Lavet af Malene Sælgen Pedersen. 7.B. Gandrupskole. Polen 2007

Transkript

1 Lavet af Malene Sælgen Pedersen. 7.B. Gandrupskole. Polen 2007 Mandag: Vi sad i bussen og snakkede og hyggede os. Vi var spændte. Julie og jeg sad ved siden af hinanden i bussen, og vi fik snakket en del med mange af de andre. Ja for mange af de andre havde jo været med mange gange før, og de kunne ligsom sætte os lidt ind i tingene. En af damerne, der var med, Marianne, fortalte os, at en af de andre kvinder, vores tolk Krystyna, kom fra Polen. Under krigen var hun flygtet væk derfra. Hendes familie var blevet drabt, og hun var gået omkring 600 km. Inden hun blev samlet op af en båd, som sejlede hende til Danmark. Da hun flygtede, var hun kun omkring 17 år. Tirsdag: Vi lå lige så stille og sov i bussen, men kl. 06:00 blev vi vækket. Vi var ved den tysk-polske grænse, og vi skulle vise vores pas. Da vi så havde vist dem vores pas, kørte bussen videre, og vi kunne trygt sove igen. Selv om det dog ikke var alle, der havde lige så nemt ved det der med at sove videre. Lidt senere kunne vi, uden for vinduerne i bussen, se en masse kulminer. Dem har de nemlig rigtig mange af i Polen. Derovre er der rigtig mange, der arbejder i sådan en mine, men der er også rigtig mange, der er arbejdsløse. De ikke har noget tag over hovedet. Derfor må de bo på gaden. Ved tiden ankom vi så, langt om længe, til byen Katowice, hvor vores hotel var. Vi steg ud af bussen og gik ind på hotelet. Der blev vi budt velkommen med noget suppe. Da vi var færdige med at spise, fik vores nøgler til vores hotelværelser. Julie og jeg skulle heldigvis bo på værelse sammen. Senere den dag tog vi alle sammen med sporvognen ind til byen, hvor vi så fik vækslet vores penge. Derefter måtte man bare gå rundt og kigge lidt på markederne og butikkerne. Da vi så havde været der i noget tid, og det var begyndt af blive mørkt, steg vi igen ombord på en sporvogn. Men da vi lige havde fået klippet vores biletter, kørte sporvognen af skinerne, og vi måtte gå. Lidt længere henne kom vi så med en anden sporvogn. Kl. 19:00 var der så aftensmad. Først fik vi suppe, og derefter kartofler i både med kylling og sovs til. Så blev der informeret om programmet næste dsg og derefter gik Julie og jeg i bad. Forresten så kom Jan Krysta og sluttede sig til os ved aftensmaden. Han er Præst/bisp i Polen, og han bestyrer også sådan en genbrugsbutik, hvor han sælger alt muligt tøj billigt til dem, der trænger. Overskudet af penge derfra går bl.a. til nogle af de børn, som vi også er ude og give pakker til. I morgen skal vi bl.a. ud på et pigehjem. Første gang foreningen var ude at besøge dem, havde de kun ét badeværelse, hvor der så var ét spejl, og der hang én lille kam i en lang snor. Det skulle de så alle sammen deles om, for de havde ikke deres egen kam, og de var nok omkring 40 mennesker. Onsdag: Vi skulle spise morgenmad kl Så man kan da vidst roligt sige at vi skulle tidligt op.

2 Vi spiste morgenmad, og så en time senere kørte bussen. Først kørte vi ud til Jan Krystas butik, hvor alle gaverne lå opbevaret. Vi læssede rigtig mange af pakkerne i bussen, og så gik turen ellers hen til pigehjemmet. Da vi så var ankommet til pigehjemmet, og vi havde slæbt en masse gaver ind, blev der holdt taler. Men lige inden alle talerne, må vi jo endelig ikke glemme at børnene havde lært at synge en sang, som de så sang for os. Det er var rørende at de havde lært sådan en engelsk sang for vores skyld. Sangen var i øvrigt: I wish you a Merry Christmas. Så blev det tid til at dele gaver ud til de mange børn. De fik hver i sær: en stor pakke med bl.a. vaskeklud, legetøj, slik osv., så fik de en spand med kager, en appelsin og endelig en lille Gjøl trol. Ale børnene blev meget glade for pakkerne, og da vi havde delt dem alle sammen ud, gik vi lidt rundt og kiggede på de muntre børn. Jeg gik ind i et rum, hvor der var en lille dreng i gang med at pakke sin pakke op, og jeg betragtede ham med glæde. I hans pakke fandt han bl.a. en helt almindelig ballon. Da drengen ikke kunne puste den op selv, fik han mig til at gøre det. Jeg pustede den op, bandt knude på den, og gav den så til den lille gut. Det fantastiske ved det her var, at han blev så umådeligt glad for ballonen, og han løb rundt og legede med den. At en helt almindelig ballon kunne skabe så megen glæde, havde jeg aldrig nogensinde kunne forestile mig. Så I kan tro, at det var noget der rørte dybt inden i én. På pigehjemmet var der også en pige med 3. gangsforbrænding. Her er hendes historie: Hun var den mindste ud af fire søskene. En dag var de alene hjemme, fordi deres forældre var taget på druk. Mens de var alene hjemme, opstod der pludselig brand i huset. Hendes søskene flygtede, men selv blev hun bange og gemte sig under sengen. Ilden spredte sig hurtigt ud i hele huset, og der gik ild i sengen, hvor hun lå. Hun blev brændt over hele kroppen, men brandmændene fik hende reddet ud, og hun overlevede med nød og næpe. Selvom de havde fået reddet hende ud, og hun levede, var de ikke sikre på, at hun ville overleve ret meget længere. Hun var jo brændt over hele kroppen, og der var næsten ikke noget hud tilbage. Pigen kom selvfølgelig på hospitalet, og heldighvis for hende var der en professer, der satte sig for at redde hende. Hun var igennem operationer for at få transplanteret noget hud. Hun kom til Frankrig for at få sat en slags dragt på kroppen. Dragten skulle hjælpe med at få huden til at gro af sig selv igen. Dragten sad meget stramt på hende, og da Jan Krysta for 2 år siden mødte hende var hun meget menneskesky. Hun talte ikke, og hun var aggressiv over for personalet. Hun havde ikke tillid til andre end den professer, der havde påtaget sig at redde hende. På pigehjemmet fik hun et værelse for sig selv, for hun kunne jo ikke være sammen med de andre børn. Det var nemlig ikke så smart, når de fx skulle skifte tøj eller lignende, for hun var jo brændt over hele kroppen, og det var et forfærdeligt syn. Det første lange stykke tid var hun tit bevidstløs ½ 1 time. Hun fik en computer, så hun kunne få kontakt med omverdenen. Professeren, der havde påtaget sig at redde hende, fik uheldigvis kræft. Han skulle opereres og måtte derfor tilbage til klinikken. Jan Krysta fik ikke lige spurgt til, hvordan det var gået med professeren, men han skulle sandsynligvis i kemobehandling. I dag ser den brændte pige meget bedre ud, men det er stadig et lidt skræmmende syn at se hende. Sidste år, da foreningen kom med julegaver, ville hun ikke komme frem for at få en gave, men det gjorde hun i år. Hendes krop vil aldrig komme til at se normal ud igen. Da vi var færdige på pigehjemmet kørte vi videre ud til et hospital. Der gik vi ind på en afdeling for børn med hudkræft. De var også meget glade for at se os, og de sang en

3 masse sange for os. De havde også lavet en masse om Danmark og Polen. Det var bare flot. Efter et stykke tid delte vi også gaver ud der. Her blev børnene naturligvis også rigtig glade for pakkerne. Da vi så var færdige der, var det ved at være frokosttid. Så vi kørte tildbage til hotelet, hvor vi fik noget at spise. Da vi så havde smovset, kørte vi endnu en gang ud tal Jan Krystas Butik for at få læsset gaver på bussen. Da bussen så igen var fyldt op, kørte vi ud til et hjem der hed Zabre. Ligeså snart børnene der så, at vi var ankommet, kom de løbene ud for at tage i mod os. De var glade, og de vidste at vi kom med gaver til dem. Der slæbte vi mange ting ind, for der skulle vi nemlig også klippe og klistre med dem. Vi lavede også æbelskriver og varm kakao til dem. Det der med at klippe og klistre fik Julie og jeg ikke ligefrem så meget tid til, for vi blev sat til at sortere pakkerne efter alder til de mange børn, og lidt senere delte vi dem ud til dem. Børnene var fra omkring 5 til omkring 19 år, så det var noget af et stort spring. Problemet var bare, at der ikke var så mange pakker til de store børn. Nå men det gik da nok endda, for alle fik da i hvert fald pakker. Alle sammen fik en stor pakke, som på pigehjemmet, en appelsin, en dåse kager, en pose pebernødder, en bibel fra jan Krysta, en af de gaver fra Gandrup skole, som Julie og jeg havde stået og sorteret, og så fik pigerne nogle perler, og drengene noget Lego. Her var det også tydeligt, at se at børnene blev henrykte for gaverne. Nu var dagens program forbi, altså det vil siges næsten, for inden vi kørte tilbage til hotellet, trillede vi lige endnu engang forbi Krystas butik for at tanke op, for så var vi jo klar til i morgen. Efter den lange dag, måtte vi nok indrømme, at vi var lidt udkørte, men alligevel tog vi, efter aftensmaden, over i en butik, der lå lige over for hotelet. Den hed OBI og den mindede lidt om Bauhause eller sådan noget. Men det var nu ikke fordi, vi skulle købe håndværkergrej. Nej, det var nu nok mere, fordi de havde en stor juleafdeling med flotte julekugler og alt muligt. Selvfølgelig købte Julie og jeg et par julekugler til vores mødre. Andre historier fra Polen: En far og mor rejste til Irland for at få arbejde. Men de tog ikke deres fire børn med, så derfor tog bedstefaren sig af dem. Da forældrene forlod dem, var den ældste 18 år gammel, og da bedstefaderen døde måtte den ældste tage over. Men børnene havde ikke noget at leve af, og de kom på børnehjem. Forældrene kom aldrig tilbage. De havde glemt dem. Ved den polske grænse i Tyrkiet boede der en bonde tæt på skoven. Bonden havde en schæferhund med 3 små hvalpe. En dag, da bonden gik forbi hundehuset, hørte han nogle underlige lyde, og derfor kiggede han derind. Inde i hundehuset så bonden schæferen, de tre små hvalpe og et lille spædbarn. Bonden tilkaldte politiet, og så fandt de ud af, at barnet var omkring 3 dage gammelt, og at moderen havde smidt det i skoven. Hunden måtte have fundet det og taget det til sig. Man mener, at babyen måske havde boet i hundehuset sammen med hundene i 2-3 dage, og måske havde det også ammet med hunden.

4 Koncentrationslejren Auschwitz: Da vi kom til Auschwitz blev der stille. Det var et forfærdeligt sted, hvor mange mennesker under 2. Verdenskrig var døde. Ved indgangen var der en indgangsport, og over den stod der: "Arbeit Macht Frei". Jan Krysta fortalte os om nogle af alle de forfærdelige ting der var sket der, og det var faktisk ret så spændende. Menneskerne, der kom dertil, kom fra stort set alle steder i verden. Ja der var selv nogle der kom helt fra Norge. Så tænker du måske at det var lidt åndsvagt at de kom dertil hvis de vidste at de blev tortureret. Men de vidste faktisk heller ikke at de ville blive tortureret og snydt som de gjorde. Nej, havde pakket alt hvad de ejede, både gryder, potter og pander. Alt det pakkede de, og de tog den lange rejse bare for at for noget arbejde. Da det så endelig nåede frem fik de selvfølgelig et kæmpe chock, og da de først var ankommet, var der ingen vej udenom. Soldaterne delte dem op i to rækker. Den ene med de sunde, unge og friske. Det var den række med dem der var i stand til at arbejde. I den anden række kom de syge, de gamle og de små børn. De var ikke i stand til at arbejde. Så de kunne ligeså godt bare blive gasset med det samme. Men inden de så fik lov til at dø tog soldaterne alt hvad de overhovedet ejede. De tog deres kufferter med alle deres ting. De tog deres tøj. De klippede deres hår af. De handicappedes udstyr blev også taget. Hvis nogen havde en guldtand eller noget lignende blev de også taget. Når alt hvad de ejede så var blevet taget, blev de ført ind i et rum. Der blev de presset så tæt sammen som overhovedet muligt, og da der ikke kunne være flere blev dørene lukket og så kom der gas ned gennem loftet. Inden for fem min. var alle menneskerne så døde, og så skulle de brændes. Ja der var nemlig lavet specielle ovne som var mange grader og derinde brændte menneskerne hurtigt op. Men du må da endelig ikke tro at det så var soldaterne selv der skulle bære de døde derhen. Nej det satte de nogle af de andre fanger til. Forresten var det ikke kun dem der skulle gasses, der blev klippet og alle de ting. Nej de tog også alle tingene fra dem så skulle arbejde. Hvad skulle de egentlig med alle deres ting? tænker du så nok. Men nu skal du høre; alle deres ting blev sendt til de tyske soldater, som var i krig. I Tyskland blev tingene så omproduceret, og det var nok og derfor man kaldte lejren for en Dødsfabrik. Hver dag blev fangerne kaldt op om morgenen. Så skulle de stille på den store sti udenfor. Der blev de talt inden de skulle tage på arbejde. Da det så var klaret var de klar til at gå på arbejde. Nogle gange kunne de endda risikere at skulle gå 10 km. for at komme på arbejde. Nå men da de så endelig ankom til arbejdsstedet skulle de arbejde meget hårdt i mange mange timer. Da arbejdsdagen så var slut skulle de gå hele vejen tilbare til lejren igen. Men under det hårde arbejde var der mange mennesker der døde, og dem der døde skulle stadig tages med tilbage til lejren. Det var hårdt for de overlevende, for det var nemlig dem der blev sat til at bære dem. Da fangerne så kom hjem til lejren igen blev de endnu en gang talt. En dag da der skulle tælles manglede der nogle. Dem der manglede var stukket af, og soldaterne blev så sure at de talte ti af gangen, og så skulle den tiende så lide døden. Men da en af mændene fik dødstallet nr. 10 brød han i gråd. Han ville ikke dø. Han havde kone og børn, og han blev bange for at han aldrig mere skulle se dem. Heldigvis for ham stod der en god mand ved hans side. Han var en præst/bisp, og han fik så ondt i sit hjerte at han byttede plads med

5 manden der var brudt i gråd. For soldaterne var det ligemeget, så de tog bare ham med i stedet, og så blev han dræbt. Dette emne kunne jeg fortælle om i evigheder. For det ender aldrig. Det vil være en ting jeg vil huske, og hver gang jeg tænker på det, gør det ondt i mit hjerte.