November. DDS 680,1 Jesus, kom dog nær til mig, lad mig aldrig slippe dig! Gem dig i mit hjertes bo, gør det glad og gør det tro!

Transkript

1 1 Salme 119,57 Herren er min lod og min del; jeg har sagt: Jeg vil holde dine ord. (Læs Sl 119,57-64) 1 Kor 1,9 Trofast er Gud, som har kaldet jer til fællesskab med sin Søn, Jesus Kristus, vor Herre. November DDS 680,1 Jesus, kom dog nær til mig, lad mig aldrig slippe dig! Gem dig i mit hjertes bo, gør det glad og gør det tro! 2 Salme 119,67 Før jeg blev hjemsøgt af lidelse, for jeg vild, men nu, nu holder jeg mig til dit ord. (Læs Sl 119,65-72) Mrk 14,30 Jesus sagde til ham: Jeg forsikrer dig: I dag, i denne nat, før hanen har galet to gange, vil du fornægte mig tre gange. DDS 645,4 Kunne noget hænde sig, som din fromme Fader så, at det ville skade dig, måtte du vel bange gå, men du ved: dig intet sker, som dig Gud ej tjenligt ser. 3 Salme 119,80 Giv mig et trofast hjerte til at følge dine bud, da skal jeg aldrig blive til skamme. (Læs Sl 119,73-80) Matt 5,48 Vær således fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen. DDS 612,6 Og har i hjertedybet sit billed klart han set, så glædes den høje mester, så er hans gerning alt sket.

2 4 Salme 119,81 Min sjæl tørster efter din frelse, jeg venter med længsel efter dit ord. (Læs Sl 119,81-88) Matt 8,8 Herre, jeg er ikke værdig til, at du kommer hjem til mig, men sig blot et ord, og mit barn vil komme sig. DDS 394,4 Dog Gud han siger: Nu jeg vil min kirke mig antage og bøje øret nådig til dens sørgesang og klage. Lad fjenderne kun komme frem, mit ord skal trøstigt møde dem og fri min lille skare! 5 Salme 119,89 Herre, dit ord står fast til evig tid, det står fast i himlen. (Læs Sl 119,89-96) Luk 21,33 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. DDS 4,5b Himle selv forgå af ælde, men i grundfast guddomsvælde evig du består. 6 Salme 119,100 Jeg har større indsigt end de gamle, for jeg følger dine forskrifter. (Læs Sl 119,97-104) Luk 2,47 Alle, der hørte ham, var overraskede over hans indsigt og de svar, han gav. DDS 139,6 O Jesus, gid du ville mit hjerte danne så, at årle det og silde dit tempel være må! Du selv min hjerne vende fra verdens kloge flok, og lær mig dig at kende, så har jeg visdom nok!

3 7 Salme 119,105 Dit ord er en lampe for mine fødder, dit ord er et lys på min vej. (Læs Sl 119,l05-112) 2 Pet 1,19 Det er lampen, der spreder lys på et mørkt sted, indtil det øjeblik kommer, hvor dagen bryder frem, og morgenstjernen skinner i jeres hjerter. DDS 64,6a O Jesus, morgenstjerne, mit lys, mit liv, min lyst, jeg takker dig så gerne for al din tugt og trøst! 8 Salme 119,120 Mit legeme skælver af rædsel for dig, og jeg frygter for dine domme. (Læs Sl 119, ) Luk 12,5 Jeg vil gøre det tydeligt for jer, hvem I skal frygte: Frygt for ham, som har magt til at slå jer ihjel og dernæst kaste i Helvede. DDS 739,3 Give Gud, jeg kunne så dagen i din frygt begynde, at jeg ikke skulle synde og på snublestenen gå; ville Jesus blot oprinde over mig som sol og skjold, at jeg kunne overvinde kød og blod og Satans vold! 9 Salme 119,122 Ak, stil garanti for din tjeners ve og vel, tillad aldrig de stolte at tyranisere mig. (Læs Sl 119, ) 2 Kor 4,8 Fra alle sider er vi trængt, men ikke i forlegenhed, vi er rådvilde, men ikke fortvivlede. DDS 650,1 Midt igennem nød og fare vejen går til Paradis. Du må gennem torneris, o du Lammets brudeskare! Du må over bjerg og dal, hjem til Zions brudesal. Dog det bliver let at glemme første øjeblik derhjemme.

4 10 Salme 119,130 Når dine ord lukker sig op, skænker de lys, de ulærde får indsigt. (Læs Sl 119, ) 2 Pet 1,20 Frem for alt, vær klar over at ingen af sig selv kan tyde nogen profeti i Skriften. DDS 291,3 Glæde og lys med dem komme til bys, blomstre lad muld, hvor de træde! Styrke og mod bringe svaghed på fod, trøst finde alle, som græde! Ved evangeliets milde røst miskundhed vågne i hvert et bryst! 11 Salme 119,141 Selv om jeg bliver ringeagtet og ikke talt med, glemmer jeg ikke dine forskrifter. (Læs Sl 119, ) 1 Kor 15,9 Jeg er den ringeste af apostlene, ikke værd at kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds kirke. DDS 411,7 Ej vil jeg bytte, Gud, i din hytte tiggerens plads bort for det sæde, stolte beklæde højt i palads. Godt ikke fattes, hvem du haver kær, lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær. 12 Salme 119,148 Jeg ligger vågen i nattevagterne og gennemtænker dine ord. (Læs Sl 119, ) Matt 14,23 Da han havde sendt skaren bort, gik han op på bjerget for at bede, alene. Da det var blevet aften, var han der stadig alene. DDS 760,1 Dagen nu sin afsked tager, natten ham af lande jager; jeg vil knæle, Jesus sød, og mit suk op til dig sende, at du til mig ville vende fred og sundhed, liv og brød.

5 13 Salme 119,160 Det inderste i din lov er sandhed, og alle dine retfærdige domme er evige (Læs Sl 119, ) Joh 1,14 Ordet er blevet kød! Blandt os kom han og slog sit telt op, og vi så hans herlighed, den herlighed som han, den enbårne Søn, overtog fra Faderen, fyldt som han var med nåde og sandhed. DDS 117,3 Den rose fin og lille har dejlig duft og skær; den lyse for os ville og sprede mørket her; i sandhed mand og Gud; af syndens nød og pine han nådig hjalp os ud. 14 Salme 119,164 Syv gange om dagen synger jeg din pris, for dine dommme er retfærdige. (Læs Sl 119, ) 1 Thess 5,17 Bed uden ophør. DDS 460,7 Nådigste Jesus, nu vil jeg mig binde fast til din dyre forjættelses pagt: beder og leder, så få I og finde, så har de sanddrue læber jo sagt; jeg vil med kvinden fra Kanaans egne efter dig råbe, til du bliver mild, svarer: Jeg vil ej på værdighed regne, amen, ja, amen, dig ske, som du vil! 15 Salme 119,169 Lad min tryglende bøn nå frem til dig, Herre, giv mig indsigt, sådan som du har lovet. (Læs Sl 119, ) Jak 5,13 Lider nogen iblandt jer ondt? Lad ham bede. Er nogen vel til mode? Lad ham synge en lovsang. DDS 109,6a Og blandes end min frydesang med gråd og dybe sukke, så skal dog korsets hårde tvang mig aldrig munden lukke.

6 16 Salme 120,5 Ak, jeg må leve i det fremmede Meshek, tage bolig i Kedars telte, langt borte. (Læs Sl 120,1-6) 1 Pet 2,12a Lev forbilledligt blandt de ikke-troende. DDS 567,4 Op mod hjemmet mit øje skuer, evigt stråler, evigt stråler solen der. O, vandringslandet er mørkt og farligt, jeg snubler ofte, forvildes snarligt. Op mod hjemmet mit øje skuer, evigt stråler, evigt stråler solen der. 17 Salme 121,3a Han lader dig ikke snuble. (Læs Sl 121,1-8) 1 Thess 3,2-3 Vi sendte ham til jer, for at styrke jer i troen og give jer nyt mod, for at ingen af jer skal blive væltet omkuld under disse trængsler. DDS 567,6 Fuldtro hyrde, jeg barnlig beder: Følg og led mig, følg og led mig altid du, at frem jeg iler med dig for øje, indtil jeg hviler udi det høje! Fuldtro hyrde, jeg barnlig beder: Følg og led mig, følg og led mig altid du! 18 Salme 122,6a Bed for Jerusalem, bed om fred, (Læs Sl 122,1-9) Ef 2,14a Han er vor fred. Han som gjorde begge parter til ét. DDS 426,2 Fred er kirkens velkomstord og farvel på denne jord; i vor dåb det til os lød, skal genlyde i vor død: Fred med eder! Herrens fred, nu og i al evighed!

7 19 Salme 123,2 Som slavers øjne følger deres herres hånd, som slavindens øjne følger hendes frues hånd, sådan følger vore øjne Herren, vor Gud, indtil han viser os nåde. (Læs Sl 123,1-4) ApG 18,21b Om Gud vil, kommer jeg endnu engang tilbage til jer. DDS 165,4b Og ville end mange til verden sig vende, så vil jeg dog efter dig løbe og rende, du haver det evige saligheds ord, i dig al fornøjelses herlighed bor. 20 Salme 124,2-3 Hvis ikke Herren havde været for os, dengang mennesker trængte os, da havde de slugt os levende, så flammende var deres vrede. (Læs Sl 124,1-8) Matt 5,12 Vær glad og råb af fryd, for i himlene venter der jer en rig belønning, for sådan har de jo forfulgt profeterne før jer. DDS 553,4a Dér tier hver en trængsel og hver en klagerøst, al skabningens forlængsel forvandlet er til lyst. 21 Salme 125,1 Den, der stoler på Herren, står fast som Zion, urokkelig som det bjerg; urokkelig for altid. (Læs Sl 125,1-5) Luk 6,48b Da kom der en oversvømmelse, og floden slog mod det hus, men fik det ikke til at vakle, for det var bygget på klippen. DDS 323,1 Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde; tårne fuldmange sank i grus, klokker end kime og kalde, kalde på gammel og på ung, mest dog på sjælen træt og tung, syg for den evige hvile.

8 22 Salme 126,5 De, der sår i tårer, skal hente høsten ind syngende af glæde. (Læs Sl 126,1-6) Matt 5,4 Ovenud lykkelige er de sørgende, for de skal finde trøst. DDS 633,1b Men pløj din fure, strø Guds sæd! Er jorden dig for tør, så græd! Vil gråden kvæle røsten, så tænk på gyldenhøsten! 23 Salme 127,1 Hvis Herren ikke bygger huset, spilder bygmestrene deres kræfter. (Læs Sl 127,1-5) 1 Kor 3,7 Hverken den, der planter eller den der vander, er afgørende, men alene Gud, som giver væksten. DDS 728,3 Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan, frimodigt som fuglen i skove, og takke for regnen, som vander mit land, for solskin og varme i sommerens brand, for avl i min lade dig love. Hvad magted jeg vel, om du ej gav held? Det vokser jo, medens vi sove. 24 Salme 128,2 Af dit arbejdes frugt skal du leve, du får lov til at være lykkelig, og det skal gå dig godt. (Læs Sl 128,1-6) 1 Kor 3,8 Den, der planter og den der vander, er lige vigtig, dog får den enkelte løn i forhold til sin møje. DDS 728,1 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, som jeg nu min egen må kalde. Du gav mig et dagværk og brød til mit bord. Her lever jeg trygt på dit mægtige ord, der taler til mig som til alle. Her bygtes mit bo, her nyder jeg ro og kan dig med glæde påkalde.

9 25 Salme 129,2 Hvor mange gange har mine fjender ikke, helt siden jeg var ung, plaget mig hårdt; alligevel har de aldrig fået overhånd over mig. (Læs Sl 129,1-8) 2 Kor 4,9 Vi bliver forfulgt, men ikke ladt i stikken, vi bliver slået omkuld, men ikke tilintetgjort. DDS 49,6 Fryd dig da, du lille skare! Jakobs Gud vil dig bevare; på hans mindste vink må alle fjenderne til jorden falde. 26 Salme 130,3 Hvis du, HERRE, bliver ved med at huske på vore synder, er der ingen, som bliver stående, O Herre. (Læs Sl 130,1-8) Hebr 10,17 Jeg vil ikke længere huske på deres synder og onde gerninger. DDS 496,1 Af dybsens nød, o Gud, til dig mit bange råb jeg vender, bøj nådig øret ned til mig, hør bønnen, jeg opsender! Thi om du ville se derpå, hvad synd og uret vi begå, da måtte vi fortabes. 27 Salme 131,1 Herre, mit hjerte er ikke æresygt, mine øjne vidner ikke om stolthed. Jeg stræber ikke efter store ting, der overstiger mine kræfter. (Læs Sl 131,1-3) Rom 12,16b Udtænk ikke store ting, men hold jer til de ringe. Bild jer ikke ind, at I er altfor kloge. DDS 769,4 Vi stolte Adams slægter kun såre lidet mægter; og meget ved vi ej; vi efter skygger jager og mangen kunst opdager og kommer længer fra vor vej.

10 28 Salme 132,7 Lad os tage hen til det sted, hvor Gud bor, kaste os ned for hans fødders skammel. (Læs Sl 132,1-10) Joh 4,23 De sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. DDS 427 Tak for al din fødsels glæde, tak, o Jesus, for dit ord, tak for dåbens hellig væde, tak for nåden ved dit bord, tak for dødens bitre ve, tak for din opstandelse, tak for Himlen, du har inde, dér skal jeg dig se og finde! 29 Salme 132,13 Herren har udvalgt Zion, ønsket det til sin elskede bolig. (Læs Sl 132, 11-18) 1 Kor 3,16 Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Gud Ånd bor i jer? DDS 323,4 Samles vi kan da med vor drot selv i den laveste hytte, finde med Peder: her er godt! tog ej al verden i bytte; nær som sit ord i allen stund er han vort hjerte og vor mund, drot over tiden og rummet. 30 Salme 133,1 Hvor er det dog godt, hvor er det herligt, at bo sammen i harmoni som brødre og søstre. (Læs Sl 133,1-3) ApG2,42 De holdt sig trofast til apostlenes undervisning, og tog del i fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne. DDS 417,1 Herre Jesus, vi er her i dit hus dit ord at høre; vær du selv i Ånden nær, dan vort hjerte og vort øre, at vi må i sjæl og sinde lukke dig og Himlen inde!