1.1 Indledning. 1.2 Zygmunt Bauman DEL 1

Transkript

1 DEL Indledning Som følge af overgangen fra det traditionelle samfund til det moderne er der opstået nye former for livsførelse. Da samfundets grundlæggende struktur er forandret, eller om ikke andet under forandring, er det relevant at se på de mekanismer der ligger til grund for samfundets nye måde at blive organiseret på. Men er det moderne samfund udelukkende et skridt i den rigtige retning mod et bedre og mere civiliseret samfund? De tyske sociologer Zygmunt Bauman og Ulrich Beck giver hvert deres bud på hvordan dette spørgsmål kan besvares. Analyserne tager begge udgangspunkt i individualisering og rationalisering. Denne opgaves formål bliver således at undersøge, hvordan de to teoretikere ser det moderne projekts betydning, og de konsekvenser det medfører. Opgaven er opbygget således, at Baumans forståelse af det moderne væsen først vil blive gennemgået med udgangspunkt i hans analyse af holocaustfænomenet i Tyskland under Hitlers regeringstid. Efterfølgende vil der blive stillet skarpt på rationalitetens betydning i Baumans analyse, for til sidst at komme ind på kapitalismens og individualitetens rolle i det moderne samfund. Dernæst gennemgås Becks forståelse af det moderne samfunds risikoforhold ved hjælp af diskursproblematikker i begrebsforståelsen af risiko og individualisering. Slutteligt vil teorierne opholdes med hinanden og en de forskellige forhold vil blive diskuteret ud fra styrker og svagheder. 1.2 Zygmunt Bauman Holocaust som konsekvens af det moderne I sin analyse tager Bauman som nævnt udgangspunkt i sociologiens og historieskrivningens håndtering af holocaust fænomenet. Ifølge Bauman skal man, for at forstå holocaust sociologisk, ikke tage udgangspunkt i fænomenet som en del af den jødiske historie, ej heller skal man se den som et iboende og normalt fænomen i den menneskelige mentalitet, da konsekvensen vil være, at man ender i hvad Bauman kalder i teoretisk selvtilfredshed (Bauman 1994: 17ff). Det skyldes, at en analyse i sociologiens daværende form ville medføre at holocaust blev set som et unikt men fuldstændig logisk determineret produkt at en specifik

2 gruppe sociale og psykologiske faktor, som førte til en midlertidig suspension af civilisationens normale begrænsede indflydelse på den menneskelige adfærd (Ibid.: 20f). Med andre ord vil holocaust være et socialt fænomen, der ikke er betinget af andet end menneskelige egenskaber, der ikke kan tøjles af den eksisterende modernitet. Bauman er kritisk overfor denne metode. I stedet for at se holocaust som et brist, der er opstået i det moderne væsens projekt, vælger Bauman derfor at se det som en mulighed, der ligger iboende i moderniteten (Ibid.: 22). For at forklare denne mulighed for brist i den menneskelige natur, ser Bauman måden, vi agerer på i det moderne samfund, som et Goffman 1 inspireret skuespil, hvor vi under normale omstændigheder kan opretholde en facade, der afspejler det omgivelserne forventer. Ud fra en artikel i avisen Le Monde beskriver Bauman hvordan ægtemænd under en flykapring taber deres ægtemandsmaske, og i stedet kommer til at optræde som egoister og krystere. Det skyldes ifølge Bauman, at de gode sider af mennesket kun kommer til udtryk under omstændigheder, der favoriserede dem (Ibid. 23). På samme måde skal man forstå Baumans moderne samfund, som noget der under gode omstændigheder er positivt, men også har en ond bagside. Han tager med andre ord stærkt afstand fra idéen om historiens udvikling som en ret linje mod det gode samfund, men peger i stedet at holocaust ikke var været en modsætning til det moderne, men blot været et ansigt der har været skjult, indtil samfundet gav det mulighed for at komme frem (Ibid.: 30). Dog afviser Bauman ikke, at der i det vestlige samfund har været tendenser til, at samfundet langsomt har udviklet sig mod en bedre og mere civiliseret levevis, hvor man gradvist har lagt det menneskelige barbari bag sig (Bauman 1994: 30). Ud fra denne forståelse må holocaust tydeligvis stå som et civilisationens sammenbrud i forhold til at tøjle mennesket i fornuften, og i stedet lade det naturlige menneske stå frem (Ibid.: 31). Det moderne projekt om at afskaffe barbari er således ikke bragt til ende: Vi har med andre ord ikke civilisation nok (Bauman 1994: 31). Bauman afviser således ikke, at processen mod at skabe et bedre - mindre barbarisk - samfund er undervejs, men han kritiserer udviklingens hastighed. 1 Sociologen Erwin Goffman beskriver hvorledes mennesket i sit hverdagsliv spiller forskellige roller alt efter hvor de befinder sig (Goffman 1992: 24)

3 1.2.2 Rationalitet Men Holocaust er ikke blot fremkommet af menneskelige tilbøjeligheder til barbari og manglende civilisation. Bauman beskriver, hvordan holocaust kan ses som et maskineri: Den ankom i et fabriksfremstillet køretøj udstyret med våben som kun den mest avancerede videnskab kunne skabe, og skred frem efter en videnskabeligt organiseret plan (Bauman 1994: 31). Det er således i den moderne rationalitets væsen, at man skal finde forklaringen på, hvordan holocaust kunne ende i barbari. Uden at have en veludviklet teknologi, og gå frem efter en videnskabelig organiseret plan ville jødeudryddelsen (formegentligt) aldrig have fundet sted. Det er, når videnskaben bliver for effektiv, og den bureaukratiske kultur tager overhånd, at den menneskelige moral bliver tilsidesat. Sociologen Max Weber beskriver, hvordan rationaliteten gennemsyrer den moderne administration, hvor præcision og hurtig sagsbehandling kommer til at fremstå som objektive overvejelser. Derfor bliver sager, der burde blive forkastet af moralen, i stedet håndteret bureaukratisk- rationelt og uden moralsk anseelse (Ibid.: 32f). Det var netop denne form for rationalitet, der førte til holocaust. Med Hitlers budskab om et judenfrei Deutschland stod man overfor et problem, der skulle løses. Problemet blev håndteret administrativt, hvorved man efter de moderne forskrifter greb situationen bureaukratisk- rationelt an. Først forsøgte man at sende jøderne ud af landet, men da det tyske rige fortsat blev ekspanderet, blev problemet stadigt sværere at løse. Slutteligt fandt man det mest effektivt og bureaukratisk- rationelt at udrydde jøderne fysisk, da man således blev helt fri for deres eksistens (Ibid.: 34f) Fordisme og tung kapitalisme For at forstå individets rolle i det moderne projekt inddrager Baumann to diskurser: Genesis- og Josva- diskursen. I Josva diskursen er verden ordnet og kontrolleret ud fra et centralt styrende organ der er således ikke plads til individuel frihed, men kun indordning. Modsat står Genesis- diskursen, som er et udtryk for en decentral styring, uorden og ukontrollerbarhed (Bauman 2000: 74). Josva- diskursen kommer til at stå som det centrale led i Baumans analyse, da han mener at kunne spore tendenser til en sådan levemåde i overgangen fra det traditionelle til det

4 moderne samfund - nærmere bestemt under industrialiseringen i starten af tallet, hvor fordismen fik sit gennembrud. Med fordismen opstod en ny verdensforståelse. Perioden under fordismen betegner Bauman som immobil og solid. Der blev med den nye samlebåndsproduktion på Ford- fabrikkerne skabt en logik, der bar præg af planlægning, stringens og effektivisering styret af direktørerne. Fordismens måde at føre fabrik på var en succes, og blev hurtigt et ikon inden for produktion i det moderne samfund. Bauman forklarer det ved at bruge Karl Marxs tese om, at den herskende klasses idéer kommer til at være de dominerende idéer (Ibid.:77) Let kapitalisme og individualisering Det markante skift i modernitetens strukturer, der skete i perioden efter fordismen, blev karakteriseret ved genesis- diskursen. Arbejdskraften blev efterspurgt og kunne ikke længere fastholdes i den enkelte virksomhed. Individet blev således en vare på markedet, som frit kunne bevæge sig: både i fysisk og mental forstand. Men det viser sig dog, at det kun er nogle få i overklassen, der bevæger sig, mens resten af befolkningen blot kan forsøge at følge med i modernitetens virvar af forandringer og ukontrollerbarhed (Bauman 2000: 78f). Bauman beskriver udviklingen billedligt, som et fly der flyver med autopilot: ingen ved, hvor man er på vej hen, og der er heller ingen kaptajn til at kontrollere den kurs, der bliver fulgt. Samfundet bliver dermed flydende og uden fast struktur og holdepunkter: Individet er således overladt til sig selv, når det skal finde vej i modernitetens kaos og forsøge at finde en frem. 1.3 Ulrich Beck Becks forståelse af det moderne Ulrich Beck er ligesom Bauman interesseret i udviklingen af det moderne og de problemer, der følger med en sådan udvikling. Beck tager udgangspunkt i bevægelsen fra industrisamfundet til det, han betegner som risikosamfundet. I mellem disse samfundstyper findes moderniseringsprocessen, som her bliver belyst nærmere Industrisamfundet og det moderne projekt I industrisamfundet lægger Beck vægt på videnskabens legitimering af teknologien og dens følgevirkninger. I det førmoderne industrisamfund var den bærende idé at underkaste

5 naturen den rationelle tanke for at bekæmpe uforskyldt nød i samfundet, hvilket udgør grundlaget for handling, tænkning og forskning ( ) i klassesamfundet, i det lagdelte samfund og i det individualiserede samfund (Beck 1997: 29). Når det moderne projekt, som udvikler sig til vestlige velfærdssamfund efter industrialiseringen, vinder indpas, ændres præmisserne for den fortsatte udvikling. Det skyldes at industriens fremvækst ikke længere skal bekæmpe en hungersnød. I stedet må velfærdsstaten finde nye måder at legitimere værdiskabelsen på (Ibid.: 29). Ikke nok med dette, så påpeger Beck, at endnu et problem er opstået: Naturen svarer igen! Risikosamfundet Som følgevirkning af den fortsatte forurening, der følger med den moderne industri følger ikke- intenderede konsekvenser af destruktiv karakter. Man kan her nævne global opvarmning og atomulykker, hvis omfang og skadefølger har vidtrækkende konsekvenser (Beck 1997: 29). Med denne problematik tager Beck fat i velfærdsstatens rigdomsfordelende forhold, som ikke stemmer overens med de risikofordelende forhold: vi lever endnu ikke i et risikosamfund, men heller ikke længere udelukkende inden for knaphedssamfundets fordelingskonflikter (Beck 1997: 29). Udviklingen befinder sig altså et sted midt i mellem knaphedssamfundet og risikosamfundet: Vi er undervejs i det moderne projekt. Beck forudsiger, at der under denne transformation vil ske en ændring i de tankemåder der styrer handlingen (Ibid. 29f). Beck påpeger en grundlæggende ændring af forståelsen af risiko. Den hidtidige diskurs om risiko har været bundet til ikke- globale konsekvenser: søfareren der rejste ud for at udforske verden påførte sig selv og sit mandskab personlige risici. I lokalsamfundet der led sygdomsudbrud grundet dårlig hygiejne var risikoen lokal. I dag har risikoen en anden karakter, da den har langt mere vidtrækkende og globale konsekvenser (Ibid. 30). Men ikke nok med at risikoen bliver global, den går samtidigt fra at være synlig til at være usynlig. Et af de mest kendte eksempler på usynlig risiko er Tjernobyl katastrofen i 1986 i det nuværende Ukraine, hvor en atomreaktor revnede, og det radioaktive udslip ud over store lokale ødelæggelser også påvirkede dyrearter så langt væk som i det nordlige Norge hvor man selvfølgelig ikke havde set risikoen fra Ukraine.

6 1.3.4 Risikodiskurs og risikofordeling Med risikobegrebet følger der også en vis usikkerhed. Når man konkluderer, at rådyr i Nordnorge bliver påvirket af atomstråling fra Tjernobyl, så er det fordi, der følger en kausal sammenhæng mellem ulykken og hændelsen. Det er kun igennem videnskabelig viden om atomspaltning man kan man give en forklaring på hvorfor der er forekommer en øget radioaktiv stråling bagefter (som der fx blev målt i Norge). Dermed får videnskabsmænd, der har redskaberne til at undersøge videnskaben, også en magt til at forudsætte, hvor stor konsekvensen af videnskabens praksis er (Beck 1997: 31f). Hegemonien over sandheden bliver således en vigtig faktor, når det drejer sig om at skabe profit ud fra risikoforhold. Faren for misbrug bliver tydelig, da udsagn om farer aldrig kan reduceres til blotte konstateringer og kendsgerninger (Beck 1997: 38). Når risiko i det moderne samfund bliver forklaret, er det fremlagt i naturvidenskabelige termer. I naturvidenskaben tages det ofte for givet, at alle bliver udsat for effekterne af skadelige stoffer i samme grad. Med andre ord bliver der ikke taget højde for, at et miljøskadeligt stof kan have vidt forskellige konsekvenser for de forskellige køn, og mennesker i forskellige aldre. Ligeledes bliver der heller ikke taget højde for, om bestemte samfundsgrupper i højere grad er udsat risiko en andre. Naturvidenskaben står altså med et problem, da den ikke kan spejle de forhold, den behandler, til samfundet uden samfundsvidenskaben. Risikoen bliver altså defineret ud fra naturvidenskabens diskurs alene, hvilket ifølge Beck er sket fejlagtigt, da sociologien ikke har set diskussionen som sit domæne (Ibid. 35f) Rationalitetens kampe Når naturvidenskabens diskurs sættes, sker det på et problematisk rationalitetsgrundlag og en ufuldendt argumentation. Det skyldes, at naturvidenskaben søger at behandle risikospørgsmålet objektivt, samtidigt med at der forekommer definitionsspørgsmål. For hvornår er en risiko acceptabel? Og hvornår er de økologiske konsekvenser ikke længere acceptable? Skal man gå med livrem og seler? Eller bør man blot forholde sig til at sandsynligheden for en katastrofe er minimal?

7 Beck stiller sig kritisk overfor disse spørgsmål, når naturvidenskaben skal besvare dem selv: Videnskabernes rationelle krav om sagligt at kunne undersøge risicis faglighed dementerer bestandigt sig selv. For det første beror det på et helt korthus af spekulative antagelser og bevæger sig indenfor rammerne af udsagn om sandsynligheder (Beck 1997: 40f). Det står således klart, at der må andre forhold i spil for svare på de tidligere stillede spørgsmål. Beck mener, at der er brug for en normativ stillingstagen, før man kan udtale sig om risici (Ibid.: 41). De såkaldte spekulative antagelser bygger på sandsynligheder, hvilket i sig selv gør, at man kan drage en kritik for, at der til trods for en lille usandsynlighed for et uheld kan være fatale konsekvenser. For at undgå at videnskaben kommer på tværs af den samfundsmæssige forståelse af risiko, bliver den nødt til at indgå i en symbiose med samfundsvidenskaben. Samfundsvidenskabens egenskaber, i forhold til at forholde sig til forventninger og værdier i samfundet, får ifølge Beck kun et sagligt grundlag, hvis den støtter sig op af naturvidenskabens argumenter, og omvendt forholder det sig således også for naturvidenskabens relation til samfundsvidenskaben. Men man må holde for øje, at målet for Beck ikke er at lave en fredsfyldt risikodefinition sammenholdt af en fællesvidenskab, men nærmere at skabe en kamp om gyldighed, der er baseret på forskellige rationalitetskrav (Ibid.: 42) Individets rolle i det moderne samfund Individet bliver i Becks analyse i moderniseringsprocessen fra industrisamfund til risikosamfund sat i forskellige roller. I den tidlige moderniseringsproces er individet knyttet til klassevilkår, der binder individer sammen i grupper af ligestillede, der kan bekæmpe den samme kamp som fx dårlige økonomiske forhold (Beck 1997: 66). I processen mod risikosamfundet er individet i høj grad underlagt fællesskaber. Individet står kun alene når det drejer sig om at tilegne sig uddannelse og information, som gør, at man kan undgå visse risici (Ibid.: 48). De nye fællesskaber individer skal indgå i risikosamfundet forudser Beck kommer til at bygge på frygt, som dermed kommer til at skulle kæmpe kampen om at danne grundlag for rationel handlen.

8 1.4 Diskussion af teoriernes stærke og svage sider Beck og Bauman giver begge et bud på en samtidsdiagnostik ud fra ikke- intenderede konsekvenser ved det moderne projekt. Hvor Bauman analyserede grundlaget for umenneskelige rationelle handlinger under holocaust, er Beck fokuseret på ikke- intenderede konsekvenser, der opstår som følge af industriens brug af den moderne rationalitetstanke. Hos Bauman er konklusionen, at samfundet endnu ikke er civilisereret nok. Han kommer dermed til at opstille et nærmest utopisk billede af et barbari- frit samfund, hvor menneskets onde natur er tøjlet af fornuften og moralen. Yderligere kan man påpege, at han ikke kommer med direkte løsningsforslag til, hvordan denne yderligere civilisering skal foregå, men blot nævner, at den er nødvendig. Beck er ligeledes fortaler for, at det moderne projekt ikke er fuldendt. De ikke- intenderede konsekvenser i det moderne samfund er hidtil blevet accepteret. Men for at skabe en forsat legitimering svarer Beck uklart på, hvordan skal samfundsvidenskaben skal gøre krav på at bidrage til debatten, som er styret af naturvidenskabens diskurs, når han skriver, at den ikke skal indgå i en konsensusforståelse, men blot være en modpol? Ud fra et sociologisk synspunkt kan man også stille sig kritisk overfor Becks manglende empiriske grundlag for analysen, da den kun tager udgangspunkt i teoretiske overvejelser om det moderne. Er den frygt Beck taler om ikke blot en overdrevet frygt for risiko, som et produkt af mediernes sensationsiver frem for faktiske risikoforhold? I Baumans analyse af overgangen fra tung til let kapitalisme bliver individet sat fri af klassetilhørsforhold, og står i stedet alene i en verden af uoverskuelighed. Hos Beck kommer individet i risikosamfundet derimod til at skulle indgå i nye fællesskaber, baseret på frygt, for at løse den stigende udfordring fra de ikke- intenderede globale konsekvenser af industrialiseringens ikke- intenderede risici. Begge teorier synes dog at være i stand til at beskrive relevante samfundsproblematikker: Baumans teori om den flydende modernitet står stærkt som forklaringsmodel på, hvorfor unge har svært ved at overskue samfundets mange fremtidsmuligheder indenfor bl.a.

9 uddannelsesvalg, hvilket skaber usikkerhed og utryghed (Web1) Becks teori kan ligeledes være en stærk forklaringsmodel til moderne problematikker: Tyskland har netop igangsatte afvikling af atomkraftværker, som følge af Tsunamikatastrofen i Japan. Det officielle grundlag for beslutningen var en stigende frygt og usikkerhed blandt befolkningen, som var gået sammen og protesterede imod atomkraftværkerne - netop som Beck forudsagde (Web2).

10 DEL Indledning I denne del af opgaven vil omdrejningspunktet være magtbegrebet hos Michel Foucault og Pierre Bourdieu. Foucault analyserer i Viljen til Viden fra 1976, hvordan magten kan forstås ud fra et historisk udgangspunkt. Bourdieus analyse er empirisk funderet og fokuserer især på det, han kalder symbolsk magt i bl.a. uddannelsessystemet. Magten kommer hos begge teoretikere til at stå som det centrale emne i forhold til, hvem der bestemmer i et samfund, og mere vigtigt: hvorfor de er i stand til at bestemme. Opgavens formål bliver således at klarlægge teoretikernes syn på, hvad magt er, og hvordan den kommer til udtryk. I opgavens første del redegøres for Foucaults magtforståelse, hvorefter der i eksemplificeret form vil være et eksempel på magtens udfoldelse i det moderne samfund. Efterfølgende vil fokus ligge på Bourdieus magtforståelse, som ligeledes vil blive behandlet ud fra et eksempel i det moderne samfund. Slutteligt vil de to magtbegreber blive diskuteret ud fra ligheder og forskelle, samt svage og stærke sider. 2.2 Michel Foucault Foucaults magtbegreb I værket Beyond Structuralism and Hermeneutics fra 1982 beskriver Foucault, hvordan magt kun bliver udøvet i relationer mellem frie mænd: Power is exercised only over free subjects, and only insofar as they are free slavery is not a power relationship when a man is in chains (Foucault 1982: 221). Med denne viden i baghånden vil opgaves analyse af Foucaults magtbegreb tage udgangspunktet i teksten Viljen til Viden, som er første bind af Sexualitetens historie. Foucault skriver værket, da han vil undersøge, hvordan den seksuelle adfærd kan gøres til et objekt for viden (Foucault 2002: 13). Sexualitetesforståelsen kommer således til at fungere som det medium, hvori Foucault undersøger magten. Her vil magtforståelsen dog blive beskrevet udenom dens betydning for sexualitetens historie, men med et fokus på magtbegrebet i sig selv. For at skabe en forståelse af begrebet magt opstiller Foucault nogle traditionelle magtforståelser og afviser dem. Det er således nemmere at betegne magten ud fra, hvad det

11 ikke er, end hvad det faktisk er. Magten 2 skal ikke forstås som en juridisk størrelse, der påtvinger en bestemt diskurs ud fra lovens og suvernitetens privilegium (Foucault 2002: 96). Magten skal løsrives denne juridiske og negative forestilling, der har hersket i historien, og i stedet skal man fokusere på magten i dens egen termologi (Ibid. 97). Men hvordan skal vi så forstå magten? Er magt ikke noget som bliver udøvet af en herskende instans (gruppe/individ/stat) overfor en anden? Nej, ifølge Foucault er magt en kompliceret strategisk situation i et givent samfund (Ibid.: 99). For at skabe en bedre forståelse af denne strategiske situation opstiller Foucault fem påstande omkring den magtform, han kalder produktiv magt: (Fortolket efter Foucault 2002: 99ff): 1) Magt kan ikke erhverves, men udspiller sig i relationelle forhold 2) Magt ligger immanent i de forhold, der gør sig gældende i forskellige relationer og kommer således til at være producent af differentieringer i disse. 3) Magten kommer nedefra: der findes ikke binære modsætninger mellem herskende og beherskede, der fungerer oppefra og ned i samfundshierakiet. I stedet bliver styrkeforhold i produktionsapparaterne, familierne og smågrupperne de magtforhold, der kommer til at gennemløbe samfundslegemet nedefra og gør, at man kan have et legitimeret samfundsmæssigt hieraki. 4) Magten bliver ikke udøvet uden hensigt og mål. Men man skal ikke forstå, at magten er subjektivt bundet, den er i stedet bundet i et netværk, der fungerer i samfundet. Derfor kommer magtens rationalitet til at virke indenfor et begrænset felt ud fra en lokal taktik. Taktikkerne kommer til at fungere i et samspil, hvorfra de kan styrke hinanden, men også dechificeres til en bestemt strategi med en bestemt målsætning. 5) Hvor der er magt, er der modstand. Magten har, hvor den fungerer, altid modstandspunkter. Disse indbyggede modstandspunkter er indbygget overalt i magtens netværk. Men det er en modstand,der altid vil blive undertrykt af magten. Modstandsgrupper kan skabes i knuder, der er fordelt ud i magtens netværk, på tværs af de sociale stratifikationer og individuelle enheder og som muliggør en revolution. 2 Som stadig skal forstås ud fra, at den udspiller sig mellem frie individer.

12 De første fire punkter skal bidrage til en forståelse af at magt skal udøves og analyseres som en kraft der kommer nedefra med et produktivt mål. Det femte punkt er et udtryk for de modkræfter der findes hvor magten gør sig gældende. Overvågning Ud fra overstående forståelse af magt er det oplagt at undersøge brugen af begrebet i andre dele af Foucaults forfatterskab. I Overvågning og Straf fra 1975 beskriver Foucault udviklingen af overvågning i det moderne samfund, og hvordan overvågningstanken kommer til udtryk ved hjælp af den engelske filosof Jeremy Benthams arkitektoniske tegninger af bygninger lavet ud fra idéen om et panoptikon 3. Med sin bygningsstruktur giver panoptikonet mulighed for total overvågning af alle indsatte i bygningen på én gang. Panoptikonet består af en ringformet bygning med båse, der er kun er åbent ud mod midten, hvor et observationstårn er placeret. Det bevirker, at man fra cellerne ikke kan se andet end tårnet (Foucault 2003: 217). Panoptikonets observationstårn er skærmet således, at man ikke kan se den observerende. De indsatte i båsene ved med andre ord ikke, om de bliver overvåget eller ej; han bliver set, men han ser ikke (Foucault 2003: 217). Konsekvensen er, at de indsatte føler sig overvåget af en øvre instans, hvorved de selv bliver bærere af magten, hvilket resulterer i en øget selvdisciplinering og regulering af deres adfærd (Ibid. 218f) Disciplin Foucault nævner to former for disciplin: Blokade disciplinen, hvor en lukket institution har som formål at lukke det onde ude af samfundet, og den panoptiske inspirerede mekanisme- disciplin, hvor disciplinen funktionelt og effektivt forbedrer magtudøvelsen. Den mekaniske disciplin blev i løbet af det 17. og det 18. århundrede udbredt i samfundet. Den mekaniske model blev således til at være en effektiviseringsmekanisme i samfundet, hvor man forventer en effektivisering af individet og dermed også en nytte (Ibid.: 227f). 3 Panoptikon fungerer som en bygningsstruktur der har til formål at være en universel løsning for alle typer bygninger der kræver overvågning, fx hospitaler, skoler og fængsler (Lindgreen i Andersen & Kaspersen 2007: 332).

13 Dermed kommer ordningen af samfundet og individernes selvdisciplinering til udtryk overalt i samfundet: På arbejdsmarkedet hersker fx værkstedsdisciplinen, som bevirker at man gør sig nyttig for sin løn (Ibid.:240). Samfundet bliver på denne måde gennemsyret af den panoptiske magtform, og omdannes til et overvågningssamfund, hvor man konstant føler sig overvåget (Ibid.:234). Det kommer især til udtryk i politiets arbejde, hvor daglig patruljering og sanktionering af uorden giver borgerne denne overvågningsfølelse. 2.3 Pierre Bourdieu Bourdieus magtbegreb Magtbegrebet i Bourdieus forfatterskab har en noget anden karakter. Bourdieu forstår, modsat Foucault, magt, som noget, der kan besiddes. I dette afsnit vil de grundlæggende elementer i Bourdieus forståelse af det sociale rum blive gennemgået, da det er nødvendigt for at forstå, hvordan magtbegrebet kan anvendes i praksis. Bourdieu ser virkeligheden som værende relationel. De individer, der begår sig i et samfund er kendetegnet ved at være adskilt ud fra, hvilke egenskaber de besidder (Bourdieu 1997: 20). Af samme årsag taler Bourdieu om et socialt rum, hvor: Rummet er et sæt af distinkte og sameksisterende positioner, der er adskilt fra hinanden (Bourdieu 1997: 20). Individernes position i samfundet gør, at de fysisk og på papiret kan være tæt og fjernt fra hinanden, over eller under og mellem hinanden (Ibid.: 21). Måden individerne positionerer sig på er, ifølge Bourdieu, ud fra deres kapitalbesiddelser. Her skal man ikke forstå kapital som udelukkende økonomisk kapital, men som dispositioner, der gør, at man har en bedre mulighed for at positionere sig i samfundet - mere herom senere Kapitalformer Kapital optræder i Bourdieus teori i tre hovedformer: økonomisk, kulturel og social kapital. Dertil kommer en sammensat form for kapital, nemlig den symbolske kapital. Økonomisk kapital er hovedformen for kapital. Enhver kapital kan omveksles til økonomisk kapital. Den økonomiske kapital beskriver et individs indkomst og værdibesiddelser, der direkte kan omveksles til penge (Bourdieu 1986: 241).

14 Kulturel kapital består af et individs tilegnelser af uddannelse, information og viden samt sociale færdigheder i forbindelse med dannelse og opdragelse. Den kulturelle kapital kan antage tre former: 1) en kropsliggjort form, hvor gestik, manerer og tøjvalg er afgørende. 2) en objektiveret form gennem eksempelvis individets tilegnelse af viden om litteratur, kunst og arkitektur. 3) en institutionaliseret form, der eksempelvis betegner et individs tilegnelse af uddannelse (Ibid.: 243). Social kapital Består af individets netværk og sociale forbindelser. Med andre ord skal man være medlem af en gruppe which provides each of its members with the backing of the collectivity- owned capital (Bourdieu 1986: 248f). Derfor skal sociale netværk bedømmes efter kvaliteten af forbindelser de forbindelser, der indgår heri. Det er altså ikke i sig selv nok med et stort netværk. Det handler i høj grad også om at tilegne sig det rigtige netværk, hvis man udnytte mulighederne for at opnå en position i samfundet ved hjælp af dette (Ibid.: 248f). Symbolsk kapital er en kapitalform, der beskriver æresfølelse. Æren er noget der kun findes, hvis den anerkendes af andre og tillægges værdi. Det er altså en kapitalform, der trækker på kulturel-, økonomisk- og social kapital tillagt en socialt anerkendt dimension (Bourdieu ifølge Jävinen 2007 i Andersen og Kaspersen 2007: 346f) Habitus og det sociale felt For at forklare forbindelsen mellem disse ressourcer og individers subjektivitet benytter Bourdieu et begreb om habitus. Habitus skal her forstås som et individs sum af kapitalressourcer, viden og erfaringer samt smag og tilbøjeligheder: Til hver klasse af positioner svarer dels en klasse af habitus (eller smagspræferencer), der er produktet af de sociale betingelser den tilsvarende position har præget den med, dels ved disse habitus og deres generative evners mellemkomst et systematisk sæt af goder og egenskaber der indbyrdes holdes sammen af en tilbøjelighed til at have samme livsstil (Bourdieu 1997: 23). Man bliver således socialiseret af den klasse, man befinder sig i til at påtage sig visse træk af klassens måde at agere på. Fx beskriver Bourdieu hvordan en klasse er mere tilbøjelig til at drikke rødvin, mens en anden drikker champagne. Det er dog vigtigt at pointere, at klasser for Bourdieu ikke er noget, der eksisterer i samfundet, men blot er en sociologisk konstruktion, hvorfor klassen bliver en klasse på papiret, der er skabt indenfor det sociale felt (Ibid.:53). Det sociale felt er således et begreb Bourdieu anvender til at beskrive positioneringen i det

15 sociale rum. Rummet er opdelt som et koordinatsystem, hvor man vertikalt har den samlede mængde kapital, og horisontalt har to poler med hhv. mest kulturel eller økonomisk kapital. I hver af de fire felter der bliver dannet, hvor akserne krydser hinanden, kan man definere forskellige klasser. Disse klasser har netop disse tilbøjeligheder til at have samme livsstil på grund af deres (tilnærmelsesvist) ens kapitalbesiddelser (Ibid.: 21ff). Således er de overordnede rammer sat i forhold til at forstå, hvorledes Bourdieu forstår det sociale rum, og det er derfor nu muligt at se nærmere på, hvordan hans magtbegreb udfolder sig indenfor dette Magtens reproduktion Bourdieu ser familien som en kollektiv størrelse, der vil videreføre familiens magtbeføjelser, hvis den er i besiddelse af nogen. Derfor mener Bourdieu, at familier, der kan grupperes som statsadlen, har skabt staten i forhold til at kunne reproducere sin egen magt: Statsadlen i Frankrig [ ] er en gruppe som har skabt sig selv ved at skabe staten, dvs. som har været nødsaget til at skabe Staten for at kunne skabe sig selv som en gruppe, der besidder det legitime monopol på statsmagten (Bourdieu 1997: 41). Derfor vil de, der har mulighed for at sætte diskursen, således skabe et samfund, der er tilpasset reproduktionsstrategierne, således at deres egen familie og dermed også livsstil og kapitalbesiddelser får bedre muligheder for at begå sig i systemerne (Ibid.: 37f). Bourdieu tager i sin analyse udgangspunkt i, hvordan uddannelserne er med til at opretholde den samfundsmæssige orden. I Frankrig, som hans analyse tager udgangspunkt i, findes der eliteuniversiteter og normale universiteter. Eliteuniversiteterne adskiller sig fra de normale universiteter ved at have en optagelsesprøve, hvor der bliver lagt vægt på personernes natur (Ibid. 39). På eliteuniversiteterne får man tildelt en bestemt rang og titel, som giver adgang til en orden i dette ords middelalderlige betydning, og af en adelig sådan, en præcis afgrænset social gruppering [ ] der adskiller sig fra almindelige dødelige på basis af en essentiel forskel, og som har en legitim ret til at dominere (Bourdieu 1997: 40). Gruppen af de, der har den rigtige natur, og som kommer igennem optagelsesprøven til elitegymnasierne, får altså en legitim ret til at dominere (Ibid.: 40). Denne ret til dominans foregår ud fra en logisk rationel tankegang: de der er kommet igennem nøglehullet til eliteuniversiteterne er dygtigst og har den højeste uddannelse, hvorfor de også må være øverst i hierarkiet. Men til trods for denne tanke kan virke rationel,

16 er den det ikke nødvendigvis. Bourdieu påpeger, at det er bestemte sociale egenskaber, der er nødvendige for at kunne blive optaget på eliteuniversiteterne. Der bliver nemlig lagt afgørende vægt på måden man agerer på, når man skal vælges til optagelsesprøven. Denne adfærd er blevet socialiseret i de højere klassers habitus, og er derfor svært tilegnelige for individer udenfor overklassen : [I] Frankrig har vi således en skoleadel 4 som føres videre fra generation til generation (Bourdieu 1997: 41). Bourdieu påpeger, at den samme tendens gælder måden, hvorpå lærerne bedømmer deres elever i de andre skolesystemer: Elever, som læreren kan spejle sig selv i, vil få højere karakterer pga. deres sprog og adfærd (Bourdieu 1997: 46). Man kan derfor tale om, hvordan de individer, der besidder megen symbolsk kapital, har en legitimitet til at udøve magt over de, der har mindre. Der hersker en kollektiv enighed om, at de, der ikke har opnået en uddannelse på eliteskolerne, netop er blevet fravalgt pga. deres intelligens, hvilket Bourdieu kritiserer, da han ser sit habitus og kapitalbegreb som grunden til, at mange bliver fravalgt skolesystemet (Ibid.: 47). Dermed bliver de undertrykte ubevidst underlagt, hvad Bourdieu kalder symbolsk vold, da staten (som de veluddannede styrer) har koncentreret materielle og symbolske ressourcer, der er i stand til at bestemme, hvordan de forskellige felter fungerer, og dermed kommer til at sidde i toppen af samfundet (Ibid.: 55). Bourdieu nævner slutteligt magtens felt, hvor de, der har en stor mængde kapital (hhv. økonomisk og kulturel), kæmper om at sætte diskursen for, hvordan de bureaukratiske funktioner i staten skal tilgodese bestemte kapitalformer. Men den sociale dominans er ikke [det] direkte og simple resultat af handlinger, som udføres af en gruppe agenter, der er udstyret med magt til at undertvinge andre grupper [ ]de dominerede er domineret af strukturen i det felt den sociale dominans udfolder sig igennem (Bourdieu 1997: 56). Det er med andre ord strukturerne, der gør, at nogle i højere grad bliver i stand til at besidde rollen som dominerende, hvorigennem de, der kommer til at dominere har fået deres position. 4 Denne skoleadel må afstamme fra den samme gruppe som Bourdieu kalder statsadelen.

17 2.4 Diskussion af svage og stærke sider ved de to magtteorier Foucaults og Bourdieus definition af magt adskiller sig mest markant fra hinanden i spørgsmålet, om man kan besidde magt. Magt hos Foucault er en kraft, der findes i alle relationer mellem mennesker, mens det hos Bourdieu netop er noget, man besidder. Foucaults begreb om magt er således teoretisk funderet, og ikke empirisk observerbart, hvilket gør det svært at anvende i andres analyse af selvsamme. På den anden side gør Foucaults magtbegreb det muligt at undersøge størrelser, der ikke er empirisk observerbare: fx historien om hvordan disciplinen er opstået og har gennemsyret det moderne samfund. Dermed kan Foucault forklare, hvordan samfundet er bygget op af magtrelationer nedefra, og hvordan individer bliver styret af selvdisciplin som følge af samfundets panoptiske overvågning. Foucault forklarer udelukkede, hvorledes magten legitimeres, og ikke hvordan moralens rolle er i denne legitimation. Bourdieu er derimod empirisk funderet i sin beskrivelse af magt, hvilket gør, at han kan forklare, hvordan individers handlinger bliver styret af strukturer, der ikke er synlige for individet, men som først kommer frem som følge af hans analyse af det empiriske materiale. Man kan dog kritisere Bourdieu for at være for fastlåst i sin analyse og således ikke åbner op for, at der kan ske omvæltninger i reproduktionen af samfundet, der gør, at magtstrukturerne ændres afhængig af hvor definit hans teori læses.