DET NYE PEARL HARBOR

Transkript

1 DET NYE PEARL HARBOR Foruroligende spørgsmål om Bush-administrationen og 11. september af David Ray Griffin forord af Frank Søholm Grevil 2005 Progressive Publishing

2 David Ray Griffin: Det nye Pearl Harbor foruroligende spørgsmål om Bush-administrationen og 11. september ISBN: Copyright 2005 Progressive Publishing Dansk oversættelse ved Gitte Birkebæk Lindemann 1. oplag - GP Tryk Distribution til private: Bogklubben Dansk Undergrund tlf Distribution til institutioner, forhandlere mv.: Progressive Publishing Søren Møllersgade 36A, Kld Randers tlf info@prognet.dk Originaltitel: David Ray Griffin: The new Pearl Harbor: Disturbing questions about the Bush administration and 9/11 (2. edition) ISBN OLIVE BRANCH PRESS/Interlink Publishing Copyright 2004 David Ray Griffin

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Forord til den danske udgave... 7 Anerkendelser... 9 Introduktion FØRSTE DEL - BEGIVENHEDERNE 11. SEPTEMBER KAPITEL 1 - Flight 11 og Flight 175: Hvordan kunne kaprernes mission lykkes? KAPITEL 2 - Flight 77: Var det virkelig det fly, der ramte Pentagon? KAPITEL 3 - Flight 93: Var det flyet, der blev skudt ned? KAPITEL 4 - Præsidentens opførsel: Hvorfor opførte han sig, som han gjorde ANDEN DEL - DEN STØRRE SAMMENHÆNG KAPITEL 5 - Havde de amerikanske myndigheder informationer om 11. september på forhånd? KAPITEL 6 - Hindrede de amerikanske myndigheder undersøgelser før 11. september? KAPITEL 7 - Havde amerikanske myndigheder grunde til at lade begivenhederne 11. september finde sted? KAPITEL 8 - Hindrede amerikanske myndigheder tilfangetagelser og efterforskning efter 11. september? TREDJE DEL - KONKLUSION KAPITEL 9 - Er medskyldighed fra myndighedernes side den bedste forklaring på 11. september? KAPITEL 10 - Behovet for en dybdegående undersøgelse EFTERORD TIL ANDEN UDGAVE Noter Forlagets note:

4 INTRODUKTION Angrebene 11. september er ofte blevet sammenlignet med angrebene på Pearl Harbor. Undersøgende journalist, James Bamford, har for eksempel beskrevet præsident Bushs opførsel midt i et nutidigt Pearl Harbor. 1 CBS News rapporterede, at præsidenten selv, inden han gik i seng den 11. september, skrev i sin dagbog: Det 21. århundredes Pearl Harbor fandt sted i dag. 2 Denne sammenligning er ofte blevet brugt som grundlag for det argument, at USA s reaktion på 11. september burde ligne reaktionen på Pearl Harbor. Umiddelbart efter præsidentens tale til nationen den 11. september, 2001, offentliggjorde Henry Kissinger en artikel online, i hvilken han siger, at: regeringen bør pålægges at reagere systematisk, så det forhåbentligt ender på samme måde som angrebet på Pearl Harbor gjorde med ødelæggelsen af det system, der er ansvarlig for angrebet. 3 En leder i Time magazine, som kom frem lige efter angrebene, tilskyndte, at man: for én gangs skyld lader os slippe for den tåbelige snak om healing. En dag, som denne, bliver ikke husket og mindet uden raseriets næring. Lad os se raseri. Det, der er brug for, er en form for forenet og forenende glødende, Pearl Harborsk raseri. 4 Nogle af sammenligningerne har peget på, at angrebene 11. september faktisk fremkaldte en reaktion, med et behov for at bruge USA s militære magt, i lighed med reaktionen fremkaldt af Pearl Harbor. Den australske journalist, John Pilger, som citerer en forudsigelse fra 2000 fremsat af, på det tidspunkt, kommende topfolk i Bush-administrationen, hvoraf det fremgår, at de ændringer, de ønsker sig, ville være svære at sætte i værk, hvis ikke et nyt Pearl Harbor indtræffer 5, skrev: Angrebene 11. september tilvejebragte det nye Pearl Harbor. 6 Et medlem af US Army s Institute for Strategic Studies (den amerikanske hærs institut for strategiske studier) rapporterede efter 11. september, at offentlighedens støtte til militær aktion er på et niveau på højde med den offentlige reaktion efter angrebet på Pearl Harbor. 7 Disse sammenligninger af 11. september med Pearl Harbor ser ikke ud til at være uberettigede. Alle er nærmest enige om, at begivenhederne 11. september var de mest betydningsfulde begivenheder Introduktion Side 11

5 i nyere tid både for USA og for resten af verden. Angrebene den dag har givet grundlaget for en betydelig indskrænkning af borgerrettighederne i USA (ligesom Pearl Harbor førte til indskrænkning af japansk-amerikaneres borgerrettigheder). 8 Angrebene har også været grundlaget for en verdensomspændende krig mod terror anført af USA, i hvilken krigene i Afghanistan og Irak er de to store episoder indtil nu. Bush-administrationens krig mod terror bliver endvidere i vid udstrækning opfattet som et påskud til en mere aggressive imperialisme. Phyllis Bennis siger for eksempel, at 11. september har resulteret i en udenrigspolitik, som, på baggrund af en uudfordret lov om imperiets ret, påtvinges resten af verden. 9 Der er selvfølgelig enkelte historikere, der i nogen tid har påpeget, at amerikanske ledere længe har ønsket sig et imperium, der dækker hele verden. 10 Men mange kritikere af USA s udenrigspolitik mener, at Bush II-administrationens imperialisme, især efter 11. september, har været meget mere åbenlys, vidtrækkende og arrogant. 11 Richard Falk har faktisk omtalt den som verdensherredømmeprojektet. 12 Selvom der var en strøm af velvilje rettet mod USA efter 11. september og en udbredt villighed til at tilslutte sig USA s krav om, at angrebene skulle give mandat til at føre en verdensomspændende krig mod terrorisme, så blev denne velvilje hurtigt udtømt. Amerikansk udenrigspolitik bliver nu kritiseret mere bredt og heftigt end tidligere rundt i verden, endda mere end under krigen i Vietnam. Imidlertid er det amerikanske svar på al kritik: 11. september. Når europæere for eksempel kritiserer Bush-administrationens hensigt med at gå i krig mod Irak, forklarer indtil flere amerikanske meningsdannere, der støtter krigen, forskellen i opfattelse med, at europæerne ikke led under angrebene 11. september. Den svigtende presse Nogle observatører har antydet, at historikere vil kunne se tilbage på 11. september som den egentlige start på det 21. århundrede, når man tager 11. septembers rolle, som det, der fører til en mere åbenlys og aggressiv imperialisme, i betragtning. 13 Ikke desto mindre, til trods for den nærmest universale enighed om, at 11. september er af Side 12 Det nye Pearl Harbour

6 så ophøjet vigtighed, har der kun været få offentlige undersøgelser af selve begivenheden. På årsdagen for angrebene 11. september, skrev New York Times: Et år senere ved offentligheden mindre om omstændighederne i forbindelse med de 2.801, som døde på Manhattan ved højlys dag, end hvad folk i 1912 vidste om Titanic i løbet af få uger. 14 Dette skyldtes til dels Bush-administrationens modvilje mod at nedsætte en speciel kommission, fordi man hævdede, at en efterforskning ville distrahere fra den nødvendige krig mod terror. Men også the Times og resten af pressekorpset bærer en stor del af skylden for befolkningens manglende informationer omkring 11. september, fordi de ikke bemyndigede de dybdeborende rapporter, som kunne have overvundet befolkningens uvidenhed. Et år senere endnu, var situationen endvidere stort set den samme. Den 11. september, 2003, spurgte en skribent ved Philadelphia Daily News: hvorfor, efter 730 dage, ved vi så lidt om, hvad der skete den dag? 15 Den amerikanske presse har ikke tilvejebragt nogen dybdegående undersøgelse af, om den officielle redegørelse af, hvad der skete, stemmer overens med de tilgængelige beviser, og om den ellers virker sandsynlig. 16 Mange avis- og tv-historier har ganske vist rejst adskillige foruroligende spørgsmål omkring den officielle redegørelse, hvilket viser, at der er elementer af den, som ikke ser ud til at give mening, eller som ser ud til at stå i modstrid til bestemte kendsgerninger. Men pressen har ikke konfronteret myndighederne med disse tydelige usandsynligheder og uoverensstemmelser. Massemedierne har heller ikke givet offentligheden nogen form for omfattende overblik, der fremlægger alle de foruroligende spørgsmål, som de kender til. Der har været mange, særdeles vigtige historier af flere journalister, blandt andet af den internationalt kendte prisvinder, Gregory Palast og Canadas prisvindende Barrie Zwicker (se note 4 og 6 til introduktionen). Men sådanne historier, hvis de overhovedet vinder frem, bliver i det store og hele glemt af den kollektive bevidsthed, da de er forblevet individuelle, geniale og modige reportageprodukter, som indtil videre ikke har fået lov at bidrage med noget særligt til en større sammenhæng. Endelig så har massemedierne ikke præsenteret offentligheden for den stærke Introduktion Side 13

7 kritik af den officielle redegørelse, der er fremsat af mange ellers troværdige individer. Kritik af den officielle redegørelse er helt klart et betændt emne, for at afvise den officielle redegørelse er det samme som at antyde, at amerikanske ledere, herunder også præsidenten, har konstrueret en massiv løgn. Og hvis de konstruerede en falsk redegørelse, vil de fleste antage, at de har gjort dette for at dække over deres egen medskyldighed. Og det er rent faktisk den konklusion, de fleste kritikere af den officielle redegørelse når frem til. Det ville bestemt være en ophidsende anklage. Men hvordan kan vi hævde, at vi har en fri presse en fjerde magtinstans hvis den undlader at undersøge seriøse anklager fremsat mod den siddende præsident, bare fordi anklagerne er for ophidsende? Anklagerne mod præsident Nixon i Watergate-skandalen var ophidsende. Anklagerne mod præsident Reagan i Iran-Kontra-affæren var ophidsende. De forskellige anklager mod præsident Clinton var ophidsende. Men i alle disse sager skrev pressen om emnerne (selvom det i de to første to tilfælde skete temmelig sent). Det er netop i sådanne situationer, at vi har det største behov for en uafhængig presse. Men pressen har ikke udført sit job i forbindelse med 11. september, selvom konsekvenserne er enorme endda mere end i forbindelse med de tidligere skandaler hvis den officielle redegørelse for 11. september viser sig at være falsk. Den officielle redegørelse for 11. september er blevet brugt som retfærdiggørelse for krigene i Afghanistan og Irak, hvilket har resulteret i ikke blot tusinder af kombattanters død, men også uskyldige civiles død langt i overtal i forhold til 11. september. Denne redegørelse er blevet brugt som retfærdiggørelse for snesevis af andre operationer verden over, hvoraf de fleste ikke er kendt af den amerikanske befolkning. Den er blevet brugt til at retfærdiggøre USA s PATRIOT Act, som har indskrænket amerikanernes borgerrettigheder. Og den har været brugt til at retfærdiggøre den uendelige fængsling af utallige mennesker i Guantanamo og andre steder. Og alligevel har pressen været mindre aggressiv i sit forsøg på at udspørge præsident Bush omkring 11. september end den var i forsøget på at udspørge præsident Clinton om hans forhold til Monica Lewinsky, som er et temmelig trivielt emne til sammenligning. Side 14 Det nye Pearl Harbour

8 At de amerikanske medier har svigtet i denne forbindelse har enkelte insidere indrømmet. For eksempel bliver Rena Golden, ledende vicepræsident og administrerende direktør hos CNN International, citeret for i august 2002 at sige, at den amerikanske presse har censureret sig selv både hvad angår 11. september og krigen i Afghanistan. Den, der hævder, at de amerikanske medier ikke censurerer sig selv, tilføjer Golden, forsøger at narre dig. Og dette er ikke kun et emne hos CNN alle journalister, der på nogen måde har være involveret i 11. september er til dels ansvarlige. 17 Til spørgsmålet om hvorfor det er sådan, har ankermanden hos CBS, Dan Rather, sagt, at: Der var engang, hvor man i Sydafrika satte flammende dæk omkring halsen på afvigere. Og på en måde frygter man her, at man får en sådan halskæde, et flammende dæk af manglende patriotisme omkring halsen. Nu er det den frygt, der afholder journalister fra at stille de vanskeligste af de vanskelige spørgsmål. 18 Rathers bekendelse forklarer i det mindste en del af pressens tilbageholdenhed i forhold til at stille spørgsmål til den officielle redegørelse, især når de journalister, der opfattes som upatriotiske risikerer at blive fyret. En af hovedkritikerne af den officielle redegørelse, Thierry Meyssan, antyder, at amerikanere har anset enhver kritik af den officielle redegørelse for at være ikke blot upatriotisk men ligefrem kættersk. Meyssan minder os om, at præsident Bush, den 12. september, offentliggjorde, at hans intention var, at stå i spidsen for en storslået kamp mellem det gode og det onde. 19 Den 13. september udnævnte han den efterfølgende dag, som den Nationale dag for bøn og til minde for ofrene for terroristangrebene. Og den 14. september holdt præsidenten selv prædiken, omgivet af Bill Graham [amerikansk tvprædikant red.], en kardinal, en rabbiner og en imam, foruden fire tidligere præsidenter samt mange kongresmedlemmer. I denne prædiken sagde han: Vores ansvar overfor historien er allerede klart: vi skal besvare disse angreb og befri verden for ondskab. Der er blevet ført krig mod os i hemmelighed, ved hjælp af bedrageri Introduktion Side 15

9 og mord. Denne nation er fredelig, men barsk, når den vækkes til vrede I hver generation producerer verden fjender af menneskets frihed. De har angrebet USA, fordi vi er frihedens hjem og forsvarer. Og vore forfædres engagement er vor tids kald Vi beder den almægtige Gud våge over vores nation og give os tålmodighed og beslutsomhed i alt det, der kommer Og må Han altid vejlede vort land. Gud velsigne Amerika. 20 Gennem denne begivenhed uden fortilfælde, hvor USA s præsident udsender en krigserklæring fra en katedral, observerer Meyssan, at den amerikanske regering gjorde sin egen version af begivenhederne hellig. Fra da af blev ethvert spørgsmål til den officielle sandhed set som helligbrøde september og venstrefløjen Hvis det, at stille spørgsmål til den officielle redegørelse anses for at være både upatriotisk og profant, er det ikke overraskende, som både Rena Golden og Dan Rather har indrømmet, at det amerikanske pressekorps ikke har stillet disse spørgsmål. Det er heller ikke overraskende, at politiske kommentatorer fra højrefløjen, endda de, der befinder sig midt i mellem højre- og venstrefløjen, ikke har stillet seriøse spørgsmål til den officielle redegørelse. Det er heller ikke engang overraskende, at nogle heriblandt Jean Bethke Elshtain, professor i social og politisk etik har erklæret beskyldningerne om myndighedernes medskyldighed for at være fuldstændig umulig og helt udenfor en fornuftig debat, hvorved ethvert argument, som støtter anklagen, simpelthen kan ignoreres. Elshtain, som anser antydningen af, at de amerikanske myndigheder, herunder også præsidenten, skulle være medskyldige i angrebene, for absurd, tilføjer, at: denne form for ophidsende galskab eksisterer udenfor den politiske debats afgrænsning, og derfor fortjener den end ikke en høring. 22 Med dette syn på tingene er det ikke nødvendigt at undersøge beviserne fremsat af kritikerne af den officielle redegørelse, til trods for at nogle af disse kritikere er andre intellektuelle kolleger, der underviser på nabouniversiteterne, som for eksempel to velrespekterede, canadiske akademikere, økonom Side 16 Det nye Pearl Harbour

10 Michel Chossudovsky og socialfilosof John McMurtry. 23 Selvom Elshtain pointerer, at hvis vi arbejder med en forkert beskrivelse af begivenhederne, bliver vores analyser og hele etikken også forkert, 24 så mener hun åbenbart, at det er unødvendigt at overveje muligheden for, at den officielle beskrivelse af begivenhederne den 11. september kunne være forkert. Selvom denne holdning er uheldig, især når den kommer til udtryk indenfor det intellektuelle miljø, så er den ikke overraskende. Det, der i stedet er overraskende, er, at de amerikanske venstreorienterede kritikere af USA s politik, som sjældent lader sig genere af at blive kaldt enten upatriotiske eller profane, for hoveddelens vedkommende ikke har udforsket muligheden for myndighedernes medskyldighed, i hvert fald ikke offentligt. 25 Disse kritikere har, ganske vist, været ekstremt kritiske overfor den måde, hvorpå Bush-administrationen har reageret på 11. september. De har især påpeget, at denne administration har brugt 11. september som en undskyldning for at vedtage politik og udføre operationer, som kun har lille, hvis overhovedet nogen, forbindelse til en afstraffelse af gerningsmændene bag angrebene eller til en forebyggelse af lignende angreb i fremtiden. De har endda påpeget, at det meste af denne politik og disse operationer allerede var på Bush-administrationens dagsorden før angrebene, så 11. september ikke var grunden til, men nærmere påskuddet for, at gennemføre dem. Disse kritikere ved også, at USA mange gange tidligere har fabrikeret en hændelse som et påskud for at gå i krig mest berygtet er krigene mod Mexico, Cuba og Vietnam. 26 Men få af disse kritikere har diskuteret seriøst, om dette også kunne være tilfældet med 11. september og kunne påvises, i hvert fald ikke i offentlighed, selvom det ville være den mest effektive måde, hvorpå Bush-administrationens politik, som de stærkt modsætter sig, kan undermineres. De opgiver en konspirationsteori og accepterer, i det mindste underforstået, en tilfældighedsteori, ifølge hvilken angrebene 11. september, fra administrationens side, blot kom som sendt fra himlen, og som tillod administrationen at følge dagsordenen. Rahul Mahajan, en begavet og dristig kritiker af den amerikanske imperialisme, giver et eksempel. Han analyserer amerikansk Introduktion Side 17

11 imperialismes temaer siden 11. september i lyset af det tidligere nævnte dokument, Rebuilding America s Defenses, fremsat af Project for the New American Century 27, i hvilket behovet for et nyt Pearl Harbor nævnes. Tre af de vigtigste emner i dette dokument, understreger Mahajan, er behovet for at placere flere militære baser rundt omkring i verden, som et udtryk for magt; behovet for at gennemføre regimeændringer i lande, der ikke er venligt stemte overfor amerikanske interesser; og behovet for voldsomt at forøge militærbudgettet, især til missilforsvaret det er generelt forstået ikke som en afskrækkelse, men som en forudsætning for opretholdelse af amerikansk overlegenhed ved at forebygge at andre lande afskrækker os. Mahajan påpeger så, at angrebene 11. september var en naturlig mulighed for at skrue op for militærbudgettet, og at de andre idéer i dette dokument, sammen med Bush og Cheneys velkendte, store olieinteresser, udgjorde hovedemnerne i deres imperialistiske strategi efter 11. september. Mahajan bemærker også, at dokumentet siger, at den ønskede omdannelse af militæret sandsynligvis ville være politisk umulig uden en katastrofal og katalyserende begivenhed som et nyt Pearl Harbor. Og Mahajan tilføjer endda, at de [dokumentets forfattere], indenfor et år, fik deres Pearl Harbor og muligheden for at realisere deres imperialistiske fantasier. Efter at have påpeget alle disse ting, vælger Mahajan alligevel tilfældet frem for konspirationen, og siger: Konspirationsteoretikerne vil uden tvivl fryde sig, men dette er, som så mange andre begivenheder i USA s udenrigspolitiske historie, blot endnu et eksempel på Pasteur s berømte grundsætning: Lykken tilsmiler den, der er forberedt. 28 Mahajan har muligvis ret, selvfølgelig. Men han giver os ikke nogen grund til at tro det. I særdeleshed viser han ingen tegn på at have studeret beviserne fremsat af de, der har argumenteret for, at angrebene kun kunne være blevet gennemført ved den amerikanske regerings medskyldighed. Hvordan denne bog blev til Uanset om det er sandt eller ej, at Mahajan afviste beviserne uden at se nærmere på dem, så gjorde jeg det i hvert fald. Indtil foråret Side 18 Det nye Pearl Harbour

12 2003 havde jeg ikke kigget på nogle af beviserne. Jeg var svagt bevidst om, at der fandtes folk, i hvert fald på nettet, som fremlagde beviser mod den officielle redegørelse omkring 11. september og fremsatte en revisionistisk redegørelse, ifølge hvilken amerikanske embedsmænd var medskyldige. Men jeg tog mig ikke tid til at finde deres hjemmesider. Jeg havde studeret USA s ekspansions- og imperialismehistorie ret intenst siden 11. september, så jeg vidste, at den amerikanske regering flere gange tidligere havde opdigtet hændelser som grundlag for at gå i krig. Men alligevel, selvom jeg havde tænkt tanken, at 11. september ligeledes kunne have været arrangeret, så tog jeg ikke denne mulighed seriøs. For mig virkede det simpelthen utroligt, at Bush-administrationen selv Bushadministrationen kunne gøre noget så afskyeligt. Jeg antog, at de, der hævdede, at det hang sådan sammen, måtte være konspirationsteoretikere ment på den nedladende måde, som udtrykket oftest dækker over hvilket egentlig, groft sagt, betyder småskøre. Jeg vidste, at hvis de havde ret, så ville det være vigtigt. Men jeg var så overbevist om, at de måtte tage fejl, - at deres skriverier blot bestod af tossede teorier bestående af vilde slutninger baseret på tvivlsomme beviser så jeg var ikke motiveret til at investere tid og energi på at finde frem til disse skriverier. Derfor har jeg fuld forståelse for, at folk ikke har undersøgt beviserne. Livet er kort og listen over konspirationsteorier er lang, og vi må alle selv bedømme, hvilke ting, der er værd at investere vores tid i. Jeg antog, at konspirationsteorierne omkring 11. september var for langt ude til at være troværdige. Men så sendte en kollega ved universitetet mig en , som gav mig adresserne til nogle af de relevante hjemmesider. Eftersom jeg vidste, at hun er en fornuftig person, kiggede jeg nærmere på materialet på nettet, især en omfattende tidslinje under titlen Fik 11. september lov at ske? af den uafhængige forsker, Paul Thompson. 29 Jeg var overrasket, endda forbløffet, over at se, at selvom Thompson begrænser sig til kun at benytte offentligt tilgængelige kilder 30, så fandt han mange beviser, der peger mod den konklusion, at Bush-administrationen faktisk med fuldt overlæg lod begivenhederne den 11. september finde sted. Tilfældigvis var jeg Introduktion Side 19

13 på samme tidspunkt ved at læse Gore Vidals Dreaming War: Blood for Oil and the Cheney-Bush Junta, som sendte mig videre til den mest udførlige bog om 11. september, The War on Freedom: How and Why America Was Attacked September 11, 2001 af Nafeez Ahmed, en uafhængig, engelsk forsker. 31 Ahmeds bog tilvejebringer et organiseret og særdeles veldokumenteret argument, som direkte udfordrer den accepterede viden omkring 11. september, der tager udgangspunkt i et sammenbrud indenfor og imellem vore forskellige efte rretningstjenester. 32 Ahmed antyder, som Thompson, at angrebene må være et resultat af medskyldighed højt oppe i systemet, ikke blot inkompetence langt nede i systemet. Ahmeds og Thompsons arbejde giver sammenlagt, indså jeg, en stærk prima facie sag [en sag hvor beviserne ser ud til at være stærke nok til domsfældelse red.], som støtter påstanden, i hvert fald stærk nok til at fortjene en omfattende undersøgelse understøttet af den amerikanske presse, den amerikanske Kongres 33 og the 9/11 Independent Commission (den uafhængige 11. september kommission), 34 som alle indtil nu har taget udgangspunkt i antagelsen, at 11. september var resultatet af efterretnings- og kommunikationssvigt. Jeg indså også, at det ikke var sandsynligt, at Thompsons og Ahmeds arbejde ville nå ud til ret mange amerikanere. Thompsons tidslinjer, der godt nok er ekstremt nyttige for forskere, som har tiden og tålmodigheden til at arbejde sig igennem dem, var ikke nem læsning for almindelige borgere, til dels fordi de kun var tilgængelige på internettet og til dels fordi de, som betegnelsen tidslinje indikerer, bestod af kronologisk arrangerede beviser frem for at være emneopdelt. 35 Og selvom Ahmeds beviser var i bogform og emneopdelt, så var bogen ret lang og indeholdt langt mere materiale, end det, der var nødvendigt, for at understøtte det grundlæggende argument. Meget af dette ekstramateriale var desuden placeret i bogens første kapitler, så man måtte arbejde sig gennem adskillige kapitler, før man kom til beviserne, der direkte modsiger den officielle redegørelse. Hvis de vigtige informationer, som Ahmed og Thompson tilvejebringer, skulle nå mange mennesker, herunder også travle medlemmer af Kongressen og pressen, var der brug for noget andet. Side 20 Det nye Pearl Harbour

14 Jeg besluttede mig derfor for at skrive en artikel, som refererede hovedbeviserne og som også sendte interesserede læsere videre til Thompson og Ahmeds studier, samt til andre, der fremsætter en revisionistisk redegørelse for begivenhederne 11. september. Men artiklen voksede og blev til et manuskript på længde med en bog, for jeg fandt snart ud af, at selvom jeg prøvede at begrænse mig til de vigtigste beviser, så var det umuligt indenfor en artikels rammer at fremsætte en forståelig gennemgang, som ville yde beviserne frembragt af disse forskere retfærdighed. Efter jeg var begyndt at skrive, blev jeg opmærksom på den tidligere nævnte, franske forsker, Thierry Meyssan, og i særdeleshed hans hypotese, at det fly, der ramte Pentagon, ikke kunne have været en Boeing 757, som Flight 77 var, men måtte have været et fjernstyret missil. Da jeg først stiftede bekendtskab med denne revisionistiske hypotese, antog jeg som mange sikkert gør, når de nu læser min gengivelse af den at den var fuldstændig absurd. Forskellen mellem et gigantisk 757 fly og et relativt lille missil må absolut være så stor, at hvis Pentagon blot var blevet ramt af et missil, så ville Pentagons embedsmænd ikke have været i stand til at overbevise nogen om, at det var en 757 er! Har vi ikke i pressereportager fået at vide, at det hul, der opstod i siden af Pentagonbygningen var 60 meter bredt og fem etager højt? Har vi ikke hørt fra en af passagererne ombord på Flight 77 tv-kommentator Barbara Olson at flyet var på vej mod Washington? Og har øjenvidner ikke identificeret det? Nærmest alle, selv de fleste kritikere af den officielle redegørelse omkring 11. september, har accepteret forestillingen om, at Pentagon blev ramt af Flight 77. Hvordan kan de alle tage fejl? Ikke desto mindre så jeg, da jeg fik fat i Meyssans bøger og selv fik læst dem, at hans sag, hvor absurd den så end virkede ved første øjekast, står ganske stærk. Endelig blev jeg overbevist om, at - forudsat at Meyssans beskrivelse af beviserne er nøjagtig det er i forbindelse med angrebet på Pentagon, at den officielle redegørelse virker mest indlysende falsk. Eller at angrebet på Pentagon i det mindste deler førstepladsen. Kendsgerningen, at den officielle redegørelse omkring angrebet på Pentagon stadig i vid udstrækning anerkendes, er derfor et godt eksempel på, at størstedelen af befolkningen simpelthen ikke har fået lovet at se Introduktion Side 21

15 de relevante beviser. Denne bog skal forsøge at sammenholde alle hovedtrådene i dette bevis. Ingen bog har tidligere gjort dette. Ahmeds bog, som helt klart er den mest omfattende, indeholder ikke mange af de beviser, der findes i Thompsons tidslinjer og i Meyssans bøger. Og Meyssans bøger, der godt nok indeholder megen vigtig information, som ikke findes andre steder, indeholder ikke mange af de informationer, som findes hos Ahmed og Thompson. Det samme gælder for den anden, særdeles vigtige, engelsksprogede bog om emnet, Michel Chossudovskys War and Globalisation: The Truth Behind September 11. Som undertitlen indikerer, fokuserer bogen på baggrunden for 11. september og beskæftiger sig kun kort med selve 11. september. I denne bog har jeg samlet de beviser, som for mig virker vigtigst, fra disse 36 og andre kilder. 37 Bogens indhold Som jeg ser det, er der blevet fremsat fem hovedtyper af beviser mod den officielle redegørelse. Den første type, som har med uoverensstemmelser og usandsynligheder i den officielle redegørelse for begivenhederne den 11. september at gøre, diskuteres i de fire kapitler i første del. De fire andre bevistyper diskuteres i anden del. Alle beviserne er organiserede i henhold til en række foruroligende spørgsmål, 38 som er foruroligende, netop fordi de antyder, at den officielle redegørelse er, som titlen på den engelske oversættelse af Meyssans første bog om emnet kalder det, en stor løgn. 39 De er også foruroligende, fordi de hentyder til den revisionistiske tese, at angrebene 11. september, som præsident Bush med rette kaldte onde, blev udført under meddelagtighed fra nogle af Bushadministrationens egne embedsmænds side. I konklusionen spørger jeg, om den bedste forklaring på beviserne fremsat i de foreliggende kapitler rent faktisk er, som revisionisterne antyder, myndighedernes medskyldighed i angrebene 11. september. Dernæst diskuterer jeg, hvad den form for efterforskning, der nu er behov for, må indebære. Side 22 Det nye Pearl Harbour

16 Mulige betydninger af medskyldighed Selvom de revisionistiske udgivelser, som denne bog trækker på, fremsætter anklager om myndighedernes medskyldighed i angrebene 11. september, mangler de dog en grundig diskussion af, hvad der rent faktisk menes med myndighedernes medskyldighed. Der er mindst otte måder, hvorpå myndighedernes medskyldighed i angrebene 11. september kan forstås. For at læserne kan tage stilling til, hvilken form for medskyldighed, om nogen, beviserne understøtter, mens de undersøger disse, kategoriserer jeg her de otte mulige måder, hvorpå begrebet kan forstås, efter stigende grad af alvor hermed menes alvoren i anklagen mod Bush-administrationen, som forståelsen af begrebet antyder. 1. Konstruktion af en falsk redegørelse: Én måde at se det på, er, at selvom de amerikanske embedsmænd ikke bevidst gjorde angrebene mulige og end ikke forventede dem, så konstruerede man en falsk redegørelse for, hvad der skete enten for at værne om den nationale sikkerhed, for at dække over mulige, pinlige kendsgerninger, for at udnytte angrebene til at iværksætte deres dagsorden eller af en anden grund. Selvom dette ville være den mindst alvorlige anklage, er det alvorligt nok til en rigsretssag især hvis præsidenten har løjet om 11. september for egen fortjeneste eller for at fremme en allerede etableret dagsorden, som for eksempel at angribe Afghanistan og Irak. 2. Efterretningstjenesterne forventede et eller andet: En anden mulighed er, at selvom de ikke på forhånd havde nogen specifik information om angrebene, så forventede nogle efterretningstjenester som for eksempel FBI, CIA og enkelte af militærets efterretningstjenester at en form for angreb ville finde sted. Selvom de ikke tog del i planlægningen af angrebene, så gjorde de måske angrebene mulige ved bevidst ikke at forsøge at forhindre dem. Efter have gjort dette uden det Hvide Hus vidste noget om det, har man overtalt det Hvide Hus, efter 11. september, til ikke blot at dække over deres skyld ved at konstruere en falsk redegørelse, men også til at arbejde efter den dagsorden, som angrebene var påtænkt at skabe støtte til. Introduktion Side 23

17 3. Særlige hændelser var forventet af efterretningstjenesterne: En tredje mulighed er, at efterretningstjenesterne (men ikke det Hvide Hus) havde specifikke informationer om tidspunktet og målene for angrebene. 4. Efterretningstjenester involveret i planlægningen: En fjerde mulighed er, at efterretningstjenester (men ikke det Hvide Hus) tog aktiv del i planlægningen af angrebene. 5. Pentagon involveret i planlægningen: En femte mulighed er, at Pentagon (men ikke det Hvide Hus) tog aktiv del i planlægningen af angrebene. 6. Det Hvide Hus forventede et eller andet: En sjette mulighed er, at selvom det Hvide Hus ikke havde nogen specifik viden på forhånd om angrebene, så forventede man, i det Hvide Hus, at en form for angreb ville finde sted og gjorde angrebene mulige, i det mindste på den måde, at man ikke beordrede, at de skulle forhindres. 40 Denne måde at se det på åbner op for muligheden for, at det Hvide Hus kan være blevet chokeret over den død og ødelæggelse, som blev resultatet af de angreb, der faktisk blev udført. 7. Specifik viden på forhånd i det Hvide Hus: En syvende mulighed er, at det Hvide Hus havde specifik viden om angrebene og tidspunktet for angrebene forud for begivenhederne. 8. Det Hvide Hus involveret i planlægningen: En ottende mulighed er, at det Hvide Hus tog del i planlægningen af angrebene. Som disse muligheder viser, så kan anklagen om, at 11. september involverede amerikanske embedsmænds medskyldighed eller konspiration forstås på mange måder, hvoraf flere ikke involverer aktiv deltagelse i planlægningen, og hvoraf de fleste ikke involverer præsidentens deltagelse i denne planlægning. En af grundene til at denne skelnen er vigtig, er, at den viser, at diskussionen af idéen om myndighedernes medskyldighed hvad enten en sådan medskyldighed tager form som en anklage eller Side 24 Det nye Pearl Harbour

18 helt afvises nødvendigvis må være mere nuanceret end den ofte er. Eksempelvis den anklage, som Jean Bethke Elshtain afviser som absurd, anklagen om, at amerikanske embedsmænd, op til og med den amerikanske præsident, arrangerede angrebene for at stive deres popularitet af. 41 Ved at sige det på den måde, sætter hun ikke blot anklagen om myndighedernes medskyldighed lig med den ottende mulighed på listen ovenfor, hvilket er den stærkeste anklage, men knytter også denne anklage til beskyldningen om, at de involverede, amerikanske embedsmænd har et specifikt motiv at stive deres egen popularitet af. Ved at afvise denne tydeligt specifikke anklage som absurd, antager hun åbenbart, at hele idéen om myndighedernes medskyldighed er stedt til hvile. Men der er mange andre muligheder. For eksempel har Michael Parenti, en af de få velkendte venstreorienterede tænkere, der har antydet nogen form for medskyldighed fra myndighedernes side, påpeget, ligesom Mahajan, at angrebene kom så belejligt, at det har fremprovokeret mistænksomhed: Terroristangrebene i september medførte et så brugbart påskud til reaktionisme herhjemme og imperialistisk ekspansion i udlandet, at det efterlod folk mistænksomme overfor, om den amerikanske regering selv havde en finger med i spillet. I første omgang virker det som om, Parenti helt afviser mistanken, ligesom Mahajan, og siger: Jeg har svært ved at tro, at det Hvide Hus eller CIA tog aktiv del i en konspiration om at tilintetgøre World Trade Center og en del af Pentagon og slå så store mængder af mennesker ihjel for at skabe et casus belli [en handling eller situation der kan fremprovokere eller retfærdigøre krig red.] mod Afghanistan. 42 Men Parenti stopper derimod ikke der. Han citerer en artikel af Patrick Martin, som refererer til nogle kendsgerninger, der antyder myndighedernes medskyldighed, og Parenti støtter Martins konklusion selvom den amerikanske regering ikke planlagde detaljerne omkring angrebene eller regnede med, at tusinder af mennesker ville dø, så forventede den, at noget ville ske og så den anden vej. 43 Således illustrerer Parenti den anden, eller mere sandsynligt, den sjette mulighed. Introduktion Side 25

19 Men hvorom alting er, så mener jeg, som jeg allerede har sagt, at revisionisterne fremsætter en stærk sag, prima facie, i det mindste for en form af anklagen om myndighedernes medskyldighed. At påstå, at de har fremsat en overbevisende sag, vil kræve en vurdering af de beviser de citerer, og bevisernes pålidelighed. Og selvom jeg kun har gentaget beviser, som jeg mener er troværdige, så har jeg ikke efterprøvet nøjagtigheden af hvert enkelt bevis. Som læseren vil se, er beviserne så omfattende og af en sådan natur, at intet individ især ikke et individ med begrænset tid og ressourcer kan tjekke nøjagtigheden. Det er af denne grund, at jeg kun hævder, at disse revisionister præsenterer en stærk sag, prima facie, for myndighedernes medskyldighed, stærk nok til at fortjene en efterforskning udført af de, der har de nødvendige ressourcer til at udføre den pressen og den amerikanske Kongres. Hvis en betydelig del af beviserne opsummeret her holder stik, vil konklusionen, at angrebene 11. september lykkedes på baggrund af myndighedernes medskyldighed blive så godt som uundgåelig. Jeg bør nok understrege, at det ikke er nødvendigt, at alle beviser holder stik, sådan som argumentet er bygget op. Nogle af argumenterne er, som vi siger: ikke stærkere end det svageste led. Det er deduktive argumenter, hvor hvert enkelt led i argumentet afhænger af sandheden i det tidligere led. Hvis en enkelt præmisse viser sig at være falsk, mislykkes argumentet. Men argumentet for myndighedernes medskyldighed i begivenhederne 11. september er et kumulativt argument. Denne form for argument er et generelt argument, der består af adskillige enkeltstående argumenter, som er uafhængige af hinanden. På denne måde støtter hvert enkelt argument alle de andre. I stedet for en kæde, er et kumulativt argument mere som et kabel sammensat af mange tråde. Hver tråd styrker kablet. Men er der mange tråde, kan kablet stadig bære en stor vægt, selvom et par af dem trævles op. Som læseren vil se, er der mange tråde i argumentet for myndighedernes medskyldighed i begivenhederne 11. september, som opsummeres i denne bog. Hvis det fremhævede bevis, som nogle af disse tråde er baseret på, viser sig at være upålideligt, underminerer det ikke nødvendigvis det samlede argument. Dette kumulative argument bliver således simpelthen bare støttet af færre tråde. Og nogle af trådene fungerer Side 26 Det nye Pearl Harbour

20 således, at hvis de beviser, de bygger på, bliver bekræftet, kan sagen støtte sig til et enkelt eller to af dem. 44 Konspirationsteorier Men før vi kaster os over beviserne, bør vi stoppe op og overveje den kendsgerning, der tidligere har været hentydet til; at det bredt antages, at enhver sådan sag kan afvises a priori [på forhånd red.] ved at påpege, at det er en konspirationsteori. Det virker endda nærmest som om, det er et krav for at få lov at tage del i den offentlige debat, at man afviser konspirationsteorier. Hvor er logikken i en sådan tænkning? Det kan jo ikke være sådan, at vi bogstavelig talt afviser tanken om, at sammensværgelser kan finde sted. Vi accepterer alle forskellige former for konspirationsteorier. Vi accepterer konspirationsteorier hver gang, vi tror, at to eller flere personer rotter sig sammen i hemmelighed for at nå et mål som for eksempel at røve en bank, bedrage kunder eller fastsætte priser. Det ville være langt mere ærligt, hvis vi følger Michael Moore, som har sagt: Altså, jeg tror ikke på konspirationsteorier, bortset fra dem, der er sande. 45 For at forædle det lidt kan man sige, at man accepterer alle de konspirationsteorier, som man mener er sande, mens man afviser dem, man mener er falske. Man kan derfor ikke inddele folk i to grupper; dem, der accepterer konspirationsteorier og dem, der afviser dem. Opdelingen af folk på dette område involverer simpelthen kun spørgsmålet om, hvilke konspirationsteorier de accepterer, og hvilke de afviser. 46 Anvendelse af denne analyse på angrebene 11. september: Det er forkert at antage, at de, der påstår, at angrebene fandt sted på grund af myndighedernes medskyldighed, er konspirationsteoretikere, mens de, der accepterer den officielle redegørelse ikke er. Folk har forskellige holdninger til dette emne udelukkende på grundlag af hvilken konspirationsteori, de mener er rigtig, eller i det mindste mest sandsynlig. Ifølge den officielle redegørelse fandt angrebene 11. september sted på grund af en sammensværgelse mellem muslimer, hvor Osama bin Laden er hovedkonspiratoren. Revisionister afviser den teori, i hvert fald som en tilstrækkelig redegørelse for, Introduktion Side 27

21 hvad der skete, og fastholder, at angrebene ikke kan forklares til en tilfredsstillende grad uden postulatet om en sammensværgelse blandt de amerikanske embedsmænd, i hvert fald ved at tillade at angrebene lykkedes. Valget ligger altså mellem (en udgave af) den antagede konspirationsteori og (en udgave af) den revisionistiske konspirationsteori. Hvilken af disse konkurrerende teorier vi accepterer, afhænger af, eller bør i det mindste afhænge af, hvilken vi mener er bedst understøttet af de relevante kendsgerninger. De, der støtter den revisionistiske teori er blevet overbeviste om, at der er omfattende beviser, der ikke kun hentyder til, at den antagede konspirationsteori, som vi kalder den officielle redegørelse er falsk, men som også påviser sandheden i den revisionistiske teori. Jeg vender mig nu mod de beviser. Note til anden udgave Denne udgave er forskellig fra første udgave på følgende måder: (1) Ubetydelige fejl er blevet rettet og der er blevet foretaget mindre ændringer gennem teksten, især på siderne 6, 9, 29, 31, 38, 39 og 133 samt i note 8 og 13 til kapitel 1 og note 28 til kapitel 2. (2) Et efterord er blevet tilføjet samtidigt med at noter er blevet tilføjet enkelte steder i teksten, som peger frem mod yderligere diskussion af et emne i efterordet. Side 28 Det nye Pearl Harbour

22 fornuftigt at spørge om, hvorvidt disse, der i så stor grad har draget fordel af denne tragedie, havde en finger med i spillet. Efter, ligesom andre, at have argumenteret for, at princippet om hvem, der drager størst fordel? bør lede os til at mistænke Bushadministrationen for medskyldighed, opsummerer Ahmed sine beviser for denne mistanke. Beviser på myndighedernes medskyldighed: En kort gennemgang Ahmeds opsummering af beviserne, 23 suppleret med punkter fremsat af Chossudovsky, Thompson, Meyssan og andre researchere, indeholder følgende elementer: 1. Beviser på, at krigene i Afghanistan og Irak allerede var planlagt af geopolitiske årsager, så 11. september ikke var grunden, men blot påskuddet for krigene. 2. Beviser på, at mænd med forbindelser til al-qaeda fik lov at komme ind i USA til trods for, at der forefindes regler, som skulle have holdt dem ude af landet. 3. Beviser på, at mænd med forbindelser til al-qaeda fik lov til at træne på amerikanske flyskoler. 4. Beviser på, at angrebene 11. september ikke kunne lykkes uden en ordre fra højeste sted i regeringen om at suspendere normale procedurer for respons på kapringer. 5. Beviser på, at amerikanske, politiske og militære ledere kom med misvisende og endda falske udtalelser om deres respons på kapringerne. 6. Beviser i særdeleshed på, at den officielle redegørelse, som er accepteret nu, ifølge hvilken kampfly fik scramble-ordren men ankom for sent, blev opfundet nogle dage efter 11. september. Er medskyldighed den bedste forklaring? Side 173

23 7. Beviser på, at WTC-bygningernes kollaps skyldtes sprængstof, således at deltagelse fra den amerikanske regerings side i forsøget på at forhindre en fyldestgørende undersøgelse af murbrokkerne, især af stålet, udgør beviset på regeringens deltagelse i en tilsløring. 8. Beviser på, at nogen i en autoritetsposition søgte at sikre, at angrebene på det andet WTC-tårn og Pentagon resulterede i dødsfald, ved at disse bygninger ikke blev evakueret. 9. Beviser på, at det, der ramte Pentagon, ikke var en Boeing 757, men et meget mindre fly, og, i særdeleshed, et mindre, militært fly. 10. Beviser på, at Flight 93 blev skudt ned efter myndighederne erfarede, at passagerne var i færd med at overtage kontrollen over flyet. 11. Beviser på, at forsvarsminister Rumsfeld afslørede sin forudgående viden om to af angrebene. 12. Beviser på, at præsident Bush den 11. september foregav at være uvidende om hændelsen og om, hvor alvorlige angrebene var. 13. Beviser på, at præsident Bush og Secret Service den 11. september vidste, at han ikke var et af målene. 14. Beviser på, at FBI havde forudgående viden om tidspunktet og målene for angrebene mindst en måned i forvejen. 15. Beviser på, at CIA og andre efterretningstjenester ville have haft meget specifik, forudgående viden om angrebene på baggrund af put-optioner købt kort før 11. september. 16. Beviser på, at Bush-administrationen løj om, hvorvidt man havde modtaget specifikke advarsler om angrebene. 17. Beviser på, at FBI og andre føderale organer hindrede efterforskninger, som kunne have afsløret plottet før 11. september. Side 174 Det nye Pearl Harbour

24 18. Beviser på, at amerikanske myndigheder søgte at skjule beviser på, at Pakistans ISI var involveret i planlægningen af 11. september. 19. Beviser på, at amerikanske myndigheder søgte at skjule ISIchefens tilstedeværelse i Washington i ugen op til 11. september. 20. Beviser på, at FBI og andre føderale organer blokerede efterforskninger, som kunne have afsløret de virkelige gerningsmænd efter angrebene. 21. Beviser på, at USA ikke for alvor forsøgte at fange eller slå Osama bin Laden ihjel, hverken før eller efter angrebene. 22. Beviser på, at personer, der er centrale i Bush-administrationen, havde ønsker om et nyt Pearl Harbor, fordi forskellige fordele kunne drages af en sådan begivenhed. 23. Beviser på et motiv på grundlag af de forudsigelige fordele, som denne begivenhed, som Bush selv kaldte for det 21. århundredes Pearl Harbor, gav Bush-administrationen. 24. Beviser, som går imod den alternative forklaring inkompetenceteorien tilvejebragt af den kendsgerning, at de, som formodes at være inkompetente ikke blev fyrede, men, i nogle tilfælde, blev forfremmet. Ahmed tilføjer i sin opsummering af argumentet for medskyldighed (som indeholder mange, men ikke alle af disse 24 punkter), at han ikke vil foregive at have præsenteret en afgjort sag. I stedet anser han sine konklusioner for blot at være de bedst mulige slutninger ud fra de tilgængelige kendsgerninger, som indtil videre er blevet gravet frem. 24 Er medskyldighed den bedste forklaring? Side 175

25 Resten af de retoriske spørgsmål antyder blot, at det at acceptere medskyldighedsteorien, ville være at tillægge konspiratorerne en grad af inkompetence, som er utrolig. Men sandheden kan være den, at de faktisk var forfærdeligt inkompetente. Med hensyn til besættelsen af Irak, er inkompetencen knyttet til Bush-administrationens planer som viser sig i alt andet end det, at vinde den første, militære sejr og sikre oliefelterne og ministerierne blevet mere og mere åbenlys). Måske involverede deres formulering af planen for 11. september, og deres dækhistorie, sammenlignelig inkompetence. Måske er denne kendsgerning ikke endnu bredt anerkendt, udelukkende fordi nyhedsmedierne har undladt at informere den amerikanske befolkning om de mange spændinger mellem den officielle redegørelse og de relevante kendsgerninger. For eksempel har massemedierne ikke fortalt befolkningen nok om standardprocedurerne for hvordan, man afskærer kaprede rutefly. De har ikke lagt nok vægt på den kendsgerning, at det, der nu går for at være den officielle redegørelse af regeringens reaktion på kapringerne, er meget anderledes end det, man sagde de første par dage efter 11. september. De har ikke lagt vægt på den kendsgerning, at forklaringerne om, hvorfor jagerflyene ankom for sent til at hindre angrebene, ikke giver nogen mening. De har heller ikke informeret befolkningen om de mange fysiske kendsgerninger, som står i modstrid til den officielle redegørelse omkring angrebet mod Pentagon. Kritkere af den officielle redegørelse kan hævde, at når først disse og andre relevante kendsgerninger er blevet offentlig kendte, så vil det stå klart, som navnet på Jared Israels hjemmeside antyder, at kejseren ingen klæder har.[ red.] 27 Problemer for en tilfældighedsteori Endnu vigtigere, kan kritikerne af den officielle redegørelse påpege, er det, at afvisningen af konspirationsteorien er dyrt betalt. En konspirationsteori afhænger normalt af opfattelsen af et mønster og en påstand om, at dette mønsters eksistens bedst kan forklares ved, at man forudsætter, at det blev skabt gennem to eller flere personers fælles anstrengelser. At afvise en bestemt konspirationsteori af denne natur kræver enten en benægtelse af, at Er medskyldighed den bedste forklaring? Side 183

26 det formodede mønster eksisterer eller antagelsen af, at mønstrets eksistens kunne være fuldstændig tilfældig. Det ville være svært at benægte, at kritikerne af den officielle redegørelse har fundet et mønster. De har vist, at mange ellers besynderlige begivenheder før, under og efter angrebene 11. september kan forklares med teorien om, at højtstående embedsmænd i USA s regering forenede sig i en sammensværgelse for at tillade, at angrebene fandt sted og derefter skjule denne kendsgerning. Med dette mønster i tankerne, vil prisen, der betales, for at afvise denne konspirationsteori være, at man accepterer en tilfældighedsteori. Og, kan kritikerne af den officielle redegørelse påpege, antallet af tilfældigheder, som skulle accepteres, er enormt. En fuldstændig liste ville inkludere følgende tilfældigheder: 1. Adskillige ansatte ved FAA s luftkontrol udviste ekstrem inkompetence den 11. september, og åbenbart kun på denne dag. 2. De embedsmænd, som havde kommandoen ved både NMCC og NORAD, opførte sig også særligt inkompetent den 11. september, og åbenbart kun på denne dag. 3. Særligt da embedsmænd ved NMCC-NORAD endelig gav jagerfly scramble-ordren, ifølge hvilken de skulle beskytte New York og Washington, gav de i begge tilfælde ordren til baser, der lå længere væk end henholdsvis McGuire og Andrews. 4. Efter offentlige udtalelser, hvor det blev sagt, at Andrews Air Force Base ikke havde jagerfly i beredskab til at forsvare Washington, blev Andrews hjemmeside, hvor der tidligere havde stået, at mange jagerfly altid var i beredskab, ændret. 5. Adskillige piloter, som normalt er i luften og oppe i fuld hastighed på under tre minutter, tog alle meget længere tid om at komme i luften den 11. september. 6. Disse piloter, som fløj fly, der er i stand til at flyve mellem 2780 og 3300 km/t [1500 to 1850 miles per hour], kunne denne dag Side 184 Det nye Pearl Harbour

27 åbenbart kun få deres fly op på 550 til 1300 km/t. [300 to 700 miles per hour]. 7. World Trade Center-bygningernes kollaps viste, udover at finde sted i en hastighed der næsten svarer til frit fald yderligere tegn på at være kontrollerede nedrivninger: der blev frembragt smeltet stål, seismiske rystelser og fint støv. 8. Videooptagelser og fysiske beviser antyder, at en kontrolleret nedrivning var årsagen til Tvillingetårnenes kollaps, og denne teori harmonerer med vidneudsagn fra folk i disse bygninger, som siger, at de hørte, følte og så effekterne af eksplosioner. 9. WTC-1 og WTC-2 s kollaps havde nogle af de samme kendetegn som kollapset af WTC-7, selvom dette sidste kollaps ikke kunne tilskrives et flys anslag og jetbrændstof. 10. Både det nordlige og det sydlige tårn kollapsede netop som deres respektive brande var ved at dø ud, selvom dette betød, at det sydlige tårn, som var blevet ramt som nummer to, kollapsede først. 11. Regeringsorganer fik fjernet murbrokker, herunder også stål, fra de kollapsede WTC-bygninger uden undersøgelser, hvilket er, hvad man kan forvente, hvis regeringen ønskede at hindre, at beviser på eksistensen af sprængstof skulle findes. 12. Fysiske beviser antyder, at det, der ramte Pentagon, ikke kunne have været en Boeing 757, og denne teori harmonerer med vidneudsagn fra adskillige vidner, som mente, at det fly, der ramte Pentagon var meget mindre end en 757 er. 13. Beviserne omkring det fly, der ramte Pentagon harmonerer med rapporter om, at Flight 77 styrtede i Kentucky eller Ohio. 14. Disse beviser harmonerer med den kendsgerning, at det eneste bevis på, at Flight 77 ikke styrtede ned blev givet af en advokat med tætte forbindelser til Bush-administrationen. Er medskyldighed den bedste forklaring? Side 185