forsmag på helvede. Han kæmpede, svedte og bed tænderne sammen, mens han klarede sig igennem alle gentagelserne. Instruktøren så imponeret til, men

Transkript

1 12. december Vækkeuret ringede med en infernalsk lyd som af et startende jetfly. Martin slog ud efter det. Eller rettere, han forsøgte, men armen lystrede ikke. Til gengæld gjorde smerten i skuldre og ryg ham lysvågen på et sekund. Han undertrykte et skrig og lod i stedet en stille jamren forlade sit nedbrudte legeme. Det var ikke fordi han var ked af, at damelandsholdet havde fået stryg af nordmændene. Han anede knap nok, at de havde spillet. Hele den forrige dag på arbejde havde et været et helvede. Tanken om at Charlotte havde en kæreste, og at den kæreste ikke var ham, havde sendt ham direkte i kulkælderen. Det havde været hårdt at være forelsket, men at være ulykelig forelsket var tifold værre. Han var rastløs og opgivende på samme tid. Han var nødt til at komme af med al den negative energi og frosten og blæsten umuliggjorde en af de løbeture som hjalp til at holde formen nogenlunde vedlige. I stedet var han taget i det lokale fitnesscenter, hvor der havde været gabende tomt grundet landskampen i håndbold. Han havde meldt sig ind og en overivrig instruktør havde tilbudt en gratis privat træningstime. Han havde tilmed prikket ham på maven og sagt, at det var på høje tide med en benhård indsats, hvis han ville have flæsket væk inden jul, Martin havde allermest lyst til at pande den flabede instruktør en på hovedet, men han havde aldrig været nogen slagsbror. I stedet bad han kækt instruktøren om tage fløjlshandskerne af og gøre sit bedste for at få ham i form inden nytår. Gerne med vaskebrædt og markerede biceps. Efter de første ti minutter på forskellige maskiner, havde Martin fået en 94

2 forsmag på helvede. Han kæmpede, svedte og bed tænderne sammen, mens han klarede sig igennem alle gentagelserne. Instruktøren så imponeret til, men han anede jo heller ikke, at Martin for hver eneste gentagelse tænkte Charlotte. Eller rettere på hendes kæreste, Oliver. Den forbandede slambert, som havde snuppet hende lige for næsen af ham. Og havde blæret sig med et billede på Facebook. I budn og grund kunne han jo godt forstå det. Han ville også have været stolt af at kunne vise Charlotte frem. Og skrive at han var i et forhold med hende. Oliver havde sådan set ikke gjort noget forkert. Men det forhindrede ikke Martin i at hade ham af et forelsket hjerte. På et tidspunkt under træningen havde instruktøren spurgt om han græd og de skulle stoppe. Men Martin havde bare leet og sagt at for hans skyld kunne de fortsætte til midnat. Helt så længe tog det ikke. Efter en time i helvedes fitnessrum sagde han stop. Han faldt omkuld på en træningsmåtte og kunne have ligget der endnu, hvis ikke rengøringspersoanalt havde bedt ham flytte sig da klokken passerede 23. Derpå havde han slæbt sig hjemad. Stadig svedende og øm for hver eneste lille skridt. Han havde ikke haft kræfter til at klæde sig af, men blot smidt sig på sengen i det svedige træningstøj. Men den benhårde træning havde en positivt effekt. Han havde sovet som en sten og ikke skænket Charlotte en tanke. På negativsiden talte at han ikke kunne løfte sine arme og blot lå og stirrede på vækkeuret, der kimede højere og højere. Til sidst væltede han det omkuld med panden. Det fortsatte med at ringe fra sin plads på gulvet. Med en kraftanstrengelse satte Martin sig op i sengen og trampede på uret. Træningen havde fokuseret på overkrop og mave, så han kunne bevæge benene nogenlunde frit. Der var mørkt i værelset. Faktisk var det i denne periode både mørkt når han tog afsted på job og når han kom hjem igen om aftenen. Den lyse tid var borte. 95

3 Ikke fordi han havde noget imod vinteren. Det var dejligt at bo i et land, hvor man kunne mærke forskel på årstiderne. Men vinterens mørke var en tid hvor man skulle hygge sig med sin elskede foran den gnitrende pejs. Når man ikke havde nogen at gøre det med, gjorde den mørke tid ham bare endnu mere opmærksom på dette. Hvem havde han måske at sidde sammen med? Ingen, det var, hvem han havde. Han satte sig op i sengen og listede forsigtigt fødderne ud på det kolde gulv. Han bekæmpede trangen til at lægge sig ind under dynen igen, da han fik øje på det eneste, som lyste op i værelset. Hans mobiltelefon. Der var en besked. Det var sikkert en af gutterne, men noget fik ham alligevel til at bukke sit mørbankede legeme frem og samle mobilen op fra dens plads på natbordet. Den var sendt lige før midnat. Altså efter han var faldet omkuld i sengen med alt tøjet på. Med stive, ømme fingre klikkede han beskeden åben. Og med et forsvandt ømheden i alle muskler. Det var fra Charlotte. Hej Martin. Tak for dit brev. Og de fine blomster Jeg er på arbejde i morgen. Du må gerne kigge forbi. Charlotte Han læste beskeden igen. Hun ville se ham. Han sprang op af sengen og hoppede op i luften af glæde. Yeess aaauuuuuuvvv! Hans ømme muskler fik glædesudbruddet til at aftage øjeblikkeligt. Gårsdagens træningssession var vendt tilbage med tilfoldig styrke. Hver eneste muskel smertede. Alligevel smilede han over hele hovedet. 96

4 Da Martin et par timer senere stod foran Stormagasinet, havde han stadig det fjogede udtryk som forelskede fyre mestrede til perfektion. Og det var præcis hvad han var. En forelsket fyr. Han kunne næsten ikke vente til klokken slog ti, og Stormagasinet åbnede dørene. Han ville stå dernede, med næsen klemt mod ruden, som frustrerede kvinder ved et strømpebukseudsalg. Han ville mase sig forrest og løbe gennem butikken, hen til undertøjsafdelingen. Hun ville se ham og hun ville åbne sine arme og lade ham løbe ind i hendes favn og hendes hjerte. Han ville kysse hende, løfte hende op i sine arme og løbe væk med hende. For sammen at leve lykkeligt til deres dages ende. Det var i hvert fald planen. Da dørene til Stormagasinet blev åbnet, havde Martin stået udenfor i ti minutter, sammen med en større, fortravlet flok, der endnu manglede nogle indkøb. Han satte straks kursen mod dameundertøjsafdelingen, og fandt hende med det samme. Hun var allerede blevet kontaktet af dagens første kunder. Martin stillede sig i nærheden, så hun ikke kunne undgå at få øje på ham. Hun standsede op med en underkjole i hænderne, som hun var ved at vise til de ældre damer foran hende. Martin smilede, og måtte synke en klump da hun kiggede på ham med sine blå øjne. Et kort øjeblik stod de blot og kiggede på hinanden. Så smilede hun også og så glad ud. Charlotte gjorde hurtigt ekspeditionen færdig og gik langsomt over mod ham. Hun havde en mørk sarong-nederdel på og hvid, langærmet skjortebluse. Et guldsmykke med turkis vedhæng hang ned på den øverste del af hendes bryst, som blusen tillod Martin at se. Han måtte tvinge sig selv til at tage øjnene væk fra hendes bryster, hvor han kunne skimte hendes brystvorter presse mod det tynde skjortestof. 97

5 Hej, smilede hun. Hej, replicerede han uintelligent, og kiggede hende dybt i øjnene. For hulen hvor var hun lækker, tænkte han. Tak for dit brev og roserne, sagde hun, gik lidt tættere på ham og rørte ham forsigtigt på armen med sin højre hånd. Gud, hvor var han dog sød, tænkte hun. Åh, det var da så lidt, sagde han. Det synes jeg ikke, sagde hun. Jeg blev meget glad for dem. Et kort øjeblik vidste ingen af dem hvad der skulle siges. Mens Martin desperat ledte efter noget intelligent at sige, kom han til at kigge ned på hendes bryster igen, hvor brystvorterne stadig forsøgte at hoppe ud gennem blusen. Det er vel nok koldt idag, sagde han og løftede hurtigt blikket mod hendes øjne igen. Han kunne have bidt tungen af sig selv for den tåbelige bemærkning. Han gav sig selv en selv en mental lussing. Ja, sagde Charlotte, der ikke havde lagt mærke til at Martin havde stirret på hendes bryster. Hvad var det, du ville tale med mig om? spurgte Martin, og håbede at kunne tale om noget andet. Jeg ville bare sige, at jeg gerne vil se dig igen. Jeg vil også meget gerne se dig igen, sagde Martin og mærkede at han godt kunne glemme alt om at spille kostbar eller reserveret. Jeg vil faktisk meget meget gerne se dig igen.. Charlotte smilede. Jeg vil faktisk også meget meget gerne se dig, sagde hun og førte en hånd 98

6 op til hovedet, hvor hun med en let bevægelse strøg det krøllede hår tilbage bag øret. Har du tid i dag? spurgte Martin, og kunne mærke at han om få øjeblikke ville falde på knæ for pigen foran ham. Idag er ikke så godt. Nå, sagde Martin og prøvede at sluge nederlaget, der i hans sind følte mere end dommedag. Hvornår kunne hun så. Engang i det nye år? Måske først i det nye årtusinde. Men i morgen kunne vi jo mødes på en cafe eller noget? Hvis du har tid? Selvfølgelig har jeg tid, sagde Martin ivrigt. Han ville have slettet alt i sin kalender. Inklusive sit eget bryllup. Bare for at være sammen med hende. Godt, sagde Charlotte. Du kan hente mig her klokken tretten så kan vi gå på cafe? Jo, alletiders, smilede Martin til hende. Vi ses, sagde hun og gav hans arm et lille klem, inden hun vendte sig om og gik tilbage til køen af kunder. Vi ses, sagde Martin og lovede sig selv, at jakken ikke skulle vaskes lige med det samme. 99