ROER LYSPLETSYGE. Udvikling: HJERTE- OG TØRFORRÅDNELSE. Udvikling: MAGNESIUMMANGEL. Udvikling: VÆLTESYGE. Udvikling:

Transkript

1 LYSPLETSYGE ( Manganmangel) Toppen bliver lys og bleg. Der forekommer gullige skjolder i bladkødet, og ofte bliver bladene noget skeformede. Manganmangel forekommer især på luse jorder med højt reaktionstal. HJERTE- OG TØRFORRÅDNELSE (Bormangel) Yderbladene bliver lyse, og der kan forekomme mørkfarvning af bladstilkene begyndende ved basis. Hjertebladene bliver sorte og dør. På roelegemet opstår mørke, indfaldne pletter (tørforrådnelse) mellem rodfugerne. Mangel optræder oftest under tørre vejrforhold og især på lette, løsejorder med højt reaktionstal. MAGNESIUMMANGEL Især på de ældste blade bliver bladkødet gulligt mellem bladnerverne, begyndende fra bladspidsen. Senere visner bladene i randen. Ofte forekommer mørkfarvning af sekundære svampe. Mangel forekommer især på lette jorder med lavt reaktionstal. Mangel kan sjældent konstateres før i 6-bladstadiet. VÆLTESYGE Store veludviklede roer vælter, idet roelegemet er stærkt indsnøret lige i jordoverfladen. Væltesyge ses i maj - juni. Flere faktorer er medvirkende hertil, men kraftig vindpåvirkning er oftest den direkte årsag til, at planterne vælter. Udarbejdet af A. From Nielsen, Planteværnsafdelingen, Skanderborg. Udgivet af Landskontoret for Planteavl og Landbrugets Informationskontor. i

2 ROECYSTENEMATOD (Heterodera schachtii) Angreb forekommer i reglen i pletter. Planterne er små og utrivelige. Rodsystemet bliver kort, forgrenet og»skægget«. Senere ses de hvide knappenålshoved store cyster på rødderne. Cysterne er de opsvulmede hunners krop, der omslutter æg og larver. Cysterne kan overleve i jorden i flere år. Klækning foregår fortrinsvis om foråret. SPRINGHALER (Onychiurus sp., Bourletiella sp.) Små hvide 0,5-2 mm lange dyr, der begnaver kimrod og stængel, hvorved planterne kan visne. Angreb ses ofte som spring i rækkerne. Kun spirer og unge planter generes. Andre arter, grå 1-2 mm lange dyr, der kan springe, gnaver små huller i bladene på de overjordiske plantedele. Springhaler har et meget bredt værtplanteregister. De arter, der opererer under jordoverfladen, er stærkt afhængig af jordfugtigheden. Betydende angreb forekommer derfor oftest kun, hvis foråret er koldt og fugtigt. Foto: L. Monrad Hansen STANKELBEN (Tipula paludosa) De grå, valseformede og lemmeløse stankelbenlarver begnaver blade og kimstængler på de unge planter,mestpådeoverjordiskedele, men ofte under jordoverfladen. Dyrene overvintrer som larver og træffes indtil slutningen af juni. Det udviklede insekt er fremme og lægger æg i græsbevokset jord i slutningen af juli og i august. Angreb er således kun aktuelt efter forfrugt græs. Risikoen er størst efter år med varme, tørre forhold i juli - august og en fugtig september måned. KORNSMÆLDERE (Agriotes lineatus o.a.) De strågule, cylindriske, op til 2-2,5 cm lange smælderlarver begnaver planterne under jordoverfladen. Billerne lægger æg i græsbevokset jord og har en 4-årig udvikling. Angreb derfor kun af betydning efter flerårig græs. Foto: J. Husby 2

3 TUSINDBEN (Blaniulus guttulatus) De hvidlige op til 1,5 cm lange dyr, der ofte findes sammenklumpede i jorden, kan beskadige frøet og de spæde kimplanter, så der bliver spring i rækkerne. Betydende angreb forekommer kun under meget fugtige forhold og især ved lavt reaktionstal. Foto: J. Husny RUN KELROE BILLE (Atomaria linearis) Den kun ca. 1'h mm lange, brunlige bille gnaver små runde huller i kimstænglen, hvorved denne ofte knækker og ødel ægges. Oftest forekommer gnavet under jorden, og angrebet registreres som»dårlig spiring«. Foto: L. Monrad Hans-t Dyrene overvintrer i jorden i gamle roemarker. Risiko for betydende angreb er derfor størst ved dyrkning af roer efter roer. Billen lægger æg allerede fra april. I fugtigt vejr træffes billerne på de overjordiske plantedele, og ved en lufttemperatur over 21 C flyver de og kan spredes til andre marker. TRIPS (Thrips angusticeps) De små ca. I mm lange linieformede mørke dyr rasper på bladene, der bliver stive og tykke, ofte med et sølvskinnende udseende. Symptomerne kan forveksles med frost og kuldeskade. Også kimstænglen kan angribes lige under bladfæstet, hvilket medfører rodbrandlignende symptomer. De små planter bliver stærkt væksthæmmede. Foto, K Anderson Foto: K. Andersson Dyrene overvintrer i jorden og er fremme allerede i april, afhængig af temperaturforholdene. Den overvintrende generation kan ikke flyve. Det kan derimod den næste generation, der spredes vidt omkring fra midten af juni til ind i august. Æggene afsættes fortrinsvis på korsblomstrede planter. Udarbejdet af A. From Nielsen, Planteværnsafdelingen, Skanderborg. Udgivet af Landskontoret for Planteavl og Landbrugets Informationskontor. 3

4 MATSORT ÅDSELBILLE (Blitophaga opaca) De ca. 1 cm lange, gråsorte biller, men i endnu højere grad deres sorte bænkebideragtige larver begnaver bladene. Billens gnav er flosset, mens larvernes gnav er skarpt afskåret. Billerne, der overvintrer i hegn og lignende, er fremme først i maj. Æggene l ægges i roemarkerne, og larverne træffes fra slutningen af maj og ind i juni. Larverne skjuler sig oftest i jorden om dagen. BLADTÆGER (Calocoris norvegicus, Lygus rugulipennis o.a.) De op til ca. 6 mm lange livlige, grønne tæger suger på blade og især bladstilke, hvorved bladene bliver misdannede, isprængt gult til brunt, dødt væv. Planterne får et forkrøblet udseende. Angreb på helt unge planter kan medføre flertoppede roer. Bladtægerne overvintrer som æg på træer og buske, og angreb er derfor værst ud fra levende hegn. De nyklækkede insekter (Nymferne) kommer frem i maj - juni. BEDEFLUEN (Pegomyia hyoscyami) Hvidlige 7-8 mm lange maddiker æder bladkødet, så kun den pergamentagtige overhud er tilbage. Bladene bliver lasede, og marken får et brunligt skær ved stærke angreb. Dyrene overvintrer som pupper i jorden. Der er 3 generationer. Første flyvning og æglægning sker fra slutningen af maj og ind i juni, 2. omkring månedsskiftet juli - august og 3. flyvning fra midten af september. De hvidlige, langstrakte ca. 1 mm lange æg afsættes på bladenes underside, oftest 2-3 ved siden af hinanden. 4

5 BLADLUS Bedebladlus (Aphis fabae), Ferskenbladlus (Myzus persicae) De uvingede ferskenbladlus er grønlige, mens de vingede er brunlige. Arten er i reglen ret fåtallig og forekommer spredt. De sorte bedebladlus derimod danner hurtigt kolonier. Angrebne planter bliver fedtede af ekskrementer, senere sorte af sodskimmelsvampe. Foto: F L Bedebladlusen overvintrer som æg på benved, hvorfra de invaderer roemarkerne i maj og juni. Ferskenbladlus overvintrer på beskyttede steder, hovedsagelig bederoekuler. Begge arter, men især ferskenbladlus, overfører virus. Sentliggende roekuler har derfor stor betydning. Opformeringen, der favoriseres af varmt og tørt vejr, foregår især i juni - juli. Foto: H. Philipsen UGLER Bedeugler (Dicestra trifolii), Kålugler (Mamestra brassicae) m.fl. Op til 4 cm lange sommerfuglelarver begnaver bladene, så de får et hullet udseende. Ved stærke angreb står kun bladribberne tilbage. Afhængig af arten er larverne grønlige, brunlige til sorte, ofte med farvede længdestriber på ryggen eller siderne. De små knappenålshoved store æg afsættes oftest på undersiden af bladene. Dyrene overvintrer som pupper i jorden. Sommerfuglene, de såkaldte ugler, er natdyr og lægger æg på planterne i juni og især i juli. Angreb er værst i år med varme, tørre vejrforhold i juli - august. Foto: L. Thyssen KARTOFFELBOREREN (Hydroecia micacea) Den kødfarvede indtil 1,5 cm lange sommerfuglelarve gnaver en gang på langs inde i roelegemet. Ofte visner planterne. Angreb ses i maj - juni. Det udviklede insekt flyver i august - september. Udarbejdet af A. From Nielsen, Planteværnsafdelingen, Skanderborg. Udgivet af Landskontoret for Planteavl og Landbrugets Informationskontor. 5

6 R RODBRAND (Pythium spp., Aphanomyces laevis, Phoma betae o.a.) Kimstænglen bliver mørk og indskrumpen, ofte trådformet. Angreb kan forekomme allerede i fremspiringsfasen og forårsage spring i rækkerne, Angreb på ældre planter ytrer sig ved matgrønne blade og»skæggede«ofte mørke rødder. De mest betydende rodbrandsvampe har jordsmitte. Angreb er derfor værst ved hyppig bederoedyrkning. Angreb forekommer især i år med»høj«temperatur i fremspirings- og etableringsfasen, ligesom lavt reaktionstal samt våd og tilslemmet jord fremmer angreb. MELDUG (Erysiphe betae) Gråhvid melet belægning på bladene. Ofte ses de mørke knappenålshoved store sporehuse i belægningen. Angreb forekommer oftest sent i vækstsæsonen og især under varme, tørre vejrforhold. Enkelte år kan angreb forekomme allerede i juli. VIRUSGULSOT (Beta virus 4) Gulfarvede blade begyndende fra bladspidsen. Bladene bliver stive og sprøde. Senere forekommer ofte mørkfarvede pletter af sekundære svampe. Angrebne planter forekomnier oftest i pletter. Virusgulsot overføres med bladlus, primært ferskenbladlus. Denne overvintrer hovedsagelig i bederoekuler, hvorfra den om foråret bringer smitstof til bederoemarkerne allerede fra slutningen af maj.