4. søndag i advent II Salmer: 86, 87, 142, 596, 85 (nadver), 90

Transkript

1 4. søndag i advent II Salmer: 86, 87, 142, 596, 85 (nadver), 90 I den forgangne uge har der været et hav af børn til julegudstjenester i Jægersborg Kirke. De har sunget salmer af hjertens lyst og lytte til fortællinger om dengang Jesus blev født. Sådan forbereder vi os til at fejre hans komme og det gælder både for børn og voksne. Vi stemmer vores sind, vi følges ad på en tidsrejse gennem to tusinde år og vi fejer med ord og musik vores tvivl og skepsis væk. For julens budskab kræver den slags forberedelse. Det er ikke nok med kalenderlyset og adventsgaverne, vi må gradvist i vores sind, nærme os det store der skete den første julenat. På den måde skaber vi plads til at tage imod miraklet og gaven der rækkes os i julen. I alle landets kirker er dørene derfor åbne til koncerter og gudstjenester der kredser om Jesu komme til verden. Sådan bliver vejen gjort klar, med traditioner og fornyelse. Og vi ved at det må være sådan, for sådan har det været siden Jesu tid. Johannes døberen, var den første til at gøre vejen klar for Jesus. I ørkenen kaldte han til omvendelse og bod, ikke for at skabe fokus på sig selv: Jeg skal blive mindre, han skal blive større hedder det i evangelieteksten. Og sådan gælder det også for kirkerne der forbereder hans komme. Det er ikke for vise sig selv frem, eller vise alt det kirken kan. Det er for at pege hen på

2 ham der skal komme og for at bane en vej for det store mirakel der skal til at ske. Måske kan man sammenligne den funktion, som alle forberedelserne både på Jesu tid og dem vi skaber i dag har, med en sneplov. Det er godt nok ikke meget sne vi har haft, men vi havde dog her hos os, en rimelig massiv mængde i begyndelsen af adventstiden. Nogen kørte fast i de store driver og frøs i timevis mens de ventede på hjælp. Men når der så kom hul igennem snemasserne, fordi en sneplov lagde vejen forbi eller en falckvogn trak en nødstedt bilist ud af den fastfrossen situation, så skabte det glæde. I vintertiden, oplever vi helt fysisk hvordan det er nødvendigt, at der er nogen der baner vejen for os, så vi kan komme frem og så vi kan se den vej vi skal køre på. Men vi oplever også hvor hurtigt det kan gå, at den vej der få minutter tidligere var ryddet, bliver sneet til igen, når blæsten skubber sneen ud på kørebanen. Johannes var som en sneplov der skulle skubbe sneen væk, og bane vejen for Jesus. Han var i ørkenen i mange år. Her forberedte han mennesker på, at Jesus ville komme som verdens frelser, som den der skulle skabe et nyt og anderledes billede, af den verden vi lever i. Han døbte mennesker til omvendelse. De skulle vende om og leve som Gud ville det; i tilgivelse, forsoning og kærlighed. Så da Jesus i en alder af 30 år, mødte Johannes i ørkenen, var vejen gjort klar for ham. Jesus sprang

3 ikke bare ind midt på vejen, han stod ved dens begyndelse, som et menneske, som os og lod sig døbe og derfra begyndte han sine gerninger, sit virke og sin vandring gennem sit korte liv. Men det var ikke alle der helt forstod det. I teksten til i dag, hører vi at nogen gør oprør mod Jesus overfor Johannes, i bedste bagtalelsesstil. For de havde ikke forstået, at Johannes kun skulle være den der banede vejen, de ville give Johannes en anden status, end den der var tiltænkt ham. Det er lidt som når vejen atter fyger til i sne, det der før var ryddet og forberedt er nu igen ufremkommeligt. Derfor måtte Johannes også tage fat på at skubbe sneen væk igen. Og det gjorde han ved, at gøre det klart for sine disciple, at han ikke var den de ventede på. Han var ikke brudgomme, i stedet var han forloveren, brudgommens vigtigste ven, der skulle sørge for at alt var rede og som delte glæden med brudgommen. Johannes fik en vigtig opgave i sit liv, som han gjorde alt for at leve ud. Han var, som vi kan se det i hans ydmyghed klar over, at den opgave han havde fået, var noget han havde fået givet. Det var ikke noget han selv havde skabt, eller som han selv havde været i stand til at kæmpe for: Et menneske kan ikke tage noget som helst, uden at have fået det givet fra Himlen, siger han til sine forvirrede disciple. Sådan gælder det de største og de vigtigste oplevelser og følelser i vores liv. Dem kan vi ikke selv kan tage, vi kan kun tage imod dem som gaver

4 der bliver skænket os. Kærligheden tager vi ikke, vi får den. En lys idé, kan vi heller ikke tage, den kommer til os. Og vi får skænket tilgivelsen af Gud, det er en gave der er uopslidelig og som vi bærer med os gennem hele livet, fra dåben til døden. Vi må tage imod de gaver med ydmyghed, som Johannes tager imod kaldet til at være den, der skal bane vejen for Jesus her på jorden. Det er et af julens budskaber, at vi skal tage imod det der rækkes os i denne tid, med åbne hænder. Sådan modtager vi bedst det lille Jesusbarn i krybben i stalden. Vores tvivl og vores kritiske tilgang til det vi ikke kan forklare, må for en stund forlade vores sind, fejes væk, for at give plads til underet. Johannes døber figuren peger på, at vi skal tage imod det der kommer fra himlen med ydmyghed og glæde og give det videre, så det kommer til at leve. Så alt det vi modtager som gaver her i livet, behøver vi ikke underkaste tvivl eller kritik, men derimod gøre brug af, have fokus på og dele med hinanden i ydmyghed og glæde. Forfatter Anna Sophie Seidelin skriver et sted: Livet er ikke et bæger der skal tømmes, det er et kar der skal fyldes. Forudsætningen for at man har noget at øse af, er at man tager imod. Tager imod de gaver der rækkes en og bruger dem i livet, så det skaber mest

5 mulig mening og livsfylde. På den måde, kan vi øse igen og igen, så det vi har fået bliver til mere og mere. Den slags gaver, der bliver skænket os fra himlen er uopslidelige, de bliver kun smukkere af at blive brugt og delt. Og sådan er det netop også med julens budskab, det er uopslideligt og kan give mere mening, jo mere man lever sig ind i det frit og med en barnlig naivitet. For det bliver ved med at give mening, at høre evangeliet om det lille barn i krybben. Det lærer os, hvordan vi skal se på hinanden og på verden og det lærer os, hvordan Gud ser på mennesket, med en kærlighed, der er så stor, at den vil fylde vores livs kar, så vi kan øse af det igen og igen. Nogle gange kan vi måske godt have svært ved helt at genkalde os, at det er det som julens gave handler om, fordi der er så meget vi skal nå og så meget vi gerne vil lige i denne her tid. Det bliver måske nogle gange sådan, at gaven drukner i godteposer og julegaveindkøb og det spidser mere og mere til jo tættere vi kommer på jul. Travlheden eskalerer i takt med at kalenderlyset brænder ned. Men så er det godt at komme her ind i kirken i dag og tænde det fjerde lys i adventskransen, så den nu brænder i sin fulde styrke. Det er lyset der skal have pladsen, for kun ved det kan vi se den vej som Jesu komme til verden skaber for os.

6 Budskabet rækkes til os hvert år, og vi har brug for at høre det igen og igen, som den sneskovl der rydder vejen og viser os hvor vi skal gå hen. Og det eneste vi skal gøre er at følge i det spor der bliver lagt ud for os. Gud gik ind i vores verden som et menneskebarn under fattige kår, han valgte Johannes, en mand uden stor anseelse til at bane vejen for sin søn. Han valgte en ung kvinde uden status og magt til at føde ham og han valgte en stald og en krybbe som stedet hvor han forbandt sig med verden. Og nu er det givet videre til os, og vi er valgt til at fortælle det videre. Til at fortælle om hvordan Gud bøjede sig ned til os og viste os ydmyghedens vej, for at vi kan vandre den. Amen