Prædiken til julesøndag, Matt 2, tekstrække. Grindsted Kirke Søndag d. 27. december 2015 kl Steen Frøjk Søvndal

Transkript

1 1 Grindsted Kirke Søndag d. 27. december 2015 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til julesøndag, Matt 2, tekstrække Salmer DDS 99: Velkommen igen, Guds engle små DDS 122: Den yndigste rose er funden DDS 57: Herre, fordi du DDS 129: Julebudet til dem, der bygge Altergang FS3 146: Se det Guds Lam, som bærer verdens synd DDS 123: Her kommer Jesus, dine små DDS 112: Kom, alle kristne Tekstlæsninger GT-læsning: Jer 31,15-17 Dette siger Herren: I Rama høres klageråb, bitter gråd;

2 2 Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste over sine børn, for de er borte. Dette siger Herren: Græd ikke mere, stands dine tårer! For du får løn for din møje, siger Herren; de skal vende tilbage fra fjendens land. Der er håb for dine efterkommere, siger Herren. Dine børn skal vende tilbage til deres land. Epistel: Rom 3,19-22a Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse. Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Prædiketekst: Matt 2,13-23 Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger:»stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.«og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:»fra Egypten kaldte jeg min søn.«da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten

3 3 Jeremias, der siger: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger:»stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.«og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. PRÆDIKEN Hvor og hvornår er julens budskab og julens glæde størst? Er det når alt kører som smurt i olie, familien er lykkelig og ved godt helbred, alt ser ud til at lykkes for os? Er det, når vi lever et jævnt og muntert, virksomt liv på jord? Eller er det, når livet ramler for os med modgang og sorg? Vi behøver ikke give det samme svar, vi, som er i kirke i dag, men vi kan alle sammen tænke over det: Hvornår trænger julens budskab og glæde stærkest ind i os, eller i det hele taget evangeliet om Jesus? For tre dage siden stod jeg her og talte om engle og englevagt, og det er absolut en side af julen, som Gud vil minde os om. Guds engle og englevagt er virkelighed, en usynlig virkelighed, som så mange andre ting, der er usynlige og dog virkelige. Ved Jesu fødsel skete det for en sjælden gangs skyld, at englene blev synlige. I dag har vi sunget Ingemanns gode salme: Velkommen igen, Guds engle små. Folk som Ingemann og H.C. Andersen er gode til at fremhæve det idylliske omkring julen, men det kan kamme over, som fx i H.C. Andersens Barn Jesus i en krybbe lod, hvor alt

4 4 er idyl og han siger: Oksen kyssed barnets fod, halleluja, halleluja. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvor han har det fra, for jeg tvivler meget på den historiske sandhed i det! Englevagt er en virkelighed, og det var det også for Guds søn, Jesus, der i sin første levetid måtte fødes i en stald under uhygiejniske og fattige forhold og flygte til Ægypten. Først flere år senere senere kommer den lille familie tilbage, og Matthæus kommenterer i evangelieteksten til i dag, at han kom op fra Ægypten, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Fra Ægypten kaldte jeg min søn. Hvor ulykkeligt det hele end har set ud, og hvor fortvivlet denne flugt end har været for den lille familie, så var flugten til Egypten ikke nogen tilfældighed, og Jesu liv blev også derigennem en opfyldelse af Guds løfter og Guds vilje. Alle Guds løfter har deres ja i Jesus, hørte vi 1. juledag, og disse løfter begyndte allerede at blive opfyldt på Jesus i krybben i Betlehem. Hele hans liv blev én lang opfyldelse af Guds profetier fra Gammel Testamente. Selv den vantro og frygteligt hensynsløse kong Herodes opfyldte uforvarende profetier fra GT ved den barbariske beslutning om at dræbe alle 0-, 1- og 2-årige drengebørn i Betlehem og omegn. Han var selv ansvarlig for sin grusomme handling, men Gud gennemførte sin frelsesplan midt i grusomheden. For hver gang jeg læser Bibelen igennem, bliver det med profeti og opfyldelse tydeligere og tydeligere for mig, og sammenhængen mellem de to testamenter åbnes. Jeg vil opfordre jer til at spejde efter den sammenhæng, når I læser i Bibelen. Guds plan blev altså ført igennem på Jesus, også gennem modgang og lidelse, og dette træk skulle blot blive tydeligere og tydeligere senere i Jesu liv, kulminerende med Jesu død på korset. Det var også nøje forudsagt af Gud i GT på den ene side i detaljer, så vi nemt kan spore selv små træk tilbage til GT, og på den anden side ikke så konkret, at mennesker på forhånd kunne regne ud, at nu sker det og det. Gud har i sin ubegribelige visdom tilrettelagt skrifterne sådan, at forventningen til en ny tid ville være vakt, og samtidig kunne intet menneske påvirke eller fremskynde tiden med Jesus. Fx nævnes det ikke direkte, hvornår Messias skulle fødes, og at han skulle

5 5 fødes som et lille barn, være Guds søn og hedde Jesus. Hvis det var blevet nævnt, hvor mange forældre tror I så ville kalde deres dreng Jesus? Rigtig mange, i håb om at blive forældre til Guds søn! Igennem Jesu liv gennemskrives således GT, og det koncentreres særligt omkring hans lidelser og modgang, hvorved han tager vores modgang og lidelser på sig. Også vores synder. Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder, forudsiger Esajas, og sådan kom det også til at gå i Jesu liv. Hvad nu med de lidelser og problemer, vi gennemgår i dag? Vi gennemskriver ikke GT ligesom Jesus, men vi havner ligesom Jesus af og til i lidelse og modgang, og de fleste gange kan vi ikke se Guds ledelse eller omsorg i det. Tværtimod ser det ud til, at Gud har forladt os og ikke mere tager sig af os. Er det sandt? Vi nærmer os det første spørgsmål omkring julen: Hvornår er julens budskab størst? Spørger vi salmerne, så peger mange af dem på tiden med modgang. Når hjertet sidder mest beklemt, så bliver glædens harpe stemt, at den kan bedre klinge, synger Brorson i I denne søde juletid. Og i Den yndigste rose er funden, som vi sang i dag, lyder det: Ak, søger de ydmyge steder, i støvet for Frelseren græder, så får I vor Jesus i tale, thi roserne vokser i dale. Jens Christian Hostrup er inde på samme sag i salmen efter prædikenen: Julebudet til dem, der bygge. Salmen er et af de stærkeste forsøg i Salmebogen på at tolke julens budskab ind i erfaringen af tab og meningsløshed i verden. Den er kemisk renset for den traditionelle juleidyl, som vi kender den fra Ingemanns salmer bl.a. den første, vi sang: Velkommen igen, Guds engle små. Den er derimod båret af den voldsomme modsigelse, som dagens tekst vidner om, nemlig mellem på den ene side julebudet: I dag er der født jer en frelser, og på den anden side verdens mørke, som kommer til udtryk i barnemordet og flugt til Ægypten. Og den modsigelse kender vi:

6 6 På den ene side kender vi evangeliet og dets fred, og på den anden side modgangen og smerten. Hostrup vidste, hvad han snakkede om, for han stod selv i kamp. Som 30-årig giftede han sig med sin forlovede, Henriette Mantzius, som på det tidspunkt var dødssyg af tuberkulose og døde et par måneder senere. Hostrup gennemlevede snart efter en åndelig vækkelse ved læsningen af Søren Kierkegaard og blev præst. Nogle år senere blev han gift igen og fik seks børn, hvoraf han selv måtte begrave de tre. Da hans ældste søn døde af tyfus i 1870, knap 10 år gammel, holdt han en lille tale, som den tidligere præst i Grindsted, Peder Poulsen, refererer i sine bøger om salmerne. Hostrup sagde blandt andet: Siden jeg stod her for seks år siden på samme gravsted, på samme tid af året og i en lignende anledning, har den søde lille dreng, på hvis støv jeg nu skal kaste tre skovlfulde jord, været sine forældres bedste trøst og kæreste håb Ved ham syntes vi, det måtte stå og falde, og da den farlige sygdom greb ham, kunne vi ikke tro, at den skulle rive ham fra os ja, selv efter at Gud i himlen kendeligt havde truffet afgørelsen, måtte vi spørge os selv: Er det muligt? Er det ikke en ond drøm? Det er imidlertid en af de drømme, som må drømmes her på jorden, og som man først vågner rigtigt af, når vor Herre Jesus får os helt vakte ved at borttage al den magt som døden endnu har over os. Hostrup skrev julebudet som 63-årig, kort tid efter at han havde fået en lettere hjerneblødning, som fik ham til at tage sin afsked som præst, og han måtte se i øjnene, at hans livs indsats var ved at være forbi, og man fornemmer skuffelsen over, at livet ikke havde indfriet de længsler og forventninger, han havde sat til det. Og er vi i den situation, så kan vi hente hjælp i den måde, Hostrup forkynder evangeliet på. For selv om hjertet uden tvivl har siddet beklemt hos Hostrup, så forkynder han evangeliet. I vers 1 taler han om, at julebudet åbner udsigten fra det lave. Normalt skal man ellers højt op for at kunne få en udsigt, for når man er nede i dalen, tager det, der

7 7 tårner sig op lige foran en, udsigten. Julens budskab er, at det største ikke skete højt oppe, hvor man er hævet over jordelivets bekymringer, men midt i det alt sammen. Det er i krybben, i flugten til Egypten og i Kristi lidelse, død og opstandelse, at vi ser evighedens udsigt her på jorden. Derfor kan evangeliet endda trøste mildelig mellem grave. Det er vel evangeliets ultimative prøvesten: Hvad har Jesus og evangeliet at sige, når vi står og græder ved et gravsted på kirkegården? Vers 2 beskriver julebudet som Gud Faders varme ånde. Den ånde, der på skabelsens morgen skabte liv i mennesket, så det blev et levende væsen. Syndefaldet betød en tilbagevenden til dødens verden, men nu hører vi, at Menneskefaldet (er) til frelse vendt, menneskets adel på ny erkendt. Gud kommer nu igen og puster liv i det døde, ligesom Aslan i C.S. Lewis Narnia kommer og puster liv i de skabninger, som er forstenede under vinterens herredømme. Der bliver hjertets ret til at kæmpe og vinde evig fastslået, trods hver en fjende. Lad dig ikke kue, Gud er på livets side! Vers 3 tolker begrebet julefred vel at mærke under storm og torden. Det er ikke idyllisk englesang og kaminild, men fred til at stride og fred til at vente, fred i gode og dårlige tider, i går og i morgen. I vers 4 kulminerer det hele med en opfordring til at fryde sig, selv om ormen stinger endnu din hæl. Det er et udtryk fra beretningen om syndefaldet, hvor der står, at der vil være fjendskab mellem slangen, som ondskabens symbol og kvindens afkom. Slangen skal bide hendes afkom i hælen, men hendes afkom skal knuse slangens hoved. Tag bare imod de slangebid, du får; Kristus har knust slangens hoved. Favn kun trøstigt, hvad Gud har givet, løft dit hoved og tak for livet. Lad dagens evangelium åbne os for hele denne trøst, som Gud vil give os, der ind imellem lever i stormen. Som Gud var med Jesus og den lille familie, sådan er han også med os selv når livet går en vej, vi ikke bryder os om. Det er langt fra sikkert, at vi vil se en mening med modgangen, ligesom der ikke er nogen mening at se i

8 8 Herodes nedslagtning af drengebørn eller i Jesus-familiens flugt til Egypten. Men vi kan vide, at Gud vil lede os igennem den modgang, vi står i. Sådan trøstede Jeremias sit folk fra Rama, der ikke lod sig trøste, for deres børn var ikke mere: Græd ikke mere, stands dine tårer! For du får løn for din møje, siger Herren; de skal vende tilbage fra fjendens land. Der er håb for dine efterkommere, siger Herren. Dine børn skal vende tilbage til deres land. Der er håb, siger Gud. Som Gud ville føre folket hjem efter eksilet til Babylon, sådan vil han føre os hjem til den nye jord, hvor ormen ikke stinger, for Jesus har knust slangens hoved. Det skal vi også høre i vores modgang, og da bliver julebudet så stærkt. Måske er det her, det er stærkest for de fleste af os. Er vi ikke selv i stormen for tiden, så lad os tænke på dem, der nu er der. Vi vil bede for dem i kirkens forbøn, og bede Gud række dem et ord fra ham, som holder alting i sin hånd, og derfor også kan holde os oppe her i juletiden. Endnu engang: Glædelig jul! Amen!