomne mænd og kvinder. Hvis vi ikke kan sige noget, der er bedre end tavshed, så lad os tie!! Og lad os så, når vi taler, tale som Guds ord. Det er vejen til opbyggelse for os selv og dem, vi er iblandt. MÅ HERREN GIVE OS NÅDE DERTIL. Amen