Søndag seksagesima. I. (8/ kl i Hinge og kl i Vinderslev)

Transkript

1 Søndag seksagesima. I. (8/ kl i Hinge og kl i Vinderslev) Salmer: 4, 392, 153/ 312, 7, 152 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:»hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«og han sagde:»den, der har ører at høre med, skal høre!«da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem:»til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem:»forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«(mark. 4,1-20) 8/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 1

2 Amen! I dag fejrer vi gudstjeneste på søndag seksagesima og sidste søndag det var så søndag septuagesima. Ja, det er næsten til at knække tungen på bare at skulle sige det. En håndfuld af mine kollegaer har, på et af de lukkede fora kun for præster, på det seneste diskuteret det forståelige i disse søndages navne. Og ja. Det er nok ikke helt fejlagtigt, når det hævdes, at de ikke er umiddelbart selvindlysende. Hvis man har spillet klaver, sunget eller på anden måde har kendskab til musik, kan man måske komme lidt på sporet af, hvad søndagenes navne betyder. En septim har noget med syv toners afstand at gøre, og en sekst angiver så en forskel på seks tonetrin. Det minder lidt om det med det med septuagesima og seksagesima. Det betyder nemlig på latin den halvfjerdsindstyvende og tresindstyvende underforstået dag. Og det er vel og mærke hhv. den halvfjerdsindstyvende og tresindstyvende dag inden påske selv om det ikke helt passer, hvis vi sådan tæller efter. Selv om søndagens navne kan være svære at forstå, og, må det medgives, også lidt svære at udtale, er betydningen altså klar nok. De peger fremad. Fremad mod kristendommens største højtid, egentlige omdrejningspunkt og uomtvistelige grundlag: Påsken. Vi har dermed også, med disse to søndage, forladt epifanitiden i Helligtrekongersperioden, hvor Jesu åbenbaring er i centrum, og er trådt ind i beredelsestiden eller, om man vil, bodstiden, hvor vi med forventning og i forberedelse ser frem imod Jesu lidelse, død og opstandelse i Jerusalem. Dengang i den på samme tid ulyksalige og lyksalige påske for snart to tusind år siden. Ulyksalig for Ham, der måtte lide uskyldigt; men dog lyksaligt for os, fordi det var for vores skyld han led. Nu er det sådan, at når præster diskuterer - og da ikke mindst internt, hvor offentligheden og menighedsrådene ikke hører med - går bølgerne ofte højt. Tonen kan være ret kontant, for nu at sige det ligeud, og det er den selvsagt, fordi der er noget på spil. Det er jo en trossag, det handler om. En af mine kollegaer har således gjort sig til talsmand for, at netop disse dage skulle afskaffes, fordi betydningen af dem er dunkel og uforståelig. Nu kan man jo, må det umiddelbart indvendes, ikke bare sådan sortere eller frasortere i 8/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 2

3 helligdage, blot fordi deres navne er lidt specielle. Ligesom vi heller ikke sådan lige sorterer i de bibelske tekster til gudstjenesterne sådan efter, hvad vi nu synes bedst om eller lige har lyst til at prædike over. Evangeliet må tages i sin helhed og få sin plads både når det forkynder det glade budskab, og når det er en modsigelse af det, vi i os selv vil. Og hvad er det så, at dagens evangelium siger, hvis vi skal give det sin plads til både forkyndelse af glæden, af at Gud er kommet os mennesker nær, og til modsigelsen af det, der er vores, og som vi derfor også kan fristes til at tro er godt i Guds øjne. Ja, ret beset kan vi nok ikke give det hele plads i dag, hvis I da også skal kunne komme hjem på et tidspunkt. For dagens evangelium er ganske simpelt endnu en af disse helt fantastiske fortællinger med helt fantastisk mange aspekter og vinkler, der hver især rummer materialet til ikke én, men mange søndages prædikener. Først selve fortællingens ramme. Jesus er nede ved søens bred. Og Jesus må sætte sig ud i lille båd og sejle lidt ud, så alle de, der stod derinde på bredden kunne se og høre ham. Dernæst lignelsen om sædemanden, der spreder kornet ud, men tilsyneladende ikke har blik for, hvor det falder. Så er der et mellemstykke med ordene om, at den, der har ører at høre med, skal høre, og det meget besynderlige stykke med, at lignelserne er givet, for at mennesker skal se og høre, men intet forstå, så de ikke vender om og omvender sig. Ja, det er faktisk dét, der står, men det kan vi lige vende tilbage til. Og endelig er der så en afslutning, der udlægger lignelsen, i fald der nu alligevel skulle være nogen blandt dem, der ellers havde fået øre at høre med, altså den oprindelige markinske menighed, der ikke havde forstået den rigtigt i første omgang. Lad os i første omgang skære det første og det sidste fra. I ville nok ikke synes, at det var helt i orden, hvis jeg nu, hvor vi står med en så fantastisk lignelse i hænderne, gjorde fiskebådene på Genesaret Sø til dagens hovedtema. Eller for den sags skyld, hvilket nu nok ville have været bedre, talte om, hvad vi skal forestille os om alle disse mennesker, der i evangelierne hele tiden stimler sammen om Jesus. 8/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 3

4 Og lad os derefter også tillade os at sætte parentes om den afsluttende udlægning eller, om man vil, læsevejledning til lignelsen. Denne tilføjer egentlig ikke noget, som vi ikke allerede har hørt i selve lignelsen, men er selvsagt et udtryk for, at disse fortællinger har spillet en levende rolle i de tidlige kristnes liv. Og de derfor selvsagt også har haft behov for at udlægge og forkynde dem ind i netop deres aktuelle situation Og lad os så kaste os over det egentlige. I første omgang den, som allerede antydet, foruroligende tale om, at Jesu ord er givet for at mennesker skal se og høre, men intet fatte. For at de ikke skal kunne omvende sig. Giver det mening overhovedet? Ja, og nej, må vi vel sige. Selv om der gives teologiske begreber herfor i form prædestination, og Luthers tale om den skjulte Gud og den trælbundne vilje er det bestemt ikke rart at tænke på. Det er svært at begribe og endnu sværere at forlige sig med, at mennesker skulle være forudbestemt til fortabelsen. Og det hjælper ikke som sådan at gå til det gammeltestamentlige forlæg herfor i Esajas kap. 6. Dels er der nok ikke nogen tvivl om, at Markus i sammenhængen har forstået ordene netop sådan, som de også umiddelbart må forstås; altså at det alt sammen sker, for at de, der står udenfor, ikke skal kunne høre evangeliet. Dels er det ikke uden videre givet, at man kan udlægge Esajas sådan som en gruppe GT-lige teologer og hebraisk-kyndige mener. Nemlig, sådan at mennesker skal se og høre, men intet fatte og ikke vende sig om. Og at de skal frelses. Altså, at mennesker ikke skal vende sig til Gud, for at de ikke selv skal frelse sig. Men at vi skal frelses, fordi Gud vil det. Ikke fordi vi selv har vendt os mod Vorherre. Det lyder ellers besnærende og meget luthersk, kan man sige. Men helt at få den hebraiske tekst til at sige sådan, og så alene knytte negationen, i form af ikke, til den første del, og ikke til den næste, er nu nok en tilsnigelse. Og så står vi så med det. Et udsagn, der siger noget, vi ikke bryder os om. At mennesker skal gå fortabt. Det er sin sag og ubehageligt nok at tænke på fortabelsens mulighed og realitet. Omvendt må vi også kunne fastholde denne del af det nytestamentlige budskab. Fortabelsens mulighed, fordi det er en grundbestanddel i troen, at vi er underlagt Guds dom, hvor vi alene kan håbe på hans uudgrundelige nåde; på at Guds virkelighed er større end vores. Men at nogen mennesker decideret er skabt for at gå til grunde; at mennesker af Gud på 8/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 4

5 forhånd skulle være forudbestemt til at gå fortabt uden mulighed for at høre eller forstå evangeliet, er noget ganske andet. Det er netop det, talen om den trælbundne vilje, prædestinationslæren og i særdelehed talen om prædestination eller forudbestemmelse til fortabelse handler om. Og det er altså ikke nogen rar tanke at gøre sig. Alligevel må vi også formå at fastholde det og lade det komme til orde. Og vi må derfor også medgive, at en sådan påstand om prædestination til fortabelse, hvor ubegribelig den end lyder, ikke er uden bibelsk belæg. I hvert fald ikke, når man ser på udsagnet isoleret set. Men hvis vi nu ser udsagnet i den sammenhæng, det indgår i, behøver det ikke nødvendigvis at være det eneste, der er at sige. Hverken Markus, eller for den sags skyld Jesus, har været dogmatikere. For Markus, eller i øvrigt for de tidligere kristne i det hele taget, har det næppe været et spørgsmål om at sammenstille en sammenhængende fremstilling af den kristne tro. Det har handlet om at forkynde troen på Jesus på Kristus. På at Gud i dette menneske, i Hans liv, død og opstandelse, har vist sig for os mennesker, som Han virkelig er. Og dette glade budskab, dette forunderligt gode evangelium, forkyndes så ind i og sættes i direkte forbindelse med den virkelighed, de tidligere kristne mødte i deres liv. Hér, talt ind i denne sammenhæng, handler udsagnet ikke om tunge teologiske begreber som prædestination eller for den sags skyld den dobbelte udgang. Det handler helt og aldeles konkret om det helt ubegribelige i, at alle ikke straks er blevet grebet af Jesu forkyndelse; at alle ikke straks er blevet fanget af evangeliet. For de tidlige kristne har det ganske simpelt været ubegribeligt, at der har været mennesker, der ikke har kunnet se, at Gud er kommet os mennesker nær i dette menneske, Jesus af Nazareth. Og forstået på den måde giver udsagnet pludselig overordentlig god mening og passer sammen med dét, som dagens evangelium i øvrigt drejer sig om. For hvad kan man sige om dette ubegribelige forhold, andet end at nogen har fået ører at høre med og andre ikke. Det er det ubegribelige og uforståelige, at ikke alle uden videre har lyst til at høre Jesus til, som hér får ord og mæle. Og det ligger også i fin forlængelse af selve lignelsen. Både med elementet om, at ligesom kornet spredes, noget på god grund og andet på stengrund, er det med forkyndelsen. Hos nogen griber fortællingen om Jesus om hjertet og hos andre 8/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 5

6 ikke. Det er der sådan set ikke noget nyt i, og det er heller ikke det forunderlige ved selve lignelsen, hvis vi til slut skal se på den. Det virkelige overraskende er ikke, at kerner vokser forskelligt på forskelligt underlag. Skulle man være i tvivl kan man jo forsøge sig selv. Og lignelsen handler derfor heller ikke om, at vi skal føle os kaldet til at bedømme, hvem der er den gode og den dårlige jord. For det er sådan set ikke det, det handler om. Det handler om, at ordet strøs ud, igen og igen. Det forunderlige er, at sædemanden ødselt og uden tilsyneladende overhovedet at skele til, hvor kornet falder, kaster det ud overalt. Tænk sikke en ødselhed og hvilket overskud. Hvis det er billedet på Guds forhold til os mennesker; hvis det er billedet på, hvordan Gud er overfor os, skal vi nok snarere end at forsøge at afgøre, hvor gode vi hver især er til at tage imod evangeliet, og hvilket måske er endnu mere interessant hvor meget bedre end alle andre, vi er, holde fast i ødselheden. Gud lader sin nåde, sin godhed og sin livgivende kraft regne over os alle, gode som onde. Og det er i sandhed ubegribeligt, men sådan skal det naturligvis også være. For Guds virkelighed er altid større end vores. Lignelsen er dermed fortællingen om, at Gud ikke giver op. Han bliver aldrig træt af at blive ved med at så sit ord, evangeliet, det glædelige budskab om hans frelse. Han sår overalt uden at spekulere på om det nytter noget eller ej. Han nægter at acceptere, at der er noget sted, hvor ordet ikke kan gro. Noget falder i dårlig jord, og det gør det meste. Kun en lille smule falder i god jord. Hvad gør Han ved det? Ikke noget. Han sår bare. Han er ødsel med sine sædekorn. Guds rige rummer altså en ødselhed, som er uden lige. Guds rige er ikke stedet, hvor der tages hensyn til om det kan betale sig, eller ej om det kan nytte noget eller ikke. Hos Gud er der liv og overflod. Amen! 8/ Prædiken v/søren Peter Villadsen 6