2 På skedåg. 6.åpril. Vinderslev kirke kl.9. Hinge kirke kl

Transkript

1 2 På skedåg. 6.åpril. Vinderslev kirke kl.9. Hinge kirke kl Salmer: Vinderslev kl.9: / Hinge kl.10.30: / Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem:»hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«de standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:»er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?hvad da?«spurgte han. De svarede:»det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«da sagde han til dem:»i uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde:»bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden:»brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde:»herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«6/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 1

2 Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35 Kære Gud, vi beder dig om at tage ordet nu. Vil du tale til os ved din hellige Ånd, så vi forstår, at du er en levende virkelighed, og at du vil os noget. Amen. Da vi som ganske unge præstefolk kom til Fyn for 40 år siden, fik vi hurtigt nogle gode venner især blandt de ældre. Særlig var der et bestemt ægtepar, vi kom på nært hold af, og som kom til at betyde noget for os. Derfor var det en dyb smerte, da vi en dag fik at vide, at konen pludselig var faldet død om. Den dag i dag husker jeg, at min reaktion var at gå ud i haven, hvor jeg gav mig til at grave. Der skulle ske et eller andet. Det var bare så svært at forstå, at døden så brat kunne tage et menneske fra os, og derfor måtte jeg reagere ved at gøre noget håndgribeligt. Det har jeg tit tænkt på i forbindelse med den beretning, vi nu lige har lyttet til. For det er selvfølgelig det, som får disse to disciple til at begive sig ud på en længere vandretur. Det var ikke til at holde ud bare at sidde stille. Der skulle ske noget. De måtte gøre noget, så hvorfor ikke gå en lang tur? Måske fordi en af dem boede derude i Emmaus, tres stadier fra Jerusalem, dvs. ca.11 kilometer? Og hvad hjertet er fuldt af, løber munden som bekendt over med! Mens de gik, kunne de ikke lade være med at snakke med hinanden om det, de havde oplevet. Det med Jesus fra Nazareth, som var blevet udleveret til 6/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 2

3 dødsstraf og henrettet, og så også disse mærkelige beretninger om, at han skulle være opstået fra de døde. Mens de går, bliver de indhentet af en fremmed, som tilsyneladende ikke kender noget til alt dette. Hvad er det, I går og drøfter med hinanden? spørger han. De undrer sig over, at han ikke ved besked, og så giver de sig til at fortælle. Det er noget, vi også kender. Som præst har jeg oplevet det mange gange. At det kan være godt bare at fortælle om det, man har oplevet. Genfortælle hele den forfærdelige historie især når det handler om et grimt og pludseligt dødsfald. Det lindrer lidt bare at sætte ord på tanker og følelser, jeg tumler med Ved siden af dem går Jesus selv, uden at de genkender ham. Vist er han opstået fra de døde med kød og blod, men han er alligevel forandret. Et forherliget legeme, kan vi godt kalde det. Det samme legeme som før, bare forherliget Jesus lytter til deres beretning. To disciple, som var skuffede og frustrerede, fordi de havde oplevet noget, som havde slået deres tro og håb i stykker. Det er jo tit sådan med os mennesker, at vi har nogle bestemte forventninger, når det drejer sig om noget, vi skal se eller opleve. Det siges, at der er mennesker, som kommer til Danmark for blandt andet at se Den lille Havfrue, og så forventer de, at hun har nogenlunde samme størrelse som Frihedsgudinden i USA. Så er 6/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 3

4 det klart, man bliver skuffet, når man ser den lille kvindefigur, der sidder på en sten på Langelinje. På samme måde var det gået med disse to disciple. På en eller anden måde var de blevet grebet af det budskab, som Jesus fra Nazareth forkyndte, og det i en sådan grad, så de havde forladt hus og hjem og arbejde og var begyndt at følges med ham. Mere og mere var de blevet fyldt af håbet og forventningerne om, at han en dag ville fremstå som en mægtig konge, der skulle drive besættelsestropperne fra Rom på flugt. Da de oplevede hans indtog i Jerusalem Palmesøndag, så det godt nok lidt mærkeligt med det æsel, han kom ridende på, men trods alt var det da tydeligt nok, at det var en konge, der kom på den måde. Oven i købet en konge med tilnavnet Davids Søn! Altså en konge i lighed med den store kong David, og derfor også forventningerne om, at han nu ville genoprette storhedstiden fra kong Davids tid. Hosianna i det højeste, råbte de derfor, og det var mere end et hurra. Det var samtidig en bøn om, at han måtte frelse dem. Og så kom det bare til at gå helt, helt anderledes. I stedet for sejr og herlighed oplevede de, hvordan han blev taget til fange, udsat for hån og spot og tortur og til sidst slået ihjel på den mest ydmygende og modbydelige måde, nemlig ved at blive korsfæstet. Da brast det hele for dem. Som de selv udtrykker det over for den fremmede på den lange vandringstur: Vi havde håbet, at det var 6/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 4

5 ham, der skulle forløse Israel. Underforstået: Det håb har vi ikke mere. Det håb har vi i den grad fået slået i stykker I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt, lyder det så pludselig, og de må have fået et chok, da de hørte de ord. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed? fortsatte den fremmede, og så begyndte han ellers på en større bibelgennemgang. Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle skrifterne. Allerede her synes vi jo, de burde have genkendt ham, men det gør de ikke. De bliver godt nok mere og mere varme indvendig. Ja, det føles ligefrem, som om hjerterne begynder at brænde! Mere og mere falder brikkerne på plads, så de begynder at forstå meningen med det hele. Derfor kan de heller ikke affinde sig med, at denne bibelkyndige fremmede vil forlade dem og bare gå videre, da de når til Emmaus. Nej, de vil høre mere, og derfor lyder det: Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld. De ord står på en gammel træplade, jeg har hængende derhjemme i entreen. Der er nok nogle af jer, der har set den. Den har en ganske bestemt historie. Vi fandt den engang, mens jeg var dreng hjemme i Sønderjylland. Den lå i en affaldsbunke bag en stor gård. Først troede vi, det var et gammelt skærebræt, men da vi fik den vendt om, så vi teksten, og da blev 6/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 5

6 vi klar over noget andet. Altså kom den med hjem og blev sat i stand og i omkring 50 år har den hængt på væggen. Fordi det er godt at minde sig selv og hinanden om, at der er én, som fremfor alt må være hos os og blive hos os, når vi somme tider er ved at tabe modet. Ikke mindst når døden holder sit indtog iblandt os, er det godt at bede: Bliv hos os, thi det er mod Aften og Dagen helder, som der står på den gamle træplade. Og den bøn hører han. Han gik ind for at blive hos dem, hørte vi. Jesus blev hos sine disciple den dag. Om han fortsatte sin bibelgennemgang, hører vi ikke noget om, men da de sætter sig til bords med ham, tog han brødet, velsignede og brød det, og lige med ét genkender de ham. Det var jo sådan, han havde gjort Skærtorsdag aften, hvor han indstiftede den hellige nadver! Lige med ét var de fuldstændig overbeviste, når det gælder opstandelsen fra de døde. Al diskussion forstummer her. Sådan som vi andre også er det, når vi knæler ved nadverbordet. Nu er han her midt iblandt os lyslevende opstået med kød og blod, og om ikke før, så får han nu hjerterne til at brænde i os, så vi hører og forstår, hvad det er, han siger til os, og så vi i den grad får travlt med at række budskabet om hans opstandelse videre. Det slog mig i den grad, da jeg forleden var inde på det gamle sygehus i Kjellerup, fordi min kone skulle 6/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 6

7 til genoptræning. Vi skulle med en elevator, og den drillede os. Det var der også en anden, som oplevede. En kvinde, som stod lidt længere oppe, og hun ville åbenbart også gerne med samme elevator. Den snød hende hele tre gange, og hver gang blev hun vred og råbte et voldsomt bandeord, så det rungede. Det var uhyggeligt at høre, og det slog mig, hvor hurtigt mennesker på den måde får fortalt, hvad det er for en tro, de har. Og det slog mig samtidig, at vi andre jo ikke er nær så hurtige til at råbe: Kristus er opstanden! Men det er jo det budskab, hele denne verden i den grad trænger til at høre! Mennesker, som straks kalder på Helvedes magter, bare fordi en elevator ikke vil, som de vil. Jamen, vi har det budskab, som peger på ham, som én gang for alle har overvundet alle Helvedes magter, - ham, som er lyslevende iblandt os, og som har betalt prisen for vor frelse, - han, som ikke snyder os, men som er den eneste, som kan give os det håb, som virkelig holder. To ting må vi derfor huske: For det første at lytte til det budskab, som får hjerterne til at brænde. Lytte, som de to disciple gjorde det, da Jesus selv gik sammen med dem, og udlagde skrifterne for dem. Det er de samme skrifter, vi har i vor bibel, og de skrifter kan også i dag få hjerterne til at brænde i mennesker, som læser, lytter og suger til sig. 6/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 7

8 For det andet må vi huske, hvor det var, de for alvor fik øjnene op for den opstandne, nemlig ved nadverbordet. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham, hørte vi, og vi er mange, som kan aflægge samme vidnesbyrd, når det gælder det at deltage i den hellige nadver. Det kan synes så ringe og usselt, vist så, og så bliver det alligevel hjertets himmerig på jord, som Grundtvig siger det i en salme. Og det trænger vi til, når håbet og troen undertiden smuldrer og visner! Det er jo ikke nok med en træplade på væggen, selvom det også er en god ting. Nej, vi må have et møde med den opstandne, levende frelser selv, - han, som kan genskabe det tabte håb og give os glæden og troen tilbage! Og vi må bede, som vi skal gøre det nu i den næste salme: O, følg dog med, jeg slipper ej, o, drag mig, når jeg ikke så fyrig er på Himlens vej, hvor torne foden stikke. Så er han den, der kan få enhver diskussion om hans opstandelse til at forstumme! Glædelig påske! Lad os bede. 6/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 8