Kapitel 19 Alt for meget sne.

Transkript

1 Kapitel 19 Alt for meget sne. Hastigt tog jeg min frakke på og stak mine bare fødder ned i støvlerne, der føltes helt utrolige kolde, efter dynernes dejlige varme. Nede i den lille reception lå telefonrøret på skranken, og der kom en svag støj ud af røret. Det kræver en vis lydstyrke i den anden ende, for at det kan lade sig gøre på den afstand. Det lovede slet ikke godt. Men det var det nu alligevel, for det var såmænd bare Trygge som fortalte at nu var lågene støbt, hvilket virkelig glædede mig utroligt meget. Det lød som om Trygge var i festligt lag, for der var masser af dybe brummende stemmer omkring ham. Det lød lidt som om Trygge også selv havde festet lidt rigeligt. Trygge fortalte at arbejdet nu var vel overstået, og at nisserne allerede var på vej til Stockholm med lågene. Trygge var i sit snaksaglige hjørne, så han fortalte, at de nu holdt en stor fest, hvor han var æresgæst. Det var noget som han kunne lide. Til festen sad han sammen med kæmperne og mindedes gamle kamphistorier fra gamle dage. At dømme efter lydene og latteren i baggrunden, var det ikke alle fortællingerne der var lige stuerene og en ting var sikkert - at dømme efter lydene i baggrunden - denne fest gik ikke helt stille af. Selvom kæmperne til dagligt var besindige og rolige, så var de nogle rigtige party-aber når der var fest. For et par tusinde år siden, da jeg første gang var til en kæmpefest hos kæmperne, havde jeg tage pænt fest tøj på. Det lærte jeg, at det skulle man ikke gøre. Kæmperne har altid været meget venlige og kærlige, overfor dem de kan lide. Når der festes blev der uddelt mange kram og mange venlige skulderklap, hvilket var lidt alternativt, da kæmper var mindst 3 meter høj og de alle sammen var bomstærke. Når man som jeg er lidt spinkel af bygning og kun 1,64 cm høj, så var det lige før, at sådan et venligt kram fra en kæmpe, kunne knuser alle knogler i kroppen. Et venligt skuldreklap kunne sende mig direkte ind i en væg eller i gulvet. Efter den første fest med kæmperne var jeg gul og blå over det hele og følte mig totalt forslået i dagene efter festen. De næste gange jeg var til fest hos kæmperne (og stadigvæk 19.1

2 den dag i dag), var det iført min ringbrynje og så det pæne tøj ud over, så kan jeg bedre holde til alle disse kram og venlige skuldreklap. Trygge snakkede løs og telefonen, hotelværten ventede og ventede på at få sin telefon tilbage, indtil han til sidst opgav, og sagde Stil den bare på plads når du er færdige og så trissede han små brummende tilbage til sin seng. På Trygges sædvanlige måde afsluttedes samtalen brat med et hej ma petite, og så var den samtale slut. Jeg gik op på værelset med en glad følelse inden i. Det var egentlig et dejligt projekt. Her havde hjælperne fra mange nationaliteter, og både kendte og ukendte eksistenser, stillet deres ekspertise til rådighed. På tværs af kultur, på tværs af tro, men med det fælles formål, at hjælpe og gøre tingene bedre. Også selvom der ikke var nogen personlige gevinster i det. Det var godt, så var der stadigvæk håb for en fredelig sameksistens. Jeg gik op på vores værelse, hvor Torben og Valencia - med dynerne godt trykket op over næserne, så man kun kunne se deres øjne - spændt ventede på en forklaring. Da de havde fået den, puttede de sig ekstra godt i dynerne og faldt i søvn. Selv kunne jeg ikke selv falde i søvn, for der var endnu et stort spørgsmål som trængte sig på. Hvor skulle jeg lægge kuglerne? De kunne ikke ligge i Viggos kældre, de havde vist sig ikke at være sikre nok. I Kommandocentralen havde vi drøftet, hvor vi kunne lægge dem, så de var i sikkerhed, men alle de forskellige løsningsmuligheder, som vi var kommet op med, var blevet forkastet. Det havde været løsninger som, at lægge kuglerne i de store Flora Danica krukker, som befandt sig under lås og slå på Rosenborg Slot, gemme dem i tårnet på Vor Frues kirke, leje en bankboks osv. Men alle disse mange forslag, var af forskellige årsager blevet forkastet, og der var endnu ikke en løsning på problemet. Som jeg lå der, under de varme dyner og små slumrede, dukkede den mest nærliggende idé op. Det var ikke en langsigtet løsning, men den ville fungere nogle år, indtil vi havde fundet det rigtige sted. Mine nuværende svigerforældre havde en lille høj i haven, en høj som svigerfar selv har anlagt. Fra denne lille høj løber der et lille springvand, som ender i en lille sø, med forskellige fisk. Svigerfar havde nemlig fisk på hjernen. Han har så mange akvarier proppet ind i deres lille parcelhus, at du simpelthen tror det er løgn. 19.2

3 Den høj med vandløb og sø, havde han være flere år om at bygge og få gjort færdig. Så mange år, at han var blevet drillet godt og grundig med det. Men nu står den endelig færdig. Det var i den høj jeg ville lægge kuglerne i en metalkasse. Svigerfar ville ikke grave i den høj, det vidste jeg med sikkerhed. Det var altså blot et spørgsmål om, at få svigerforældrene ud af huset, så der var frit lejde for Niels og mig til at komme ud og grave ind i højen. Med lidt hjælp fra elverne og deres specielle usynlighedsklædestof, kunne vi få kuglerne gravet ned, uden at nysgerrige naboer ville komme til at spørge svigerforældrene om, hvorfor de havde gravet i højen. Ganske oplivet over denne idé, stod jeg op, gik mig en tur, som blev betragtelig kortere end jeg havde regnet med, fordi der var faldet så meget sne, så det ikke var til at komme frem. Sne mængden bekymrede mig, men heldigvis kunne jeg i det fjerne høre snerydningsmaskiner, så vi ville da kunne komme hen til glaspusteren. Efter denne korte tur, tog jeg et dejlig langt bad. Et bad som skulle fortrænge den træthed som min krop følte, for det var ikke megen søvn jeg havde fået. Det gik ikke helt stille af, for jeg havde ikke set, at der var en udsugning som skulle sættes til når man gik i bad. Mit dejlige varme og lange bad udviklede så meget damp, som bølgende ud i værelset fordi døren stod på klem, at dampen satte brandalarmen i gang. Torben og Valencia fløj op af sengene og de kunne høre, at der også var hektisk aktivitet i nabo værelserne. Valencia hev en stol frem. for at kravle op og slukke alarmen, men kunne ikke nå den, så Torben kravlede op, for at se om han kunne slukke den. Inden det lykkedes, buldrede det igen på døren og Valencia åbnede op for en temmelig gnaven hotelvært, som fik slukket alarmen. At sige at jeg blev populær på denne handling, ville være en kraftig overdrivelse. Selv en halv million undskyldninger kunne ikke formidle, alle de mennesker som jeg unødigt havde vækket. Valencia og Torben kravlede ned i sengene igen. De faldt hurtig i søvn igen og det sidste jeg hørte fra dem var deres små fnisende samtaler om, hvor tåbelig og fjollet jeg var, og Valencias beklagelser over hvor pinlig hendes mor var. Klokken 8 præcist holdt taxien klar til at køre os til glaspusterens hus. Og vi forlod hotellet med stribevis af undskyldninger overfor hotelværten og de øvrige gæster, der alle, på en eller anden vis, så helt lettet ud over at vi tog af sted. 19.3

4 Hjemme hos glaspusteren var der fuld aktivitet. Der var rigtig morgen julehygge. Alle sad og spiste, grinede og snakkede løs, også min uheldige historie med badet blev fortalt, af Valencia og Torben, hvilket bestemt ikke gjorde historien mindre morsom. Midt i det hele ringede det på døren. Der var ingen uden foran døren, men der var en stor pakke, med Torbens navn på. Alle blev vældig nysgerrige, over hvad der var i den. Torben og Valencia var derfor nødt til at åbne den, mens alle var tilstede. Inden i kassen var der som du sikkert allerede har gættet lågene som kuglerne skulle passe til. Valencia fik afgivet endnu en syg forklaring, omkring disse låg, som de alle accepterede. Forklaringen var så langt ude at Valencia ikke engang kunne huske hvad det var hun fik sagt. Glaspusteren grinede bredt over Valencias forklaringer, spiste færdigt og det tog sin tid. Det var ikke af vindfrikadeller og luftbolcher han var blevet så stor af. Herefter tog vi af sted til glasværket, hvor ovnene havde været tændt hele natten, så glasset havde den rette temperatur. Dagen forløb uden større begivenheder. Vi hyggede og snakkede, Valencia og jeg bagte danske kager, æbleskiver og pandekager og alt emmede af ro og julestemning. Langt senere, faktisk så sent at jeg var meget bekymret, kom glaspusteren tilbage og meddelte os, at han nu endelig havde fået pustet nogle kugler der svarede til lågene. Glaskuglerne er nu sat til afkøling, så I kan have dem med hjem om aftenen, når I skal tilbage til København. Det blev en stor pakke, for vi skulle også have Valencias glas og Torbens karaffel med. For god ordens skyld ringede jeg til lufthavnen, og fik OK for at de kunne havde disse kasser med ind i flyet, men det krævede at de købte en ekstra siddeplads. Dyrt, men altså nødvendigt. Det eneste der bekymrede dem meget, var om de også kunne komme til København. Sneen faldt stadigvæk tæt. Jævnligt havde jeg ringet til taxi og til lufthavnen for at sikre mig, at vi kunne komme hjem. 19.4

5 Fra radioen var det meddelt, at man frarådede al unødvendig udkørsel, på grund af fygesne og storm. Lufthavnen var stadigvæk åben, men hvor længe? Jeg havde ringet til en nisse kontakt person, for at høre om nisseposten kunne klare sagen, men heller ikke deres postvæsen kunne klare transporten, under disse vejrforhold og indenfor tidsplanen Jeg havde også tænkt på at flyve ture selv, men der var meget langt fra Stokholm til København, og selvom jeg måske kunne flyve så lang en strækning, ville jeg ikke kunne nå det til tiden. Min nervøsitet steg, kan vi virkelig nå det hele til i morgen? Nervøsiteten, den blev meget større, da taxi ringede til glaspusterens hus og meddelte at de ikke længere var i stand til at køre os til lufthavnen og vi skulle være i lufthavne inden 2 timer! 19.5